Dem – man glemte

Den svenske synsvinkel var eneherskende ved krigens afslutning. Vi vil ikke nedgøre Folke Bernadotte og Svensk Røde Kors indsats. Men der var altså også andre. Starten på Jyllandskorpset. Det hele blev koordineret i Socialministeriet. En trist besked fra London. Den norske eksilregering mente, at redningsindsatsen skulle ledes fra Sverige. De rent danske hjælpeaktioner. Angrebet af allierede fly. Folke Bernadotte afviste enhver dansk hjælp. De danske og norske sømandspræster Også kartotek over danske og norske tugthusfanger. En berømt norsk tolk. Sad i tugthuse over hele Tyskland. Man redede 700 af 800 tugthusfanger. Socialministeriet betalte Røde Kors pakkerne. 410 danske jøder reddet af dansk frokost. Endelig lykkede det af frigjort fangerne i Neuengamme. Kvinderne på Padborg Station.

 

Den svenske synsvinkel var eneherskende ved krigens afslutning

Endnu i dag bliver aktionen med De Hvide Busser forbundet med Folke Bernadotte. Man har glemt alle de andre, der gjorde denne kæmpe redningsaktion muligt. Længe stod Folke Bernadottes egen udlægning som den eneste sandhed. Fra dansk side, var der en del at takke svenskerne for, så derfor holdt man lav profil. Svenskerne havde brug for goodwill over for de allierede.

Den svenske synsvinkel på hjælpeindsatsen var eneherskende efter krigens afslutning. Bernadotte hjalp også selv med til det. Der var stort ikke plads til andre i hans biografi.

 

Starten på Jyllandskorpset

Først efter 1969 dukkede de første meldinger om, at der nok var flere, der burde nævnes i den forbindelse. Vi har efterhånden skrevet en del artikler om De Hvide Busser og Karantænestationerne ved Grænsen. Du kan se en liste i forbindelse med denne artikel.

Blandt dem vi skal nævne, er kontreadmiral Carl Hammerich, der var norsk gift. Han var involveret i humanitært arbejde bl.a. Norgeshjælpen. Via gode kontakter i Norge havde han gode informationer om situationen generelt og i de enkelte KZ – lejre.

Hammerich mente at redningen af danskere og nordmænd skulle ske via landevejen. Han mente at jernbanen og havnene ville blive lagt i ruiner inden krigens afslutning. Landevejstransporten fra Danmark til Tyskland med fødevarer m.m. til de indsatte fungerede stort set upåklageligt. Erfaringer herfra kunne bruges ved en redningsaktion

Der skulle opmagasineret det nødvendige udstyr, herunder fødevarer, medicinsk udstyr, benzin m.m. til en redningsaktion, så man kunne rykke ud med an dags varsel. Til formålet blev Jyllandskorpset oprettet. Det bestod af omkring 400 mand inkl. samaritter, ordonnanser m.fl. samt omkring 120 store transportvogne, især fisketransportbiler, nogle personbiler og motorcykler.

 

Det blev koordineret i Socialministeriet

Det hele var en sammenslutning af foreninger og et hjælpekorps bestående både af statslige og private aktører.

Det hele blev koordineret af departementschef H.H. Koch i Socialministeriet. I koordinationsudvalget indgik Udenrigsministeriets afdelingschef Frants Hvass, Borghild Hammerich, kontorchef Mogens Kirstein og sekretær Finn Nielsen, samt ikke mindst læge i Johannes Holm – læge i Sundhedsstyrelsen.

I april og juli 1944 havde Hammerich været til møde med Ditleff i Stockholm. I september blev planen overdraget til den norske London – regeringens socialdepartement.

 

En trist besked fra London

På et møde i Sverige gav Koch udtryk for, at han ikke fandt Jyllandskorpset godt nok organiseret. Desuden var Carl Hammerich blevet arresteret af Gestapo. Der var også kommet nye anordninger om at militære personer først skulle evakueres. Andre fanger skulle blive i de respektive lejre til et godt stykke efter den tyske kapitulation. Beslutningen bundede i militære overvejelser. Og beskeden modtog man fra London.

 

Fra Norge mente man, at indsatsen skulle ledes fra Sverige

Men fra dansk og norsk side arbejdede man videre. Den norske minister Ditleff mente, at aktionen skulle ledes af et medlem af den svenske kongefamilie. I Danmark fik man omorganiseret hjælpekorpset. Det fik nu navnet ”Det Danske Hjælpekorps”.

 

Ren danske hjælpeaktioner

Fra oktober 1944 blev der sendt Røde Kors pakker til Bl.a. Buchenwald og Neuengamme. En aftale mellem Hvass og chefen for det tyske sikkerhedspoliti, Otto Bovensieben den 2. december 1944 åbnede mulighed for hjemtransport af 211 syge politifolk fra Buchenwald. Transporten foregik den 8. december med almindelige røde DSB – busser og var en ren dansk aktion.

 

Angrebet af allierede fly

Ugen efter var læge Johannes Holm med på en redningsaktion med danske grænsegendarmer. Det var af stor betydning at han kunne danne sig et indtryk af sundhedstilstanden. Nu blev Røde Kors pakkerne sammensat efter Holm´ s anvisninger.

Fra omkring årsskiftet 1944-45 afgik konvojerne regelmæssigt og hentede fanger så lang væk som Leipzig og Dresden fra krigsfangelejrene Torgau og Mühlberg, hvortil politiet var overflyttet i december 1944. Og her blev man angrebet af allierede fly.

 

Folke Bernadotte afviste enhver dansk hjælp

I begyndelsen af 1945 tog hjemtransporten rigtig fart. Her viste det sig, hvor vigtigt det var at have et transportberedskab og et ordentligt beredskab. Disse ting blev stillet Folke Bernadotte til rådighed, da han ankom. Ligeledes gjorde man ham opmærksom på omfattende kartotek over danske fanger. Men han afviste i begyndelsen enhver dansk deltagelse. Desuden gjorde han grin med de danske transportkøretøjer.

 

De blev hurtig glemt

Det var jo en masse, der satte livet på spil. Og en masse organisationer foreninger m.m. hjalp til. Ikke blot til selve redningsaktionen. Men man skaffede midler til de efterladte og fik sendt en masse Røde Kors pakker afsted. Det hele blev organiseret af i dag glemte personer. Dem burde man også ære.

 

Vil ikke nedgøre Folke Bernadotte og Svensk Røde Kors

Vi vil bestemt ikke med denne artikel nedgøre Bernadotte og svensk Røde Kors indsats. Men forud var der gået et stort stykke forberedelsesarbejde, hvor mange var impliceret. Bernadotte havde fået udrettet, at de fleste af de danske fangere blev samlet i Neuengamme, men så ikke længere. Det kom først bagefter.

 

Da danske og norske sømandspræster

Og glemt har vi også de norske og danske sømandspræster, heriblandt Sophus Boas fra Hamborg og legationspræsten Axel Jeppesen i Berlin. De havde fået henvendelser fra pårørende i Danmark. De tog rundt til især tugthuse og fængsler. De smuglede forskellige goder ind så som cigaretter, skråtobak og vitaminpiller. Dette kun let omsættes til brød op fængslets sortbørs. Således svarer to ruller skråtobak 42 dagsrationer af brød.

Især Søren Boas var god til at smugle. Han fik efter krigen tilnavnet ”Den danske pimpernel Smith” Fangerne følt6e også, at de ikke var helt glemt. Der var nogen, der talte deres sag.

 

Også kartotek over danske og norske tugthusfanger

De to danske præster fik sammen med deres norske kollegaer opbygget et godt fangekartotek. Dette blev løbende sendt til Udenrigsministeriet. Jeppesen rejste på diplomatpas, så han slap for kontrol i Tempelhof – flyvepladsen. Og dette kartotek fik stor betydning i redningen med De Hvide Busser.

 

En berømt norsk tolk

Vi skal heller ikke glemme tolken Hitgunt Margret Zasssenhaus. Hun blev i 1938 kandidat i skandinaviske sprog fra Universitetet i Hamborg. Hun blev straks efter sin eksamen tolk ved retten i hamborg. Tillige var hun ansat ved postcensuren i Hamborg. Hun sørgede bl.a. for at bønner om at sende pakker med fødevarer kom videre til deres skandinaviske modtagere.

Hun fulgtes med både danske og norske præster med rundt over hele Tyskland. Efter krigen fik hun hædersbevisninger i både Norge, Danmark og Tyskland.

 

Sad i tugthuse spredt over hele Tyskland

Præsterne havde kun fået lov til at foretage kirkelige handlinger på ca. 20 – 25 minutter ad gangen. De danske og norske præster nåede at besøge hovedparten af de skandinaviske indsatte. Fængselspersonalet var ofte blevet bestukket med cigaretter, smør og snaps.

Tugthusfangerne udgjorde et særligt problem. De sad spredt i fængsler og tugthuse over hele Tyskland. De danske tugthusfanger udgjorde ca. 800 og de var fordelt på 25 destinationer. De norske fanger var spredt over hele 70 destinationer.

Vilkårene for dem varierede meget. Der var kaos i den tyske forvaltning, så det var uhyggelig svært at holde styr på.

 

Man redede 700 af 800 skandinaviske tugthusfanger

Det var uklart om den aftale, man havde indgået, også gjaldt disse fanger. Hjælperne valgte at tolke Heinrich Himmlers tilsagn i den rigtige retning. Modstridige fangevogtere kom på andre tanker, når de fik en gang tobak eller en snaps.

Tre dødsdømte kvinder slap således fra tugthuset i Waldheim. 479 nordmænd og 228 danske blev hentet hjem fra de tyske tugthuse. Det var mere end 700 af de 800 skandinaviske fanger.

 

Socialministeriet betalte for Røde Kors – pakkerne

Officielt stod Dansk Røde Kors for afsendelsen af levnedsmiddelpakkerne til danskere i KZ – lejrene. Men i virkeligheden blev det bekostet af socialministeriet. Officielt var Holm læge, men det var ham, der stod for organisationen af hjælpepakkerne.

 

410 danske jøder reddet af dansk frokost

Nede i Theresienstadt sad 410 danske jøder. Bernadotte havde udskudt afhentningen, idet de tyske forhandlere på dette tidspunkt af krigen nærrest viste en paranoid uvilje mod overhovedet at have noget med jødernes redning at gøre. Bernadotte var bange for at hele aktionen ville mislykkes, hvis man mistede ”goodwill” hos tyskerne. Han valgte derfor ikke at gøre mere ved det.

Frants Hvass og Johannes Holm slog sig ikke til tåls med den besked. Man måtte handle efter konduite. Direkte i modstrid med Bernadottes ordrer blev der opstillet et korps af danske chauffører og svenske befalingsmænd i svenske busser. Konvojen blev sendt afsted fra Friederichsruhe samtidig med at Holm og Himmlers forbindelsesofficer dr. Rennau kørte til Berlin for at forhandle direkte med folkene i Reichssicherheitsdiensthauptamt i Wannsee.

I hovedkvarteret gik forhandlingerne trægt. Man kom ikke nogen vegne. Men selv i nazi-spidsen sultede man i disse dage. Så da Johannes Holm diskede op med et ”bestikkelsesmåltid” bestående af de lækreste ting med øl og snaps til, var der intet til hinder for, at de fornødne stempler og papirer blev underskrevet. Jøderne blev altså reddet af en god dansk frokost. De blev afhentet den 15. april. Ad farefulde veje nåede konvojen helskindet til Sverige.

 

Endelig lykkedes det at få frigjort fangerne i Neuengamme

Endelig lykkedes det at få frigjort fangerne fra Neuengamme. Hitlers ordre var ellers at ingen fange måtte falde levende i de allieredes hænder. Rædselsgerningerne skulle slettes og alle overlevende fanger myrdes. I dette ragnarok lykkedes det i et forunderligt puslespil af svenske, danske og norske brikker at vriste næsten 20.000 mennesker ud af nazisternes kløer.

 

Kvinderne på Padborg station

Man har også glemt at nævne det store stykke arbejde, man gjorde på Karantænestationerne ved grænsen. Særlig dengang, da to store tog på to dage bragte flere tusinde kvinder fra Rawensbrück til Padborg Station. Man var helt uforberedt men klarede udfordringerne.

 

 

 

 

 

Kilde:

• Hans Sode – Madsen: Reddet fra Hitlers Helvede
• Johannes Holm: Sandheden om De Hvide Busser
• Jørgen H. Barfod: Helvede har mange navne
• Bo Lidegaard: Redningsmænd
• Gads Leksikon om dansk besættelsestid
• Politihistorisk Forening
• dengang.dk – diverse artikler
• berlingske.dk
• wikipedia.dk
• vl.no
• kristeligt-dagblad.dk

 

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.969 artikler
• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 396 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 64 artikler

 

• En mindepark i Kruså
• Myten om De Hvide Busser
• Sandheden om De Hvide Busser
• De Hvide Busser – nok engang
• Karantænestationerne ved grænsen
• Sandheden om karantænestationerne