Ida Johnsen

Ida´s far var ”overførster” over de jyske skove. Hendes mor var baronesse Selma Henriette Dirckinck – Holmfeld. Moderen døde et år efter Ida’ s fødsel. Ida kom derefter til hendes moster på Tjele. Hendes far giftede sig igen. Hende brød Ida sig ikke om. Hun ville hellere bo hos moster. Lektier, broderi og det at strikke var ikke noget for Ida. Ida’ s farfar var en helt ved Sjællands ode i 1808. Vi får en historie om General de Meza. Der var sorg i Randers, da Dannevirke blev rømmet. Ide blev gift med en præst. Hun får arbejde i Diakonissestiftelsen på Frederiksberg uden undervisning. Så kom hun på Almindeligt Hospital. Derefter gik det til Sundbyerne. Man sagde lidt fejlagtigt om hende, at hun var Danmarks første sygeplejerske. Der findes ingen mindesten om hende. Hun var klog, havde temperament og ”store skrivende evner”. Og så brød hun murer ned.

 

 

Ida Johnsen

Fulde navn: Ida Anna Helene Jessen født i Randers 1844, død 1924 i Kbh. Datter af Nicolai Jacob Jessen og Henriette Selma von Dirckinck-Holmfeld. Ida Jessen gift med provst Johan Vilhelm Johnsen (1837-1887) Ida Johnsens erindringer er trykt i “Memoirer Og Breve” bind 23 i 1915. Hun er vist sluppet ret nådigt gennem redaktionen. Til gengæld er også hun én af de kvinder, der har skrevet sine erindringer godt, og hendes liv er lige så usædvanligt, som hun selv.

 

Hun blev født Jessen og var yngst i en stor børneflok. Hendes fader, Nicolaj Jacob Jessen var overførster over de jyske skove og boede med familien i Randers. Hendes moder var baronesse Selma Henriette Dirckinck-Holmfeld, og Holmfeld’erne var kommet til Danmark fra Holland, da Napoleonskrigene gjorde livet broget i store dele af Europa.

 

Ida Johnsen blev født 26. marts 1844, hendes mor døde allerede året efter, og Ida kom til sin moster Idalia Frederikke Pauline Lüttichau på herregården Tjele, så hun voksede op som barn i de jyske bedre kredse.

Men hendes far giftede sig igen, med Caroline Wilhelmine Jessen, datter af en overkrigskommissær Jessen i Altona. Ida fik med hende en stedmor i ordets mindre lyse mening.

 

Men nøgternt set: stedmoderen kom til et hjem med mange børn, og en ægtemand, der jævnligt var på embedsrejser rundt i Jylland, og det tog tid dengang. Ida Jessen var et vanskeligt barn, og fordi hun hang ved sin moster, blev stedmoderen irriteret og skinsyg. Til det kom, at stedmoderen ikke selv fik børn.

 

Det, at en kvinde skal overtage en forgængers børn og selv ingen får, kan virke på flere måder. I sine erindringer skriver Ida Johnsen klart nok sit syn på sagen, men hun skriver det taktfuldt. Vi får dog at vide, at stedmoderen ikke havde begreb skabt om børn, og det er da troligt. Hun forstod i hvert fald ikke Ida.

 

Senere i livet, da Ida var noget nær voksen, var det på den anden side stedmoderen, der, som den eneste i familien, forstod noget af, hvad Ida ville. Men hele sin barndom var Ida ved siden af hjemmet. Skolekammerater og søskende mærkede det og sladrede om alt hvad hun gjorde af galt. Hendes synder var dog såre lyse.

 

Skolens lektier kedede hende bravt. Det kedede hende at strikke og brodere. Og hjemmets stil var meget gammeldags og stiv. Hver morgen måtte Ida stille til håndkys hos sin farmor og fik en lille moralsk præken for dagen.

 

I erindringerne fortæller Ida om slægten Jessen. Den stilige farmor Anna Margrethe Jessen, født Erichsen, havde som lille pige oplevet, at hendes far satte hende på en tjeners arm, fordi hun skulle ud og se Struensees henrettelse på Øster Fælled 1772. Det lyder for os komplet vanvittigt at byde et barn det syn, men det var stadig regnet for god opdragelse, somda livlægen Otto Sperling lod sin lille datter se Dina Winhofers få hovedet kappet af foran Københavns Slot på Frederik 3.s tid. Idas farmor fik endda opdragelsesmetoden i den helt korrekte stil: da Struensees hoved var faldet, fik pigen én på kassen, for at selve den lærerige og gruelige oplevelse skulle slås fast ved endnu et uventet helt overrumplende chok,

kombineret med personlig smerte. Det var dét, der hed en “huskekage”.

 

Idas farmor skulle for livet huske den uhyggelige henrettelse, og det var sikret i hendes sjæl ved lussingens ekstra chok. Så kunne hun heraf lære at opføre sig, så hun ikke en dag selv fik hovedet hugget af. Idas farmor døde 1845 i en alder af 81 år.

 

Idas farfar var Carl Wilhelm Jessen, helten fra Sjællands Odde 1808 – “De Snekker mødtes i Kvæld paa Hav -“. Det var samme Jessen, der 1800-1801 ved De Dansk Vestindiske Øer, som chef for den navnkundige brig “Louge”, havde så djærve møder med englænderne, at kongen gav ham en æresabel af

guld. Sit sidste år var han igen på De Vestindiske Øer som guvernør, men døde allerede året efter at han var kommet til øerne, 58 år gammel.

 

Det bliver lidt væsentligt, fordi Ida Johnsen fortæller, som

familietradition, at han blev sendt til Vestindien efter intriger fra “fjender”, og at hans hastige død var et giftmord. At søhelten skulle være kommet så sørgeligt af dage, er vist uden hold i rimelige beviser. Det var almindeligt at mennesker døde hastigt på de dengang særdeles usunde øer.

 

Carl Wilhelm Jessen var ellers respekteret og afholdt, og Ida Johnsen fortæller selv historien om, at han en dag skulle til kongen, men så blev han set på gaden i fuld galla med en dyne under armen, fordi han på vejen skulle ind til en såret matros.

 

I 1901 blev Jessens jordiske rester og hans gravsten sejlet med skonnerten “Ingolf” til København, hvor han blev bisat i Holmens Kirke. På graven på St. Thomas blev 29. januar 1901 afsløret et monument.

 

Ida Johnsen, dengang Jessen, var på Tjele til hun skulle i skole. Så kom hun til Randers og var på Tjele i ferierne. Man fandt hende vild og uden pigelig ydmyghed, så hun fik ordre til at læse den meget moralske og opbyggelige bog “Florisanders Barndom i Vildfarelse og Ungdom i Uskyld”.

 

Hun synes bogen var god og lavede den til en komedie, som hun spillede med forpagtersønnen på Tjele som helt. Det var selvfølgelig rivende galt. Men på samme tid kom grundtvigske præster ind i hendes liv. Og så læser vi i dag med undren det kulturhistorisk mærkelige, at hun stjal sig til at læse i Det Ny Testamente og fik en lussing. Den bog var ikke for børn!

 

Klart og smukt, men også vemodigt skildrer hun sin unge usikkerhed. Ved en fest på Tjele traf hun slægtens gale baron. Han havde været på sindssygehospital i Vordingborg. Ved den fest var han med, men ingen tog sig af ham. Hun blev rystet ved at se hans fortvivlede øjne, og ville tale med ham, men fik det gjort håbløst kejtet – hun busede bare ud: “Var der rædsomt på Oringe?” Han blev afmægtig af raseri og hun styrtede væk.

 

Hendes vågne øjne så alt. Jylland fik jernbaner i de år, og de engelske ingeniører blev faste gæster i huset i Randers. Det samme gjorde general de Meza, manden der ikke tålte fugt og træk. Når hans vogn rullede for døren, kom hans tjener først op og spurgte, om alle vinduer var lukkede. Først i løbet af timer viklede generalen sig ud af halsklude og sjaler, men så skulle hans tøj til afdampning.

Der måtte ikke tales i det rum, hvor han skulle sove, for den menneskelige ånde gav damp. Det bliver for langt et sidespring her,

men generalen var ikke alene om den delikatesse. Tiden troede fuldt lægevidenskabeligt på, at fugtig luft var livsfarligt. En klog dansker som forskeren Peter Wilhelm Lund, der levede i Sydamerika, var endnu mere sart. De to tilfælde er ikke enestående, men nok lidt langt ude.

 

Alt det er skrevet og fortalt levende. Men en aften den 15. november 1863 ringede klokkerne i Randers. Frederik 7. var død. Krigen kom i december 1863.Rygtet om den danske sejr ved Mysunde satte liv i alle og skabte høje håb. Den 6. februar 1864 var der familiefest i huset. Ida kom med en gave – og traf alle tavse og lammede. Hendes far stod ligbleg støttet til

en stol. Danskerne havde rømmet Dannevirke. Det chok kom hendes far aldrig over, og vi kan i dag have svært ved at forstå, hvad “Dannevirkenatten” var, hvordan den føltes, og virkede, år fremover.

 

Der kom dansk kavaleri til Randers, og indkvartering. Så tysk, med generaler i huset, høflige og korrekte, men alt var fortvivlet og håbløst. Randers blev plyndret af tyskerne. Så kom der pludselig kontraordre, og alt plyndringsgodset blev smidt på markerne udenfor byen. Der kunne folk så selv hente det.

 

En nat vågnede Ida ved en dump larm i gaderne. Den blev ved. I tre døgn gungrede tyske ryttere over Randersbro op gennem Jylland, til overgangen over Limfjorden. Krigsmæssigt var den aktion helt unødvendig, men for tyskerne (preusserne) var krigen i 1864 kun en realistisk manøvre, hvor nyt materiel kunne prøves.

 

Idas far døde i 1866. Hun siger om krigens virkninger, at mændene blev kulturelt og religiøst grebne, mens kvinderne blev aktive og stilede mod frigørelse. Tolkningen er nok vilkårlig, men kan vel passe på de

kredse, som hun levede i. Hun fik selv en vild trang til at gøre noget praktisk og nyttigt. Også fordi hun vidste, at nu efter faderens død var hun tilovers i stedmoderens hus i Randers. Hun søgte plads som diakonisse.

 

Diakonissestiftelsen lå på Frederiksberg i Smallegade, tæt ved hvor den ligger i dag. At være diakonisse var smukt arbejde i religiøs ånd, men i de dage ikke noget for frøkner og damer af det bedre borgerskab. Folk var sikre på, at diakonisser måtte være piger, der havde en mørk moralsk fortid, de havde gjort “fejltrin”, eller måske rent ud begået en forbrydelse, som de nu sonede på den måde.

 

Forgæves prøvede diakonisserne at forklare, at piger af den art ikke kunne blive diakonisser – folk vidste bedre. Ida Jessen fik pladsen. Familien var rystet og regnede det for en skandale. Men hun havde evnen til at komme i kontakt med folk, hun traf mange søde mennesker, og de troede på, at hun mente det alvorligt.

 

Men nemt gik det ikke. Hun var klar over, at en krinolinekjole var ikke praktisk, men det spørgsmål løste sig. På stiftelsen skulle hun gå med en arbejdskjole af bomuld. Stiftelsen var i øvrigt dybt religiøst præget.

Ida Jessen vaklede på den tid mellem Grundtvig og Indre Mission, men det gav ikke de store vanskeligheder.

 

Forstanderinden tog venligt imod hende, men de menige diakonisser var i starten fjendtlige og skulle nok få den fine frøken til at fordufte. Hendes første job blev at skure hele gulvet i en sal. Hun havde aldrig i sit liv haft en gulvklud i hånden, men det gik. Lidt efter lidt blev hun respekteret. Arbejdet var strengt, der var ingen vejledning, ingen undervisning, og patienterne var mest nervesvage og sindslidende.

 

Imellem blev hun sendt ud i privat pleje, f.eks. til en departementschef. Hans søn havde skarlagensfeber og døde. En ældre dame havde tuberkulose i sidste stadium, vistnok også tyfus, i hvert fald fik hele stiftelsen

tyfus.

 

Ida Jessen mistede alt sit hår. Hun oplevede dødsfald, og de den gang så frygtede dødskramper. På egen hånd gav hun en dødssyg patient tre pulvere som beroligelse, imod doktorens ordre. Patienten blev helt slået ud, og da Ida Jessen var klar over, at hvis patienten døde nu, måtte hun melde sig som morderske. Men patienten overlevede.

 

Af doktor Hans Wilhelm Meyer fik hun nu en art uddannelse, nærmest i “første hjælp”. Så drog hun fra stiftelsen og ville være sygeplejerske. Hun søgte på hospitalerne. En af lægerne svarede, at for sit navns og sin families skyld burde hun ikke nedværdige sig på den måde. Hun søgte stilling i England.

 

Dr. Meyer skrev en varm anbefaling, men bad hende vente lidt. Danmark havde selv brug for mennesker, der ville præstere noget. Hun fik at vide, at på Almindelig Hospital i Amaliegade i København, søgte overlæge Ludvig Brandes kvinder til sygestuerne. Hun prøvede, og fik svaret: De er for ung, se hellere at blive gift! Men dagen efter fik hun igen brev fra overlæge Brandes (han var onkel til Edvard og Georg Brandes), at hun kunne komme næste dag. Så mødte hun overlægen, og han var et sjældent menneske.

 

Han førte hende selv til sygestuerne, store lyse rum siger hun, at hun var straks parat. Han mente, at hun lige skulle prøve i tre dage først.

Det danske sygehusvæsen var i en mærkelig stilling, på godt og mindre godt. Da klosterhospitalerne lukkede, efter reformationen, kneb det at få lavet et nyt hospitalsvæsen.

 

Hverken staten eller byerne ville ofre mange penge i sagen, i landsognene var det komplet håbløst, de syge tog Gud sig af, og gjorde han ikke det, var det vel hans vilje at de skulle dø. Det var et gudhengivent smukt og billigt syn på sagen.

 

Christian 4.s store planer med et rigshospital døde under svenskekrigene. Alvor blev det ikke, før Frederiks Hospital blev opført under Frederik 5. i årene 1752-57. Det var til gengæld efter tidens mål imponerende.

Bygningerne er i dag Designmuseum Danmark, og rækker fra Bredgade og Amaliegade. Til det kom Almindelig Hospital.

 

Lægerne var rimeligt på højde med tidens muligheder, men sygeplejen var ret ringe. Der var stuekoner og vågekoner, men de var ikke meget værd, en del af dem var fordrukne. Der var portører, og der var folk i køkkener og linnedstuer, men godt var det ikke, og ingen af alle de mennesker havde uddannelse af nogen art.

 

Ida Jessen tog fat, og blev mødt med dyb uvilje, både fra de fleste læger og fra det almindelige personale. Portørerne var grove og uforskammede imod hende, også da de en dag skulle bære en meget svær kvinde ned på spadserepladsen, hvor patienterne fik frisk luft. Hun havde en stor underlivssvulst, så hun var særlig tung og uhåndterlig. Portørerne plejede at være to om at bære, men nu nægtede de: hun var for tung. For Ida Jessen var det sejr- eller nederlag, for stuen var hendes. Men ude i Smallegade havde hun lært at bære.

 

Hun fik den svære kvinde på nakken og bar hende selv ned og ud i solen. Det imponerede portørerne, så med dem var der ikke mere vrøvl. Men der kom vrøvl med snavsetøjet, og meget andet. Doktor Brandes spurgte hende: har De været rundt og hilse? – Næh, det havde hun ikke tænkt på. Det gjorde hun så, på alle, stuekoner, linnedkoner, køkken, hele vejen rundt, og så var alt i orden.

 

Men så kom der vanskeligheder fra en uventet kant. Hun var i de år grebet af religion, også i usædvanlig grad, og hun holdt andagt på sygestuerne. Det blev standset, og hun fik en kamp. Men så blev hun selv helt lammet af sygdom. Hun var bevidstløs, vågnede, var borte igen, og det var alvor.

 

Pastor Frimodt kom, Dr. Brandes forbød ham adgang – hun skulle have absolut ro. Men den lille seje frøken vågnede af sin døs, og ord manglede hun aldrig: “Hvor tør De som jøde nægte mig som kristen at få sakramentet – De aner jo ikke, hvad det betyder for mig!” – og så besvimede hun igen.

 

Forholdet imellem jøder og ikke-jøder var i Danmark dengang et andet, end det siden var og til dels er i Europa under og efter Hitler, som hendes ord måtte virke stærkt. Hun blev rask – og forlovet, med teologisk kandidat Johan Vilhelm Johnsen. Dr. Brandes mente, hun nu burde tage sin afsked og blive præstefrue, der var sikkert nok at gøre. Det gjorde hun så.

 

Men den aften, hun tog sin afsked, gav Brandes hende et manuskript som erindring. Det var et lille symbolsk eventyr, skrevet af ham selv. Og så føjede han til: “Jeg skal sige Dem, jeg kan ikke mindes, at noget har bedrøvet mig som de ord, De sagde, den dag da jeg forhindrede at De fik sakramentet, og ytrede, at jeg som jøde ikke burde nægte Dem som kristen at få det.

 

Da alle disse mennesker var gået, gik jeg ind i mit værelse og græd som ikke siden min faders død. At netop DE kunne sige det. De som jeg har talt så meget med, forstod jeg ikke. De véd, hvor hele min sjæl hænger ved min nation og dens religion. De måtte vide, at det var som læge og menneske, at jeg måtte sætte mig derimod.”

 

Ida Johnsen skriver, efter at have skildret den scene: “Den gang gik det op for mig, at ingen anden i menneskeheden har kunnet frembringe Kristusskikkelsen, end netop jødefolket. “Ida Jessen blev Ida Johnsen. Både pastor Frimodt og overlæge Brandes var med til et gemytligt bryllup.

Og så tog hun fat på arbejdet i Sundbyerne.

 

Men bare præstefrue var hun ikke. Ved et selskab hos overlæge Brandes var hans nevø Georg Brandes med. Dagens debat stod om den engelske filosof Stuart Mills, og ved selskabet blev diskussionen levende. Ida Johnsen slog fast, at hun var særdeles imod tanken om kvindernes frigørelse. Alle brast i latter, og Georg Brandes sagde: “Jamen bedste Frue, De har jo frigjort Dem herhjemme, som ingen anden kvinde mig bekendt!”

 

Hun gik i gang med arbejdet for kommunal sygepleje. Det kom i skred ved bittesmå bidrag fra det fattige kvarter. Endelig tilbød den stedlige kommune uden henrykkelse at støtte sagen men en krone pr. dag pr. patient. Der var tale om en slags sygeplejestationer – og stor præstelig uvilje imod hele arbejdet. Det blev en sej og trist sag at køre frem. Hun var ellers ret uopslidelig, men hun rejste fra Sundbyerne med en følelse af at slaget var tabt.

 

Hendes mand, Johan Johnsen blev sognepræst i Vamdrup sydvest for Kolding, siden provst. Her var religionen alvor på en bogstavelig og naiv måde, som hun aldrig havde troet mulig. Tre missionsfolk kom til hende: jo se, der blev snakket i sognet, at det var til forargelse, når præstens kone strikkede om søndagen.

 

Et sabbatkrav, som vi kender det fra humoristiske skotske noveller. Hun var også ved at le, men tog sig pænt i det: jo, hun skulle da gerne holde op, hvis de herrer ville lægge piberne væk og ikke ryge på de samme dage. De hellige mænd mente, at så hjerteløst kunne sabbatbuddet dog alligevel ikke tolkes, og alt blev som før. I løbet af kort tid havde hun vundet sin sikre plads i sognet.

 

Men hun havde heller ikke giftet sig med en mand, der “bare” var cand.theol. Han var heller ikke bange for at være den han var. På augustmødet i Askov 1881, hvor der var kommet 700 præster, vedtog de firs, den såkaldte “Askovadressen”, der blandt andet krævede præsteløftet ophævet. Den sendte de til regeringen.

 

Kultusminister Jacob Frederik Scavenius gav præsterne en alvorlig reprimande, fordi de havde sendt adressen til regering og rigsdag og ikke til ham, der var minister for det kirkelige. Den reprimande ville præsterne ikke finde sig i. Sagen gik til provsteret, og Askov sorterede under provst Johan Vilhelm Johnsen.

 

Underretten med provst Johnsen måtte i realiteten blive ham alene, og han erklærede at adressens tekst kunne man ikke dømme, da der var religionsfrihed i landet, men at der var kludret med “rette modtager” var “kriminelt”, da (men det sagde han ikke) i et bureaukratisk samfund bureaukratiet er væsentligere, end de sager bureaukratiet sysler med. Hans meddommere turde ikke følge ham, så hans votum blev “dissentierende”: frikendelse for teksten, bøde for at kludre med kontorvejen.

 

Det gav stort postyr i presse og i kirkelige kredse. Men Johnsen stod fast. Sagen gik til højesteret, der gav ham medhold. Dette for at nævne, at Ida var heller ikke helt kedeligt gift. Sent fik de en datter. Hendes mand døde ved juletid 1887.

 

Da hun i sin tid rejste fra overlæge Brandes beklagede han det og var ærgerlig: på grund af hende, og vel i håb om hendes hjælp, havde han arbejdet med planer om at få skik på et ordentligt sygeplejervæsen med

uddannelse. Det mente han, at han nu måtte lægge fra sig. Ida Johnsen er kaldt Danmarks første sygeplejerske. Kvinder i sygepleje kendes så langt tilbage vi

overhovedet véd rimelig besked, det gælder ikke mindst nonneklostrenes gode hospitaler op gennem middelalderen, i de katolske lande længere endnu.

 

Og det kan også siges at hun ikke blev i tjenesten så længe, hun brød af, fortsatte med et halv-håbløst forsøg i Sundbyerne, og så var hun ude af aktiv tjeneste. Alligevel – hun vakte bestyrtelse, forargelse og beundring, da hun på eget initiativ, imod familien og imod snart sagt alle, tog fat som diakonisse og sygeplejerske. At de tidligere vågekoner og gangkoner ikke var gode nok, ja ret elendige, var ikke deres skyld, men ingen tænkte på at gøre noget alvorligt ved den ting, før hun gjorde det.

 

Hun brød en mur ned, som selv de fleste læger ikke havde tænkt på at man burde fjerne, At lægernes uddannelse og dygtighed var i orden, det troede de ærligt talt selv var nok til at køre et hospital. Der skulle jo så bare tømmes potter og vaskes gulve og lagner og den slags.

 

Ida Jessen kom – og efter hende kom der flere, for der var slået hul i muren. Det har hun skildret med sine tre store kvaliteter: sin klogskab, sit stærke temperament, og sin store skrivende evne. Bag det hele lyser, ikke latter, men en stor og fin livshumor.

 

Vi har aldrig set et monument eller bare en plade, der minder om Ida Johnsen. Måske findes den et sted. Mange aner end ikke, at hun har levet. Vi har hyldet mænd, der var af ringere karat.

* * * *

 

Vi kan se hende i kirkebogen 1844, men desværre står der ikke, hvor familien Jessen bor.

 

I folketællingen 1845 står de ikke, men i 1850 findes de som boende Nørregade 2 i Randers.

 

Ida Johnsen er ikke i begravelsesprotokollen for Østre Kirkegård, som var den eneste i Randers Købstad på det tidspunkt.

 

 

Kilde:

 

https://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1014/?fbclid=IwAR1LdifkVlUqezoCe9Rh0Yx9IpyM73c7_7-

ynvzjiXzf8m9luXXLTe2rKBE

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.537 artikler. I artiklen nævnes en del om De Slesvigske Krige og 1864. Kig under denne kategori her på siden. Den indeholder 33 artikler.

 

Pastor Frimodt nævnes også. Læs mere om denne under Nørrebro (286 artikler) her på siden:

 

• Johannes Kirke
• Kirker og mennesker på Nørrebro
• Kan du råbe mig Nørrebro op?