Tyske Flygtninge i Tønder – den 3. historie

Ude ved Zeppelinstationen skulle der komme et museum, der fortalte om de tyske flygtninge i Tønder. Hvornår det kommer vides ikke. I ventetiden kan du læse denne list længere historie. Der var 200 lejre i Sønderjylland. 23.000 flygtninge kom hertil. 40 pct. var børn under 15 år. Situationen ændrede sig for dem efter besættelsen. Morten Bredsdorff skrev om dem i sin dagbog. Fare for epidemi, mente man. Modstandsbevægelsen forsøgte at registrere dem. Mindretallet tog sig af dem. Eksercergården omdannet til flygtningelejr. Plads til 1.400. En barsk oplevelse fra privat indkvartering til internering bag pigtråd. Modstandsbevægelse ønskede dansk leder. Snart kom leder nr. 2. Delvis selv styre fortsatte. Faderen overtog lejren. De havde deres egen ”Bürgermeister.  Arbejdspligt. Et broget liv i lejren. Dårlige beboelsesforhold. Otte Høyer kritiserede forholdene. Nye arbejdsgrupper. 87 dødsfald bland flygtningene. Kedelig og ensformig mad – med det blev bedre. Der var ingen der sultede. Man dyrkede selv grøntsager. Modstandsbevægelsen overtog bevogtningen. Der havde været meget kontakt med lokalbefolkningen. Alt for mange udgangstilladelser – soldater følte sig til grin. Effektiv skoleuddannelse. Skolens leder fik forskellig bedømmelse. En lokal skolemand gik ihærdigt til arbejdet. De unge piger herude skabte problemer. Lærlingeuddannelse og teknisk skole. Bunter Abend om lørdagen. Først fra november 1946 faldt antallet af flygtninge. Stor tillid til lederen, Anderledes så det ud i Hohenwarde. Sundhedstilstanden var god. Men i 1946 skulle der hentes drikkevand helt inde i Højer by.  Nazistisk undervisningsmateriale. På e åben lastbil blev de transporteret hertil. Diplomatiske forviklinger opstod.

 

Et nyt museum?

Meningen er, at der ude ved den gamle Zeppelin-station også skal fortælles om de tyske flygtninge i Tønder. Hvornår man er klar til dette, vides ikke. Men her er vores tredje historie om dette tema. Men nu behøver I ikke at vente længere. Dette bliver en lang artikel.

Vi berører også lige de tyske flygtninge på Hohenwarte ved Højer Gl. Sluse. Her syntes det som om, at myndighederne ikke havde så meget styr på det.

 

200 lejre i Sønderjylland

I Sønderjylland var er cirka 200 hovedsagelig mindre lejre. Her fik flygtningene en lidt anden modtagelse end i det øvrige land. Det var medlemmer fra Det Tyske Mindretal, der organiserede en stor hjælp til dem. Og cirka halvdelen af de tyske flygtninge blev indkvarteret i private hjem.

 

23.000 kom til Sønderjylland

Det var ”Flüchtlings-Hilfwerk Nordschleswig, der organiserede en masse for hjælp til dem. De fleste flygtninge til Sønderjylland kom i februar og marts 1945. Det var også privat praktiserende læger, der hjalp flygtningene. Men trods dette var dødeligheden også stor i Sønderjylland, især blandt børn. Det skyldtes antagelig børnenes dårlige forfatning ved ankomsten til Sønderjylland.

I alt kom der 23.000 til landsdelen. Det svarer til ca. 10 pct. af det samlede antal flygtninge i Danmark. Også her blev skoler, forsamlingshuse, kroer m.m. inddraget i indkvarteringen til den anden halvdel. Hertil kom særlige børnelejre, alderdomshjem, fødeklinikker, lazaretter og sygehuse til disse. Men efter befrielsen var det også i Sønderjylland slut med privat indkvartering.

 

40 pct. var børn under 15 år

Gnidningerne syntes ikke så store i Sønderjylland som andre steder i landet. De fleste flygtninge opførte sig upåklageligt, hvilket måske hang sammen med at de fleste var kvinder, børn og gamle mænd. Hele 40 pct. var børn under 15 år.

 

Situationen ændrede sig efter befrielsen

Med befrielsen ændrede flygtningenes situation sig radikalt – ikke mindst i Sønderjylland. For de danske myndigheder var det et kæmpe logistisk og forsyningsmæssigt problem. Der skulle skaffes mad, tøj, passende indkvartering med sanitære forhold, vaskemuligheder, toiletter, lægehjælp m.m.

 

Morten Bredsdorff skriver i sin dagbog

Det var nogle, der mente, at tyskerne brugte Danmark som kurland for deres sårede soldater og flygtningene. Den 3. februar 1945 kom den første større flygtningesending til Tønder over landegrænsen med tog. Dette skriver seminarieforstander Morten Bredsdorff om i sin dagbog:

• I dag kom et langt tog med flygtninge over grænsen og standser her på stationen. Kort efter var hovedgaden fyldt af store skarer af fremmedartede mennesker, de fleste lignede polske landarbejderfamilier. Kvinder med brogede hovedtørklæder, gamle mænd i lasede almueklæder, masser af børn.
• Flere børn forrettede deres nødtørft på gaden men også enkelte voksne.
• Nogle af dem blev hentet i vogne af hjemmetyske bønder, men de fleste begav sig til fods til omegnens skoler og forsamlingshuse, som den tyske værnemagt brutalt har rekvireret til dem. I butikkerne optræder en del af dem ret storsnudet og selvsikkert. De er åbenbart fyldt med helt falske forestillinger om forholdene i Danmark.
• Hovedindtrykket er dog, at det er østeuropæisk almue, der formodentlig med brændende landsbyer bag sig er på flugt foran de vigende tyske hære. Hvornår mon de kommer?

 

Faren for epidemi

Dette var bestemt ikke sidste gang man så noget til de tyske flygtninge. I marts måned 1945 opholdt der sig 14.210 flygtninge i de sønderjyske landsdele. I Tønder Amt var det på daværende tidspunkt 4.350 i Tønder Amt.

Den 7. marts 1945 skriver Bredsdorff i sin dagbog:

• Flygtningestrømmen er voksende. I dag kom en hel folkevandring gennem hovedgaden. Masser af kvinder med små børn, gamle mænd og koner med bulede kufferter, som de slæbte af sted og undertiden lod stå på gaden. Mange af dem så hadefulde og forbitrede ud. Mange her i byen taler om faren for epidemier, og en mængde lader sig vaccinere.

 

Modstandsbevægelsen forsøgte at registrere antallet

 

Den 3. april 1945 kom en endnu større flok østtyske flygtninge fra København til Tønder. Skibe havde bragt en masse nye flygtninge til hovedstaden. De blev sendt videre til små lejre i omegnen, til skoler, forsamlingshuse institutioner og større gårde.

Indkvartering og forplejning skete på værnemagtens initiativ med hjælp fra mindretallets kontorer. Lejrene var selvstyrende, ledet af en tillidsmand, udpeget af den lokale kommandant og i overensstemmelse med ”førerprincippet.

Det var ukendt, hvor mange flygtninge, der var, da kapitulationen skete den 5. maj 1945. Det var en meget kaotisk situation. Nu gik modstandsbevægelsen i gang med at registrere de mange flygtninge.

En optælling der var afsluttet i slutningen af maj måned, fortæller at der i Tønder kreds var forsamlet ca. 5.000 flygtninge. Det endelige tal var nok langt højere. Mange af flygtningene var indtil befrielsen indkvarteret hos private.

 

Mindretallet tog sig af flygtningene

Mindretallet tog fra februar til maj 1945 mod ca. 30.000 ”landsmænd” fra østområderne. Som vi allerede har nævnt, blev cirka halvdelen privat indkvarteret. Fra mindretallets hovedsæde og fra de tyske kontorer i Haderslev, Sønderborg, Aabenraa og Højer.

Flygtninge-kontoret i Tønder havde til huse i Det Tyske Kontor, Vestergade 72, hvor også mindretallets dagblad ”Nordschleswigsche Zeitung” havde redaktion.

 

Statens civile Luftværn

Umiddelbart efter 5. maj var der ikke andre end Modstandsbevægelsens folk og byens få betjente til at sørge for, at flygtningene ikke sivede ud i det danske samfund og at de ikke led overlast af hævngerrige danskere. ’

Ansvaret for lejrene blev lagt i hænderne På Statens civile Luftværn, der var en af de få danske organisationer, der havde fungeret under besættelsen og som nu kunne glide direkte over i omsorgen for flygtningene.

 

Uregistrerede flygtninge

Tiden efter kapitulationen blev en kaotisk periode. Flygtningene var spredt over hele byen og egnen. Dem, der var indkvarteret på forsamlingshuse og skoler, lod sig let internere. Værre var det med de mange, der var privat indkvarteret. Her gik ”indsamlingen” i starten meget langsom. Endnu i juni var der i området et stort tal uregistrerede flygtninge.

Den 3. juni kørte en højtalervogn gennem Tønders gader med besked til alle flygtninge om at melde sig på banegården i Tønder (Tønder H). Herfra ville de samme dag bliver sendt videre til Oksbøl. Hertil blev der i de kommende dage frem til 8. juni afsendt 2.700 flygtninge, der hidtil havde været privat indkvarteret.

 

Eksercergården omdannet til flygtningelejr

Inden afrejsen blev de grundigt visiteret af politiet med hjælp fra DKB. (Danske Kvinders Beredskab). Hos enkelte, fortrinsvis halvvoksne drenge og hos en ung pige fandt man våben. Desuden blev der beslaglagt godt 3.000 kr.

 

Plads til 1.400 

I løbet af maj – juni 1945 var det Statens civile Luftværns overtagelse af forsorgen for flygtninge. Disse blev samlet i stadig færre og større enheder. Som led i disse bestræbelser blev den såkaldte Eksercergård nord for byen omdannet til flygtningelejr. Lejren blev officielt åbnet den 21. juni 1945. Den blev hurtigt udbygget, så den kunne rumme henved 1.400 flygtninge.

Eksercergården havde da allerede i nogen tid fungeret som lokal opsamlingslejr. Allerede den 13. maj 1945 blev 500 flygtninge flyttet fra kasernen hertil. Ved den forudgående visitation blev der beslaglagt ikke mindre end 38.000 danske kr.

De øvrige opsamlingslejre i politikredsen var Hohenwarde ved Højer, Nr. Løgum og Skærbæk.

 

En barsk oplevelse – fra privat indkvartering

For at gøre plads til disse mange flygtninge, der var strøet over hele politikredsen, blev hovedparten af de på Eksercergården internerede flygtninge den 24. september 1945 overført til Oksbøl. Lejren blev dog hurtigt igen fyldt til bristepunktet. De, der ikke blev plads til overførtes de følgende måneder direkte til andre opsamlingslejre – dog hovedsagelig i Oksbøl. For mange var det efter privat indkvartering en barsk oplevelse.

 

Ikke den store ændring i Tønder

Flygtningelejren i Eksercergården var en lukket verden, der rummede gennemsnitlig 1.350 flygtninge. Inden Statens civile Luftværns overtagelse af lejrene den 9. maj 1945 fortsatte de stort set med, inden for de stramt afsatte rammer, at være selvstyrende. De af den tyske kommandant indsatte tillidsmænd blev erstattet af ikke-nazistiske, udpeget af den danske lejrledelse.

I praksis betød dette i reglen, at de oprindelige tillidsmænd fortsatte som hidtil. Lejrens struktur var i den førte tid efter 5. maj uden større interesse for de danske myndigheder, da lejrene blev betragtet som et kort forbigående fænomen. Da man efterhånden blev klar over, at flygtningenes tilbagevenden til Tyskland nemt kunne trække ud i måneder og som det senere viste sig, år, måtte myndighederne til at interessere sig noget mere om disse lejre. I Tønder synes dog ikke at ske et større indgreb i den interne styrelse af lejren.

 

Modstandsbevægelsen ønskede dansk ledelse

Der indløb dog klager over den tyske lejrledelse. Derfor henvendte modstandsbevægelsen sig til borgmester Johan Paulsen, der som chef for det civile luftværn var ansvarlige for flygtningene i området. De ønskede indsat en dansk chef som skulle skabe ro og orden.

Under disse forhandlinger blev adjunkt Otto Høyer, der var et fremtrædende medlem af den lokale modstandsbevægelse, forslået som lejrchef. Fra en enkelt var der dog betænkeligheder ved at fjerne Høyer fra det i de sidste krigsår noget forsømte skolearbejde. Derfor blev løjtnant E. Marquardsen foreslået som nummer to.

 

Ny leder

Havde man taget hensyn til skolearbejde? Eller havde man foretrukket den mere moderate Marquardsen frem for Otto Høyer vides ikke. Høyers kommunistiske sympatier har sikkert ikke gavnet ham hos den konservative borgmester, Johannes Paulsen. Høyer blev vraget til modstandsbevægelsen store fortrydelse.

 

Delvis selvstyre fortsatte

Efter Marquardsens indsættelse som lejrchef fortsatte lejrens delvise selvstyre. Der var en tysk ”Vertrauensmann” og et vidtgående tysk selvstyre, men således at den danske lejrchef var øverste instans. Fra centraladministrationen blev der udsendt flygtningeinspektører, en mandlig og en kvindelig i hver af de 11 kredse. Disse kontrollerede de hygiejniske forhold og foreslog forbedringer, hvor dette var tiltrængt.

Senere kom der også undervisningsinspektører, der sørgede for skolerne. Forholdene omkring lejren og Marquardsens ledelse blev stærkt kritiseret fra flere sider bl.a. fra modstandsbevægelsen. Og det var navnlig den afgående lejrchef Otto Høyer, der stod bag.

 

Faderen overtog ledelsen

Den 9. november 1945 blev E. Marquardsen afløst af sin far O. Marquardsen, der var kostforplejningschef på kasernen. Magtskiftet mellem far og søn var ikke et dårligt bytte for lejren. Faderen havde en del erfaring at trække på. Nu blev der mere ro omkring lejren. Den nye lejrchef nød respekt både hos myndighederne og flygtningene.

Han deltog også sammen med tyske og danske gæster, når der blev afholdt kulturelle arrangementer med teater, koncerter og andet.

 

Lejren havde egen borgmester

I lejren var der en tysk borgmester. I 1945 var det Erich Radler, tidligere konditor og gæstgiver fra en af Stettins forstæder. Han blev genvalgt ved samtlige valg i lejren. Ja han var borgmester i hele lejrens eksistens. Til hjælp havde et kontorpersonale udtaget blandt lejrens beboere. På kontoret blev der ført et regelret folkeregister, der var grundlagt af lejrens egen styrelse.

For hver barak var der desuden en barakformand, der havde ansvaret for det daglige liv og den offentlige orden i de forskellige barakker. Jo afstemningen i lejren var demokratisk. Der var 770 stemmeberettigede.

 

Arbejdspligt

Alle i lejren havde arbejdspligt. Det foregik under de valgte tillidsmænds opsyn. Set fra et dansk overopsyn foregik dette arbejde uden komplikationer. Stort set alt arbejde inden for lejren blev udført af beboerne selv. Også lejrens bygninger og inventar blev vedligeholdt af egne snedkere, murere og andre håndværkere. Køkken-, have- oprydnings-, brændsels- og rengøringsarbejde udførte flygtningene selv.

 

Et broget liv i lejren

Foruden de faste lokaler og hallen var der i lejren opført en række barakker af forskellig type, alle var fuldt belagt. Blandt det brogede barakbillede ses også en del bygget af et Tønderfirma. Størstedelen af barakkerne var dog tyske militærbarakker, der i slutningen af juli 1945 blev flyttet til Tønder fra Rømø.

Barakkerne dannede baggrund for et broget liv. Alle slags folk var samlet her. Hver enkelt flytning rådede over meget lidt plads. Med meget små midler forsøgte de at skabe et hjem. Af de forhåndenværende materialer er der syet gardiner, lavet borter omkring hylderne og forsøgt at holde det hele rent og propert. Andre steder havde beboerne tilsyneladende opgivet det lille spinkle håb, der dannede grundlaget for en menneskelig tilværelse. De havde bare ladet stå til, gjorde kun det, der blev forlangt med hensyn til renlighed og sjoskede bare rundt.

 

Dårlige beboelsesforhold

Af de 1.350 flygtninge var

• 250 mænd
• 630 kvinder
• 470 børn under 15 år.

De dårligste beboelsesforhold fandtes i den store ridestald. Her var det ved primitive træskillerum indrettet beboelse til ca. 300 mennesker. Men de måtte flytte andre steder hen i lejren, da det var umuligt at opvarme det store rum.

• Trods de dårlige forhold, synes beboerne at have bevaret en del af humøret.

Ja sådan skrev en journalist i 1945 efter at have studeret de forskellige indskrifter på skillenumrene. Men måske dette mere var et udslag af galgenhumor.

 

Otto Høyer kritiserede forholdene

I september 1945 kritiserede skole- og modstandsmanden adjunkt Otto Høyer igen engang lejrledelsen for foldene i lejren:

• Det flyder med papir og skidt. Der koges mad og tøj overalt, ligesom affald brændes af i små portioner, hvor det nu kan falde. Den slags er ikke alene forkasteligt, men direkte farligt.
• Indendørs frembyder lejrene ikke noget tiltalende syn. Beboerne bor i barakker som – det skal indrømmes – ikke alle er lige hyggelige. Der hersker i mange af dem et frygteligt rod. Man kan tydeligt se, at nogle af beboerne er interesseret i at holde orden mens andre ikke er det. Her har lejrledelsen svigtet.

Selv om Høyers meget stramme linie ikke helt blev indført, bedredes forholdene i lejren langsomt, uden dog på grund af mange fysiske begrænsninger, at nå de målsatte forhold.

Pladsen var trang i Tønder, men i breve fra flygtninge, der blev overflyttet til andre lejre, lyder det næsten samstemmende, at der var mere plads i Tønder.

 

Nye arbejdsgrupper blev nedsat

Da man efterhånden blev klar over, at der måske ville gå længere tid inden man kunne nå tilbage til Tyskland, blev der også som et led i beskæftigelsen, nedsat arbejdshold, der skulle bringe lejrområdet i orden, gangene blev afstukket. Mange steder blev der lavet blomsterrabatter og andre steder et helt lille anlagt.

 

87 dødsfald blandt flygtningene

Dødeligheden blandt flygtninge var på landsbasis høj. Mange bukkede under på grund af dårlig ernæring og epidemiske sygdomme som bl.a. malaria. Tusindvis af tyske begravelser fandt nu sted over hele landet. Værst var spædbørnsdødeligheden. I Tønder registreredes 87 dødsfald blandt flygtningene – hovedsagelig blandt børn og ældre.

Af sundhedsmæssige hensyn forsøgte man at give hver af beboerne et ugentligt bad. Der fandtes et infirmeri i lejren. Lægegerningen udførtes af en praktiserende tysk læge.

 

Kedelig og ensformig mad

Efterhånden som de tyske lazaretter blev nedlagt i byen, modtog lejren en del inventar m.m. herfra – mere eller mindre legalt. En stor del af dette materiel blev senere igen beslaglagt af engelske og danske myndigheder.

• Maden i lejren var kedelig. I sommeren 1945 fik vi for lidt at spise. Det blev bedre efterhånden. Vi sultede ikke. Forplejningen var god nok, men ensformig.

Sådan lyder en sammenfatning af hvad flygtningene senere kunne fortælle om kosten i lejren.

 

Inden 5. maj 1945 kunne flygtningene selv købe ind

I tiden indtil 5. maj 1945 var forplejningen mindst på højde med, hvad der stod på tøndringernes borde. Værnemagten sørgede for tilførslerne, og selv kunne flygtningene købe, hvad de ville i de danske butikker. Flygtningekontorerne udleverede rationeringskort og uddelte lommepenge.

 

Flygtningene skulle vente på mad i flere dage

Med værnemagten ude af billedet efter 5. maj ændredes billedet totalt. Privatboende flygtninge blev samlet i lejrene, der fra den ene dag til den anden blev lukket land bevogtet af modstandsbevægelsen. Flere steder gik der flere dage inden der blev sørget for forplejning. Med Statens civile Luftværns overtagelse af lejrene den 9. maj blev forsyningsforholdene hurtigt bragt i orden.

 

Der var ingen, der sultede på Eksercergården

Maden blev tillavet i store køkkener efter et af regeringen udarbejdet kostskema, der sikrede hver flygtning det nødvendige antal kalorier. Det var selvfølgelig ikke festmad, end ikke dansk hverdagskost, En journalist spurgte ved et besøg på Eksercergården i oktober 1945 også til maden. Fra alle sider lød udtalelsen, at der var ingen der sultede.

Hver flygtning havde et spisekort. For hver portion, der blev udleveret, blev kortet gennemhullet, så man ikke kunne hente to portioner. Maden blev indtaget i de forskellige beboelsesbarakker. Børnene fik udleveret en ekstra portion mælk.

Hver flygtning fik 50 gr. kød om ugen. Middagsmaden var altid det, som tyskerne kaldte ”Eintopfessen” og spisesedlen for en 10- dags periode kunne lyde således:

• Ærtesuppe
• Mælkesuppe
• Oksesteg
• Grynsuppe
• Hvidkål
• Mælkesuppe
• Kålrabi
• Mælkesuppe
• Gullasch

Tørkosten bestod af rugbrød og sigtebrød samt pr. dag:

• 20 gr. smør
• 25 gr. sukker
• 25 gr. kødpølse

Børn under 15 år fik en halv liter sødmælk og samme kvantum mælk fik gravide kvinder tre måneder før fødslen, så det måtte kostforplejningen også lige holde øje med.

 

Der blev selv dyrket grøntsager

Lejren bidrog også selv til husholdningen med grøntsager, kartofler, gulerødder og andre køkkenurter. Køkkenhaven, hvortil der var knyttet et særligt arbejdshold. Lå uden for det egentlige lejrområde, hvilket gjorde dette arbejde særligt attraktivt.

 

Modstandsbevægelsen overtog bevogtningen

En af forvaltningens højt prioriterede opgaver var at undgå fraternisering mellem den danske befolkning og de tyske flygtninge. Tyskerne skulle holdes interneret unde bevogtning ved bevæbnet mandskab. De tyske læger, sygeplejerske og præster skulle dog kunne færdes nogenlunde frit fra lejr til lejr og være i besiddelse af gældende passerseddel. Men for andre kunne det være en undtagelse at komme uden for lejren.

Umiddelbart efter kapitulationen overtog den lokale modstandsbevægelse bevogtning af lejrene i politikredsen, idet hverken politi eller militær rådede over mandskab hertil. Da modstandsbevægelsen omkring 1. august vendte tilbage til deres – i overvejende grad – civile tilværelse, blev der til bevogtningen indkaldt CB-ere. Luftværnschefen, borgmester Johan Paulsen søgte i første omgang folk til frivillig CB-tjeneste gennem annoncer i dagbladene for derved at undgå tvangsindkaldelser i større stil.

 

Bevogtningen var ikke særlig effektiv

Bevogtningen af lejren lod meget tilbage at ønske. Fraterniseringen mellem vagtmandskabet og flygtningene var mere eller mindre udbredt. Åbenlyse kærlighedsforhold mellem CB-erne og lejrens kvinder synes ikke til at standse.

Den 18. september 1945 skrev lejrchefen E. Marquardsen i Grænse Posten:

• Bevogtningen af lejren har jo desværre ikke været særlig effektiv -bl.a. fordi en del af vagtmandskabet har misforstået opgaven. En kendelig bedring indtrådte med politiets overtagelse af vagten, men endnu træffer man jævnligt flygtninge på bytur uden gyldig udgangstilladelse, uden at det endda har kunnet fastslås, hvilken post, der har været så venlig at vende ryggen til. At sådanne forhold tolereres, tjener ikke til at skabe den ønskelige ro i og om lejren, det siger sig selv.

 

Der havde været masser af kontakter med lokalbefolkningen

Når der især i starten af lejrens levetid var problemer med rømninger og fraternisering udgange skyldes det hovedsageligt, at mange flygtninge inden interneringen i lejre havde været privat indkvarteret i byen eller i omegnen havde fået bekendte og kontakter uden for lejren. Disse rømninger tog dog stærkt af med tiden. Vagten blev forbedret. Nogle af de ”vanskeligste elementer” blev desuden sendt til andre lejre.

Langsomt blev bevogtningen forbedret efterhånden som politiet blev frigjort fra de mange sager i forbindelse med besættelsesårene. Endelig omkring årsskiftet 1945/46 overtog militæret vagterne ved Eksercergården.

 

”Soldater – Stemning ved Flygtninge – Lejren”

Under overskriften ”Soldater-Stemning ved Flygtninge – Lejren” bragte Jydske Tidende den 10. maj 1946 følgende lille artikel:

• Gennem længere tid har soldater fra garnisonen i Tønder varetaget vagttjeneste ved flygtningelejren i Tønder. Fordi man fra ansvarlig side ønskede en effektiv bevogtning af lejren. Med sædvanlig militær punktlighed overtog soldaterne dette arbejde efter de til formålet udarbejdede instrukser.
• Man skulle således tro, at det hele var i den skønneste orden, men udviklingen har vist noget ganske andet, og det er ikke soldaternes skyld.
• Efter hvad vagtmandskabet oplyser, har de nærmest følelsen af at gå til grin ferude, som det hedder på bredt dansk. Der udstedes i lejren udgangstilladelser i massevis og lydende på meget lang tid. Skal en flygtning således til tandlæge, lyder udgangstilladelsen på op til seks timer. I et sådant tidsrum kan der laves en del ved tænderne og endda blive tid til andre ærinder af den slags, som hele bevogtningssystemet skulle forebygge.
• Der gives langfristede udgangstilladelser til bogbytning, til skoindkøb og mange andre svævende forretninger.

 

Effektiv skoleundervisning

Skoleundervisningen blev hurtigt organiseret i Tønder-lejren. Lejrens skole nævnes allerede startet den 22. maj 1945. Til sammenligning kan nævnes, at endnu i foråret 1946 var en tredjedel af børnene i den skolesøgende alder i Oksbøl uden skolegang.

I Tønder havde børnene fra starten fået tre skoletimer, kort efter kom også sport og gymnastik på programmet og fra efteråret også faget engelsk.

Skolen rummede 247 elever fordelt på 10 klasser, men med kun 5 klasseværelser. For undervisningen stod 17 lærere.

En journalist fra Jydske Tidende kunne efter at have overværet en undervisningstime i lejren i oktober 1945 fortælle:

• Vi så en snes små piger, der under en lærerindes vejledning skrev pæne tal og bogstaver og på opfordring smukt sang en af de tyske folkesange. Det var små pæne piger, nogle med lange fletninger, men de fleste med krøller og alle med et stort smil trods det, at de så at sige er født under krigen og i hvert tilfælde opvokset under krigens gru og savn.

Disse første undervisningstiltag var blevet til på internt initiativ, vel nok ført og fremmest for at give børnene en meningsfuld beskæftigelse under lejrlivets specielle vilkår. Da flygtningesituationen hurtigt viste sig at blive af længere varighed blev skolespørgsmålet en central del af denne danske lejrordning.

 

Skolens leder med forskellig bedømmelse

Skolens leder var den 55-årige dr.phil. Karl Sasz. I lejrens interne papirer får han et lidt blandet skudsmål. Et sted bedømmes han som:

• Havende ingen forståelse for demokratisk tankegang

Han angiver dog, at han aldrig har været medlem af nazistpartiet. Andetsteds nævnes han som:

• Religiøs og demokratisk indstillet – passiv og politisk naiv tankegang

 

En lokal skolemand kastede sig over arbejdet

Inspektør for Vestsønderjylland og Vestjylland og dermed lejren i Tønder, blev den lokale skolemand lektor Dr. F. Arndt (Statsskolen). Med Arndt, der var tysk uddannet pædagog, fik flygtningeundervisningen en mand der med ildhu kastede sig over arbejdet.

 

De unge piger udgjorde et problem

Størst var problemet med at beskæftige de unge piger. De unge ubeskæftigede piger var ikke nemme at have med at gøre. De var med til at give folk en forkert opfattelse af lejren.

Det lykkedes at indsamle et par symaskiner, der blev flittigt brugt til reparation og om-syninger. Som noget af det første blev der også indrettet et skomagerværksted, et snedkerværksted og en smedje, der delvis byggede og klargjorde kakkelovne til lejren.

Mange husflidsarbejder er lavet i lejrens værksteder er lavet i lejrens værksteder, heraf mange af kunstnerisk tilsnit.

 

”Bunter Abend”

Lørdag aften var forbeholdt det muntre bl.a. også såkaldte ”Bunter Abend”, der foregik fra en scene i den store sal. Beboerne havde selv indrettet denne scene, der var forsynet med ekstra projektlys.

 

Lærlingeuddannelse og Teknisk skole

Ikke kun skolegangen kunne fortsættes i lejren også lærlingeuddannelsen kunne afsluttes eller påbegyndes. Mange unge havde fået en læreplads som elektrikere, smede, snedkere, mekanikere og meget andet. I den forbindelse oprettede lejren også selv en teknisk skole.

 

Først fra november 1946 faldt antallet af flygtninge

Antallet af flygtninge i lejren holdt sig stødt på ca. 1.300. Først i november 1946 begyndte tallet langsomt at blive reduceret. Nu kunne nogle endelig hjemsendestil Tyskland. Og der kom ikke flere ind i lejren. Tirsdag den 19, november om aftenen kunne 25 voksne og 10 børn forlade Eksercergården for, over en opsamlingslejr i Kolding, at vende tilbage til Tyskland, hvor de var sikret ophold hos familie i den engelske zone.

Lejrens endelige opløsning tog sin begyndelse i de første måneder af 1947. Kort efter den 9. januar 1947 blev 178 flygtninge fra lejren i Tønder overført til Barsmark-lejren på Løjt. I tiden derefter fulgte flere mindre transporter. En del af flygtningene med rod eller tilknytning til den franske zone kunne tage ”hjem”. De øvrige blev fordelt til andre danske lejre.

Tidligt den 6. februar 1947 kunne det største kontingent af flygtninge forlade Tønderlejren efter to år bag pigtråd. Ca. 600 kunne denne morgen glade og forventningsfulde forlade Tønderlejren efter to år bag pigtråd. De satte sig i toget på banegården og den franske zone som mål.

Den 18. februar kunne de sidste 624 tilbageværende flygtninge på nær 30, der foreløbig skulle blive tilbage for at rydde op i lejren, vinke farvel til Tønder. De blev ny interneret i Grove-Gedhuslejren ved Karup.

Hele rømningen af lejren var tilrettelagt af flygtningenes tillidsmænd med ”Bürgermeister” Radler i spidsen. Hvert eneste medlem af flygtningeskaren vidste, hvilken vogn de skulle ind i, og hvilken plads i kupeen, der var beregnet til dem.

 

En trykket stemning

Det var med trykkede minder de sidste flygtninge forlod Eksercergården den 18. februar 1947. Helst ville de have været hjem til Tyskland, men når dette ikke kunne lade sig gøre, ville man meget gerne være blevet i Tønder.

 

Stor tillid til lejr-lederen

Der var stor tillid til lejrens leder, Marquardsen. Han fik mange hjertelige afskedshilsner. Selv sagde lejrlederen:

• Det har været en stor opgave, men en ualmindelig taknemlig opgave at være leder af denne flygtningelejr. Alt er gået, som det skulle, og nag eller bitterhed råder der ikke blandt lejrens medlemmer.

Ved de sidste flygtninges afrejse skrev Jydske Tidende den 19. februar 1947:

• Administrationen af Tønder – lejren kan også være bekendt at sende flygtningene herfra. Man husker de store skarer forjagede, dårligt påklædte mennesker…..

 

Det så anderledes ud i Hohenwarde

Se hermed fik du så hele historien om flygtningene i Tønder, så behøves du ikke at vente til de er færdige derude ved Zeppelin – stationen. Og se nu kunne vi jo godt have sluttet historien. Men som tillæg får du lige situationen for flygtningene ude ved Hohewarde lige ved Højer gamle sluse.

Til 1947 fungerede den gamle herregård og senere forsøgsstation som flygtningelejr. Her fik børnene lov til at bade på et afspærret område. Og hver dag blev et par børn sendt ind til Højer efter mælk. Her var ikke kun tyske flygtningebørn, men også forældreløse børn fra mange lande.

Her var ofte koldt ude og inde, men en udmærket kok sørgede for varme ved måltiderne. I stalden sov drengene. Her var et stengulv og ingen kakkelovn eller varmeapparat.

 

Sundhedstilstanden var god

De ældste børn blev forberedt til mellemskoleeksamen. De yngste børn gik i en børnehave på stedet. Sundhedstilstanden var god hos børnene. En sygeplejerske stod til rådighed ved sygdomstilfælde, men disse tilfælde var der ikke så mange af her i den friske luft. Højer Sluse var normalt afspærret af det danske militær, så det var ikke så let at få kontakt med lokalbefolkningen. Men det skete dog at lokalbefolkningen i Højer sendte lækkerier ud til børnene.

 

Drikkevand måtte hentes inde i Højer

Der var ingen drikkevand i 1946. Det skulle hentes i spande inde i Højer. Det var en ret afsondret tilværelse dengang. Ikke alle i Højer vidste at her var en flygtningelejr. Allerede dette år talte man om at flytte ind til Tønder. De danske myndigheder mente dog at det ville være synd for børnene at opleve overdreven medlidenhed og opmærksomhed. Dette lyder dog lidt mærkeligt. Der var jo i forvejen ret mange flygtningebørn i Tønder.

 

Nazistisk undervisningsmateriale

Det var heller ikke så meget, der tydede på at de danske myndigheder var særlig opmærksomme på denne lejr. Undervisningsbøgerne var nazistiske. Lederen af lejren, Dr. Kuhlmann var en særlig person. Han var i 1919 udvandret til Brasilien, hvor han blev gift med en svensker. Der havde han en lille bondegård. I 1939 var han på familiebesøg i Tyskland, men på grund af krigens begyndelsen kunne han ikke komme tilbage.

 

På en åben lastbil

Han havde siden 1942 drevet et internat i Rheinsberg. I april 1945 var fjenden rykket nærmere. På en åben lastbil havde han transporteret internatets elever til Højer. I 1946 tog han tilbage til Brasilien. Han ville ikke forlade børnene, før deres fremtid var sikret. Over 70 af Hohenwartes børn stammede fra dette internat.

 

Diplomatiske forviklinger

Det gav en del diplomatiske forviklinger vedrørende nogle af børnene på Hohenwarde. Det viste sig at her var børn fra hele 23 nationer. Også børn, der havde været anbragt under privat indkvartering i Sønderjylland. Og 23 børn fra Danzig mellem 11 og 14 år var strandet her.

Den 26. marts 1947 kunne 18 voksne og 93 børn forlade Hohenwarte. De kom til Offenbach. Men hvad der egentlig skete med dem, interesserede ikke de danske myndigheder.

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Almanak
• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjyske Årbøger
• Jydske Tidende
• Ingolf Haase: Flygtningelejren på Eksercergården i Tønder
• Leif Hansen Nielsen: Tyske Flygtninge i Nordslesvig 1945-1948

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.111 artikler
• Under Tønder finder du 348 artikler
• Under Besættelsestiden (før-under-efter) finder du 412 artikler
• Under Sønderjylland finder du 259 artikler
• Under Højer finder du 92 artikler

 

• Tønder Statsseminarium under besættelsen
• Besættelse og Befrielse ved Grænsen
• Da Hagekorsflaget blev hejst
• Krigsårene i Tønder 1940 – 1945
• En frihedskæmper fra Tønder
• Tønder og Omegn 9. april 1940
• Flygtninge i Tønder (1)
• Tønder under besættelsen
• Besættelsestiden i Abild
• Da politimesteren skulle smides ud af kirketårnet
• Obersten i Tønder
• Nazister i Tønder
• De dødsdømte fra Tønder
• Da gadeskiltene blev skiftet i Tønder
• Tønder efter krigen
• Flygtninge i Tønder – endnu mere (2)

 

• Flygtningeprammen i Klintholm Havn 1-2
• Læger under og efter besættelsen
• Syd for Grænsen – efter besættelsen
• Tyske flygtninge
• De tyske flygtninge på Nørrebro
• Tyske flygtninge i Nordslesvig
• Karantænestationerne ved grænsen 1-2
• Flygtninge i Oksbøl
• Tyskere på flugt
• De uønskede-Tyske Flygtninge
• Danskerne kaldte dem ”Parasitter”
• Hohenwarte