På Nolde – udstilling

Vi har været på Kunstudstilling på Statens Museum for Kunst. Det var en positiv oplevelse. Det handlede vel om ”racistisk kunst”. Nolde har boet det meste af sin tid i Tøndermarsken. Nogle læsere mener, at det ikke er nødvendigt at omtale hans nazistiske fortid. Men den kom rigelig frem på en udstilling i Hamburger Bahnhof. I øjeblikket er det en skoldhed debat om kunst og historie. Skal man glemme det upopulære? Det varede 29 år før Nolde kom i den permanente udstilling på SMK. Nolde mente selv at han malede arisk og germansk kunst. På et tidspunkt tilpassede han sine motiver til den nazistiske ideologi, nemlig motiver fra den nordiske mytologi. Han forsøgte at gøre sig selv til offer. Pludselig fik man adgang til arkiverne. Og det var en anden Nolde, der mødte en. Ikke han fra ”Tysktime”. Udstillingen i Hamborg smadrede myterne. Han var tilhænger af ”Blod og Jord”. Trods det blev over 1.000 af hans værker betegnet som ”fremmed for folket”. Han havde ingen evne til selvkritik. Og selvfølgelig skal man snakke om det. Efter krigen blev han udnævnt som æresprofessor. En museumsdirektør spurgte: ”Kan han repræsentere tysk kunst i 2019?” Det fik så fra umerkel til at tage to værker ned fra hendes væg. Men det behøver du nu ikke at gøre. Besøg bare Nolde – museet i Seebüll. Det er en oplevelse.

 

Den meste tid af livet i Tøndermarsken

Gennem det meste af sit liv var han dansk statsborger. Og i det meste af sit liv boede han i grænselandet og i Tøndermarsken. Som kunstner var han udpræget tysksindet. Under et ophold i København i 1900 – 1901 forelskede han sig i den unge skuespillerelev Ada Vilstrup. De blev gift i 1902. Fra 1903 til 1916 boede parret på Als med faste vinterophold i Berlin. Derefter boede de ti år på Utenwarft. I 1936 flyttede de til Seebüll, lige syd for grænsen.

 

Kirchner og Nolde til diskussion

Vi har været på kunstudstilling i Statens Museum for Kunst (SMK). Titlen på udstillingen var ”Kirchner og Nolde til diskussion”.

Begge kunstnere er nyskabende og bruger meget stærke farver. De lod sig inspirere af kulturen uden for Europa for siden at sværme for nazismen. En modig udstilling, for straks vil man måske spørge:

 

• Hvad siger det om SMK’ s menneskesyn?

 

Noldes værker fra 1900 – tallet

I denne udstilling var det Noldes værker fra 1900 – tallet, da Tyskland var et kejserrige med kolonier i Afrika og Oceanien. Både Nolde og Kirchner fik ny viden med sig hjem til Tyskland fra kolonierne.

Det var dengang, hvor Tivoli viste fremmede mennesker frem og hvor varieteer, teatre og cirkus kunne byde på artister fra Afrika, Asien og Amerika. De to kunstnere lænede sig op af kejserrigets europæiske overlegenhed.

Nolde rejste bl.a. til Papua Ny Guinea, hvor han malede portrætter af befolkningen. Det var malet så nedladende ja nærmest primitivt. Lokalbefolkningen blev malet i en primitiv streg, mens der var mere facon og flere detaljer over europæerne.

 

Hvis man kan lide disse værker – er man så racist?

Når man så godt kan lide Nolde’ s malerier er man så racist? Kan man adskille værk fra kunstner. Tidligere er jeg her på siden blevet bebrejdet hans nazistiske fortid. Han kan jo ikke forsvare sig, fordi han er død! Men fordi man ikke kan lide en kunstners holdning og menneskesyn, kan man vel godt lide hans kunst.

 

En skoldhed debat

Nu er det så smart, at på udstillingen fortalte en historiker om forholdene i Tyskland. Også den øvrige information med plancher, videoer m.m. var flot stillet op. I øjeblikket hersker der en aktuel og skoldhed kunstnerisk diskussion om kunst i hovedstaden, ja for den sags skyld også historie. Der er mange, der mener at vi skal omskrive historien og rive statuer ned som ikke passer ind i nutiden. Til denne kategori hører undertegnede ikke til.

Jo de lokale bliver fremstillet dyriske med tydelige racemarkører. Man kan godt sige at nazismen har en historisk baggrund i det menneskesyn, der møder en på denne udstilling.

 

29 år – fra gave til fast plads i permanent samling

SMK ejer en masse Nolde – værker. De hører i dag blandt de mest værdifulde. Men sådan har det ikke altid været. Tidligere havde man et meget lunken forhold til Nolde.

I krigsmånederne i 1945 tilbød Nolde otte malerier til museet. Han fik ganske vist et venligt svar fra den daværende direktør Leo Swane. Men det skulle gå 14 år før museet tog imod gaven. Og så skulle der gå yderligere 15 år før billederne fik en plads i museets permanente samling.

 

Antitysk indstilling

Det var først sent, at kunstneren herhjemme høstede anerkendelse.  Det er vel også historien om anti-germanisme godt gødet af Anden verdenskrig. Ja den har rødder tilbage til 1864, senere Første Verdenskrig. Det var antityske følelser, der skinnede igennem.

Modviljen var ikke ensidig, for i 1956 og 1958 havde man på Charlottenborg og Fyns Kunstmuseum stor succes med masser af publikum til Nolde – udstillinger.

 

Tysktime

Man har længe vidst, at Nolde var medlem af NSDAP – N. Siegfrid Lenz bog ”Tysktime” var med til at give ham offerrollen.

Romanen handler om drengen Siggi Jepsen, som under Anden Verdenskrig ønsker at hjælpe maleren Nansen, som af det nazistiske regime er blevet beordret til ikke at male flere billeder, idet hans kunst ikke falder i regimets smag. Siggis ønske om at hjælpe Nansen bliver besværliggjort af, at Siggis far, Jens Jepsen er den lokale betjent, der skal holde opsyn med, at Nansen lader penslerne blive i skuffen. Far Jepsen er fortællingens skurk, der blindt følger de ordrer, han modtager ovenfra og fratager kunstnergeniet sin ret til at udtrykke sig frit.

Nolde selv, der døde i 1956, kunne ikke have drømt om en venligere eftermæle end den, han har fået hjulpet på vej af den fiktive karakter i romanen, som hurtigt blev en international bestseller.

 

Udstilling på Hamburger Bahnhof

Udstillingen på Hamburger Bahnhof viste dog en helt anden historie om den berømte maler. Det var nu ikke nogen nyhed at Nolde havde nazistiske og antisemitiske tendenser, men ikke før udstillingen og dens tilhørende katalog er det blevet så grundigt belyst og underbygget af kilder, som ikke før har været tilgængelige.

Ud fra breve mellem Nolde og hans kone Ada Nolde er det klart, at Nolde i 1933 brugte en del tid og kræfter på en tekst med titlen ”Juden – Denkschrift”.

Teksten selv er forsvundet, men mellem brevvekslingen mellem ægtefællerne er det klart, at dette var en plan udtænkt af Nolde for, hvorledes Tyskland kunne befries for jøder.

Det er ikke klart, hvad Noldes plan indeholdt, men det tyder på, at det var i retningen af tvangsdeportation eller en såkaldt ”territorialløsning”, som der i disse år var tale om i nazistiske tidsskrifter.

Nazisterne udviklede senere ”Madagasker-planen”, hvis karakter kan siges at lægge sig op ad folkemord. Den blev dog aldrig udført. Folkemord fandt dog sted – og meget tæt på.

 

Arisk og germansk folkekunst

Hvorfor skulle en kunstner beskæftige sig med sådanne ting?  Han ville bevise sin antisemitiske indstilling over for højtstående nazister og noget tyder på at forelægge Hitler planen. Det var bare med at finde det ret rette tidspunkt.

Det lå således Nolde i sinde at bevise sit oprigtige jødehad, og fremstille hvordan han allerede før nazisterne kom til magten har været kritisk over for jøder.

Det var nødvendigt for Nolde at bruge sit netværk for at overbevise partitoppen, at hans kunst var en sand og ren germansk kunst. Han så sin egen ekspressive stil som et rendyrket udtryk for arisk og germansk folkekunst.

Men dette lykkedes ikke over for Hitler. Hans kunst blev betragtet som ”entartet” (degenereret).

 

Han tilpassede sine motiver til den nazistiske ideologi

Privat lagde de ikke skjul på deres sympatier over for deres beundring af Hitler. Allerede under Første Verdenskrig havde Nolde vist sin antisemitisme, da han angreb Max Liebermann.

Det var vel også en grund til at han i 1930’erne malede nordiske motiver. De var meget specifikt udarbejdet i relation til nazisternes forestillinger om den nordiske mytologi. Nolde tilpassede sine motiver til den nazistiske ideologi og droppede sine religiøse motiver. Disse harmonerede med det nazistiske værdisæt.

Han satsning gav ham en god indtægt i årene før Anden Verdenskrig. En malerkollega, Karl Hofer hånede ham derfor som ”Martyren med de 20.000 Reichsmark”.

Det lykkedes for Nolde at få fjernet sit navn fra udstillingskataloget til udstillingen ”Entartete Kunst”.

 

Han blev gjort til offer

Noldes personlige netværk og efterkrigstidens Tysklands søgen efter ny identitet var sammen med Siegfrid Lens bog med til at gøre ham til offer. Efter krigen blev han hurtigt ”af – nazificeret”.

Nolde skrev en række ”anbefalinger” af forskellige folk, som tidligere havde støtte ham, hvilket efter krigen kunne fortolkes som handlinger, der havde talt det nationalsocialistiske regime imod.

 

Fra hyldest til forargelse

Nolde blev positiv omtalt i tidsskrifterne ”Der Angriff” og ”Der Stahlhelm”.  Noldes kunst blev dog senere forstået som usund og dekadent. Dette ledte til, at man efter krigen forstod ekspressionismen som antifascistisk og dens støtter som modige forkæmper for en fri kunst.

 

Udstillingen smadrede en myte

I 2013 kom der en ny direktør i Stiftung Seebüll. Nu blev de lukkede arkiver åbnet. Og straks åbnede der sig nye sider af Nolde. I april 1933 udtalte Nolde, at han ønskede en klar adskillelse mellem tysk og jødisk kunst.

Det var måske mere end overlevelsesstrategi. Han vendte gang på gang tilbage til jødernes rolle. Således udtalte han i 1943, at jødernes magt i Tyskland var undervurderet.

Over for Goebbels påstod han, at hans maler-kollega Max Pechstein var jøde.

Udstillingen på Hamburger Bahnhof blotlagde historier og forbindelser. Udstillingen smadrede også en myte, der nok muligvis over tiden var blevet noget skrøbelig.

Hverken romanen eller diverse filmatiseringer hævder at være mere end fiktion, og har som sådan ingen forpligtigelser til at fortælle virkeligheden. Deres ærinde er et andet. Dengang i 1960’erne havde Lenz ikke mulighed for at få de kilder, som man har i dag.

Udstillingen i Hamborg hed ganske rammende:

• Emil Nolde. En tysk legende. Kunstneren under naziregimet.

 

Tyske medier kaldte det for ”Enden på opbygningen af en legende”.

 

Tilhænger af ”Blod og Jord” tankegang

Vi har nu fået et mere præcist billede af hans antisemitisme, hans ideologiske støtte til regimet. Vi har fået et dybere indtryk af hans selvbillede som kunstner. Vi bliver nødt til at lære at skelne mellem efterkrigstidens ”myte” og historien på kilderne fra hans ejendom.  Udstillingen skabte rystelser gennem det tyske kulturliv.

Dokumentationen af Noldes jødehad og hyldest af den nazistiske ”blod og jord” tankegang er ”så overvældende at man må spørge sig selv, hvor uskyldige de natur-akvareller og landskabsmalerier, som Nolde skabte under fascismen, kan være” skriver ugeavisen Die Zeit.

 

Over 1.000 værker var ”fremmed for folket”

I sin selvbiografi stiliserede han sig selv som en utilpasset skønånd, der kun til at begynde med blev forført af nazismen og siden trodsede regimet ved i al hemmelighed at male de såkaldte ”umalede billeder, efter at han i 1941 var underlagt arbejdsforbud. Nolde Stiftung Seebüll har været med til at opretholde denne forestilling – blandt andet under indflydelse af hans anden hustru, som først døde i 2010.

Sandt er det, at Nolde formentlig er den mest berømte skikkelse, der af nazisterne blev stemplet som ”degeneret kunstner” Ingen anden maler fik konfiskeret så mange værker under nazismen. I alt blev 19.500 værker ofre for dette. Og Nolde fik beslaglagt i alt 1.52 værker.

Propagandaminister Goebbels holdt meget af Noldes kunst. Men NSDAP’s chefideolog Alfred Rosenberg kæmpede mod alle former for moderne kunst. Og ”Der Führer” havde det på samme måde.  Han sørgede for, at Nolde i offentligheden blev betegnet som ”Volksfremder” (fremmed for folket).

 

Ikke nogen evne til selvkritik

Nolde mente at den nationalsocialistiske aktion var en trussel mod hans kunstneriske livsværk.  Han følte sig som ”forkæmper for tyskheden” I Noldes selvbiografi findes mange antisemitiske udtalelser, hvor det ikke bare drejer sig om en tilpasning. Nolde følte sig knyttet til det nationalsocialistiske tankegods.

Nolde havde ikke nogen evne til selvkritik. Man bør skelne mellem kunstneren og værket. Ugeavisen Die Zeit:

 

• Må man stadig vise disse billeder på museer og trykke dem på de kalenderblade, der hænger i tyske hjem? Ja det må man.

 

Bladet modsætter sig en kunstnerisk ”rengøringsaktion”. Det må igen være op til den enkelte at forholde sig til den ambivalens, de nye detaljer om Nolde lægger for dagen.

Men vi skal selvfølgelig fortælle hele historien om Nolde. På den ene side må man betragte disse vidunderlige værker, som man kan glæde sig over. Men vi skal ikke glemme at hans biografi har mange lag og som endte med at dække over sig selv.

 

Man er nødt til at tale om det

Man kan nu engang ikke se bort fra disse ting for at forstå hans værker. Man er nødt til at tale om det. Spørgsmålet bliver man nødt til at lægge frem. Og det er bestemt heller ikke for at skade ham, at vi nævner ham i forbindelse med nazismen.

Især hans motiver fra marsken er fantastiske. Hvorfor fortæller man så ikke, at han er født i Nolde i nærheden af Tønder. I stedet står det ofte anført at han er født i Nolde i Slesvig.

 

Breve til salg

I 2020 blev der i Hamborg solgt et brev fra Vincet van Gogh til 210.600 Euro. Samme år var 8 breve af Emil Nolde til salg. De var sat til en pris af 3.000 Euro. Om disse breve blev erhvervet af museet i Seebüll vides ikke.

Et af brevene var fra vores hovedperson til grand-niece Cathrine Hoeck fra 19. april 1947. Den begynder på følgende måde:

 

• Kære lille Cathrine, jeg ville gerne se dig. I søndags kiggede jeg efter dig ved banegården. Men jeg så dig ikke.
• Nu er jeg på vores skønne Seebüll. Med vemod i hjertet går jeg rundt i værelserne og i haven, hvor de mange blomster blomstrer. Dette glæder ikke mere min kære Ada.

 

Ada Nolde var død året før, hvor Emil Nolde var 79 år gammel. Han var blevet deprimeret.

 

• Det er svært for mig at bære dette og være alene. Det vil sige alene er jeg ikke. Min kære unge ven gør alt, hvad han kan. Det var i den hårde vinter meget stille her. Men nu melder mennesker sig fra alle steder og min kunst finder stor anerkendelse.

 

Ja sådan hedder det sig på en anden side af aktions – brevene fra 1947.

Den kære unge ven var Joachim von Lepel, som et par år forinden var blevet betaget af Noldes kunst. Ja han var også blevet betaget af mennesket, Emil Nolde. Han søgte Noldes nærhed og blev hans sekretær og senere den første leder af Nolde-stiftelsen. Han døde højst overraskende som 49-årig i 1962.

 

Nolde var et familiemenneske

Cathrine Hoek stammede fra Familien Bonnichsen. Noldes søster var blevet gift ind i denne bondefamilie. Nolde have flere gange portrætteret familien I denne familie voksede Cathrine op. Hun arbejdede senere i Sønderborg Kommune. Hun døde som 61-årig i Tumbøl ved Felsted. Hendes bror, August havde forpagtet en gård i nærheden af landsbyen Nolde. Broderen Lorenz førte familiens gård videre. Og hans Friedrich udvandrede til Canada.

Også til familien Hoeck havde familiemennesket Emil Nolde kontakt.

Den første der have et Nolde – maleri herhjemme var galleriejer Aage Wilstrup. Han var bror til Noldes kone, Ada. De kendte hinanden gennem årtier. De skrev og besøgte hinanden ret ofte.

 

En bog til salg

I København var bogen ”Das eigene Leben” til auktion. Den indeholdt følgende skrivelse af Emil Nolde:

 

• Til min svoger, Aage Vilstrup

 

Bogen indbragte ca. 2.000 kr.

 

Udnævnt til æresprofessor

Efterkrigstiden for Emil Nolde og hans kone stod i et lys af at skaffe et godt omdømme for maleren. Det lykkedes at få gennemtrumfet myten om maleforbuddet.

Til hans 79-års fødselsdag i 1946 havde Nolde fået et dokument, der kundgjorde at han var blevet udnævnt som æresprofessor i den nye landsdel Slesvig-Holsten. Den var underskrevet af Theodor Stelzer, der skulle være ny ministerpræsident. Det havde den britiske forvaltning bestemt. Han tilhørte modstandsgruppe mod Hitler.

80-års fødselsdagen nærmede sig. Den gamle ven, Hans Fehr som Nolde havde kendt gennem 50 år havde organiseret en udstilling i Bern. Flere jubilæumsudstillinger fulgte. I flere tidsskrifter blev Nolde rost.

 

Nolde har først nu nået toppen

I 1947 stod der følgende at læse i ”Dreiklang”:

 

• Nolde har først nu nået toppen

 

Nolde skulle selvfølgelig have været til Bern, man han meldte afbud med den begrundelse at der kom mange gæster, bl.a. regeringspræsidenten og kulturministeren.

I et brev fra den 21. oktober hedder det endvidere:

 

• Direktør Swane fra Statens Museum i København var for kort tid siden her for at besøge mig for at kigge på billederne. I dag kom så et venligt brev, hvor han skrev at billederne kunne han godt lide.

 

Nolde kunne så, som vi tidligere har skrevet så ikke vide, at det skulle gå 15 år inden disse billeder indgik i SMK’ s faste udstilling.

 

Kan Nolde ikke repræsentere tysk kunst?

Denne artikel er ikke en undskyldning for, at jeg skrev artiklen ”Nolde og Nacismen”. Det er jo op til en selv at vurdere, om man stadig kan lide hans kunst. Frau Merkel har altid beundret Nolde, men hun har så valgt at nedtage de to malerier af ham, der hang på sit kontor. Det var efter, at museumsdirektører havde angrebet hende. Og det var noget med, at Nolde ikke kunne repræsentere tysk kunst i 2019.

 

Besøg Nolde – museet

Den største samling af Noldes værker findes i Nolde Stiftung i Seebüll lige syd for grænsen, hvis du kører over grænsen ved Aventoft eller Rudbøl. I 1957 åbnede her et museum med hans kunst

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• nu
• Berlingske Tidende
• SMK’ s Magasin ”Journal 2001”
• Emil Nolde: En kunstners kampår
• Emil Nolde: Das eigene leben
• Emil Nolde: Welt und Heimat
• Emil Nolde: Reisen, Achtung und Befriedung
• Siegfrid Lenz: Tysktime
• denstoredanske.lex.dk
• nyheder.tv2.dk
• nordschleswiger.dk
• kristeligt-dagblad.dk
• vimu.de

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.726 artikler, herunder 278 artikler fra Tønder:

 

• Emil Nolde og Tøndermarsken
• Vadehavets maler – Emil Nolde
• Nolde og Nazismen
• Nolde – og hans liv vest på (b)