Sønderjyllands Oldtid

De første mennesker fundet ved Jels. For ca. 6.000 år siden fik mennesker bugt med natur, dyr og planter. Masser af skov. Bundsø på Als. Stengrave, Jættestuer og dysser. Gravkamre, bronzealderen. Kobberet tilsat tin. Kæmpehøje. Egekistefund. Skrydstrup-pigen. Rav var efterspurgt som betalingsmiddel. Bronze-og guldskåle. Jernalderen. Oldtidskirkegård. Hjortespring Mose. Nydam Mose. Hvem var fjenden? Britannien blev erobret. Tre – fire stammer i Sønderjylland. De to Guldhorn fra Gallehus. Cirka 200 ældgamle landsbyer som ender på torp. Nordens ældste byer.

 

De første mennesker er fundet ved Jels

Da indlandsisen for måske en 20.000 år siden havde trukket sig tilbage fra Jyllands østkyst, ja da var der sikkert allerede mennesker i Danmark. De var kommet sydfra – gennem Sønderjylland. Deres våben var simple økser lavet af rensdyrtak. Der er bl.a. fundet nogle i Nordtyskland.

Man siger dog, at det første tegn på mennesker er fundet ved Jels og det går tilbage til 13.000 år f.Kr. De første mennesker var rensdyrjægere.

 

For ca. 6.000 år siden fik mennesker bugt med natur, dyr og planter

Klimaet blev efterhånden mildere herhjemme. Men der er kun få fund i Sønderjylland. Man har ikke fundet ”køkkenmøddinger” ved dets kyster. Måske er det fordi, at Sønderjylland har sænket sig et stykke siden ældre stenalder.

For cirka 6.000 år siden var mennesker begyndt at blive herre over naturen og tæmme dyr og planter.

 

Masser af skov

De mennesker, der har levet i Sønderjylland indtil omkring 3.000 år f.Kr. har været samlere og fangere, der har slået sig ned, der hvor der var bedst mulighed for jagtudbytte.

Endnu 3.000 år f.Kr. lå størstedelen af Sønderjylland ubeboet hen. Østkystens bakkeland blev dækket af store tætte egeskove. Gestlandet mod vest var skovbevokset helt ud til kysten. Den marsk vi i dag kender, var endnu ikke blevet dannet.

Det er først de sidste 2-3.000 år sket en marskdannelse. Marsken består stort set af rent ler og er uhyre frugtbar. Men marsken er også udsat for Vesterhavets lunder.

I Østslesvigs skove havde mennesket nu begyndt at rydde skovlandet. Det skete med ild og økse. Hvor der var pletter, blev man boende.

 

Bundsø på Als

Fra omkring år 2.000-3.000 f.Kr. stammer den yngre stenalders boplads ved Bundsø på Als. I Oldtiden var her en vig, der stod i forbindelse med Alssund. Inderst lå en holm, hvor der er fundet stenbrolægninger og dynger af lerkarsskår, flint og dyreknogler. I disse lag fandt man også forkullede kort af hvede og byg.

De folk, der levede her, var ikke blot længere bønder og fiskere. De havde lært kunsten at dyrke korn. Det er nok et af vores største kulturfremskridt i vores folks historie. Ja det er fundet 10.000 oldsager her. Og disse befinder sig på museet i Kiel.

 

Stengrave, jættestuer og dysser

Omkring 2.500 f.Kr. var det blevet skik herhjemme at jorde de døde i mægtige stengrave, såkaldte dysser. Efter nogle hundrede år var det så endnu større jættestuer, som man brugte.

Jættestuen var et stort aflangt stenkammer, hvis sidesten bærer flere større overliggere. Kammeret ligger helt dækket under en vældig jordhøj fra hvis fod en snæver, stensat gang fører ind til kammeret i højens midte. Disse stengrave var ikke kun bygget til enkelt person.

De døde havde fået deres ravsmykker og lerkar med sig som gravgods. Man troede at de i graven fortsatte deres jordiske bondetilværelse. Dysserne og jættestuerne har sikkert ligget i nærheden af de levendes bopladser.

Stengravene findes i nærheden af kysterne. De findes især på øerne Sild, Før og Amrum. Og så på Sønderjyllands østkyst Fra Kolding Fjord til Dänischwold i syd. I Als Nørreskov ud mod Lillebælt ligger en mængde stengrave. De findes langs åer og ved søer.

I det gamle Vedsted Sogn, hvor den største stenalderbygd er fundet ligger der 14 stengrave også nogle af de største i Danmark.

 

Gravkamre

Omkring år 2.000 f.Kr. – holdt man op med at bygge dysser og jættestuer. En tid byggede man endnu store gravkamre. Den største af disse findes vel på Løjt Land på en bakke ved Skærrev ned mod Aabenraa Fjord. Man kalder stedet for Myrpold.

 

Bronzealderen

Ved de døde lagde man to fint tilhugne flintolke. De er ejendommelige for Norden. I de sydlige egne havde man nu lært kunsten at støbe våben i metal. Dette metal var kobber. Fra slutningen af stenalderen har man fundet enkelte små kobberøkser. Disse var blevet indført fra Mellemeuropa.

 

Kobberet tilsat tin

Det blev almindeligt at tilsætte kobberet en smule tin. Blandingen kaldte man Bronze. I en grav fra Nordborg lå en bronze spyd -spids og et lille sværd af bronze sammen med en flintedolk.

Fra omkring 1500 f.Kr. var bronzen trængt igennem herhjemme som det fornemste materiale til våben, redskaber og smykker. Det blev nu disse kostbarheder man fik med sig i graven.  Længe vedblev man med at anvende flinten til mange af dagliglivets redskaber.

Der findes vel få hundrede store stengrave, dysser, jættestuer og gravkister i hele Sønderjylland. Men kæmpehøjene findes i tusindvis.

 

Kæmpehøje

I den ældre bronzealder (1500-800 f.Kr.) begravedes de døde stadig i kæmpehøjene. Masser af Sønderjyllands kæmpehøje er dog allerede i stenalderen blevet rejst i Sønderjylland og rummer enkeltgrave. De fleste og største af dem kan dog henføres til ældre bronzealder.

Måske skal vi lige nævne en af Sønderjyllands mest imponerende langhøje, nemlig Hanebjerg. Den er 45 meter lang og ligger på en bankeøst for den gamle Hærvej i nærheden af Hovslund Station.

 

Egekistefund

Fra en sådan kæmpehøj findes de såkaldte ”Egekistefund”. De døde gravlagde man undertiden i svære egekister, hvis indhold af garvesyre har virket bevarende på de dødes legemer og klæder især når kisten i højen var indpakket i mosejord eller blåler.

Flere steder i Sønderjylland har man fundet egekister med rester af mandsdragter. Ved Jels fandt man i en stor høj en egekiste, der nu står på Haderslev Museum. I kosten lå en hue og et par sandaler. Man ved, at manden dengang også havde haft kjortel og kappe. Men ingen benklæder.

 

Skrydstrup-pigen

Skrydstrup – pigen, som man har fundet. var en ung kvinde i tyverne. Ja andre mener at hun er en kvinde på 18 år, slank og 171 cm høj. Man fandt endnu kindernes og hagens hud. Øjenlåg og øjenvipper er bevaret. På overkroppen bar hun en kort, kunstfærdigt vævet trøje. Skørtet nåede helt ned til fødderne. Det ejendommelig ved hende var hendes usædvanlige fornemme og indviklede frisure med pande-bind. Hun havde hård-net og i hvert øre en stor guldring af tynd spiraltråd. Hun tilhørte bronzealderens overklasse.

En kombination af Kulstof 14 – dateringen af klædedragten og de strategiske iagttagelser af gravhøjen daterer hende ikke yngre end 1200 og snarest omkring 1300 f.Kr. I dag er hun udstillet på Nationalmuseet. Men man behøver ikke at tage så lang. En bronzefigur af Skrydstrup-pigen er opstillet i den vestlige ende af Vestergade i Vojens. Og en kopi af hendes klædedragt kan ses i museet i Haderslev.

Måske var hun af høvdingeslægt. I første omgang mente man, at skrydstruppigen lige som Egtvedpigen kom fra Centraleuropa. Men det er man ikke helt så sikker på mere. Det er også muligt at hun havde tilknytning til en vikingehal på 500 kvadratmeter, som man fandt bare 700 meter fra gravhøjen.

Man kan fastslå, at hun fra barnsben har fået nærende kost. Nogle mener også at disse piger var præster, der dyrkede solen og naturen i form af en eller anden religion.

 

Rav var efterspurgt som betalingsmiddel

Metallerne fra udlandet er betalt med rav, der i store mængder skyllede inde på stranden ved Vesterhavet. Dette rav var hele Oldtiden igennem været stærkt efterspurgt i Mellem- og Sydeuropa.

Der var masser af havnepladser ved Vesterhavet og her var masser af mennesker.

 

Bronze- og guldskåle

Fra den yngre Bronzealder (ca. 800-500 f.Kr.) stammer et fund af seks italienske Bronzeskåle, der fandtes nedgravet i en ældre gravhøj i Hagenbjerg Sogn på Als. Men det mest storslåede fund fra denne tid er dog det skønne par guldskåle fra Ladegaard i Hammerlev Sogn.

I den yngre bronzealder blev det skik at brænde ligene og gemme asken i en urne.

 

Jernalderen

Allerede i århundrederne inden Kriti fødsel havde man i Jylland lært kunsten at udvinde jern af myremalm. Det var næst efter indførelsen af kornavl og husdyrbrug måske det største kulturfremskridt, der har fundet sted i vores oldtid. Jernet var ikke blot billigere end bronzen, der altid måtte importeres fra udlandet – det var også bedre egnet til nyttemetal.

 

Oldtidskirkegård

Der findes fra den ældste jernalder (ca. 500 f.Kr – Kristi fødsel) hele store gravpladser med urnegrave. En hel oldtidskirkegård er fundet ved Birkelev i det gamle Vodder Sogn. Også ved Uldal i det gamle Skrydstrup Sogn er der fundet en kirkegård. Men disse var meget fattige. Således har de døde kun haft en jernnål med sig.

Først efter den ”Romerske Jernalder (omkring Kriti fødsel til 300 e.Kr.) findes i Sønderjylland enkelte rigere skeletgrave, hvor der ved siden af våben og smykker var et helt service hensat til den dødes underhold i gravboligen.

 

Hjortespring Mose

Et rigere indblik af tidens liv giver en række store mosefund fra Sønderjyllands jernalder. Den ældste af disse er fundet fra den lille Hjortespring Mose på Als (omkring 400 f.Kr.). Det menes at være Nordens ældste våbenfund.

Man fandt her rester af en båd, det ældste virkelige fartøj man kender fra hele Norden. Ved fartøjet fandtes flere spyd, enkelte sværd, nogle skjolde af træ og lidt husgeråd og værktøj. Hjortespringfundets sager har engang været nedlagt som et offer.

Fartøjet og våbnene var dengang nedlagt i en åbenmose. Men efterhånden er mosen groet til. Tingene har været gemt op til vores dage. Måske er det en overvunden fjendes fartøj og våben, man har skænket til Guderne. Båden er genopstillet på Nationalmuseet.

Det er en flad båd, henved 10 meter lang. Den er blevet roet med små løse årer som i en kano. Båden har været et let og svagt fartøj. Det var ikke velegnet til langfart. Den har vel rummet cirka en snes krigere.

Våbnene blev fundet ved tørvegravning omkring 1880. Men det kom ikke til arkæologernes kendskab. Først i 1920 blev fundet kendt på Nationalmuseet og stedet besigtiget. I 1921 .22 foretog museet en totalundersøgelse af den lille mose på 45 x 50 meter ca. 3-4 km fra kysten.

Man fandt store mængder af våben af jern og ben samt skjolde og andet udstyr af træ.

I 1922 koncentrerede man arbejdet om båden, der var stærkt beskadiget ved tørvegravning

 

Nydam Mose

Et anderledes stort og kraftigt fartøj var den mægtige ege-båd, som kort før 1864 blev fundet i Nydam Mose i Sundeved. Den findes nu på Gottorp Slot.

I mosen fandtes i alt tre både, men kun den ene er bevaret. Ved disse både blev der opsamlet temmelig mange våben – over 100 jernsværd, over 500 spydspidser, foruden knive, skjolde, buer og pile.

Fundet er nedlagt engang i det 4. århundrede efter Kristi. Ligesom Hjortespringfundet må det betragtes som et kampoffer.

Nydambåden er en meget stor robåd, omtrent 23 meter lang, med 15 par årer, men fladbundet uden køl. Ligesom Hjortespringbåden er den bygget af hele materialer. Det har gjort den solid og tung. Men heller ikke Nydambåden var egnet til fart over de store have. Fra Nydambåden er der endnu en lang udvikling til vikingetidens elegante og sødygtige langskibe.

Noget ældre er det store mosefund fra Torsbjerg i Angel (fra begyndelsen af 300erne) med fyrstelig pragt i romersk pragt.

Men man bliver ved med at finde ting i Nydam Mose. Således blev kostbare sværdbeslag nedlagt i mosen omkring år 550.

 

Hvem var fjenden?

Alle de store mosefund fra Sønderjylland fra 400 f.Kr. til 550 e.Kr. fortæller om kamp og uro. Men hvem var fjenden? Vi ved kun at Sønderjyllands befolkning var delt i stammer. En af disse stammer var Anglerne. De stammer fra halvøen Angel.

Mange af våbnene blev bevidst ødelagt ved ofringerne. Hesteskeletterne var groft mishandlede. De første udgravninger fandt sted fra 1859 – 1863. Siden er der foretaget flere udgravninger. Nationalmuseet genoptog udgravningerne i 1989. Man fandt store mængder af våben i form af sværd, spyd, buer, pile samt personlige ejendele såsom bæltespænder og dragtsmykker.

Også et mægtigt våbenfund er gjort ved Ejsbøl ved Haderslev.

 

Britannien blev erobret

Sammen med naboerne i syd, Sakserne og deres naboer i nord, Jyderne og Danerne erobrede de i 400erne Britannien. Derefter kom dette land til at hedde Anglernes land. Måske stammer mosefundene fra stammekrige. Til disse stammekampenes tid kan man også henføre Ollemersdiget/Olgerdiget  (af Oldemors-diget – det ældgamle dige). Dette har vi allerede skrevet om.

Ved Øster Løgum nord for Aabenraa ligger ”Æ Vold” som kan dateres til slutningen af 200-tallet.

 

Tre – fire stammer i Sønderjylland

Man mener, at der i Sønderjylland var tre – fire stammer, der kæmpede mod hinanden. Disse blev senere reduceret til to stammer. Men det rige, der strakte sig fra Ejderen til Aabenraa, må have været anglernes rige.

Udenlandske kilder mener at Sønderjylland i 700-tallet tilhørte Danernes rige.

Angelsaksiske kronikører fortæller at der var så mange angler, jyder og sakser, der udvandrede, at deres hjemegne blev øde og folketomme.

 

De to Guldhorn fra Gallehus

Perioden fra 500-800 e.Kr. kaldes Germansk Jernalder. Fra begyndelsen af denne periode stammer de to Guldhorn fra Gallehus. Selve hornene er gået tabt. Men gamle tegninger viser, at de har været oversået af mærkelige figurer af dyr og mennesker. Ingen har rigtigt kunne forklare meningen med disse. Der er hestemennesker og der er figurer fra germansk kultur, Det eneste sikre, der vides om hornene er sagt i runeskriften på den ene horn. Det er affattet på urnordisk:

• Jeg er Lægæst, Holtes søn, gjorde hornet

Du kan læs 5-6 artikler om Guldhornene her på siden.

 

Ca. 200 landsbyer ender på -torp

Opdyrkningen af landet skred fremad, Fjenden var de tætte skovstrækninger og våbnet var jernøksen og plovskæret.

Bebyggelsen samlede sig i landsbyer. Ud fra landsbyernes navne kan sprogforskerne se, hvor gamle de er. Der ca. 200 landsbyer, der ender på -torp (Stenderup, Tyrstrup, Hostrup m.m.) Disse er anlagt henimod slutningen af oldtiden. De samlede sig tættest i de mægtige gamle skovområder, der strakte sig fra Kolding Fjord til genner Bugt.

 

Nordens ældste byer

Fra oldtidens slutning omkring 700 – 850 stammer to af Nordens ældste byer Hedeby og Ribe. Og syd for Ribe lå Dankirke. Fra Rhinen og Holland kom friserne sejlende op til Ejderen og Trenen med deres varer til østkysten, hvor Hedeby ved Slien opstod.

Vi har i tidligere artikler beskrevet den danske konge Godfred og hans bedrifter. Denne blev dræbt i 810. Året efter indgik hans nevø og efterfølger Hemming en fredsaftale med frankerne.

Men allerede 815 erobrede Frankerne Danevirke og drev nord på. Og snart fortsætter vi historiefortællingen.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• wikipedia.org
• nyheder.tv2.dk
• Vilhelm La Cour: Sønderjyllands historie
• Nordslesvig – Min Hjemstavn 10
• Carsten Porskrog Rasmussen, Hans Schultz Hansen: Sønderjylland – en særlig historie

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.932 artikler
• Under Sønderjylland finder du 233 artikler
• Under Tønder finder du 309 artikler
• Ringborge ved Vadehavet
• Sundeveds fortid
• Forsvarsværker i Sønderjylland fra Oldtiden
• Hjemsted – en oldtidspark, der måske forsvinder
• Ribe – i begyndelsen (1)
• Dankirke – syd for Ribe
• Guldhornene i Gallehus (1)
• Guldhornenes ældste historie (2)
• Guldhornene – den tredje historie (3)
• En ridder fra Gallehus (4)
• Gallehus – den femte fortælling (5)
• Tyven, der stjal Guldhornene