Pastor Jacobsen fra Skærbæk
Det var bestemt ikke kedeligt i Skærbæk fra 1884 – 1904. Pastor Jacobsen var kommet til byen. Han var ide- og initiativrig men også meget letsindig. Han fik etableret en masse virksomheder med lånt kapital. Han sagde selv, at det var for at ”Kejserriget skulle få mere indflydelse i Nordslesvig”. Det fremmede bestemt ikke det gode dansk – tyske forhold. Jacobsen havde god opbakning fra von Köller. Det var lige før, at denne havde gjort ham til biskop. De dansksindede kunne godt se, at der var noget galt med banken og de mange virksomheder. Men det kunne de tyske embedsmænd ikke. Den tyske regering holdt hånden over ham. Efterhånden krakelerede det hele. Mange retssager fulgte. Men Jacobsen blev frifundet vel sagtens for at beskytte tyske embedsmænd. Nu vendte Jacobsen fuldstændig og gik imod den tyske tvangspolitik. En meget lokal brand i et pengeskab ødelagde efterforskningen omkring Nordsøbad Lakolk.
Ikke kedeligt i Skærbæk 1884 – 1904
Vi skal møde en ikke helt almindelig præst. Vi har mødt ham før i et par artikler, men nu er det da vist på tide, at vi lærer ham rigtig at kende. Det var bestemt ikke kedeligt i Skærbæk fra 1884 til 1904. Modsætning mellem dansk og tysk skabte spænding. Den tyske lejr var præget af de bitterste stridigheder, men der var også forandring, fremgang og udvikling.
Men først og fremmest var der skandaler, der til sidst endte i katastrofer. Pastor Jacobsen var endt på en egn i opbrud. Så massivt egoistisk og upåvirkelig som han træder frem, viser han sig snarere at være et redskab for politiserende embedsmænd og skrupelløse spekulanter.
Hvordan var pastor Jacobsen?
I 1901 karakteriserede landråd Becherer i Haderslev Jacobsen således:
- Med meget gode evner forbinder Jacobsen en usædvanlig virketrang og et betydeligt organisationstalent, som han ganske vist bruger uden at kende til skrupler.
- Jacobsen er den fødte folketaler og agitator, han er den fødte forretningsmand, men aldrig præst.
- Hvis han ikke tror at kunne nå sit mål ad den lige vej, vil hans gejstlige samvittighed aldrig forbyde ham at slå ind på en kroget vej.
- Han er umådelig forfængelig, herskesyg, som næsten alle de præster, der befinder sig i det offentlige liv, og hensynsløs, men på den anden side hjælpsom og godmodig indtil svaghed.
Det var en hård dom. Men det forhindrede nu ikke landråd Becherer i at bruge Jacobsen.
Alt nyt dengang var tysk
Det gik ikke mange år i Skærbæk før Jacobsen havde tildraget sig opmærksomhed i vide kredse som selskabsmand, politiker og grundlægger af en masse virksomheder i fortyskningens interesse.
Man skal huske på, at her hvor Jacobsen kom til at regere var et gammelt uland, regeret af bondehierarki. Al fornyelse, der kom til det, havde tysk præg. Ved de prøjsiske rets – og forvaltningsreformer havde storbønderne mistet indflydelse. De stillede ikke længere fogeder og sandemænd på tinge. Landbrugsstrukturen var i bevægelse.
Der var afvanding af landbruget, den skabte mangel på udvikling og indtægt. En tid var emigration den væsentligste udvej. Gårdmændenes indflydelse var på retur, deres sidste bastion var kirkeforvaltningen. Slaget om den tabte Jacobsen hurtigt, menighedslivet forkrøblede.
Det var ikke så sært, at landråder, overpræsidenter og kejserlige ministre fik øje på denne kraftkarl, der kunne vende op og ned på al ting.
Skærbæk nåede at få tysk flertal. Arnum, Toftlund og Rødding gennemgik samme forvandling. Tænk hvis Jacobsen var havnet i den tyske rigsdag.
Masser af dansk ballast med hjemmefra
Han havde så meget dansk ballast med hjemmefra. Racisme, antisemitisme, militær og altyske penge. Man kunne have forventet et samarbejde med den danske del af menigheden i stedet. I stedet mødte Jacobsen op med et brutalt fjendskab.
Måske kunne et par af Jacobsens initiativer have overlevet med en ordentlig administration og langfristet gæld. I stedet så vi kynisk spekulationshandel.
Kritikken som alligevel vovede sig frem imod hans foretagender, blev ubarmhjertigt slået ned. Landråd von Uslar måtte også bede Jacobsen om penge til købet af Dannevirke. Men von Köllers forsøg på at give Jacobsen bispestolen gik ikke. Der var alt for meget modstand fra de menige præster.
Initiativtager til tysk bank i Skærbæk
Han udviklede sig til i årene 1895 – 1903 at blive tyskhedens føre i Nordslesvig. Han var opvokset i en dansk præstegård.
Inden han kom til Skærbæk, var han tysk præst i København, fra 1861 sognepræst i Bøl i Gottorp provsti. Og fra 1864 – 1884 var han præst i Starup-Grarup i Haderslev provsti. Han var født i Haderslev.
Allerede i 1890 oprettede han Skærbæk Kreditbank med et tysknationalt sigte. Han var medstifter af Den tyske forening for det nordlige Slesvig. Fra det alttyske forbund modtog han fra 1895 store summer til opkøb af jord, der med lån fra Kreditbanken skulle koloniseres af tilvandrende tyskere. Jo han var initiativtager til ”Creditbank Scherrebek” allerede i 1890.
Regeringen holdt hånden over ham
Han var meget energisk og iderig, men det var også med stor letsindighed han oprettede en række betydelige foretagender. Han var god til at få fat i penge og sætte ting i gang. Men han formodede ikke at skabe sund økonomi, der var langtidsholdbar. Hans projekter havde germanisering for øje. Da han blev præst i Skærbæk, var det et udpræget dansk område.
Hans ikke særlige præstelige optræden skabte ham problemer med sognebørnene Hertil kom hans politiske aktiviteter til fordel for tyskheden. Regeringen brugte ham som mellemmand i en økonomisk transaktion som dårligt tålte dagens lys.
Regeringen holdt alt for længe hånden over ham i hans tvivlsomme gøremål. Til sidst prisgav hans beskyttere ham. Situationen var blevet uholdbar. De kirkelige myndigheder havde i årevis været betænkelig ved hans embedsførelse.
Masser af energi i Jacobsen
Det var bl.a. i 1896, hvor han oprettede Skolen for kunstværk, hvis billedtæpper vandt europæisk ry. Teglværket i Frifelt fulgte i 1897. Og i 1897 overtog han overfarten til Rømø. Det var nok med henblik på Nordsøbad i Lakolk.
Kroen ”Zum goldenen Karpfen”, en briketfabrik i Hønning Mose, opkøb af gårde og et dampbageri i Skærbæk var også nogle af aktiviteterne.
I 1898 var det så det berømte Nordsøbad Lakolk på Rømø. Nordseebad Lakolk var en god ide, men indtægterne de første fem år svarede slet ikke til forventningerne. På de tyske vadehavsøer var der sket en eksplosion af badeturisme. Og sådan var det også på Fanø omkring 1900.
Ved sommertid 1900 fejredes der en ordentlig midsommerfest på Rømø. Et tysk blad berettede om det:
- Under Pastor Jacobsens Anførsel drog Krigerforeningen ned til Stranden, hvor der brændte et mægtigt Baal, hvor Gnister knitrende steg til Vejrs fra Tjæretønderne. Et ejendommeligt Trylleri greb Sjælen:
- Havets Brusen, Midsommrbaalets blussende Luer, som højt flammende slog op imod den mørke, skydækkende Himmel, og i Baalets Skjær Pastor Jacobsen som holdt en pragtfuld af oprindelig Eddakraft og stolt Germanisme fyld prædiken til Havet.
- Dertil Tonerne af patriotiske Melodier. Sandelig det var en smuk stemningsrig Fest fuld af dybt gribende Virkning.
Lakolk – konkurs i 1903
Der var udgifter til drift, vedligeholdelse og udvidelser. Det viste sig med al tydelighed, da Lakolk i efteråret 1903 blev erklæret konkurs. Jacobsen blev bare for dette idømt tre måneders fængsel, men blev frikendt.
Da Nordseebad Lakolk gik konkurs, bestod det af badehotel, restaurationsbygning, strandpavillon, vinstue, badehal, butikker samt staldbygning og banegård for den hestetrukne skinnevogn, troljen, der kørte badegæsterne tværs over øen fra havnen i Kongsmark. Der var også transportproblemer til øen. Indtil 1897 foregik sejladsen til øen først og fremmest fra Sylt, Højer eller Ballum til Havneby.
Skærbæk Rederi
Med Skærbæk Rederi skulle overfarten ske fra Skærbæk Brohoved til Kongsmark. Jacobsen selv var hovedaktionær. Der blev gravet sejlrender og anlagt kaj. Sejladsen var dog ikke uden problemer. På grund af tidevandet kunne sejlturen blive en langstrakt oplevelse, idet bådene – først motorbåde, siden dampere – hyppigt sejlede på grund og overfarterne beskrives gerne som oplevelser for de eventyrlystne.
Transportproblemer
Ved ankomsten til Kongsmark blev gæsterne i 1899 kørt tværs over øen til Lakolk med trolje – en hestetrukken togvogn, der kørte på skinner. Oprindelig var planen at etablere en decideret jernbaneforbindelse over øen, men det blev aldrig realiseret.
Der blev forsøgt at køre strækningen med et damplokomotiv, men det væltede på de spinkle sveller. Desuden var der risiko, for at en gnist kunne starte en brand i den tørre vegetation. Her var hestene bedre egnet.
Mange rejsende kom helt fra Berlin. I 1901 kunne man stå på toget i Berlin kl. 6.30, bære i Skærbæk 14.48 og fremme i Lakolk 17.25
Selskabets økonomi kom aldrig helt for dagens lys. Hovedbogen var under mystiske omstændigheder gået til ved en meget lokal brand, der kun omfattede det pengeskab, hvor den lå i.
Røde Ørns Orden
Og i 1902 Nordslesvigsk karpeavlsselskab Renbæk. I overpræsident M. von Köllers embedstid nåede Jacobsen masser af indflydelse. I 1900 blev han dekoreret med ”Den Røde Ørns” Orden af 4. klasse. Han var regeringens mellemmand i forsøget på at købe det danske blad Dannevirke i Haderslev.
Ironi med sandhed ved Posthusets åbning
Man begyndte at tale om de store foretagender:
- Rederiet uden Skibe
- Badestedet uden Vand
- Banken uden Penge
- Teglværket uden Ler
Disse stikord stammer fra et digt, Jacobsens datter læste op, da det nye posthus i Skærbæk blev indviet. Man må sige, at det var ironi med sandhed.
For at styrke det tyske kejserrige i Nordslesvig
Samme år var Jacobsen blevet medlem af Det altyske Forbunds hovedbestyrelse og 1901 deres forretningsudvalg. I 1898 blev han antisemitist rigsdagskandidat Schaumburg – Lippe og nationalliberal landbrugskandidat i Tønder. I 1902 stillede han op som tysk rigsdagskandidat i Haderslev – Sønderborg kredsen. Det var lige før han blev tyskernes førstemand i Nordslesvig. Han gik også efter at blive biskop i Slesvig men heller ikke dette lykkedes for ham.
Det var alt sammen for at styrke det tyske kejserriges magt i Nordslesvig.
Allerede i 1901 var der regnskabsuorden og økonomiske problemer i hans foretagender. Han måtte bede regeringen om hjælp.
De nødvendige lån blev hevet hjem
Det var ikke fordi, at Jacobsen ikke gjorde noget for sin bank. På hans mange rejser solgte han masser af gældsbeviser. Men allerede i 1901 måtte der mere penge til banken. Han ansøgte den preussiske indenrigsminister om et lån på 135.000 Mark. Men da landråd Becherer på ministeriets forespørgsel betegnede lånet som risikabelt fik banken det ikke.
Ud på sommeren skrev Jacobsen atter til indenrigsministeriet. Og det hjalp heller ikke at han rejste ned til von Köller for at få hjælp.
I august blev landråd Becherer dog kaldt ned til Slesvig. Her lagde von Köller det brev som han havde modtaget af Jacobsen foran Becherer. I dette vad Jacobsen indtrængende om et lån.
Det endte nu men at den preussiske Statsbank ydede Skjærbæk Bank et lån på 90.000 Mark. Til gengæld forlangte overpræsidenten på landrådens forslag, at banken kom under statstilsyn.
Man fik også et lån fra Delbrück & Sohn i Berlin og på 70.000 Mark fra Kredssparekassen i Haderslev. Året 1901 endte med et underskud i banken på en kvart million mark.
Hvorfor opdagede regeringen ikke noget?
Under den senere retssag blev bankens regnskab kaldt for ”forvirret”, dets bogføring for ”utilladelig” og ”under al kritik”. Det barokke er, at hverken regeringskommissæren eller regeringsrevisoren havde opdaget dette.
Foruden diverse lån havde regeringen allerede ydet tilskud på 650.000 Mark til Jacobsens mange aktiviteter.
Han var ikke en ubegavet mand, tværtimod. Men han var meget letsindig. Måske kan man bruge ordet ”samvittighedsløs”. Og så var han også behæftet med forskellige andre menneskelige skrøbeligheder. Det må nok siges, at han egnede sig grumme lidt til at være præst og da allermindst i Nordslesvig, ensidige i et sogn som Skærbæk, hvis fører ubestridt var en mand som P. Timmermann ”Skærbæks danske konge”.
Ja sådan kaldte Jacobsen ham. Han var både formand for Kirkeældste og formand for den danske sparekasse. Det var en slem konkurrent til Præstens Kreditbank.
Det lykkedes ikke at få Timmermann fyret
Jacobsen forsøgte da også flere gange at få Timmermann fyret som Kirkeældste. Han mente, at denne ”begunstigede og befordrede den grundtvigianske Agitation”. Men Jacobsen fik at vide, at man ikke ville sende en kommission til Skærbæk for at undersøge sagen.
Drikkeriet tiltager og sognebørnene forespørger om de ikke kan få Jacobsen forflyttet. Men de tyske embedsmænd lytter ikke til sognebørnene. Dr. Kaftan advarede Jacobsen og truede ham med, at hvis han ikke fik styr på sit drikkeri, så ville der blive indledet en disciplinærsag mod ham.
Jacobsen klagede over sin øverste chef. Det førte til at Kaftan kom til en tjenestelig samtale hos von Köler, der ville vide, hvorfor han ville rydde en præst af vejen ”fordi han var en god tysker”.
I 1899 medvirker Timmermann til oprettelse af en frimenighed i Skærbæk. Måske havde han nogle tilbøjeligheder som Jacobsen gjorde opmærksom på. Men endnu i 1903 var han kirkeældste.
Beboerne slukkede lyset
I 1899 fandt de tyske myndigheder ud af, at der skulle rejses en sten til minde om de to faldne soldater ved ”Slaget ved Brøns”. Men ingen ville sælge til tyskerne. Så tog man halvdelen af et postbuds gravsten. Den 17. september 1899 talte pastor Jacobsen ved den lejlighed. Henvendt til dansker skulle pastoren ifølge Hejmdal have sagt:
- Hil dig Kejser, sving Hammeren
- Knus Fjendens Hoved
- Før dit Folk til herlighed og Storhed
Efter denne indvielse skulle der være forgået en temmelig fugtig fest på Brøns Kro. Da deltagerne hørligt berusede drog til stationen efter festen, var det meningen at vinduerne i byen skulle have været illuminerede, men beboerne valgte i stedet at slukke lyset.
De tyske embedsmænd skulle sikres
I 1902 tvang altyskerne ham ud af Lakolk – selskabet. I september 1902 måtte han forlade Kreditbankens direktion. I begyndelsen af 1903 fratog regeringen ham alt støtte. Væveskolen, karpeselskabet og Jacobsen blev erklæret konkurs. På grund af tvivlsom moral blev han i 1904 afsat som præst uden pension.
Drukkenskab og usædelig vandel havde gjort ham uværdig til agtelse og anseelse som hans livsindstilling krævede.
En række langvarige retssager fulgte. Her blev Jacobsen beskyldt for bedrageri, underslæb og konkursforseelser. De endte dog alle med frifindelser eller små bøder. Måske var dette for at beskytte de tyske embedsmænd.
Jacobsen havde en kompliceret personlighed. Han blev en stadig mere aggressiv altysker, som bestemt ikke gavnede det dansk – tyske forhold. Men det var der sikkert nogen, der tænkte på dengang.
En tysk dødssynd
Regeringens forgæves forsøg på at redde Kreditbanken kostede dem over to mio. Mark. Jacobsen gjorde regeringen til sin uforsonlige fjende ved at tage forbehold over for den antidanske tvangspolitik og ved at afsløre korrupte forhold hos amtsforstander von Winther. Kaldet Aldersflügel og hos landråd K.K.A. Becherer i Haderslev.
De tyske embedsmænd blev skånet. Men det gjorde Jacobsen ikke selv. Den væsentligste årsag hertil er sikkert Nicolai Svendsens berømte interview med Jacobsen i Hejmdal den 11. maj 1903. Det var ”Nestbeschmutzung”, en tysk dødssynd.
Brud med tvangssystemet kostede det sidste
Pludselig havde Jacobsen også vendt fokus. Han stillede skarpt mod udvisninger, politichikane og hele tvangssystemet. Nogle dage efter havde han sendt et brev til Hejmdal og betegnet tvangspolitikken som ”uretfærdig og kortsynet”, en politik, der ”ligefrem skadede den tyske sag”:
- Jeg er overbevist om, at det store flertal af mine tysksindede landsmænd er af samme mening som mig.
Frankfurter Zeitung havde citeret dette brev. De skrev bl.a.:
- Dette brev besegler sammenbruddet af hele undtagelsespolitikken i Nordslesvig.
Pastor Jacobsens brud med tvangspolitikken fra tysk side betød, at han ikke kunne tilgives. Regeringen kasserede nu alle hans poster. Han blev udstødt af diverse foreninger.
Skandalerne overraskede ikke danskerne
En god dansk egenskab er overbærenhed og evne til at indrømme anderledes tænkende en vis idealisme. Langs ad sted kan der findes træk i Jacobsens person og handlinger, som nærmest er uappetitlige.
Skandalerne overraskede ikke den danske del af befolkningen. Den preussiske administration havde stået med blindhed. Åbenbart var regeringen blevet misinformeret. Von Köller havde bistået Jacobsen hele vejen.
I 1907 blev Jacobsen protestantisk præst i Acro ved Gardasøen, Ved Italiens indtræden i Første Verdenskrig flygtede han til Tyskland.
I 1905 udsendte Jacobsen under pseudonymet Arminius det dokumentariske forsvarsskrift ”Gewalt geht vor Recht”. I 1907 kom hans selvbiografiske roman ”Zwischen zwei Meeren 1-2.
Det storslåede eventyr, som Jacobsen fik sat gang i over på Rømøs vestkyst, kom efterfølgende på forskellige hænder. Men med tiden gik de fleste af restaurations – og sommerhuse i forfald på grund af manglende vedligeholdelse og for dårlig kvalitet.
Kilde:
- dengang.dk – div. Artikler
- biografileksikon.lex.dk
- Sønderjysk Årsskrift
- Sønderjyske Månedsskrifter
- Historisk/Jyske Samlinger
- Adriansen, Dam Jensen, Lennart S. Madsen: Sønderjylland A – Å
- Gottlieb Japsen: Pastor Jacobsen fra Skærbæk og hans foretagender
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.620 artikler, herunder 189 artikler fra Sønderjylland inkl.:
- Færge fra Ballum til Rømø
- Da Rømø fik et Nordsøbad
- Ned med de Dansksindede