I Köllerpolitikkens Dage

Vi er i 1905. Der var rejst en anklage mod en redaktør i Kiel. Preusserne ville germanisere området. Köller blev overpræsident i Provinsen Slesvig – Holsten i 1897. Den danske agitation skulle knuses. Loyale embedsmænd kom syd fra. I 1903 måtte Köller pakke sammen. Hans chikane havde taget overhånd. Men embedsmænd fortsatte med samme politik. Myndigheder forsøgte at anholde Finnemann. Gendarmer gennemsøgte toget flere gange. Niels Finnemann var dukket op i Kiel i nattens mulm og mørke.  Slægten Finnemann var blevet udvist. Pastor Jacobsen kunne nu kalde sig forfatter, var også sukket op. Men ville Finnemann nu dukke op? Vidner fik udbetalt 2.000 Mark. I salen blev Finnemann beskyttet. Men lige så snart han trådte ud blev han anholdt og sendt til Danmark den kommende nat. Köller – politikken fortsatte uanfægtet.

 

2.000 Mark – affærerne

Vi er i 1905. Preusserne havde indført en tvangskurs. Udvisningerne havde nået nye højder. Man bekæmpede de danske forsamlinger og forfulgte diverse blade og aviser. Den ene afsløring efter den anden afslørede en forsumpning.

Noget af det mest utiltalende var de såkaldte 2.000 Mark affærer. Der var udlovet denne sum til belønning af vidner, hvis følger kunne blive udslagsgivende for ansete danske handelsmænd. Blev de dømt blev de erklæret for optanter og udvist af Nordslesvig. En af dem, der blev udvist, var gårdejer Chr. Finnemann.

Vi kunne ellers blive ved med at skildre de forfølgelser, dansksindede blev udsat for. Den daværende Rigsdagsmand H.P. Hanssen har i en tidligere udgave af Sønderjyske Årbøger berettet om denne sag.

 

Anklage mod redaktør i Kiel

H.P. Hanssen skrev også om den fiasko, det egentlig var. Jeg mener, at dette kom som særnummer. Vidner havde givet yderst graverende beskyldninger. Vidneudsagnene var omtalt i en socialdemokratisk avis i Kiel. Den daværende indenrigsminister von Hammerstein foranledigede landråd Bercherer i Haderslev til at kræve anklage rejst mod den ansvarshavende redaktør.

Den 24. juli 1905 fortsatte sagen ved Landsretten i Kiel. Blandt de vidner, som forsvareren havde stævnet, var blandt andre gårdejer Niels Finnemann, der havde lidt samme skæbne som faderen og var blevet udvist, så han så sig nødsaget til at tage midlertidig bopæl nord for den daværende grænse.

Ja selv om redaktøren blev idømt tre måneders fængsel, så fik hovedpersonen ikke sit nordslesvigske statsborgerskab tilbage. De preussiske myndigheder forsøgte gentagende gange at arrestere Finnemann.

 

Preusserne ville germanisere området ’

Men hvad var det for forhold de dansksindede blev tilbudt? Ja de blev væsentlig værre efter at Ernst Matthias von Köller kom til. Og efter at denne blev tvunget til at fratræde fortsatte chikanerne af de dansksindede. Det var tydeligt, at preusserne var ude på at germanisere området.

Köller var født på godset Kantreck i Pommern. Han læste jura i Heidelberg og Berlin. I 1888 – 1889 var han en upopulær politipræsident i Frankfurt am Main. Derefter var han understatssekretær i det besatte Elsass- Lothringen.

 

Köller – overpræsident i provinsen Slesvig – Holsten

I 1894 blev han udnævnt til preussisk indenrigsminister. Han var fra 1881 – 1887 rigsdagsmedlem for det tyskkonservative parti. Han var en såkaldt konservativ hardliner. Således stemte han i 1884 for forlængelse af Socialistloven. Denne forbød socialistiske og socialdemokratiske organisationer og aktiviteter i Tyskland.

I 1895 måtte han gå af som minister fordi han havde givet kejseren Wilhelm den Anden underhåndsoplysninger om interne kabinetsforhold. Men allerede to år senere blev han overpræsident i provinsen Slesvig – Holsten.

 

Den danske agitation skulle knuses

Han fortsatte og udvidede den preussiske chikanepolitik over for de dansksindede. Ca. 900 danskere blev udvist. Danske forsamlingshuse og foreninger blev lukket. Andre foreninger blev beskyldt for at være politiske og fik derved beskåret deres virkemidler betragteligt.

Journalist Henrik Cavling fra Politiken Talte med Köller. Han fortalte:

• Formålet er at knuse den danske agitation, som den blev bedrevet af redaktørerne H.P. Hanssen og Jens Jessen. Danskerne skal lære at hæfte solidarisk.

I Sønderborg blev der meddelt forældre til unge på skoler i Danmark, at hvis ikke deres børn kom hjem inden en vis frist, ville samtlige danske ”undersåtter” i området blive udvist. Forældrene bøjede sig dog ikke for presset.

 

Loyale embedsmænd, der kom syd fra

Köller betjente sig af loyale embedsmænd, der kom syd fra uden kendskab til områdets danske kultur og med en anden ambition hurtigst muligt at udmærke sig og dermed opnå avancement til stillinger længere syd på.

Kôllers politiske målsætning var at skabe ro i Sønderjylland om det nationale spørgsmål, men i kraft af hans håndhævede metoder, chikane og forfølgelse. Men efterhånden fik han det stik modsatte resultat. Der kom et stadig tættere og tættere sammenhold inden for den danske folkegruppe.

 

Köller måtte pakke sammen

Fronterne mellem danskerne og slesvigerne blev således voldsom skærpet. Formålet var at beskære den danske indflydelse og fremme Slesvigs fortyskning. Köllers politik førte i begyndelsen til tilbagegang for de dansksindede. Köllers metoder vakte opsigt i det øvrige Europa. Og det gjorde det også i moderate kredse i Tyskland. I 1903 måtte Köllers så pakke sit tøj og forlade landsdelen.

 

Myndighederne forsøgte at anholde Finnemann

Tilbage til vores retssag i Kiel, der blev gennemført to år efter at Köller havde forladt området. Men der var stadig masser af tro preussiske embedsmænd tilbage.

Man var klar over, at myndighederne ikke gerne så Niels Finnemann møde for retten og forklare, hvad et hovedvidne i sagen mod hans fader havde fortalt om de 2.000 Mark som hun og hendes søn skulle have udbetalt, hvis det lykkedes at få den gamle Finnemann udvist.

Man tvivlede heller ikke om, at man ville benytte en udvisningsordre, der var givet Niels Finnemann til at holde ham borte fra retssalen. Dem der var interesseret i sagen og få den grundig oplyst måtte vente ubehagelige overraskelser.

 

Gendarmer gennemførte undersøgelser i toget

Tidlig om morgenen den 24. juli 1905 kørte en række nordslesvigske venner, der alle ville overvære retshandlingen. Man kørte med toget fra Haderslev til Kiel. På banegården i Vojens lagde gruppen mærke til en preussisk gendarm, der underkastede gruppen en indgående mønstring.

Da toget standsede i Rødekro, mødte atter en gendarm frem. Han var ikke så klog som sin kollega i Vojens. Han gik fra kupé til Kupé og spurgte, om der var en. Hans spørgsmål blev overalt besvaret med et nej.

På Tinglev Station blev der ligeledes gennemført en undersøgelse af hele toget. I Flensborg og Rendsborg blev det også gennemført undersøgelser. Hele den slesvigske jernbanestrækning fra Vamdrup til Ejderen var under bevogtning. Man ledte efter et vidne som var indkaldt af den preussiske landsretspræsident. Denne skulle afgive en forklaring. Og det var det tydeligvis nogen, der havde noget imod.

 

Niels Finnemann dukkede op i nattens mulm og mørke

På banegården i Kiel blev der truffet endnu flere, der skulle til retsmødet. Her grinede man af politiets og gendarmers eftersøgning efter det vigtige vidne. Niels Finnemann var dukket i byen i nattens mulm og mørke. Han befandt sig som gæst hos en familie, der ikke ville røbe hans tilstedeværelse.

Nu gjaldt det om for Niels Finnemanns tilhængere at han kom helskindet ind i retslokalet. Myndighederne ville gerne arrestere ham ind han satte foden ind i retslokalet.

Foran døren var der placeret to civilklædte betjente. Ved indgangen til retslokalet stor der også posteret to betjente. Det ville ikke lykkedes for Niels Finnemann at slippe igennem.

 

Slægten Finnemann blev udvist

Et kvarter før retssagen så de fire opdagere en dansk og en tysk journalist gå nok så fornøjet op ad trappen til salen, hvor processen skulle finde sted.

Nu begynder den store danskersag, sagde præsidenten idet han åbnede forhandlingen. I tilhørerrummet så man en masse kendte venner og journalister.

På forreste række sad Kollerpolitikkens mest fremtrædende repræsentanter:

• Landråd Becherer fra Haderslev og Amtsforstander Valentiner fra Tyrstrup.

Udvisningen af slægten Finnemann var deres værk. De troede derved at gavne tyskheden og fremme deres politiske formål. Til der forsvar må det antages, at de hverken forstod den sorg de således bragte over talrige mennesker eller den uret, de begik over for en familie, der fra gammel tid var hjemmehørende i Nordslesvig. De var desuden kendt for deres hæderlighed.

Men mens de sad der i spændt forventning, hvad denne proces ville bringe, havde en anelse om, at den ville besegle deres politiske skæbne og åbenbart ville kunne åbenbare for alverden, hvor hul og uretfærdig deres virksomhed havde været.

 

Pastor Jacobsen fra Skærbæk nu betegnet som forfatter

Ude på gangen gik pastor Jacobsen fra Skærbæk, amtsforstander Valentiners svoger. Han havde for længst offentligt prisgivet Köllerpolitikken og fordømt deres gerninger. På listen over vidnerne betegnedes han ikke mere som præst men som forfatter. Hans forfattervirksomhed bestod i at afsløre den politik, hvis ypperste repræsentant han egentlig havde været i at skildre uretfærdigheder.

Forhandlingerne udviklede sig til mere og mere dramatisk. Med hver nerve spændte fulgte Köllerpolitikkens to svorne tilhængere, landråden og amtsforstanderen, de enkelte vidners udsagn. For ikke længe siden var et hovedvidne i Finnemann – sagen, en preussisk gendarm, blevet afsløret som upålideligt.

 

Ville Niels Finnemann dukke op?

Det blev fastslået at han i denne sag havde aflagt falsk ed – af vanvare. Eftersom denne forhandling i Kiel skred frem, blev det mere og mere klart, at det andet hovedvidne, en gammel kone, var lige så utroværdigt.

Det ene vidne derhjemme fra mødte frem efter det andet og fortalte under ed ting som viste hele optantlaveriet i den værste belysning.

• Mon Niels Finnemann ville møde op?

Henne ved døren stod der stadig stive som støtter de to opdagere. Landråden og Amtsforstanderen følte sig tydeligt berørte af sagens gang. Men i en henseende var de ganske trygge. Niels Finnemann, dette vigtige vidne skulle ikke have lov til at møde frem. Det skulle de preussiske gendarmer ved døren nok forhindre.

 

Vidner fik udbetalt 2.000 mark

En farvehandler fra Esbjerg stod foran dommerne og fortalte efter at have aflagt ed, at landrådens hovedvidne, konen fra samme by, i hans butik havde sagt, at hvis Finnemann blev dømt, så han kunne udvises, ville hendes søn få udbetalt 2.000 Mark.

Det næste vidne var Niels Finnemann, sagde formanden derpå. Rets-buddet gentog præsidentens ord flere gange. Alle øjne rettede sig mod indgangen. Kriminalbetjentene rankede sig lidt op og lod blikke glide ned ad den store trappe, der førte mod indgangen. Ingen meldte sig. De danske tilhørers minespil røbede alvorlig skuffelse. Det efterfølgende vidne kaldtes frem.

 

Et menneske trådte pludselig frem

Mens han trådte frem foran rets-skranken, lød der over for den modsatte side af indgangen en knirken som af en dør, der åbnedes og hurtig lukkedes igen. Kun få fangede lyden. Øjnene var rettet i en anden retning. Men der fandtes virkelig over ved siden af en lille smal dør, som var omtrent skjult af en stor sort tavle.

Men mellem tavlen og væggen kom pludselig et menneske til syne lige foran landråden og amtsforstanderen. Det gav et sæt i sidstnævnte og uvilkårlig greb han sin foresatte i armen og pegede på skikkelsen, som om der havde vist sig et genfærd.

Det var imidlertid vidnet Niels Finnemann hvis nærværelse retspræsidenten lige havde krævet. Det var almindeligt røre i tilhørerrummet. Man mærkede, hvorledes publikum, hvoraf de fleste danske morede sig over denne overraskelse som yderligere øgede retsforhandlingernes dramatiske gang.

 

I salen var Finnemann beskyttet

Den indgang Niels Finnemann havde brugt, blev anvendt af det underordnede personale, når der skulle bæres brændsel op i etagerne.

Så længe Finnemann befandt sig i salen stod han under beskyttelse. Han fik også lov til at vidne som alle de andre vidner. Men da forhandlingerne var til ende og han ville gå med de andre ned af trappen, lagde en af opdagerne en hånd på hans skulder. De førte ham bort. Samme nat førte de ham over grænsen til Danmark.

 

Köller-politikken fortsatte uanfægtet

Den anklagede socialdemokratiske redaktør blev idømt tre måneders fængsel. Det interesserede dog ingen. Ved en efterfølgende dom blev H.P. Hanssens endelige dom også beseglet. Finnemann forblev udvist.  Köller – politikken fortsatte uanfægtet.

 

 

Kilde:

• Sønderjyske Årbøger
• Sprogforeningens Almanak
• dengang.dk – diverse artikler.
• P. Hanssen – Nørremølle: Köller-politikken (1917)
• da.wikipedia.org
• graenseforeningen.dk
• de.wikipedia.org

 

www.dengang.dk indeholder 1.910 artikler

• Under Sønderjylland finder du 230 artikler
• Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 148 artikler
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 45 artikler