En Mindepark i Kruså

Mennesker, der var med ”De Hvide Busser”. 101 grænsegendarmer kom ikke tilbage. En plan fra Norge. Bernadotte forhandlede med Himmler. De allierede imødegik ikke Himmlers ønske. De danske KZ – fanger betragtede Bernadotte som helt. En mindesten i en grusgrav. Ikke et varigt had til naboen i syd. En norsk sten, der også takkede danskerne. En statue på en græsskråning. Danske embedsmænd banede vejen Folke Bernadotte kom først i marts 1945. Bernadotte mente ikke at danskerne kunne bidrage med noget som helst. Halvdelen af svenskerne tog snart hjem igen. Nu havde de pludselig brug for danskerne. Og svenskerne havde brug for goodwill hos de allierede. Det tog danskerne hensyn til. Men i 1969 kom sandheden frem. Har man ikke glemt nogen i den mindepark?

 

Mennesker, der var med De Hvide Busser

Til minde om, det der udspillede sig i krigens allersidste måneder, er der i Kruså rejst en mindepark. Den ligger langs hovedvej 10 umiddelbart syd for Korsvejen op det sidste stykke af vejen mod grænsen.

Den er rejst af mennesker, der var med De Hvide Busser. De blev bragt ud af Tysklands inferno til Danmark og videre til Sverige.

 

101 Grænsegendarmer kom ikke hjem

Ifølge en rapport fra Udenrigsministeriet blev der i tiden indtil 13. marts 1945 deporteret 6.083 danskere til straffelejre i Tyskland. Af dem vendte 10 pct. ikke tilbage.

140 grænsegendarmer blev ligeledes deporteret. Og af disse vendte kun101 tilbage.

 

En plan fra Norge

En plan om at hjembringe de stærkt svækkede fangere fra Norge og Danmark blev fremsat af den norske minister Ditleff. Medio marts 1945 accepterede de allierede magter denne plan.

 

Bernadotte forhandlede med Himmler

Den norske minister pegede på den svenske prins, grev Folke Bernadotte. Han havde som viceformand for Svensk Røde Kors tidligere under krigen ledet en større krigsfangeudveksling.

Under store anstrengelser med hjælp fra bl.a. andre også Himmlers baltiske livlæge Felix Kersten, lykkedes det efterhånden at opnå tilladelse til at alle skandinaviske fanger blev samlet i Nordtysklands største koncentrationslejr Neuengamme ved Hamborg. De blev så transporteret gennem Danmark til Sverige.

 

De allierede ville ikke imødegå Himmlers ønske

Som modydelse måtte Bernadotte fra Himmler overbringe et tilbud om Tysklands kapitulation overfor Vestmagterne, men ikke over for Rusland. Men det var et tilbud som Vestmagterne straks afslog.

 

De danske KZ. – fangere betragtede Bernadotte som helt

De skandinaviske fangere var bragt over den danske grænse den 22. april. I krigens allersidste dage blev mange tusinde polske, hollandske, belgiske og franske kvinder fra koncentrationslejre i øst ført til Sverige.

Vi har tidligere berettet om, hvordan tusinder af kvinder fra Rawensbrück ankom til Padborg Station to dage i træk.

De danske KZ – fangere betragtede Folke Bernadotte som en sand helt. De ville sætte ham et varigt minde. Og midlerne dertil blev fremskaffet ved en indsamling.

 

En mindesten i en grusgrav

I 1949 nedsattes en meget stor komite til udførelse af planen. Men der opstod hurtigt en strid. En lille gruppe skilte sig ud.

I løbet af en måned rejste denne gruppe, som ønskede at være anonym uden udgifter til plads, materiale eller arbejdsydelser mindestenen på vejens vestside. Dette er en natur-sten på over 12 tons med et bronzerelief til Folke Bernadotte.

Den rejstes i en grusgrav som senere blev tilplantet med grønt. Ved siden af og bagved stenen står tre flagmaster, hvoraf den midterste skulle bære et evigt vajende Røde Kors flag. Det gjorde den så i mage år,

 

Ikke et varigt had til naboen i syd

Ved afsløringen som foregik i silende regn i mørkningen på femårs-dagen for Bernadottes død den 17. september 1953 udtalte formanden for den store komite, minister Per Federspiel de fremadskuende ord:

• Uden Bernadottes indsats havde forholdet Danmark og Tyskland været uopretteligt også derfor skylder vi ham tak, for det er hverken sundt eller kristeligt for at folk at nære et varigt had til sin nabo.

 

En norsk sten, der takker danskerne

På 10 års dagen for både Norge og Danmarks befrielse den 5. maj 1955 afslørede den norske udenrigsminister, Halvard Lange en norsk mindesten sat som tak for den danske hjælp til de norske Tysklands-fanger.

Inskriptionen på stenen lyder:

• På denne vei kom våren 1945 tusender af norske politiske fanger hjem over fra nazistiske fengsler og konsentrasjonslejre. Denne bauta har Norge reist til minne om de danske hjelpetransporters innsats.

Man kan vel sige, at denne indskrift måske bedre afspejler, hvad der skete dengang og hvem der løb risikoen.

Oprindelig stod stenen vest for vejen men efter dennes regulering og udbygning flyttedes den over på den østlige side af den gamle chausse fra 1850’erne som stadig blev brugt i 1945.

 

En statue på en græsskråning

Men man diskuterede stadig et hovedmindesmærke for Bernadotte. Denne havde tidligere udtalt sig om, at den skulle forstille ”Daniel i Løvekulen”. Man havde lavet en konkurrence, og denne model fik førsteprisen. Men det vakte så megen modstand, at man frafaldt det symbolske projekt.

En statue af Bernadotte blev et gennemførligt kompromis. Denne udførtes af billedhuggeren Jørgen Gudmunsen-Holmgreen. Det blev en meget fin vellignende skulptur. Den 4 meter høje skulptur står på en græsklædt skråning.

Afsløringen fandt sted den 5. oktober 1960 under meget stor deltagelse. Her udtalte Per Federspiel igen kloge ord:

• Vi er på vej ind i en ny tid, hvor krig mellem folk er utænkelig, men fortiden skal ikke glemmes, så ond og hæslig, den end har været, for det er en del af vores historie.

Gad godt nok vide, hvor mange mennesker, der skænker disse mindesmærker en tanke. Folk glemmer snart denne historie. Men er hele fortællingen ikke blevet for personfikseret?

 

Danske embedsmænd banede vejen

Ingen tvivl om at Folke Bernadotte gjorde et stort stykke arbejde. Og myten om ham har bidt sig fast. Hovedparten af æren skal i stedet tilskrives danske embedsmand.

Det er da rigtigt, at Folke Bernadotte spillede en central rolle som forhandler over for chefen for Gestapo, Reichsführer – SS Heinrich Himmler. Men forarbejdet og den praktiske gennemførelse i den sidste ende stod nogle danske embedsmænd og departementschef i Socialministeriet Hans Henrik Koch og afdelingschef i Udenrigsministeriet Franz Hvass i spidsen for. Uden dem og deres medhjælpere var den store redningsaktion givet vis aldrig lykkedes.

 

Folke Bernadotte begyndte først i februar 1945

Man har også glemt, at der var noget, der hed Jyllandskorpset og Det Danske Hjælpekorps. Først i midten af februar 1945 trådte Folke Bernadotte til. Hans første aktion var befrielse af svenske kvinder.

 

Bernadotte mente ikke, at danskerne kunne bidrage med noget

Det Danske Hjælpekorps stillede sig tidligt parat til at hjælpe Bernadotte og svensk Røde Kors. Man kunne stille op med 40 busser, 30 lastbiler, 18 ambulancer og et antal personbiler og motorcykler. Dertil kom et mandskab bestående af, læger, sygeplejersker, chauffører m.m. Men Bernadotte og svensk Røde Kors ønskede ikke nogen dansk hjælp.

Oprindelig var der forventet, at der kom 100 biler med mandskab på ca. 370 fra Sverige. Men der kom kun 70 biler og et mandskab på 280.

Bernadotte kunne dog ikke se, hvad danskerne kunne bidrage med, selv om Jyllandskorpset og Det Danske Hjælpekorps havde store erfaring i evakuering. Ja han var direkte uvenlig over for danskerne. Han var heller ikke interesseret i kartoteker over danske fangere. Og så mente han i øvrigt, at de biler danskerne anvendte var ”Kakkelovnsbiler” Svenskerne ønskede at se så lidt til danskerne som muligt.

 

Halvdelen af svenskerne rejste hjemme

I begyndelsen af april 1945 rejste halvdelen af svenskerne hjem. Og man havde kun opnået at evakuere en fjerdedel af den planlagte evakuering. Så endelig kunne Bernadotte og svenskerne bruge den danske hjælp. Fra dansk side bidrog man nu med:

• 123 rutebiler
• 30 ambulancer
• 18 lastvogne
• Personvogne og motorcykler
• 450 personer, heraf 10 læger og 16 sygeplejersker

 

Svenskerne havde brug for goodwill

I 1945 udkom Bernadottes bog ”Sluttet”. Bogen er selvpromenerende og levner stort set ikke plads til andre end ham selv.

De involverede danske personer besluttede alligevel ikke til at udtale sig. Holdningen var, at selv om de norske og danske aktører spillede en væsentlig rolle i de officielle svenske redegørelser havde Folke Bernadottes medvirken formentlig været af afgørende betydning.

Holdningen var at svenskerne havde brug for ”goodwill”. Og det ville man give dem, fordi de tog imod de danske jøder. Dengang var det ikke tidspunktet for kritik. Svenskerne havde brug for anerkendelse hos de allierede. Og så var Bernadotte også i familie med de kongelige, så skulle man da ikke kritisere ham.

 

Sandheden kom frem

Det var vel først i 1969 med bogen ”Helvede har mange navne” at sandheden kom frem. Men myten om Folke Bernadotte lever dog stadig den dag i dag. Han bliver i den grad forbundet med ”De Hvide Busser”. Bogen fik en hård medfart i medierne, da sandheden pludselig kom frem.

 

Har man ikke glemt nogen i mindeparken?

Og hvad med de sygeplejerske- og læger, der arbejdede i døgndrift på karantænestationerne. Ja de burde da også mindes.

 

 

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk -diverse artikler
• Tidsskriftet Pigtråd
• Politihistorisk Forening
• Hans Sode-Madsen: Reddet fra Hitlers Helvede
• Johannes Holm: Sandheden om De Hvide Busser
• Jørgen H. Barfod: Helvede har mange navne
• Gads Leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945
• Bo Lidegaard: Redningsmænd

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.958 artikler
• Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 395 artikler
• Under Padborg/Kruså finder du 64 artikler

 

• Sandheden om De Hvide Busser
• De Hvide Busser – nok engang
• Myten om De Hvide Busser
• Karantænestationen ved Grænsen
• Sandheden om Karantænestationerne
• De svenske forbindelser under anden verdenskrig