Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden

Røde Kors med brun fortid

Maj 8, 2020

Røde Kors med brun fortid

Bliver fortiden forskønnet? Røde Kors hjalp aktivt, hvor de ikke skulle have hjulpet. Paven vidste besked. Er det noget sludder? 29. sept. 1943 – 3t vigtigt møde. Jøderne skulle deponeres. Et ”interessant” forslag fra Røde Kors. Dårlige relationer til forvaltningschefer. Højkommissær i Folkeforbundet. En positiv holdning til nazismen. Rosting burde have været neutral. Flere nazistiske synspunkter. På en speciel ministerliste. Dansk Røde Kors protesterede ikke. Ingen ordrer – tak. De røde enker kunne ikke få hjælp i begyndelsen. Kommunister kunne ikke hjælpes. Røde Kors kørte selv til lejrene. Best fik aftale med Eichmann. Socialministeriet gik uden om Røde Kors. Det danske Hjælpekorps hjemførte syge indsatte. Åndelig værnemageri. Han blev kaldt landsforræder. En god dansk mand. Udrensning i Røde Kors. Nølende og frygtsom. Han gik over stregen.

 

Bliver fortiden forskønnet

Det er så mange, der ikke har rent mel i posen, når det gælder krigens tid. Det er ting, man helst skal holde mund med. Og det gælder også Røde Kors. Jo de gjorde skam også meget godt under krigen. Ingen tvivl om det.

International Røde Kors undlod at hjælpe forfulgte jøder. I 1997 mundede en undersøgelse af International Røde Kors ud i en formel undskyldning og beklagelse af organisationens ringe indsats.

Der er dokumenteret generelt svigt og endda hemmeligholdelse af oplysninger om jødernes skæbne.

Det er også til stadighed påstande om, at Dansk Røde Kors under krigen samarbejdede med nazister og undlod at hjælpe nødstedte. Men trangen til at forskønne fortiden og slette fortidens moralske svigt eksisterer endnu.

 

Røde Kors hjalp aktivt

Vi har i tidligere artikler godtgjort, at Vatikanet hjalp topnazister på flugt. De udstedte falske id – papirer. Også Røde Kors støttede aktivt nazi-forbrydere på flugt fra retfærdigheden. Blandt de prominente, der fik hjælp af Røde Kors og/eller Vatikanet var Adolf Eichmann og Josef Mengele, der begge ikke havde held til at flygte til Sydamerika efter Det Tredje Riges sammenbrud i 1945.

I bogen The Real Odessa beskyldes den katolske kirke, den schweiziske regering og Røde Kors for at assistere argentinerne med at få så mange tyskere ført over til Argentina som muligt.

 

Paven vidste besked

Det har længe været et stridsspørgsmål om pave Pius kendte til forholdene i KZ – lejrene. Men ny forskning har vist, at det var en passiv pave, der udmærket vidste, hvad der foregik. Han har forsvaret sig med, at han ikke uden videre kunne sige tingene rent ud, så ville nazisterne hævne sig.

Som led i striden publicerede Vatikanet et 11 bind stort værk, der skulle påvise pavens uskyld. Men den 27. september 1942 afleverede en amerikansk diplomat en hemmelig rapport om massemord på jøder i ghettoen i Warszawa. Rapporten indeholdt oplysning om, at 100.000 jøder var blevet myrdet i ghettoen i den polske by og at yderligere 50.000 var myrdet i Lemberg.

Rapporten kom fra jødiske kilder i Schweiz. Den amerikanske regering ønskede et svar fra Vatikanet om man kunne bekræfte disse oplysninger og deltage i aktioner for at gøre Verden opmærksom på tragedien.

Paven skrev tilbage, at han ikke kunne, bekræftede jødiske kilders oplysning. Ifølge forskere skyldes dette svar, at en kardinal i en skrivelse til paven havde advaret ham mod at tro de jødiske oplysninger, fordi jøderne altid overdrev. Dette dokument er ikke omtalt i de 11 bind som Vatikanet udgav.

Forskerne har også i Vatikanets arkiv fundet tre fotografier, der viste KZ – fangere hvis lig var spredt ud over en stor massegrav. Vatikanet havde fået disse fra jødiske kilder i Schweiz.

 

Er det noget sludder?

Jo Den Katolske Kirke var også ret aktiv. Røde Kors var behjælpelige med at transportere gamle nazister og grænsen til Danmark i ambulancer efter krigen. Det hævdes i bogen The Real Odessa. På det tidspunkt ville de danske myndigheder bevare et godt forhold til Argentina, så de trykkede måske et øje i nu og da.

Men sådan noget havde vi da ellers ikke i Danmark? Vi hjalp da med Røde Kors pakker, så var er det for noget sludder du skriver! Og Røde Kors hjalp med De Hvide Busser, så hold da helt op!

 

  1. september 1943 – et vigtigt møde

Onsdag den 29. september 1943 var der et vigtigt møde i Udenrigsministeriet. Departementschef Svenningsen havde en kedelig meddelelse. Der var vedvarende rygter om, at heljøder ville blive arresteret og deponeret til Polen.

 

Jøderne skulle deponeres

Eivind Larsen fra Justitsministeriet havde et forslag, at man kunne deponere jøderne her i landet. Dette tilbud skulle man give tyskerne.

Samme aften havde Werner Best sendt et telegram til Berlin. Han var om formiddagen blevet opsøgt af Helmer Rosting, der præsenterede som direktør for Dansk Røde Kors og som en person, der havde været Folkeforbunds-kommissær i Danzig. Han var også kendt som en af Det tredje Riges mest pålidelige venner. Han havde et interessant bidrag med sig.

 

Et ”Interessant” forslag fra Røde Kors – chefen

Siden 29. august var officerer og værnepligtige blevet tilbageholdt på kasserne. Rostings forslag gik ud på at løslade soldaterne og spærre de danske jøder ind på de kaserner. Man kunne jo også for hver sabotagehandling sende 50 eller 100 jøder syd på, foreslog Røde Kors – direktøren. Dette ville sabotørerne tage hensyn til.

Det hører så med til historien at Rostings ”interessant” forslag blev lagt i skuffen. Det samme var tilfældet med Eivind Larsens forslag.

 

Dårlige relationer til forvaltningschefer

Tre uger senere havde Rosting sendt en anmodning om at besøge De danske jøder og kommunister på deres ”opholdssteder”. En lignende henvendelse var kommet fra det danske udenrigsministerium.

Rosting fik efterhånden ret dårlige relationer til de forvaltningschefer, der hjalp norske og danske KZ – fanger.

 

Højkommissær i Folkeforbundet

Han var født i Thisted i 1893. I 1917 tog han teologisk embedseksamen. Dan danske komite af det amerikanske YMCA (KFUM) sendte ham som neutral delegeret til engelske og franske krigsfanger i Tyskland.  Og tyske krigsfanger i Frankrig.

Ved våbenstilstanden 1918 og frem til fredsslutningen to år senere overgik han til Røde Kors krigsfangehjælp. Som tak for hans hjælp gav den engelske stat ham et ophold ved Oxford University.

Året efter blev han udnævnt til Folkeforbundets generalsekretariat. I de næste fire år beskæftigede han sig med om baltiske og polske minoritetsspørgsmål. I oktober 1932 fik han stillingen som Folkeforbundets højkommissær for Fristaden Danzig. Dette blev et alvorligt vendepunkt på det personlige plan.

 

En positiv holdning til nazismen

I sin embedsperiode kom han tæt på nazistiske delegerede og ledende nazistiske embedsmænd i Berlin. Ved hjemkomsten fik han en stilling som fuldmægtig i Udenrigsministeriet.

Det var som om han i disse år fik en meget positiv indstilling til den tyske nationalsocialisme med deres førerprincip.

I oktober 1939 blev han ansat i Røde Kors kontor for krigsramte.

 

Rosting burde være neutral

Allerede i 1939 havde han i en artikel i tidsskriftet ”Der Norden” angrebet Folkeforbundet. Siden Tysklands og Italiens udtræden i henholdsvis 1933 og 1937 havde forbundet med Rostings ord forvandlet sig til et arnested for intriger, hvor jøder og frimurer hetzede mod fascistiske stater.

Han mente, at det var på tide, at Danmark meldte sig ud af Folkeforbundet.

I forhold til Dansk Røde Kors, hvis hele eksistensgrundlag hvilede på en neutral holdning til inden – og udenrigspolitik, udgjorde Rostings artikel et stort problem. Det var nemlig skrevet efter hans tiltræden som chef/direktør for institutionens krigsfangekontor.

I forbindelse med en indsamling skrev Thorvald Stauning i et brev til Johan Bülow:

  • Havde jeg vidst, hvem der skulle forvalte det internationale kontor, havde jeg ikke skrevet under.

 

Flere nazistiske synspunkter

Den 18. september 1940 fremkom Rosting med en kronik i det nazistiske blad Fædrelandet. Her skrev han bl.a., at Danmark for at fjerne den skamløse kapitulation den 9. april nu kunne give sig under førerstatens idealer.

I 1940 havde Scavenius en ide om at knytte Rosting til udenrigstjenesten, man han trak dog hurtig følehornene til sig.

Han var trådt frem som en ubetinget sympatisør af Nazi – Tyskland. Han gik ind for en omdannelse af den danske regering i nazismens ånd.

 

På nazistisk ministerliste

Den 13. september 1940 blev der udarbejdet en liste af Jørgen Sehested. Her figurerede Rosting på en nazistisk ministerliste. Her stod han til at få en udenrigsminister – post.

Det var ikke den eneste gang. To år efter under den såkaldte telegramkrise stod han atter på en ministerliste, denne gang som kirkeminister.

Dansk Røde Kors var velvidende om disse ting. Og Rosting truede endda med at tage sin afsked. Men organisationen ville ikke slippe ham. I Norge var Røde Kors blevet nazificeret og blevet frataget retten til at sende pakker til landets KZ – fanger.

 

Dansk Røde Kors protesterede ikke

Ca. 6.100 danskere var blevet deponeret syd på. Og jødeaktionen natten mellem den 1. og 2. oktober gav også anledning til at en masse danske foreninger og organisationer protesterede over for Werner Best. Men man savner en protest fra Dansk Røde Kors.

Fra og med deportationerne til KZ – lejrene fremstod Helmer Rosting som den vigtigste mand i Dansk Røde Kors. Hans kontor udviklede sig til en central for pakke – og brevforsendelse. Men det skulle dog gå lang tid før man i Socialministeriet fandt ud af, at Rosting ikke var nogen nem samarbejdspartner.

 

Han brød sig ikke om ordrer andre steder fra

Problemet var dobbelt. Han brød sig ikke om ordrer fra anden side. Og så var han for ærekær. Hans tolkning af Røde Kors mandat var i situationen uhensigtsmæssig. Formentlig har man gjort sig sine tanker om rækkevidden for hans sympatier for det nye Tyskland.

 

De Røde Enker fik ingen hjælp i begyndelsen

Straks efter at kommunisterne var sendt til Stutthof opsøgte en delegation af deres koner, kærester og mødre Dagmarhus, Dansk Røde Kors, Vareforsyningsdirektoratet og Socialministeriet.

De anede ikke, hvor mændene var sendt hen og vidste ikke, hvordan de skulle tackle situationen. På Dagmarhus havde Karl Heinz Hoffmann afleveret en lille duplikeret seddel, hvor der stod:

 

  • Arbeitslager Stutthof bei Danzig

 

Kommunister kunne ikke hjælpes

I Røde Kors gav Helmer Rosting den korte besked, at kommunister kunne man ikke hjælpe, da de ikke var krigsfanger.

Jo det var ”De Røde Enker” der var i gang. De forstod ikke afvisningen hos Røde Kors. Deres motto var jo ellers:

 

  • I Krig og fred – barmhjertighed

 

Heller ikke mødet hos Vareforsyningsdirektoratet var særlig positivt. Her fik de udleveret et skema til forsendelse af en standardpakke til danske arbejdere i Tyskland. Men departementschef H.H. Koch i Socialministeriet tog affære.

Ret hurtigt fandt kvinderne ud af, at mændene havde brug for mad og tøj. Fra Socialministeriet ringede Kochs nære medarbejder til udenrigsministeriet. Med hensyn til tøj blev han henvist til Dansk Røde Kors.

 

Røde Kors kørte selv ned til lejrene

Her fortalte Rosting, at han var blevet opsøgt af ”nogle kommunistiske hustruer”. Hustruerne kunne aflevere tøjet til Røde Kors, så ville de sende det videre. Men fra Socialministeriet synes man ikke at man var særlig samarbejdsvillig.

Rosting følte at armen var vredet om på ham. Han mente ikke, at der skulle gøres forskel på almindelige Tysklands – arbejdere og de indsatte i Stutthof. Røde kors havde slet ikke sat sig ind i, hvad et ophold Arbeitslager Stutthof egentlig bestod i.

Stutthof – komiteen ønskede den dyre forsendelse som postpakke. Men Røde Kors ville bruge den tyske jernbane. Frem til efteråret foregik forsendelserne ad vante kanaler med skib og jernbane- Men som infrastrukturen blev mere upålidelig, kørte Røde Kors selv ned til lejrene.

I Dansk Røde Kors’ hovedkvarter i Det Gule Palæ var op til 100 frivillige kvinder beskæftiget med pakkearbejdet. I takt med de fortsatte interneringer sprængtes rammerne og lokaler i nærheden måtte tages i brug. Hjælpen til politiet fik en egen afdeling i den gamle Metropolitanskole ved Frue Plads.

 

Best fik aftale med Eichmann

Den 2. november 1943 var Adolf Eichmann i København for at finde ud af, hvorfor jødeaktionen var slået fejl. Mødet med Best fik et overraskende resultat. Jøder over 60 år skulle ikke anholdes. Og dem, der var sendt til Theresienstadt som var over 60 år skulle sendes tilbage til Danmark. Så skulle repræsentanter i nær fremtid besøge dem.

Det viste sig, at de danske jøder ikke måtte modtage madvarer fra Danmark. Ifølge den officielle begrundelse var det fordi, at de i så fald ville opnå alt for store fordele frem for andre nationaliteter. Og for det andet så manglede man intet i lejren!

 

Socialministeriet gik uden om Røde Kors

Socialministeriet valgte nu at gå helt uden om Røde Kors og Gestapo. Man valgte Illegale Præsters uofficielle Forening og engagerede en speditør til at klare pakkeforsendelserne. Og dette fungerede fint.

Efter adskillige udsættelser var mødet i Theresienstadt planlagt til den 23. juni 1944. Tysk Røde Kors havde været der året forinden og fundet forholdende gruopvækkende. Rosting blev forbigået. Årsagen kendes ikke. Men udenrigs – og Socialministeriet havde opdaget hans negativitet til pakkeforsendelserne.

Besøget blev en succes for Himmler. Delegationen havde fået et fint indtryk af forholdene.

Det var fortsat Socialministeriet, der stod for alle udgifter. Røde Kors nægtede også at sende pakker til de statsløse jøder. Egentlig havde man overvejet at sætte Røde Kors helt fra bestillingen med at sende pakker. Men tyskerne mente, at det skulle man nok vente med. Og det gjorde man så og valgte andre muligheder.

 

Røde Kors udførte mirakler uden om Rosting

Men uafhængig af Rosting arbejdede Røde Kors’ Transportkontor under H.O. Hansen på højtryk. Staben af chauffører kørte næsten i pendulfart mellem København og Neuengamme. Den direkte lastbiltrafik blev foretrukket. Næsten konstant blev de angrebet af allierede fly. Det røde kors gjorde åbenbart ingen forskel. Chaufførerne afleverede en rejserapport til Socialministeriet for hver tur.

Holger Funder var en af de mange Røde Kors – folk, der også udførte små mirakler under og efter Anden Verdenskrig.

Socialministeriet oprettede også en kørselsafdeling.

 

Hjemførte syge indsatte

Sidst på året 1944 lykkedes det for Udenrigsministeriet at få tilladelse til at hjemføre 200 syge politibetjente fra Buchenwald. Også andre kategorier af syge blev hjemtaget. Det var vel ca. 600 stykker. Det foregik med ”Det Danske Hjælpekorps” organiseret af Socialministeriet og Statens Seruminstitut.

Fra marts 1945 startede den meget omtalte Bernadotte – ekspedition med hvide svenske Røde Kors busser. På svensk forlangende havde Det danske Hjælpekorps og Bernadotte – ekspeditionen ingen samarbejde. Det skete først en måned efter grundet interne problemer i Bernadotte – ekspeditionen.

 

”Åndelig værnemageri”

Frihedsrådet havde nedsat et arrestationsudvalg. Man kiggede på dem, der skulle fængsles under mistanke for at have udøvet landsskadelig virksomhed. Man fremstillede det såkaldte Centralkartotek. 21.000 stod på denne liste herunder Helmer Rosting.

Det indsamlede materiale om den danske Røde Kors direktør var ikke særlig omfattende og næppe særlig belastende. Røde Kors kaldte det i en pressemeddelelse for ”Åndelig værnemageri”.

Han havde en intim tilknytning til nazipartiet, var illegalt medlem af samme. Han havde været foreslået som medlem af præsidiet for Schalburgfonden.

Han var også medarbejder på Fædrelandet. Oplysningerne på seks kartotekskort var hovedsagelig hentet i Bovrup – kartoteket. Til kartoteket hørte også et arkiv med såkaldte K – sager. Dette var måske årsag til, at han var arresteret to gange – den 5. maj og den 7. maj.

 

Han blev kaldt for landsforræder

Et illegalt flyveblad fra januar 1945 ”Åbent brev fra Patrioten” opfordrede organisationen til at fyre direktøren:

 

  • Vi anklager denne landsforræder for at sabotere den absolut livsvigtige nødhjælp som ”Røde Kors” har så enestående mulighed for at udøve

 

Fra forskellig side anklagede man Rosting for manglende initiativ og bange for at træde tyskerne over tæerne.

 

”En god dansk mand”

Efter to anholdelser fik han nervesammenbrud og blev indlagt på Kommunehospitalet. Efter opfordring fra Social – og Udenrigsministeriet overtog Eigil Juel Henningsen samme dag Rostings funktioner. Den 28. juni begik Helmer Rosting selvmord.

Dagen efter var det hovedbestyrelsesmøde i Dansk Røde Kors. Her udtalte formanden, kommandørkaptajn Karl Hammerich:

 

  • Hvad angår direktør Rostings arbejde i Røde Kors skylder vi ham stor tak herfor. Han gik op i det med liv og sjæl og handlede som en god dansk mand og har hjulpet utallige af sine landsmænd. Dansk Røde Kors og det danske samfund har god grund til taknemmelighed mod direktør Rosting og hans arbejde i de 5 år.

 

Denne bedømmelse lå nu langt fra H.H. Koch og Juel Henningsens opfattelse.

En uge i forvejen havde lederen af Centralkartoteket, Carsten Høeg bedt formanden for Røde Kors Århus afdelingen, bryggeridirektør B. Kjær om en redegørelse.

 

Afdelingsformand i Århus blev fyret

Han forklarede, at man nødig henvendte sig til ham. Han forlangte diktatorisk at alt arbejde med danske og tyske myndigheder skulle gå gennem ham. Direktør Rosting var meget ærekær og dette skadede Røde Kors arbejde i provinsen. Hvis myndighederne henvendte sig til Kjær uden om Rosting satte de Kjær i en ubehagelig klemme.

Dette var også årsag til at Gestapo-chefen Karl Heinz Hoffmann fyrede Kjær.

 

Udrensning i Røde Kors

Røde Kors nedsatte i juli en udrensningskommission. Ud af 370 medarbejdere blev 10 sat fra bestillingen. Dansk Røde Kors havde uretmæssigt taget æren for hele fangehjælpen. I den offentlige debat var det indtrykket, at dansk Røde Kors havde samarbejdet med Bernadotte – ekspeditionen. Dette var bl.a. fremført i Røde Kors’ eget tidsskrift. Så sent som i januar 1945 havde Dansk Røde Kors nægtet at påtage sig hjemkørslerne.

Hverken i dansk eller svensk presse kom der en berigtigelse.

 

Efter besættelsen solidariserede Røde Kors sig med Rosting

I den officielle beretning om indsatsen under krigen fra maj 1946 hedder det:

 

  • Når Dansk Røde Kors ikke kom til at deltage mere direkte i denne aktion (hjemkørslerne) må det bl.a. tilskrives den daværende direktørs syn og forhold til besættelsesmagten hvilket på den ene side medførte store begunstigelser for Dansk Røde Kors med hensyn til gavepakkeforsendelser til danske og norske koncentrationslejrfanger og ved interveneringer – ofte mildere behandling af hjemmeværende danske patrioter i tysk fangenskab, men på den anden side også beklagelig vis medførte at tilliden til direktøren og dermed til Danske Røde Kors.

 

Beretningen fortsætter med at skamrose Røde Kors for deres arbejde. H.H. Kochs forsøg på at hindre at Dansk Røde Kors skulle løbe med hele æren var ingen succes.

Efter besættelsen valgte Dansk Røde Kors at solidarisere sig med Rosting. Man ville ikke nævne, at den tidligere direktør var yderst modstræbende til at hjælpe det der faldt uden for Røde Kors mandat, bl.a. jøder, kommunister og frihedskæmpere. Man var bange for at Røde Kors ville miste selvstændighed.

 

Man øjnede ikke chancen for samarbejde

Røde Kors øjnede ikke chancen for at komme i samarbejde med Socialministeriet. men afslog bl.a. at forvalte en halv million kroner ”til særlige formål” dvs. hjælp til jøderne og stå for hjemtransporterne.

Hovedbestyrelsen valgte at bakke Rosting op. De negative Bedømmelser kommer fra Udenrigs – og Socialministeriets journaler. I Røde kors arkiver kan der ikke rigtig hentes noget.

 

Nølende og frygtsom

Hvilke råderum gav det nationale Røde Kors sig selv i forhold til den politik, der blev afstukket af det internationale Røde Kors i Genève. I hvor stor grad afpassede de begge deres aktionsmuligheder i forhold til Tysk Røde Kors?

Geneve-konventionen fra 1929 omfatter ikke civile fanger, altså fanger sendt i KZ – lejre og fængsler som følge af tro, race, politisk observans eller modstandsaktivitet. Man forholdt sig neutral. Jødeforfølgelsen skræmte. Man forsøgte frygtsom og nølende at bevæge sig på kanten af mandatet.

Kontakten til Nazi – Tyskland foregik via udenrigsministeriet til Gestapo. Denne vej var hæmmende for aktionsmulighederne. Dansk Røde Kors fulgte denne linje der var udstukket fra Geneve. Direkte kontakter til lejrcheferne blev aldrig brugt.

 

Han gik over stregen

Jo Rosting giv over stregen i september 1943 med sit forslag sabotører for jøder. Han var tyskervenlig uden for det, der var acceptabelt. I maj 1945 var denne grænse papirtyndt.

 

Kilde:

  • Artikler på www.dengang.dk
  • Wikipedia
  • denstoredanske.dk
  • Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister
  • Stine Bitsch-Larsen: Holger Funder, Dansk Røde Kors, krigen og konvojerne
  • b.dk
  • jyllands-posten.dk
  • Røde Kors i Krig og Fred (1942)
  • John T. Lauridsen (red): Over Stregen – under Besættelsen
  • John T. Lauridsen: Dansk Nazisme 1930 – 45 og derefter
  • Niels Alkil (red): Besættelsestidens Fakta
  • Hans Sode-Madsen: Reddet fra Hitlers helvede- Danmark og De Hvide Busser 1941 – 1945
  • Hans Sode-Madsen: I Hitler-Tysklands skygge – Dramaet om de danske jøder 1933 – 1945

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.559 artikler, heraf 313 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) bl.a.:

  • Myten om De Hvide Busser
  • De Hvide Busser – nok engang
  • Sandheden om De Hvide Busser
  • Karantænestationen ved Grænsen
  • Odessa og de andre flugthjælpere
  • Nazi – jægerne
  • Da Krigsforbryderne flygtede
  • Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
  • Jagten på krigsforbrydere
  • Himmler og hans datter
  • Klaus Barbie – slagteren fra Lyon
  • Bovrup-kartoteket
  • Kan man stole på Centralkartoteket
  • Joseph Mengele – dødens engel og mange andre

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden