Sådan boede arbejderne dengang

Sidegader med små usle lejligheder. Det høje beboerantal forringede hygiejnen. Byggespekulanternes motto: ”By Højt. Byt tæt, Byg billigt”. Vi kigger på Absalonsgade 37. På retiraderne var der fire sæder til 171 personer. Byggespekulanterne sparede på dyre trappeanlæg. Og så udlejede arbejderne. Man klemte sig sammen. Skatteloven af 1802 var ikke så smart. Stuelejlighederne og kvisten var de billigste og dårligste. Det meste af lønnen gik til husleje og mad. Der var ikke overskud til ret mange møbler. Det blev betragtet som skam, hvis man skulle begraves på Fattigvæsnets regning. Det var forfærdelige forhold. Politiet tog ikke klagerne alvorligt. De kom fra samfundets bund. Latrinerne var smittebærere. Rosenåens omlægning kostede feberepidemier. De fleste var arbejdsmænd. Der var ikke toilet og bad. Nej, arbejderne der kom til storbyen, fik sjældent et bedre liv.

 

• Bagerst i denne artikel kan du se en liste med artikler, der relaterer til arbejdere og boligforhold.

 

Udviklingen tog fat i 1880

Vi har her på siden beskrevet en række industrivirksomheder hovedsagelig på Nørrebro og i Nordvest. Her vil vi så kigge på, hvordan arbejderne dengang boede. Og her tager vi udgangspunkt på Vesterbro. Men det kunne også sagtens have været på Nørrebro, hvor forholdene var hverken bedre eller dårligere.

Vesterbro opstod først som selvstændig bydel, da demarkationslinjen i 1852 blev flyttet fra den nuværende Falkoner Allé ind til søerne. Indtil 1850’erne fandtes der kun lidt og spredt bebyggelse på det område som vi kender som Vesterbro.

Indbyggertallet var på under 2.000, men op gennem 1860´erne og 70’erne tog udviklingen fat. I 1880 boede der næsten 25.000 personer. I første omgang blev der kun bygget langs Vesterbrogade. Her opførtes store lejligheder til de mange erhvervsdrivende og deres familier.

 

Sidegader med små usle lejligheder

Først senere og i takt med at byens befolkningstal steg, opførte man nede i sidegaderne de små usle lejligheder. Mellem 1854 – 58 anlagdes Viktoriagade, en del af Istedgade, Vesterbros Torv, Gasværksvej, Badevej (senere Knudsgade, nu Eskildsgade), Absalonsgade og Oehlenschlägersgade.

Her var recepten den at først byggedes der til gaden og siden hen begyndte man, at opføre de mange baghuse.

 

Det høje beboerantal forringede hygiejnen

På Gasværksvej og Absalonsgade var der en større koncentration af baghuse, end der var i de omkringliggende gader.

Dårlige forhold for landbruget var en af de forklaringer på, at et stort antal løstansatte og besiddelsesløse landarbejdere vandrede mod byerne for at søge arbejde ved den voksende industri.

Allerede i 1850’erne havde det i forbindelse med koleraepidemien været rettet opmærksomhed mod, at de mange små og usunde boliger. Men det var ofte det høje beboerantal, i den grad forringede de hygiejniske forhold.

 

Byg højt, Byg tæt, byg billigt

Alligevel fik mange allerede opførte huse i perioden 1870 – 80 påført bag- og sidebygninger. Mulighederne blev udnyttet optimalt. Afstanden mellem for-og baghus måtte ikke være under 1,88 meter. Bestemmelserne blev udnyttet på den måde at beboerne i for – og baghuset kunne trykke hinandens hænder seks meter over gårdspladsen.

Recepten var:

 

• Byg højt, byg tæt, byg billigt.

 

Da det blev bygget for den fattige arbejderbefolkning, måtte standarden være så ringe, at de kunne betale huslejen. Det var ofte ensbetydende med dårlige lys- og luftforhold. Det var på trods af disse forhold nok af lejere til boligerne.

Transportforholdene gjorde, at arbejderne måtte bosætte sig tæt på arbejdet. Baghusene blev kaldt for byens skjulte boliger, fordi man ikke kunne se dem ude fra gaden. Her kunne man kun se det pæne forhus, mens de miserable baghuse lå gemt inde bag ved.

 

Absalonsgade nr. 37

Absalonsgade nr. 37 er et godt eksempel på, hvordan baghuslejlighederne så ud. Det var en grundmuret bygning på 48 lejligheder, heraf 20 etværelses og 28 toværelses lejligheder. Der var en hoved- og en køkkentrappe. Bygningens kælder havde jordgulv og var indrettet som brændselsrum. Afstanden mellem baghuset og mellemhuset var 6,2 meter.

Den tætte afstand mellem de to femetagers bygninger betød at lysmængden i de nederste lejligheder og i særdeleshed i gårdrummet var yderst begrænset. Der fandtes kun vinduer til den ene side. Dette betød, at der ikke var mulighed for ordentlig udluftning. Halvdelen af lejlighederne havde ingen entre, men alle lejligheder var udstyret med et lille køkken og en kakkelovn. Lejlighederne havde tapetserede vægge, og der var indlagt vand og gas.

 

Fire sæder til 171 personer

I gården, der var brostensbelagt, fandtes en retiradebygning med fire sæder. De fire ”rum” blev benyttet af ejendommens 171 personer, heraf var de 60 børn under ti år.

At det var arbejderklassen, som boede i baghusene, viser en gennemgang af folketællingslisterne. I 19 af de 38 familier havde manden arbejde som arbejdsmand. Resten af mændene fordelte sig ud over en lang række erhverv som smede, skomagere og cigarmagere. Det var her de ufaglærte og arbejdere, de enligstillede kvinder med børn og fattiglemmerne boede.

Absalonsgade 37 var et af kvarterets store og tæt befolkede ejendomme. I gennemsnit boede der 4,5 personer i hver lejlighed. Men i omkring 15 af lejlighederne boede der helt op til 8 personer. I en lang række tilfælde havde familierne fire-fem børn, der var under ti år.

 

Byggespekulanter sparede på dyre trappeanlæg

Ejendommen var en af de såkaldte korridorejendomme. En korridorejendom. der indtil 1880’ernes midte var karakteristisk for store dele af det byggeri, som på Vesterbro var bestemt for arbejderfamilierne, bestod af en lang midtergang med lejligheder på hver side af gangen og med trapper i hver ende.

Forklaringen på dette er at man ved denne hustype sparede på de dyre trappeanlæg. Byggeloven af 1856 havde nemlig påbudt, at lejligheder i nybyggerier skulle have adgang til to trapper.

Da de to toværelseslejligheder ofte lå med et værelse på hver side af gangen, måtte beboerne for at komme fra det ene rum til det andet ud på den ”offentlige” gang.

 

Man udlejede

Grundet arbejderfamiliernes økonomiske livssituation benyttede de familier, der kun havde få børn ofte muligheden for at udleje et værelse. Hos de omkring 200 familier som levede i baghusene, boede der 49 logerende.

I en del tilfælde var det enlige kvinder (enker eller ugifte). Den overvejende del af disse kvinder beskæftigede sig med håndarbejde (15) rengøring (9) eller dameskrædderi (4).

I 1880 havde 10 pct. af samtlige husstande logerende.

 

Man klemte sig sammen

Mange familier kom således til at bo i en etværelses lejlighed, selv om lejligheden reelt bestod af to rum.

Med en eller flere logerende boende har det været nødvendigt at klemme sig sammen i de i forvejen små lejligheder. Man må antage at familien klemte sig sammen i det ene værelse for at give plads til en eller flere logerende. Familien kom så ofte til at bo fire – fem personer i et rum.

Her skulle de både spise, opholde sig og sove. Havde kvinden hjemmearbejde fungerede lejligheden også som hjemmearbejdsplads. I andre tilfælde, hvor den logerende måske har været en kvinde med små børn, kan man forestille sig, at hun sov på en udtræksseng i f.eks. køkkenet.

 

Skatteloven af 1802 var ikke smart

Grunden til at værelserne var så små var også det såkaldte skattelettelses-politik. Skatteloven fra 1802 fritog al byggeri, dvs. nyopførelser af lejligheder på under 69 kvadratalen (ca. 27 kvm) for at skulle betale byggeafgift. Man kom reelt til at sætte loft for hvor store lejligheder arbejderne måtte bo i.

I Absalonsgade 37 så det sådan ud:

 

• En etværelseslejlighed: Køkken (4,8 kvm) Værelse (13 kvm) – 17,8 kvm

 

I perioden omkring 1885 var alle toværelses lejligheder på 27 – 31,5 kvm.

 

Stuelejligheden og kvisten var billigst

Den billigste husleje blev betalt for lejligheder enten i stueetagen eller oppe under taget (5.sal eller kvisten).

Stuelejlighederne havde mindst lys og har sikkert været de mest fugtige lejligheder, da ejendommen i flere tilfælde ikke havde støbt fundament i kælderen eller blot jordgulve. Dermed har fugten kunne trænge op i ejendommen og forårsage fugtproblemer i stuelejlighederne.

I Absalonsgade 33 var der sågar jordgulve i selve stuelejlighederne. På samme måde var kvistlejlighederne dårligt isoleret og varmen, kulde og fugt kan have haft nemt ved at trænge ind i lejlighederne. I samme ejendom havde man ikke noget køkken men kun en kogekakkelovn.

 

Det meste af lønnen gik til husleje og mad

En arbejdsmand tjente typisk omkring 600 – 700 kr. om året. Hertil skal så lægges nogle hundrede kroner for kvinder og børns arbejde. Men sjældent nåede den samlede årsindtjening over 1.200 kr.

Store dele af dette beløb gik til enten husleje eller mad, så det var yderst begrænset, hvad der var tilbage til f.eks. at møblere en lejlighed. Som en naturlig følge heraf var arbejderboligerne yderst sparsomt indrettet.

 

Ikke mange møbler

Hos en cigarmager bestod indboet af et bord, to stole, et klædeskab og en gyngestol. Der må vel også have været en seng, der ikke var med i opgørelsen.

En arbejdsmand havde en sofa, et bord, fire stole, et klædeskab, en gyngestol, et spejl og en seng. Andre steder kunne man finde en kommode og lidt køkkentøj, oftest til en samlet pris, der ikke oversteg 20 kr. Klædeskabe fandtes sjældent. På grund af de trange forhold var der næppe plads til et sådant møbel. Ja nogle lejede endda møbler og betalte så en fast månedlig leje. Nogle var også nødt til at pantsætte deres møbler for at få råd til at leve.

 

Betragtet som skam, hvis man skulle begraves på Fattigvæsnets regning

Man regner med at arbejderne havde to sæt klæder. En til arbejde og et til søndagsbrug. Men sådan var det næppe for de familier der boede i baghusene. Tøjet blev vasket, når lejligheden bød sig.

Flere arbejdere døde på Almindelig Hospital, hvor de som oftest efterlod sig beskedne kontant beløb. De få personlige effekter, der fandtes, blev overladt til Fattigvæsnet som kom til at stå for begravelsen. En del arbejdere tilhørte en begravelseskasse, da det både for den døende selv men også for de pårørende var forbundet med stor skam at skulle begraves på Fattigvæsnets regning.

 

Forfærdelige forhold

Kigger man på Københavns Sundhedspolitis protokoller så har forholdene været forfærdelige. Sagerne spænder lige fra klager vedrørende de sanitære forhold til svineri i baggårdene, fugt i nyopførte bygninger eller klager over snegle og råd i kvistlejligheder.

I Absalonsgade 37 skulle der i 1883 være menneskeekskrementer og andet snavs, ligesom trappen ikke var blevet vasket i lang tid. Beboerne frygtede at når det blev varmt var der farer for beboernes sundhed. I mellemgården fandtes der ikke nogen døre til retiraderne og pissoir i baggården. Endelig så var der en mand, der hed Petersen på 1. sal i baghuset, som opkøbte klude og ben, som han opbevarede en hel uge i sin lejlighed, hvilket forårsagede en ilde lugt.

Adskillelsen mellem lejlighederne bestod kun af tynde vægge så lugtgener bredte sig hurtig. Der var ikke ordentlige udluftningsmuligheder.

Flere steder var der rene rottereder, mens der andre steder var kældre, der mest af alt mindede om åben sump. Rendestene blev ikke rengjort i ugevis. Derfor flød der med snavs og urenligheder.

 

Politiet tog ikke klagerne alvorligt

Retiradetønder til potter flød over og dannede en ubehagelig pyt på gulvet. Andre steder var der væmmelige bunker af gårdrenovation, hvorpå indholdet fra beboernes natpotter blev kastet.

Et sted var køkkenet befængt med snegle. Som regel undersøgte politiet forholdene sagerne og fandt dem slet ikke så slemme, som klagerne hentydede til. De tog ikke klagerne alvorlige. Arbejderfamilierne skulle ikke stille krav om bedre forhold og skulle derfor ikke forvente at få deres klager taget alvorligt.

Beboerne i de mange baghuse befandt sig på samfundets bund og havde sikkert derfor svært ved at få deres klager behandlet på en lovmæssig korrekt måde.

 

Latrinerne kunne blive smittebærere

Generelt var der lugtgener i baggårdene. Husholdningsaffald, hestemøddinger samt overfyldte og urensede lokummer har specielt om sommeren skabt ulidelige forhold i de snævre baggårde.

Meget tyder på, at afhentning og udtømning af retiraderummenes tønder var et stort hygiejnisk problem. Retiraderummene i de mange baggårde indeholdt trætønder som en gang om ugen blev borttaget om ombyttet med tomme tønder.

Tønderne blev kørt bort, tømt og blev herefter betragtet som udskyllet, selv om en sådan en ikke havde fundet sted. Herefter blev tønderne blot kørt tilbage til en ny baggård godt smudsige og tilsølet med rester fra latrinerne. På den måde blev latrinerne nemt smittebærere af forskellige smitsomme sygdomme.

Det er ikke svært at forestille sig, hvordan det må have været at leve i disse indesluttede mørke og fugtige gårdrum med stillestående usund luft.

 

Rosenåens omlægning var skyld i feberepidemi

Da Rosenåen skulle omlægges, opstod der en feberepidemi. Vandet var blevet ledt gennem bydelen og medførte bl.a. spildevand fra Blågårdskvarteret. Bundfaldet medførte en del lugtmæssige gener.

Ejendommen Vesterbrogade 54 havde direkte afløb til Rosenåen. Her fandtes der både kostald og mælkeriudslag. I denne ejendom opstod der 19 febertilfælde. Stadslægen formodede, at Rosenåens bundfald havde indeholdt bakterier, der havde forplantet sig til mælken. På Vesterbro var der i løbet af 1880 hele 4.825 tilfælde af anmeldte sygdomstilfælde. I 1885 hærgede en mæslingeepidemi bydelen.

 

Der vat flest arbejdsmænd

Beboerne i baghusene på Gasværksvej og Absalonsgade var i halvdelen af tilfældene var arbejdsmand indvandret fra landet. De øvrige mænd fordelte sig på en lang række forskellige erhverv, hvor de to største grupper var smede og skomagere.

Langt den overvejende del af kvinderne oplyste ikke deres erhverv, men det er sandsynligt, at de kan have haft beskæftigelse som hjemmesyersker eller rengøringskoner.

 

Ingen bad og toilet

De fleste lejligheder havde selvstændigt køkken men ingen af lejlighederne havde toilet eller bad. Der var var oftest kun en kakkelovn i hver lejlighed. Det var tale om dårligt byggeri som blev opført i perioden. Dette førte til dårlige hygiejniske forhold som udgjorde en sundhedsfare.

Ofte manglede den lovbefalede vandlås på håndvasken, sådan at luften fra kloakkerne sivede ud i køkkenrummet.

Selvom en stor del af urinen fra folks retiradebesøg endte i tønderne, røg en lige så stor del ned i kloakken. Det siger sig selv at lugten i de små køkkenrum især om sommeren må have været ulidelig.

Godt nok var det ved lov af 1871 påbudt med vandlås på køkkenhåndvaske. Men loven gjaldt kun for alle nye køkkener.

 

De fik ikke et bedre liv

De fleste familier som havde søgt mod byen i håbet om at få et bedre liv højst sandsynlig aldrig indfriet deres forventninger. De kom til at bo under trange kår stuvet sammen i små lejligheder. Beboerne i baghusene befandt sig på samfundets bund og levede en ussel tilværelse i byens skjulte huse.

Boligspekulanter byggede også en mængde usle barakker, der var opbygget af materialer fra mange  ældre nedrevne huse.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• Arbejderhistorie (2001)
• Trap – Danmark (1879)
• Erichsen, Jensen: Rammerne sprænges 1830 – 1900
• Ole Hyldtoft: Det industrielle Danmark 1840 – 1914
• Axel Steensberg: Dagligliv i Danmark i det 19. og 20. århundrede (1)
• Årbog for Arbejderbevægelsens historie (SFAH 1984)
• København Før og Nu
• Richard Willerslev: Sådan boede vi. Arbejdernes boligforhold 1880
• Den svenske indvandring (Gyld. 1983)

 

• Hvis du vil vide mere om Arbejdere og Boligforhold se her: dengang.dk indeholder 1.683 artikler:

 

• Under København (182 artikler)
• Arbejdernes første Grundlovsmøde
• En arbejder i København
• Når jeg ser et rødt flag smælde
• Historien om Første maj
• Da det lugtede i København
• Guldalderens København – sådan var det også

 

• Under Nørrebro (293 artikler)
• Begravelse på Nørrebro 1887
• Louis Pio på Nørrebro
• Arbejderne på Nørrebro
• Industri og arbejdere på Nørrebro
• Det var gang i den på Fælleden
• De kaldte sig Syndikalister
• Kampen på Fælleden
• Det store slag på Fælleden
• Røde faner på Assistens Kirkegård
• De Socialistiske blade på Nørrebro
• Ned med arbejderne
• Flere arbejdere på Nørrebro
• Arbejderkamp på Nørrebro
• Arbejdere og Industri på Nørrebro
• Arbejdende børn på fabrikker på Nørrebro
• Rotter var en del af oplevelsen
• Sjællandsgades Bad (NørLiv 21)
• Fra Røde Faner til Knippelsuppe
• Nørrebro bespisningsforening – i begyndelsen
• Indvandring på Nørrebro
• Nørrebro-børn
• Lokummer på Nørrebro
• Røde Rose på Nørrebro
• Den sidste badeanstalt på Nørrebro
• Latriner og kloaker på Nørrebro
• Den stinkende kloak på Nørrebro
• Barn på Nørrebro
• Byggespekulation på Nørrebro
• Blågårdskvarteret gennem mere end 400 år

 

• Hvis du vil vide mere om Vesterbro/Valby/Frederiksberg – se her under København:

 

• Vesterbro – omkring 1900
• Vesterbro – under besættelsen 1- 2
• Vesterbro 1914
• Frederiksberg/Valby A-Å
• Valby – dengang
• Vejen går min tro over Vesterbro
• Vesterbro i gamle dage
• Frederiksberg – dengang
• Vesterbro – den fjerde tur
• Vesterbro – en historisk vandretur
• Et sted på Vesterbro
• På Vesterbro
• Gader og veje på Frederiksberg 1-2
• Det var på Frederiksberg