Danskere begår da ikke krigsforbrydelser

Så let er det altså ikke at komme til arkiverne. Politiet har endnu ikke set på sagen. Kaj Burchards arkiver. Dokumenter blev videresolgt. Politiet fik ikke meget ud af undersøgelserne. Klogt af de to at tilstå. Sagen blev aldrig fuldt afdækket. Der er også stjålet fra andre arkiver. Dokumenter solgt på nettet. Misforhold mellem fakta og udmelding. Efterladt et dybt hul i Danmarkshistorien. Bestillingsarbejde fra tidligere højtrangeret Nazi-officer. E.H. Rasmussen slap gratis fra tyveri. Politiet kendte ham ikke. Manglende forståelse for dokumenternes betydning. Manglende forståelse for dokumenternes betydning. Frikorps-mænd deltog i forbrydelser. SS-erindringer er gengivet ukritisk. Sporet fører til Graz. Dødsmarch forbi kasernen. Der ligger stadig 80 lig i jorden. De danske navne haves. To vidneudsagn. Var der flere forbrydelser.  De unge har et heroisk syn på krigen, hvorfor?

 

Så let er det altså ikke

Det ser så let ud, når diverse ”specialister” boltrer sig rundt i arkiverne i TV. Man får adgang til alt, hvad man spørger om. Sådan er det ikke i virkeligheden. Du skal i den grad forberede dig i forvejen og ansøge om adgang. Du skal sørge for diverse tilladelse. Og efter diverse tyverier er det blevet endnu vanskeligere at få adgang. Der bliver holdt øje med dig. Og du bliver registreret.

Som vi tidligere har underholdt vores læsere med, så endte vores adgang med:

 

• Vi har kigget efter for dig. Der er ikke noget at komme efter.

 

Ja så måtte vi kigge i udenlandske arkiver. Og det gav gevinst.

Selv om vi fandt mange nye spor, så blev ”sagen” ikke taget op igen. Det var lukket. Politiet ringede høflig tilbage og meddelte at man ikke ville tage ”sagen” op igen. Jo vi oplevede mange ting, inden vi udgav vores bog. Nu har vi så en ny sag i grænselandet. Den vil man sikkert heller ikke gøre noget ved.

 

Politiet har endnu ikke set på sagen

Og i TV har vi fulgt nogle fremragende udsendelser, der hed ”Hitlers danske soldater”. Her fandt man da også frem til, at mindst to nulevende danskere kan have begået krigsforbrydere. En afdød dansker har muligvis været en af lederne ved en massakre begået ved en kaserne i Graz i Østrig. Sagen er afleveret til Politiet i København. Og de har endnu ikke haft tid til at kigge på den. Der sker sikkert heller ikke noget.

 

Der mangler ca. 10.000 dokumenter

Tyverierne i Rigsarkivet blev først opdaget i 2013. Men det er sikkert foregået over flere år. Vi ved, at arkiver, der berører en redder fra Sønderborg er blevet fjernet. Læs vores artikel. Og sådan er det sikkert i mange tilfælde. Familier hyrer andre til at stjæle dokumenter. Men i dag er dette blevet betydelig svære. Martin Magnussen mener, at der er stjålet hele 20.000 dokumenter, hvoraf kun de 10.000 er leveret tilbage.

 

Kaj Burchards arkiver

Hovedpersonen i TV – udsendelsen var Kaj Burchard. Han var en man brugte som kilde i bøger, film og radioudsendelser. Han var aktiv i veteranforeninger og åbnede sit hjem for interesserede og for de frivillige, der gik i tysk tjeneste. Det havde især Erik Haaest stor glæde af.

Kaj Burchard påstod, at han kæmpede i Berlin til det sidste. Men det er nu ikke korrekt. Inden da havde han begået faneflugt og var flygtet til Sverige. Og på Rigsarkivet kunne Martin Magnussen ikke finde andet end tre stykker papir om Kaj Burchard. Resten var stjålet.

 

Dokumenter blev videresolgt

To rockere havde fået adgang til Kaj Burchards arkiver. De kendte ham og havde fået en fuldmagt af ham. De to besøgte ofte Rigsarkivet og var der kun to timer ad gangen. Med en udhulet blok papir lykkedes det efterhånden at smugle en masse dokumenter ud af Rigsarkivet.

Det var faktisk Martin Magnussen, der selv er politibetjent og amatørhistorieker, der lagde mærke til de tos mistænkelige adfærd og meldte dem til Rigspolitiet. Ingen af de ansatte havde fattet mistanke. De to havde forbindelser til veteranmiljøet og til Hells Angels.

Senere fandt politiet i kassevis af de stjålne dokumenter i den enes lejlighed. Ret hurtigt stod det klart, at en masse dokumenter var blevet videresolgt.

 

Politiet fik ikke meget ud af det

I det meget lukkede samlermiljø er der en stor tavshedskultur. Men det anslås at 10 danske storsamlere har viljen og midlerne til at købe for flere hundrede tusinder af kroner. Blandt de stjålne effekter var bl.a. dokumenter fra Kaj Munks mord.

Fascinationen af effekter – dokumenter, fotografier, armbind og uniformer – fra danske nazister eller østfrontfrivillige opfattes i den brede befolkning stadig som odiøs, at ingen har lyst til at stå frem med navn. Under efterforskningen fandt politiet kun frem til seks købere af stjålne dokumenter. I samlekredse er man galde for, at sagen er blevet lukket.

Det påstås at politiet har brugt fem mand i otte måneder uden at komme særlig langt.

 

Klogt af de to, at tilstå

Den 15. maj 2013 startede retssagen. Der var afsat 5 dage til retsmødet. Der var bestilt en masse vidner. Men det blev det ikke brug for. De to tilstod. Og det var et smart træk. Så undgik man at få et billede af, hvor meget det egentlig gennem årene var blevet stjålet. På en underfundig måde fandt man frem til at de stjålne effekter havde en værdi under en million kroner. I anklageskriftet var det ellers angivet en værdi på 1,5 til 3 millioner kroner.

I retssalen sagde de to rockere, at de var i gang med at skrive bogen om Kaj Burchard. Men de påstod, at de ikke kunne finde noterne til bogen. Magnussen fandt ud af, at de to også havde solgt dokumenter før 2009. Og det var netop det år, at Rigsarkivet var gået over til det elektroniske bestillingssystem Daisy. Før dette havde man brugt fysiske bestillingssedler. Og disse var alle blevet destrueret.

Rigsarkivet og Københavns Politi stoppede deres undersøgelser efter retssagen vel vidende at langt fra alle dokumenter var kommet tilbage.

 

Der er også stjålet dokumenter fra andre arkiver

Allerede da Landsarkivet befandt sig på Nuuks Plads på Nørrebro blev der stjålet dokumenter. Dette var ikke blevet nævnt i retssagen. De to rockere har haft adgang til mindst 1.500 arkivkasser. Magnussen har koncentreret sig i alt, hvad der havde med tysk krigstjeneste at gøre. Hurtigt kunne han konstatere, at der manglede dokumenter.

Eftertragtede bilag er simpelthen blevet skåret ud. Ad omveje fik Weekendavisen fat i dokumenter, som måtte stamme fra tyveriet. Men på Rigsarkivet blev der påstået at der ikke manglede noget.

 

Dokumenter solgt på nettet

I 2016 kunne Magnussen konstatere, at der blev solgt dokumenter på aktionssiden QXL, som stammede fra tyveriet. Også på en lukket Facebookside blev der tilbudt dokumenter. Dette blev nu anmeldt til Rigsarkivet, der nu måtte erkende, at der var mangler hos dem.

 

Misforhold mellem fakta og udmelding

I 2018 kom der så en udmelding fra Rigsarkivet med at der manglede 4,6 pct. af dokumenterne. Gennemgangen havde dog afsløret, at der i nogle sager manglede 30,6 pct. i nogle af sagerne. Rigsarkivet havde fået nedskrevet manglen til et etcifret tal, idet cykeltyverier, spritkørsler og andet er medtaget i optællingen af sagerne.

Der var et misforhold mellem rigsarkivarens viden og udmeldinger til pressen. Man skal kunne stole på, at offentlige institutioner giver korrekte informationer.

 

Efterladt et dybt hul i Danmarkshistorien

Men i hvert fald har manglen på dokumenterne efterladt et uopretteligt hul i danmarkshistorien. Et hul, der får mærkbar indflydelse på forskningen fremover. Og de to rockere, der blev dømt, lå stadig inde med dokumenter for millioner af kroner.

Hvorfor Rigsarkivet ikke fortalte sandheden om de store mangler er fortsat uvist.

Under sagen er Martin Magnussen også blevet beskyldt for at have brudt Arkivloven.

Man får også indtryk af, at nu hvor forældelsesfristen på nogle af arkiverne er ophævet, at nogle ikke er interesseret i at sandheden kommer frem.

 

Bestillingsarbejde

I 2016 beskrev Berlingske Tidende det store tyveri fra Rigsarkivet. Man fandt ud af, at der i sagen også var tal om et bestillingsarbejde. Avisen havde fået fat i dokumenter, der dokumenter at de to rockere skulle finde nogle af arkiver om en bestemt person.

Ifølge politiet kunne man dog ikke identificere vedkommende. Sådan var svaret til avisen. Men ifølge Magnussens bog vidste politiet udmærket, hvem personen, der gav ordren til de to rockere var.

Politiet har aldrig besøgt ham i Sønderborg. Her ved alle hvem E.H. Rasmussen var. På det tyske museum er der en permanent udstilling om ham. Selv på en af de beslaglagte telefoner lå alle kontaktoplysninger. Måske kender de ikke hans fortid. Han var en af byens spidser, der skaffede masser af arbejde.

 

Højtrangeret Nazi-officer

Ellef Henry Rasmussen var en usædvanlig højtrangeret dansk naziofficer. Han lod sig indrullere i Waffen-SS allerede et år før det blev lovligt ved oprettelsen af Frikorps Danmark i 1941. Han blev uddannet som skarpskytte i Østrig og kæmpede Hitlers krig i store dele af Europa som SS-soldat i Division Wiking. I krigens sidste tid blev han chef for 2. bataljon i SS – Regimentet ”Danmark”. Han stod i direkte kontakt med en af de højest rangerende generaler Felix Steiner.

Det fremgår af bogen ”Troskab” som er E.H. Rasmussens erindringer fra Anden Verdenskrig fortalt til historiker Peter Møller Hansen og udgivet i 2015. Her henvises også til en masse dokumenter i E.H. Rasmussens privatarkiv. Men disse dokumenter burde være i Rigsarkivet.

Meget tyder på, at store dele af E.H. Rasmussens private arkiv bestod af stjålne dokumenter fra Rigsarkivet.

 

E.H. Rasmussen slap gratis fra sit tyveri

Efter besættelsen fortsatte Rasmussen med sine kontakter til veteranmiljøet inden for SS. Således har han flere gange samlet tidligere SS – folk på en af sine skibe i Flensborg Fjord.

Ifølge Martin Magnussen var der flere i familien, der havde nazistiske synspunkter. Således havde E.H. Rasmussen, der var vagt i Frøslevlejren. Han var også med til at fange den berømte Hvidstensgruppe.

E.H. Rasmussen er sluppet gratis for bestillingen af disse dokumenter. Og ikke nok med det. Den uafhængige Politianklagemyndighed har afvist at kritisere Københavns Politi og Statsadvokaten har tiltrådt den vurdering.

Bestillingslisten på dokumenterne har Københavns Politi leveret tilbage til tyvene.

 

Manglende forståelse for dokumenternes betydning

Hverken Københavns Politi eller Rigsarkivet selv har været særlig hjælpsomme i opklaringen. Men tyverierne skyldes ikke kun fordi danskernes ugerninger skal fjernes. Man kan tjene masser af penge ved at tilbyde disse dokumenter på nettet.

Det er som om, at myndighederne ikke viser forståelse for dokumenternes betydning.

 

6.000 danske østfrontfrivillige

Omkring 13.000 danskere blev efter Anden Verdenskrig dømt. De fleste for at gå i tysk krigstjeneste og for at kæmpe i nazisternes geledder ved Østfronten. Størstedelen blev idømt mellem et halvt og fem års fængsel. Men der var dog også flere, der fik markant hårdere straffer.

Ja sådan står det anført nogle steder. Men der var vel kun 6.000 danske østfront-frivillige Og heraf var 1.500 fra det tyske mindretal. Der blev dræbt 2.000 og andre 2.000 blev såret. Og 3.300 blev dømt aktiv krigsdeltagelse.

En del danske militærfolk var fascineret af det tyske militær. Fra 1940 ekspanderede Waffen SS. Her optog man ”folketyskere” fra nabostatens tyske mindretal. Det var kun i begyndelsen man stillede barske fysiske krav.

 

Division Wiking i front

Da Tyskland marcherede ind i Sovjet den 22. juni 1941 var det med Division Wiking i det vestlige Ukraine. Her deltog de i en række krigs – og folkedrabsforbrydelser samt massakre på jøder og andre civile samt ubevæbnede krigsfanger.

 

Frikorps Danmark med dansk materiel og kommandosprog

Nu startede hvervningen også til Frikorps Danmark. Det var en ny enhed under Waffen SS med dansk kommandosprog og danske befalingsmænd. Materialet var fra den danske hær.

Godt nok forbød den danske straffelov hvervning til fremmed krigstjeneste men samlingsregeringen gjorde det muligt for frivillige at komme til den tyske østfront. De frygtede, at tyskerne ville kræve at Danmark skulle sende militær til østfronten og blive direkte krigsførende på tysk side.

 

Frikorpsmænd deltog i forbrydelser

Det var bedre at give en slags blå stempel til den nazistiske hvervning af frivillige som allerede var i gang. Officerer fik endda lovning på at kunne vende tilbage til en dansk militærkarriere bagefter. Radioen stillede sendetid til rådighed for hvervepropagandaen.

De frikorpsmænd, som meldte sig i 1942, blev uddannet i Bobruisk i Hviderusland, hvor frikorpsets reservekompagni blev stationeret. Her deltog de i forbrydelser mod jøder og andre civile på lige fod med de tyske styrker.

I maj 1943 nedlagdes Frikorps Danmark. Frikorpsfolkene blev nu overflyttet til egentlige Waffen – SS. Mange blev overflyttet til Panzerregiment 24 Danmark. Men større grupper af frivillige danskere kæmpede også i Division ”Wiking”.

Mange østfrontfrivillige fortsatte efter deres hjemkomst som grundstammen i Hipo, Schalburg-korpset, Sommerkorpset og andre tyske terrorkorps.

 

SS-erindringer er gengivet ukritisk

Kun ganske få danskere er blevet dømt for krigsforbrydelser. Og danskerne tror ikke på at deres landsmænd kunne begå sådan noget. Det kan vi jo også se på de talrige erindringer som danske SS – soldater har udsendt. Ganske ukritisk har forlagene modtaget manuskripterne. Og disse har aldrig oplevet eller selv deltaget i krigsforbrydelser.

Kun fem danskere er dømt for mord på jøder. Men vi ved, at danskere deltog i vagttjenester på steder, hvor der blev begået masser af drab på jøder.

 

Sporet fører til Graz

I TV – serien følger vi Martin Magnussen og Johan Bjarnhofs datter Pernille, der er på jagt efter dokumenter om hendes far. Der blev kun fundet fire sider. Resten er stjålet. Dennis Larsen viser et interessant fotoalbum, der viser at danske soldater deltager i krigsforbrydelser.

Sporet fører videre til Graz, hvor der skete krigsforbrydelser på et tidspunkt, hvor der her befandt sig 60 danske soldater. Dennis Larsen har kigget i britiske arkiver. Han kan dokumentere at mindst to danske soldater deltog i massakren.

Johan Bjarnhof deltog ikke i dette. Han var under en orlov flygtet til Sverige. Da tyskerne endelig åbnede for retssager, fulgte Danmark ikke op på dette.

En ting savner man dog i den omtalte serie og det er Rigsarkivets version af sagen. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at stjæle så mange dokumenter? Og har man overhovedet tjek på, hvor mange og hvilke dokumenter, der fortsat mangler.

Mere end 200 fangere heriblandt jøder, østrigske modstandsfolk, engelske agenter og muligvis to amerikanske piloter blev skudt i Graz. Den afdeling som skød disse, havde en dansk leder. I nogle af de østrigske kilder står der anført, at det var 16 – 17-årige frivillige hollandske drenge, der stod for nedskydningen. I afhøringsrapporten i de engelske arkiver optræder flere danskere endda angivet med navne.

 

Dødsmarch forbi kasernen

En del af de soldater, der meldte sig til Frikorps Danmark, blev en del af ”Schutzstaffel eller bedre kendt som Waffen SS og sendt til netop den kaserne i Graz, hvor massakren fandt sted.

Det var her, de fik militærtræning eller kom til hægterne, hvis de var blevet såret. Derefter blev de sendt tilbage til fronten og Division Nordland. De kunne også risikere at blive sendt til partisan-bekæmpelse cirka 100 kilometer fra kasernen.

Russerne rykkede nærmere. Nazisterne begyndte i krigens sidste måneder at grave massegrave og brænde lig for at fjerne beviserne fra krigsforbrydelser. Det var også dengang, hvor afkræftede fanger blev beordret til at gå ”dødsmarch” mod det centrale Tyskland. Kunne de ikke klare mosten, blev de skudt.

Tilfældigvis kom 200 – 300 KZ – fanger forbi kasernen den 2. april 1940. De blev gennet ind på fodboldpladsen. Man skyder dem med nakkeskud og smider dem ned i bombekraterne.  omkring pladsen. Efterhånden fandt SS-folkene ud af, at det var en dårlig ide.

 

Der ligger stadig ca. 80 lig i jorden

Det vil sige, at det var SS – Sturmbanführer Wilhelm Schweitzer, der beordrede ligene flyttet til en massegrav, da han vendte tilbage til kaserne lige før 7. april. Ligene blev gravet op og kørt væk fra kasernen og placeret i en massegrav væk fra kasernen.

Men i skyndingen nåede man ikke alle sammen. Der ligger stadig 80 lig i jorden på kasernens område, som nu er overtaget af det østrigske militær.

På tidspunktet for forbrydelsen befandt der sig 3.500 – 4.000 soldater på kasernen. De kan selvfølgelig ikke alle have været med til forbrydelsen. Men de har vidst, hvad der skete.

Mellem den 18. og 21. maj 1945 blev der fundet 142 lig i massegraven. De blev alle bisat den 27. maj.

 

De danske navne haves

Dennis Larsen og Martin Q Magnussen har navnene på flere hundrede danskere, der var på kaserne og de to nulevende, der med sikkerhed deltog aktivt i massakren. Måske er der flere danske gerningsmænd. Arkivloven forhindrer dog at man henvender sig til disse. Det er noget som politiet må gøre.

Man har flere gange forsøgt at finde gerningsmænd til forbrydelsen. En overgang var kasernens kommandant anklaget. Men han var ikke til stede, da der blev myrdet løs. Ingen er blevet gjort ansvarlig for massakren.

I 1948 havde man ellers rejst en sag mod 9 Waffen SS – folk. Det viste sig at sagen kun var rettet mod forbrydelser mod amerikanske ofre. Og her manglede man håndfaste beviser.

 

To vidneudsagn

Åbenbart er det måske ikke nogen tilfældige, der kom gående forbi kasernen, hvis man skal tro på disse vidneudsagn.  Således har en gartner fortalt, at 120 jøder i begyndelsen af april 1945 blev bragt til kasernen. De blev torteret og bagefter skudt. Og det skete fra midnat til klokken tre om morgenen. Gartneren så, at SS – folk tog, hvad de kunne bruge af jødernes efterladenskaber.

En hollænder, Jonny von Reens beretter, at han så 150 jøder, der blev tortureret på sportspladsen. I grupper af 30 blev de ført væk. De måtte da tage deres tøj, sko og smykker af. Derefter blev de skudt.

 

Var der flere forbrydelser?

Måske er det tale om, at der er sket flere forbrydelser mellem den 2. april og 2. maj 1945. I hvert fald hævdes det fra forskellige kilder, at der i Nazi – perioden er blevet myrdet ca. 500 personer på dette sted.

Af de 142 lig man fandt var 116 i civil og 21 i uniform. Disse blev alle bisat på Centralkirkegården i Graz. Og her passer disse fund ikke med det ene vidneudsagn. I 1980 blev der opsat en mindetavle.

Det var denne begivenhed, hvor også danskere skulle være involveret, der lå oplysninger om på Rigsarkivet. Men disse dokumenter er også blevet fjernet.

Nogle har kritiseret Magnussen for hans undersøgelser da sagen er afsluttet. Men den har jo følger for vores historieopfattelse. Og vi andre kan jo mærke sikkerheden, når vi som ”amatørhistorikere” går i arkivet. Det er bestemt stadigvæk ikke alt, der må komme frem

 

Danske unge har et heroisk syn på krigen

Holdningen herhjemme er, at danskere ikke begik krigsforbrydelser. Og sådan er holdningen også hos de unge. For et par år siden blev der gennemført en international undersøgelse blandt unge fra 16 – 25 år. Om hvad de mente om Anden Verdenskrig 1939 – 1945.

Mange af de unge havde fået overleveret erindringer om besættelsen fra familien. Det gjaldt både i Danmark, Tyskland og Finland. Men der forskel på hvilke lange skygger den skelsættende krig har efterladt sig blandt nutidens unge i de tre lande.

De danske og finske unge har generelt et snævert og nationalt syn på Anden verdenskrig. De tyske unge er langt mere opmærksomme på hvilke konsekvenser krigen havde i resten af Europa.

Når de danske unge tænker på verdenskrigen er der imidlertid hverken holocaust, invasionen i Normandiet eller atombomberne i Japan, der står stærkest i erindringen.

De danske unge havde en meget national tilgang til Anden Verdenskrig. De fokuserede i høj grad på modstandsbevægelsen i Danmark og udtrykte fascination og respekt for disse. På den måde havde de danske unge et mere positivt og heroisk syn på krigen end de tyske unge.

 

Hvorfor har de unge det syn?

Der var langt flere danskere, der arbejdede for den tyske besættelsesmagt end danskere, der meldte sig under de tyske faner. Hverken Holocaust eller Danmarks samarbejdspolitik er i de danske unges erindring.

I Tyskland er de unge udmærket klar over det tunge ansvar og nazismens forbrydelser. De er ikke i tvivl om, hvad krigen handlede om.

Men hvorfor er de unge danskers holdning sådan? Er det fordi, at deres bedsteforældre ikke havde krigen helt inde på livet som de unge tyskeres bedsteforældre? Skyldes det samfundets holdning eller historieundervisningen i skolen?

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• berlingske.dk
• de.wikipedia.org
• derstandard.at
• korso.at/counter
• davidkultur.at
• kristligtdagblad.dk
• videnskab.dk
• folkedrab.dk
• Peter Møller Hansen: Troskab- Dansk SS-frivillig E.H. Rasmussens erindringer
• Erik Høgh: Forbrydelser uden straf
• Dennis Larsen: Fortrængt grusomhed
• Therkel Stræde, Dennis Larsen: En skole i vold
• Martin Magnussen: De Forsvundne Nazidokumenter
• DR Dokumentarserie: ”Hitlers danske soldater”
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.686 artikler, herunder

• Besættelsestiden (før, nu, efter) (341 artikler)
• Ellef Rasmussen og den brune tid
• Klaus Barbie – Slagteren fra Lyon
• De forsvundne nazi-dokumenter
• Ikke alle mord skal undersøges
• Vidste de danske frivillige, hvad de gik ind til
• Fra krig til internering
• Slemme folk fra Sønderjylland
• Dødsstraf
• Da Krigsforbryderne flygtede
• Ikke alle krigsforbryderne skulle straffes
• Værnet – Lægen man lod flygte
• Kunne man stole på Centralkartoteket
• Bovrup-kartoteket
• Joseph Mengele – dødens engel
• Waffen SS – engang en elitehær
• Jagten på krigsforbrydere
• Hvad skete der i Borbruisk?
• Kryssing og Frikorps Danmark
• København (182 artikler)
• Tilfældet – Søren Kam
• Frihedsmuseet, Arkivet og selverkendelse
• SS – absurde forbrydelser