Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Manden bag Ole Bole – Claus Eskildsen (3)

Juni 9, 2024

Manden bag Ole Bole – Claus Eskildsen (3)

Dette er endnu en artikel om skole og seminarium i Tønder og om den berømte Claus Eskildsen. Fra Felsted Mark. Han holdt ikke Knivsbjerg – taler, selv om myterne fortalte det. Han sagde nej til stor stilling i Berlin. Han førte pennen i afstemningskampen. Som 15 – årig på præparandanstalt i Aabenraa. Anden læseprøve. Der kom bedre organisation i uddannelsen. Seminarister måtte ikke selv give klø på øvelsesskolen. ”Fattigbørns-skole”. Kontrolbesøg på seminariet. Uddannelsen i Tyskland blev omlagt efter Første Verdenskrig. Var den danske eller tyske lærer bedst?

 

  • I tilknytning til artiklen kan du se en oversigt over, hvad vi har skrevet om lærere, skoler og seminariet i Tønder

 

Manden, seminariet, uddannelsen

Vi kigger nu ikke kun på Claus Eskildsen, men også på måden man blev lærer på. Hvordan var det på Tønder Seminarium og på Øvelsesskolen – dengang. Og hvor var forskellen på den prøjsiske og den danske læreruddannelse fra cirka 1900 – 1920.

 

Fra Felsted

Den var overalt i skolen dengang – Ole Bole ABC. Den var illustreret af Robert Storm Petersen, men skabt af seminarielærer Claus Eskildsen. Han var landmandssøn fra felstedskov og blev læreruddannet i Eckernförde i 1901.

Han blev senere mellemskolelærer- og rektoruddannet. Han blev ansat ved Tønder Seminarium i 1905. Her var han at finde til 1946.

De var fire brødre og tre søstre i søskendeflokken på den lille gård ikke langt fra Aabenraa Fjord. Faderen døde tidligt. Tidligt fandt man ud af, at Claus var begavet. Men som forholdene var, kunne han ikke bare få en uddannelse. Han fik sin uddannelse og blev lærer i det tyske skolesystem.

 

Han holdt ikke Knivsbjerg – taler

Skæbnen førte ham til Ubjerg, hvor han fandt sin kone. Her var de tysksindede i klar overvægt. Fra tysk side kaldte man ham altid:

  • Verkappter Däne

Der blev sagt om Claus Eskildsen, at han holdt tale på Knivsbjerg. Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe der. Ofte var Tønder Seminarium leveringsdygtige i de bedste hold. Han kom i det udvalg som planlagde gennemførelsen af lege og idræt i forbindelse med Knivsbjerg – stævnene.

Det er et rigtigt, at han har holdt tale ved kejser Wilhelms fødselsdag. Pligten gik på skift.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Claus Eskildsen havde en konflikt mellem det dybt liggende danske sind og den påtagne tyskhed, som man skulle udvise udadtil. Claus Eskildsen har udtalt at få ham kom Genforeningen som en befrielse. Han stillede sig selv spørgsmålet:

  • Skal dette land med rette høre til Danmark eller Tyskland?

Han sagde nej til at overtage stillingen som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin.

 

Han førte pennen i afstemningskampen

Hans deltagelse i afstemningskampen som taler på dansk side, blev meget kort, fordi Den internationale Kommission meget snart forbød embedsmænd at optræde som talere. Til gengæld førte han pennen ret flittigt i afstemningstiden.

 

Som 15 – årig på præparandanstalt i Aabenraa

Da Claus var 15 år gammel, kom han på den preussiske præparandanstalt i Aabenraa. Han måtte have dispensation fra en ældre bestemmelse fra dansk tid om, at unge skulle have haft et års praktik ved siden af skole, inden de kunne optages på seminarium.

Den sædvanlige vej dengang til læreruddannelsen begyndte dengang i en landsbyskole., hvor den ungeassisterede læreren i lærergerningen samtidig med at han under lærerens vejledning forberedte sig til seminariets optagelsesprøve. Dette førte til, at særlig dygtige lærere samlede små grupper af unge aspiranter, så der opstod små private præparandanstalter.

 

Anden læseprøve

Læreruddannelsen varede dengang typisk 5 år. – to år på præparandanstalt og tre år på seminarium. Når man så var dimitteret fra seminariet, var man kun ”Schulamtskandidat”. Den endelige kvalifikation til fast ansættelse fik man ved en såkaldt ”anden læseprøve”, der kunne aflægges tidligst to år og skulle være bestået senest fem år efter dimissionen.

 

Der kom bedre organisation i uddannelsen

Indtil 1901 var denne uddannelse ret dårligt organiseret, idet seminarieundervisningen på ingen måde var en gentagelse af det man havde lært i præparandklasserne. Og selv anden lærerprøve i hovedsagen blev håndhævet som en kundskabsprøve.

Lidt efter århundredeskiftet kom der plan i uddannelsen. De fleste seminarier blev indrettet som seks-klassede skoler med tre præparand og tre seminarieklasser. I de tre præparand – klasser var der en fornuftig folkeskole – lærdom. Men der var dog også en del udenoms-lære.

 

Seminarister måtte ikke selv give klø

Når man havde bestået adgangsprøven på seminariets præparandanstalt, var de optaget på seminariet og så sagde man til eleverne:

  • Nu er det stoflige grundlag i orden – nu bygger vi videre på det.

Hele undervisningen i en fire-klasser og en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af eleverne i seminariets ældste klasser. Dengang var der ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen.

Den yngste af seminarielærerne havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” – ledelsen af skolen og hovedtilsynsfører. Han havde sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn. Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse.

Han blev også tilkaldt, når der skulle gives klø. Dette måtte semaristerne ikke selv give. Og klø blev der givet meget af på Øvelsesskolen dengang. Det var en sport at se hvor langt man kunne gå for at drille seminaristerne.

 

”Fattigbørns-skole”

Værst var de i den en-klassede skole. Her undervistes ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år i et lokale. Det var drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole. Men her blev skolematerialet givet gratis, hvad man ellers ikke kendte på de tyske skoler.

Det var en udpræget fattigbørns-skole med en stor del af svagt begavede børn fra ikke skole-interesserede hjem. Ja sådan fortalte Claus Eskildsen. Undervisningen på denne skole var af gode grunde ret vanskelig for de unge seminarieelever.

 

Kontrolbesøg på seminariet

Med jævne mellemrum var der kontrolbesøg på seminariet. Det var regeringsskoleråd, amtsskolekonsulent (kredsskoleinspektør) og en seminarielærer fra nærmeste seminarium. Disse overværede undervisningen i et par timer. De gik derefter ind i lærerens private stuer, hvor der blev stillet ham nogle spørgsmål angående metodik, praktik, kendskab til skolelove og lignende.

Klarede seminaristen (den nye lærer) dette, fik han fast ansættelse i folkeskolens tjeneste. Han kunne så, når han ellers var dygtig og flittig nok, aflægge to frivillige eksaminer.

Mellemskolelærereksamen var en videnskabelig prøve i to fag. Man valgte efter interesse. Bestod man denne gav dette berettigelse til ansættelse ved mellemskoler og præparandanstalter.

Rektoreksamen var en pædagogisk-metodisk eksamen af videregående art. Bestod man denne gav det kvalifikation at blive overlærer ved en folkeskole eller seminarielærer.

 

Uddannelsen i Tyskland blev omlagt

Efter verdenskrigen blev læreruddannelsen i Tyskland atter lagt om. Alle seminarier blev nedlagt. Uddannelsen blev lagt hen til lærerakademier i forbindelse med universiteterne. Som forudsætning for optagelse blev der krævet en studenteruddannelse.  Den kunne dog tages på en såkaldt ”Aufbauschule”.

Denne nye form for højskole, bygget på folkeskolen med tysk og historie som hovedretning og tilsvarende nedskæring af kravene i fremmed sprog.  Uddannelsen på lærerakademiet varede to år. Dette akademi med 500 elever flyttede fra Kiel til Flensborg.

 

Var den danske eller tyske lærer bedst?

Claus Eskildsen mente at de tyske lærere fik en bedre praktisk uddannelse. Men han mente, at de danske lærere havde lettere ved at få kontakt med børnene og leve sig ind i barnets verden.

Han mente, at den tyske lærer kom fra et mere autoritær samfund, der trods al sin gode teknik ofte ville være noget stiv og fremmed over for barnet.

Nicolai Svendsen – amtsskolekonsulent udtalte dengang følgende:

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste have teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Sønderjysk Skolemuseum – Årsskrift
  • Simonsen: 123 Jahre deutsches Lehrerseminar in Tondern
  • Eskildsen mm.: Tønder Statsseminarium 1788-1938 Festskrift
  • Sønderjyske Årbøger
  • Carstens: Die Geschichte der Stadt Tondern

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.146 artikler
  • Under Tønder finder du 363 artikler

 

 

  • Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder (1)
  • Claus Eskildsen – hvem var han? (2)
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Tønder Kommuneskole)
  • Tønder Statsskole i slutning af 1920erne
  • Tønder Statsskole – dengang
  • Lærer i Burkal
  • Vajsenhuset i Tønder 1-2
  • Sprogkampen i Tønder 1861 – 1864

 

  • Balthasar Petersen – grundlægger af Seminariet
  • Tønder Seminarium – et dannelsessted
  • Tønder Statsseminarium – efter 1848
  • Det Prøjsiske Statsseminarium
  • Tønder Statsseminarium og prøjsisk modstand
  • Tønder Statsseminarium og Prøjsisk modstand
  • Tønder Statsseminarium – igen på danske hænder
  • Tønder Statsseminarium – under Besættelsen
  • Flere minder fra Tønder statsseminarium
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Tønder Statsseminariums historie

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder