Aabenraa i det 17. århundrede

Vi skal kigge på livet i Aabenraa set gennem en pastors briller, og det er bestemt ikke kedeligt. Det var i den grad en udfordring for provst Hübschmann at udføre sit erhverv i Aabenraa. Han var nok heller ikke den mest elskede person. Men det kneb i den grad med moralen i byen dengang. Ja det gjaldt skam også for amtmand von Brockdorff. Han kunne ikke lade tjenestepigen gå i fred. Ja han havde 21 børn i forvejen. Han foretrak da også de udenbys præster, for Hübschmann havde gennemskuet ham. Pastoren må har haft en god psyke. Der var utallige overgreb mod ham i den ene eller anden form. Men han påtalte også oppe fra prædikestolen, når borgerne ikke levede op til de etiske og moralske kristne grundholdninger.

 

Hübschmann – præst 1631 – 1672

Der skete selvfølgelig meget mere i Aabenraa end det, der står nævnt i diverse historiebøger. Og det er jo skønt at man kan dukke ned i hverdagslivet dengang. Det kan vi takket være Georg Hübschmann, der var provst og præst i Aabenraa fra 1631 – 1672.

Han skrev ivrigt i kirkebogen og førte dagbog. Det var en tid med masser af krig, ”sot og død”, øde gårde og øde mennesker. Præsten var nok blandt det man kan kalde de betydelige præster.

Han giftede sig efter den tids skik og brug til sit embede. Men han havde nu også været sin opgave voksen uden dette giftemål.

 

Streng opfattelse af sine pligter

Der er beretninger om indkvarteringer af fremmede tropper, om plyndringer og voldshandlinger, og hvad det ellers følger med. Men se disse begivenheder har vi bragt i tidligere artikler.

Provst Hübschmann har haft en vist også for den tid en ret streng opfattelse af sine pligter som bestikket ” vogter af sæd og orden”. Han noterede flere gange i Kirkebogen, at han på embedsvegne er skredet ind mod fråseri, svir og banden.

 

Hans Becker – Præstens nabo

Dette var også tilfældet, da dragerne i anledning af Birrit Bomskovs begravelse holdt gilde i Hans Beckers hus. Ambrosius Becker og Hans Nielsen kommer op at skændes og Hans Becker forlanger ro i djævlens navn. Provsten som har hørt det i sit studieværelse går dagen efter over til hans Becker og straffer på embedsvegne.

Hans Becker var præstens nærmeste nabo. Derfor skal vi da lige kigge på deres forhold. Han havde set skævt på provst Hübschmann i et par år.

Å, aabenraaernes dårskab!

En af grundene var, at provsten ikke havde gjort nok ud af det, da han holdt ligtale over Hans Beckers afdøde broder, Hermann. Han havde været meget syg men blev rask igen. Nu var han blevet så overmodig, at han sagde, at han skulle jage ”Skræmmefuglen” ud ad byen.

Ja denne ”Skræmmefugl” blev også kaldt døden. Et sted i kirkebogen oplyses, at ”Schramsfull” var en gammel hest, der luskede omkring ved de huse, hvor nogen skulle dø.

• Å aabenraaernes dårskab, tilføjede Hübschmann

Men tilbage til Hermann. Han fik ”sprinkler” (plettyfus?) den 15. december, da han stod i sin dør og begive sig på vej for at besøge Peter Møller på Nymølle. Han døde to dage efter.

Provsten beskriver ham som et trodsigt menneske, der havde været opsætsig mod sin sjælesorger.

 

Et dødfødt barn

Der havde været det bedste naboforhold til Hans Beckers hus, fortæller provsten i anledning af Margarete, Hans Beckers kones død 13. januar 1654. Men så kom Ellen, Margaretes søster, i barselseng i 13. uge efter vielsen. Det ville provesten nu ikke se gennem fingrene med.

Tilmed havde Ellen pyntet sig til sit bryllup som ingen anden. Han straffede på embedsvegne. Og så blev Beckers ”Spinnefeind”

• Gud tilgive hende, at hun har været vred på os, blot fordi jeg opfyldte min embedspligt. Ja sådan sluttede provsten.

Hans Becker selv var gået til skriftemål. Men han hilste ikke på provsten på kirkegården, dagen før, provsten skulle holde ligtale over et dødfødt barn af Hans Becker.

Ved et nytårsgilde, hvor provsten var til stede, havde provsten med glas i hånden ønsket Becker et glædelig og lykkeligt nytår – bedre end de sidste, hvortil Hans Becker havde svaret:

• Alt efter Guds vilje

 

Gud trøste det arme borgerskab

Hos Beckers svoger, Peder Hansen i Ravsted gik det helt galt. Hans Becker stod i gården, da provsten kom. På den uundgåelige irettesættelse gav Hans Becker det svar:

• Vil I belære mig!

Inde ved bordet sad Becker hele tiden og beklagede sig. Provsten forsøgte at ignorere det. Gang på gange fortalte Hans Becker, at han var rådsherre, som godt kunne forlange et svar. Men denne Becker ville hvis hellere dokumentere med næven. Han var også bedre til det mundtlige end det skriftlige. Og Hübschmann tilføjede da også:

• Gud trøste det arme borgerskab, som har sådanne rådsherrer

 

Så blev provstens græsningsret annulleret

I rådet havde Becker mindst en hjælper, nemlig Peter Andersen. Disse to fik i 1657 annulleret græsningsret til 2 køer som amtsforvalter Joachim Danckwerth havde tilstået provsten for 17 år siden. Ja og hertugen havde konfirmeret det i 1656.

Det var især det 6. bud som provsten tugter. Han noterer i kirkebogen ved førstefødsler omhyggeligt uger og dage efter vielsen. Der var ingen personanseelse. Eller dog – den fornemme synder får ekstra opmærksomhed af provsten.

 

Amtmanden forførte tjenestepigen Trincke

Amtmand Heinrich von Brockdorff, der i adelsårbogen stod opført med ikke færre end 21 ægtefødte børn, havde som 59-årig for anden gang forført amtmandindens pige Trincke.

 

To mord og et drab på samvittigheden

Som en revser fra den gamle pagt svinger provstens tunge svøbe over ”denne amtmand Brockdorff’ s hoved, som desuden har en mand i tjeneste, der har to mord og drab på samvittigheden.

Denne mand som provsten hentyder til er Niels Skytte, der den 29. maj 1654 i sin kro ved Løjt Kirke myrdede en student fra Magdeburg eller Halle og en soldat. Provsten kalder kroen for ”Et Djævlens Kapel”.

Niels Skytte får et dårligt skudsmål af provsten. Han døde den 22. juni 1663 i en staldbygning tilhørende Risegård. Den følgende dag blev han begravet på Rise Kirkegård. Det har nok ikke været med ”sang og klang”.

 

Hvem er Faderen?

Men tilbage til amtmanden. For i kirkebogen står det meget mere om denne persons udskejelser. Badmoderen (de Bademoer) er kommet til provsten og har I pigens navn bedt om at få barnet døbt. Spørgsmål: Hvem er faderen? – En Soldat! Som provsten skriver, så skal hun ikke ”prøve at sætte Gud og mennesker briller på næsen. Alle og enhver ved, hvem det er.

Hvorfor havde man ladet barnet ligge udøbt i en halv snes dage? Obersten, borgherren i Aabenraa, amtmanden m.m. havde ikke været hjemme. Badmoderen måtte tilstå, at hun var i oberstens magt.

Men pludselig fik provsten at vide, at han ikke skulle gøre sig nogen ulejlighed med at få barnet døbt. Hun havde fået det andet barn døbt, og fik sikkert også dette barn døbt. Og provst Hübschmann skrev:

• O, hvilken trodsig, gudløs horkvinde, som vil unddrage sig Guds straf.

 

Barnet var dødssyg

Ugen efter kommer badmoderen igen og meddeler, at barnet er alvorligt syg. Provsten bøjer sig og giver ordre til at bringe barnet til kirken. Det bringes i et forklæde. To vidner beordres af provsten, som døber barnet tre timer inden det dør. Som provsten skriver:

• Oh Gud straf i denne verden dette barns ugudelige forældre

Men sagen er slet ikke slut endnu. Amtmandens uægte datter fødtes og døde i juni 1659. I august fødtes en søn på slottet. Men denne gang fik Hübschmann ikke noget at gøre.

 

Nu blev magisteren fra Løjt brugt

Amtmandens vogn med tjeneren Hendrik på bukken henter magisteren (præsten) fra Løjt.

• ”Denne Brockdorff” er vred på ham uden grund, skriver provsten.

Amtmanden havde ved forskellige lejligheder ladet kirkelige handlinger udføre af fremmede præster, skønt han går lige så lidt i kirke hos dem som ham. Det fyrstelige slot hører under Aabenraa Kirke, og ”den gode magister” i Løjt vil han altså nok lade forstå, at i Aabenraa er det ham, Georg Hübschmann, der er provst og præst. Men hvad skal man sige om en præst, der har ladet sine egne børn døbe ikke af sin kollega, diakonen i Løjt, men af henholdsvis hr. Knud (Bruun) i Løgum, hr. Reinhold (Reimers) i Bedsted og hr. Erik (Wind) i Brede.

 

Et ugudeligt menneske

Den lille mand, som angrer hos provsten kan nok opnå både forbøn og tilgivelse. Den 28. oktober 1659 dør amtmandens skytte, Rotker (?), som provsten kalder et ugudeligt menneske, der aldrig kommer i kirken. Men før hans død kommer der bud efter kapellanen, som meddeler den syge Nadveren.

• Gud Forbarme sig over denne angrende sjæl, skriver provsten.

Skytten havde i og for sig ikke noget positivt udestående med kirkeordonnansen, så vidt, der kan ses af overstående.

 

Hans Carstensen måtte bekende sine synder

Dette havde derimod Peder Andersens stedsøn, Hans Carstensen. Han havde i 1648 forført sin fars tjenestepige. Og så havde han skubbet skylden over på en anden for at undgå det åbenbare skriftemål og havde begivet sig udenlands.

Der var han til sidst havnet hos generalmajor Ulrik Christian Gyldenløve. Denne var Christian den Fjerdes naturlige søn. Hans Carstensen kom i efteråret 1653 hjem til Aabenraa behæftet med ”Sprinkler”.

Moderen kom til provsten og bad ham tage den syge til alters. Provsten spurgte, hvorfor han ikke havde indfundet sig for længe siden for ved åbenbar bod at søge forsoning med Gud og den kristne menighed.

Moderen måtte skriftlig på sønnens vegne forpligte sig til at indhente det forsømte, hvis sønnen blev rask igen. Ikke nok dermed. Provsten gik nu selv hen til den syge og lod ham mundtlig gentage løftet om ufravigeligt at opfylde kirkeordonnansen bud, når han blev rask.

 

Han lod sig ikke ”sætte briller på næsen”

Men kirkeordonnansen måtte ske fyldest. Johan Malers kone, Anna måtte under vielsen beholde hovedbeklædningen på, skønt hun forsikrede, at hun var ligeså ren som Jomfru Maria og beseglede sin renhed med et:

• Så sandt Gud hjælpe mig.

Hun døde i barselsseng 11 uger og 4 dage efter vielsen. I dette stykke så provsten hverken gennem fingrene eller lod han sig ”sætte briller på næsen”.

 

Chritoffer Meerkatz levede et ugudeligt liv

Forholdet til amtmand von Brockdorff må fra begyndelsen af have været mindre godt. Allerede i 1655 noterer Hübschmann i kirkebogen, at den 7. september – en søndag – havde Christoffer Meerkatz prædiket på slottet. Han havde fået forbud mod at prædike i Aabenraa Sognekirke grundet ”erschrecklichen Legen (løgne). Men amtmanden havde givet ham tilladelse til at prædike på slottet.

I slutningen af 1657 får vi mere at vide både om genvordighederne med Meerkatz og Brockdorff.

Kort før Mikkelsdag havde borgmester og råd under amtmandens indflydelse afsat kantor Antonius Bruun og indsat brandenborgeren Christoffer Meerkatz i hans sted.

Denne Meerkatz, skriver provsten, fører et ugudeligt, forargeligt levned med fråseri og drukkenskab, banden og sværgen. Han er ærkeløgner og pralhans. Han gør sin næste al den fortræd, han orker, og øver skadelig indflydelse på ungdommen i skolen.

Anden juledag har provsten kort påtalt forholdet i sin prædiken. Men hvad sker der? Dagen efter lader diakonen Johannes i direkte modstrid med modtaget instruks om ikke at lade Meerkatz komme på prædikestolen denne afholde gudstjeneste ”thom trotz und shimpf” for provsten.

Meerkatz lader ikke lejligheden gå ubenyttet hen. Han tildeler sognepræsten en irettesættelse. Til gudstjenesten var mødt amtmanden og amtmandinden. Det blev dog for groft for amtsskriver Bastian Stal. Han ytrede til amtmanden, at menigheden ville forarges, når en uvedkommende kunne benytte prædikestolen på denne måde.

Men amtmanden synes, at det var helt i orden. Han havde bare svaret igen. Borgmester og råd var vel vidende om Meerkatzes forhold også m.h.t. en gældsstiftelse. Men de gav ham et godt skudsmål.

 

Et godt forhold til den forrige amtmand

Forholdet mellem Provstegården og Brundlund Slot havde ikke altid været spændt. Da der for første gang var barnedåb i provstens hus er det von Brockdorff’ s forgænger, amtmand von Winterfelt, der er anført som fadder. Og da denne forlader Aabenraa i 1655 efter 14 års embedstid, skriver provsten i kirkebogen:

• Gud lade det gå ham og hans kære vel her og hisset, for Jesu Kristi skyld, Amen.

I året 1659, samme år som sagen med amtmanden og pigen, Trincke er Hübschmann på Brundlund Slot.

 

En ”stor” begravelse på Brundlund Slot

Den 11 august 1659 bliver der begravet et barn med fornavnene Ernst Dietrich, kun 2 år, søn af en fremmed oberstløjtnant, som antageligt har været en officerskammerat til amtamand von Brockdorff. De medvirkende til begravelsen var ikke færre end 6 præster, og så kunne provsten ikke forbigås. Tilmed blev liget begravet i kirken.

Begravelsen skildres udførligt. Foran i ligfølget gik skoledrenge og så fulgte de seks præster, to og to. Efter kisten fulgte amtmanden og en oberst Kanütz. Provsten holdt ligprædiken.

Provsten fik sendt 6 Rigsdaler for sin ligprædiken, diakonen fik 2 Rigsdaler. Til kirken var to store alterlys. Præsterne forblev til kl. 11 om aftenen på slottet.

Noget tyder på, at begravelsen ikke blev holdt efter gældende regler. I hvert fald var der indført en forordning i 1637 omkring overdådighed ved adelige begravelser. Efter denne måtte der i byerne ikke gives begravelsesmåltid. Liget skulle ligeledes bringes til kirken klokken et om eftermiddagen.

I motiverne stod der, at det var for at hindre, at den ene skulle overgå den anden i dragter, drikke, sølvtøj og andre overflødigheder. Og det var også for at forhindre timelange prædikener.

 

Pastoren havde udarbejdet et dødsregister

Provsten havde vedhængt kirkebogen et særligt dødsregister over fyrster, herrer og gejstlige, som var afgået ved døden i hans embedstid. Og det var tydeligt, hvem provsten kunne lide og hvem han ikke kunne lide.

Forholdet til landsherren og regeringen på Gottorp har vel i det højeste været korrekt. Til amtmanden næsten uholdbart og til byens borgmester alt andet end venligt. Det viser følgende historie.

 

Man må ikke lave grin med kirken

Svenne Slagter eller Gide kunne ikke komme til alters, fordi han ikke havde noget at tage på. Til Kyndelmisse 1637 lod han sig af B. Hans Magnussen (Byens borgmester) Anders Iversen og Peter Skrivers søn købe til at optræde i kirken i fine klæder med et sølvbælte om livet og en stor udenlandsk krave. Provsten troede, at det var en fornem rig købmand, der kom i kirke. Kirken genlød af latter, da de så hvem det var.

På provstens klage kom der fra Gottorp en streng ordre til amtsforvalter Joachim Danckwert, at Gide skulle have 8 dages vand og brød. Man skulle også finde ud af, hvem der havde arrangeret det hele for at gøre kirken til grin.

 

Provstinden overfuset af borgmesteren

Det har bestemt ikke været let for pastor Hübschmann. Allerede efter få år efter hans embedstiltrædelse var der modtand mod ham. I en skrivelse fra 1638 fortæller provsten om sine genvordigheder til hertugen.

Provsten fortæller, at borgmesteren den 2, juli 1637 i provstens fraværelse har narret provstinden ind i sit hus. Der havde han overfuset hende og råbt efter hende ud af vinduet, da hun gik. Provsten havde håbet, at borgmesteren ville undskylde med, at han havde været fuld. Dette havde provsten via diakonen meddelt borgmesteren.

Men denne havde svaret, at han ikke havde været mere fuld, end at han vidste, hvad han gjorde.

Provstindens slægt havde været agtet i Aabenraa i 100 år, og hendes fader, bedstefar havde været præster og provster på stedet.

 

Atter overgreb mod pastoren

Ved et bryllup den 4. december 1637 ville man have strid med præsten, fordi han kun ville skåle en gang. Byfogeden havde bemærket, at det var gået bedre, hvis ølkruset havde været fyldt med penge. Det havde fået provsten til at gøre byfogeden opmærksom på hans restancer. Byfogeden havde bag provstens ryg kaldt ham for ”en hundsfot” og benævnt ham som ”Jens Smædekarl”.

Organisten havde taget parti for byfogeden og løbet efter provsten og gjort mine til at ville slå ham. En anden, Jens Decker havde hældt et glas øl ned af ryggen på provsten. Alt dette var sket fordi provsten ”tugtede fråseri og drikkeri og andre laster blandt de fornemme i byen”.

Ved en ildebrand for 4 år siden havde alle de fornemme været så fulde, at de ikke vidste, hvordan de skulle håndtere situationen.

 

Organisten burde afsættes

Provsten anmodede om, at organisten bliver afsat. Hvad der skal ske med byfogeden og Jes Decker overlades til hertugen. Undersøgelsen bedes foretaget af amtsforvalteren, da provsten ikke havde tillid til borgmester og råd.

 

En anden var barnefadder eller?

Den omtalte Jes Decker havde provsten måttet indberette til hertugen nogle måneder før. En pige fra Haderslev havde først udlagt Jes Decker som barnefadder, senere på Deckers foranledning, Calli Petersen fra Rise, og derpå igen Jes Decker.

Jes Decker var ufortrødent mødt til skriftemål, og på provstens forlangende om åbenbar bod havde han svaret, at hellere ville han til evig tid ligge under djævlens fødder.

Han klager til hertugen over, at som kautions – og panteduelig borger skal i fængsel for bryllupsaffæren, og klager så samtidig over provsten. Skandalemagerne i Aabenraa havde endnu ikke en von Brockdorff at støtte sig til.

 

Advarsel fra Hertugen

I en skrivelse af 4. januar 1638 hedder det, at alle og enhver, der forulemper provsten i Aabenraa, det være i ord og gerning vil blive straffet med store pengebøder eller efter omstændigheder på legeme og liv. Det samme gælder for dem som benytter sig af tredje person.

Byfogeden Anders Iversen måtte i begyndelsen af 1638 vandre i arrest. I april 1639 blev han afskediget af hans fyrstelige nåde. I kirkebogen står der under den 2. februar 1646:

 

• Anders Iversen. Denne havde i 5 år før sin død ikke været til Herrens bord. Hvorfor, er den kære byfoged bekendt. Den 21. januar har man dog anmodet hr. Poul om at komme til ham, og han har da forinden berettet bemeldte Anders. Gud give, at denne bestandige hader og fjende af præster må gået vel herfra. Herren forbarme sig over ham.

 

Organisten havde ikke vidner

Organisten Nicolaj Thomsen (Thomæus kalder han sig selv) var ikke så kæphøj som f.eks Jes Decker, da han fra Arresten skrev til Gottorp. Svaret løs på, at han kunne bevise sin påståede uskyldighed over for amtsforvalter Joachim Dancwerth, som efter provstens henstilling havde fået disse sager overdraget.

Thomsen havde hævdet, at provsten havde sagt til ham:

• Dich soll der Teuffel einmahl hohlen

Men det var der nu ingen vidner, der havde hørt. Borgmester Hans Magnussen må have reddet stormen af.

 

Nøgen rundt i Aabenraa

Man kan godt forstå, at provsten nogle år senere benyttede lejligheden til at minde borgmesteren om sinde pligter. Den 26. februar 1642 døde en stakkels sindsforvirret mand, Jacob Svarrer fra Vestergade, som i vinterkulde og østenstorm gik splitternøgen omkring på gaderne, indtil han sank død sammen foran Peter Rebslagers dør i Ramsherred.

Pastoren undrede sig over, at borgmesteren ikke havde haft folk til at tage sig af dette elendige menneske, da hans vanvid var på det højeste, så han ikke havde fået sådan en elendig død.

 

Han udøvede tugt i sin menighed

Det er omtalt, at provst Hübschmann opfattede det som sin embedspligt at udøve tugt i sin menighed. Han synes i udstrakt grad at have benyttet prædikestolen i dette øjemed. Alt tyder på, at hans prædikerne havde været både aktuelle og haft tydelig adresse.

 

Christen Bomskov  – en ny fjende

En anden borger, som provsten ikke var længe at blive forarget over, var købmanden Christen Bomskov, der var kommet fra Sundved og havde bosat sig i Aabenraa. Det må have været en kraftig prædiken, provsten har holdt mod Chr. Bomskov.

Nytårsmorgen 1633, da provsten var i færd med at begive sig over til gudstjeneste mødte der en fremmede krigsmand op i provstegården. Denne boede hos Chr. Bomskov. Hanm viste provsten sin sabel og sagde at med denne ville han gennembore ham, selv om han stod foran alteret, hvis han prædiker om ham lige som om Bomskov.

Provsten havde da også været på Gottorp og rådført sig med superintendenten Jacob Fabricius vedr. Chr. Bomskov.

 

Under bordet – parat med knippel

Nogle dage efter nytårsbesøget skulle provsten til bryllup hos Johan Asmussen Skipper. Under bordet lå da, fortæller Hübschmann i kirkebogen Chr. Bomskovs 15 – årige Hans med en knippel og lurede på provsten.

Hvorvidt attentatet lykkedes vides ikke, men Hans Bomskov omtales senere ved flere lejligheder på en måde, som må kaldes alt andet end rosende. I flere har provsten haft en meget ivrig og virksom modstander.

Men åbenbart må der være indgået et forlig med Bomskov. Ved en retssag mod Chr. Bomskov, hvor provsten var tilkaldt som vidne, bekræftede denne, at han havde tilgivet Chr. Bomskov.

 

Jens Hansen med den berømte bror – borgmester i Aabenraa

Jens Hansen eller Kramer var søn af præsten i Hellevad Hr. Johannes (Hans Nissen) og bror til den kendte Nicolaus Helvadderus (Niels Heldevad) (Se artiklen: En berømt mand fra Hellevad). Han var i 1618 blevet borgmester i Aabenraa,

• Wegen seiner Geschicklichkeit und Weisheit

 

Ingen anden kunne læse og skrive

Og det var skønt han var den yngste i rådet. Han blev afsat i 1632. Hans efterfølger var Hans Magnussen fra Blansgård. Og det hedder om ham, at han var den eneste i rådet som

• Sogleich lesen und schreiben konnte

Ingen anden i det velvise råd kunne læse og skrive uden vanskeligheder.

 

Bomskov ville ikke betale sin gæld

Og i den sag der opstod mellem Jens Hansen og Chr. Bomskov, ja der mangler der heller ikke farver. Bomskov havde erkendt, at han havde en gæld, men han betalte ikke. Gælden blev stiftet i krigsåret 1629 og obligationen lød på 10 år.

Jens Hansen skriver også til hertugen, at han føler sig truet af Chr. Bomskov og hans søn. Drillerier, skældsord og voldshandlinger er omkvædet i alle vidneudsagn. Og Chr. Bomskov var ellers en velstillet mand, der ejede et hus i 4. kvarter. Om Jens Hansen nogensinde fik sin penge vides ikke.

 

Tog sit arbejde alvorligt

Nej, det var ikke sjovt at være provst i Aabenraa for 375 år siden. Hübschmann tog sit arbejde yderst alvorlig. En herres tjener af en mindre stærk sjælelig konstitution ville sikkert være segnet.

Man kan jo undre sig over, at amtmanden ikke fik en straf af hertugen for sine uægte børn. Men det skyldes nok hans fortjenester som oberst. Han fik også skattefrihed omkring Risegård. Det blev en såkaldt frigård. Han var selvskreven til en bod.

 

Kilde:

• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjysk Årsskrift
• Se Litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 141 artikler om Aabenraa og Omegn herunder:

• En berømt mand fra Hellevad
• Dagligliv i Aabenraa – dengang
• Aabenraa i de onde tider
• To kirker i Aabenraa
• Brundlund Slot