Tønder Statsseminarium og prøjsisk modstand

Hvordan så situationen ud fra 1864 – 1884? Hurtigt arbejde af den østrigsk-prøjsiske Civilforvaltning. Provst Carstens foreslog dobbeltsproget ordning. Afdeling A og B. Genåbnet af provst Valentiner. Pastor Niels Schmidt fik en interessant søn. Prøjsen indførte ny skoleorden. Pastor Schmidt brød sig ikke om det prøjsiske system. I 1870 var der 140 elever. Prøjsisk inspektion. Militære afhøringer på seminariet. C.F. Richter ny direktør (forstander). Ny prøjsisk skolelov. Øvelsesskolen opføres. Var det gnidninger mellem semiristerne. Concordia. Enigheden. Jens Jessen blev kaldt ”Fredsforstyrrer”. Katan: ”Der blev lagt tryk på det danske sind”. Det berømte ”Møgeltønder – slag”. Ny direktør – Castens. ”Enigheden” får forbud mod at bære hue. Den danske forening ”Enigheden” forbydes. Den danske afdeling nedlægges i 1884.

 

Hurtigt arbejde af den østrigsk-prøjsiske civilforvaltning

Den østrigsk – Prøjsiske Civilforvaltning tog hurtig fat i ar få genåbnet seminariet. Forarbejdet var allerede gjort af den daværende diakon og senere førstepræst ved Kristkirken i Tønder og provst for Tønder Provsti, C. Carstens.

 

Provst Carstens foreslog den dobbeltsproget ordning

I sproglig henseende var der tre muligheder

• Den rent tysksprogede
• Den dansksprogede
• Den dobbeltsproget ordning

Carstens havde foreslået den sidste ordning. Og her fik han medhold hos den prøjsisk – østrigske Civilforvaltning og provst Valentiner. Denne var betroet til at skulle ordne seminarieforholdene i Hertugdømmerne.

 

Afdeling A og B

Seminariet blev således delt i to afdelinger – en A-afdeling, som var tysksproget og en B-afdeling, der var dansksproget. Man gjorde en adskillelse mellem fagene, så hovedfagene i de to afdelinger blev givet henholdsvis på tysk og dansk.

I verdenshistorie og Naturhistorie som i de rent tekniske fag var hele undervisningen tysksproget. Den tyske afdeling havde en time om ugen – undervisning i det danske sprog.

 

Genåbnet af provst Valentiner

Seminariet blev genåbnet af provst Valentiner den 30. maj 1864. Det var forholdsvis få i den tyske afdeling – nemlig 40 og kun 6 i den danske afdeling. Fra seminariet i Bernburg havde Valentiner hentet et par af de nye seminarielærere. Hans opgave var nu at finde en ny direktør (forstander), idet han selv ville træde tilbage den 6. september 1864.

 

Pastor Niels Schmidt fik en interessant søn

Det blev så en af Slesvigs egne sønner, pastor Niels Schmidt, som var født i Hoptrup i Nordslesvig. Ja han er faktisk far til tidligere folketingsmedlem m.m. for Slesvigsk parti, sognepræst i Vodder, Johannes Schmidt. Denne blev født i Tønder 1869.

Niels Schmidt havde ikke en let opgave. Men han blev betegnet som en dygtig og myndig mand. En af vanskelighederne som leder af seminariet var at den gamle hjemmegroede slesvig-holstenske og det nye udefra tilførte prøjsiske ikke harmonerede sammen.

 

Prøjsen indførte ny skoleorden

Efter at Hertugdømmerne i 1866 var kommet ind under Prøjsen dukkede modsætningerne op. Den nye stil i Prøjsen handlede om at vække den tyske nationalfølelse. Det skulle nu være en tysk folkelig skole, en ny tysk nationalopdragelse. Den skulle afløse den gamle standardopdragelse.

Man var stærk grebet af den frembrydende politiske liberalisme. Man krævede at blive frigjort fra det kirkelige tilsyn. Der var både revolution og ateisme i den nye bevægelse. Særlig efter revolutionen i Berlin i 1848 kom der gang i den nye bevægelse

På skolevæsenets område nåede det højdepunktet ved tre prøjsiske skoleregulativer fra 1854. Værdifulde fag som var blevet optaget i seminariernes fagrække, som pædagogik, psykologi, didaktik m.m. skulle stryges. Man skulle ikke mere have stor viden.

Seminarierne skulle fremover lægges på landet og indrettes som internater, Så kunne man nemlig holde øje med eleverne og holde dem borte fra nye ideer.

 

Pastor Schmidt brød sig ikke om det prøjsiske system

Pastor Schmidt havde fået statsunderstøttelse til en studierejse til de prøjsiske seminarier, hvor han fik rig lejlighed til at stifte bekendtskab med den ”nye stil”. Efter denne studierejse stod det indlysende klar for den nye forstander, at hvis seminariet i Tønder skulle omdannes efter det prøjsiske forbillede, ville det betyde en sænkning af det faglige niveau for undervisning og liv, hvortil det gamle seminarium havde arbejdet sig op til.

I forvejen havde Pastor Schmidt med sin slesvig-holstenske frihedsfølelse og hjemstavnstroskab ikke meget fidus til den nye model. Han følte sig ikke tiltalt af prøjsisk tvang og trang til at uniformere og regulere. Han ønskede derfor at lede sit seminarium videre på det grundlag, der helle tiden havde været i Tønder.

 

I 1870 var der 140 elever

I seminaristernes liv var der mere frihed end på de prøjsiske seminarier. Seminaristerne bar huer og bånd som tegn på deres værdighed. Ved højtidelige lejligheder havde de lange støvler og kårde. De sluttede sig sammen i ”Burschenschaften” og snævrere ”Landsmannschaften” Dette var der gang i under direktør Schmidts forstandertid. I de følgende år udviklede det sig til større frodighed. I det hele var seminariet inde i en ny opgangstid i 1870 var det besøgt af 140 elever.

Men fra de prøjsiske skolemyndigheders side så man med noget mishag på dette seminarium med dets partikularisme. Det fjernede sig meget stærkt fra de prøjsiske seminariers gennemsnit. Man forsøgte da også at sætte en stopper for det.

Og se når man beskriver historie er det altid flere sider af samme sag. Vi har som det kan ses under kildeangivelse også læst den prøjsiske version af Seminariets historie. Men den tror vi nu ikke så meget på. Vi har brugt en del materiale derfra men bestemt med et kritisk syn.

 

Prøjsisk inspektion

Det var i 1870, hvor selve gehejmeråd Stiehl indfandt sig på seminariet for at inspicere. Direktør Schmidt havde bedt eleverne anmodet eleverne om at aflægge huer og båndene under gehejmerådens besøg.

Det vakte Stiehls mishag at undervisningen i så godt som alle fag gik langt over de prøjsiske retningslinjer. Den højere regnekunst var det eksempelvis ikke brug for ifølge de prøjsiske retningslinjer.

Det vides ikke, hvad konsekvenserne blev efter Stiehls besøg. Men direktør tog sin afsked et halvt år efter og søgte et præsteembede på Als. Spændingerne havde taget til efter 1864 på seminariet. Det var ikke kun i ledelsen men også i det indre liv.

 

Militære afhøringer på seminariet

I 1865 gav en begivenhed anledning til afhøringer. Det var vel nok tale om en slags drengestreger. Den prøjsiske sanglærer Krause havde ladt eleverne i A – afdelingen som overvejende bestod af slesvig-holstensksindede afsynge sangen ”Schleswig-Holstein meerumschlungen”. Eleverne drillede deres lærer ved at ændre i teksten.

Sådan noget kunne man ikke tolerere. Episoden blev der talt meget om i Tønder. En soldat indberettede sagen for sin Feldwebel. Denne gik videre til sin Hauptmann, som så igen gik til Majoren. Så måtte der ellers foretages afhøringer.

Nogle af eleverne indrømmede deres forseelse mens andre forsøgte at bagatellisere det. En anden gang var andre elever til afhøring fordi de havde udtalt sig nedsættende om Preussen og Bismarck. Flere gange i den tosprogede periode var seminariet skueplads for muntre episoder. Jo, det beviste at de unge mennesker var i besiddelse af humor. Men det var brud på seminariets disciplin.

 

C.F. Richter – ny direktør (forstander)

Direktør Niels Schmidts efterfølger som leder af seminariet var seminarielærer C.F. Richter, som ved seminariets rekonstruktion i 1864 var kommet fra Køpenick i Prøjsen. Han ledede seminariet i Tønder til 1878, da han blev udnævnt til direktør for lærerindeseminariet i Augustenborg.

Det blev hans opgave at gennemføre en ny seminarielov, som fremkom som led i de såkaldte ”Allgemeine Bestimmungen” under ministeriet Falk 1872.

 

Ny prøjsisk skolelov

Det var en modernisering af hele skoleloven i Prøjsen. Man lagde på seminarierne meget vægt på elevernes opøvelse i undervisningspraktik og undervisningsmetodik. Der skulle være mere undervisning i sprog, fysik og kemi. Og så skulle undervisning i religion indskrænkes.

Et skolelærerseminarium skulle være organisk forbundet med en Øvelsesskole. Man kan sige at denne lov havde flere lighedspunkter med den nye danske seminarielov, der kom i 1930.

 

Øvelsesskolen opføres

En af konsekvenserne for Tønder Seminarium var, at nu skulle man have en særlig Øvelsesskole. På seminariets grund lod staten nu opføre en stor anselig Øvelsesskole-bygning, som foruden klasseværelser rummede en festsal og lærerboliger. Desuden opførtes en gymnastiksal. Dette nybyggeri blev gennemført i 1874 – 1875.

Mellem Staten og Tønder Kommune blev der lavet en overenskomst, hvor Staten overtager undervisningen af de børn, som af kommunen henvises til Statens Øvelsesskole. Undervisningen i denne blev helt overladt til eleverne i seminariets øverste klasse, men ganske vist under ledelse og tilsyn af en seminarielærer.

Det siger sig selv at en sådan ordning ikke kunne være tilfredsstillende for børnene. Disse var overladt til unge, uprøvede lærerkræfter som hyppigt skiftede efter en turnusordning. Denne ordning hold dog helt til ”Indlemmelsen” i 1920, da den danske stat overtog seminariet.

Herefter indgik staten en ny kontrakt med kommunen, hvorefter staten forpligtede sig til at undervise 250 børn fra dansksindede hjem, men således at der ved Øvelsesskolen blev ansat selvstændige lærerkræfter, som skulle undervise børnene. Under disse lærere s tilsyn og ledelse skulle seminariets ældste elever få vejledning i undervisningsfærdighed og lejlighedsvis overtage undervisningen.

 

Var der gnidninger mellem semaristerne?

Var der gnidninger semaristerne imellem? Hver af de to grupper havde deres egen elvforening. Foreningslivet har været meget aktivt i denne del af seminariets historie.

 

Concordia

Eleverne i A – afdelingen havde deres egen ”Verbindung”. De kaldte den for ”Concordia”. Livet i denne forening var præget af traditionerne fra det tyske universitets – og studenterliv. Den var præget af Burschenschafts – ånd og dens skikke. Som ydre tegn bar medlemmer af Concordia blå huer. Ved festlige lejligheder havde de blå – hvide bånd over skuldrene med foreningens navn broderet på båndet.

Selvfølgelig var denne forening centrum for tysk – nationale følelser og for pleje af tysk kultur. Men foreningen lagde også meget vægt på medlemmernes indbyrdes gensidige opdragelse i de gamle ”Burschen – dyder” som ”Mandighed, Mod, Frihed og Høflighed mod det andet køn. Foreningen havde sine æresbegreber og brud mod disse blev dømt af en særlig æresret.

Samlingsstedet på Schweizerhalle har været vidne til meget i tidens løb. Men ved siden af denne forening, hvor det fælles nationale var det forenede, samledes de tysksindede elever, som kom fra forskellige egne i Slesvig og Holsten i mindre ”Landsmannschaften”, hvor man drøftede og plejede de snævre hjemstavnsinteresser. Der var Friser-, Angelbo-, Nordslesviger-, Holstener- og Ditmarskerklub.

 

Enigheden

Eleverne i den danske afdeling B havde også deres forening. Den hed ”Enigheden”. Dens medlemmer bar grønne huer og skulderbånd med foreningens navn. Deres samlingssted var Hotel Stadt Kopenhagen.

De dyrkede det danske sprog, sang danske sange og læste dansk litteratur. Men alt måtte foregå i hemmelighed. Der var nemlig kontrol. Det var ikke så let for en Tønder-seminarist at bekende national kulør.

Fra prøjsisk side blev sådan noget betragtet som landsskadeligt og landsfjendtligt. Men trods dette havde man det hyggeligt inden for Enighedens vægge.

 

Jens Jessen blev kaldt for ”Fredsforstyrrer”

Læser man den prøjsiske fremstilling så var det lutter idyl mellem de to grupper på seminariet. Men det blev bare forstyrret af en enkelt mand. Fredsforstyrreren var den senere redaktør af Flensborg Avis og de dansksindede nordslesvigers repræsentant i den tyske Rigsdag, Jens Jessen.

Denne havde på forskellig vis tilknytning til Tønder by og dets seminarium. Han havde sit hjem i Toghalle ved Møgeltønder. Selv var han elev på seminariet i årene 1871 – 1874. Han var også senere huslærer for advokat Gjessing i Tønder og samtidig med det var en bror elev på seminariet.

I den prøjsiske fremstilling betragtes Jens Jessen som en politisk agitator og spektakelmager af rang. Han blev gjort til syndebuk for de rivninger, der fandt sted mellem dansk- og tysksindede seminarister i 70erne og i begyndelsen af 80erne.

Jo Jessen havde da besøg af de danske seminarister i Toghalle og han besøgte dem da også i Enigheden.  Men at lægge skylden på ”dieser Jessen” er en meget overfladisk beskrivelse af tingenes tilstand dengang.

 

Kaftan: Der blev lagt tryk på det danske sind

Den intelligente generalsuperintendent over Slesvig Stift Theodor Kaftan sagde det på en helt anden måde:

• I Glæden over, at hele Slesvig blev tysk, blandede den senere prøjsiske Nordmark P sine bitre Draaber. Prøjsen, som vi Tyske har saa meget at takke for, forstod desværre ikke at behandle de Folkebestanddele af fremmed Nationalitet, som kom ind under deres Magtsfære, paa den rigtige Maade. Der blev lagt Tryk paa det danske Sind i Nordslesvig. Hvorledes skulle det kunne gaa ubemærket hen over det slesvigske Seminarium.

 

Det berømte Møgeltønder-slag

Det var i disse år det berømte Møgeltønder – slag fandt sted mellem seminariets dansk – og tysksindede elever (1878). Det var også i disse år, at medlemmerne af foreningen ”Enigheden” for at demonstrere deres danskhed aflagde deres grønne huer og anlagde sorte silkehuer med sølvsnor og sølvkors – den danske studenterhue.

Det var uden tvivl tænkt som en demonstration og blev fra ledelsens side også opfattet sådan.

 

Ny direktør – Castens

I 1878 blev direktør Richter forflyttet og en ny direktør L.H.A. Castens fik ledelsen betroet. Han kom fra Itzehoe, hvor han havde været præst og ledede seminariet i Tønder til 1884, da han blev direktør ved det nyoprettede tyske gymnasium i Haderslev.

 

Enigheden får forbud mod at bære hue

Allerede ved hans indsættelse demonstrerede eleverne i afdeling B ved at møde med den danske studenterhue. Det ville den nye direktør ikke finde sig i. Han udstedte et forbud mod at bære denne hue, som vakte opsigt.

Da redaktøren af den danske avis ”Dannevirke” i Haderslev omtalte begivenheden i sin avis og kaldte direktørens forbud ”boneret fanatisme” kostede det ham en fængselsstraf.

 

Den danske forening ”Enigheden” forbydes

I 1883 skred direktør Castens med tilslutning af seminariets lærerkollegium ind mod den danske forening ”Enigheden”. Han sammenkaldte alle seminariets elver til et møde, hvor han meddelte, at han måtte lukke foreningen og forbyde deres møder.

Han begrundede denne foranstaltning med at foreningen havde et helt andet end et slesvig-holstensk eller tysk præg. Tværtimod symboliserede foreningen de ”vrange danske sympatier” som også kunne spores i de nordslesvigske hjem. De danske sympatier blev indpodet gennem foreningen. Denne stod i vejen for den tyske kultur og dette måtte forhindres.

Til slut erklærede han foreningen ”Enigheden” men også de snævrere danske klasseforeninger, Sangforeningen og Læseforeningen for ophævet.

 

Den danske afdeling nedlægges i 1884

At dette var et hårdt slag for seminariets dansksindede elever, kan forstås. I året 1884 blev den danske B – afdeling ophævet. Således endte det tosprogede Tønder Seminarium sine dage og det blev afløst af et rent tysksproget.

 

• Og snart vil du atter kunne læse et nyt afsnit af Tønder Statsseminariums Historie.

 

 

Kilde:

• Siemonsen: 123 Jahre duetsches Lehrerseminar in Tondern
• Kaftan: Erlebnisse und Beobachtungen
• Sønderjyske Årbøger
• Tønder Statsseminarium 1788 – 1938 – Festskrift
• Carstens: Die Geschichte der Stadt Tondern
• dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.913 artikler
• Under Tønder finder du 307 artikler
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 45 artikler
• Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening finder du 148 artikler

 

• Tønder Statsseminarium – efter 1848
• Tønder Seminarium – et dannelsessted
• Balthasar Petersen – grundlægger af Seminariet
• Flere minder fra Tønder Statsseminarium
• Tønder Seminarium – en del af historien
• Tønder Statsseminariums historie

 

• Tønder Statsskole – i slutningen af 1920erne
• Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder
• Claus Eskildsen – hvem var han?
• Lærer i Burkal
• Vajsenhuset i Tønder 1-2
• Sprogkampen i Tønder 1851- 1864
• Tønder Statsskole – dengang
• I skole i Tønder
• Blomst til skilsmissebyen (Parodi af Tønder Kommuneskole)

 

• Klosterbrødrene