Vi skal styrke historiebevidstheden

Frasorteret på grund af nedadgående historiebevidsthed. En københavner og ”Genforeningen”. Hold lige igen med selvforherligelsen. Det er sønderjydernes egen fortjeneste. Scavenius: ”Udspillet skal komme fra tyskerne selv”. Sindelagskontrol og splittede familier. Man skal ikke lade sig styre af følelser og mavefornemmelser, når det drejer sig om grænsedragning. Ordet Sønder – Jylland brugt i 1743, Det var ikke gamle feudale tilhørsforhold, der blev gendannet. Det moderne Danmark blev skabt i 1920. I 1920 var der langt flere tyskere i Flensborg. I 1840’erne foretrak man et blandet samfund. Slesvig – Holstenere ønskede at frigøre sig. I Danmarkshistorien bliver de udråbt som landsforrædere. Bitter strid i det sønderjyske. ”I skal ikke blive glemt”. Det var også andre grænser. Tyskerne anerkendte ikke grænsen. Tysk støtte til tyske landmænd nord for grænsen.  

 

Frasorteret på grund af nedadgående historiebevidsthed

Når man sidder og beskæftiger sig med historie, må man være forberedt på at blive frasorteret på grund af nedadgående historiebevidsthed eller mærkelige algoritmer.

Jo historiebevidstheden er nedadgående. Man sluger alt det, der kommer på skrift også omkring den såkaldte ”Genforening”. Men lad os håbe, at dette kan give anledning til at tænke over, hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen. Vi kan måske også begynde at tænke over, hvorfor tyskerne reagerer så stærkt på flygtningepolitik, grænsekontrol og vildsvinehegn.

 

En københavner og ”Genforeningen”

Jeg fortæller vidt og bredt, at jeg skal til Sønderjylland og holde festtale til en Afstemningsfest i Rens. Egentlig ved jeg endnu ikke, hvad jeg vil sige. Det er så meget at tage af. Men også her bliver man mødt af fordomme:

• Hvad ved en skide københavner om, hvad der sker hernede?

Måske et berettiget spørgsmål. Men hvor bliver det skønt at møde gamle kammerater og kunne tale og lytte til sønderjysk, som ikke lige sådan er til at udrydde. Og måske kan man også lige korrigere de misforståelser der er ude i forbindelse med den såkaldte ”Genforening”.

 

Hold lidt igen med selvforherligelsen

Åbenbart er sandheden stadig ilde hørt. Det gælder også for besættelsestiden. Men man skal selvfølgelig være modtagelig for kritik.

Hold nu lidt igen med selvforherligelsen. Jo Nordslesvig var en del af den danske helstat. Men det er nu engang ikke det samme som det danske kongerige. Hertugdømmet Slesvig blev delt på midten. Nordslesvig blev en del af det danske kongerige.

• Velkommen hjem til Sønderjyderne

Ja sådan stod det på forsiderne dengang efter afstemningen den 10. februar.

 

Det er sønderjydernes egen fortjeneste

”Genforeningen” fejres også i København. Der var inviteret VIP’ s i Det Kongelige Teater for at markere begivenheden. Men egentlig ville Danmark eller København slet ikke Nordslesvig. Det har vi berettet om i tidligere artikler. Den danske ambassadør i Berlin mente, at Nordslesvigerne lige så godt kunne vænne sig til at lade germanisere.

Danmark skal nok ikke bryste sig af at vi fik en afstemning. Det var ene og alene sønderjydernes egen fortjeneste, at der kom en afstemning.

Den danske regering mente, at de dansksindede ”oprører” nede i Nordslesvig var irriterende. De kunne ødelægge det ”gode” forhold til Tyskland. Selv Stauning bedyrede over for sine tyske partikammerater i 1917, at man sandelig ikke bakkede de oprørske dansksindede op.

 

Scavenius: Udspillet skal komme fra tyskerne selv

Scavenius ville ikke have, at det Nordslesvigske spørgsmål skulle diskuteres på fredskonferencen sammen med de allierede. Det kunne man selv diskutere med tyskerne. Men udspillet skulle komme dernede fra.

 

Sindelagskontrol og splittede familier

Glemmes skal det jo ikke, at den ny grænse i 1920 skabte et dansk mindretal i Sydslesvig og et tysk mindretal i Nordslesvig. Dette førte i mange tilfælde til splittede familier og venskaber. Begge mindretal oplevede i den grad diskrimination og sindelagskontrol. De dansksindede i Sydslesvig er for flertallets vedkommende tyske statsborgere. Og de tysksindede i Nordslesvig er for det meste danske statsborgere.

Glemmes skal det ikke, at det dansk – tyske grænseland var som mange grænseregioner spændingsfyldt. Det er flere jubilæer, der skal fejres. I den forbindelse er det meget mærkeligt at høre, når sønderjyske politikere mener, at man i det tyske mindretal nærmest skal tvinges til at bruge benævnelsen ”Genforening”

 

Man skal ikke lade sig styre af følelser og mavefornemmelse

Der findes ikke kun en fortælling om ”Genforeningen”. Husk lige det. Man skal ikke lade sig styre af følelser og mavefornemmelser. Man må gå til enhver grænsekonflikt med forstand og langsigtede overvejelser, hvad der tjener helheden bedst.

 

Ordet ”Sønder -jylland” brugt i 1743

Det var en provins, der blev opdelt. Slesvig var historisk altid samlet. Nu blev Nordslesvig til Sønderjylland i dansk terminologi. Betegnelsen Nordslesvig nu kun brugt af det tyske mindretal, ligesom det meste af det danske mindretal, som også bruger betegnelsen Sydslesvig. Jo navnet Sønder – Jylland blev brugt i 1743. Nord for Kongeåen havde vi betegnelsen Nørrejylland.

Det var biskop Erik Pontoppidan, der i 1743 holdt et foredrag med titlen:

• Det danske Sprogs Skiæbne og forrige saavelsom nærværende Tilstand i Sønder-Jylland eller Førstendømmet Slesvig?

For at gøre hele historien endnu mere kompliceret, så er navnet Sønder – Jylland en del ældre end Slesvig.

 

Det var ikke gamle feudale tilhørsforhold, der blev genoptaget

Nå nogen tøver med at bruge benævnelsen ”Genforening” er det jo fordi er, at det ikke er at fornægte, at Slesvig sammen med Holsten og Lauenborg før 1864 havde en lang historie som hertugdømmer med danske konger som lensherrer.

Men det var ikke det gamle feudale tilhørsforhold, der blev genoptaget. Det var en ny tid, der begyndte. En tid, hvor Slesvig var skåret over. Den danske del fik fra 1970 betegnelsen ”Sønderjyllands Amt”. Og nu hedder det så Region Sydjylland.

 

Det moderne Danmark blev skabt

I 1920 fik vi et område, hvor der blev talt dansk i et vist omfang. Samtidig havde vi i 1918 skibet Island af. Vi havde Grønland og Færøerne i riget, men deres økonomiske og befolkningsmæssige betydning var mindre. Det betød, at der kunne skabes en samling af befolkningen, en enhedskultur som kunne udvikle sig til den danske velfærdsstat.

Danmark blev en nationalstat. Ved at indlemme de overvejende dansksindede sønderjyder havde man for første gang nogensinde opnået overensstemmelse mellem den danske stat og det danske folk. Det moderne Danmark, som vi kender i dag, geografisk og folkelig, var skabt. Var de den 10. februar 1920 den dag det egentlige demokrati blev skabt i Danmark?

 

I 1920 var der langt flest tyskere i Flensborg

Vi fik Påskekrisen. Og stridens kerne var kongens og store dele af befolkningen var frustreret over, at Flensborg ikke kom med til Danmark efterfolkeafstemningen. Men egentlig havde man jo vel heller ikke regnet med dette. Kongehuset fik dog afklaret, at de absolut ingen indflydelse har på en regeringsdannelse.

Flensborg havde dansk befolkning i 1864, men det havde de ikke i 1920. Det havde H.P. Hanssen sagt hele tiden. I Flensborg var de gode til at tiltrække nye beboere syd fra. Men i København ville man alligevel have haft Flensborg med til Danmark trods stort tysk flertal. Efterfølgende blev H.P. Hanssen jo nærmest gjort til forræder. Ved festlighederne i Dybbøl var det kun allernådigst at han fik lov til at tale.

 

I 1840’erne ville man have et blandingssamfund

Man glemmer også lige at nævne, at mange sønderjyder jo faktisk ikke ville indlemmes i Danmark. Underskriftsindsamlinger og andre kilder fra perioden viste, at i 1840’erne viste et flertal, at man ønskede at bevare det dansk – tyske blandingssamfund, som de var vant til. Men det var de yderliggående på begge sider, der vandt. Slesvig blev til sidst blandet i et dansk og i et tysk. Blandingssamfundet forsvandt.

 

Slesvig – Holstenerne ønskede at frigøre sig

Der er mange, der i tidens løb har haft en menig om, hvor grænsen skulle ligge. Man vil gerne lægge fortidens stridigheder bag sig. Grænsen var til diskussion i 1848, da Slesvig – Holstenerne ønskede at frigøre sig fra den enevældige danske kongemagt med fri forfatning. Det førte til krig, afskaffelse af enevælden og en demokratisk grundlov i 1849 – i det mindste i kongeriget. Det vil sige, at arbejderne nok ikke synes, at den var så demokratisk.

I Danmarkshistorien er de Slesvig – Holstenske oprører gjort til landsforrædere.

Men det lykkedes aldrig at formulere en fælles forfatning for kongeriget og hertugdømmerne. De sidstnævnte forblev enevældig styret.

Det drejer som om 1800-tallet og 1900-tallet. Hvor hørte Nordslesvig til sprogligt, statsretsligt og sindelagsmæssigt. Frem til indlemmelsen gik mange i Slesvig fra at have en lokal slesvigsk identitet til at føle sig national tilknyttet til enten Tyskland eller Danmark. Ved afstemningen stod man over for et sort-hvidt valg:

• Føler du dig dansk eller tysk? Slesvigske mellemtoner var stort set forsvundet

Efter afstemningen var det folket, der symboliserede nationen før var det kongen.

 

I 1863 var grænsen igen til diskussion

November – forfatningen 1863 satte igen grænsen til diskussion. Det førte så til den næste krig og nederlaget på Dybbøl 18. april 1864, ny grænsedragning ved Kongeåen og en ny grundlov i 1866. Nu begyndte man at tvivle om Danmark kunne overleve som selvstændig stat med et selvstændigt sprog. Christian den Niende havde følere ude til Det Tyske Forbund om Danmarks optagelse heri. Det taler man heller ikke gerne om.

 

Vi havde en chance til fredskonferencen

Men det mest afgørende er nederlaget og tabet af hertugdømmerne (og alt tysk), at lighedstegnet mellem på den ene side folk, sprog og kultur og på den anden side stat etableres. Den danske nationalstat blev på en sørgelig baggrund en realitet den dag på Dybbøl, men dermed fødtes også de folkelige bevægelser i resten af århundredet.

Vi glemmer også den famøse fredskonference i London, hvor vi havde chancen for at få Nordslesvig med Flensborg. Men nej, vi troede stadig at vi kunne få det hele. Bismarck tilbød os, omtrent den grænse vi har i dag plus Flensborg.

 

H.P. Hanssen startede allerede i 1880’erne

Afstemningen den 10. februar 1920 kom ikke af sig selv. Det var ikke fordi, at Tyskland tabte krigen eller fordi Wilson foreslog en afstemning. Og det var heller ikke fordi den danske regering havde foreslået. Nej, det var skam dansksindede sønderjyder, der havde presset på, for at få den afstemning, de tidligere var blevet snydt for. Nu var der dog ikke et juridisk belæg for, at preusserne skulle afholde denne § 5 – afstemning.

Allerede i slutningen af 1880’erne var H.P. Hanssen den drivende kraft bag organiseringen af de danske nordslesvigere. Det var også ham, der som medlem af den tyske rigsdag fik skabt grobund for en officiel tysk stillingtagen til en folkeafstemning i Slesvig. Det var også ham, der var drivkraften bag den såkaldte Aabenraa – resolution den 17. november. Men også her kunne danskerne ikke blive enige.

 

Bitter strid i det sønderjyske

Flensborgbevægelsen ønskede modsat H.P. Hanssen en grænse syd for Flensborg, selv om byen var overvejende tysk. Så var det de nationalkonservative Dannevirkemænd og Ejderfolk, der påberåbte sig en historisk ret til en grænse ved Dannevirke eller endnu sydligere ved Ejderen.

Disse forskellige holdninger skabte megen bitter strid og splittede familier og venner i Sønderjylland. Således var der folk, der holdt sølvbryllup to gange, en for Aabenraafolk og en anden for Flensborg – folk.

Men vi fik da også et tillæg til grundloven her i september 1920.

 

”I skal ikke blive glemt”

Statsminister Neergaard sagde dengang til de dansksindede syd på, at de aldrig skulle blive glemt. Og man har da heller aldrig stillet spørgsmålstegn ved de cirka 500 mio. kr., som de får hvert år.

Grænseforeningen blev oprettet den 2. november 1920 på baggrund af udbredt utilfredshed med folkeafstemningen 1920. Man håbede på, at der senere kom mulighed for en grænserevision. En af de mest aktive, der kæmpede for en grænse ved Ejderen var A.P. Møller. Ja tilsvarende håbede det tyske mindretal også for at få Kongeå – grænsen tilbage.

Ja regeringens fald i 1947 handlede jo netop også om spørgsmålet om grænserevision. Det var statsministeren, der i løbet af 1946 havde gjort sig til talsmand om en grænserevision.

 

Der var også andre grænser

Der var jo også andre grænser. Toldgrænsen har fra 1200-tallet ligget ved Kongeåen. Den blev i 1850 flyttet til grænsen mellem Slesvig Holsten ved Ejderen. I lange perioder var der også toldgrænser mellem de forskellige hertugdømmer, hvor okser for eksempel skulle fortoldes.

De administrative forhold i hertugdømmet har medført grænser, der har gjort forholdene særdeles komplicerede for eksempel med de kongerigske enklaver og det frisiske Utland ved vestkysten. Det tog for eksempel 70 år at planlægge vejstrækningen Tønder – Ribe. Det, der gjorde ekstra vanskeligt var, at strækningen skulle gå gennem tre kongerigske enklaver.

Man havde også vanskeligheder ved at administrere de retslige grænser, som netop var bestemt af, hvem der udøvede retten til at afsige domme. De kirkelige grænser skyldes bl.a. de forskellige bispedømmers afgrænsninger, der netop i Sønderjylland har ændret sig meget gennem tiden.

Kirkesprogsgrænsen blev fastlagt efter Reformationen og bevirkede, at det nordlige Slesvig fik dansk kirkesprog, mens det sydlige fik tysk. Der var også sproggrænser mellem højtysk, plattysk, sønderjysk, rigsdansk, øfrisisk og fastlandsfrisisk. Disse sproglige grænser har også flyttet sig mærkbart i tidens løb. I første halvdel af 1800 – tallet rykkede grænsen mellem dansk og tysk talesprog således kraftigt mod nord.

 

Sindelagsgrænser

De kulturhistoriske grænser kom bl.a. til udtryk i byggeskik, navneskik, klædedragt og kostvaner.

De sindelagsmæssige eller identitetsmæssige grænser i Sønderjylland er i en klasse for sig selv. De kan være både slægts – og traditionsbestemte eller resultater af individuelle, personlige valg. De identitetsmæssige grænser går undertiden gennem familier og landsbyer. Da de er konstant under forandring, kan de være svært at indfange.

Nordslesvig skulle hurtigst muligt blive til Sønderjylland. Det skulle ikke længere være en del af Slesvig. Nu skulle det være en del af Jylland og Danmark. Man ville for alt i verden forhindre at den nationale konflikt i at undergrave den ny grænse.

 

Det var ikke billigt

Der blev postet masser af penge i den nye landsdel. Vej- og jernbanenet blev udviklet. Elektricitet og telefonsystemer blev moderniseret. Det var både fordi det var tiltrængt, men lige så meget for at få det til at hænge sammen med det øvrige Danmark. Det gjaldt både praktisk og symbolsk. Samtidig skulle produktionen omstilles, så det passede bedre med dansk økonomi.

Landbruget skulle lægges om, så det kunne levere smør og bacon til det britiske marked. Byerhvervene måtte vende handlen mod nord, hvor den tidligere var gået mod syd. Det var en lang proces. Det krævede meget store investeringer.

 

Tyskerne anerkendte ikke grænsen

Fra tysk side var situationen anderledes. Man anerkendte aldrig den nye grænse. På forskellig måde forsøgte man at opretholde kontakten til Nordslesvig. Det skete både af de officielle kanaler og ved underhånden at give økonomisk støtte til det tyske mindretal.

Fra begyndelsen af 1920’erne erkendte de tyske myndigheder i Kiel og Berlin, at man ikke kunne klare sig i den økonomiske konkurrence med danskerne. I stedet skulle man slå på tysk kultur, der var den danske klart overlegen. Der skulle ydes kulturel støtte til mindretallet for på den måde at vinde øget støtte i Nordslesvig.

 

Der måtte ikke tages kontakt til tyskerne

Den danske grænsepolitik var i løbet af 1920’erne mere rigid ”Den følte grænse” var midlet. Målet var at der var så få kontakter over grænsen som muligt. Grænsehandel skulle forhindres, og man ville ikke acceptere arbejdsmigration over grænsen. Det gav en række økonomiske ulemper for handlende nær grænsen. Mange arbejdsgivere var vant til at hente medhjælpere på den anden side.

Den danske regering ville dermed hindre, at mindretallets landmænd og erhvervsdrivende i Sønderjylland hentede tyskere op. Det mest absurde eksempel på dansk symbolpolitik var at borgerne i Flensborg blev nægtet adgang til Kollund Skov, som var ejet af byen. De danske myndigheder ville ikke have flensborgere rendende rundt på dansk jord.

 

Tysk støtte til tyske landmænd nord for grænsen

Den tyske regering støttede efterhånden tyske landmænd i Nordslesvig ved fra 1926 give penge til ”Kreditanstalt Vogelgesang”. Under landbrugskrisen i slutningen af 1920’erne hjalp kreditanstalten trængte tyske landmænd. De ydede også lån til tyske landmænd, som kunne overtage danske ejendomme. Missionen lykkedes ikke rigtig, fordi der på dansk side var langt flere midler til rådighed via de almindelige kreditforeninger.

 

 

 

 

 

Kilde:

• Inge Adriansen m.m.: Sønderjylland A-Å
• Hans Schultz Hansen: Genforeningen
• pol.dk
• jyllands-posten.dk
• vimo/general.dk
• Weekendavisen

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.488 artikler. Heraf er 123 inden for kategorien ”Indlemmelse, Afståelse og genforening”

• Se en liste over artikler bag artiklen ”Velkommen til Indlemmelse, Afståelse og Genforening”
• Tiden omkring 1920 i Sønderjylland
• Det er 100 år siden
• Da Danmark blev samlet.