Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Hans J. Wegner fra Tønder

Oktober 5, 2022

Hans J. Wegner fra Tønder

Fra støvede landeveje til kongelige gemakker. Drømme blev sat i gang. Allerede på skolen var han med i udstillinger og konkurrencer. Han blev aldrig færdig på skolen. Lærer på Kunsthåndværkerskolen. Træk af kinesiske stoletyper. Kennedy og Nixon sad i Wegner-stole. Han var meget produktiv. Han skabte mange møbler i forskellige prisklasser. Han rejste verden rundt. Wegner fortsatte arbejdet. Måske vil et kommende museum vise andre møbeltyper end stole. Samarbejde med møbelproducenter. Den gode lokale kvalitet. I byens vandtårn. En ny forening så dagens lys. Tre års for – arbejde. Projektleder med erfaring. Museum Sønderjylland med ny struktur. De to Wegner – søstre trak deres støtte til Museum Sønderjylland tilbage. Stolene tilhører åbenbart Museum Sønderjylland. Forening er skeptisk over for politisk opbakning. Foreningen arbejder fortsat med et selvstændigt museum. Man regner med op til 50.000 gæster årligt.

 

Fra støvede landeveje til kongelige gemakker

Jo, jeg kan godt huske, at jeg blev sendt ned i Østergade for at få familiens sko repareret. Her sad Wegner og reparerede sko. Dengang tænkte jeg ikke på, at Tønder havde fostret en verdensberømt møbeldesigner.

Hans J. Wegner tog hele turen fra Tønders støvede landeveje til præsidentkontorer og kongelige gemakker. Han mistede aldrig sit beskedne og socialt engagerede væsen undervejs. Han blev født i 1914. Han kom i lære som snedker hos firma Stahlberg, der også lå i Østergade. Det var i 1931.

En af hans første betroede opgaver var at køre de færdige møbler ud til kunderne på en kærre, som han selv trak ud ad de støvede gader og landeveje.

 

Drømmene blev sat i gang

Som værnepligtig i København kom Hans forbi Snedkerlaugets årlige møbeludstilling i Kunstindustrimuseet. Det satte drømmene i gang hos den nu udlærte snedkersvend. Han startede på Kunsthåndværkerskolens møbellinje. Her mødte han en anden jyde og håndværker. Denne skulle blive en god ven og kollega. Hans navn var Børge Mogensen.

Sammen var de med til at sætte gang i bølgen af verdensberømt dansk design. De delte opfattelsen af, at møbler skulle være både veludførte, smukke og behagelige at sidde i – og så elskede de træ.

 

Allerede på skolen var Wegner med i udstillinger og konkurrencer

Allerede under årene på Kunsthåndværkerskolen deltog Hans J. Wegner i udstillinger og konkurrencer, hvor han viste sit talent for at formgive i træ.

Således debuterede han mens han var elev på møbeludstillingen med nogle kraftige armstole og et bord udført hos snedkermester Ove Lander.

 

Han blev aldrig færdig på skolen

På skolen var han fra 1936 – 1938.  Den velansete arkitekt Erik Møller spottede det unge talent og hyrede Wegner ind til arbejdet med Nyborg folkebibliotek og videre som møbeltegner til Århus rådhus, som Møller udførte i samarbejde med Arne Jacobsen.

Efter 1940 tegnede han møbler til danske virksomheder. Udover møbler tegnede han sølvtøj, tapeter og flere lamper.

Wegners samarbejde med Johannes Hansens møbelsnedkeri begyndte i 1941. Her er alle Wegners håndsnedkrede møbler udført som gjorde hans og Johannes Hansens navne kendt i det meste af den civiliserede verden.

 

Lærer på Kunsthåndværkerskolen

I midten af 1940’erne slog Hans J. Wegner sig ned med egen tegnestue i Århus. Kort efter tog han tilbage til København, hvor han begyndte at undervise på Kunsthåndværkerskolen.

Det var også i 1940, at Wegner blev gift med Inga Helbo fra Aarhus.

Igennem 1940’erne kom flere smukke møbler fra Wegners hånd. Han gjorde sig bemærket ved nogle elegante tremmestole og indlagte skabe, hvor han selv udførte billedskærer – og dekupørarbejdet.

 

Træk fra kinesiske stoletyper

I stolens historie spiller Kina ikke hovedrollen, men for Wegner havde nogle karakteristiske træk i kinesiske stoletyper stor betydning.

Allerede i 1944 tegnede han for Johannes Hansen en armstol hvor det svungne kopstykke og rygbræt bærer tydeligt præg af kinesiske aner.  Udviklingen fortsatte i nogle armstole hvor kopstykke og armlæn flugter i en bue og kulminerede i den berømte Y – stolen fra 1950, tegnet til Carl Hansen & Søn i Odense.  Det er nok den mest solgte af Wegner – stolene.

 

Kennedy og Nixon sad i en Wegner – stol

Det helt store gennembrud kom efter møbeludstillingen i København i 1949, Her præsenterede Hans J. Wegner den stol, han selv kaldte for ”den runde”. Den blev senere døbt ”The chair” efter at præsidentkandidaterne Kennedy og Nixon sad i Wegners stol under en tv-debat.

Stolen kom også på forsiden af det amerikanske magasin Interiors, der udråbte den til verdens smukkeste stol. Den danske designguldalder var i gang.

 

Han var meget produktiv

Han var ekstremt produktiv og tegnede i sin karriere op mod 500 stole af vidt forskellig karakter. Han eksperimenterede gerne og var ikke bange for at prøve nye teknikker af eller tilbringe lange nætter i snedkerværkstedet. Han udfordrede træets egenskaber. Gennem livet samarbejdede han med snedkermester Johannes Hansen, der var med i arbejdet med de verdensberømte stole som ”den runde”, Påfuglestolen”, ”Jakkens Hvile” og ”Kinastolen”.

 

Han skabte møbler i mange prisklasser

Mange af Wegners møbler krævede masser af snedkertimer og var derfor dyre at producere. Men nu var Wegner ikke optaget af at skabe møbler til overklassen. Han sigtede efter god kvalitet og formfuldendthed i både æstetik og ergonomi. Han skabte møbler i mange prisklasser.

Wegners berømte ”Hejsependel” blev første gang vist på Snedkermestrenes Efterårsudstilling i 1962. Og så er det lige OPALA – serien som Wegner oprindelig tegnede til Hotel Scandinavia i København.

Et godt eksempel på en folkekær klassiker er gyngestolen J165, som Wegner tegnede for FDB. Vennen Børge Mogensen skabte møbler til middelklassen. Som vi allerede har nævnt, er en af Wegners mest kendte og solgte stole er Y – stolen. Den mente Wegner senere ikke var komfortabel nok – Y’et er i vejen for røven.

 

Han rejste verden rundt

Wegners møbeldesign var igennem 50’erne og 60’erne verdensberømt og rejste verden rundt på udstillinger og museer, hvor hans bedste møbler har fået plads i mange permanente designhistoriske samlinger.

I løbet af 70’erne og 80’erne mindskedes interessen for dansk snedkerkunst – godt hjulpet af møbelvarehuse som Ikea og ungdommens nye interesse i krom og glas.

 

Wegner fortsatte arbejdet

Wegner fortsatte dog ufortrødent arbejdet i værkstedet, hvor han blandt andet skabte bemærkelsesværdige møbler som Jakkens Hvile fra 1953, Pøllestolen fra 1960, Armstolen fra 1965, Butterfly stolen i 1977 og Cirkelstolen i 1986 – da var Wegner 72 år gammel.

Hans J. Wegner blev belønnet og berømt for sit arbejde i både Danmark og udlandet. Han modtog Lunning – prisen det første år den blev uddelt i 1951, vandt flere priser ved design biennalen i Milano, møbelpriser i Japan og udnævnt som æresdoktor ved Royal College of Art London.

 

Måske vil et kommende museum vise andre møbeltyper

Måske kan vi i et kommende museum i Tønder se andre møbeltyper end stole. Han tegnede jo andre møbeltyper bl.a. en fremragende kombination af et sofa- og sybord med flettet sy-kurv og skuffedarium fra 1950.

Bemærkelsesværdig var hans langvarige samarbejde med en række andre i borde, byggereoler og skabe, andre igen i polstermøbler. Gennem møbelindustriens arbejde med Wegners møbeltyper og det gennemgående høje kvalitetsniveau nåede hans møbler på grund af prisbillighed ud til en videre kreds.

Hans bedste møblerer indkøbt af museer over hele verden. Det danske kunstindustrimuseum erhvervede sin første Wegner – stol i 1942.

Wegner døde 92 år gammel i 2007.

 

Samarbejde med store møbelproducenter

Det er fantastisk mange Wegner – møbler at vælge imellem, for Hans J. Wegner var som tidligere nævnt ekstremt produktiv og havde samarbejder med flere store møbelproducenter – fra de dyre håndlavede møbler til de bredere, masseproducerede borde, sofaer, sofaborde og lamper.

 

Den gode lokale kvalitet

Ingen snedkere ville producere hans Fiskeskab, fordi de mente det var umuligt at lave. Men den pragmatiske Wegner tog lommekniven frem og viste, at det kunne det bestemt. I dag kan det udsøgte stykke snedkerhåndværk opleves på Designmuseum Danmark i København.

Han gik ind for lokal produktion og det gode håndværk. Han leflede ikke for at få produceret kvantitet i store mængder.

 

I byens vandtårn

I byens vandtårn befinder ser sig en unik samling af Wegners stole. Men Museum Sønderjylland har flere gange tænkt sig, at der skulle være et Wegner – Museum. Men disse tanker har dog ikke udmøntet sig i noget konkret.

Det var i 1995 at Tønder Vandtårn åbnede en udstilling støttet af A.P. Møller Fonden. Wegner skænkede 37 stole til museet. I dag kan det betragtes som en appetitvækker til noget større.

I hestestalden til Schackenborg Slot er der også Wegner møbler.

 

En ny forening så dagens lys

En ny spiller meldte sig på banen, da en gruppe Tønder – borgere oprettede ”Foreningen til etablering af et museum for Hans J. Wegners møbelkunst”. Det var hvis nok i februar 2020.

 

Hvad ville politikerne?

Der har været lidt usikkerhed om politikerne ville støtte sådan et projekt. Åbenbart har der været en del misforståelser. I dagspressen kom det frem, at man hellere ville støtte et Zeppelin – museum.

Men Økonomiudvalget ser gerne at et Wegner Museum blev etableret i Tønder. De er positive over for at give et tilskud til opstart. Men de ser det som naturligt, at dette museum bliver etableret sammen med Museum Sønderjylland.

Og denne betingelse kan være lidt problematisk for nogle.

 

Tre års for – arbejde

Foreningen vil bruge tre år for at undersøge mulighederne for at etablere et sådant museum. Økonomien for for-projektet er 3,9 millioner kr. over de tre år. Som udgangspunkt vil kommunen bidrage med et kontant bidrag. Foreningen havde søgt om 3 x 500.000 kr.

Foreningen mener at et årligt bidrag fra kommunen på 1,5 millioner kroner vil være passende, når der skal gives driftstilskud. Man tænker på den goodwill projektet skaber. Desuden vil museet kunne skaffe arbejdspladser og dermed skatteindtægt.

 

Projektleder med erfaring

Foreningen har ansat en projektleder – Anne Blond. Hun har tidligere været ansat 17 år på Kunstmuseet i Tønder og de sidste tre år som kunstnerisk leder inden for Museum Sønderjylland. Hun sagde op i forbindelse med nogle opsigelser på Museum Sønderjylland i Tønder. Dette skabte en del røre i Tønder.

Hun vil dog ikke grave grøfter men prøve at se, om man ikke kan få et samarbejde med Museum Sønderjylland i forbindelse med etablering af et Wegner Museum.

 

Museum Sønderjylland med ny struktur

Museum Sønderjylland er i gang med en ny struktur, som de lokale kræfter slet ikke bryder sig om. Det skal i 2025 være et samlet museum. Med andre ord – museet i Tønder skal ikke længere være et selvstændigt museum med egen leder men et udstillingssted med kontor i Haderslev. Det fortørner i den grad erhvervs – og turistorganisationer i byen. I Tønder kræver man egen ledelse på Kunstmuseet. Ja og egentlig er det de sønderjyske borgmestre, der står bag denne beslutning. Det er for at sikre driften i fremtiden.  Økonomien er presset i Museum Sønderjylland.

 

De to Wegner – søstre trak deres støtte tilbage

De to Wegner – søstre har trukket deres moralske og økonomiske støtte tilbage til fusionsorganisationen Museum Sønderjylland. Den gave, der blev givet i 1995 til Tønder som by beroede i høj grad på en tillidsrelation mellem Wegner – søstrene og den tidligere museumsinspektør gennem 27 år i Tønder, Ove Mogensen.

Denne Ove Mogensen er søn af møbelsnedker Berner Mogensen, som tjente i hele 40 år hos Wegner – snedkeriet PP Møbler i Lillerød.

Hans J Wegner begyndte at tegne på fast basis for netop PP Møbler i 1968. Dette snedkeri har siden produceret en række af hans mest komplekse og kostbare snedkerikoner.

Ove Mogensen sagde sin stilling op. Han kunne ikke se sig selv i den nye struktur.

 

Stolene tilhører angiveligt Museum Sønderjylland

De stole som Hans J. Wegner i 1995 forærede museet til hører i lovens forstand dog Museum Sønderjylland. Tøndringerne er nok mest optaget af lokalmagt mens det for Wegner – familien formentlig er tale om et personspørgsmål.

Som de tidligere har udformet i en presseinformation. så ønsker de en faglig kompetent og lokal ledelse og ikke en organisatorisk enhed.

 

Foreningen er stadig skeptisk over for den politiske opbakning

Foreningen er dog stadig skeptisk over for politikernes opbakning. Og det selv om der er international bevågenhed om et designmuseum i verdensklasse. Man er sikret en rentabel drift i fremtiden i kraft af donationer samt driftsmidler fra Wegner familien. De to Wegner-søstre vil bidrage med årligt tre millioner kroner.

Så sent som i september 2022 er foreningen stadig ikke klar over politikernes reelle holdning. Og i den lokale debat mener man, at politikerne igen har valgt Zeppelin-museet til fordel for Wegner – Museet.

 

Foreningen arbejder fortsat med et selvstændigt museum

Foreningen vil fortsat arbejde for et selvstændigt museum. De har forespurgt politikerne om en bestemt grund på Søndre Landevej, når hele forarbejdet er færdigt. Heller ikke dette spørgsmål har politikerne taget stilling til.

Debatten foregår i de lokale medier. Mystisk er, at man ikke har sat sig sammen og diskuteret mulighederne. Foreningen mener, at deres ønsker skal gennem en demokratisk proces.

Og det samme forhold er gældende mellem Museum Sønderjylland og søstrene Wegner. Her er det også som om diskussionen foregår gennem medierne. Det virker ikke særlig hensigtsmæssig. Det gør det heller ikke, når Museum Sønderjylland udtaler, at søstrene burde henvende sig til dem.

 

Man regner med 50.000 årlige gæster

Etableringen af et Wegner – Museum vil koste mellem 125 – 150 millioner kroner. Og driftsomkostningerne vil være cirka 11 millioner kroner. Man regner med cirka 50.000 årlige gæster.

Foreningen er ivrig i gang med at søge diverse fonde. De vil ikke putte Wegner i noget, hvor rammerne er for snævre. Så bliver det ikke det som Wegner fortjener.

Selvfølgelig skal sådan et museum ligge i Tønder. Det vil betyde en kæmpe gevinst for kommunen. Men der kan i den grad spores uenighed. De enkelte partier i Tønder er efterhånden fremme og bakke Museums – aktiviteterne op.

Det er som om, at det er gået selvsving i debatten. Fakta er at der også i 2023 er sat 530.000 kr. af til det fortsatte udviklingsarbejde. I øvrigt er der en positiv indstilling til at stille en byggegrund med tilhørende p – plads til rådighed uden at der sat penge af til dette.

Men husk, det er politikerne, der har truffet beslutningen om Museum Sønderjyllands nye struktur. Og er de beløb som man fra Tønders side har valgt at give betinget af samarbejde med Museum Sønderjylland? I så fald er familien Wegner stået af.

Det bliver spændende at følge udviklingen.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.886 artikler
  • Under Tønder finder du 298 artikler

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder