Historien om Gåsen – et vigtigt husdyr og overtro

 

Hver enkelt gård og husmandssted havde normalt to – tre gæs gående. Det var et vigtigt husdyr. Man forstod også at bruge alt på det. I byen ville borgerskabet gerne byde en god pris for en gås. Der var forbundet masser af overtro med den, og så kunne den forudsige vejret: Man lavede sange om alt, hvad gåsen kunne bruges til. Og det første arbejde som børnene blev sat til, var at passe gæs. Man tog gæssene ind, når de skulle lægge æg. Hvis ikke man havde en indhegnet ”puthave”, ja så måtte pigen i huset holde øje med dem, hvis nu ræven eller et andet rovdyr nærmede sig.

 

 

 

Over alt i landet var det langt op i 1900-tallet normalt, at hver gård havde et par gæs til at give en ekstra indtægt. I skifter, som er optegnelser over, hvad de enkelte gårde ejede, kan man se, at hver gård og husmandssted havde mindst én og gerne to eller tre gæs helt tilbage fra 1600-tallet. I løbet af de næste 300 år skete der ikke store ændringer i gåseholdet. Enten havde bonden livgæs, som han beholdt år efter år, til de ikke kunne lægge æg mere, eller også havde han stubgæs, som var halvvoksne gæs, han opkøbte i august, og som blev fedet op på stubmarkerne efter høsten.

 

Gåsen var et vigtigt husdyr, og man forstod at udnytte alle dele af den.

Intet fik lov at gå til spilde. Man kunne selvfølgelig spise kødet, fedtet og indmaden eller sælge det, som mange gjorde, fordi borgerskabet i byerne gerne ville give en god pris for kødet. Dun og fjer blev stoppet i dyner og puder. Vingerne blev brugt som små koste. De afribbede fjer blev lavet til skrubber. Udover at fedtet blev spist, kunne det bruges som smørelse til hjulet på spinderokken og hestevognen.

 

Folk troede også, at de kunne forudsige vejret ud fra gåsens skrog. Det kunne også bruges til at lave legetøj af som dukkestole og springgæs. I H.C. Andersens eventyr om “Springfyrene”; springer en loppe, en græshoppe og en springgås om kap, og da det er springgåsen, der vinder, får han lov at gifte sig med prinsessen. Luftrøret blev tørret og brugt til både rangler og garnvindsler, og faktisk var man så glad for gåsen, at man lavede sange om alle de gode ting, den kunne bruges til.

 

Gåsens anvendelsesmuligheder er nærmest uendelige, men historien om gåsen er også historien om livet på landet. Et liv med hårdt arbejde næsten hele livet. Det var normalt, at alle hjalp til i driften af gården, og det første arbejde børnene blev sat til, var ofte at passe gæssene. Selvom gården måske kun havde 2-3 livgæs, var der jo gæslinger hele sommeren, og dem skulle der passes godt på indtil slagtningen. Flere mennesker født i 1800-tallet har fortalt, hvordan dét at passe gæssene var det første arbejde, man blev sat til. Derefter kunne man så gå videre til at passe større dyr som får eller køer.

 

Gæslingerne var meget værdifulde, og der blev passet godt på dem. Ud over at give dem føde og ly gjorde man alt muligt for at beskytte dem, for de var udsat for mange farer. Overtro og magi var en helt naturlig del af hverdagen på landet i 1800-tallet. Både gasen, katte og rovfugle kunne være efter de små gæslinger. Især glenten var en stor gæslingetyv. Derfor lod man gæslingerne løbe igennem et bukseben, for så mente man, at rovdyret i stedet ville se en mand. Eller man kunne putte de nyklækkede gæslinger gennem et hestekranium eller hoftebenet af en hest, for at de skulle se ud Som en hest. Der var også overtro forbundet med overhovedet at få gæslingerne. Til jul blev de voksne gæs fodret med byg, fordi det skulle hjælpe på dyrenes frugtbarhed og så ville der ikke mangle gæslinger til foråret.

 

Normalt gik gæssene udenfor, men til jul kom de ind i huset, og så blev der passet ekstra godt på dem. Man satte for eksempel en synål i deres vinge julenat, for at de onde kræfter, der var på spil, ikke skulle skade gåsen. Man mente nemlig, at stålet, nålen var lavet af, var ondt afværgende. De voksne gæs kom også ind i perioden omkring æglægningen, for så var det lettere at holde øje med, om alt gik, som det skulle. Gæssene fik ikke lov til bare at løbe rundt inde i huset. I stedet lå de i en gåsebænk. Bænken var til at sidde på, men indeni var der plads til, at der kunne ligge gæs og udruge deres æg.

 

Gæssene lå i de små rum, bænkens sæde var opdelt i, og her kunne de få foder ind gennem et lille hul forrest, eller de kunne stikke hovedet ud, når der var føde til dem. De kunne godt finde på at nappe dem, der sad på bænken, i benene, så det var med at holde øje med dem, hvis man ikke ville have blå mærker. Når gæslingerne var udrugede, kom gæssene ud igen.

 

Man kunne f.eks. have en puthave, en indhegnet afdeling af haven, og her kunne de få lov at gå lidt rundt sammen med hønsene. Det var dog nødvendigt, at pigen i huset holdt sig i nærheden for at holde ræven og andre rovdyr væk. Hvis ikke man havde en puthave, måtte man lave en anden slags indhegning eller have en person til hele tiden at holde øje med gæssene. Og deres unger.

 

 

 

Her ses Hans Smidths maleri: Flokke af gæs drives gennem Rye, fra 1879

Randers Kunstmuseum (vises på Facebook)

 

 

.

Kilde:

https://www.grevemuseum.dk/media/22752/uv_gaas.pdf?fbclid=IwAR3wMOEmoitBAh3Fd9i56cJEi1H8K06cSEtdwq90Y_oZ79zXpLP_p-4fyAg

[image: 71234213_2964761086873992_2679224131370614784_n.jpg]