Nørrebro – for mange år siden
Vi kigger på Nørrebro omkring 1900. Her var masser af marker. Man kunne lave sin egen kaffe i Aahuset. 6-7- årige skulle tidligt ud af huset om morgenen for at tjene penge. Lærerne var ligesom ”Højere væsner”. Det kneb med at holde øjnene åbne for ”Mælkedrengene” Svende skulle tiltales med ”De”. Et stykke wienerbrød kostede 4 øre. Viceværten tændte for gassen. Madammerne på fjerde tømte natpotten i vaskekummen. Spytbakker var ulækre. Et vandhul, der hed Gåsen skulle man passe på. Når Borgervæbningen holdt øvelser. Hvad er en ”Rund”? Kongen mødte op til Børnehjælpsdag. De mange lege i gården. Hver torsdag måtte de ældre tigge. Lidt hjælp kunne man dog få.
Masser af marker
Det var dengang, da Rantzausgade hed Nordvestvej. Det var næsten marker alt sammen lige fra Brohusvej og ud af Borupsalle. På Jagtvej var der en stor rabarbermark. Så var det åen, der hvor Aagade og Borupsalle løber sammen. Der gik knægtene i vandet.
Lav din egen kaffe i Aahuset
På hjørnet af Falkoneralle og Aagade lå Aahuset. Det var en stor have med musik hver aften. Her kunne man leje lysthuse helt ned til åen. Man kunne også låne en maskine med vand. Så kunne man lave sin egen kaffe.
I Lille Ravnsborggade var en hjælpeorganisation, hvor man kunne få grød og varm mælk. Man kunne også få margarine – klemmer til
6 – 7- årige måtte tidligt ud af huset
De små 6 – 7- årige kunne allerede blive smidt ud af huset om morgenen ved 6 – tiden for at samle flasker. Og så var lønnen 1 kr. om ugen. Denne bidrog i høj grad til husholdningen.
Der var ikke noget sikkerhed. Endte et barn på hospitalet med en dyb flænge, der skulle syes sammen, var der ikke der hed erstatning.
Blev man lidt ældre kunne man godt komme op på 2-3 kr. om ugen. Man kunne få arbejde i porcelænsforretning 0g kolonialhandel. Jo dengang havde forretningerne åbne til 19 de første fredage. Fredag og lørdag havde man så åben til 23. Og endelig søndag fra 7 til 10. Man måtte sandelig ikke åbne i kirketiden.
Mange steder blev børns søndagstøj solgt hos panteudlåneren for så at blive indløst igen om fredagen.
Lærerne var lige som højere væsner
I skolen var lærerne højere væsner. Det var virkelig nogle af dem, eleverne frygtede. Man var altid i dårligt humør, når der skulle laves stil eller genfortælling. Det var heller ikke sjovt at få udleveret stilebøger fra tidligere.
Adskillige havde komma – og sjuskefejl. Det var ikke unormalt med 3, 4 og 5 fejl. Og blot en fejl betød et slag med spanskrøret. Jo pædagogikken var meget fremskreden.
Nu var aftale blandt knægtene at man under afstraffelsen ikke måtte kny eller vise så meget som en tåre. Men vidste man, at man skulle være offer for afstraffelse, hændte det også, at man lagde et stykke voksdug indenfor buksebagen. Larmede det så ekstra ja så fik man en ekstra behandling.
Det kneb med at holde øjnene åbne
Og tænk engang Mælkedrengene Fra mejerierne Enigheden, Solbjerg, Københavns Mælkeforsyning og de andre, måtte arbejde fra kl. 4 om morgenen og lige til de skulle møde i skolen. Ikke så sært at de havde svært ved at holde øjnene åben eller undgå at falde i søvn. Det kneb hvis også at indsuge lærdom.
Så var der Charlottegadens Betalingsskole. Det kostede 1 kr. om måneden. Så skulle man også lige selv betale bøgerne. Det var ikke så meget forskelligt fra Sjællandsgades friskole Engang imellem var der bad og aflusning på begge skoler.
Hvis man nu for at skulle i skole og havde langt, ja så var det dyrt at tage sporvogn. Det kostede 5 øre for en billet ligeud og 10 øre for en omstigning.
Særlig til jul kunne mælkedrengene få mange drikkepenge. Ofte så mange at familien kunne fejre jul.
Svende skulle tiltales med De
En læretid som blikkenslager tog fem år. Lønnen var 5 kr. om ugen. Og det sidste år steg lønnen til ”hele” 8 øre. Man skulle møde kl. 6.30 om morgenen og arbejdstiden var 10 timer. Når man mødte, var man en del forkommen efter en lang vandretur. Madpakken var under armen. Klemmerne var pakket ind i avispapir.
Når man så var blevet svend, så kunne man tillade at give en lærling en lussing, når han fløjtede. Svendene forlangte også, at de blev tiltalt med De. Og det måtte den tidligere læremester også. Jo dengang var fag – og ufaglærte skarpt adskilte.
Tænk dengang gik man i strejke for to øre mere i timen. Mange af de strejkende måtte gå på lånekontoret. De havde omtrent ribbet hele hjemmet for linned og tøj
Et stykke wienerbrød for 4 øre
Men se det var jo dengang, at et rosenbrød kostede 2 øre, wienerbrød for 4 øre og napoleonskager for 5 øre.
Viceværten tændte for gassen
Omkring Fredensgade var der en værre rotterede. Der var ingen lys på bagtrappen men det rørte nu ikke ungerne. Nogle steder havde man dog gasbelysning om aftenen. Fra en gasmåler i kælderen under trappen strømmede gassen gennem et langt rør helt op til femte sal. Hver etage havde en gas-arm, hvor en bred blå flamme tændtes med fut hver aften, når viceværten kom og åbnede for gassen.
Der var ikke råd til store ting, når ugelønnen kun var 16 kroner.
Madammerne tømte potten i vaskekummen
På den tid var der nedløbsrør fra køkkenvasken, der hang udenfor i fri luft. Alligevel kom der ofte grimme dunster fra vasken. Man sagde at madammerne øverst op tømte natpotterne i vasken. Og så kunne det ske, at det gik i stå lige uden for ens køkkenvindue.
Det var også galt om vinteren, når vandet frøs til is derude i røret. Så standsede alt udløb. Så havde man pligt til at bære alt det snavsede vand ned i gården i spande. Undertiden revnede et nedløbsrør og vand sjaskede mod ruder og ned i gården. Det var ikke behageligt at blive ramt af sådanne stråler.
Spytbakker var ulækre
Ældre mennesker havde spytbakker stående i stuen. Dette fandt mange afskyeligt. Ofte var det især mænd, der ikke kunne ramme bakken. Og så lå der bare en ulækker klat ved siden af.
Et vandhul, der hed Gåsen
Blegdamsvej dengang var ganske smal. Den var kun afgrænset af en tjørnehæk ind til Nørre Fælled. Det var en god legeplads. Omkring indgangen til Rigshospitalet lå et vandhul, der hed Gåsen.
Den var ret dyb og kunne være farlig om vinteren. Der opstod våger og så skulle man ikke komme under isen. Kom man pjaskvåd hjem, var man sikker på klø. Så var det måske bedre at gå rundt i solen om vinteren og håbe på at tøjet tørrede.
Når Borgervæbningen holdt øvelser
Det var ikke alle, der havde råd til længere ture dengang. De måtte nøjes med at søndagsturen gik til Fælleden. Det kunne være svært at finde et sted uden kokasser.
Det var jo også her, at Borgervæbningen afholdt deres øvelser. Det var en slags genindkaldelse med genopfriskning af den militære kunnen under faste befalingsmænd. Tropperne havde en speciel uniform og en kasket med ligeud stående skygge.
Alle mænd måtte bruge deres aftenfrihed til formålet. Der var både høje, små, tynde og svære i en broget forvirring. Mange af dem var ledsaget af kone eller kæreste som pænt måtte holde sig uden for øvelsespladsen.
Det var svært at holde sig alvorlig, når de gæve mænd eksercerede. En del af mændene havde allerede inden indkomst fået sig en lille en.
Hvad er en rund?
Når øvelsen var forbi, blev mænd og koner forenet. Enten fik de madpakker på Fælleden eller også gik den videre på en af de mange værtshuse på Blegdamsvej. Her på vejen kunne man få sig ”en rund”. Det var et såkaldt ballonglas med fadøl og indeholdt omtrent ca. 1 bajer. Sådan et glas øl kostede 8 øre. Man betalte gerne ti øre til tjeneren, så det var klart, at han var ret så fornøjet.
Kongen mødte op til Børnehjælpsdag
Børnehjælpsdagen i tidligere tider var festlige. Det var stærkt pyntede vogne med datidens mest populære skuespillere og sangere. Man rakte indsamlingsbøsse – og stænger ud mellem det talrige publikum. Der kom mange penge ind. Selv den daværende kong Christian den Niende gik rundt mellem publikum og stak sølvdalere i indsamlingsbøsserne.
De mange lege i gården
Derude i gården spillede drengene ”Tære”. De spillede også til vægs med ”Janter”. Det var en slags metalknapper, der kunne købes billigt i butikker. Man kunne også bruge brandmands-uniforms-knapper., som man tiggede sig til og eventuelt solgte for 10 janter. Dyrt legetøj havde man sjældent dengang.
Pigerne hinkede også ”Paradis” og der var adskillige andre lege som kunne sættes i gang under billige vilkår.
Hver torsdag måtte de ældre tigge
Og de ældre. Ja de sad på Almindeligheden. I dag er det ”De Gamles By”. Dengang fik de ikke lommepenge. Men hver torsdag havde de lov til at gå ud og tigge. Og det var til skrå og tobak. De handlende var vant til at de kom hver torsdag.
Lidt hjælp kunne man dog få
I begyndelsen af århundredet var der ikke noget, der hed understøttelse. Man kunne gå på Almindeligheden og bede om hjælp hos forstanderen. Så fik man lidt til huslejen. Man kunne også få et kort til at hente mad tre gange om ugen og hver torsdag to rugbrød og et sigtebrød u de på Fasanvejen i kælderen.
Kilde:
- dengang.dk – diverse artikler
- Se Nørrebro – Litteratur
Hvis du vil vide mere:
- dengang.dk indeholder 1.861 artikler
- Under Nørrebro finder du 308 artikler