Revolutionen i Tønder

Der var flådestation i Sønderborg og Zeppelinbase i Tønder. Det havde effekt for revolutionen i Nordslesvig. Militærdiktatur i Tyskland. Den tyske disciplin var ved at smuldre. Oprøret startede i Wilhelmshafen og Kiel. Kejseren abdicerede. Tønder var det sted revolutionen startede. Møde på Tonhalle. Borgmesterfruens røde underskørt måtte ofres. Landråd Böhme ville gå selv. Vagter ved byens livsvigtige funktioner. Oprøreret på Sild blev styret fra Tønder. Wienecke var den absolutte leder.  Matroserne oprettede hjemsendelseskontor i Tønder. Arbejderrådene holdt længst Revolution i Højer. Landråd Böhme var stærkt irriteret. De tyske embedsmænd fik problemer. Forstærket bevogtning langs grænsen.  Det var ikke slut i Tønder. En effektiv strejke. Nederlag for militæret og embedsmænd. Politiet ville ikke blande sig i arbejderkamp med det ville dragonerne.  Uden lovhjemmel blev arbejderlederne i Tønder udvist. Det danske borgerskab i byen jublede. Wienecke endte i KZ – lejr og blev murer i DDR.

 

Flådestation og Zeppelinbase

I 1910 blev der oprettet en stor ny flådestation i Sønderborg og i starten af krigen blev zeppelinbasen oprettet nord for Tønder. Disse to ting fik betydning for revolutionen i Sønderjylland.

 

Militærdiktatur i Tyskland

Efter revolutionen i Rusland i oktober 1917 og freden mellem Rusland og Tyskland flyttede det tyske militær sine tropper fra Østfronten til Vestfronten. Revolutionære, antimilitæriske og pacifistiske tanker fulgte med.

I sommeren 1918 var Østrig-Ungarn bankerot, millioner sultede.

I Tyskland havde general Ludendorff nærmest indført militærdiktatur. Krigspropagandaen blev forstærkedes og militæret oprettede filmselskabet UFA. Strejkende kom for en militærdomstol og der blev opfordret til stikkeri i civilbefolkningen. Alligevel bredte krigstrætheden og oprøret sig.

 

Den tyske disciplin var ved at smuldre

På hjemmefronten var den jernhårde tyske disciplin ved at smuldre. Først på året havde det været massestrejker på ammunitionsfabrikkerne i de fleste af Tysklands store byer og industriegne. Under disse dannede arbejderne for første gang lokale arbejderråd.

Ved selve fronten løftede håbløsheden og trætheden sig til åbne oprørsforsøg. Et mytteriforsøg i flåden i juli måned blev nedkæmpet. To af deres førere blev skudt til skræk og advarsel.

 

Oprøret startede i Wilhelmshafen og Kiel

Den 28. oktober mente von Hiper, at den tyske flåde skulle udkæmpe et sidste ærefuld slag mod englænderne, selv om krigen var tabt. Men beslutningen førte til lydighedsnægtelse og mytterier på flere skibe i Wilhelmshafen. Matroserne var trætte af at være slagtefår.

Kejserrigets endelige dødsstød kom, da marinerne i Kiel gjorde oprør. Det var den 3. november og flere omkom i sammenstød. Her var matroserne også trætte af at bevæge sig ud på selvmordstogter.

Efter at have gæret voldsomt i flere dage bryder revolutionen ud den 5. november. Herefter breder den sig med fængslende hast over hele Tyskland. Allerede den 9. november kunne socialdemokraten Philip Scheidemann udråbe den tyske republik.

 

Kejseren abdicerede

To timer senere udråbte Karl Liebknecht den frie socialistiske republik fra balkonen på slottet i Berlin. Scheidemann blev republikkens første præsident. Den tidligere sadelmager Fritz Ebert indtog posten som statsminister. Den tyske kejser Wilhelm måtte abdicere og begav sig i landflygtighed.

 

Tønder var først i Nordslesvig

Også i Nordslesvig var jorden gødet for revolutionen. Som en slags nabo til Kiel var det ikke længe inden udviklingen nåede hertil.

Som en af de første Nordslesvigske byer kom Tønder under de røde faner. Allerede i dagene 5. og 6. november var der på luftskibsbasen oprettet arbejder- og soldaterråd blandt marinesoldaterne under ledelse af overmatros Alexander Leppert.

Den 7. november om morgenen skred rådet og marinesoldaterne til handling – officererne blev afvæbnet og våbenmagasinerne brudt op. Selv om magtovertagelsen forløb uden besvær forberedte man sig på det værste. Bagefter kunne Leppert fortælle, at det kun tog 3 ½ time at gennemføre nyordningen.

Da der næste dag ankom en lastbil fra Kiel med skarpt- bevæbnede marinesoldater kunne disse bare konstatere, at deres påtænkte opgave allerede var udført af luftskibsbasens eget mandskab.

 

Mødet på Tonhalle

Dagen efter om morgenen stiftede byen for første gang mere håndgribeligt kendskab til marinesoldaternes magtovertagelse. Tidligt om morgenen var der overalt i byen blevet omdelt og opslået røde plakater – et opråb med følgende tekst (her oversat til dansk):

 

• Da der dags middag i tiden fra kl. 12 indtil videre i Tønder afholdes møde af arbejder – og soldaterrådet i Tonhalle befales der, at i dette tidsrum skal samtlige vinduer og døre holdes lukkede. Der henvises også til, at samtlige kvinder og børn ikke må opholde sig på gaden så længe.
• Disse anordninger skal ubetinget efterkommes
• Tønder Arbejder – og Soldaterråd

 

Borgmesterkonens underskørt måtte ofres

Som et andet tegn på revolutionen blev en rød fane flere gange ført i optog gennem byen. Senere på dagen blev der rejst røde faner på posthuset, Rigsbanken, jernbanestationerne og Rådhuset,

Det pludselige behov for rødt klæde til de revolutionære faner gav store problemer. Indtil der var skaffet faner ude fra, måtte man nøjes med de røde stykker, der kunne flænges ud af det sort – hvid – røde prøjsiske rigsflag, hvoraf der til gengæld fandtes et stort antal. Myterne fortæller at borgmester Poulsen måtte ofre fruens underskørt til formålet.

 

Landråd Böhme ville gå selv

På mødet i Tonhalle kl. 12 konstituerede arbejder- og soldaterrådet sig endeligt. Dog blev der rokeret rundt på medlemmer og poster de nærmeste dage og måneder. Denne formelle konstituering blev samme eftermiddag offentliggjort ved en parade på Torvet, der samtidig skulle understrege de nye omvæltninger.

På Torvet var der holdt en firkantet plads fri, flankeret af tredobbelte rækker af marinesoldater med opplantede bajonetter. En bil med røde standere var blevet sendt efter landråd Böhme, der var den højeste prøjsiske embedsmand.

Da landrådens ankomst trak ud, blev de ryderligere sendt fire soldater af sted for at skynde på. Det viste sig, at han havde værget sig ved at komme under bevogtning. Han erklærede, at han kun ville følge med til Torvet, såfremt han kunne bevæge sig dertil uden ledsagere.

Soldaterne tog ikke mere voldsomt på tingene, end at de lod ham gå gennem byen alene og selv sluttede op noget efter ham.

Også politimesteren var blevet hentet. Foran folkemængden på Torvet måtte de to højtideligt erklære, at de ikke ville modarbejde revolutionen.

 

Vagter ved byens livsvigtige funktioner

Efter paraden fortsatte mødet i Tonhalle, hvor der blandt andet valgtes tilforordnede til landråd og borgmester. Også de kommende dage blev der holdt en mængde møder på rådhuset af de nye magthavere.

Bortset fra de overnævnte episoder, var der ikke andre ydre tegn på revolutionen for den almindelige borger. Marinesoldaterne udførte på almindelig vis, som før revolutionen de daglige bevogtningsopgaver og visiteringer.

Dog var der også opstillet vagter ved byens livsvigtige funktioner som el-, gas – og vandværket. Også på soldaternes uniformering var der tegn på omvæltningen. Alle kokarder og distinktioner var fjernet. Den kendte og forhadte pikkelhue blev erstattet af den mere behagelige felthue.

 

Revolutionen bredte sig til Vestslesvig

Et par dage senere blev uniformskravet dog igen skærpet i et opslag fra arbejder – og soldaterrådet. Alle revolutionens sympatisører blev opfordret til at bære et rødt bånd om armen.

De forskellige råd garanterede udbetalinger af lønninger og forsyningssikkerhed af gas, elektricitet og levnedsmidler. Der blev udstedt forbud mod utidig brug af skydevåben. Der blev pålagt civilister at aflevere deres våben.

Fra luftskibsbasen i Tønder bredte revolutionen sig til det øvrige Vestslesvig. Den 9. november om aftenen blev et halvt hundrede sværtbevæbnede marinesoldater fra basen i Tønder sendt til Skærbæk. Her mødte de op hos amtsforstander Jürgen Eriksen. Der blev bekendtgjort, at byen nu befandt sig i revolutionsstyrkens magt.

 

Opstanden på Sild blev styret fra Tønder

Også opstanden i de militære forlægninger på Sild blev styret fra Tønder. Derfra havde man sendt sin vel nok mest ihærdige revolutionære skikkelse, mureren Heinrich Wienecke. Også her foregik revolutionen under hans ledelse ublodigt og problemfrit.

I den første del af revolutionen havde soldaterne blot to krav:

 

• De ville af med kejseren og have en demokratisk republik
• Krigen skulle afsluttes så der kunne komme fødevarer fra udlandet til det sultne Tyskland. Alle soldater kunne vende hjem til deres familie

 

De tyske soldater i Nordslesvig kom fra hele Tyskland og ønskede ikke at blive længere end nødvendigt.

 

Wienecke – revolutionens leder i Tønder

Wienecke, der fra starten var Tønder – revolutionens ledende personlighed var født i Bremen. Moderen var tysk, faderen amerikaner. Med den baggrund lykkedes det ham ved krigens udbrud at blive erklæret statsløs og derved undgå indkaldelse til militæret.

I 1907 var Wienecke med blandt stifterne af den lokale socialdemokratiske forening. Selv om han fra starten var revolutionens drivkraft, var han ikke medlem af det første regulære arbejder – og soldaterråd. Et forhold, der formentlig skyldtes, at han på dette tidspunkt stadig var statsløs.

Dette forhindrede ham dog ikke i at indtage, vel nok rådets vigtigste funktion som tilforordnet for landråden. Det blev også Wienecke, som kom til at organisere kredsens landarbejder – og bonderåd i landdistrikterne, der var en pendant til byens arbejder- og soldaterråd.

 

Virksomhed begrænset

Som pressereferent og senere redaktør af arbejdernes eget dagblad ”Der Freie Arbeiter” repræsenterede han arbejderrådet ud af til. Ved det sidste af valgene til arbejder – og soldaterrådet overtog Wienecke endelig t formelt posten som rådets formand., den fjerde i rækken.

Efter at revolutionen var gennem ført i hele Nordslesvig og dagene gik, gled soldaterrådene efterhånden i baggrunden. Deres virksomhed var ret begrænset. De sørgede i de første måneder for den nødvendige bevogtning af de vigtigste bygninger og understøttede arbejderrådene i deres virksomhed navnlig ved, at de leverede den fornødne magtudfoldelse, hvis der en gang imellem var ønskeligt.

 

Hjemsendelseskontor i Tønder

I virkeligheden lå rådenes største indsats i, at de var en slags demobiliseringsmedhjælpere. Tønder oprettede som den eneste af de nordslesvigske købstæder et hjemsendelseskontor som hjalp med at skaffe alle ikke-hjemsendte de nødvendige papirer og derved spare dem en tilbagerejse til deres troppeafdeling for at blive hjemsendt.

En af grundene til soldaterrådenes svindende indflydelse var også, at de gamle garnisoner efterhånden blev opløst.

 

Arbejderrådene holdt længst

Heller ikke bonderådene fik stor og langvarig betydning. De blev nedsat i landsognene uden synderlig interesse herfra, men som et nødvendigt onde.

Hvor man ved soldaterrådenes oprettelse kunne tale om en spontan bevægelse var oprettelsen af landarbejder- og bonderådene i landdistrikterne fra begyndelsen dikteret fra højere sted. Rådenes opgave skulle først og fremmest være at organisere levnedsmiddeludskrivningerne, der i de krigsudpinte dele behøvede en effektiv organisation.

Naturligt var det arbejderrådene, der fik den største betydning og var længst i funktion.

Officielt fungerede de lige til den internationale kommission overtog alle styrende funktioner kort op mod indlemmelsen i Danmark. Men også deres betydning skrumpede meget ind. Men hele den første vinter var arbejderrådet i Tønder i funktion.

 

I Haderslev ville officererne ikke adlyde

Republikken Als var kun i funktion i tre dage. Du kan finde to artikler om dette tema her på siden.

I Haderslev nægtede officererne at adlyde. Så de fik lov til at tage hjem som civile. I løbet af få dage var der arbejderråd i 17 sønderjyske byer. Sammen med soldaterrådene erklærede de at have overtaget den offentlige magt.

 

Revolutionen i Højer

I Højer sendte man den offentlige udråber ud med tromme og bekendtgjorde følgende:

 

• I morn klk tolv æ dæ revoution i æ mærkensplads. Ål minneske ska hold sæ in ål vinner ska væ låt.

 

Næste dag samledes naturligvis byens befolkning på torvet. Det landstormkompagni, som var stationeret der marcherede ind på torvet klokken 12 og stillede op med kaptajnen foran.

Præcis klokken 12 kom der en lille afdeling marinere fra Flensborg og marcherede ind på pladsen. Lederen af marinerne gik helt hen til kaptajnen for landstormen og hev hans epauletter af og tog hans sabel fra ham. Dermed var revolutionen i Højer forbi.

Derefter skulle man i gang med at etablere et arbejder- og soldaterråd. Og det var fortsat marineren fra Flensborg, der styrede udviklingen. Han foreslog en bestemt lokal håndværker til at lede rådet. Men håndværkeren ønskede ikke at påtage sig hvervet, fordi det stred imod hans kristne overbevisning.

 

Landråd Böhme blev irriteret

I de første måneder gik rådene energisk til værks. De udsendte en række daglige bekendtgørelser.

Men rådene skabte stor irritation hos landråd Böhme. I begyndelsen af 1919 kom denne irritation til udtryk i form af en klage til regeringen. Landråden fik også ret i sin klage. Det skyldtes bl.a. at rådene havde forlangt kontrasignering og det gjorde hele arbejdsgangen for langsommelig.

Det betød at arbejderrådets tilforordnede mistede adgangen til byråds – og kredsudvalgsmøderne (amt)

 

De prøjsiske embedsmænd fik problemer

Den politisk drevne og administrative dygtige Wienecke voldte de prøjsisk – borgerlige embedsmænd store problemer. Dette bragte ham i en voldsom konflikt med disse kredse. I februar 1919 foranledigede et borgerudvalg da også, at der udstedtes en arrestordre mod ham for højforræderi. Sammen med nogle soldater fra luftskibsbasen skulle han have planlagt et oprør (Rosa Luxemburg og Karl Liebknechts gruppe).

I Tyskland blev alle arbejderrådene nedlagt i januar 1919 på initiativ af de tyske socialdemokrater. De hadede revolutionen som pesten og ønskede en tilbagevenden med den borgerlige stats almindelige magtstruktur med kommune og parlament.

Revolutionære socialister var begejstrede. Den danske socialist Marie Nielsen skrev:

 

• Med Slesvig under den røde fane, er revolutionen nået så nær Danmarks grænser, som det overhovedet er muligt. Et skridt endnu og ”Gudinden” træder over grænsen, og vi har revolutionen i landet.

 

Arbejderne i Tønder protesterede

Den socialdemokratiske forening i Tønder protesterede straks voldsomt mod arrestationen af Wienecke. Han blev hurtig frikendt og løsladt igen og genindsat i sine tidligere tillidshverv. Om han havde forbindelse til den lille kommunistiske celle, der eksisterede i Tønder i 1919 vides ikke.

Senere på sommeren forsøgte Böhme igen at slippe af med Wienecke. I første omgang lykkedes det for Wienecke at slippe for ham som tilforordnet. Men det afstedkom store arbejdsnedlæggelser i Tønder og demonstrationer. Böhme blev tvunget til at stillingen som forordnet ville være uændret i fremtiden.

 

Forstærket bevogtning langs grænsen

Efter 1920 var den danske regering og forsvarsminister Zahle stærk bekymret for den videre udvikling. Der blev placeret to rekylkorps langs grænsen.

Der havde været uro på kaserne i København og arbejderbefolkningen var stærkt utilfredse med livsbetingelserne. Politi og arbejder stødte sammen i ”Slaget på Grøntorvet”.

 

Fredeligt i Tønder

I Tønder gik det fredeligt til, men i Berlin og andre store tyske byer blev revolutionen kvalt i blod. Omkring nytår 1919 blev det tyske kommunistparti dannet med Rosa Luxemburg og Karl Liebknechrt i spidsen. To uger senere blev de myrdet.

Arbejder- og soldaterrådene blev ofte fra dansksindede kradse i landsdelen beskyldt for at være tyskorienterede. En beskyldning, der for Tønders vedkommende kan have sin rigtighed.

 

Det var ikke slut i Tønder

Men det var dog ikke slut i Tønder. Mærkelig nok så bliver disse episoder slet ikke omtalt, når man taler ”Genforening”. Der var et voldsomt oprør i de sønderjyske købstæder.

Overgangen til kronemønt betød betydelige prisstigninger på alle varer. Som en naturlig følge krævede arbejderne i Tønder og det øvrige Sønderjylland timelønnen hævet fra 1,60 til 2,00 kr. Herved ville timelønnen nærme sig niveauet i det øvrige Danmark.

Da man pure nægtede at efterkomme disse rimelige krav, erklærede et arbejderudvalg med Wienecke i spidsen generalstrejke i de fire sønderjyske købstæder fra den 4. juni 1920.

 

En effektiv strejke

Strejken var særdeles effektiv, især i Tønder. Alt var lammet på nær vandværk, posthus og jernbanen. Et forsøg fra borgerlig side på at indsætte politiet imod strejkevagterne på de kommunale værker, var ikke lykkedes.

Dagen efter brød militæret dog blokaden. Hertil så de danske dragoner modsat politiet sig ikke for gode. De danske soldater blandede sig i arbejderkampen.

Efter trusler fra de strejkende om at værkerne og kredshuset (amtshuset) ville blive stormet, såfremt militæret ikke blev fjernet, blev også store dele af byen omkring kredshuset afspærret af militæret.

 

Nederlag for militæret og embedsmænd

Da det senere på dagen viste sig, at det var bystyret og kun bystyret, der kunne kræve politi eller militærbeskyttelse af de kommunale værker, krævede magistraten efter korte forhandlinger med strejkelederne militæret fjernet. Det var et dundrende nederlag for militæret og de ledende embedsmænd.

 

Uden lovhjemmel blev arbejderledere udvist

Tydelig mærket af nederlaget, opfordrede de den fungerende landråd, greve O.D. Schack til at lade strejkelederne arrestere. Af frygt for blodsudgydelser afviste greven dog forslaget. Dagen efter udnyttede politimester Stemann et kort fravær af greven fra yen til fra anden side at indhente tilladelse til arrestationerne.

Arrestationen af Wienecke og tre andre af arbejdernes ledere fandt sted natten mellem den 6. og 7. juni. Herefter blev de uden varsel og lovhjemmel sammen med deres familier udvist og ført over grænsen til Flensborg med totalforbud mod nogensinde at rejse ind i Danmark igen. Dagen efter blev deres få ejendele ført samme vej på militære lastbiler.

 

Det danske borgerskab i Tønder jublede

Det danske borgerskab i Tønder jublede. Strejken varede endnu en uge efter Wieneckes og de andre leders arrestation, men blev derefter afblæst med løfte om, at kravene ville blive opfyldt. Der måtte dog mange nye kampe til, før det skete fuldt ud.

 

I KZ – lejr og DDR

Efter udvisningen slog Wienecke sig ned i Husum, hvor han videreførte en aflægger af sit arbejderdagblad fra Tønder. Kort efter gik turen til Hamborg, hvor han ligeledes blev redaktør for et arbejderblad.

I 1930’erne trodsede Wienecke forbuddet mod indrejse til Danmark og hjalp sine kommunistiske kammerater.

Senere endte han i KZ – lejre på grund af sit politiske arbejde. I 1950’erne tog han arbejde i DDR som murer.

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• arbejderen.dk
• marxist.dk
• socialister.dk
• vimu.dk
• dcbib.dk
• Mogens Jensen: Zeppelinbasen i Tønder

 

• Hvis du vil vide mere:

 

• dengang.dk indeholder 1.715 artikler, heraf 274 artikler fra Tønder bl.a.
• Zeppelinbasen i Tønder
• Tønders Zeppeliner (4)
• Angrebet mod Tønder 1918
• En luftskibsbase i Tønder
• Zeppeliner i Tønder
• Bombeangreb mod Tønder
• Militæret i Tønder 1920 – 1923

 

• Under Sønderjylland (200 artikler):
• Da Als var republik (1)
• Da Als var republik – endnu mere (2)

 

• Under Nørrebro (297 artikler):
• De kaldte sig Syndikalister

 

• Under København (185 artikler):
• Da arbejderne blev organiseret