Sydslesvig – under og efter Anden Verdenskrig 

Dette er en meget lang artikel. Det er foredrag afholdt i KFUM/KFUK Vesterbro. Flensborg var under besættelsen plaget af masser af bombardementer. Det kostede menneskeliv og mange ødelæggelser. Inden krigsafslutning blev regeringen samlet i byen. Dönitz havde nogle planer. Men han kunne ikke bruge Himmler som næstkommanderende. Cirka 3.000 krigsforbrydere blev samlet i Flensborg. Her dukkede også KZ – fanger op. Dem ville Dönitz bruge som gidsler i forhandlinger med vesten. Vi kigger på et par episoder ude på vandet, hvor marinere blev likvideret. Tyskerne var trætte af at blive afnazificeret. Havde man gode forbindelser blev man kategoriseret i bløde linje. Krigsforbrydere bosatte sig i det fine kvarter uden nogensinde at blive straffet. Vi kigger også på to lejre, hvor der skete grusomme ting. Kommandanten af disse to lejre blev aldrig straffet. Medlemmer af Det tyske Mindretal fungerede som vagtposter i Ladelund. Og hvordan havde det danske mindretal det. Under krigen blev de chikaneret af nazisterne og efter krigen blev de chikaneret af briterne. De dansksindede blev kaldt for ”Späck-Danen”. Og i Wassersleben måtte de sønderjyske politimestre stå skoleret for briterne i forbindelsen med sagen om Asmus Jensen.

 

Afspejlede sig i Sønderjylland

Vi plejer at fortælle sandheden og det er måske ikke altid den historie, som du plejer at høre. Det er ikke for at være anderledes, men det sker at vi får adgang til en anden historie end den officielle.

Besættelsestiden var frygtelig syd for grænsen især for de dansksindede. Men også efter besættelsestiden var det frygtelige forhold – lige syd for grænsen. De forhold, der var i Sydslesvig, satte sit præg på livet i Sønderjylland.

Jo vi hopper også over grænsen til min hjemstavn.

 

Meget tidlig advarede H.P. Hanssen mod faren

Og så var det lige englænderne. De havde ikke den store forståelse for det danske mindretals kultur. Vi skal da også i dette foredrag besøge to Aussenlager under Neuengamme. Måske bliver dette foredrag ikke så morsomt.

H.P. Hanssen – danskhedens ledere i Nordslesvig advarede meget tidligt om nazismens farer.

 

Advarsler i Mein Kampf

Det var ingen tvivl om Hitlers hensigter. Det stod sort på hvidt i hans bog. Det store gennembrud kom under den økonomiske krise i 1929. Dette betød arbejdsløshed og elendighed for den tyske befolkning

I 1928 var tilslutningen til nazisterne kun 2 pct. Men i 1932 var dette vokset til 64 pct. Historikere mener, at grunden til nazisternes store succes i Sydslesvig var at her ikke fandtes et egentligt bondeparti.

Kampen for Tysklands genrejsning og styrke var sat i gang. For tyskernes elendighed var nazismen et håb. Alt for sent opdagede de at det var en fiasko. Problemet var også, at de fleste ikke ville erkende det.

 

I Flensborg og Sydslesvig havde nazismen gode kår

Særlig i Sydslesvig og Flensborg havde nazismen gode vilkår. Antallet af arbejdsløse i Flensborg steg til 8.000 i 1932. Byen oplevede gadekampe mellem kommunister og nazister. Den 23. april 1932 modtog 45.000 begejstrede borgere i Flensborg Adolf Hitler. Det var så vidt vides hans første og eneste besøg i Flensborg.

Måske var det befolkningens sammensætning og manglen på et slagkraftigt industriproletariat, der var baggrunden for at Sydslesvig blev en nazistisk højborg.

 

De dansksindede blev smidt ud af byrådet

I første omgang opnåede NSDAP kun 21 af 45 pladser i byrådet. Men de danske repræsentanter, kommunisterne og Socialdemokraterne blev udstødt af byrådet. Så var banen sikret for nazisterne.

Og det var tydeligt at der skete ændringer i Flensborg. Jødiske forretninger blev blokeret og i 1933 foregik der bogafbrændinger.

 

Jøder mishandlet og jaget ud af deres hjem

Natten mellem den 9. og 10. november 1938 blev jødiske borgere mishandlet og jaget ud af deres hjem. Til sidst blev dem, der ikke nåede at flygte sendt til KZ – lejre og myrdet.  Det samme overgik politiske modstandere, fagforeningsfolk, Jehovas Vidner, Romaer og mange flere.

 

Børn sultet ihjel

På særlige institutioner blev der indrettet afdelinger, hvor der foregik drab på handicappede børn og voksne. Børn i et antal på 7 – 8.000 blev henrettet op tyske børnehospitaler. Mange gange blev de sultet ihjel.

I et gammelt fængsel i Brandenburg blev de første prøvegasninger gennemført i 1939 og 1940. man forsøgte sig med kuliltegas. Gassen var lugtfri og relativt hurtigt virkende. Et tidligere statshospital Gafeneck ved Stuttgart var prøveklud for de første systematiske gasninger.

Mennesker med syfilis blev tvangssteriliseret. Alkoholikere og kriminelle blev isoleret. Homoseksuelle og Jehovas Vidner havde Det tredje Rige ikke brug for. De skulle også udryddes. Det var en udgift for samfundet og passede ikke ind i det tredje Riges filosofi.

 

Knoglestykker brugt som gødning

Afbrændte knoglestykker blev smidt ud som gødning på marker eller hældt i floder og søer i nærheden af anstalter. Befolkningen kunne næppe undgå at lægge mærke til at der foregik mystiske ting. Efterhånden var det da også mange der stillede spørgsmål til sid selv, hvad ideen var med alle disse lejre. Man talte om økonomiske fordele ved at udrydde såkaldte ”Idioter og ”Ballast – eksistenser”

Frygten for eget liv og sikkerhed holdt tyskerne tilbage. Og nogle kunne da se en fordel i at overtage en billig lejlighed eller butik, hvis beboere og indehavere var sendt til en udryddelseslejr.

 

Jøder gjort til syndebukke

Luftangreb rasede over Flensborg. 1.000 sprængbomber og 12.000 brandbomber blev kastet over byen.

I krisetider er det syndebukke. I Tyskland var det kapitalismen, socialismen og modernismen, der var skyld i dette. Jøderne blev koblet til dette. Under nazitiden blev der lavet 2.000 anti – jødiske love og forordninger.

 

Politiken: Fantasier kan ikke tages alvorlig

Meget tidligt fortalte Hitler, hvad han var ude på. Således anmeldte Politiken hans bog ”Mein Kampf” i 1930:

• Disse reaktionære fantasier er for umulige til at man kan tage dem alvorlige

 

Orwell hæftede sig ven en ting

Først i 1940 anmeldte selveste George Orwell bogen i England. Han hæftede sig ved at jøderne var gift for den ariske races udbredelse. Men alligevel nedtonede han grusomheden. Endnu i 1940 var Hitler en nogenlunde respekteret person.

 

Det Tyske Mindretal tog imod ideologien

Og Det tyske Mindretal tog tidligt imod de nye impulser syd fra. Måske kostede det en lille kamp i begyndelsen – men alligevel. Det gik hurtigt. Man ville ændre grænsen og kæmpede nu for at komme ”Heim ins Reich”. De oprettede hele tre forskellige værn og kæmpede mod danskerne. Efter besættelsen følte de sig som ofre og forlangte en undskyldning for den behandling, de fik. Den såkaldte ”Fårhus – myte opstod.

 

I 1944 skulle 16 – årige til fronten

En masse tvangsarbejdere var kommet til Flensborg. De var indkvarteret i kasernelignende lejre. Og i 1944 indkaldtes 16 til 60-årige til fronten.

For Flensborg kostede krigen 2.896 soldater. I byen kostede nedfaldne bomber 176 bombeofre deriblandt børn fra en dansk børnehave ved havnen.

 

Det danske Mindretal havde det svært

Under nazi – styret havde det danske mindretal i Sydslesvig haft det svært. Den voldsomme tysk – nationale, nazistiske propaganda havde ikke levnet megen plads til mindretallet.

Man havde ellers lovet i artikel 113 at de fremmedsprogede befolkningsdele ret til en fri national udvikling. Man fastslog at der ikke måtte lægges hindringer i vejen for at benytte modersmålet i undervisning, forvaltning og retspleje.

De dansksindede blev lettere arbejdsløse under nazi – tiden. Nazisterne betragtede dem nemlig ikke som ”Mitkämpfer”. Den tyske administration gav heller ikke de dansksindede vinterhjælp eller børnepenge.

Det sociale arbejde blev netop administreret af det nazistiske parti.

 

Berlin hjalp de dansksindede

Påskeblæsten i foråret 1933 var begyndelsen til de følgende års stormløb på mindretallet og den dansk – tyske grænse. Lokale nazistiske ledere i Sydslesvig som Gauleiter Heinrich Lohse, overborgmester i Flensborg, Wilhelm Siewers og fra 1937, Ernst Krach gjorde livet surt for de dansksindede. De danske skoler og Flensborg Avis blev løbende angrebet af de lokale nazister men reddet af centrale nazistiske myndigheder i Berlin.

Børnene blev hele tiden brugt som pressionsmiddel fra tysk side. Hvis børnene blev flyttet til tysk skole, fik man hjælp.

 

Dansksindede skoleelever skulle vise ”Hitler – Hilsen”

Senere kom der så en lov, hvorefter en skoleelev ikke kunne rejse til udlandet uden en attest fra Hitlerjugend. Og danske børn skulle også have en attest på, at de ikke var medlem af Hitler Jugend. Men for at få attest var betingelsen at man heilede, når man kom ind på kontoret.

Men endelig i 1938 fik man så en melding fra Berlin, at danske børn ikke behøvede at heile.

 

Tyskerne fyrede Flensborg Avis redaktør

Flensborg Avis svævede i en evig angst for censur.  Og forbud. Det krævede en streg selvdisciplin. Men selvbeherskelse var ikke nok til at undgå advarsler. Men man slap dog ikke for et midlertidig forbud. Og tyskerne afsatte redaktør Ernst Christiansen.

 

Dansksindede i kamp for hitler

For de unge dansksindede var det heller ikke sjovt. Hitler havde i 1933 genindført den almindelige værnepligt. Skulle de unge undgå den, måtte de flygte. Men skulle de opretholde retten til hjemstavnen, altså retten til at leve i Tyskland som dansksindet måtte de også udføre deres borgerpligt.

Det antages, at mellem 700 og 800 dansksindede sydslesvigere gjorde tysk krigstjeneste under Anden verdenskrig på de forskellige fronter. Og mellem 250 og 300 kom ikke hjem igen.

 

Udelejr Ladelund

Alle kender Neuengamme og dens grusomheder. KZ – lejren havde 89 udelejre. Og vi skal besøge to af disse.

Den første er Ladelund som kun lå ca. 5-6 km syd for grænsen lige i nærheden af Tønder. I denne lejr udgjorde vagtmandskabet 20 mand fra Det Tyske Mindretal nord for grænsen. Ellers var de fra SS Todenkopf og ældre marinesoldater.

Det var i begyndelsen af november 1944, at der kom 2.000 fangere til den lille by. Og egentlig var der kun plads til 200 i lejren.

 

Folk fra hollandske Putten blev likvideret

Her blev hollændere fra byen Putten likvideret. I alt blev 540 indbyggere fra denne by interneret. Kun 48 vendte tilbage. I Ladelund var det 117 fra byen, der blev likvideret. Det var i putten der blev skudt et par tyske officerer. Derfor skulle hele byen udslettes. Alle mænd mellem 17 og 65 år blev deponeret.

 

Panzerstrasse

Lejren i Ladelund stammer tilbage fra 1939 og var kun en kort overgang Aussenlager. I slutningen af 30erne havde de lokale beboere set unge mennesker forsynet med spader. Det var blandt andet disse mennesker, der byggede betonvejen ved grænsen. Den blev bygget mellem Süderlûgum og Flensborg. Strækningen var på 34 kilometer. Det var den såkaldte Panzerstrasse.

 

På to måneder – 300 dødsfald

Fangerne var inddelt i forskellige kategorier – politiske, kriminelle, asociale, Jehovas Vidne m.m.  Ja så var det også alle de andre undermennesker som polakker, jøder. Men her var også vagabonder, alkoholikere, hjemløse, arbejdssky, invalider m.m.

Når fangerne kom hjem om aftenen havde man adskillige døde med. På blot to måneder havde man 300 dødsfald i lejren.

 

Præsten ville ikke begrave i massegrave

Præsten Johannes Meyer fik pålagt at begrave de døde. Præsten fik at vide at han nok skulle regne med at begrave 20 – 30 stykker hver dag. Kommandanten ønskede, at det skulle være massebegravelser, men det nægtede præsten. Han ville have navn og data på hver. Og han fandt et stykke jord på nordsiden af kirken

 

Kommandanten blev aldrig straffet

Den overordnede leder, som både var kommandant for Ladelund og Husum – Svesing, Hans Herman Griem blev nogensinde dømt for sine forbrydelser. Da man endelig fik taget sig, sammen i 1971 døde han inden han fik dommen.

Griem blev godt nok anholdt af briterne, men flygtede. I lang tid levede han under falsk navn i Hamborg – området. Men da der ikke skete noget levede han længe med sit eget navn.

Han beslaglagde levnedsmidler og lod fangerne sulte. Så solgte han dem videre. Han brugte sadistiske metoder og skød selv flere fanger. Mange blev skudt, når han havde drukket. Han elskede at torturere fangerne. Han var magtsyg og uligevægtig.

 

I KZ – systemet var han driftssikker

Men i KZ – systemet var han en betroet og driftssikker medarbejder, der ofte blev sendt ud for at løse omfattende opgaver.  Han kunne sit håndværk. Gennem sin brutale fremfærd og sit uberegnelige væsen forstod han at skabe frygt i fangesamfundet. Han skabte resultater gennem terror.

 

25.000 mand gravede Friservold

I både Ladelund og Husum skulle man grave den såkaldte Friservold. I alt 25.000 var beskæftiget med dette arbejde. Man frygtede en allieret invasion i Danmark eller ved den tyske vestkyst. Hitlers ordre var at opføre befastningsanlæg langs Tyske Bugt og på tværs af Sydslesvig.

Men det måtte man opgive på grund af tyskernes sammenbrud. Snart opgav man Ladelund og sendte dem tilbage til Neuengamme.

 

Mellem 300 – 500 døde i Husum – Svesing

I Husum – Svesing skulle de holde varmet i vådt tøj Fra den 26. september 1944 bestod lejren. Her kom 2.500 fanger fra 14 lande. Mellem 300 og 500 mennesker døde som følge af tvangsarbejde underernæring og mishandling.

Med første sending var der 81 danskere. At arbejderne var fysisk udviklede til deres arbejde, var lige meget. De skulle bare fysisk og psykisk kækkes gennem meningsløse og disciplene foranstaltninger.

 

Umuligt at renholde sig selv

Man blev vækket kl. 4.30 om morgenen. Så skulle man indtage en sparsom morgenmad og ordne morgentoilette, hvilket ud fra de utilstrækkelige sanitære forhold var en udfordring. Man skulle kæmpe med de andre fangere for at komme til at vaske sig.

Det var umuligt at renholde sig selv og det udleverede fangetøj. Det fungerede også som arbejdstøj i de mudrede pansergrave. Latriner var dimensioneret efter de 250, der normalt skulle opholde sig her.

 

Fangevogtere blev belønnet, når de havde skudt en

SS-soldaterne morede sig med at tage fangernes hatte og kaste dem væk. Så blev fangerne kommanderet til at hente disse hatte og så skød vagtposterne dem. Så kunne de altid sige, at de blev skudt på flugt. Drabsmanden blev så belønnet med naturalier i form af delikatesser, spiritus eller en fridag.

Man brugte tæpperester som forbinding. Men blev det opdaget under appellerne blev fangerne beskyldt for tyveri eller sabotage mod Det Tredje Rige. Straffen var prygl, oftest pisk i den nedre del af ryggen. Dette var i mange tilfælde ensbetydende med åbne sår og sågar nyreskader. Mange af disse skader endte dødeligt.

 

En lærer og hans klasse opdagede den grufuld fortid

Det var en lærer og hans folkeskoleklasse, der i 1970erne opdagede lejrens eksistens. De begyndte nu at undersøge arkiver. Lokalsamfundet havde glemt eller ville glemme eksistensen. Måske var det sammenvittigheden.

 

”Det har vi ikke vidst noget om

De fleste lokale frydede sig over fangernes lidelser, når de mødte dem på de nordfrisiske veje eller i Husums gader. Mange væmmedes da også at se fangerne, mens andre hånede og grinede af de forhutlede fanger. Det står lidt i kontrast til tyskernes udsagn:

• Dawon haben wir nichts gewust

 

3.000 krigsforbrydere samlet i Flensborg

I maj 1945 var der forsamlet 3.000 krigsforbrydere i Flensborg. De fleste af disse nåede videre til Sydamerika og via Danmark til Sverige. Andre igen havde fået nyt ID.

 

KZ – fangere beordret til Flensborg

I begyndelsen af maj vrimlede Flensborg også med KZ – fangere fra Neuengamme . Dengang da Himmler havde magten havde han beordret fangerne til Flensborg. Han ville bruge dem som gidsler i forhandlinger med de allierede.

 

Göring var sikker på at blive afløser

Hermann Göring var sikker på, at han blev Hitlers efterfølger. Det fastslår et førerdekret fra 1941. Men i førerbunkeren befandt Martin Bormann sig stadig. Han var kendt som intrigernes mester. Og Göring kunne han ikke fordrage. Og denne Göring havde forfattet et telegram, der nærmest var et ultimatum. Da Bormann læste det, gjorde han sin chef opmærksom på, at Göring seks måneder tidligere var mistænkt for at have ført hemmelige forhandlinger med de allierede.

 

Dönitz blev leder

Bormann havde nu fået hidset Hitler op. Göring skulle arresteres og fratages alle sine poster. Himmler blev ligeledes afsløret, men blev dog ikke anholdt. Således blev storadmiral Karl Dönitz kort før Hitlers død udnævnt til Statsoverhoved. Den 30. april modtog han et telegram fra Bormann.

 

Himmler blev afvist

Den 2. maj var Himmler sammen med 150 medarbejdere kommet til Flensborg. Han havde masser af penge og guld med. Han forventede at blive næstkommanderende. Men Dönitz – den nye regeringsleder havde afvist ham. Ligeledes blev von Ribbentrop afvist.

Himmler fik som tusinder af andre nyt ID. Han fik en fisker til at sejle ham over Elben. I nærheden af Lüneburger Heide løb han på en kontrolpost. Her mente de, at hans Ausweiss så alt for nyt ud. Men inden de kunne nå at anholde ham, havde han indtaget en selvmordspille.

 

Havde været til møde med Folke Bernadotte

Den 23. april havde Himmler mødtes med Folke Bernadotte. Han havde en plan med, at USA og Storbritannien sammen med tyskerne skulle vende våbener mod Sovjet. Men det forslag blev prompte afvist.

 

Vigtigt møde i Flensborg

Dönitz havde 400 soldater som livvagter. Og straks ved hans ankomst til Flensborg blev der afholdt stormøde. Her gjorde generaloberst Lindemann opmærksom på, at han ville kæmpe videre i Danmark. Ifølge et referat havde han sagt:

• Kom de kun til Nordslesvig Hr. storadmiral så sætter vi proppen i og udkæmper krigens sidste anstændige slag der.

Men nu er det ikke alle historikere, der er enige i at han har sagt dette.

 

En stakkels fordrukken kommandant

Dönitz beordrede den 7. maj at man stadig skulle hilse med ”Heil Hitler”. Først den 10. maj blev rigsflaget taget ned fra marinestationen. Den 14. maj blev alle billeder af Hitler fjernet fra offentlige kontorer.  Det var også den dag, at der fandt en statsbegravelse sted. Det var fregatkaptajn Wolfgang Lüth. Kommandøren for Marineskolen var blevet skudt foran en vagtpost. Kommandørkaptajnen var så fordrukken, at han ikke kunne huske det kodeord, som han selv havde uddelt.

 

Speer og Dönitz protesterede under anholdelse

Den 23. maj havde englænderne fået nok. Den tyske regering og den militære ledelse blev afsat og arresteret. Albert Speer gjorde opmærksom på at det var nedvurderende for en mand af hans rang at blive transporteret i et almindeligt militært køretøj.

Dönitz havde pakket 12 kufferter. Men han fik kun lov til at tage en kuffert med sig. Han havde ellers taget en hel ny uniform på. Briterne arresterede i alt 420 personer.

 

En mærkelig stemning i Flensborg

Stemningen i Flensborg i de sidste 20 dage skiftede mellem fortvivlelse og eufori. Ingen vidste om man var død i morgen, arresteret eller sat i fangenskab. Det var som at danse på en vulkan. Kvinder og mænd var indblandet i vilde orgier. Både alkohol og stoffer var indblandet.

 

Både sænket i Flensborg Fjord

I Gelting Bugt lå cirka 20 krigsskibe og 50 u – både opankret. I aktion ”Regenbogen” blev alle disse skibe sænket. Man har glemt, hvilken økologisk og miljømæssig katastrofe dette medførte. Kemikalier og dieselolie forurenede hele bugten.

Allerede den 30. april beordrede Dönitz at alle skibe, der ikke lige var beregnet til fiskeri og minesøgning tilhørende den tyske marine skulle sænkes. Åbenbart havde Dönitz den 4. maj annulleret denne ordre.

Men mange kaptajner ignorerede denne ordre. I Flensborg Fjord blev der sænket 28 u – både. I gelting Bugt drejede det sig om 47.

 

300 KZ – fangere plaffet ned på strand

Natten mellem den 2. og 3. maj strandede lastpramme med indsatte fra KZ Stutthof og Danzig ud for Neustadt. Om eftermiddagen den 3. maj skød soldater, SS’ er, Hitler – drenge og medlemmer af Folkestormen 300 af disse i fuld offentlighed på stranden. Mange af dem var kvinder og børn. Andre lastpramme med indsatte flakkede rundt i den vestlige del af Østersøen. To af disse landede på Stevns og Langeland.

 

Først i 2002 blev der givet pension

Først i 2002 besluttede den tyske regering at familier og personer, der blev dødsdømt efter krigens ophør skulle have krigsskadeserstatning. Indtil da havde familiemedlemmer til tidligere Waffen SS – medlemmer og Gestapo – folk været bedre stillede.

 

10.000 flygtninge dræbt af de allierede

Den 3. og 4. maj havde britiske fly været i gang ved østkysten. Man mente at de var ved at evakuere deres tropper mod nord. Men ved denne aktion angreb britiske fly en masse flygtningeskibe. Man mener, at mindst 10.000 flygtninge omkom ved denne aktion.

Ved den sønderjyske østkyst og langs Flensborg Fjord drev vraggods og lig i land.

Kolonner med tusindvis af KZ – fangere ankom til Flensborg fra bl.a. Stutthof og Neuengamme. De skulle bruges som gidsler i en forhandlingssituation med de allierede.

 

Dönitz blev kun idømt 19 års fængsel

Denne Dönitz overtog som allerede som nævt kommandoen af den tyske ubådsfly. Han var også hovedmanden bag de succesrige ubådsangreb mod de allieredes konvojer. Om det Dönitz gjorde i Flensborg var godt eller skidt, ja det strides historikerne endnu om. Ja han opløste Gestapo, SS og Nazi – partiet. Men han accepterede alle de ulovligheder, der foregik i byen de sidste 20 dage.

I Nürnberg blev han idømt 10 års fængsel for

• Deltagelse i sammensværgelse
• Forbrydelser mod freden
• Krigsforbrydelser

I 1980, da han døde, blev han dog ikke begravet med militære æresbevisninger. Men selv efter hans død fortsatte med at være en omstridt skikkelse.

Frem til verdenskrigens afslutning fulgte han kompromisløst Hitlers befalinger. I foråret 1945 afviste han enhver tanke om våbenhvile. Han planlagde endda en ny offensiv mod de allierede med ny konstruerede skibe.

Han påstod ikke at kende til det tredje Riges forbrydelser. Men det var ham, der gav ordre til at skibe med flygtninge skulle torpederes. Han var nazist til det sidste. Således optrådte han i 1963 på et gymnasium ved Hamborg. Her fik lejlighed til at fastholde sin fascistiske og nazistiske holdninger og sin beundring for Hitler.

 

11 mand likvideret på Alssund

Og denne Dönitz gav også ordre til henrettelse af nogle stakkels marinesoldater i Alssund og Gelting Bugt. Det er de to historier I skal høre nu.

I de danske hjem var det naturlige glæde, da frihedsbudskabet kom. Langs strandene blev det tændt bål også ved Alssund.

Den tyske minestryger i Sønderborg M 612 lægger fra kaj i Sønderborg. Kursen er sat mod Møllebugten. Det er en strækning på ca. 2 km. Her blev der kastet anker kl. ca. 23. Inde på land kan det ses at projekterne blev tændt. Så blev hørt støvletrampen og affyring af maskinpistoler. Derefter hørtes der plask. Ingen tog videre notits af det. Ingen vidste at 11 dræbte marinesoldater pakket ind i lærredssække med tunge jernblokke netop var smidt i vandet. Efter halvanden time sejlede båden igen.

 

Mandskabet begik mytteri

Båden havde været i Kurland efter flygtninge. Det havde været en farefuld færd. I Kiel ville man ikke tage imod flygtninge. Og det ville man heller ikke i København. Og i Sønderborg havde modstandsbevægelsen overtaget og afviste også skibet.

Der spredte sig en mærkelig uro. Man talte om at ”stige ud eller stikke af”. Man havde ikke lyst til atter engang at tage til Kurland og risikere liv og lemmer, nu hvor krigen var slut.

Den næste morgen den 5. maj gjorde man klar til atter at sejle. De fik at vide, at de bare skulle parere ordre. Nu var de Frikorps Dönitz. Og på M 612 var der forholdsvis unge officerer. De ville vise deres værd.

Men skibet nået ikke langt. Mandskabet foretog mytteri og overtog herredømmet over skibet. De spærrede officererne inde.

 

En hurtigbåd opdagede det

Men ak. En hurtigbåd kom forbi og kommandanten fra denne opfattede mistanke. Der ankom flere både og M 612 blev nu omringet. En undersøgelseskommando blev enige om dommen:

• 11 blev idømt dødsstraf
• 4 blev idømt fængselsstraf
• 5 blev frikendt

Mandskabet var fra 18 til 23 år. Dönitz havde givet sin tilladelse.

 

Nu har de endelig fået en mindesten

Den danske fisker, Henry West bjergede syv af ligene. Alle blev begravet på kirkegården i Sønderborg på den afdeling, der var forudset til wehrmacht. To af de bjergede blev begravet på Christians kirkens Kirkegård.

I mange år nægtede Sønderborg Kommune at rejse en sten for de likviderede. Og det samme var tilfældet i Det Tyske Mindretal. Først for et par år siden blev der rejst en sten.

 

Ingen blev nogensinde straffet

Retten i Lübeck frikendte dem, der afgjorde at de 11 skulle dømmes til døden. Det var familiemedlemmer, der havde rejst sagen – ikke de tyske myndigheder. En anden retssag i Hamborg frikendte eksekutions – officer, kaptajnløjtnant Merkel. Donitz understregede, at enhver stadig var bundet af sin soldatered.

 

En speciel sten i Gelting Bugt

I nærheden af en campingplads i den skønne omegn af Flensborg ud mod Gelting Bugt på et sted, der hed Norgaardholz fandt vi en sten, hvorpå, der stod:

• Vi bliver nok de sidste ofre fra denne krig. Og det er også forgæves som mange andre, der faldt
• Matros Fritz Wehmann 26 år
• Martin Schilling 22 år
• Marinetelegrafist Alfred Gail

 

• To dage efter kapitulationen den 10. maj 1945 af NS – marinekrigsdommere
• På grund af desertering dømt til døden om bord på ledsagerskibet Buea ud for Nordgaardholtz og derefter skudt.
• Men tro mig, jeg er ikke forbryder, selv om man nu viser mig æren
• Jeg har kun gjort det, fordi krigen var over, for også at beskytte jer.

Teksten var skrevet af Alfred Gail’ s forældre. Og slægtninge til de tre satte stenen op den 9. juli 1999.

 

To dage efter at freden var indført blev der givet befaling

Og hvad der skete to dage efter at freden var indtrådt i Gelting Bugt har beskæftiget det tyske retssystem gennem mange år. De ville helst have glemt det. En kommando marcherede hen på agterdækket og befalede nedskydningen. Og det var under ledes af den samme ”Merkel” som foretog likvideringen i Møllebugten et par dage forinden.

Ligene blev derefter med tunge vægte smidt i Østersøen. Og Dönitz havde proklameret, at ”Faneflugt nu engang koster hovedet”. Men nu var dette vel nærmere mytteri.

Den 8. maj var flagene blevet strøget fra hurtigbådene i gelting Bugt. Dette betød at krigen var forbi. Den fjerde matros slap med tre års fængsel.

Alle implicerede slap for straf. Og de to episoder var langt fra de eneste i dage omkring Flensborg Fjord.

 

Masser af lignende situationer i Mørvick

Alene i Mørvick blev der rapporteret om et dusin episoder efter den 5. maj 1945, der førte til en dødsdom. Således blev tre matroser dømt til døden, fordi de havde ødelagt kompasset på et skib.

En marinesoldat nægtede at fyre op på et krigsskib. Han fik sin dødsdom den 10. maj.

Inden for luftvåbnet blev en østrigsk soldat skudt den 14. maj, efter at være dømt til døden. Hans forbrydelse var, at han havde udtalt, at han ikke ville kæmpe for Tyskland.

 

Masser af domme – det accepterede de allierede

Både i Norge og Holland blev der uddelt talrige dødsdomme efter krigens ophør. Så sent som i 1946 er det eksempler på dødsdomme inden for den tyske Wehrmacht oppe i Norge.

Mellem den 10, maj og 5. august blev der alene ført hele 750 straffesager inden for det tyske militær. De 424 var for faneflugt. Åbenbart blev dette godkendt af de britiske militærmyndigheder.  Og det skete også gennem hele 1946. Briterne mente, at på denne måde ville det være en mere sikker måde for ordnet afvæbning af Værnemagten.

 

Hvem kommer først til Lybæk

Her troede man så at alt var aftalt i slutspillet. Men faktum var, at der var stor forvirring. Montgomery, Eisenhower og Churchill var overhovedet ikke enig. Montgomery ventede ti dage med at gå over Elben. Russerne skyndte sig. Det drejede sig om, hvem der først kom til Lübeck.

Ja egentlig var det amerikanerne, der først mødte dem. Men det må man ikke sige højt. Først den 7. maj besluttede Montgomery at sende køretøjer over grænsen. Den 5 maj var der dog kommet 300 englændere til København. Men særlig travlt havde englænderne ikke.

 

Montgomery var uenig om hastigheden

Montgomery havde været uenige med amerikanerne omkring hastigheden. Han blev ofte betragtet som en besværlig person. Han havde med nedladende holdning over for amerikanske generaler. Han kritiserede også den danske forsvarsindsats. Han var ikke begejstret for de danske politikere og for danskernes landbrugs – og fiskerieksport til Tyskland.

 

6 eller 12 timer før russerne

Hans selvglæde var uhæmmet. Han fik at vide, at det lå Eisenhower meget på sinde, at de nåede Lübeck før russerne. Amerikanerne/canadierne mente at de kom 12 timer for russerne. I Montgomerys dagbog står der 6 timer.

Det er den amerikanske general Bradley, der erklærer, at de kom først. Egentlig skal vi takke amerikanerne for, at russerne ikke besatte Danmark. De nøjedes så med Bornholm.

’

Hvordan ville tyskerne reagere

Men Montgomery var ikke klar over, hvordan tyskerne ville reagere i Danmark. Var det nødvendigt at sende tropper til Danmark for at nedkæmpe dem? Det var trods alt en kvart million tyske tropper i Danmark. Heraf var 100.000 værnemagtssoldater og 75.000 tjenestegørende i flåden og luftvåbnet.

Han havde ellers forlangt, at de tyske lufthavne skulle bombes. Men denne aktion var blev aflyst flere gange på grund af dårligt vejr.

Den sønderjyske amtmand måtte ikke tage imod de allierede. Modstandsbevægelsen mente, at han havde været alt for eftergivende og flinke over for tyskerne. De mente i stedet for at han skulle arresteres. De havde bedt ham om at blive hjemme.

 

Briterne forlangte afvæbning af alle tyske skibe

Briterne forlangte, at de skibe, der ikke var blevet sænket, blev afvæbnet. Tyskerne var meget effektive. De transporterede ammunitionen hurtigere i land end briterne kunne nå at bortskaffe det. I løbet af få uger var der oparbejdet et større lager af ammunition i en række barakker ved havnen.

 

Den 14. juni 1945 gik det galt

Om morgenen den 14, juni 1945 gik det galt. En barak opbevarede 20 mm ammunition sprang i luften. Små ti minutter senere fulgte den næste og langt kraftigere eksplosion. Denne gang var det en nærliggende barak, der opbevarede mellem 200 og 250 dybdebomber, der røg i luften. Denne startede en kædereaktion, der fik resten af barakkerne til at rydde i luften.

 

Briterne troede det var sabotage

Trykbølgen fra eksplosionen spredte sig ud over havneområdet. Den jævnede både bygninger i havneområdet og væltede skibe i havnen. Eksplosionerne var så kraftige at adskillige huse i Flensborg fik revet taget af, Ruder blev smadret 10 kilometer væk.

De britiske styrker troede først, at det var sabotage. De blev sat i allerhøjeste alarmberedskab. Men ret hurtigt fandt de ud af, at det var en katastrofe.

Man hjalp brandvæsnet med at slukke de mange ildebrande. Men dette arbejde var hæmmet af, at store mængder af u-eksploderet ammunition var spredt ud over havneområdet. I alt 88 mennesker omkom i katastrofen.

 

En karl var ikke den, han udgav sig for

Den 11. marts 1946 er alt roligt på Hansens gård i Gottrupel ved Flensborg. Men pludselig er der masser af larm. Beboerne er forskrækket.

• Er det polakker, tidligere tvangsarbejdere, der vil plyndre?

Nej det er britiske soldater, der river dørene op. Også den til karlekammeret. Der sover Franz Lang. Marinesoldaten hjælper til på gården. En flittig og venlig mand, som tager sig meget tid til børnene. Geværkolber bliver brugt mod ham. Blodet flyder fra ham. Man river vielsesringen af ham.

Kaptajn Hans Alexander læser, hvad der står på ringen:

• Rudolf und Hedwig.

Den britiske nazi – jæger har nået sit mål. Han har fanget Kommandanten fra Auschwitz – Rudolf Höss. Denne bliver udleveret til Polen. Allerede den 16. april bliver han hængt foran sin tidligere kommandant – villa med et udsyn til gaskamrene Han var kun en af de cirka 3.000 krigsforbrydere, der var forsamlet i Flensborg

 

Det pæne kvarter var fuld af topnazister

Det pæne Flensborg kvarter, Westlische Höhe var behængt med topnazister i efterkrigsårene. Her blev krigsforbrydere pludselig forvandlet til bedsteborgere med villa, vovse og Volvo.  Naboerne vidste det. De sagde ikke noget. De nøjedes med at kigge ud gennem gardinerne.  Og lade som ingenting.

 

Massemordere gjorde karriere

Jo det lykkedes massemordere at gøre karriere. Godt nok blev 300 af Det tredje Riges kabinetsmedlemmer og stabsofficerer anholdt den 23. maj 1945 på Marineskolen Mørwig. . Men Flensborg blev et ”Fortielses og Hvidvasknings – syndikat”. Det er ikke en by i Tyskland, hvor så mange ansvarlige og villige bødler gik under jorden.

 

Og så fik de en tårnhøj pension

Hans Joachim Beyer var en betydelig nazistisk racebiolog. Han deltog aktiv i massehenrettelse i Ukraine. Han kom på Pägogische Hochschule i Flensborg, hvor han fik et professorat.

Hitlers justitsminister, Franz Schegekberger fik ved Nürnberg – processen livsvarigt fængsel. Men han allerede i 1951 blev han løsladt. Han flyttede til Dietrich Nacke Strasse 21 på Westliche Höhe i Flensborg. I 1962 fik han ved en rets-anordning tilkendt en månedlig pension på 2.984 mark om måneden. En almindelig arbejders månedsløn var dengang 400 mark.

Carl Oberg legede Dr. Jerkyll og Mr.Hyde på Peter Christian Hansens Weg 8 efter at være dømt til døden ved en krigsret i Wuppertal og senere benådet. Oberg var SS – fører i Lvov, hvor han var ansvarlig for nedslagtning og tvangsudskrivning af jøder.

 

Aflivning af mentalt syge

Læge Werner Heyde aflivede som leder af nazisternes eutanasiprogram i årene 1939 – 41 100.000 mentalt syge og udviklingshæmmede mennesker, som ikke led af en livsfarlig sygdom. Han skaffede sig i Flensborg en ny identitet som Frits Sawade og fik et vellønnet job som reservelæge. Han flyttede også til det fine kvarter.

Ja vi kunne have nævnt mange flere.

 

Epidemier, sult og kulde krævede flere ofre

Om der havde været nazister blandt det danske mindretal? Jo det kan godt tænkes. Således kunne man ikke få en videregående uddannelse uden at være med i Hitler Jugend.

Man beskyldte også redaktør Ernst Christiansen – redaktør på Flensborg Avis for at være lidt brun i kanten. Han havde nogle specielle forestillinger om afstamning og race.

Tyske historikere har beskyldt dansksindede sydslesvigere for nazistiske tendenser. Kigger man på medlemsblade fra dengang m.h.t. at blande sig med de østtyske flygtninge, så havde det danske mindretal en speciel fortolkning af begrebet raceideologi.

Under britisk opsyn fik byen en dansksindet overborgmester I.C. Møller. Men lidelserne var langt fra forbi. Epidemier, sult og kulde krævede flere ofre i efterkrigstiden.

 

Befolkningstal steget med 71 pct.

Fra januar 1945 flygtede millioner af tyskere i Østtyskland. Den røde hær kom nærmere. I maj 1945 var der ca. 227.000 flygtninge i Sydslesvig. I 1989 var der 282.000. Den store tilstrømning betød at disse flygtninge blev tvangsindkvarteret i private hjem. Således var der op til 17 personer om at dele et toilet og et køkken.

Befolkningstallet i Sydslesvig var vokset med 71 pct. Indbyggere skulle pludselig dele deres hjem med vildt fremmede. Levnedsmidler blev igen rationeret.  Bønderne ville ikkedele deres spisekammer med flygtningene. Mange bønder slagtede sort. De havde glemt at spørge englænderne om det.

 

De æder hundefoder

Men det rygtedes hurtigt blandt flygtningene, og disse fandt ud af, hvor bønderne gemte deres kød. Og de lokale bønder sagde skadefro:

• De æder hundefoder.

Sortbørshandlen blomstrede og der var masser af smugleri over grænsen fra Danmark. Et godt venskab med en bonde betød overlevelse.

Overalt lå der våben og andre efterladenskaber. Og det var farligt, når børn fik fat i en håndgranat.

 

Det Danske Mindretal var afvisende over for flygtningene

Det danske mindretal var meget afvisende over for disse flygtninge. De vakte bekymring hos de dansksindede. De følte at de var en folkelig og national trussel. Samtidig så det ud til at englænderne foretrak disse i den offentlige administration i stedet for de dansksindede.

Det lykkedes for de dansksindede at sprede deres angst for flygtningene til Danmark. Og det gjorde de bl.a. ved hjælp af den dansksprogede presse i Sydslesvig.

 

Mindretallet smed 45 medlemmer ud

Det danske mindretal indførte regler, så flygtninge ikke kunne melde sig ind. Et ægteskab med en flygtning betød at man blev smidt ud af den danske forening. På den bekostning blev 45 medlemmer smidt ud.

Flygtningene blev beskrevet som anderledes. I 1947 foretog Gallup herhjemme en undersøgelse. Den viste at 88 pct. at Danmark burde forhindre flygtningens bosættelse i Sydslesvig. Man mente heller ikke at de skulle have samme politiske rettigheder som andre.

Nu kan vi altid fordømme dette i bagklogskabens viden.

 

Mindretallet holdt sig ikke tilbage i beskrivelsen af flygtningene

I såvel danske som sydslesvigske blade holdt danskerne sig nu ikke tilbage med beskrivelsen af flygtningene. De blev beskrevet som dovne og upålidelige mennesker, uforbederlige nazister og vendekåber, der kun drømte om at overtage magten. ikke blot i Sydslesvig men også i Danmark. Et sted stod der:

• De kan avle forskellige bastarder som kan opfylde og forpeste landsdelen – marchere over grænsen så endnu et gammeldansk land kan forblive forpestet.

Et andet sted stod der:

• Østpreussen har klare racekendetegn, der adskiller dem fra sydslesvigerne og de øvrige nordiske folkeslag. Det kulminerer i den østpreussiske folketype, hvis legemsbygning og hovedform bærer rigt vidnesbyrd om blodmæssigt tilskud gennem generationer af polakker, russere, litauere m.m.

 

A.P. Møller blandede sig også

Skibsreder A.P. Møller var særdeles aktiv. Han frygtede for danskhedens skæbne og skrev læserbreve i Berlingske og Flensborg Avis:

• Men nu, da Beslutninger skal træffes, bør denne Fare med alle Midler øges forebygget. Nogen beroligelse, ligger der for Danmark næppe i, at der blandt Flygtningene er saa mange Kvinder, thi min Iagttagelse gennem mange Aar har været, at tyske Kvinder gennemgaaende er fuldt saa nationalt fanatiske som tyske Mænd.

 

De kunne skade den nordiske slægt

Så sent som i 1949 kunne man læse i den slesvigske hjemstavnsavis som specielt udkom til det danske mindretal på tysk, at det var fare for det frisiske blod.

• Folk øst fra blandede sig. Og det var fare for at de slaviske træk vil blande sig.

Derefter kom en beskrivelse af hvordan avisen mente, at det kunne skade den nordiske slægt. Avisen forlangte også at alle embeder i Sydslesvig skulle besættes med folk med en helt ren nordisk race.

Set med efterkrigens øjne ser det ud til at de dansksindede fejlfortolkede flygtningeproblemer. Og fortyskningen af sydslesvigerne var ikke så overfladisk som man havde håbet på fra dansk side.

 

En masse soldater blev interneret

Den britiske besættelsesmagt internerede indtil april 1946 over en million tyske soldater i Eiderstedt, Ditmarsken og Østholsten. Blandt soldaterne havde topnazister også skjult sig. Således fandt man Rudolf Hess, lederen af KZ – lejren Auschwitz. Han spillede marinesoldaten Franz Lang.

 

Tavshed og fortrængning var baggrunden for tyskernes succes

Tavshed og fortrængning var i mange år fremherskende i den tyske befolkning. Det var det som var baggrunden og hemmeligheden bag Tysklands hurtige opbygning.

 

De tyske politimestre skulle stå skoleret for de allierede

Den 3. juli 1945 blev de sønderjyske politimestre kaldt til et møde på restaurant Waldeck i Wassersleben. Det engelske militær ville gerne have at politimestrene gjorde rede for nedskydningen af 4 personer. Desuden ville man gerne have at vide, hvor Asmus Jensen befandt sig.

Den sidstnævnte var engelsk spion. Men modstandsbevægelsen i Padborg mente, at han var tysk spion. Han blev kidnappet, da han gik tur med sin kone. Han blev gennem flere dage tortureret i en lade i Vejbæk ikke lang fra Frøslev. Her blev han så til sidst dræbt af to nakkeskud.

Med en motorcykel med sidevogn blev han anbragt og begravet ved Søndermosevej 85 – 87. Efterfølgende blev han så gravet op og placeret 200 meter inde i Tyskland.

 

Den danske brigade forfalskede en rapport

Antagelig er det politimesteren i Gråsten eller anklagemyndigheden, der har fået Den Danske Brigade til at formulere en falsk rapport. De påstår at de skød ham på flugt ind i Tyskland og ramte ham på flere hundrede meters afstand.

De tre Brigade – folk, der har underskrevet rapporten, fik efterfølgende topstillinger. Måske burde vi ikke have set ligsynsrapporten og andre dokumenter. Efter at vores bog er udkommet er det da også blevet lukket for yderligere arkivtilgang.

 

Tog ikke imod mordanklage

Aabenraa Politi nægtede også at tage imod en mordanklage med nye beviser under påskud af at sagen er lukket i 1947.

Den 19. juli 1945 blev Asmus Jensens lig fundet. Hvordan den engelske militærkommando i Flensborg reagerede på dette og på den falske rapport vides endnu ikke. Men det finder vi sikkert også ud af. Nu havde briterne også andet at se til

Jo der skete mange mystiske ting i grænseområdet dengang. Og i 1973 beklagede politimesteren i Gråsten sin nød til Folketinget. Han mente, at journalisterne var kommet lidt for tæt på.

 

Flere erklærede sig danske

Der var decideret hungersnød syd for grænsen. Englænderne måtte flere gange fortælle danskerne, at de ikke måtte sende tyske flygtninge retur. Det danske mindretal modtog fra 1945 og et par år frem hjælpepakker fra Danmark.

Her var mange, som tidligere følte sig danske, som pludselig erklærede sig som danske. Mange gjorde det sikkert også bare for at overleve. Derved fik de adgang til pakkerne fra Danmark. Og så var det jo også dem, der under nazismens tid ikke turde vise deres sindelag.

 

Flæske – danskere

Blandt flertalstyskerne herskede der stor bitterhed over dette. Ikke uden grund blev de dansksindede kaldt for ”Speckdänen” Det udløste kraftige spændinger.

Der opstod en stemning at, at Danmark nærmest flød med mælk, honning, demokrati og social retfærdighed. Det var noget helt andet end hvad Nazi – Tyskland havde budt på.

På de danske skoler blev der serveret et måltid hver dag.  I juli 1945 blev der leveret 3.700 hjælpepakker fra Danmark. I august 1947 var man oppe på 70.000 hjælpepakker.

 

Forskel på, hvem der kunne få hjælp

Men de dansksindede fortsatte med at være undertrykt. Den danske forfatter og senere højskoleforstander Bøgh Andersen var kortvarig borgmester i Harrislee efter krigen. Han fandt følgende stykke papir, der bl.a. omhandlede tandlægehjælp:

• Nationalsocialister kunne få 100 pct. hjælp. Borgerlige og gode socialdemokrater 50 pct. Danskere og Kommunister ikke over 25 pct.

Det var også den by som Frøslev-fangere kaldte for ”Helvedes Forgård”. Her blev de kørt hen og sat i utætte kvægvogne for at blive befordret syd på til KZ – lejre.

Lokale bønder tilbød hø for penge. De fik pengene, men de kom aldrig med deres hø.

 

En nydannet forening

En nydannet forening så dagens lys i 1946. Den hed Sydslesvigs Forening. I februar 1946 var der 12.000 medlemmer. I 1948 var der 75.000. Og i begyndelsen af 1950’erne udgjorde de dansksindede 100.000 ved landdagsvalgene.

 

Afnazificering

De allierede gennemførte afnazificering overalt i Tyskland. Men de gjorde det på hver deres måde. Myndighederne forsøgte at kategorisere ”forbrydelserne” ens. Man tog hensyn til besvarelsesdokumenterne og ved at afhøre en om den brune fortid. I Sydslesvig fandt man frem til, hvor mange det drejede sig om:

• Kategori 1-2 – 206.000
• Kategori 3 – 2.217
• Kategori 4 – 6.650

Hvem gemte sig bag disse kategorier?

• Hovedskyldige
• Belastede
• Mindre belastede
• Medløbere
• Uskyldige

 

Det gjaldt om at have gode forbindelser

Men det handlede om at have gode forbindelser. Således blev Gauleiter Heinrich Lohse inddelt som kategori 3. Han havde således været særdeles aktiv i Sydslesvig. Det gjaldt om at have gode venner og gamle forbindelser. Og så var det næsten lige meget, hvad man havde lavet,

Man indrettede såkaldte Spruchkammer, der skulle bedømme den politiske holdning og sindelag hos millioner af tyskere. Disse kontorer bestod af amatører og ganske få jurister. Tyskerne opfattede alt dette som en fiasko:

• De små hænger man og de små lader man undslippe

 

Tyskerne følte sig ydmyget

Det var hele 125 spørgsmål, man kan skulle svare på. Tyskerne opfattede det så ydmygende og banale. Man kunne ikke angive, hvorfor man havde handlet som man gjorde. Således lovede en gymnastiklærer truet sine elever med klø hvis de ikke meldte sig frivillig til fronten.

Hvis man havde anbefalinger fra bekendte og gik hyppig i kirke, slap man billigere. Man led af mandskabsmangel. Og det betød så at mange slap for at ende i kategori 1 og 2.

Ledelsen i NSDAP, SS eller Sikkerhedspolitiet (SD) slap med en bøde på 4.000 mark eller 2 års fængsel. Men på grund af det store antal sager blev det aldrig rigtig gennemført.

 

I 1948 blev der fremsat en lov om afnazificering

Englænderne og amerikanerne mente, at genopbygningen af hele administrationen var vigtigere end en politisk undersøgelse.

I februar 1948 vedtog man i Slesvig – Holsten en lov:

• Til fortsættelse og til afslutning af afnazificering

 

Konrad Adenauer var en af de største tilhængere af afskaffelse

De britiske myndigheder gennemførte i maj 1948 en undersøgelse som viste at 3 ud af 4 tyskere ville af med denne afnazificering. Og Konrad Adenauer mente at forfølgelsen af nazister bragte flere ulykker.

Fra 1949 til 1954 blev en masse af de dømte benådet og løsladt. De fleste embedsmænd med en brun fortid kunne nu fortsætte deres karriere. Og større krigsforbrydere slap for videre efterforskning.

 

1948: Kun 30 pct. af tyskerne mente, at Nazismen var dårlig

 

 

I 1948 lavede amerikanerne en undersøgelse. Den viste at kun 30 pct. af tyskerne mente at nazismen var dårlig. Fem år senere var næsten alle blevet benådet. Man forsøgte et ignorerer og fortrænge, hvad der var sket under Det tredje Rige.

Langt op i 1950erne og 1960erne var der krigsforbrydere ansat i stat og kommune. Og nu har man så travlt med at jagte 95 – årige med en lavere stilling til retsforfølgelse.

 

1948 var der stadig 30 pct. arbejdsløse

Efter valutareformen i 1948 var der stadig 30 pct. arbejdsløse i Flensborg. Først omkring 1950/51 kom der for alvor gang i økonomien. Der kom mere gang i havnedriften. En kæmpe social indsats blev ydet for at integrere de tilbageværende.

Forbundsrepublikken lagde en del af deres institutioner til byen. Forsvaret kom til byen i 1956 og flåden i 1957.

Kobbermøllen og Nordisk Ovnfabrik måtte opgive deres produktion. Men Danfoss oprettede en afdeling. Det samme gjorde en række andre fabrikker. I 1963 var arbejdsløsheden nede under 2 pct.

 

Stor bitterhed og nationale spændinger

I de første år efter 1945 var situationen både nord og syd for grænsen præget af stor bitterhed og stærke nationale spændinger. Man holdt sig for sig selv og talte ikke med ”de andre”. Man brugte egne pengeinstitutter, man benyttede ens egne håndværkere og købte ind hos egne butiksdrivende.

Nu var det ikke kun lige efter 1945, man mærkede dette fænomen. Jeg mærkede det også. Da jeg boede nede i Sønderjylland og har skrevet diverse artikler om det. Det kan måske føre til et nyt foredrag.

 

Briterne spurgte om, vi ville have Sydslesvig

I september 1946 afkrævede briterne et klart svar vedrørende spørgsmålet om en grænserevision. I den såkaldte ”oktober note” den 19. oktober 1946 fastholdt den danske regering ikke at ville rejse grænsekrav. I stedet blev der udtalt ønske om fulde kulturelle og politiske muligheder for de dansksindede sydslesvigere, Dermed var de dansksindedes skæbne fastlagt.

Man skal huske på, at Sydslesvig var hjemsted for hundredtusindvis af flygtninge fra det nuværende Polen. De danske politikere mente, at dem havde vi ikke så meget tilfældes med.

1948 havde danskerne flertal i Flensborg

I 1948 fik SSW hele 92.130 stemmer. Det var 25 pct. af de afgivende stemmer. Pludselig havde man flertal i Flensborg.

Det tyske samfund var præget af materiel nød og en omfattende flygtningebefolkning. Det danske mindretal mødte vidtstrakt afvisning i den tyske lokalbefolkning. Chikaner og spærregrænser var udtryk for koldfronten. Man forsøgte at holde det danske mindretal helt uden for indflydelse.

Slesvig Holsten var underlagt den engelske militærregering i Kiel. Englændernes holdning til det danske mindretal var vaklende, og de var ikke særlig venligsindede over for det danske mindretal.

 

Briterne behandlede ikke Det danske Mindretal særlig godt.

De havde svært ved at leve sig ind i mindretallets problemer. De kunne slet ikke acceptere deres vækst. Det var øst – vest problematikken, der snart gjorde sig gældende med et deraf ønske om ikke at støde vesttyskerne fra sig. For i det skjulte frygtede englænderne russerne.

I Danmark ønskede man at få Slesvig og Holsten adskilt administrativt, hvilket ville svække den tyske dominans i det samlede område. Men det ønskede man ikke fra engelsk side. Fra dansk side ønskede man også at den store skare af flygtninge blev fjernet fra området. Men hvor skulle man sende dem hen? Der var hungersnød i store dele af Tyskland dengang.

 

I Danmark blev man forvirret

Englænderne opererede kortvarig med forskellige modeller. Og det sidste forslag var delt i tre

1. Indlemmelse i Danmark
2. Udveksling af mindretallene
3. Mindre landafståelse

For den danske udenrigsminister Gustav Rasmussen gjaldt det om ikke at skabe forviklinger med et nyt Tyskland. Det var som om statsministeren og udenrigsministeren ikke talte samme sprog. Rasmussen ventede hele tiden på, hvad han skulle foretage sig.  Det fik han først besked om i oktober 1948 da Hedtoft blev statsminister

Englænderne havde travlt og de var hårde i filten over for Danmark. Nu kunne de pludselig ikke acceptere den danske regerings ret til at blande sig i forholdene i Sydslesvig.

Nu fik englænderne pludselig travlt med at styrke Vesttyskland. Der opstod problemer med Sovjet.

 

Kieler-erklæringen var ikke meget værd

Efter pres fra den britiske regering accepterede den Slesvig – Holstenske landsregering i 1949 ”Kielererklæringen”. Den danske befolkningsdel blev sikret alle demokratiske rettigheder i den vesttyske grundlov. Men egentlig skete de store forandringer først i 1955 med Bonn – erklæringen.

Denne aftale kom ikke til at betyde noget. Undertrykkelsen af de dansksindede fortsatte. Fra tysk side hævede man spærregrænsen til 7,5 pct.

Bonn – regeringen ville gerne optages i NATO og ønskede derfor at stå på god fod med Danmark.

 

Det tyske efterretningsvæsen ansatte masser af Topnazister

Den enorme tilslutning til mindretallet dalede i løbet af 1950erne, da situationen i Tyskland normaliserede sig. Men spændingerne mellem det danske og tyske i grænselandet ophørte ikke.

Det tyske efterretningsvæsen kom til at bestå bl.a. af 200 – 400 personer med en meget belastende fortid. Og snart skete der en stor våbeneksport til både Israel og Ægypten. Men det skulle i den grad holdes hemmeligt

 

Ingen medansvar – følte sig som offer

Konrad Adenauer, der blev regnet for at være antinazist blev fyret af de allierede som overborgmester i Köln. Han blev også den største fortaler for at nu skulle man stoppe antinazificeringen. Og han nærmest betragtede Socialdemokrater som Kommunister.

Og så indførte han berufsverbot. Kommunister skulle sandelig ikke have arbejde i den offentlige forvaltning. Så var det de almindelige tyskere. For dem var det ikke lige med det samme en befrielse at komme af med Hitler.

Nazi – sympati og antisemitisme levede længe. Forehavendet med at udrydde dette var ikke den store succes for de allierede i Sydslesvig. Mange tyskere følte ikke et medansvar for det, der skete. De følte sig som offer

• Tak for jeres opmærksomhed.

 

Kilde:

• Vi har brugt omfattende kildemateriale. Du kan se det under de fremhævede artikler under denne artikel

 

Hvis du vil vide mere:

• På dengang.dk finder du 1.873 artikler
• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 383 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 64 artikler
• Under Sønderjylland finder du 221 artikler

 

• Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig
• Afnazificering og Hungersnød – syd for grænsen
• Efterretningsvæsnet efter nazismen
• Det danske mindretal i hagekorsets skygge
• Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig
• Syd for Grænsen efter besættelsen
• Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby
• Deserteret i Svendborg – Likvideret i Gelting Bugt
• Likvideret i Alssund 5. maj 1945
• Hvorfor kom Montgomery så sent?
• KZ- Lejr Ladelund
• KZ – Lejr Husum – Svesing
• Hitler var en farlig mand allerede i 1930
• Mein Kampf – er genoptryk nødvendig
• Grænsen er overskredet (på siden er der ca. 6 artikler om Asmus Jensen)