Tændstikfabrikker på Nørrebro

Der var masser af tændstikfabrikker dengang. Der var svolstikkefabrikker på Nørrebrogade 66 og Thyrasgade 5. En af fabrikkerne flytter til Allersgade. Og så flytter en fra Mariedal til Pedersdal. Jo og så var der ind i baghuset til Brohuset. Det bliver senere til værtshus. En ulovlig fabrik finder vi på Nørrebrogade 106. Så var det Pallesen 6 Co på forskellige adresser. Kronen bliver senere til Nørrebro Tændstikfabrik. Den store brand i 1892 samlede mange tilskuere. Fem sprøjter var i kamp med ilden. Nogle nysgerrige måtte hales op af ladegårdsåen. H.E. Gosch & co overtager rester. Vi præsenterer Hellerup Tændstikfabrik. De gik sammen med Glødefri. Fabrikken springes i luften. Og så byggede den op igen. Den lukker i 1960. Men der var sandelig også lige Tændstikfabrikken Solo i Læssøgade. Ja og en reklametændstikfabrik lå i Nannasgade og senere i Bragesgade

 

Svovlstikken, Nørrebrogade 66

Lige over for Assistens Kirkegård anlagde Peter Nielsen en svovstikkefabrik i en bagbygning til Nørrebrogade 66. Der findes ikke mange oplysninger om ham. Men den 10. januar 1866 indrykker Peter Nielsen en annonce i avisen:

 

• Svovlstikken, Nørrebrogade 66, anbefaler sit lager af såvel runde som firkantede svovlstikker til billige priser.

 

På det tidspunkt, er der begyndt at komme en række beboelsesejendomme på Nørrebrogade. Det virker derfor en del forargelse at sådan en fabrik ligger midt i det hele.

På grund af dette flytter Peter Nielsen sin fabrik til gården Mariedahl i 1867.

 

Svolstikkefabrik, Thyrasgade 5

Carl Conrad Kjær var egentlig ingeniør. Han søgte lokaler på Nørrebro. Han havde set, at J.H. Therp var ved at opføre et to etagers hus i Thyrasgade 5. Han havde selv tænkt sig at bebo kvistlejligheden.

Carl får en aftale med Therp om at leje 1. salen til beboelse og stueetagen til svovlstikkefabrik. Carl sender sine ansøgninger til myndighederne. Han opnår forholdsvis ubesværet at få tilladelsen at få tilladelse fra sundhedskommissionen, og det uden at der er skorsten på huset.

Han sender tegninger af tre murede ovne, som han vil benytte til smeltning af svovlet og satsen med fosforet samt opvarmning af pindespidserne. Carl får sine ønsker igennem og kan nu oprette fabrikken.

 

Fabrikken flytter til Allersgade

Allerede i maj 1870 er fabrikslokalerne i huset i Thyrasgade blevet for små. Samtidig er der indløbet klager over røgen fra fabrikken. I henhold til myndighedernes krav skal han derfor bekoste en høj skorsten.

Han vælger at flytte fabrikken i den yderste ende af Allersgade, så langt ude, at ejeren har måttet bekoste fortov og rendesten helt forbi ejendommen.  Bygningen var ideel. Den ligger uden nærmeste naboer og er forsynet med en 18 alen høj skorsten, som var forberedt for installation af en dampkeddel og dampmaskine.

Carl havde brug for kapital. Han allierer sig med hjemvendte søofficerer fra handelsflåden, A.A.H.C. Gotlieb. Han havde den fornødne kapital. Samtidig med lejemålet sørger Carl samtidig for en udvidelse. Den 17. august er Kjær & Gotlieb en realitet.

 

Fra Mariedal til Pedersdal

På Frederiksberg har Peter Nielsen i 1866 indrettet en mindre svovlstikkefabrik i en af bygningerne på grosserer Hages ejendom, Mariedal. Men i efteråret 1870 begynder Hage at udstykke. Han river også en del bygninger ned. Bl.a. også den, som Peter Nielsen havde lejet sig ind i.

Med grosserer Hages mellemkomst finder man et nyt lejemål. Det bliver i baghuset på Pedersdal på Lygtevejen 33 (Nørrebrogade). Her boede bødelen i ældre tid. Forhuset til Pedersdal blev i mange år brugt som Nora-Biograf. Og ja, det var Peter Nielsen, som vi startede med.

På grund af den store konkurrence opgiver han allerede sin fabrik i marts 1872.

 

En fabrik i baghaven til Brohuset

Den 64-årige kalkværksejer Johan Wilhelm Krause etablerer sammen med sin søn en svovlstikkefabrik i baghaven til Brohuset, der ligger lige op til Ladegårdsåen ud for en af de små broer, der fører over denne, Bangerts Bro.

Efter et par år uden den store succes lejes huset ud til telegrafist Herman Carl Lund, der i den tidligere fabrik starter en produktion af fernisser og stentryksfarver, som han havde erhvervet 5 års eneret på.

Men efter et pat år finder han dog andre lokaler. Krause indretter nu Brohuset til forlystelsessted med keglebane og udskænkning.

 

En ulovlig fabrik, Nørrebrogade 106

Lidt længere inde på Nørrebro, på Nørrebrogade 106 har købmand Hans Nicolai Hartmann i 1866 lejet en bindingsværksbygning og et mindre træskur i baggården af fabrikant A. Tvede.

Her starter han en produktion af svovlstikker. Men da bygningen ikke er grundmuret som loven foreskriver, søger Hartmann efter andre muligheder. Han finder adressen, Vesterbrogade 25. men brandvæsnet afslår tilladelsen, da nabohusene er bindingsværkshuse.

Han fortsætter derfor produktionen på Nørrebrogade 106. Samme efterår kommer politiet. Også de træskure, han har lejet er ulovligt opført. Tvede får en bøde på 30 rigsdaler.

Men af en eller anden grund bliver sundhedspolitiet ikke orienteret, så Hartmann fortsætter sin produktion. Men han må stoppe efter et par år. Fabrikken var ikke stor nok.

 

Pallesen & Co på forskellige adresser

Efter nogle år er Gotlieb trådt ud af firmaet på Allersgade. Kjær kan ikke finde penge til at omlægge produktionen. Han nedlægger sin fabrik og rejser til Sverige, hvor han kommer til at lede en tændstiks fabrik. Men maskiner m.m. bliver solgt til to unge Oscar Davidsen og Charles E. Pallesen.

Pallesen & Co etablerer sig i en lille kælderlokale på Tagensvej 4. De går dog stille med dørene. Men da de ser, at der over på den anden side er større lokaler til salg lige ved siden af Tagens Mølle slår de til. Men det bliver dog kun et kortvarigt lejemål.

I den nærliggende Rådmandsgade kan de få deres eget. Og de etablerer sig på hjørnet ved Dagmarsgade. Her bygger de deres egne bygninger. I 1875 står bygningerne færdige og produktionen kan få alvor gå i gang.

Desværre bliver Pallesen uhelbredelig syg. Han når aldrig at se sit livsværk vokse op. Da hans helbred begynder at svigte, rejser han til sin fødeby Næstved for at blive plejet af forældrene. Da Pallesen dør i 1876 bevarer Davidsen navnet i respekt for sin ven.

 

Tændstikfabrikken, Kronen

Lidt længere inde på Nørrebro, nærmere bestemt på Nordvestvej (Rantzausgade) 11 er premierløjtnant Niels August Wolff i 1875 i gang med at etablere både tændstikfabrik og cigarbutik i den ejendom, han lige har købt af tømmermester Jørgen Hansen.

Han kalder sin fabrik for Kronen. Tændstikfabrikken etableres i kælderen i ejendommen på Nordvestvej og cigarfabrikken i kvistetagen. Den mellemliggende etage lejer tømmermesteren i første omgang selv.

Efter et års inddrager han også dette lejemål til oplag af 100.000 tændstikker. I 1876 bliver Wolf, der stadig er tilknyttet artilleristaben flyttet til Tøjhusafdelingen. Han har nu ikke mere tid til både at passe cigar – og tændstikfabrikken. Derfor sælger han tændstikfabrikken til Peter Andreas Andersen og Jens Johansen. De to omdøber fabrikken til Kronen v/P. Andersen & Co.

Efter forslag fra Wolf ansættes Emil Gundestrup som forretningsfører og fuldmægtig. Og det er egentlig ham, der driver fabrikken.

Makkerskabet mellem de to investorer holder kun et lille års tid, så vælger Peter Andersen at træde ud og overdrage dette til Jens Johansen.

Jens’ interesse for fabrikken rækker kun et par år. Hvor Emil Gundestrup vælger at købe ham ud. Fabrikken bliver nu omdøbt til Emil Gundestrup & Co.

Den 30-årige Heymann køber ejendommen og året efter indgår det i et interessentskab om at drive fabrikken med Gundestrup som daglig leder og Heymann som prokurist. Denne bliver så interesseret i tændstikproduktion, at han i 1881 får borgerskab som tændstikfabrikant.

 

Fabrikken omdøbes til Nørrebro Tændstikfabrik

I 1888 dør Emil Gundestrup pludselig kun 50 år gammel. Ferdinand Heymann må fortsætte fabrikken alene. Han ændrer navnet til Nørrebro Tændstikfabrik. Heymann er nu eneejer af både grund og fabrik.

De næste år foretages en række forbedringer og tilbygninger. Paraffineringen bliver flyttet, for at forbedre arbejdsforholdene, idet dunsterne herfra var uudholdelige for såvel de arbejdere, der arbejdede direkte med det, som for de øvrige arbejdere i fabrikken. Der bliver bygget til for yderligere at forbedre arbejdsforholdene for hans hen ved 50 ansatte.

Også produktionsapparatet bliver forbedret. Der bliver installeret kogekedler for tilvirkning af satsen. I 1890 installerer Heymann en 8 – hestes dampmaskine, hvorfra spildevandet bruges til at opvarme arbejdslokalerne og tørrestuerne. Allerede året efter bliver en ny fabriksbygning opført. Fabrikken er i rigtig god fremgang.

 

Den store brand 1892

Men den 28. januar 1892 om morgenen går det galt. Fabrikken havde allerede i 1885 været ramt af en mindre brand, der kun gjorde mindre skade. Men denne gang var det mere alvorligt.

En dreng var ved at tage en træramme med skårne pinde ud af ovnen i tørrestuen, da tændstikkerne pludselig antændes og går i brand. Han prøver at slukke branden med vandslangen. Desværre viser det sig, at denne er i uorden.

Nu breder branden sig i lynets hast til andre rammer i ovnen. Herefter breder den sig til svovl, spåner og øvrige materialer. Ilden spreder sig derefter lynhurtig til pakkeetagen og til kvisten, hvor der netop i den senere tid er blevet oparbejdet et meget stort lager af tændstikker i æsker og pakker.

Da brandvæsnets sprøjter efterfulgt af en hob af nysgerrige ankommer, står bygningen i lys lue. Redningsarbejdet koncentrerede sig om at redde den nærliggende fabriksbygning og skorstenen samt Meyrings Bageri på Griffenfeldsgade.

 

Fem sprøjter i kamp mod ilden

Politimester Steffensen må afspærre hele kvarteret for de mange nysgerrige. Den kvælende røg havde spredt sig.

Fra de fem sprøjter lægges slanger ud helt ned til Blågårdsgade, hvor der etableres pumpeværk. Slukningsarbejdet ser vanskeligt ud. Vicebrandinspektør Carlsen vælger at tilkalde dampsprøjten. Men da den endelig ankommer, har man fået bugt med ilden, så den returnerer.

Hen på eftermiddagen er ilden blevet slukket. Der står kun rå mure og noget af stueetagen tilbage. På gårdspladsen flyder det med bjerge af æsker og træklodser som brandvæsnet har prøvet at rive ud af bygningen for at få bugt med ilden.

I stueetagen driver det med vand mellem alle de nedstyrtede og ødelagte maskiner. Loftet over stueetagen hænger faretruende på grund af trykket fra taget, og den store mængde slukningsvand. Rundt på pladsen løber arbejdere forvirret rundt og prøver at redde træsko, frakker og andre ejendele.

 

Folk må hales op af Ladegårdsåen

Til alt held kommer ingen til skade ved branden ud over den droskekusk og hans passager, der prøver at forcere Ladegårdsåen for at skyde genvej til brandstedet. De synker begge i til livet. Politiet må på ekstraarbejde for at redde de to våde personer og af åen.

 

H.E. Gosch & Co aftager rester

Umiddelbart efter kan branden opgøres til over 60.000 kroner, hvilket Heymann på dette tidspunkt har forsikret. Heymann meddeler, at hans arbejdere vil få løn for de næste uger, indtil han har fået større overblik over situationen.

Ti de omkringboendes store tilfredshed går Heymann med til at genetablere fabrikken et sted uden for byen. Han prøver at rejse kapital i et aktieselskab. Men han må indse, at 150.000 kr. kan han ikke nå.

Heymann underskriver en kontrakt med H.E. Gosch & Co, om at de aftager de råmaterialer og kemikalier, som de kan bruge. Samtidig indgår de en aftale at Heymann har førsteret til at købe maskiner og inventar med undtagelse af dampkedelen og dampmaskinen.

Gosch tager sig godt betalt, og samtidig Heymann skrive under på, at han ikke inden for de næste 8 år må drive eller gå ind nogen form for tændstik-produktion eller handle med nogen andre fabrikater end dem, der fremstilles hos H.E. Gosch & Co. ’ s fabrikker. Endnu en konkurrent var dermed bragt ud af spillet.

Han beholder dog endnu navnet Nørrebro Tændstikfabrik.

 

Tændstikfabrikken Glødefri

I maj 1901 startede Edward Hans Jørgensen en tændstikfabrik i Heimdalsgade 37 – 39. Han fandt det geniale navn Glødefri. Pr. dag blev der produceret 40.000 – 50.000 æsker.

Det var den første fabrik herhjemme som blev anlagt for produktion af Glødefri – altså imprægnerede tændstikker. Den kaldte sig ”Aktietændstikfabrikken Glødefri”.

Glansperioden var, da man lancerede mærkerne ”Niels Ebbesen, Sort Sats og Glødefri samt Rød Sats.

I 1906 blev virksomheden anklaget af Gosch for at kopiere deres produkter. Dette kostede 500 kr. Samme år nedlagde kvinderne arbejdet. Det blev dyrt for fabrikken.

 

Hellerup Tændstikfabrik

Vi skal da også lige hilse på en senere samarbejdspartner, nemlig Hellerup Tændstikfabrik. Fabrikken blev grundlagt i 1904. Allerede i 1912 havde man ansat 50 mand.

Både tændstikker og tændstikæsker blev lavet af træ. Og til dette brug har man hos denne virksomhed alene brug for 10.000 store træstammer hvert år. De blev fragtet fra Rusland til Tuborg Havn.

Efter krigen fik man endnu flere maskiner og kunne udvide produktionen

 

Hellerup Tændstikfabrik går sammen med Glødefri

Den 20. september 1921 lukker Hellerup Tændstikfabrik, og maskinerne flyttes herefter til Heimdalsgade 39, hvor den sammenlagte fabrik Hellerup & Glødefri Tændstikfabrik fortsætter. I det nye selskab er det den svenske tændstikkonge, Ivar Kreuger, der er hovedaktionær med 100 pct. af aktierne.

Maskinerne blev alle flyttet fra Hellerup til Nørrebro

Gennem de næste 18 – 20 år er der forskellige personer, der træder ind i selskabets bestyrelse. Den 17. september 1926 meddeler man, at man nu vil imødekomme ønsket om et billigere mærke. Det bliver med et billede af en falk. Den bliver solgt 6 kr. billigere pr. tusinde rned billedet med Christian den Tiende.

I 1932 lægges fabrikken sammen med Gosch & Co. I 1938 udskiftede man portrættet af kronprins Christian til portrættet af Kong Christian den Tiende.

 

Da bonden tog fejl

Hver gang, der skal produceres et nyt billede af kongen skal man indhente et til bud hos kongen.

Det fortælles, at en bonde kommer til hovedstaden. Så ser han denne meget statelige mand til hest. Han spørger en københavner, hvem denne herre er. Og københavneren svarer:

 

• Kan du ikke genkendte ham fra tændstikæskerne?

 

Bonden svarer:

• Nåh, det er Tordenskjold.

 

Fabrikken springer i luften

Den 23. november 1944 blev fabrikken sprunget i luften. Dagen efter kunne man læse i avisen:

 

• Bevæbnede personer skaffede sig ved midnatstid adgang til Hellerup & Glødefri Tændstikfabrik i Heimdalsgade 37. De udlagde bomber i virksomheden og kort efter lød flere eksplosioner. Hele fabrikken blev ødelagt og der opstod en kraftig brand, som det tog brandværnet flere timer at slukke.
• Ved eksplosionerne blev to mennesker såret, maskinmester A. Jørgensen, Heimdalsgade 37 blev overdænget med glassplinter, da han lå og sov i sin lejlighed, og splinterne skar gennem hans dyne, så han fik begge ben alvorlig forskåret.
• Endvidere fik vægter Svend Aage Petersen, Dyssegårdsvej 30 ryggen og benene frygtelig kvæstet af nedfaldene murrester. De blev begge kørt til Rigshospitalet.

 

Fabrikken lukkede i 1960

Fabrikken blev genopbygget, og den 22. november 1945 blev grundstenen til den nye fabrik nedlagt. Mange af kvinderne havde i mellemtiden fået arbejde andre steder, så det gik noget tid inden fabrikken rigtig kom i omdrejninger.

Produktionen i 1950 er fabrikkens højeste nogensinde. Produktionen nåede næsten 95.000 æsker dagligt. I 1955 begyndte Monopoltilsynet at interessere sig for ejerforholdene. Datidens medier interesserede sig også for dette og især i 1957 og 1958 var disse tændstikfabrikker ofte i mediernes søgelys.

I 1960 lukker Hellerup & Glødefri Tændstikfabrik. Man besluttede at samle det hele på Islands Brygge.

 

En reklame – tændstikfabrik i Nannasgade og Bragesgade

Wilhelm Wedfall startede i 1928 en reklametændstikfabrik i Nannasgade 15 – 17. Her fortsatte han importen af vestelomme-tændstikker også kaldet book – matches frem til 1938, hvor han flyttede i Bragesgade 31 – 33.

Wedfall indgik aftale med Gosch & Co. Snere overtog Wedfall en sukkervarefabrik, da der ikke gik så godt med tændstikkerne. Fabrikken i Bragesgade ophørte i 1939.

 

Tændstikfabrikken Solo, Læssøgade 5

I Læssøgade 5 lå Tændstikfabrikken Solo fra 1934 – 1941. Så flyttede man til Cæcilie 58.

 

 

Kilder:

• Hans Henrik Møller – Andersen, Poul Low Møller: Svovlstikkerne – en glemt industrihistorie
• wikepedia.dk

 

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du finde 1.438 artikler, heraf er 307 artikler fra Det Gamle Nørrebro.