Aabenraa i begyndelsen af 1900-tallet

Aabenraa 1900-1914. Vi er ikke langt fra ”Æ Lang Hus” ved Sønderport. Så var det åen og broen. Man havde flere udflugtsmål. Der var en sand eventyrverden for nøjsomme og barnlige mennesker. Her var klasseværelser med 70-80 elever. Dyrlægen klarede benbrud. Høns i Gildegade og stakkels Frk. Löschkohl. Kælkning ned af Skibbrogade. Man protesterede over soldaterlege til H.P. Hanssen. Hvert år fik man nye huer i Realklassen. Og så blev rektor Hauptmann

 

Ikke langt fra ”Æ Lang Hus” ved Sønderport

Dette er beretningen om Aabenraa fra 1900-1914.

Jo, man syntes, at det var flovt og indbildsk at ”tale” dansk, derfor ”snakkede” man sønderjysk. Her møder vi også Politi Matzen, som vi også har mødt i en række andre artikler. Han kunne ikke ”tåle” at knægtene hang bag på vognene.

Vi befinder os ved Sønderport ikke langt fra ”Æ lang hus”. Her boede også træskomand Petersen. Her gik småbanen (Æ Kleinbahn) lige forbi huset og de røde jernbanehuse. Det var lige over for brandmajor Poul Schrøder.

Det firkantede lokomotiv kom vraltende med dampprust og klokkeklemt hen imod Gullöve, ja sådan hed stationsforstanderen ved Sønderport. Over træbroen op mod Søndergade kunne man høre hestetramp og vognenes rumlende lyd.

 

Åen og broen

Den å, som broen gik over passerede lige forbi træskomandens have. Og i denne å faldt så mange knægte mere eller mindre frivillig ned i. Ja og så endte det også med endefuld. Det var også sjovt at lege ved havnen på Voetmanns tømmerplads ved Sønderport.

Om sommeren tog fædre deres knægte med til ”Bellevue”, hvor man gik i vandet fra en træbro i stribede badebukser. Det var der, hvor Kystvej går i dag.

Om vinteren var der skøjteløb på de oversvømmede områder bag ved møllen ved Sønderport, ved Forstallè og ud for Sommerlyst.

 

Man havde udflugtsmål

Om sommeren vandrede man til Farversmølle, Cæcilielyst, Nymølle, Nørreskov eller Knap. Man kunne også sejle med dampskibet til Elisenlund, Varnæs eller endnu længere. Man kunne også tage mad med til kilden ved stranden neden for Jørgensgård. Så kunne man jo spille og synge ”Mein Apenrade, vom Wald umkränzt”. Den var skrevet af lærer Dreesen og melodien var af Knaack.

 

En sand eventyrverden for nøjsomme og barnlige mennesker

Der var også pinsemarkedet i Hjelm Skov. Så var det cirkusforestillingerne, markederne, ringridning og brandøvelser. Det var jo også sigøjnerne ude ved Styrtom. Det var jo en ren eventyrverden for nøjsomme og barnlige mennesker.

Ja for dem, der havde råd til det, var det mulighed for en kolonihave helt ude ved Lindsnakke.

 

Klasseværelser med 70-80 kammerater

I 1904 kunne man risikere klasseværelser med 70-80 kammerater. Og lærerne kunne slet ikke undvære spanskrør. Ja så var det altid oversiddere, som vist var dovne og uvorne. Når så de egne lærere Jepsen, Krieger (Drees) og Clausen (Lillepete) – ikke kunne tumle dem, blev Mumm og i værste tilfælde Schwiehn tilkaldt.

 

Dyrlægen klarede benbrud

Havde man brækket armen eller benet var det bedst at tage til Paulsen, benbrudslægen i Vamdrup. Så skulle man gennem tolden til Danmark. Det gjorde så ikke noget, at Paulsen var dyrlæge.

Alle husker den store nytårsoversvømmelse, der kostede cirka 1.000 kreaturer på Karantænestationen livet. Vandet stod højt op ad Søndergade.

 

Høns i Gildegade

Ja så var Södergrens smukke hus i Gildegade 15, som er omtalt i Hans Engquist bog: Sønderjyske byer. På et tidspunkt var her anbragt et stort grimt vinduer i stedet for to små. Her var der selvfølgelig også gadespejl, så man kunne følge med i gadelivet.

Ja i gården til denne bygning, blev der holdt høns. Men rotterne over fra smed Jochens fulgte med, og de var blodtørstige.

 

Stakkels frk. Löschenkohl

I en middagspause lød der pludselig store skrig og hyl ude fra gaden. Det var en frk. Löschenkohl der under strygningen havde tændt op med petroleum. Luerne havde antændt hendes klæder.

Det stakkels menneske blev straks kørt til sygehuset. Men hun stod ikke til at redde. Og så kunne man rende hen til Hejmdal og fortælle denne nyhed. Så tjente man 20 penning. Men når man så snyder en knægt ved at sige, at det vidste man i forvejen, ja så styrtede verden sammen.

 

Kælkning ned ad Skibbrogade

Ikke langt fra Gildegade lå den stejle Skibbrogade. Om vinteren var den ganske ideel for kælkning. Men det var livsfare for-de passerende. Men politiet var skam på vagt. Foruden den allerede omtalte Matzen, bestod mandskabet også af Gries og Grün. De dukkede altid op, når børnene morede sig bedst. Ved kælkningen og når man gik rundt omkring med rummelpotten og sang:

• Fru, Fru luk æ Dør op, æ Rummelpot vil ind
• Dæ komme et Skiff fra Holland, dæ æ laid mæ Gull o Søl

Fra gården i Gildegade 15 gik der en direkte gang, vistnok en gammel kirkesti direkte ned til havnen. Her kunne man fiske, ro og bade. Gangen gik direkte igennem ”Münchener Bürgerbrau.

 

Man protesterede over for H.P. Hanssen

Man legede ”Røver og Gendarm”. Så blev der til tider dannet en drengehær bestående af både drenge fra kommune- og realskolens drenge. Man havde både træsabel og trægevær. Der var også en general højt til hest.

Generalen hed ”Pe Gænge” og var søn af den danske rigsdagsmand H.P. Hanssen. Han red skam på en pony, når der blev rykket ud i felten omkring Jørgensgård Skov og omegn.

Det var godt nok lidt uhyggeligt for de små knægte at kravle ind under mørke broer og lignende. Men legen fik en sørgelig ende-af politiske grunde.

Det blev påstået, at H.P. Hanssens danske vælgere protesterede imod, at hans søn red i spidsen for drengesoldater med tysk fane og tyske sange. Da der formodentlig ikke fandtes andre drenge, som ejede en pony eller var lige så afholdte som Peter Chr. Hanssen holdt soldateriet op til fordel for andre lege.

 

Hvert år en ny hue

Når man kom i realklassen fik man hver år en hue af forskellig farve. Det var ellers kun de fine folks børn, der gik her. Så hvis man ikke var en af dem, måtte man strenge sig ekstra an.

Her på skolen gik også sønnerne af skovfoged Baasch og Wehding. De var henholdsvis skovfogeder i Jørgensgård og Møllekær. De var udprægede tysker. Her var masser af naturliv i disse skove. Men det var nu ikke så sjovt at gå hjem, når det var mørkt.

De fleste lærer var dygtige, venlige og i stand til at holde disciplin. Men det var lige undtagelsen skrivelærer Westphal. Han var medlem af krigerforeningen. Han kunne ikke lide de dansksindede, så han var efter alle dansksindede elever.

 

Da rektor blev Hauptmann

Så var det også rektor, professor Herting. Ham talte man ikke sådan med. Han var en typisk repræsentant for den preussiske skole. Han forlangte ubetinget lydighed af eleverne, sanddruhed, orden og retfærdighed i alle forhold.

Ved en brandøvelse viste han sin ubestikkelighed. Sjældent har han således skældt således ud som den dag. Provestens søn havde imod bestemmelserne ville redde sit tornyster, da alarmen lød.

Da krigen kom, blev han Hauptmann i Flensborg. Han skulle have behandlet sine rekrutter som skoledrenge.

Det var dengang omkring 1910, da karperne sprang i karpedammene. Og man huggede is til bryggeriets frysehus.

Ja og mon ikke, at vi snart komme med flere Aabenraa-historier fra den tid.

 

Kilde:

• Se Litteratur Aabenraa
• Sønderjyske Månedsskrifter
• Hans Engquist: Sønderjyske Byer
• Orla Møller (red): Min vej til præstegerningen

 

Hvis du vil vide mere om Aabenraa og den tid, så se her på www.dengang.dk: Du finder 132 artikler om Det Gamle Aabenraa og omegn herunder:

• Aabenraa, krogede gader og toppede brosten
• Dengang i København
• Aabenraa omkring 1900
• I skole i Aabenraa
• Gamle butikker og erhvervsliv i Aabenraa
• Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
• Aabenraa i gamle dage og mange flere