Liv, Død og Mysterier på Assistens Kirkegård  

 

Dette er nok ikke det mest hyggelige foredrag. – Foredrag 17.12.2024 på Støberiet, Blågårds Plads – Nørrebro. Vi skal bl.a. kigge på skindøde og spøgelser. Så skal vi hilse på nogle af dem, der ligger her på kirkegården. Dem, der var ansat her på kirkegården, var nok ikke Guds bedste børn. De var selv gravrøvere. Og her måtte Røde Flag ikke vises. Der kom så mange tilskuere, at man talte om at indrette transportable tribuner. Engang talte man om at lave det hele om til en park med iskiosk ved siden af H.C. Andersens grav og toilet bag ved Kierkegaard.

 

 

 

Et toilet bag Kierkegaard

Forfatteren, Martin A. Hansen sagde engang:

 

• Måtte Nørrebro tælle sine døde med, ville det være landets åndelige centrum

 

Ja og snart skal det hele omlægges til park. Det har man sagt mange gange. Gad vide, om der i fremtiden kommer et toilet ved siden af Kierkegaard, og en iskiosk lige bag H.C. Andersen.

I øjeblikket kan vi glæde os over en kæmpe byggeplads ved indgangen fra Runddelen. Ja sådan skrev jeg engang i en artikel.

 

 

Alle begravelser inde for voldene

Indtil midten af det 18. århundrede foregik de fleste begravelser i København på de kirkegårde, der lå inde i den gamle by.

 

Uden for voldene lå dengang kun Holmens Kirkegård, der blev taget i brug i 1666 og Garnisons Kirkegård dom oprettedes i 1711. Desuden eksisterede Mosaiske Kirkegård på Nørrebro allerede fra 1694.

 

 

1760 – Det starter på Nørrebro

I 1756 blev det besluttet, at de seks små Assistens Kirkegårde, som lå hist og her mellem husene i den gamle by, skulle nedlægges.

Disse grunde blev efter en passende tid udlagt som byggegrunde. Undtagelse var Vajsenhusets og Vartovs, der blev benyttet til udvidelse af Halmtorvet.

Men først i 1851 blev det forbudt at nedsætte lig på nogen kirkegård inden for Københavns Volde.

 

Den 6. november 1760 blev kirkegården indviet. Disciple fra Vor Frue Kirke sang en salme, som meget passende hed

 

• Penge, som Judas slængte

 

De sang – hvis ikke helt rent. I hvert fald så skar diverse kirkefolk grimasser.

 

Og kirkegården på Nørrebro var egentlig anlagt på en sumpet mark, hvor der tidligere var dyrket tobak

 

 

Nu kom de rige

I de første år var her en Fattigkirkegård.

Men en sønderjysk adelsmand var den første af de fine, der blev begravet her. Han hed Johan Samuel Augustin. Han var født i Eiderstedt i Nordtyskland. Han var på et tidspunkt knyttet til slottet i Augustenborg.

 

Han skrev i sit testamente, at han aldrig med forsæt eller mod sin vilje, havde fornærmet nogen i levende live. Hans døde legeme skulle heller ikke påføre andre nogen skade. Derfor anmodede han at blive bestrøget med en tilstrækkelig mængde kalk i en simpel kiste, 10 fod dyb.

 

Og det med tildækningen tog man ikke så tungt på kirkegården. Og det havde områdets hunde fundet ud af. De flokkedes alle sammen her.

 

 

Forskel på folk – selv i døden

Der var forskel på begravelser, alt efter hvor mange penge, man havde og hvilken stand, man havde. Det hele kunne bestilles på Begravelseskontoret.

Man blev simpelthen begravet efter rang:

 

1. Grever
2. Gehejmeråd og Friherrer
3. Militærpersoner, som havde ladet deres tapperhed se i Kongens Tjeneste til lands og til vands
4. Andre af rangen til Landsdommere
5. Øvrige Rangspersoner og adelige
6. Gejstlige og anden verdslig øvrighed, præster og graduerede personer
7. Alle andre 

 

 

Penge kunne forandre alt

Man kunne dog mod betaling undgå dette og rykke frem på rangstigen.

Når en velstående borger var død, blev liget klædt af kvinder og lagt i en kiste, der helst skulle være af egetræ.  Ved denne ceremoni var et stort antal slægtninge til stede. Disse blev trakteret med mad og drikke og konfekt.

 

Ligkisten stod åben. Den blev anbragt i den sort beklædte stue omkredset af vokslys. Ofte var der våben og skjolde, selv om afdøde i levende live ikke måtte bære dem.

 

Ved sådan en begravelse gik det ofte lystigt for sig. Liget stod længe over jorden. Ja ti uger var ikke unormalt. Når begravelsen nærmede sig, gik bedemanden personlig ud og indbød folk til at følge eller bære. Efter ligvognen fulgte ofte skoledrenge i sorte kapper.

 

 

Slut med at blive begravet i kirken

I 1805 var det slut med at blive begravet i selve kirken. Man mente, at når man blev begravet der, var man nærmere Gud.

 

 

En gammel regning

Da stadthauptmann Dr. O. Nielsen blev begravet lød hans regning således:

 

• Sørgeklæder: 440 Rigsdaler
• Skrædder: 51 Rigsdaler
• Traktement: 140 Rigsdaler
• Omtrækning og beklædning af sørgestuen: 38 Rigsdaler

 

 

110 kareter

Da grosserer Jørgen Beck skulle begraves, fulgte hele 110 kareter fra Nyhavn til Nørrebro.

Og Johan Leonhard Fix, direktør for Asiatisk Kompagni blev stedt til hvile, var der fløjls – ligvogn med 4 heste med kusk, biløber, 8 ligbærer, 9 vogne til de sørgende, 25 tjenere og 2 politibetjente.

 

Den fine ligvogn kostede 20 rigsdaler, og så skulle man betale 4 rigsdaler for selve jordpåkastelsen.

 

Del velbjergede købte flere gravsteder af gangen. Og ville man begraves i nærheden af muren, ja så kostede det ekstra. Jo, det bedre borgerskab skulle beundres selv i døden.

Småfolk måtte danne lig – societeter for at klare udgifterne.

 

Ligbærerne var studenter. Men efter 1920 blev de fastansatte og bar samme uniform, som kirkegårdens opsynsmand. Samme år indførte man normalbegravelser. Således fulgte visse goder under en begravelse, så som orgelspil, træer, kandelaber m.m.

 

En sørgeforening fra 1724 formåede at begrænse den stigende luksus i sorgen.

 

 

Væmmelse på kirkegården

Knud Lyhne Rahbek, som udgav tidsskriftet, Den danske Tilskuer skrev i 1803 en artikel om Assistens Kirkegården:

 

• Man behøver kun for at faa Væmmelse nok og aldrig sætte sin Fod der tiere, at gaa derud om Sommeren og se Folk ligge imellem Gravene med Mad og Drikke for sig, mens de rundt om fordelte Musikanter spiller den ene Drikkevise efter den anden. Alt dette burde være anderledes.

 

 

Nærmest et cirkus

Særlig i weekenderne var der fest på kirkegården. Småhandlende og graverne selv solgte øl og brændevin. Børne fik lov til at tumle sig imellem gravstenene. Mellem gravene holdt man det store mad- og drikkegilde.

 

Særlig mandag morgen lignede Assistens Kirkegård en krigsskueplads.

 

De hjemløse byggede hytter og huler og holdt sammenskudsgilder om natten. I løbet af dagen skrabede de alt sammen, som de skulle bruge til nattens udskejelser.

 

 

En omlægning måtte der til

I 1803 talte den berømte læge og arkitekt for en omlægning af Assistens Kirkegård.

 

• Kirkegårde skal være skyggefulde haver med krumme gange, som mere fornøjer øjnene, De lige og lange gange trætter og keder.

 

• Desuden må man tillige have hensyn til det skønne og så meget som muligt undgå det skrækkende og skumle. Døden er en overgang til et bedre liv. Der skal ikke anbringes dødningehoveder, gravhøje og slige gyselige ting, hvor sindet nedbrydes. Sorrig og bedrøvelse forøges, mod og tapperhed tabes.

 

 

• Hvo som kender sjælens virkning på legemet svækkes ved sorrig. De dødes hvilested må snarest gøres så skøn og behagelig som muligt, samt den vrange fordom om de mørke billeder på døden udryddes.

 

 

Stavefejl på gravstenene

Københavnerbladet klagede i 1804 over at der burde være en grænse med, hvor store monumenterne kunne blive:

 

• det er da tungt, om den Fattige, som i sit Liv, saa ofte blev fortrængt af den Rige, ogsaa efter Døden skulle friste denne Skæbne

 

Ja kirkegården figurerede ofte i datidens medier. I 1805 klagede bladet Politivennen over, at der var for mange stavefejl på gravstenene.

 

Man kunne heller ikke rigtig finde ud af, hvad stedet skulle hedde. Et skilt i 1805 bekendtgjorde at stedets navn var:

 

• Hvilested for de afdøde, medlem af den kristne menighed i København.

 

Der var kommet mange forslag fra befolkningen:

 

• Gravløkken, Mindemarken, Fredslunden, Fædremarken.

 

 

 

Man kopierede hinanden

Og så kritiserede datidens medier, at man kopierede hinanden. Det var de samme attributter, der gik igen. Urner, Tårekrukker, gravlamper, slukkede fakler, leen og hunden, der trofast hvilede ved gravmælets fod, men også duerne begyndte at slå sig ned. De var tegn på Helligånden.

 

 

Familiegravsteder var kommet på mode

Familiegravsteder var kommet på mode i slutningen af 1700-tallet kommet på mode. Her kunne man også hæve familiens anseelse med kostbare marmormonumenter og store sten. Dem var der mange af. Kunne man så få en kunstner som Wiedewelt til at fremstille et kunstværk, ja så var familiens lykke gjort.

 

 

Mange symboler på kirkegården

 

Den afdødes virke blev betegnet med et skibsror, passer og vinkel. Håndværkernes redskaber og handelsmandens symboler for eksempel Merkur i samtale med Neptun, kunne ses overalt på Assistens Kirkegård. Endelig kunne man se sommerfuglen og slangen. Sidstnævnte bed sig selv i halen.

Og Biskop Frederik Plum sammenfattede det hele i et digt:

 

• Her i disse Landlige simple Grave

          lagdes mangen værdig Borger ned

 

 

Gravstederne lå tæt

Gravstederne blev lagt tæt sammen, ofte uden at være adskilt af veje. For at komme til et gravsted, måtte man ofte vade over andre gravsteder.

 

 

Bombning fra kirkegården

I 1807 blev alle opsynsmænd fyret. De havde stor fortjeneste i at sælge alle de afdødes tøj. Jo der skete sandelig noget på kirkegården.

 

Det var også i 1807, der foregik åben krig omkring kirkegården, da englænderne bombarderede København. Fra et batteri midt i kirkegården kunne man snildt ramme de tætbefolkede områder omkring Vor Frue Kirke.

 

Danske tropper forsøgte at angribe dette batteri, men blev trængt tilbage. De kom i baghold. Og omkring Jødekirkegården åbnede englænderne morderisk ild. Resultatet blev, at 21 danske soldater omkom og 55 blev såret.

 

 

 

Krybskytteri

I 1818 kaldte datidens medier, kirkegården for gyseligt

 

Og krybskytteri var det også. Der blev i 1820 meldt om krybskytteri efter harer og agerhøns på kirkegården.

 

Der blev klaget over, at der lå ben-stumper på stierne. Graverne gad ikke at rydde op. Og de tre alen som skulle gravene skulle være dækket med blev ikke altid overholdt.

 

 

Tilmurede begravelser var farligst

Digteren, filosoffen og lægen, Johan Clemens Tode mente at tilmurede begravelser var farligst, fordi de holdt på dunsterne. Så når graven blev åbnet på ny, for at indsætte den næste, udbreder der sig en forfærdelig giftatmosfære. Tode ville have at kirkegårdene skulle ligge langt ude for byerne, frit og højt, hvor vinden kunne blæse den syge og usunde lugt bort.

 

Tode var en elskelig læge og en munter poet. Han vandt et stort publikum både ved sine viser og ved sine forskrifter for en sund levevis, populære lægeråd, som han lod udkomme i tidsskrifter. Han var stifter af Medicinsk Selskab.

 

Efter hans død samlede venner og bekendte ind til et gravmæle. Hele 107 med den sindssyge Christian den Syvende i spidsen meldte sig.

 

 

Lig-stuen

Kirkegården var langt større end nu. Hans Tausens Park var også kirkegård dengang. Ja man siger, at den nærliggende skole er bygget over knogler.

Den ældste bygning på kirkegården er Graverbygningen. Og arkitekten Jens Bang skrev også en bog om korsetternes skadelighed.

 

Graverboligen er bygget i 1808. Her kunne lig indsættes for aat vente på gravstedets klargørelse eller for at sikre sig at den afdøde ikke bare var skindød.

 

I 1898 kunne man læse følgende om dette Graverhus:

 

• I Ligstuen anvendes en Klokke, som gaar ind til Graverens Værelse. Klokkestrengen vedhæftes den Dødes Hænder, saaledes at den ringeste Bevægelse sætter Klokken i gang til at give Lyd. Over Liget er anbragt tvende store Bøjler og over disse er et stærkt Net, som fastgøres, at Liget ej skal falde ud af Kisten, om det kom til live. Mit i Loftet er et Trærør, hvormed Ligstanken kan føre ud gennem Husets Gavl.

 

Jeg er kun skindød

Dengang talte man meget om skindøde. Således havde H.C. Andersen altid et skilt stående på natbordet, når han var ude at rejse:

 

• Jeg er kun skindød

 

Allerede i 1783 udgav teologen Dr. Bastholm et skrift om levende begravelse. Han foreslog blandt andet, at der skulle blæses med trompet, for at se om de afdøde skar ansigt, eller om de vågnede.

 

Bedemænd i USA og England solgte kister med ilttilførelse og signalapparater i tilfælde af!!!

 

 

Overvågning af lig

Man sagde dengang, at det skulle gå mindst 3 dage før man kunne udfylde en dødsattest. Bedemand Schou fremkom med et epokegørende projekt om indretning af en stor almindelig begravelsesanstalt.

 

Den fornemste opgave var at skulle bevogte de døde indtil de viste usigelige tegn på at være døde. Pladsen foran Holmens Kirke ville være meget egnet. Der skulle indrettes lig – celler og værelser til de ansatte. Det var velvilje til projektet fra mange sider og selv en kongelig bevilling blev det til.

 

Men ak i 1846 døde den initiativrige bedemand og ingen arve-tager meldte sig.

 

 

Efter 20 år kom der igen gang i tankerne

Men 20 år efter opstod tankerne igen. Nu skulle der også indrettes en anstalt for de velhavende. Det skulle koste 10 Rigsdaler modsat taksten for den almindelige anstalt på 2 Rigsdaler.

 

Men så fik man også et spejl stillet til rådighed, så det kunne ses, når man trak vejret. Så skulle der selvfølgelig også installeres et klokkespil på lillefingeren. Og så var det selvfølgelig også mere overvågning med i prisen.

 

 

Mange historier om skindøde

Der er mange historier om skindøde fra hele Europa. Det er ikke kun den om Gertrud Bodenhoff, som vi skal høre om lidt.

 

En anerkendt historiker og filosof, Winsløv fortæller, at han som barn to var meget syg. Familien troede begge gange, at han var klar til begravelse. Han udgav et skrift, hvor han hævdede at de læger, der anvendte dødstegn, var usikre. Mange nulevende skal frygte at blive levende begravet, hævdede han.

 

Bogen blev oversat til fransk. Og her blev hans bog en stor succes.

 

Han nævner eksempler på at dem man troede var døde var

 

• Brudt ud af ligklæderne, af kisterne, ja af graven.

 

 

Den unge pige forsvandt

Medierne skrev engang om en pige på en herregård i nærheden af Næstved. Hun var død, troede man og var lagt i den store sal. Om morgenen, da moderen kom ind til hende, var hun ikke mere i kisten.

 

Man var bange for, at hun var blevet bortført. Man begyndte at lede i området. Da moderen senere på dagen gik ind i pigens værelse, lå hun til moderens store overraskelse i sin seng. Hun slog kort øjnene op og sagde, at der hvor hun lå tidligere var det koldt. Her nede på hendes værelse var det varmere. Så vendte hun sig om og sov videre.

 

Lægen blev tilkaldt og mente, at det bedste var at hun fik sovet. Og det gjorde hun så 36 timer i træk. Derefter slog hun øjnene op – og alt var normalt.

 

 

Pas på Dørkarmen

Vi er på krematoriet. På vej ud af kistemodtagelsen trillede man ved en fejl hårdt mod dørkarmen. Det var vild opstandelse, da man mærkede liv inde fra kisten. Med rystende hænder fik de chokerende portører nu skruet låget af.

 

Enkemanden var nu ikke enkemand længere. De fik endnu et par måneder sammen. Da fruen atter lå i kisten, udbrød den hårdtprøvede enkemand:

 

• Pas nu på dørkarmen.

 

Der kunne fortælles mange flere historier om skindøde. Men om alle disse historier er sande, kan vi ikke vide.

 

 

Offentligt værtshus i Ben-huset

Tænk her var tidligere en sumpet mark, hvor der blev dyrket tobak. Ja det blev sandelig et tilløbsstykke, og det med sumpen afstedkom også senere problemer.

 

Det var noget at opleve her blandt de døde. Så stor var interessen, at det kunne sammenlignes med slotshaven på Frederiksberg. Man kunne enten se på, når de fine blev begravet, eller man kunne fornøje sig med sprit og mad på gravstenene.

 

De småkriminelle delte deres bytte herude på kirkegården.

På et tidspunkt blev man fra øvrigheden nødt til at udsende en forordning:

 

• Det er forbudt at Æde – og Drikkevarer falholdes eller fortæres paa Kirkegaarden eller at der paa samme holdes Musik eller foretages noget, der ligner Lystighed. Tillige skulle de nøjagtigen paase, at intet Kreatur græsses.

 

I 1803 skrev Knud Lyhne Rahbek, som udgav tidsskriftet ”Den danske Tilskuer” en artikel om Assistens Kirkegård:

 

• Man behøver kun at faa Væmmelse nok og aldrig at sætte sin Fod der tiere at gaa derud om Sommeren og se Folk ligge imellem Gravene med Mad og Drikke for sig, mens de rundt om fordelte Musikanter spiller den ene Drikkevise efter den anden. Alt dette burde være anderledes

 

I 1813 blev det forbudt for graverne at sælge sprit de besøgende. Men det var ikke sådan at stoppe. I 1851 talte man om

 

• Offentligt værtshus i Ben-huset

 

 

Vand på kirkegården

I 1833 klagede man over at kisterne stod i vand. Man måtte lede vandet ned i Ladegårdsåen. Og dette blev brugt som drikkevand.

 

I 1874 fortæller stadslægen, at der må øses 30-40 spande af gravene. Sandelig meddeler ”Blade fra Kirkegaarden” at flertallet af nogle beboere nede ved Ladegårdsåen skulle være fundet døde. Man mente at de havde drukket af å-vandet.

 

Kirkegården var lavt liggende og et fast lerlag forhindrede vandet i at synke. Man foreslog at lede vandet i en kloak under Ladegårdsåen helt ud til stranden. Men sådan en anordning ville koste 15.000 Rigsdaler. Og det ville man ikke ofre.

 

Et uvæsen bredte sig

Et uvæsen havde bredt sig om aftenen langs Assistens Kirkegården. Det kunne man læse i bladet ”Politivennen”.

 

Kvinder af den laveste og mest usle klasse havde antastet forbigående mandfolk. De blev overdænget med skældsord og forbandelser, hvis de ikke gik med. For enden af kirkegården opholdt de sig. Bladet mente, at de ansvarlige skulle befri folk fra dette afskum.

 

 

 

Havarerede eksistenser færdes på kirkegården

Jo graverne ville gerne udstedes med politiskilte, for at få stoppet alle ulovligheder. Og i H.C. Andersens sidste eventyr Portnøglen fra 1872 kunne man læse om hvæssende lirekasser og svævende klarinetter og spisende folk på gravstederne. Det var netop det eventyret handlede om, Madkasse – fænomenet på Assistens Kirkegård.

 

Tilstrømningen til kirkegården var så stor, at man talte om at indføre entré. Taksten skulle være fra 4 – 8 skilling. Om søndagen skulle det være gratis. Andre forslag gik ud på, at hunde, børn og folk med kårde og stok skulle nægtes adgang.

Man kunne i datidens medier læse, at

 

• Det er et Samlingssted for havarerede Eksistenser, en slags Forlystelsessted af den Forkasteligste art. Her kommer den laveste del af omegnens befolkning.

 

Spritterne og vagabonderne holdt til her på kirkegården. Om natten var der altid sammenskudsgilde her. Man delte det man på mere eller mindre ærlig vis, havde tildraget sig.

 

 

Graverne drev butikshandel

Bladet ”Blade fra Kirkegaarden” – Organ for Assistens – Kirkegaardens Historie påstod at graverne drev ulovlig butikshandel fra graverboligen. Intet under at bladet kun omkom tre gange.

 

 

Nonner blev sjældent gamle i Danmark

I 1907 var kirkegården omtalt i ugemagasinet Hjemmet. Her skrev bladet, at den romersk – katolske afdeling var præget af mange fællesgrave for nonner. At dømme efter gravene bliver nonner sjældent gamle i Danmark, skrev bladet.

 

 

Rødhårede var for festlige

Nu kunne det hele også blive lidt for festligt, når der var begravelser. Således var der forslag fremme, at rødhårede skulle forbydes adgang. De skulle ikke bryde den højtidelige stemning. De kunne passes smøres ind i komøg. Men hvad med lugten?

 

I 1914 udkom der en roman, der handlede om kirkegården. Den handlede om en mestertyv, der sammen med sin datter i månedsvis holdt sig skjult i en åben grav. Titlen på bogen var Rotterne.

 

 

Kæmpe følge

Johan Leonard Fix blev begravet standsmæssig. Han havde været direktør for Asiatisk Kompagni og havde lejet 20 vogne til følget. Men der var i alt 111 vogne med til begravelsen. Der var lejet i alt 25 tjenere.

 

Skulle Metrolitan skoles elever synge krævede skolen betaling.

 

Hvis bedre ligvogne skulle bruges, måtte der også betale ekstra for bedemænd. Lægmændene skulle have såkaldt handskebetaling. Småkårsfolk måtte danne forsikringsselskaber eller melde sig ind i lig – societeter for at kunne klare udgifterne.

 

Ofte forstyrrede den slet påklædte pøbel ind over muren og forårsagede uorden.  Man forsøgte hele tiden at begrænse folk adgang til kirkegården under begravelser, men det var svært. Man talte om at man skulle til at forlange entre.

 

Drenge, hund og folk med stok blev efterhånden nægtet adgang. Der måtte ikke lukkes flere end, man kunne styre.

 

Jo folk var blevet anholdt for uterlighed på kirkegården. Og så blev der sandelig også stjålet zink-plader.

 

 

 

En begejstret svensk digter

Den svenske digter, Nicander var begejstret for kirkegården. Han udtrykte det på denne måde:

 

• Urner og Kors omslynges af Rosenranker, Vellugt og Fuglesang. Dette gør Dødens Bolig til lidet Paradis.

 

Han havde ikke opdaget at stedet nærmest var et lyststed, hvor graverne solgte sprit.

 

 

Den Spanske Syge

1918 var et sort år for Nørrebro. Ifølge Dr. Shaefer var der mange steder, hvor hele familier lå syge. Ja det var hele huse, fra kælder til loft, hvor alle var ramt af Den Spanske Syge. En værkfører havde mistet alle sine tre døtre.

 

Aldrig siden kolera – epidemien havde der været så mange begravelser på kirkegården.

Således stod der dagligt 50 kister på kapellet. Begravelserne blev afholdt nonstop fra 8, 30 om morgenen til kl. 16 om eftermiddagen gennem flere uger.  På 10 dage foregik der ca. 350 begravelser på Assistens Kirkegården.

 

 

Regine Olsen

Tænk her på kirkegården ligger Regine Olsen. Det var hende Søren Kierkegaard var helt vild med. Han gik gennem et helt år fra Østerbro til Nørrebro, langs søerne bare for at få et glimt af hende. Men hun tog til Dansk Vestindien med hendes mand.

 

 

Alberti

Og her ligger Alberti, storsvindler, spekulant, minister m.m. Han blev kørt ned af en sporvogn ved Fælledvej og døde et par dage senere.

 

Det var også Alberti, der i 1906 fremsatte sin berømte prygellov. Moralen dengang var at korporlig revselse var en del af opdragelsesmidlet. I skolen gik man frem med, Respekt plus eksamen er lig med prygl.

 

Spanskrørets trolddoms-magt blev så sandelig brugt af lærerne. Respekt skulle prygles ind. Og det var Alberti med til at fremme.

 

 

De kendtes gravplads

Her ligger sheriffen af Vesterbro, Dan Türrel. Ifølge min afdøde kone var hun årsag til, at han fik sorte negle. Så kunne han hurtigere blive berømt. Den ældste af knægtene mødte ham engang inde på Hovedbanegården med en stor cowboyhat på. Han spurgte:

 

• Hvem er du?
• Jeg er sheriffen af Vesterbro

 

Ja sådan svarede Dan Turrel.

 

Og ikke at forglemme Natasja, der også ligger herude. Det var hende med Vi vil have Danmark tilbage.

 

Her ligger skaberen af Brøndum Snapsen, også kaldet Den Falske Greve, Han gjorde kongens elsker, fru Danemand gravid, mens kongen var i Wien. Hun ligger hvis nok på Garnisons Kirkegård.

 

Ellers kan kirkegården også byde på Peter Malmberg, Ben Webster, Barbermaleren, Henry Heerup, Hans Scherfig, Thomas Koppel, Etta Cammeron og Christen Købke.

 

Julens Hitmagere ligger her

Her ligger Peter Faber. Det er manden bag de store julehits ”Højt fra træets grønne top og ”Sikke en voldsom trængsel og alarm”. Ja han har også begået ”Dengang jeg drog afsted”. Ja tænk engang – alle personer i Højt fra Træets grønne top eksisterede dog undtagen Henrik – fenrikken. Måske har det med ”De Slesvigske Krige” at gøre

 

Her finder vi også Johannes Krohn – manden bag Peters Jul. Jo det var borgerskabets jul i det gamle København, der her blev beskrevet.

Vi får at vide, at borgerskabets jule-ret var Risengrød og gås.

 

 

Da Kierkegaard blev begravet

Da Kierkegaard blev begravet, protesterede søstersønnen, lægen Henrik Lund over den kirkelige handling. Det kom der en retssag ud af. Begravelsen var ellers et tilløbsstykke.

Henrik Lund sagde for resten følgende:

 

• Den Mand som i Dag er blevet begravet med fuld Musik som om han tilhørte Kirken i levende Live. Han var Kirkens ivrigste Modstander. Kun ved Bedrag har Kirken tilegnet sig ham. Og nu rager de ham til sig efter Døden. Dette skal vides her ved hans Grav.

 

 

H.C. Andersen

Her ligger H.C. Andersen, der blev begravet fra Vor Frue Kirke den 11. august 1875. Også kongen og dronningen deltog. Han havde altid en seddel med, når han var ude at rejse. Her stod der:

 

• Jeg er kun skindød

 

De sidste måneder af sit liv tilbragte han hos familien Melchior på Østerbro. Til sidst var han så afkræftet at han måtte have husets frue til at skrive i sin dagbog.

 

Han kom ofte på kirkegården og den er også nævnt i flere af hans historier. Han fortæller at hans ven, fysiker, filosof og opdager af elektromagnetismen, H.C. Ørsted døde, var hverken hans kone eller datter ikke med.

 

Det sømmede sig ikke dengang at kvinder deltog ved en begravelse.

 

 

Det var det

Vi finder også den verdensberømte Niels Bohr og Madamme Mangor – hende med kogebogen.

 

Bag et træ befinder sig malerne P.C. Skovgaard og Wilhelm Marstrand.

 

Bemærkelsesværdigt er teksten på en familiegravsten. Det er Leif Sylvesters far og mor. Og teksten:

 

• Det var det

 

 

Så befri mig dog fra dette mørke sted

Åh ja, her ligger Gertrud (Giertrud Bodenhoff). Natten efter, at hun ifølge hendes bror, Den unge Rosted, blev begravet med røde kinder, var gravrøver i gang. Da de skulle til at tage hendes øreringe af, rejste hun sig så pludselig og råbte:

 

• Så befri mig dog fra dette mørke sted

 

Og hun lovede dem guld og grønne skove, samt en rejse til Amerika. Men de tog en spade og dræbte hende – denne gang rigtig. Og det er ganske vist, for den ene af røverne tilstod på sit dødsleje på Frederiks Hospital over for den senere Biskop Münster.

 

De to gravrøvere blev chokeret og myrdede hende med en spade

 

Senere undersøgelser i 1950erne kunne hverken be-eller afkræfte episoden.

 

 

Gertruds mand døde efter kun 5 måneders ægteskab

Svigerfar, der tjente penge på skibsfarten, købte landstedet Kildevæld. Herfra var der udsigt til familiens skibe, når de sejlede forbi ude i Øresund.

 

Men ak og ve– Gertruds mand, Anders døde allerede efter 5 måneders ægteskab.

 

 

Tilladelse til at graven måtte undersøges

 

I 1953 gav familierne Rosted og Bodenhoff tilladelse til at gravstedet måtte undersøges. Disse undersøgelser viste at vielsesring, øreringe og andre smykker ikke var der. I øvrigt lå skelettet i en mærkelig stilling.

 

Ifølge familiekrøniken fra Rosted fortælles, at Gertrud Bodenhoff fik sine guldøreringe med i graven lige som vielsesringen.

 

Fabritius påstod at familiekrønikerne var opspind. Denne Fabritius var en anerkendt historiker – dengang.

Ifølge Starcke så beviser Gertruds mærkelige stilling at hun har været aktiv i kisten og at hun har bevæget sig.

 

 

Viggo Starcke skrev en bog

 

Viggo Starcke skrev en bog om undersøgelserne. Og bogen efterlod et overbevisende indtryk. Ja egentlig startede det med en artikel til ugebladet Hjemmet. Her valgte Viggo Starcke at skrive om Gertrud Bodenhoff.

 

Det viste sig at hovedet var næsten rullet rundt, så det nærmest vendte nedad, Rygsøjlen lå krumbøjet fra lænden til hvirvelsøjlen. Der var ingen kranielæsioner.

 

 

Havde Gertrud tandpine?

Man fandt ud af at hun kunne have haft akut ørebetændelse eller haft stærke tandsmerter som måske kunne have været opfattet som øresmerter. Hvis hun havde taget opium mod dette, som var datidens eneste smertestillende middel og som indeholdt morfin, kunne dette have ført til bevidstløshed.

 

Dette kunne sagtens også have ført til røde kinder, som hendes bror påstod, hun var blevet begravet med.

 

 

Hvem er Viggo Starcke

Men hvem er denne Viggo Starcke, der skrev bogen, Ja han var foruden overlæge medlem af folketinget fra 1945 – 1960. Fra 1957 – 1960 var han minister uden portefølje.

 

Dengang var der en anset historiker Fabritius, der mente at det hele var fup og fidus. Han mente at Starcke i den grad havde sjusket i efterforskningen.

 

 

En stor arv

Gertrud Bodenhoff havde efter sin mands død fortsat i mandens virksomhed, der omfattede skibstransport og tømrerhandel.

 

Ved hendes død arvede hendes mor tre halvbrødre hendes formue på 188.722 Rigsdaler. Og så var Gertrud åbenbart død efter seks dages sygdom.

 

 

Hun havde caries

Hendes bror talte om, at hun var død af ”chikane”. Kunne dette skyldes selvmord som følge af problemer i firmaet eller psykiske problemer i forbindelse med mandens alt for tidlige død?

 

Familien talte om, at hun havde byld i ørerne. Men da man undersøgte skelettet, kunne man konstatere kraftige angreb af caries. Så det er meget muligt, at hun havde tandpine da hun blev lagt i kisten.

 

Historien om Gertrud Bodenhoff er gengivet i forskellige versioner hos familierne Rosted og Bodenhoff.

 

 

Min bror er morderen

En rektor, Simon Meisling beretter om, at morderen, der skulle have myrdet hende, da hun rejste sig fra kisten, var hans bror, der var overgraver på Assistens Kirkegård. Han var flygtet til Amerika, hvor han døde. Men en anden version fortæller, at han døde på Frederiks Hospital. Det var den ene af gravrøverne, der havde tilstået over for biskoppen.

 

Et andet rygte gik på, at hun var myrdet med en økse. Gravrøverne skulle have hugget ringfingeren af, for at få fat i vielsesringen af guld. Men så skulle det vel være konstateret, da man undersøgte skelettet.

 

Åbenbart var det pastor Münster, den senere biskop, der havde fortalt familien Rosted, at det var overgraver Meisling, der var morderen. Münster og familien Rosted var gode venner.

 

 

Graverkarlene gik efter smykker, ligklæder og kister

Graverkarlene havde bevidst gået efter smykker og ligklæder på Assistens Kirkegård. I mange tilfælde havde graverne også gået efter kisterne. Dem solgte de til snedkerne eller brugte dem til brændsel.

 

De værste graverkarle blev ved Hof – og Stadsretten dømt til flere års tugt- og rasphus. Meisling kunne man kun dømme for at være hæler. Men det var nok til at han mistede sit job.

 

Den 1. 7. 1934 skrev historikeren Louis Bobé i Berlingske Tidende:

 

• Det viste sig at Ugerningsmændene i mange Tilfælde straks efter Jordfæstelsen havde røvet de Dødes Smykker og Ligklæder, optaget Kisterne og solgt dem. De havde kastet ligene tilfældigt i Gravene og der maatte skaffes i alt 50 Kister for at nedlægge dem deri.

 

 

Oehlenschläger skrev en novelle

Tænk at en af vores mest anerkendte digtere Oehlenschläger har skrevet en novelle om sagen. Hvis nogle skulle være interesseret i den så hedder den

 

• Reichmuth von Adoeht.

 

Politiadvokat Lottinga hævdede at vores hovedperson måske var blevet kvalt. Men egentlig kunne vores gravrøvere jo bare have lagt låget på igen.

 

 

Måske var Oehlenschläger årsag til hele historien?

Men historikeren, der ikke troede på det hele, Fabritius, at det netop var Oehlenschlägers novelle, der havde skabt denne historie. Fabritius mente at historien er opstået mellem 1804 og 1820. Den omtalte novelle udkom i 1813. Desuden mente historikeren, at Starckes forskning slet ikke kunne anerkendes som anerkendt forskning.

 

Men nu var det bare det ved den historie, at Gertruds brors historie om de røde kinder allerede blev kendt i 1798 – samme år som Gertrud blev begravet.

 

Familierne fik først kendskab til ugerningen efter graverens død. Fabritius hævdede at den bodenhoffske familie ikke troede på historien – Men det passer ikke. De troede på den.

 

 

Hvor er min søn?

Ja der var masser af gravrøveri. Skomager Meyers søn fik en bom i hovedet, da far og søn gik en tur på Vesterbro. Han blev begravet på Assistens Kirkegård. Da familien efterfølgende ville besøge ham, var kisten væk. Familien søgte længe efter ham, lånte en spade og fandt endelig drengen afklædt og uden kiste.

 

Kadetter blev udkommanderet til at bistå politiet, bevæbnet med jernstænger. Dem stak de i jorden for at konstatere, om der manglede en kiste.

Man fandt i 1804 ud af, at 509 grave var blevet hjemsøgt.

 

 

Børnemord

Ja vi skal vel også lige have med, at Dagmar Overby myrdede to af de ca. 25 børn, som hun i alt myrdede her på kirkegården. Og barnemorderen boede i Jægersborggade. Hun tjente sine penge som dagpleje – mor, eller nærmere hel – plejemor. Og en gang imellem kom mødrene forbi, og kunne ikke rigtig forstå, at barnet ikke rigtig lignede.

De fleste af børnene blev brændt i kakkelovnen.

 

 

Spøgelset på kirkegården

Ved midten af det forrige århundrede boede en norsk student over for Assistens Kirkegården på Nørrebrogade. En høstaften havde han besøg af en dansk kammerat. Der blev røget og drukket meget. Hen på aftenen åbnede de vinduet for at få noget luft.

 

Bedst som de nu stod og så ud over kirkegården, trak den ene den anden i ærmet og viskede:

 

• Se der

 

I måneskinnet så de en hvidklædt skikkelse rejse sig fra graven, hvorpå skikkelsen afførte sig sine klæder stykke for stykke og vandrede bort fra kirkegården i retning mod byen. Danskeren sagde med en munter latter:

 

• Dette skal vi nok have lidt grin ud af. Nu går vi ned og tager et af klædningsstykkerne og så stiller vi os her og ser, hvad skikkelsen vil tage sig til.

 

Da nordmanden ikke brød sig om denne spøg, gik danskeren alene ned og hen til gravhøjen, hvor han tog et stykke af klædningsstykkerne – en blegrød silkestrømpe.

Han lagde den på bordet i værelset. De to venner afventede nu at skikkelsen skulle komme tilbage.

 

Da klokken var præcis tolv kom skikkelsen gående. Den gik nu hen til graven igen og iførte sig klædningsstykkerne. Men da den nu opdagede at der manglede en strømpe, vendte den sig om, standsede, fulgte sporet – gik hen mod huset og gik ind af porten.

 

Døren blev lydløst åbnet, og den hvidklædte skikkelse trådte ind til de to venner. Den kåde student var blevet ligbleg og fuld af rædsel havde han kastet sig på sengen. Skikkelsen skred hen over gulvet og tog strømpen fra bordet, vendte sig om mod sengen og hævede sin hånd bydende i vejret. Med et var det forsvundet. Men den kåde danske student lå stille på sengen og gjorde en bevægelse med venstre hånd ned mod højre side.

 

Han var blevet lam på højre side og forblev krøbling resten af sit liv.

 

Moralen af denne historie er:

 

• Tag aldrig et klædningsstykke fra et spøgelse på Assistens Kirkegård.

 

Provo – Præster

På Nørrebro har vi i tidens løb haft nogle provopræster. Og her skal vi nævne Erik Bock. Han repræsenterede en unik periode i dansk folke – kirkeliv. Den omdiskuterede sognepræst skabte i de ungdomsoprørske 1970’ er mere eller mindre gennemtænkte provokationer over for den traditionelle kirkers autoritet. Man vidste faktisk aldrig, hvor man havde ham. Han ville aldrig spændes for politikernes vogn. Han mente, at den politiske kirke lugtede surt og gammel.

 

Han elskede at spille teater og provokerede ofte. Han begravede således en silikonedukke på Assistens Kirkegård og betragtede sig som præst for Christiania. To gange var Erik Bock suspenderet og utallige gange fik pålæg fra biskoppen. Men som han selv sagde:

 

• Han har givet kirken mere frisk luft.

 

 

Død ved Ladegårdsåen

I 1833 stod kister under vand på kirkegården, og dette vand blev ledet ned i Ladegårdsåen, som blev brugt som drikkevand.

I 1879 kunne Blade fra Kirkegården fortælle om, at nogle beboere nede ved Ladegårdsåen var fundet døde i et hus. De havde antagelig drukket af vandet i åen.

 

 

Socialdemokrat til evig forbandelse

Det var her i 1887, hvor den store socialdemokrat Adam Poulsen blev begravet. Men pastor Peter Steen var meget ufleksibel. Det var lige før, at et sandt arbejderoprør var startet her. Således måtte den røde fane ikke bruges. Og en socialdemokrat ville pastoren ikke velsigne.

 

På et tidspunkt havde præsterne på Assistens Kirkegård overgivet den afdøde til evig forbandelse, bare fordi han var socialdemokrat.

Kammeraterne måtte heller ikke sige nogle bevingede ord. Politiassistent Rantzau havde sit hyr med at få dæmpet gemytterne.

 

Bladet ”Social – Demokraten mente at der var 10.000 arbejdere og 21 røde flag til stede. Følget var gået fra Arbejdernes Forsamlingsbygning i Rømersgade til kirkegården. Her meddelte den indremissionske præst, pastor Steen, at det var forbudt at tale og at de røde flag skulle rulles sammen.

 

Arbejderbevægelsen og myndighederne i kirker og på kirkegårde var ofte i konflikt. Arbejderbevægelsen ville også lige markere, at de havde magt og indflydelse. Men særlig de gejstlige havde svært ved at håndtere arbejderbevægelsens symboler i begravelsesritualet.

 

Peter Frimodt fra Sankt Johannes Kirken betragtede socialisterne som ugudelig. Og arbejderne betragtede ham som ”Borgerskabets og Overklassens Lakaj”.

 

Den velbjergede måtte gerne have alle sine ordner med, men arbejderen måtte ikke have sin røde fane med.

Disse faner var ikke velanset. Og arbejderne var ikke begejstret for præsternes lig-tale. De blev betragtet som småborgerlig.

 

 

Kejserinde Dagmars hof

Vidste I, at næsten hele kejserinde Dagmars hof ligger her. Hun, som også hed Maria Fjodrovna havde købt brugsretten fra Sankt Ansgar Kirken.

Hende hilste H.C. Andersen også på. Han skrev i sin dagbog:

 

• Idet Dagmar gik mig forbi, standsede hun og trykkede min hånd, jeg fik tårer i øjnene.

 

Hverken kejserinde Dagmar, der var Christian den Tiendes datter eller hendes yngste datter er begravet på Assistens Kirkegård er begravet på kirkegården, men det er store dele af Dagmars hof.

 

Store dele af Dagmars familie blev henrettet. Dagmar købte sammen med hendes søster, Alexandra en villa i Klampenborg. Dagmars yngste datter, Olga kom også til Danmark. Men hende bad Frederik den Niende flytte ud af landet, da russerne besatte Bornholm i 1945.

 

Den gamle russiske afdeling på kirkegården stammer tilbage fra 1820. Nationalmuseet taler om at det er 20 bevaringsværdige gravsteder.

 

I 1922 slap kejserindes egne midler op. Hun var nu afhængig af indsamlinger og anden støtte. H.N. Nielsen, stifter af ØK var en af de største støtter. I 1929 døde Dagmar.

 

 

Peter von Scholten

For et par år siden var der politikere, der mente, at en mindeplade til ære for Peter von Scholten skulle fjernes. Men hvad stod der på denne plade?

 

• At han ”ærefuld bragte slaveriet til ophør i vores tropebesiddelser.

 

Denne plade blev opsat i 1973.

 

 

Er det politikerne, der skal skrive vores historie?

Spørgsmålet er, om det er politikere, der fremover skal skrive vores historie?

Måske skal de bygninger, der er betalt af sukkerpenge og slavepenge i København så også rives ned?

Ak ja, hvis hele vores historiefortælling skal leve op til nutidens idealer, får vi sandelig travlt.

 

 

Tidligt forsøgte han at forbedre slavernes forhold

Men vi kan da hurtigt blive enig om, at den danske kolonisttid ikke var helteagtig. Men Peter von Scholten gjorde dog sit til, at slavernes forhold skulle bedres. Men han havde mange fjende. De største var plantageejerne.

 

Allerede i 1829 var Peter von Scholten i København med et forslag om, hvordan slavernes forhold kunne forbedres. Hans indsats for ligestilling mellem sorte og hvide indbyggere afspejler et menneskesyn, der var usædvanligt blandt danske koloni -embedsmænd – både i samtiden og eftertiden.

 

I 1848 truede flere hundrede slaver med at brænde øen af, hvis ikke de fik deres frihed. Og så fik de deres frihed.

 

 

Beskyldt for at være vaklende og fej

I liberale kredse blev Peter von Scholten beskyldt for at være ”vaklende og fej”. Ministeriet stævnede ham for embedsforsømmelse. Han blev dømt for at have ”forsømt sit embede og fortabelse af pension”.

 

Von Scholten appellerede til højesteret og denne frikendte ham enstemmigt. Han døde 69 år gammel – to år efter Højesterets dom i 1854.

 

Hans blykiste blev den 7. marts 1854 overført til Assistens Kirkegårds eneste mausoleum. Det nygotiske mausoleum er bygget på et familiegravsted. Mausoleet er blevet restaureret tre gange – senest i 2019.

 

Kirkegården skulle have været midlertidig

I 1879 blev det besluttet at kirkegården skulle have været midlertidig og at den skulle nedlægges ca. 100 år senere dvs. i 1980. Senere blev nedlæggelsen flyttet til 2020, ligesom det blev fastlagt, at arealet skulle overgå til parkformål. Men indtil videre tyder intet på at den gamle assisterende kirkegård står for en nedlæggelse.

 

Kirkegården er siden sin grundlæggelse udvidet til det seksdobbelte med udvidelser i 1828, 1853 og 1861. Efter anlæggelse af Vestre Kirkegård i 1870 er der ikke sket udvidelser.

 

Ca. 1.800 af monumenterne og gravmælerne betegnes som bevaringsværdige. Kirkegården har således stor kulturhistorisk betydning. Den ældste del nærmest Nørrebrogade, er musealt område, hvor det historiske kirkegårdsmiljø er bevaret og genskabt. Hovedparten af udvidelsen fra 1806, der ligger umiddelbart nord herfor, er udlagt som mindepark.

 

I forbindelse med anlæggelsen af den nye Metro Cityring ved Nørrebros Runddel måtte arkæologer udgrave og genbegrave knap 2.400 lig fra de sidste 200 år. Også den fredede Assistens Kirkegårds Graverbolig fra 1805, kaldet Bangs Graverbolig, der er Nørrebros ældste bolig, måtte flyttes pga. metrobyggeriet. I 2017 blev bygningen genplaceret på den nye forplads til metrostationen.

 

De charmerende rødpelsede gnavere har vænnet sig til den store menneskemængde. Det er selvfølgelig de mange egern, der befinder sig her.

 

Her på kirkegården kan besøgende opleve solbadende nørrebroer. Du kan også her opleve et væld af eksotiske træer og gamle læge – og klosterplanter. Sjældne og bemærkelsesværdige planter er her også.

 

Ja også fuglelivet er rigt. Således har undertegnede oplevet spurvehøg på stedet og masser af mejser.

 

For at sikre de kulturhistoriske, rekreative og biologiske værdier blev Assistens Kirkegård fredet i 2014.

 

• Tak for jeres opmærksomhed og tålmodighed

 

Foredrag afholdt den 17-12-2024 på Støberiet, Blågårds Plads, Nørrebro

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• wikipedia.org
• biografiskleksikon,dk
• dk
• dk
• dk/schionning/html.
• Medicinsk Forum
• Viggo Starcke: Gietrud Birgitte Bodenhoff’ s Mysterium
• Personalehistorisk Tidsskrift
• Preben Geertinger: Af en retsmediciners erkendelser
• Makil Gregersen, Tommy Heisz: Dødens årsag
• Berlinske Tidende
• Nyeste Skilderier af København
• Ugeskrift for læger
• I Dagmars skygge (Ballerup Museum – Kulturcenter Assistens)
• Hans Gregersen: Peter von Scholten – en biografi
• Helweg m.fl.: Assistens 250 år
• Lavaetz: Peter von Scholten
• A. Hedegaard: Fredrik den 6. og ”De røde fjer” 1-2
• Over Hornby: Kolonierne i Vestindien
• Siden Saxo (Tidsskrift)
• Arbejderhistorie (div.)
• Beck Cedergreen: Biografisk Leksikon bd. 3
• Henning Grelle: Under de røde faner (En historie om Arbejderbevægelsen)
• Birgitte Kragh: Til jord skal du blive – døden og begravelsen

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.002 artikler
• Under Nørrebro finder du 334 artikler

 

• Mysteriet på Assistens Kirkegård 1-4
• De Gertrud rejste fra kisten
• Dronning Dagmar på Nørrebro
• Livet på Assistens Kirkegård
• Mindeplade for Peter von Scholten
• Assistens Kirkegård – 250 år
• Assistens Kirkegård – en oase
• Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
• Genforenet på Assistens Kirkegård
• Røde faner på Assistens Kirkegård
• Præster og døden på Assistens kirkegård
• Under jorden på Assistens Kirkegård
• Død eller skindød
• Begravelser – dengang