Langs Frederikssundsvej (1)

Dette er en meget lang artikel. Det skulle have været et foredrag. Men det blev aflyst. Vi går/cykler langs Frederikssundsvej fra Hyltebro til Husum. Og så tager vi nogle gevaldige sidespring. Imens så springer vi i historien. Kulsort røg strøg over kvarteret. Her var masser af industri. Langs Frederikssundsvej var der masser af værtshuse. Vi besøger et par stykker. Vi besøger klunsere, kræmmere, prangere og hesteslagtere. Her var meget mørkt om natten. Man skulle passe på ikke at dratte om i Louisehullet. Her var ekspeditioner i store ukrudtsmarker. Og mælk kunne hentes på Tomsgården. Vi møder Skrå-Syre og så var hundepropper under sporvognen. Man var fattige men rig på børn. På Bispebjerg Skole var der mærkelige afstraffelsesformer. På lossepladsen fandtes der slik. Og så er det idylliske Husum forsvundet. Her lå en meget berømt porcelænsfabrik. Vi skal da lige besøge si..(Forbudt ord) og ”det rejsende folk”. Vi ønsker en god tur.

 

Fra Hyltebro til Husum

Vi har været her mange gange før. Nu tager vi en ny cykeltur og finder de mest interessante steder. Måske gentager vi os selv. Og vi tager nogle gevaldige afstikkere fra Frederikssundsvej.

Og denne vej går lige fra Lygten Station igennem Københavns Nordvest-kvarter, Brønshøj og helt til Frederikssund. Men så langt vil vi nu ikke. Vi stopper i Husum.

Ja egentlig burde vi starte ved Hyltebro. Denne bro har vi tidligere omtalt. Men den markerede kommunegrænsen mellem Københavns Kommune og Brønshøj-Rødovre Kommune indtil 1901 var her ved denne bro.

Det kan også være du får flere historier om Lersøen. Men du finder også en masse artikler om dette under Nørrebro. Mange af disse grænser spærrer for en masse god historie. Således er den gamle Lygten kro i Nordvest. Og egentlig burde Nørrebro Bycenter have heddet Nordvest Bycenter.

 

I gården på Atlas

Lige i nærheden havde vi Mælkeriet Enigheden. Blåkilde Mølle og Glud & Marstrands Fabrikker på H.C. Jensensvej. Atlas fabrikkerne ved Fasanvejen hørte også med til kvarterets kendetegn.

I 1929 var kontrolurene afskaffet hos Atlas. Men direktøren og eneherskeren stod med sin krydder i hånden kl. 8 ved porten. Anden gang man kom for sent, lød det således:

 

• Dette er sidste skud for boven min herre, næste gang er det ud.

 

Man måtte ikke ryge, fløjte eller synge på tegnestuen. En lirekassemand spillede lystigt i gården en lørdag formiddag. Direktøren kaldte på maleren, der gik og malede kontoret:

 

• De må male et skilt med musik i gården forbudt.

 

Næste lørdag spillede lirekassemanden igen. Direktøren sagde nu til maleren:

 

• Det skilt, De har malet, er alt for lille.

 

Men maleren svarede:

 

• Nej, Hr. Direktør, selv om skiltet var større kunne manden ikke læse det, for der står ”blind” på lirekassen.

 

Kulsort røg over kvarteret

Der var en ildelugt og stank når døde kreaturer og rådne ben lå ude i gården hos benkogeriet Blåkilde Mølle.

Med mellemrum sendte kvarterets skorstene store portioner kulsort røg ud over kvarteret. . Det var blevet en rigtig industriby, hvor arbejdstidens start, frokost og fyraften blev markeret af høje hyl fra dampfløjterne på fabrikkernes skorstene.

Egentlig er det svært at sætte grænser for kvarteret. Det er derfor vi har benævnt artiklen, dom vi har. Og vi starter med Lygten station. Endestationen for Slangerup – banen. I dag foregår der hvis nok kulturelle ting derinde. Men det er nu et dårligt sted at holde foredrag. Det har Den gamle Redaktør forsøgt.

 

Svært at finde grænserne

På Lygten slige syd for Rentemestervej var et maskinsnedkeri. Og ved banearealet helt op til Tagensvej var der indtil 1948 en masse oplagspladser. Her var en mase skurbyggeri.

Bispebjerg-kvarteret blev bebygget fra 1930’erne med Den Gule By. Dengang var det mest 2- værelses lejligheder. Men disse ældre betegnelser har også i dag flyttet grænser. Og mange af gaderne har fået navneforandringer.

 

En tur mod Frederikssundsvej 82

I 1899 lejede familien en lejlighed i et hus under opførsel på Frederikssundsvej 82. men byggeriet var forsinket, så de skulle bo midlertidig i nr. 84. Det er en interessant fortælling om dengang, da kvarteret hed Utterslev Mark.

Frederikssundsvej blev nået. Til højre lå Lygtekroen lige ude til vejen uden fortov imellem. Staldmuren var skæv og bulet. Man undrede sig over at det kunne stå helt alene. Hele Lersøen havde man nu liggende. Her vovede man sig så nogle gange ind. Her i Pilegrenene levede Lersøbøllerne som Ferdinand og Karen Spidsmus.

Normalt var det fredeligt herude. Men om sommeren kunne man være så uheldig at møde og blive overfaldet af bøllerne fra Lersøen, der ofte udstrakte deres betler – og tyvetogter langt ud i landskabet.

 

Frederikssundsvej blev gjort bredere

I 1890’erne var der flere lave huse omkring Frederikssundsvej. Omkring 1910 var der nogle steder større bredde på nogle strækninger af den grusbelagte landevej. I 1930’ erne blev vejen udbygget som hovedfærdselsåre og fik en bredde på 25 meter.

Jo det gik mange år inden sporvognen kom ud til Brønshøj og Bispebjerg, først i 1902 og 1903 var linjerne færdige.

 

Tidlige planer med Slangerup – banen

Men allerede i 1890 havde Stenberg planer fremme om en bane fra Nørrebro til Værløse. Det lykkedes ham at få gennemført en lov herom, så Københavner – stationen skulle ligge ved Helligåndskirken eller evt. Lygten. Der skulle skaffes sporforbindelse til Nordbanen et sted på Nørrebro.

Formålet med banen skulle dels give de små landsbyer forbindelse til København, dels at skabe mulighed for ad denne vej at skaffe den voksende storby af med sin dagrenovation og andet affald. Stenberg måtte dog opgive sit forehavende.

Men det lykkedes for overretssagfører Amdrup at skaffe privat finansiering af banen. Han fik oprettet jernbanekomiteer i de forskellige distrikter langs banen. Banens anlægskapital blev på 2,4 mio. Kr. Man anskaffede det letteste materiale. Og gennem 23 år kæmpede det private jernbaneselskab en håbløs kamp mod andre befordringsmidler.

Efterhånden blev den flotte udsigt ødelagt af tømmerpladser og andre vederstyggelighed. Men der var stadigvæk åbent land helt ind til byen, først Lersøparken, så bakkerne op mod Emdrupborg, lidt rester af marker ved Emdrup.

Men ak, Slangerup-banen kunne ikke overleve.

 

Et hus i Hønserækken

Jo her var mange tønder pilekrat og så en brakmark med rødtjørn og hvidtjørn og masser af træer til at kravle i. I dette ”Lygtekvarter” omkring Frederikssundsvej, Frederiksborgvej og Alexandravej lå ”Hønserækken”, ”Slagterstien” og ”Svalen”.

Et hus i ”Hønserækken” havde en stor forhave, tagetagen var uudnyttet. Der var udhus og gård bag til. Der var også geder og lam mange steder. Ca. 12 huse havde høns. Adressen på nogle af disse huse var Lille Frederiksborggade.

Stueetagen rummede tre værelser af tre gange tre meter og et meget lille køkken. På første salen var der tre endnu mindre værelser og et endnu mindre køkken. Der var en lille kakkelovn ca. en meter høj i kun et af værelserne på første sal

Foran huset var der en lang smalhave i husets bredde, en lille baggård med udhus. Bag nogle af husene løb Rosenåen. Ja det var nærmest en åben kloak med spildevand fra Thors vaskerier.

På alle sidder var Hønsehusene omgivet af fabrikker og lagerpladser. Olieraffinaderiet ”Norden” lå lige i nærheden Ved siden af var der en vognmandsforretning og så fulgte en tømmerplads. Fore enden af husrækken på Lille Frederiksborgvej lå kaffebrænderiet Rønberg, Jensens Foder – og Kornforretning, et rebslageri, en lagerplads for byggematerialer, mejeriet Enigheden. Derover for asfaltfabrikken og så den store metalfabrik ”Glud & Marstrand”.

 

Øl måtte ikke drikkes på offentlige veje og pladser

Det var også ved Enigheden, at mælkekuske og mælkedrenge spillede ”Streg”. Sommetider spillede de hele ugelønnen op. På hjørnet af Løve Allé og Alexandrinevej lå der et lille skur. Her solgtes is og øl. Nu var det bare det ved det, at der vankede bøder, når man drak øl på offentlig vej. Så hvis arbejderne trængte til at få støvet ud af halsen så gemte de sig over ved Rosenåen bag ”Hønserækken” Trak det lidt for længe ud her, kom konerne i håb om at redde bare lidt af ugelønnen.

En gang imellem var der skorstensbrande hos kaffebrænderiet Rønberg. Så dalede der et helt ”snevejr” af afbrændte kaffeskaller ned over de små haver. Selv om husene var faldefærdige rønner på et tidspunkt, var det, måske netop derfor kastet glans over området ved at give vejene kongelige navne: Christian- og Louisevej, Alexandra-, Dagmar- og Thyravej.

 

Klunsere og Kræmmere

Der var masser af klunsere og kræmmere dengang. 50 klunsere hørte til hos Alvi på Blytækkervej. Og 15 var et finde ved Hovedstadens Pakhus på Brofogedvej. Ja og hos Jernhandleren på Svanevej var der ca. 10 stykker.

Mange af klunserne havde dækadresse på herberget på Bellahøj. Men der skulle man betale en formue på halvanden krone pr. dag. Men der kunne også blive for meget, når 12 møgbeskidte mandfolk lå der og fes en hel nat for lukkede vinduer.

På Blytækkervej var der et skærmende plankeværk. Og ude på vejen holdt der et hav af trehjulede cykler. Inde på pladsen blev varerne grovsorteret af klunserne selv. Rundt omkring så man stabler af gamle aviser, bildæk, spande og urtepotter. Jo og pladsmanden sørgede for den pinlige orden.

Jo disse mennesker så frem til den årlige skovtur, der var sponseret af de forskellige købmænd rundt omkring. Her brugte disse mennesker deres indtægt til flydende kost.

De havde navne som Ballet-Ole, Løgne-hans, Luse Karl, Skræppeskideren, Prima – Prima, Jens Mangepenge, Ole Strit, Perletand, Fru Petter, Snude-jens, Ålehovedet, Vaskelap, Viggo Plys, Sorte Holger, Røde Holger, Sprit Hans, Gnavpotten og mange flere.

Læs mere om disse i artiklen: Klunsere og Kræmmere på Nørrebro (og Nordvest!)

 

Utterslev – prangerne

Så var det lige Utterslev-prangerne. De gik i blankpudsede træsko, som blev kaldt for køjebunde. De var spidse og stak lidt ud. Og en rigtig pranger havde en broget vest på – selvfølgelige toradet – og et halstørklæde. Den var bundet i en sirlig knude.

De havde også hatte på, mange forskellige slags. Sportskasketter, bløde hatte eller bowlerhatte. Disse prangere kørte helt til Præstø efter kirsebær. Så solgte de dem til konservesfabrikker eller på Torvet. De handlede med alt muligt. Jern, metal, frugt og grøntsager. Det var en pærevælling.

 

Slagterne i Utterslev

Det var et helt eldorado for slagtere herude før Første Verdenskrig. Foruden en hel masse almindelige slagtere, der slagtede alle muligt, køer, kalve, grise i egne slagtehuse, var der også to meget aktive hesteslagtere, Johan Bekker og Wenzel Försteling. Sidstnævnte nævner vi også i denne artikel. Han havde også butik sammen med sin kone.

Nu ved jeg ikke, om der var et dyreværn dengang. Men særlig dyrevenlig syntes slagtemetoden nu ikke at have været. Man havde en trekantet trækølle man daskede hesten med. Når den så væltede omkuld, så blev halsen skåret over. Huden blev så sprættet af, og så blev kadaveret hængt op.

Det var ikke kun de fattige, der spiste hestekød dengang. Kødet kostede ikke mere end tre pund for en krone. Og grunden til dette var, at der var masser af heste. Prisen for en hest, der som regel blev købt i Sverige, lå mellem 20 og 35 kroner.

 

 

Den gode sygekasselæge

I Tykke – Jensens hus på hjørnet af Lille Frederiksborggade og Alexandervej, havde Fru Tinn en ganske lille butik, hvor hun solgte mange mærkelige ting som kamme, hårnåle, tændstikker, bolsjer, te, kaffe og meget andet.

Sygekasselægen doktor Peronard var en statelig mand, som børnene var lidt bange for. Det var jo nok fordi han skulle vaccinere dem mod kopper og meget andet. Engang kom han forbi til en, der havde fået ørebetændelse. Her gav han udtryk for, at det skulle forbydes at bo i ”sådanne jordhuler”.

 

Den blinde sanger

Det var også dengang, der her boede en blind sanger. Ja han boede i Christiansvej 2. Det var et meget lille og fugtigt hummer. Han havde stadig lidt stemme tilbage. Men det var nu tydeligt at høre at han ikke kunne komme op på en almindelig gårdsangers niveau. Men lejlighedens indehaver, en lille forslidt rengøringskone tog ham en gang imellem under armen. Og så gik det fra gård til gård, til der var til en flaske kirkevin.

 

Gratis boller og ”Strutter”

Når der var fastelavn, lod bagermester Jensen kundgøre, at der ville blive uddelt boller og strutter til kvarterets børn mandag. Klokken 12 om mandagen stod børnene så parat. Bagersvendene stod på bageriets tag og kastede boller og ”strutter” ud over Alexandravej. Så var der vild kamp i vejens støv og hestepærer. Hestepærer? Ja for lige bag bageriet lå den gamle smedje, et spændende sted.

Her kunne knægtene så se hestene blive beskoet og rødglædende jernringe blive lagt om vognhjul. Vejene lå betydelig lavere end vejbanen på Lygten, så ved Thyravej var der en ret høj skrænt – ideel til kælkning. Ved Louisevej var der trapper op til Lygten og på Christiansvej var der en gangbro over et udtørret å-løb.

 

En ko – holder på Thyrasvej

”Svalen” på Frederiksborgvej var meget faldefærdige rønner. Men ”Slagterstien” var meget hyggelig.

På Alexandravej lå et karetmagerværksted og en smedje. Man fremstillede datidens elegante vogne til de mange velhavere. Bag ved huset løb der grise omkring. Og her havde man en lille ponyvogn med hest.

På Thyrasvej bag ved smedjen længere nede af vejen lå et hus, hvor manden holdt køer. Han kaldte sig ko-holder. Hver morgen kunne man aflevere sin mælkespand. Så kunne man komme senere og hente mælken.

En ”Købmandsforretning” lå på hjørnet af Thyrasvej og hos Bispebjerg Bryggeri kunne man købe hvidtøl.

 

Karens Lyst

Så var det gården Karens Lyst, der var ejet af grosserer Dahlman. Han lejede jorden ud til kolonihaver. Det var dem med tårne og spir på de små skure. Det var ham, der havde limfabrikken og ejede en stor del af Lersøen. Han gav lov til, at man måtte trække gederne derover og så hente dem hjem hver aften.

Der var også lossepladsen over i Lersøen. Den trak mange rotter til.

Lygteåen, som var ret snavset, blev passeret. Til venstre var en lille dalsænkning, hvor der mange år efter kom de første ishuse og det hed Ålykke. En is med to flade vafler kostede 5 øre, med stort kræmmerhus 10 øre.

 

Mange små værtshuse

På Frederikssundsvej var der grøfter på hver side. Om vinteren var der pløre. Om sommeren med bare lidt blæst var der som en støvsky. På hele vejen op til Brønshøj, var der fyldt med små værtshuse. Lygtekroen var passeret. Ved Frederiksborgvejens udmunding blev Hotel Børsen passeret. Bygningen lå lige ud til vejen med en stentrappe, som havde opgang på hver side. Den lå faktisk på fortovet. For at gå forbi, måtte man ud på vejen.

Fra Lygtekvarteret og op ad Frederiksborgvej mod Møllen og brødfabrikken på Bispebjerg Mølle, var der en enestående udsigt.

Gas- og vandværket med en rigtig pumpestation og en plads på 7 tønder land overtog Københavns Kommune i 1902. bestyrerboligen var stor. Her var masser af plads. Der var en stor have med springvand og en høj flagstang. Masser af lysthuse og flotte frugttræer var der også.

 

Slagteren handlede med hestekød

Vi skal da også lige huske den store købmandsforretning Albrechtsen på hjørnet af Frederiksborgvej og Frederikssundsvej. Her var også en smedje og en træskoforretning.

Det var også her at Hr. Og Fru Försterling havde slagterforretning. De handlede udelukkende med hestekød. Når man så skulle gå, så havde fru Försterling altid lige en luns hestekød, der alligevel skulle have været smidt ud.

 

Et stort krus øl for 15 øre

Ja hvad slukkede man egentlig tørsten med dengang omkring 1900. Var det om morgenen, skulle det være bitter af flere slags med hugget sukker, sødmælk, kærnemælk eller et glas øl. Et glas øl kostede 10 øre. Et stort krus 15 øre.

På vejen kom man forbi de mange små beværtninger. En af dem hed Dukkehuset. Det var der, hvor Nørrebro Cementstøberi senere kom til at ligge. Det var en stor have med keglebane, gynger og en papegøje i bur. Og så var der også en abe bundet til en stolpe.

Så blev det berømte P. Ibsen Terracotta Fabrik passeret. Her lavede de meget fine kunstgenstande.

 

Værtshuset ”Hold an”

Og endnu et værtshus blev passeret. Det hed ”Hold An”. Værten var en lille tykmavet person med en urkæde tværs over maven. Hans kone var høj og meget tynd.

Lokalet bestod af en lille forstue, hvor der stod en skænk med en hane til øl. På de små hylder bag ved stod brændevinen, rommen og bitteren samt nogle få glas, som blev skyllet i et lille fad med koldt vand. Så var der et rum på størrelse med en stor stue, et stort rundt bord i midten samt en halv snes stole med spanskrørsflet.

Udsmykningen var ”Den tørstige mand”. Det er ham, der tørrer sig på panden. Her var også Tuborg og Carlsberg platter. Her var også en stor baghave med dertil åbne lysthuse – abe – papegøje og en stor keglebane. Her kunne de store knægte tjene fem øre for at rejse keglerne.

 

En firlænget gård – Tomsgården

Dengang følte man det som at bo ude på landet. Her var masser af kornmarker og enge. Der var ingen fortov. Foruden grøfterne var der gamle træer i siderne af vejen. Der var meget sparsom belysning. I de dejlige grøftekanter kunne man plukke blomster og flere krydderier som kommen, timian, lyre og Kamilleblomster.

Her var små huse, bondegårde med dyr, der bare gik omkring. Der var møllen og haveforeningerne. Så var der masser af kolonihaver og gartnerier.

Der var den store firelængede gård Tomsgården på Frederikssundsvej. Der kunne man købe en spand mælk og æg for billige penge.

 

Endelig kom der et apotek

Ved krydset Tomsgårdsvej – Frederiksborgvej ligger Apoteket Rosen. Før apoteket kom i gang udarbejdede enhver grundejerforening i området en udtalelse til kommunen for di de havde behov for at apotek i området. Beboerne måtte før etableringen langt ind på Nørrebro for at få fat i deres medicin.

Over for apoteket har vi nu muren omkring Bispebjerg kirkegård. Denne kirkegårdsmur strækker sig hele vejen op langs Skoleholdervej og vinkelret videre hen til indgangen til Bispebjerg Kirkegård. Den blev opført som et beskæftigelsesprojekt under Anden verdenskrig. Disse arbejdsløse, der stod for dette skulle ellers væres sendt til Tyskland.

 

En hestevogn eller en Væltepeter

Dengang var der ikke meget færdsel. Der kom i ny og næ en hestevogn. Af og til kom der også en væltepeter. Ja sådan blev de kaldt. Det var disse høje cykler med et stort forhjul og et lille baghjul. Den var meget svær at bestige og ned af igen. Men så kom cyklerne med faste ringe.

 

Det var meget mørkt om natten

I 1911 var Frederikssundsvej 36 endnu et havehus, som de hed dengang. Det bestod af et mellemhus og et forhus. I forhuset var der en tre værelses lejlighed. Mellemhuset blev dengang benyttet som hestestald med høloft. På dette hus stod der med store typer ”Villa Hansa”.

For at kunne betale huslejen måtte moderen også arbejde. Hun vaskede spande på et mejeri. Hun gik klokken halv fire om morgenen. Men det var meget mørkt. Hun turde ikke at gå selv. Så måtte en af børnene gå skiftevis med hende.

Ja det var meget mørkt. Frederikssundsvej var præget af landlig idyl. Men om aftenen var der masser af skumle strækninger.

 

Hyggelige Frederikssundsvej

Brønshøj begyndte først ved Lille Bellahøjgård. Her lå senere apoteket. Skråt over for denne havde Kongsberg sin smedje. Herfra lod både mand og kone de taktfaste hammerslag lyde ud over de åbne marker.

Herfra og helt til Brønshøj gik eller kørte man gennem den smukke poppelallé, de store træers kroner nåede næsten sammen foroven, så den dengang ret smalle Frederikssundsvej havde et helt løvtag over sig. De dybe grøfter fortsatte gennem Brønshøj og Husum gjorde vejen til en rigtig landevej.

 

Langt og øde stykke

Fra Kongsberg Smedje var der et forholdsvis langt og øde stykke. Det var derfor, at de unge damer, der kom fra byen de mørke aftner gjorde holdt ved smedjen og ventede til at de kunne få følgeskab.

Der fandtes på denne strækning kun få huse. Vaskeriet ”Louisedal” lå nede ved den fredelige sø, der trods sit fredelige udseende har krævet flere menneskeliv. Vaskeriet fik senere navnet Brønshøj Dampvaskeri.

 

Louisehullet

Her ved søen lå også nogle ishuse samt Priors Ildtændefabrik.

Denne sø blev kaldt ”Louisehullet”. Der er to bud på søens navn. Det ene er, at der i 1920’erne skal være druknet en gravid pige. En anden tidligere historie er om en Louise, der tvunget af ulykkelig kærlighed til en svensk soldat, i 1650’erne skal have druknet sig i søen, da hun fik at vide, at soldaten var faldet under stormen på København.

Området dengang var meget kuperet med stejle skråninger ned til vandet. Det var Frederiksberg Isværk, der med sin hvide bygning lå her. Her lå også på et tidspunkt en ildtænderfabrik, der arbejdede med sværtekogere. Her skete temmelig meget. I dette moseområde var der også losseplads, her vaskede man storvask og her badede man.

 

Bellahøj – husene

Det var her Brønshøjparken blev etableret i 1935 og fredet i 1966. Her kom også Bellahøjhusene. Og nu er der lys over det hele.

Tænk engang, at her er amfibieteater, og her afholdes et berømt kræmmermarked. Her er der mange kendte, som har givet koncert.

Det var Københavns Kommune, der tog initiativ til Danmarks første højhusbyggeri i 1944. Det var meningen at tvangsarbejderne fra Tyskland skulle bo her. Ind til da havde man kun haft op til seks etager i København. Nu blev det hvis også meget dyrere end beregnet. Allerede efter tre uger skulle man fremvise vielsesattest.

Ja de blev også kaldt for ”Danmarks første skyskrabere”. Meningen var at arbejderne også skulle flytte herud. Men i første omgang var det middelklassen, der flyttede ind. Den lidt dyrere leje skyldtes ikke mindst den kvalitet, der gennemsyrede byggeriet.

Det er fire separate boligselskaber, der administrerer byggeriet.

Nu kunne man rykke ind i nye moderne boliger og grønne omgivelser. Man fik lys ind fra tre sider. Men det hele blev forsinket. Første spadestik til de 28 højhuse blev først taget i 1951. Husene veksler mellem 8 og 13 etager og fra 1 til 5 værelser. I alt er der 1.300 lejligheder.

 

Bellahøjparken og Degnemosen

Her kom også en skøn kælkebakke. Og lige bag ved har vi den kendte Restaurant Bellahøj. Den har vi her på siden tidligere beskrevet. Ja tænk engang, Bellahøj er på 37 meter. Det er det højeste punkt i København. Det kan man godt mærke, når man cykler op af den.

Meget tidligt har der boet folk her på stedet. Således har man fundet tre – fire gravhøje fra bronzealderen. Egentlig burde vi også skrive om Carlstad. Ja det var den by, hvor svenskerne holdt til. Og vi burde også fortælle om Rytterskolen. Men de to historier får du i en særskilt artikel.

Så er det Bellahøjparken og Degnemosen. Man siger, at her kan man finde hele 79 fuglearter.

 

Ungdommen mødtes hos Falkes Konditori

Her lå også Nielsens store velholdte gartneri med den høje smukke hæk. Overfor lå Brønshøj Mølle, hvis vinger snurrede lystig i en frisk vind. Her kunne man også købe store hvedeboller for 2 øre stykket.

Hvor Enighedens huse ligger lå Haagensens gamle faldefærdige gård omgivet af grønne marker. På modsatte side havde konditor Falke sit bageri og sin forretning. Her var samlingssted for byens ungdom i de lange vinteraftener. Her kunne de fortælle historier mens de indtog Falkes veltillavede Napoleonskager.

 

Distriktsjordmoder Madam Lyhne

Et stykke længere henne havde Søstrene Hansen deres købmandsforretning. Det var en af disse rigtige landforretninger, der lugtede af spegesild og petroleum. Her kunne man købe lige fra et par træsko til et fed stoppegarn.

Omtrent ved kroen lå distriktsjordmoder Madam Lyhnes stråtækte hus. Denne for sognet nødvendige dame praktiserede langt op mod de 80 år. Mange Brønshøj – borgere har hun hjulpet frem til denne verden.

 

Børnekopper og Byldepest

I slutningen af 1750’erne hærgedes Brønshøj af børnekopper og byldepest. Det var en hel epidemi, der krævede mange dødsofre. Heller ikke præstegården undgik sygdommen. I et brev til biskoppen skriver den daværende sognepræst P.L. Hersleb således:

 

• Vi have omsider hørt, at Børne-Kopperne have giæstet Børn, som vi haabe allerede ere restituerede. Mine Børn derimod have faaet Plage af Byld, især den mindste, som for nærværende Tiid er udi en ynkværdig og lamentabel Tilstand, ty han har 6 store Bylder paa engang at drages med.

 

• Jeg og min Kone har aldrig paa én Gang været friske, aldt af Bylder, voris Jomfru ligeledes paa hendes Hænder, saa har vi lært at Bylder kand smitte andre, endnu gaar jeg med en paa min Mave, hvor dend skal bøyes, som er mig til stor hinder. Gud har paa denne Maade nedbøjet os, som hans faderlige hiærte igen vil glæde os efter de Dage. Sygdom har vi også paa vore Heste.

 

 

Denne Pastor Hersleb var en meget aktiv person i Brønshøj og nok en af de mest skrivende. Han udarbejdede en lang og grundig beskrivelse af Brønshøj Kirke.

 

Københavns ældste bygning?

Ja vi skal vel også lige præsentere Københavns ældste bygning. Ja det er netop Brønshøj Kirke. Man antager, at det er Absalon, der har opført den. Han nævnes i både 1186 og 1193 som ejer. Kridtsten fra Stevns Klint blev brugt til at bygge både kirkeskibet og et kor i romantisk stil.

Kirken blev oprindelig indviet til Sankt Laurentius. Den ligger ved Brønshøj Torv omgivet af kirkegården. Tårnet er tilføjet i 1400 – tallet og opført af røde munkesten i gotisk stil. Våbenhuset kom til i 1891. Sakristiet med nord er først opført i 1942. Kirken har en meget speciel altertavle fra 1587.

Den ældst kendte beskrivelse af Brønshøj, hvor stedet blev kaldt for ”Brunshoga” stammer fra et pavebrev dateret 21. oktober 1186. Det indeholder bl.a. pave urban den Andens bekræftelse af ærkebiskop Absalons ejendom i landsbyen og kaldsret til kirken. Kirken stammer også fra den tid.

 

Der kommer altid en sporvogn og en pige til

Vidste du, at på en af bænkene på Brønshøj Torv sad Ove Sprogø og Dirch Passer og sang:

 

• Der kommer altid en sporvogn og en pige til.

 

Det var i filmen ”I Kongelunden”.

 

Store forandringer

Allerede i 1928 var der sket meget i kvarteret. Henning W. Jensen kunne fra vinduerne i et boligkompleks på Frederikssundsvej se forandringerne. Der var endnu mange ubebyggede arealer, der bare lå hen som ukrudtsmarker. Bebyggelsen var dengang en mærkelig blanding af høje huse og resterne af lave bygninger fra dengang, da Frederikssundsvej var en landevej. De mange høje skorstene viste, at der var mange fabrikker.

De mange små og lave huse indeholdt ofte værksteder for selvstændige håndværksdrivende lige fra blikkenslagere, snedkere, gørtlere og endda en enkelt træskomand. Sporvognens linje fem kørte på Frederikssundsvej og passerede ved Tomsgårdsvej en stor landejendom, Tomsgården med stråtag og en stor mødding. Det var en stor besætning af køer, der i sommertiden græssede på de omkringliggende marker bagbrandstationen.

 

Ekspedition i meter høje ukrudtsmarker

Da gården og brandstationen lå på hver sin side af vejen blev al trafik stoppet, når køerne skulle på græs.

Dengang kunne man lege i gården. Men de omkringliggende marker var tillokkende om sommeren for udendørs lege. Udstyret med madpakke og sodavandsflaske med mælk blev der foretaget mange spændende ekspeditioner i de meterhøje ukrudtsskove. I forbavsende hurtigt tempo var de ubebyggede marker pludselig fyldt op med høje beboelsesejendomme. Langsom forvandlede det hele sig til en stenørken.

 

Afstraffelse på Bispebjerg Skole

Bispebjerg Skole var færdigbygget i 1913 og lå på Bispebjerg Bakke. På alle sider lå der kolonihaver. Foran skolen lå der en gylden kornmark. Sanglæreren i første klasse var en mærkelig mand. Vi skulle synge og han skulle spille violin til. Han elskede at revse. I sin violinkasse havde han ikke et spanskrør men en kæp.

Der var næppe en sangtime, hvor den ikke blev taget i brug. Men skete det, blev et helt ritual sat i gang:

 

• Var det ikke her i klassen en rigtig dreng, som var frisk nok til at tåle et rap?

 

Der var altid en, der ville være en rigtig dreng. Læreren vaskede sine hænder og sæbeskummet fik drengen så på sin næse. Trækæppen blev taget ud af violinkassen. Drengen skulle så først ae den, kærtegne den, og så fik han sine rap.

 

Hundepropper under sporvognen

Når sporvognen, linje 16 kom larmende og nærmede sig stoppestedet ved Løve Allé, nu Rentemestervej, havde drengene i forvejen lagt hundepropper ned i skinnerne. Når sporvognen knuste dem, lød nogle forfærdelige knald. Sporvognen bremsede og ud for både vognstyrer og konduktør og stirrede så på vognens understel. Det gjaldt så om at komme væk. Dagen var reddet.

 

Når ”Skrå – Syre” kom kørende

En anden oplevelse der kunne redde en trist dag, var, når ”Skrå-Syre” kom kørende ned ad bakken. Det var en lille mand klædt i nogle forfærdelige snavsede pjalter. Han kom kørende på et ganske lille hestekøretøj med en ganske lille hest foran. Hestens pels var indsmurt i indtørret ko- og hestegødning.

Skrå-Syre var ikke på bukken, næh han sad på højre hjørne af ladet, så vognen var helt skæv. Han havde som pisk en kæp i hånden. Den truede han knægtende med, når de løb efter vognen og råbte ”Skrå-Syre, Skrå-Syre”.

På ladet havde han som regel en rusten jerntønde fyldt med vådt køkkenaffald. Det var ikke unormalt, at han rakte armen bagud mod tønden for at tage en håndfuld rå kartoffelskræller, putte dem i munden og spise dem.

Der var masser af andre originaler dengang. Det var også Hurtigkarl som løb i rendestenen og trampede på hestepærer.

Ja så var det Rasmus Vognbund en stakkels syg mand, som ingen hjem havde. Han sov omkring i lader og vognporte, hvor en vognbund var hans eneste tilflugtssted, deraf navnet. Hans eneste trøst var brændevin.

 

Også flot udsigt i 1935

Fra Svanevej kunne man i 1935 se over markerne til Møllen og kroen og til haveforeningen Karens Lyst, der strakte sig langs Tagensvej til Lygten og langs Frederiksborgvej til Alhambra var også en haveforening. De eneste huse på Frederiksborgvej var slagtermester Becker, sukkervarefabrikant Petersen og Bispebjerg Skole. Kun hver anden linje 5 kørte til Bispebjerg. Der var ikke nogen huse ned mod mosen. Om vinteren kælkede børnene ned ad affaldsbunkerne. Grundtvigskirkens tårn blev bygget og efterhånden kom der boliger rundt om kirken samt Tagensbo og Bispeparkens flotte bygninger.

 

En beboelse i 1940 til 14 kr. om måneden

Omkring 1940’erne blev mange beboelsesejendomme revet ned. Man kunne indtil da have en god lejlighed med 3 værelser, køkken og have til for kun 14 kr. om måneden. Men så var der heller ingen bekvemmeligheder. Man måtte vaske op i køkkenet på komfur. Der var petroleumslampe. Hvis man skulle på lokum, så skulle man ned i gården.

 

Fra Stengade til Mølleloden

Mange flyttede herud fra det sorte slum omkring Stengade på Nørrebro. Kommunen planlagde tre store karreer mellem Tomsgårdsvej og Skoleholdervej. Gaderne imellem bygningerne fik navnene Møllerlodden, Klokkerhøjen og Gravervænget. Men der var forskel på 35 kr. for 2 små huller i Stengade til nu 75 kr. for godt nok tre store værelser En arbejdsmands ugentlige løn var dengang på 45 kr. Dengang sagde man, at en husleje alene skulle klares med en ugeløn.

Foruden de tre værelser var der et fint køkken og toilet med håndvask. Der var vaskeloft med gasvaskekedel, tørreloft, brændselskælder samt eget cykelrum. Lejligheden var udstyret med to kakkelovne. Men når man skulle hente koks, faldt man ikke mere over rotterne som på Nørrebro.

 

Industri, værksteder og småforretninger

Utterslev mark strakte sig fra Lygtekroen og Lersøen, der markerede bygrænsen ved det yderste Nørrebro og op til Utterslev Landsby og Bispebjerg Mølle. Det udviklede sig hastigt frem mod 1950. Ved indlemmelsen i 1901 havde kvarteret næsten 7.000 indbyggere. I 1950 var her godt 70.000.

Ved indlemmelsen bestod kvarteret overvejende af en række bøndergårde med omkringliggende marker og haveforeninger. Der var bebyggelse omkring Utterslev landsby og langs Frederikssundsvej. Mellem Lersøen og Frederiksborgvej var der en barakagtig bebyggelse.

Mellem Frederikssundsvej og Glentevej var der hestehandlere, slagtere, købmænd, småværksteder og industri blandet med træhuse og skure. Efterhånden kom der murede etageejendomme.

I 1950 var området et egentligt bykvarter, hvor industri, værksteder og småforretninger omkransedes af større og planlagte ejendomskomplekser.

 

Industrien var stadig dominerende

I den sydlige del af området afgrænset af Glentevej, Lygten og langs Rentemestervej var industrien stadig dominerende i det byplanlæggerne kaldte for ”blandet område”. De gamle marker og bøndergårde vest for Glentevej ved Borups Allé og op mod Utterslev landsby erstattet af boligkarreer i en mere rendyrket beboelseszone.

På Bispebjerg Bakke var møllen væk og stedet kendetegnet af skole, kirkegård, hospital og den monumentale Grundtvigs Kirke med omkringliggende boligkompleks. Bispeparken var på opførselspunktet 1940-41 det største samlede boligkompleks.

Utterslev Mark var blevet til Nordvest-kvarteret, et arbejderkvarter, der skulle bære Danmarks fremtid som velfærdssamfund.

 

De fattige børn

Ligesom på Nørrebro var der også herude en masse fattige. Der var husvilde – boliger. Og når man boede bestemte steder herude i kvarteret, blev man stemplet som fattige.

Børnene blev sendt til uddelingsstederne med spande for at hente varm mad, rugbrød-sigtebrød og meget mere. Ellers var der rester, der skulle afhentes. Børnene var stolte, hvis der var kommet meget i spandene.

Men egentlig hadede man den spand. Der kom man med ”fattig-maden”. Det symboliserede den fattiges ydmygelse og fornedrelse. Fattigdomstegn var også manglende udstyr, huller i tøjet, lus og lopper. Man fik en ”tiggerseddel” så man kunne få træsko udleveret på skolen eller få skolebespisning.

For at få en gang gratis mad på skolen skulle man aflevere et spisekort i tykt pap for at få maden. Disse kort blev senere bragt op i klassen. Det var navn på. Og så blev man råbt op i klassen, og så skulle man afhente kortet ved katederet. Det skulle hver dag bæres i en snor om halsen. På den måde kunne man se, at man var fattig.

Dem, der fik de bedste karakterer i skolen, var dem, der boede i de bedste bebyggelser lige omkring skolen. Det var nødvendigvis ikke de dygtigste. Men barakunger var altid nederst.

 

Fattige – men rige på børn

Der var utrolig hjælpsomhed blandt folk. Selvom man ikke kan påstå, at borgerne var særlig trofaste kirkegængere, så må det indrømmes at den lille Kapernaumskirkes menighedspleje udførte et fantastisk stykke socialt arbejde.

Folk var meget fattige men rige på børn. Mange halvsultede og måtte gå på Samaritanen for at få lidt varm mad.

 

Der blev sparet mange steder

Med brun sæbe vaskede man tøj med, gjorde rent med og det blev også benyttet til hårvask. Strømper blev stoppet, damestrømper blev masket, ærmer på silketrøjen blev vendt, inden albuerne ved slid var gået igennem.

De fleste drak vand til aftensmadens varme retter. Det var dage, hvor man sparede på middagsmaden ved at nøjes med at spise en gang rismelsgrød, øllebrød lavet af gammelt tørt rugbrød. Billig mad var dengang spegesild og klipfisk. Og så købte man læder hos læderhandleren så far eller mor kunne forsåle sko.

Ofte fik man kålrabi tilberedt på forskellige måder. Kartofler blev lavet til mos. Det var i stedet for smør og margarine.

Det kneb også med at skaffe brændsel dengang. Men for 25 øre kunne man i Hillerødgade få en stor sæk høvlspåner på et savskæreri. De blev taget direkte fra maskinerne. Hvis formanden ikke var til stede, kunne man snildt fylde to sække.

 

På lossepladsen var der slik

På hjørnet af Hillerødgade og Nordre Fasanvej var en stor losseplads. Her gik børn hver søndag formiddag for at samle koks og brænde. Her var husaffald og affald fra de omkringliggende fabrikker. Ja her kunne man være heldig at finde karameller eller bolsjer. Det var børnene dengang ikke forvænt med. Det lå i store klumper fra H.N. Mathiesens Fabrikker, som havde til huse på Fasanvej. Det blev så vasket, når ungerne kom hjem med det.

 

Hjemme blev der produceret ildtændere og margarinekapsler

Mange fattige producerede også ildtændere. Der skulle bindes 1.000 stk. hver dag. Hver morgen skulle de så afleveres på Sankt Nikolaj vej på Frederiksberg. De blev kort derud i barnevogn.

Ja det blev også pakket margarinefarver (kapsler) i papir som udgik fra ”Blauenfeldt & Tvede. Det var et svinearbejde, da farverne (kapslerne) først skulle tørres rene inden pakningen. Der skulle pakkes fra 5.000 – 10.000 hver dag.

 

Husum bestod af to dele

På et tidspunkt bestod Husum af to dele. Gårdene var på østsiden. Men allerede i 1920erne var her kommet en masse ”byhuse”. Her boede landarbejdere, håndværkere, vognmænd, arbejdsmænd m.m. Husum var på vej ind i det københavnske storbyssamfund.

Villaerne skød frem i 1920’erne og især i 1930’erne. Men i 1940’erne kom alle etageejendomme. Da Ny Gadelandet blev anlagt og Voldparken blev bygget forsvandt den nordlige del af landsbyen Efterhånden forsvandt landsbyen helt.

Endnu i 1931 boede der i Husum en tækkemand. Og der boede bryggeriarbejdere som arbejdede på Husum bryggeri.

Brønshøjs gadekær var etableret, men Husums var en sø med tilløb og udløb fra Gyngeåen, hvor afløbet er fra Gyngemosen. Denne markerer grænsen mellem Husum og Mørkhøjs landsbyer.

Børnene fik at vide, at de ikke måtte lege på Frederikssundsvej, men de gjorde et nu alligevel. Det var meget idyllisk med de stråtækte huse. Her på Gammel Gadelandet lå også et stenhuggeri. På Bryggerens Vej lå Bryggeriet.

Jo Gammel Husum havde skam også et gadekær. Men det skulle man nu ikke vove sig ud i for det var bundløst.

Men se alt den idyl er borte. Man startede med at bygge busgarager. Og så blev der bygget boliger. De blev så dyre, at almindelige mennesker ikke havde råd til at bo der.

 

Resterne af landsbyen Husum forsvandt

I slutningen af 1960erne var det halve af Husum landsby nedrevet. I tiden op til 1993 forsvandt den øvrige del af Husum’ s byhuse. Bondegårdene lå oprindelig øst for Gl. gadelandet. Disse gårde forsvandt i løbet af 1930’erne og 1940’erne.

Da Vestvolden blev anlagt i 1880’erne blev store af markerne nord for Husum landsby ”skåret over”. Med den begyndende udbygning af Husum af 1930’erne blev arealerne syd for Vestvoldens bynære og mulige byudvikling. En stor del af arealerne blev i en årrække benyttet til midlertidige koloni- og nyttehaver.

 

Si (Forbudt ord)  og ”Det Rejsende Folk”

(Forbudt ors) fik lov til at opholde sig i området dengang. og det gjorde ”Det Rejsende Folk” også. Disse var oprindelig holstenske lejesoldater som i slutningen af 1700-tallet blev afskediget af den danske konge, da han fik soldater fra anden side.

Som kompensation fik de rejsebreve til at måtte optræde og handle overalt i riget, når de havde meldt sig til en politimyndighed.

Der var meget med omrejsende Tivoli. De ville ikke bo i lejlighed. Klistermarken var en fabrik, der under Første Verdenskrig lavede stivelser og skoklister og senere var, hvor Dahl – Jensens Porcelænsfabrik lå øst for Gl. Gadelandet. Her fik de lov at holde ”vinterkvarter”, mens de rejste rundt med deres Tivoli om sommeren.

De fik denne plads i 1925 og havde den til 1945, hvor de fleste fik en lejr, der blev kaldt for Brushøjlejren efter vejen i det vestlige Valby Idrætsplads.

 

En berømt porcelænsfabrik

Vi nævnte Dahl – Jensens Porcelænsfabrik. Den skal vi sandelig ikke forbigå i tavshed. Dahl – Jensen var aktiv i dansk porcelænsproduktion i meget lang tid. Han var nyuddannet på Kunstakademiet og blev modelmester i 1897 hos Bing og Grøndahl. Sammen med sin søn Georg grundlagde de deres egen porcelænsfabrik i 1925.

Sønnen Georg var ligeledes uddannet hos Bing & Grøndahl. Som ganske ung havde han startet en porcelænsfabrik i Venedig. Det var nok mere faderen end sønnen, der ønskede at man startede en virksomhed sammen.

Virksomheden var indrettet med det nyeste grej. Men al begyndelse var svær. Den første sommer kom der kun en enkelt lille bitte mus hel og vellykket ud af brændingsovnen.

Egentlig var det kun ganske få ansatte. Måske var det mere et værksted end en fabrik. Og man både arbejdede og boede tæt. Georg fandt sin kone blandt porcelænsmalerne på fabrikken. Begge deres børn, Else og Anker blev ansat på fabrikken. Det var også disse to, der sad model til mange af de fine børnefigurer, som Dahl – Jensen var kendt for.

I 1960 videreførte en dygtig efterslægt fabrikken. Det var børn og børnebørn, der drev virksomheden frem til 1985.

Fabrikken producerede 400 figurer. Der var en omfattende produktion af især vaser og skåle med underglasurbemaling. En specialitet har været den såkaldte krakelér- porcelæn. De blev også berømt for to kaffe- og testel.

Eksporten var fra begyndelsen fabrikkens økonomiske grundlag. Det var især lande som USA, Sverige og Italien, der havde sans for de mange livagtige dyre- og menneskefigurer og smukt dekorerede vaser.

De havde indgang fra Frederikssundsvej med bagindgang fra Gamle Gadelandet.

 

Og der kommer også en del 2 til denne artikel ”Langs Frederikssundsvej – endnu mere (2)” Vi har også kigget på ”Industri i Nordvest”. Meningen var, at vi skulle have holdt foredrag på Biblioteket på Rentemestervej. Men dette blev aflyst/udskudt. Vi beklager at have brugt et måske to forbudte ord. Det drejer om et bestemt folkefærd, som vi på ingen måde har forsøgt at genere. 

 

Kilde:

• jernbaneklub.dk
• dengang.dk – div. Artikler
• Brønshøj-Husum Avis
• Jannie Rosenberg Bendsen m.fl.: Bellahøj – fortællinger om en bebyggelse
• Bydels – leksikon
• Wikipedia
• KBH’ s Stadsarkiv – erindringer
• Bolette Bramsen: Dahl-Jensen – en dansk porcelænsfabrik 1925 – 1985.
• dr.dk
• 2700-netavisen.dk
• lokalhistorie-bhu.dk
• denstoredanske.dk
• information.dk
• praktiskegrunde.dk

 

• Hvis du vil vide mere: dengang.dk indeholder 1.563 artikler herunder flg. fra Nordvest:

 

• Carlstad – en svensk by i Brønshøj
• En Rytterskole i Brønshøj
• Lersø Ismejeri
• Svenske tropper på Nørrebro
• Utterslev Mose – dengang og nu
• Turen går til Nordvest
• Fra Bellahøj til Husum
• Et Rovmord i Utterslev Mose
• Fra Mælkedreng til Pensionist
• En Mælkedreng fra Enigheden
• Mælkedreng på Enigheden (NørLiv)
• Valdemar Skrupskider og de andre (NørLiv 17)
• Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og de andre
• Derude på Lersøen
• Lersø-bøller og bisser, nok engang
• Lersø- bøller
• Med tog over Lersøen
• Emdrup – for længe siden
• Klunsere og kræmmer på Nørrebro (og Nordvest)
• København NV