Bryllupsskikke i Sønderjylland

Man skulle følge skikkene. Og så skulle man gifte sig standsmæssig. Skrædderen hjalp. Efterhånden fik de unge lov til selv at bestemme. Da forlovelsen blev en kirkelig handling. Skolebørn skrev indbydelse. Brudens udstyr ankom. Kostmanden blev udsendt. På Rømø gik man med paraply. Masser af arbejde for medarbejderne. ”Ryk-ind-dag”. Brudesengs-dagen”. Masser af skinke som gave. Et stort ansvar for ”Rede-konen”. Brudekronen kunne man leje. Vogntoget måtte ikke stoppe. ”Stærkere end døden er kærligheden”. Indtil 1736 sang man tyske salmer til dansk vielse. De store drenge lavede konkurrence. Modtaget med salut i Frøslev. Det blev forbudt, men man fortsatte til 1914. I Højer forårsagede salutering gårdbrande. Man skulle vente på præst og degn. Skafferen var forsynet med spanskrør. På vestkysten var der vinsuppe. Indsamling. Stakkels brud – hun skulle danse med mange. Brudgommen skulle tage brudekronen af – det var ikke let. Brødsuppe om morgenen i sengen. Æ Knawdaw eller ”Ben – gildet”. Dans om huset og ”Ned ad gaden”. Man måtte ikke overdrive festen og gaverne. I Højer skulle man plante træer for at blive gift.

 

Man skulle følge skikkene

På landet var brylluppet en fest for hele landsbyen. Man hjalp hinanden ved sådan en fest. Vi starter med at tænke os ca. 200-250 år tilbage. Det har altid været sådan at dem som ikke ville følge de gamle skikke, ikke kom med i fællesskabet.

 

Man skulle gifte sig standsmæssig

Det var også vigt dengang, at de unge fik en god uddannelse. Og så skulle man sørge for at blive gift standsmæssigt og ikke nedefter. Det var far og mor, der bestemte, hvem der skulle have hinanden dengang og ikke de unge selv.

Forældrene ordnede den materielle del af sagen. Økonomien skulle være i orden.

 

Skrædderen hjalp

En giftefærdig pige sad på gården, og det var en god gård. En gammel tante blev sat ind i sagen. Hun gik hen og talte med skrædderen. Han kom rundt i hjemmene og kendte alle folk – også deres økonomiske forhold. Lykkede det at finde en passende ung mand, blev hans forældre først inviteret til den unge piges hjem.

Man snakkede om alt mulig andet. Først til sidst kom man ind på sagen. Så diskuterede man ivrigt medgiften og den øvrige økonomi. Som tak fik skrædderen en pengegave eller et par lange støvler.

 

Efterhånden fik de unge lov til selv at bestemme

Efterhånden fik de unge selv lov til at bestemme, hvem de ville gifte sig med. Han blev bonde og hun passede hus og have. Men de unge piger skulle foruden at lave mad også helst kunne bage, brygge øl, spinde, væve, støbe lys m.m.

Kom så den dag, hvor de unge selv havde aftalt, hvor han skulle hen at fri, stillede han i det fineste stads i hendes hjem, mens hun havde travlt i køkkenet. Blev de enige, blev pigen så kaldt ind.

 

Da forlovelsen blev en kirkelig handling

I 1544 indførte Christian den tredje at forlovelsen skulle være en kirkelig handling. Præsten holdt en from og formanende tale. Præstefruen serverede vin og kransekage. Søndagen derefter blev der så lyst til ægteskab fra prædikestolen.

Det var en kongelig bestemmelse befolkningen ikke var særlig glad for. Men den holdt sig til 1875. Forlovelsesfesten fortsattes i brudens hjem. De unge gav hinanden gaver. Han kunne forære hende et snittet eller malet manglebræt, en salmebog med sølvspænde eller en fin lugtedåse i sølv af form som et hjerte. Hun gav ham en merskumspibe eller en urkæde, flettet af sit eget hår.

Trolovelsesgildet blev engang kaldt for ”Fæstel” og så fik man Fæsteøl.

 

Skolebørn skrev indbydelsen

I Varnæs var det skolebørn, der skrev indbydelsen. Læreren skrev på tavlen, hvad der skulle stå. Og dengang hed det ”Kostbrev” De dårligst skrevne indbydelser havnede i kakkelovnen.

 

Brudens udstyr ankom

Brylluppet skulle som regel være en fredag og stod i brudens hjem. De unge mænd hentede borde og stole og pyntede loen. Pigerne hjalp med at smykke bruden. Der skulle købes ind og brudens udstyr skulle flyttes til det nye hjem.

En uge før brylluppet om torsdagen kørte naboerne op foran brudens hjem for at hjælpe til. Hun havde samlet ting sammen. En liste fra Als afslører:

• 2 egetræskister
• 2 skrin
• Klædeskab
• Kommode
• Køkkengrej
• Lysestager
• Linned
• Sengeklæder
• Gangtøj
• Forklæder
• En ko
• Et par får med lam

Pigen kom med det første læs. Den unge mand var med den vogn hvor spindehjulet var. Der sad han og drejede hele vejen.

Man måtte ikke nyde noget på vejen først ved ankomsten. Det første der kom på plads, var brudesengen og sengetøjet hertil.

 

Kostmanden blev udsendt

I kirken blev der lyst til ægteskab tre gange. Om tirsdagen inden brylluppet købte man ind alt det ”udenlandske” og fine, som man ikke selv havde. På Als blev ”Kostmanden” sendt afsted i dagene før festen for at byde ind.

Han red fra gård til gård i sit fine tøj og med blomster og bånd i hatten:

• Go’ Daw, Go Daw. Er I her alle som hører til huset?

For før alle var der, måtte han ikke fremsige sin ”kostkage”. Han tog så fat i en køre. Gik har i stå måtte han starte forfra. Derfor lod han sig ikke forstyrre. Så sluttede han:

• Så kom I alle, som jeg har sagt!

Så kom snapsen frem. Når turen varede 3- 4 timer, var det ikke underligt at kostmanden var ”højt til biens”, når han endelig nåede hjem.

Man kaldt også denne person for ”Bydemanden”. Det var typisk brudens bror eller nærmeste slægt.

 

På Rømø havde man en paraply med

På Rømø blev to skænker sendt ud med paraply i hånden kun to dage før brylluppet. Det lød nogenlunde sådan:

• Æ sku helsen fra Peter Fisk å hans kjærst om I vil væe så goj å kom å Tprsde morn å drikk en kop kaffe å følle mæ dem te æ kirk å høe æ viels å følle mæ dem hjem tæ ma å tej del i æ fornøjels.

 

Masser af arbejde for medarbejderne

”Skænkerne” lånte borde og bænke i nabolaget. Brudepigerne gik parvis og lånte tallerkner, knive, gafler, skeer og kopper, kaffekander, lysestager, lamper og hvad der ellers hørte til.

”Fadekonen” fik travlt med at samle bestik, porcelæn og duge. Karlene skulle ”drage lo”. De største lagner blev omhyggelig syet sammen til et mægtigt stykke, som blev holdt op i midten med et stort pyntet vognhjul med blomster og lys. Og så faldt det ned til alle sider som et telt. Loens støvede bjælker og stråtaget skulle gemmes.

 

Ryk-ind-dag

Torsdagen var en rigtig ”Ryk-ind-dag”. Folk fra hele landsbyen kom med gaver, mest madvarer til festen. Under stort ståhej blev de beværtet i køkkenet. Bordene blev dækket.

 

Brudesengs-dagen

Og svigermor pyntede brudekammeret. Men det var nu ikke altid svigermor, der stod for dette. Ofte var det ”Rede-konen” Hun lagde frisk halm i sengen og rene lagner og dyner. Oven på den ny-redte seng lagde hun sin gave til svigersønnen.

Det var gerne en skjorte, hun selv havde syet og hvide, strikkede strømper med smalle, kulørte strømpebånd. Var hun færdig kaldte hun på sin svigersøn og stod i et hjørne og så til. Pludselig råber hun:

• Men hvor er din brud?

Hun havde gemt sig. Nu gik den vilde jagt indtil hun var fundet og hjembragt.

Den første af mange festdage blev netop også kaldt ”Brudesengsdagen”. Det var også den dag, hvor de indbudte bragte fødevarer til bryllupsgården. Til gengæld fik de et lille traktement. Den dag vartede brud og brudgom op, mens brudens far (eller mor) og Brudgommens mor (eller far) sad som brudefolk i højsædet.

 

Masser af skinker som gave

En mand i Sundeved fik omkring 1840 af 180 indbudte 73 børster (skinker) og desuden senere i brudegade 750 mark.

Ti år efter, da han igen holdt bryllup, var der 110 indbudte. Da fik han 53 skinker og 434 mark.

 

Et stort ansvar for Rede-konen

På Rømø blev den aften brudesengen blev opredt med ”Rede-konens” assistance. Alt skulle være i orden lige fra undertøj til fuldstændig beklædning. Og alt hvad der hørte til sovekammerudstyr, skulle være i orden.

Når de, der var fremmødt, havde fået en kop kaffe blev sengen med tilbehør dem forevist af ”Rede-konen”.  Det var en ceremoni, der gav anledning til mange drøje vittigheder. Var alt i orden blev der drukket en skål på det og gæsterne dansede hele natten.

Det var slemt for rede-konen, hvis ikke alt var i orden.

 

Brudekrone

Bruden havde dengang ikke slør, men en smuk brudekrone på hovedet. Den kunne lejes i præstegården, om man da ikke var så velhavende, at familien havde sin egen. Kunstige blomster, perler, sølv eller guld smykkede bruden. To gifte koner pyntede hende. Hun måtte ikke se sig selv i spejlet.

 

Vogntoget måtte ikke bare stoppe

Og så gik det ellers mod kirken. 12 – 14 unge mænd red foran brudefølget. Spillemændene skulle spille hele vejen. Bruden kom med sine piger. Brudgommen kom med sine karle. Det må have set flot ud dengang med de skønne dragter.

Vogntoget måtte ikke holde undervejs. Det betød ulykke. Men hvis der kom et kæmpe regnskyl, betød det – velsignelse:

• En Mål i æ smyk gir Lyk.

 

Stærkere end døden er kærligheden

Ved Højer Kirke var der en indgangsdør, der vender mod nord. Den kaldes Brudedøren. Engang blev den beslået med søm og forsynet med Højers og Frederikskogs våben. Ovenover stod der på tysk:

• Stærkere end døden er kærligheden

 

Indtil 1736 sang man tyske salmer til dansk vielse

Når der var bryllup med kirkelig vielse, blev indgangen brugt for brudeparret og deres gæster. Når vielsen blev foretaget på tysk, sang man:

• Jesu gehe voran
• So nimm den meine Hände

Var vielsen på dansk, sang man:

• Det er så yndigt at følges ad
• Jert hus skal I bygge på ordets klippegrund

Indtil 1736 blev der sunget tyske salmer, selv om vielsestalen var på dansk,

 

De store drenge i konkurrence

Præsten stod i kirkedøren og tog imod. Efter vielsen gik alle om bag alteret og ofrede. Først efter vielsen og på vejen hjem sad det unge par sammen. På Als var det den ejendommelige skik, at de store drenge kappedes om, hvem der kunne ride flest gange mellem brudetoget og gården, inden brudeparret kom – et vildt ridt.

 

Modtaget med salut i Frøslev

I Frøslev blev man gift i Hanved Kirke. Når brudeparret så igen nærmede sig Frøslev blev de modtaget med salut af mange skud fra gårdene. Der blev skudt med gamle muskedonnere og jagtgeværer. I smedjen stod en lille kanon, der var glemt af østrigerne i 1864. Ud fra denne kom et ordentligt skud. Så kraftig var det, at kanon tog nogle kolbøtter. Når brudeparret skål blev drukket om aftenen var kanon placeret ude foran vinduet. Og den blev så bragt til salutering.

 

Forbudt – men man fortsatte bare

Men denne tradition blev forbudt. I 1898, da et køretøj med brudeparret kørte løbsk og vognen væltede på kropladsen. Bruden kom slemt til skade. Men kanonerne blev nu brugt helt til 1914.

 

I Højer forårsagede salutering gårdbrande

I Højer – området blev der også skudt. Men også her blev det forbudt efter flere gårdbrande i den forbindelse. På grund af et sådant skyderi opstod der brand i Chresten Thygesens hus i Sønder Sejerslev.

 

Man skulle vente på præst og degn

Man kunne ikke gå til bords før præsten og degnen havde indfundet sig. Dem blev man nød til at vente på. Disse to personer kunne ikke undværes til sådan en fest. Det var også de første to, der skulle holde tale.

 

Skafferen var forsynet med spanskrør

Nu kom skafferen på arbejde. Enhver skulle sidde efter rang og stand og ældre i stuerne. På Rømø gik skafferen rundt med et tykt spanskrør. Det var ham, der bestemte rangfølgen, hvornår der skulle spises, drikkes punch og meget mere.

De unge skulle på loen. Nødder og rosiner blev stillet frem. ”Strøpigerne” fyldte skålene efterhånden som de blev tomme.

Med følgende bramfri opfordring bød skafferen så til bords:

• Æde folkens, æde, ka I li de´, Gi I ha’ de’ ellers ka I arme salighedspart la’ de’ stå!

 

På vestkysten var det vinsuppe

Suppen kom på bordet med suppekød og slagtehøns. Præsten holdt sin tale. Så blev stegen sat frem og risengrød. Ris kom fra østen. Det var dyrt og fint. Konerne fik kager, mændene tobak.

På vestkysten var det uomgængeligt vinsuppe med kogt skinke og franskbrød med smør, man fik til festmiddagen.

 

Indsamling

Havde de spist en 3-4 timer, gik døren til køkkenet op. En mand kom ind med en tallerken i hånden og erklærede, at kogekonen havde været så uheldig at slå en stor kostbar terrin i stykker. Lidt senere gik atter en tallerken om – det var til Kostmanden. Den tredje indsamling gjaldt de gamle og fattige i landsbyen. Til slut holdt ”skafferen” en tale og bød velkommen.

Nogle steder var der indsamling til jordemoderen og musikken.

 

Stakkels brud – der skulle danse med mange

Loen blev nu ryddet, der skulle danses. Bruden havde imidlertid trukket sig tilbage for at skifte tøj. Brudekronen blev afløst af den hue, de gifte koner gik med. Det var almindeligt, at skafferen dansede den første dans med bruden. Derpå dansede hun med brudgommen., faderen, svigerfaderen osv. Bruden skulle nogle steder først danse med alle ”Legesvendene”. Det var dem, der red foran bryllupstoget. Og så først kunne hun komme til at danse med brudgommen.

 

Brudgommen skulle tage brudekronen af

Ja og denne skulle så tage brudekronen af bruden. Det havde han ofte møje og besvær med. Ingen måtte hjælpe ham.

Punch og øl satte stemningen i vejret. Man blev ved til den lysemorgen. Mændene spillede kort. Byens bedste spillemænd leverede musikken. En stor terrin fyldtes med gaver. Den nærmeste familie gav sølvtøj ellers gav man penge. Ellers kunne man ikke afholde så stort et bryllup.

 

Brødsuppe om morgenen

Ved midnatstid trak brudeparret sig tilbage fulgt af lystige gæster. Nu gjaldt det om at passe på, at alle vinduer og døre var forsvarligt lukkede og tildækkede. Alskens løjer blev drevet. Måske var lagnerne syet sammen.

Hen på morgenen blev der banket hårdt på døren og brudgommen måtte lukke op. Under stort halløj blev en brun krukke med brødsuppe og en stor træske bragt ind. Hun måtte siddende op i sengen made sin med skeen. Det var ellers noget, der blev praktiseret på Als.

 

Æ Knawdaw eller Ben-gilde

Lørdagen var ”Æ knavdav”. Her blev der spist rester og holdt gilde for hjælperne. Om søndagen gik alle i kirke. På Sundeved blev dette kaldt ”Bengilde” I Vodder kaldtes det ”Opsamlingsdag”.

 

Dans om huset og ned ad gaden

Ja dagen efter selve brylluppet dansede man ofte rundt om huset. Det hedder sig, at man trodsede selv den værste snestorm (Rømø).

Nogle steder ”danses der op på gaden”. Når bruden havde dansen her, skulle hun løbe bort og brudgommen skulle da gribe hende. Men ofte mislykkedes dette og en anden greb hende.

 

Man måtte ikke overdrive

Den 24.juni 1783 blev der indskærpet, at man skulle afholde sig fra overdådigheder på landet i forbindelse med bryllupper, barnedåb, begravelser m.m. Ved bryllupsmåltiderne kunne der tillades, at seks personer vartede op. . Prædikanterne havde pligt til at oplæse og indprente menigheden om disse bekendtgørelser fra prædikestolen to gange om året.

Det kunne faktisk betale sig overtrædelser og overskridelser, hvis man ikke selv var inviteret med til en bryllupsfest. Man fik nemlig en tredjedel af bøden udbetalt til sig selv.

 

Gaver fra 1686

Peter Beyer i Skast holdt bryllup den 25. maj 1686. Han havde nøje nedskrevet gaverne. Antallet af givere var 140:

• 409,50 mark
• 29 sølvskeer
• 6 bryllupsbæger i sølv
• 5 ½ pund sølvtøj
• Alt i alt til en værdi af 673 mark

 

Man skulle plante træer for at blive gift

I Højer kom også en forordning med at plante træer, inden man blev gift:

• Plante mindst 10 unge piletræer og 15 unge asketræer, eller betale 1 rigsdaler for hvert manglende træ.

Der skulle føres omfattende bevis for, at det var sket. De forpligtede sig også til under samme bødeansvar at holde træerne ved lige. Problemet var bare at herude vest på, var det svært at finde læ.  Ofte var det her en strid vestenvind. Mange af disse træer er sikkert gået ud.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• ringsteddansere.dk
• Hans Frederik Feilberg: Dansk Bondeliv
• Troels Lund Daglig Liv
• T. Kristensen: gamle fortællinger fra jyske almueliv
• Holger Hjerholt: Sønderjysk sprog- og folkemindeforskning
• Fortid og Nutid

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.940 artikler
• Under Sønderjylland finder du 236 artikler
• Under Højer finder du 79 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 64 artikler
• Under Aabenraa finder du 192 artikler

 

• Bryllupsskikke fra Højer
• Bryllup i Varnæs
• Frøslev – dengang Sønderjyllands længste landsby
• Højer Kirke
• Rømø – en ø i Vadehavet