Genforening, Afståelse, Deling eller Grænsedragning

Undertegnede har fået masser af hug, fordi jeg uden videre godkender ordet ”Genforening”. Læs her i den lange artikel, hvorfor. Det er ikke historieforfalskning og sludder. Jo, Sønderjylland var en del af det danske kongerige for meget lang tid siden. Sydgrænsen var Ejderen. Da Abel blev gift med en greve-datter, skete der noget. Erik Menved pantsatte alt syd for Kongeåen. Erik af Pommern kæmpede forgæves. ”Evigt uddelte sammen”, blev udnyttet af en bevægelse i 1800-tallet. November-forfatningen gik galt. H.C. Andersen fattede ingenting. Tyske stater fik mulighed for at blande sig i interne danske forhold. Preussen forslog en afstemning, men Danmark sagde nej. Omkring 60.000 udvandrede. I København havde de en meget ængstelig holdning over for tyskerne. Zahle og Scavenius brød sig ikke om H.P. Hanssen. Et forslag lød på, at bytte De Vestindiske Øer med Nordslesvig. Den franske hovedforhandler mente, at Danmark var alt for beskeden. De danske regeringer påtvang det tyske sprog. Og så opdagede danskerne ikke graverende fejl i afstemningen. Tusinder af menneskeliv kunne være sparet.

 

Masser af hug

Når man befatter sig med historie, så befatter man sig også med tolkning. Mange har deres opfattelse af historie. Dette er måske afledt af det man har læst. Men nu er ikke alt, hvad der står i diverse fag – og historiebøger rigtigt.

Her på siden får ”Den Gamle redaktør” da også mange hug. Og de fleste hug kommer i forbindelse med ”Besættelse” og ”Genforenings-historie”. Ja for sidstnævntes vedkommende er det blevet antydet, at jeg ikke kan kalde mig sønderjyde med den mening, jeg har om Genforeningen. For min skyld må man da godt kalde det ”Genforening”, men det er historisk ukorrekt.

 

Historieforfalskning, sludder og fortyskning

Ja artiklerne her på siden er blevet kaldt meget, historieforfalskning, sludder, fortysket og meget mere. Det blev jo dansk, da det blev en ”Helstat” er det blevet påstået. Sønderjyllands Historie er ikke let at forstå.

Der er mange følelser med dette ord ”Genforening”, og det kan jeg da godt forstå. Men der er sandelig også mange usandheder. Der er for meget glansbillede over det. Vi har gennem snart mange artikler her på siden forsøgt at skildre sandheden. Det er også stor forvirring om, hvornår man må kalde det for Sønderjylland.

Dette bliver en lang artikel. Men vi vil forsøge at forklare sammenhængen. Men vi skal da lige advare, at dette ikke er helt let. Og bagerst er der en artikeloversigt såfremt du vil have uddybet historien.

 

Afståelse af Nordslesvig

Ordet ”Genforening” er præget af det danske nationale perspektiv, hvor den danske landsdel Sønderjylland kom tilbage til moderlandet. Fra tysk side talte man derimod om en afståelse af Nordslesvig.

For de mennesker, der var præget af hertugdømmet Slesvigs interne sammenhængskraft, betød grænsedragningen en deling af Slesvig. Det var ofte tværs gennem familier, handelsforbindelser og kulturelle bånd.

 

Overtrumfet af Tysklands nationale samling

1800-tallets ønske om et samlet og selvstændigt Slesvig – Holsten blev overtrumfet af hele Tysklands nationale samling, og måske først delvist indfriet med dannelse af den nuværende delstat Slesvig – Holsten i 1947.

Og for begge mindretallene – både danskerne i Sydslesvig og hjemmetyskerne i Sønderjylland (Nordslesvig) blev 1920 tidspunktet, hvor et afstemningsresultatet ikke blev som ønsket.

 

En del af det danske kongerige – for meget lang tid siden

Sønderjylland havde oprindelig været en del af det danske kongerige, men dets tilknytning hertil var blevet svækket ved en kompliceret arvelighedspolitik, hvis virkninger blev kompliceret af indvandring af fortrinsvis holstensk, kapitalstærk adel, som opnåede særrettigheder.

Disse særrettigheder ville det holstenske ridderskab ikke give afkald på.

 

Ejderen anerkendt som Danmarks grænse

Danevirke ved Den Jyske Halvøs smalleste punkt udgjorde fra Jernalderen og århundreder frem danernes sydligste forsvarsværk. I 811 blev Ejderen anerkendt som Danmarks sydgrænse af den tysk-romerske kejser Karl den Store.

I de følgende århundrede blev grænsen truet af svenske vikinger, tysk – romerske kejsere og vendere. Derfor blev der fra slutningen af det 11. århundrede udnævnt en grænsejarl, der skulle forsvare grænsen. Denne jarl af Sønderjylland styrede et område, der bestod Barvidsyssel, Ellumsyssel, Istedsyssel. Ja det var helt fra Kongeåen ned til Ejderen og Levenså.

 

Knud Lavard – anset som trussel

Knud Lavard, der blev jarl af Sønderjylland i 1115 fik efter sin sejr over venderne titlen hertug af Holsten. Hans efterfølgere kaldte sig i flæng, hertug af Sønderjylland eller hertug af Slesvig.

Knud havde tilbragt en del af sin ungdom hos hertug Lothar af Sachsen. Han var bekendt med det tyske lensvæsen. På den tid var dette ukendt i Danmark. Men ak, så blev han anset for at være en trussel for kongeriget og blev dræbt.

Hertug Abel giftede sig i1237 ind i den holstenske greveslægt Schauenburg. Hertugtitlen blev betragtet som arvelig i hans slægt, men da den uddøde med hertug Henrik af Sønderjylland i 1375, kunne Schauenburgerne overtage Hertugdømmet Slesvig.

 

Yngre kongesønner blev jarler

Fra slutningen af det 11. århundrede til 1375 var der jarler, der styrede området. Margrethe den Første opkøbte ejendomme i Slesvig og lagde dem under Kronen, så Sønderjylland kom reelt til at bestå af to dele, hertugdømmet og de kongerigske enklaver. Dronning Margrete den Første måtte dog affinde sig med at Greven af Holsten havde overtaget Sønderjylland. Hun valgte at gøre ham til lensmand i 1386.

Hertugdømmet Slesvig bestod fra ca. 1200 til 1867. Stort set dækkede det ordet for Sønderjylland (også syd på). I løbet af middelalderen udviklede landsdelen sig til et eget dynasti.

Fra slutningen af 1100-tallet fik yngre kongesønner titlen hertug af Jylland/Sønderjylland. I 1187 blev Valdemar hertug. I 1202 blev han konge som Valdemar Sejr. En dynasti blev grundlagt, da Valdemar Sejrs søn Abdel 1232 blev gjort til hertug af Sønderjylland.

Jo det var især efter 1241, at hertugernes selvstændighed voksede i forhold til de danske konger. Samtidig voksede de holstenske grever indflydelse i Sønderjylland.

 

Da Abel blev gift med en greve-datter

Abel var gift med den holstenske grevedatter Mechtilde, og dermed skabtes en dynamisk forbindelse mellem områderne nord og syd for Ejderen, som fik vidtrækkende følger. Abels efterfølgere som hertuger vandt efterhånden hævd på, at hertugtitlen i Sønderjylland var arvelig inden for Abels slægt. Hertugerne fik flere rettigheder, som ellers var kongens. Således fik de ret til at kræve skatter og til at slå mønt.

Desuden fik Sønderjylland sit eget landsting Urnehoved syd for Aabenraa. Abel-slægten blev kraftigt støttet af de holstenske grever og kom efterhånden i et afhængighedsforhold.

Den 12. maj 1260 pantsatte Mechtilde sammen med sine sønner Erik og Abel Abelsen landet mellem Ejderen og Slien til sine brødre, Johan den Første af Holsten og Gerhard den Første af Holsten, samt yderligere fæstningen Rendsborg, som hun havde modtaget som medgift.

 

Erik Menved pantsatte alt syd for Kongeåen

Af betydning for hertugdømmernes svækkende tilknytning til kongeriget er det, at kong Erik Menved i 1313 de facto afstod alt kongeligt gods syd for Kongeåen.  Til hertug Erik den Anden og i 1316 afstod fra retten til at udnævne hirdmænd i Sønderjylland.

 

Greverne overtog mere og mere af hele Danmark

Greverne fik på grund af indre stridigheder i Danmark også en tiltagende indflydelse i kongeriget. I begyndelsen af 1300-tallet var stort set hele det danske rige pantsat til greverne Gerhard den Tredje (Store) og Johan den Tredje (Milde). I 1316 kunne de afsætte den danske konge Christoffer den Anden og gøre den 12 – årige Valdemar af Sønderjylland til konge af Danmark.

Fra 1326 havde hertugerne overtaget alle kongens kompetencer i Sønderjylland. Samtidig var der en kamp mellem konger og hertuger om hertugdømmets grænser, som først fandt sin afslutning i 1440, hvor både Als, Ærø og 12 af 13 frisiske herreder ved vestkysten var blevet en del af hertugdømmet. Femern fik fælles herre med Slesvig sidst i 1300-tallet og fulgte derefter hertugdømmet, men regnes først helt som del af det i 1658.

I slutningen af 1300-tallet satte greverne af Holsten-Rendsborg sig i besiddelse af hertugdømmet, hvilket blev grundlaget for en næsten 500 års forbindelse mellem Holsten og Slesvig som hertugdømmet nu hed.

 

Den sønderjyske hertugslægt uddøde i 1375

Den sønderjyske hertugslægt uddøde i 1375. I 1385 blev greverne formelt forlenet med det af Margrethe den Første. Betegnelsen Hertugdømmet Slesvig blev nu mere almindeligt og overtog den gamle betegnelse Hertugdømmet Sønderjylland.

Officielt var det ikke noget, der hed Sønderjylland efter 1375. Men Sønderjylland blev et slagord og en appel til de dansksindede befolkning i 1800 – tallet, hvor modsætningen mellem tysk og dansk blev tilspidset. Navnet Sønderjylland havde en sammenhæng med Nørrejylland nord for Kongeåen.

 

Erik af Pommern kæmpede forgæves

Magrethe den Første gjorde meget for at genvinde Sønderjylland i tidsrummet 1404 – 1448. Men Erik af Pommern tabte slaget. Striden sluttede med, at den holstenske greve og slesvigske hertug Adolf i 1448 stod som den store vinder. Talrige retssager var blevet afholdt. Ja kampen var blevet udkæmpet med diplomati, retssager og militær magt. Erik tabte kampen om Sønderjylland. Det blev også begyndelsen til enden på den ekspansive kongemagt, som var hans politiske arv fra dronning Margrethe og Valdemar Atterdag. Sønderjyllands eller Slesvigs status som hertugdømme blev fastslået på en måde, der rakte århundreder frem.

 

En konge med tysk baggrund

I 1448 fik Danmark en konge med tysk baggrund. Det var på baggrund af en anbefaling af hertug Adolf den Første af Slesvig. Og kongen, ja det var Christen den Første fra Huset Oldenburg. Foruden at blive konge af Danmark blev han efter Adolfs død, hertug af Slesvig og greve- senere hertug- af Holsten. Denne personaleunion mellem helstatens bestanddele gav det danske rige en indre stabilitet i de følgende århundreder.

 

Masser af mini – hertugdømmer

Betydelige områder af Slesvig – Holsten udgjorde efter delinger i 1500- og 1600-tallet i lange perioder selvstændige småhertugdømmer. Navnlig delingen i 1544 trak lange spor efter sig. Hertugerne af Gottorp regerede over en del af Slesvig indtil 1713 og af Holsten indtil 1773. På Als og Ærø, på Sundeved og ved Glücksborg havde fra 1564 og indtil 1779 hertug Hans den Yngre og hans mange efterkommere deres bittesmå dele af Slesvig- hertugerne af Sønderborg, Nordborg, Ærø, Glücksborg og Plön. Dertil kom hertugerne af Augustenborg, uden eget hertugdømme, men efterhånden med store godser.

 

Evigt uddelte sammen

Men det forhindrede også, at der i 1800-tallet kunne dannes en dansk nationalstat bestående af kongeriget og Slesvig – et Danmark til Ejderen. Christian den Første havde nemlig måttet love, at Slesvig og Holsten skulle ”blive evigt udelte sammen”.

Nu har historikere godt nok studeret dette begreb, og man er uenige i fortolkningen. Nogle mener, at det kun stod sådan anført, fordi man skulle hjælpe hinanden. Siden dengang har der været Slesvig – Holstenske jordbesiddelser mange steder. Og det var først, da en sekretær fra Ridderskabet fandt bemærkningen frem i 1820erne, at det blev aktuelt. Men den Slesvig – Holstenske bevægelse voksede. Og det var dem, der gjorde oprør i 1848.

Mellem den lokale kongelige amtsforvaltning i hertugdømmerne og Tysk Kancellis Indenrigske Afdeling i København fandtes der flere melleminstanser med sæde i hertugdømmerne.

 

Statholdere og kancelli

I 1545 indsatte kongen første gang en Statholder til at varetage sine interesser i hertugdømmerne. Embedet bestod med mindre afbrydelser indtil 1848.

I 1648 oprettede Christian den Fjerde et særligt ”regeringskancelli” for de kongelige dele af hertugdømmerne under forsæde af statholderen. Det fik sæde i Glûckstadt og var tillige appeldomstol. Fra 1713 beskæftigede kancelliet sig kun med holstenske forhold.

I den sydlige del af Slesvig følte hovedparten af borgerne sig knyttet til andre tysktalende. Og det gjorde holstenerne også. Grænsen for den danske helstat gik således langt sydligere end grænsen for det danske folk. (Dansksindede borgere) Det skyldtes at Slesvig – holstenerne ville have en fælles grundlov for de to hertugdømmer samt Slesvigs indlemmelse i Det Tyske Forbund.

 

Den danske Helstat

I forbindelse med Genforenings-debatten er det opstået nogle misforståelser vedr. begrebet Helstaten. Den varede fra 1814 til 1864.  Ved oprettelsen omfattede den:

• Kongeriget Danmark
• Hertugdømmerne: Sønderjylland eller Slesvig (som dansk len)
• Do Holsten (medlem af Det Tyske Forbund)
• Do Lauenborg (medlem af Det Tyske Forbund)
• Biland – Island
• – Færøerne
• Kolonierne Grønland
• Do Guldkysten
• Do Tranquebar
• Do Dansk – Vestindiske Øer

En Helstat var reelt en personalunion, hvor det alene var de enkelte landområders tilknytning til den enhver siddende konge, der afgjorde tilhørsforholdet. I alle andre henseender blev de enkelte rigsdele formelt forvaltet som egne stater, idet man dog i praksis samlede den overordnede centralforvaltning i den kongelige residensstad, København, og her i særdeleshed med to kancellier, et for de kongerigske dele (Dansk Kancelli) og et for hertugdømmerne (Tysk Kancelli)

 

November – forfatningen gik galt

Egentlig førte treårskrigen kun til status que, men da Danmark i 1863 indførte November – forfatningen, som knyttede Slesvig tættere til kongeriget end Holsten, at det gik galt.

 

Administrativt og politisk – ingen indlemmelse i kongeriget

På dansk side bider særligt Christian den Ottende sig fast som hovedperson. Som kernen i denne konges politiske tankegang sættes genoptagelsen af Frederik den Sjettes helhedstanker fra dennes første kongeår. Slesvig skulle så vidt mulig genvindes for danskheden, men ikke politisk og administrativt indlemmes i kongeriget, skulle Holsten bindes til denne danske helstat.

Kongens ulykke var at han ikke kunne frigøre sig for sit gemyt og tage klare og utvetydige standpunkter. Bernsdorf havde også indtil sin død i 1813 været en statsmand af et vist format

 

Klosterbrødrene var imod sprogtvang

Det var regeringen i København, som mellem de to slesvigske krige forlangte, at dansk skulle være herskende i hele Slesvig – Holsten også blandt dem, der kun talte tysk. Det var der mange dansksindede, der kæmpede imod bl.a. Klosterbrødrene.  De mente at sproglig frihed skulle gælde både dansk- og tysk slesvigere.

Den særegne sønderjyske kultur er historisk både blevet truet af rigsdanskernes kultur nord for Kongeåen og af tyskerne syd for Ejderen. Gennem hundreder af år havde Sønderjylland været nærmere tilknyttet Hamborg end København.

 

H.C. Andersen forstod ikke konflikten

Halvvejs i livet mødte H.C. Andersen første gang grænselandets nationale modsætninger. Efter et vellykket og givtigt besøg hos det danske kongepar tog han ophold på Augustenborg. Her mødte han for første gang en ulykkelig national splittelse rettet mod sit fædreland.

I år 1844 var H.C. Andersen endnu lykkeligt uvidende om den kommende nationale katastrofe. Han går hånd i hånd sammen med prinsen af Nør på Amrum og beundrer det frisiske landskab.  Friserne mødes samme år i bredstedt og undsiger Danmark.  Og i byen Slesvig mødes Slesvig – Holstenerne for at værne om tyskheden i hertugdømmet.

 

Grundvig mente ikke, at sønderjyderne skulle bruge magt

På Skamlingsbanken fortæller N.F.S. Grundtvig de danske sønderjyder, at man ikke må bruge magt, hvis man vil fastholde et nationalt tilhørsforhold. Magt flytter ingenting, som han siger – kun kærlighed til sprog og kultur fastholder et folkefællesskab

 

Tyske stater fik mulighed for indblanding

Internationale aftaler af 1851 – 52 gav imidlertid de tyske stater mulighed for indblanding i danske forhold. Og det benyttede Preussen sig af.

 De to territorier voksede i vidt omfang sammen til en politisk enhed, benævnt Slesvig-Holsten. Slesvig bestod dog som område med sit eget navn og bevarede en række særtræk i lovgivning, forvaltning mv.

Måske var det ikke så underligt, at tyskerne i 1895 forbød at bruge navnet Sønderjylland undtagen i historiske fremstillinger.

 

Grundloven skulle senere have været brugt i Slesvig

Vi skal måske også lige nævne, at da grundloven blev indført i 1849 var denne ikke gældende i hertugdømmerne, selvom den i forordet åbnede for en senere udvidelse af dens gyldighed til hertugdømmet Slesvig.

Efter Treårskrigen samledes centraladministrationen af Slesvig i 1851 i Ministeriet for Hertugdømmet Slesvig med sæde i København.

 

Krigen i 1864

Preussen og Østrig forlangte at forfatningen blev annulleret. Det imødekom Danmark ikke lige med det samme. Den danske regering brød indgående aftaler. Dens manglende dømmekraft var årsag til den slesvigske krig 1864.

I alt 4.800 mand manglede på dansk side. Heraf var 2.900 taget som fanger. Resten var faldne, sårede eller savnede.

 

Preussen foreslog selv en afstemning

På fredskonferensen foreslog England en deling af Slesvig. Også Preussen fremsatte et forslag om Slesvigs deling, eventuelt efter en vejledende folkeafstemning. Her kunne man sagtens have fået Flensborg med til Danmark. Men den danske delegation foreslog en deling langt mere sydlig. Og denne kunne Preussen og Østrig slet ikke gå med til.

 

Den danske Helstat blev reduceret med en tredjedel

Våbenhvilen løb ud og Danmark løb atter ind i et militært nederlag. Nu måtte man acceptere særdeles barske fredsbetingelser. Al tale om deling af Slesvig eller vejledende folkeafstemning blev nu afvist af de tyske forhandlere. De forlangte at de tre hertugdømmer skulle afstås til sejrherrerne. Det betød, at den danske helstat blev reduceret med en tredjedel af sit areal og 40 pct. af befolkningen.

 

Helstaten havde været sprængt på det indre plan

Fredsafslutningen i 1864 beseglede helstatens undergang. Forbindelsen mellem Slesvig og Holsten og det danske kongerige havde bestået i århundreder, men den blev med et slag overskåret. For hovedparten af hertugdømmernes indbyggere føltes dette dog som en befrielse, fordi nationale, politiske og sociale spændinger allerede havde sprængt helstaten på det indre plan.

 

Nu ville nordslesvigerne(sønderjyderne) godt til Danmark

Nu blev sprængningen en realitet også på det ydre, statspolitiske plan. De dansksindede indbyggere i det nordlige Slesvig følte adskillelsen fra Danmark som en stor ulykke. Deres ønske om at blive indlemmet helt og fuldt i kongeriget opstod imidlertid først, da alternativet – indlemmelse i Preussen – var uundgåeligt.

Der var ikke inden da, det store ønske om at blive indlemmet i det danske kongerige, som påstået i nogle historiske kilder.

 

Preusserne fik også de Kongerigske enklaver

Det var kun befolkningen i de kongerigske enklaver, der kunne deltage i valgene til den danske Rigsdag.

Efter 1864 fik tyskerne enklaverne mod at Danmark så til gengæld fik 6 sogne i Ribe Herred og 8 sogne syd for Kolding.

 

Tyskerne vedblev med at være et fjendebillede

1864-krigen var med til at bestyrke danskerne i opfattelsen af tyskerne som ekspansionslystne og undertrykkende. Mange danske frygtede, at det var umuligt at overleve efter 1864 – og det var virkelig en fare for vores lands beståen.

Men Danmark klarede omstillingen til at være et lille, men alligevel selvstændig stat. Forestillingen om en stærk og rænkefuld tyskhed, der var parat til at opsluge danskheden var blevet udbredt under den første slesvigske krig og blevet styrket under 1864-krigen.

Undertrykkelsen af de dansksindede nordslesvigere efter 1864 var med til at befæste denne opfattelse og bevirkede, at tyskerne vedblev med at være fjendebillede for danskere gennem mere end et århundrede.

Danmark er en af de få lande, der mindes deres nederlag.

 

De dansksindede blev undertrykt

200.000 dansksindede kom nu under tysk styre. Frem til 1920 stod de dansksindede nordslesviger under pres. Skoleundervisningen blev mere og mere fortysket. Danske foreninger med betegnelsen politiske blev forbudt. Tyske foreninger fik statstilskud. Dansksindede lærere, embedsmænd og præster blev fyret. Også vandrelærere blev forfulgt. Fra 1876 var administrationssproget tysk.

Fra 1896 begyndte den preussiske stat at opkøbe landbrugsjord for at oprette såkaldte domænegårde og få jorden på tyske hænder.

Ifølge Wienerfreden fra 1864 kunne indbyggere vælge at få dansk statsborgerskab og fortsat være bosat i Slesvig. Ca. 25.000 valgte dette. Men de skulle forholde sig politisk og nationalt passive for ikke at blive udvist og få deres børn gjort statsløse.

 

Omkring 60.000 dansksindede udvandrede

Omkring 60.000 dansksindede slesvigere udvandrede frem til år 1900. Denne udvandring kunne have fået indvirkning på afstemningen i 1920. Fortyskningspolitikken mødte dog også modstand. Der dannedes danske foreninger, frimenigheder og vælgerforeninger. Danske forsamlingshuse som bl.a. Folkehjem i Aabenraa og aviser som Dannevirke i Haderslev, Flensborg Avis og Hejmdal i Aabenraa.

30.000 dansksindede måtte gå i tysk krigstjeneste og omkring 5.300 faldt.

 

I 1867 var der endnu dansk flertal i den preussiske rigsdag

Endnu i 1867 havde det været dansk flertal til den preussiske rigsdag. Tyskerne/Preusserne fik ved hjælp af Valggeometri neddroslet den danske indflydelse. Og så forstod de at kolonisere området.

 

Danmark sagde definitivt ja til Kongeå – grænsen

En af de mærkeligste traktater i nyere dansk historie blev underskrevet den 11. januar 1907. Det var den såkaldte ”Optant-Konvention”. Danmark lovede at forbedre sig i forholdet til Tyskland, imod at Prøjsen til gengæld lovede at behandle en bestemt gruppe sønderjyder – dem, der var børn af optanter – bedre.

Men egentlig var det tale om, at Danmark sagde definitivt ja til Kongeå-grænsen og endelig naj til & 5 afstemning. Da Stauning blev konfronteret med dette i 1919, sagde han, at han havde taget afstand fra genforeningskravet, ikke fra genforenings-håbet.

 

Ængstelig holdning over for tyskerne

I 1913 havde amtmanden (landråden) i Sønderborg forespurgt Folketinget om, man kunne gøre noget for at få tyskerne til at lade være med at nægte danske skibe at lægge til kaj i byen. Det var bl.a. danske rejsende på lysttur og nogle hundrede unge fra Als, som skulle på deres årlige sommerudflugt til Danmark.

Dette fik Scavenius til at bemærke, at ”hellere udsætte sig for en afvisning var det bedre og værdiger for danske turister at blive hjemme eller gøre udflugter inden for Danmarks grænser.

Det var karakteristisk for den ængstelige holdning alle ansvarlige i Danmark indtog over for Tyskland i denne tid.

 

Zahle bad om at lægge en dæmper på festligheder

Regeringen Zahle bad om at lægge en dæmper på 50-året for krigen 1864. Embedsmændene blev bedt om at vise det fornødne hensyn.

I Tyskland var kursen lige modsat. Her blev der ved forsamlinger råbt: ”Dänen raus”.  Og ”Deutschland bis Skagen”.

 

Zahle brød sig ikke om H.P. Hanssens indflydelse og indblanding

Statsminister Zahle havde ikke meget til overs for H.P. Hanssen og hans indflydelse i Danmark. Han ville hellere støtte den radikale politiker Christoffer krabbe, da dennes datter fru Wildenrath – Krabbe ved hjælp af bladet Dannevirke i Köller-perioden faldt de danske sønderjyder i ryggen.

H.P. Hanssen kritiserede også Scavenius, fordi man i Danmark ikke måtte diskutere Nordslesvig offentlig.

 

Påskekrisen

Det var stærke krav om at Flensborg skulle indlemmes i Danmark uanset resultat af folkeafstemningen. Dette blev afvist af Zahle. Christian den Tiende krævede at Zahle udskrev nyvalg, der kunne give et flertal for at kræve Flensborg indlemmet. Da Zahle nægtede dette, afskedigede kongen ham. Det førte til Påskekrisen, hvor kongen måtte opgive sin aktion under trussel af generalstrejke.

Man kan sige, at begyndelsen til ”Genforeningen, Afståelsen, Grænsedragningen eller foreningen” tog sin begyndelse i oktober 1918, da Tyskland erkendte sit nederlag og bad om våbenhvile.

Vide kredse ønskede at Sydslesvig skulle med til Danmark.

 

De danske politikere stod helt uforberedte

Det store flertal af befolkningen i Sønderjyllands nordlige del (Nordslesvig) følte sig som danske. Men det sønderjyske spørgsmål havde nu ikke været en del af debatten under krigen. Det var som om det ikke rigtig interesserede politikerne i København.

Da det kom på dagsorden ved krigens afslutning stod mange uforberedt. Det var forskellige principper om folkets selvbestemmelsesret eller en historisk, hvor genforeningen kunne opfattes som genoprettelse af en tidligere retstilstand. Efter den første løsning måtte man følge folket efter den anden måtte folket følge landet. Men var det nu 100 pct.?

Ingen af de to principper blev søgt anvendt i deres yderste konsekvens, men de udgjorde den afgørende politiske skillelinje.

 

H.P. Hanssen fik et skriftligt svar

Et lukket fællesmøde mellem Folketing og Landsting den 23. oktober 1918 tilkendegav at man ville løse problemet i overensstemmelse med folkenes selvbestemmelsesret, dvs. gennem en demokratisk løsning.

De dansksindedes leder, H.P. Hanssen rejste spørgsmålet i den tyske Rigsdag den 23. oktober 1918. Det lykkedes den 14. november at få et skriftligt tilsagn den 14. november fra den fungerende tyske udenrigsminister, at Tyskland var indstillet på, at få løst spørgsmålet ved den forestående fredskonference.

 

Stauning havde skrevet til sin partifælde

Allerede den 18. oktober havde Stauning sendt et fortroligt brev til den ledende tyske socialdemokrat, senere rigspræsident Friedrich Ebert, omkring Nordslesvig – spørgsmålet.

 

Scavenius ville ikke have sagen op på fredskonference

Dette betød, at Den Nordslesvigske Vælgerforenings Tilsynsråd vedtog den såkaldte Aabenraa-resolution, der fastlagde deres ønsker den såkaldte Genforening.

Udenrigsminister Erik Scavenius og Det Radikale Venstre var ikke særlig glad for denne ordning. Man ønskede at holde sig gode venner med tyskerne og så helst, at man fandt en dansk – tysk løsning.

Det Radikale Venstre havde en stor mistro til de sønderjyder, der efter at havde været tysksindede lod sig genvinde for danskheden.

 

Tyskerne havde forespurgt længe før

Allerede i 1914 startede tyskerne med en forespørgsel. Det var en fremtrædende socialdemokrat fra den yderste venstre fløj, dr. Rudolf Breitscheid, der under et besøg i København rejste det ”Nordslesvigske spørgsmål”.

I marts 1915 kom der meldinger gennem den tyske gesandt Grev Rantzau. De danske ministre blev enige om ikke at røre ved sagen. En frigørelse af Als var dog udelukket på grund af den tyske flådestation.

Men senere kom der dog et dementi fra højeste sted.

Der var udpræget pressecensur. Således blev Dannevirke forbudt i en uge, fordi man ikke havde omtalt kejserens fødselsdag.

 

Skulle man bytte med De Vestindiske Øer?

Ja tænk engang. Man talte også om, at bytte De vestindiske Øer med Nordslesvig. Det var efter, at amerikanerne havde vist interesse for øerne. Men disse ville nok ikke have tyskerne som nabo.

Men det var faktisk vores salg af De Vestindiske Øer til USA, der kom til at betale en del af Genforeningen. For det blev en særdeles dyr omgang.

 

Den sønderjyske sag var en ”udenrigspolitisk fare”

Zahle var meget irriteret over H.P. Hanssens indflydelse på danske politikere og anså det således for ”højt uheldigt, at dansk politik skulle dirigeres fra Slesvig”. Erik Scavenius skrev i 1914 til en anden radikal politiker i 1914:

 

• Jeg har altid betragtet den såkaldte ”sønderjyske sag” som vor største, ja måske eneste udenrigspolitiske fare thi af denne sag og den danske almenheds behandling af samme kunne vi til enhver tid vente tryk sydfra.

 

Clausen – linjen

Historikeren H.V. Clausen havde på baggrund af studier forsøgt at fastslå, hvor grænsen mellem dansk og tysk lå. Han havde lavet en sindelagsgrænse og en sproggrænse. Disse fulgtes nødvendigvis ikke af.

Han foreslog en rigsgrænse syd om Tønder og Højer, selv om hav vidste, at der var flere tysksindede end dansksindede. Men han tog også hensyn til geografiske grænser. Ja grænsen havde han allerede udarbejdet i slutningen af det 19. århundrede i et kort om dansk landbrug. Og grænsen gik nord om Flensborg.

 

Udenrigsministeren talte med ringeagt om Nordslesvig (Sønderjylland)

H.P. Hanssen har beskrevet Scavenius reaktion:

– Han talte om dette land med ringeagt i tonen, bandede stærkt.

 

De allierede blandede sig i danske anliggender

De Radikale mente, at de områder, der engang havde været tysksindet aldrig kunne vælge dansk.

De allierede ambassader i København var stadige kilder til megen rygtedannelse, ja for den franske ambassades vedkommende var der tale om direkte indblanding i indre danske anliggender.

Når regeringen Zahle og H.P. Hanssen sejrede ”i det saglige” om end led nederlag ”på det politiske og personlige plan” skyldtes det, at man byggede på et klart politisk grundlag.

Selvbestemmelsesretten var et princip, som man på intet tidspunkt accepterede at fravige. Nordslesvig til Clausen-linjen blev betragtet som en enhed.

Flensborg – og Danevirke-bevægelsen blev svækket af manglende enighed om mål og midler. Der var på intet tidspunkt skabt noget bærerdygtigt alternativ til det program, der blev vedtaget af Vælgerforenings – Tilsynet.

 

Fredskonferencen i Versailles

Fredskonferencen i Versailles varede fra januar til juni 1919. Både officielle og uofficielle deputationer havde foretræde, således også Dannevirke-bevægelsen. De ønskede at den kommende grænse skulle gå langs Dannevirke. Nu var det sådan, at det franske diplomati ville ødelægge det så meget for Tyskland som mulig.

Og som vi alle ved blev der afholdt en afstemning i Nordslesvig (1. zone) Og en separat distriktsvis afstemning i Mellemslesvig. Ja der blev også foreslået en 3. zone.

Den Radikale regerings ønske om at protestere mod fredsforslaget fik den hidtidige politiske enighed i Danmark til at bryde sammen. Det Konservative Folkeparti ville ikke gå med til at protestere.

 

Ikke alle rigsdanskere havde lige meget forståelse for Sønderjylland

Englænderne forkastede et forslag om internationalisering af 2. zone. Det var uden belæg i fredstraktaten. Sagde englænderne. Fra 15. juni 1920 var Sønderjylland under dansk suverænitet. Og i dagene den 10. og 11. juli 1920 blev ”Genforeningen” markeret ved Christian den 10* s indtog i Sønderjylland og den store folkefest i Dybbøl.

Nu var det heller ikke alle rigsdanskere, der var lige velkommen efter 1920. Mange sønderjyder mente, at disse havde et forkvaklet Tysklandsbillede. Deres danskhed var efter sønderjydernes mening for teoretisk og abstrakt. Rigsdanskerne forsøgte at lægge deres traumer og historiebilleder ned på Sønderjyllands historie, som mange opfattede som et overgreb.

Stærk nationale danskere har sikkert gjort dette i en god mening dog uden forståelse for at regionen hernede var multinational og regional.

Sønderjydernes danskhed er ikke ideologisk betinget, men født af praktisk kamp mellem tysk og dansk. Dette forstod rigsdanskerne ikke.

Efter ”Genforeningen” kom landsdelen ikke officielt til at hedde Sønderjylland, men ”De Sønderjyske Landsdele. Efter kommunalreformen i 1970 blev betegnelsen, Sønderjyllands Amt.

 

Kunne man have været mere smart?

Det er altid lidt af en dødssynd, når man beskriver fortiden med nutidens øjne. Men i dette tilfælde er det vel godt anbragt? Man kunne jo have knyttet Sønderjylland til Kongeriget

Skiftende danske regeringer og konger har gennem historien forkludret det Slesvig – Holstenske spørgsmål. En afgørende fejl blev begået af Frederik den Tredje, da arve og enevælds – regeringen blev ham overdraget af rigets stænder i1660. Da indførte han en arvefølge, hvori spiren lå til begge hertugdømmers udskillelse af kongeriget.

Den næste store fejl blev begået af præsidenten for det daværende tyske kancelli A.P. Bernstorff derved, at han i 1773, da kongen af Danmark ved traktat med det gottorpske fyrstehus fik sit herredømme over hele Slesvig endelig anerkendt, ikke benyttede lejligheden til at indlemme Slesvig i Danmark.

Kongen burde da have benyttet den lejlighed, han ved sit fuldstændige herredømme over begge hertugdømmerne have sammenslettet Slesvig endelig med Danmark.

Samtidig kunne man i hvert fald ved denne lejlighed have udvidet den danske rigslov for kongeriget, Christian den Femtes Danske Lov og de andre danske love, til også at gælde for Sønderjylland (Slesvig – Holsten).

 

Man førte en helt forkert sprogpolitik

Men samtidig med disse afgørende politiske fejlgreb forspildte de danske enevældige regeringer på det sproglig-kulturelle område alle de mange chancer, der var til at bevare og fæstne dansk sprog og kultur i Sønderjylland ned til Slien og Dannevirke. Ja fra gammel tid endda ned til Ergenförde Fjord. Her må vi ikke glemme, at allerede dengang var det frisiske sprog meget udbredt i det sydvestlige hjørne.

 

Det tyske sprog trængte frem

Men reformationen og senere tyske åndsretningers udbredelse til Danmark trængte det tyske sprog i det 16., 17., og 18. århundrede ind i de dannede kredse, særlig i embedsstanden. Og det skete både i hele Slesvig – Holsten og kongeriget.

Som bekendt var endog kommandosproget i den danske hær dengang en lang tid på tysk.

I flere sønderjyske købstæder var allerede tidligt sproget blandt forretningsfolk tysk. Men bortset fra embedsmænd og forretningsfolk samt de fra Holsten indvandrede godsejere vedblev den store jævne befolkning navnlig bønder og husmænd, at tale dansk i hele Sønderjylland altså også i Sydslesvig.

 

Man påtvang danskere det tyske sprog

Her begik de danske regeringer den grundfejl, at de og deres af tysk væsen påvirkede embedsmænd påtvang den jævne danske befolkning i størstedelen af Sønderjylland det tyske sprog, både tysk kirkesprog, skolesprog og retssprog gennem det 16., 17., og 18, og første halvdel af det 19. århundrede.

Mærkelig er det, at statsminister Høegh-Guldberg, der ellers i gerning viste sin varme interesse for det danske sprog og dansk nationalitet, ikke i årene 1772 – 84, hvor han var den ledende i regeringen, benyttede lejligheden til at indføre dansk sprog i skolen, kirken og retten i Slesvig – Holsten.

Århundredeskiftet 1800 er skæbnesvangert for det danske sprog i Slesvig – Holsten. Omkring denne tid begyndte den danske bondebefolkning i Sydslesvig at lade deres børn gå over til tysk tale. De blev indpodet med tysk alle mulige steder fra.

 

Frederik den Sjette var opmærksom

Først i 1810 og 1811 begynder Frederik den Sjette og hans rådgivere at interesserer sig for det danske sprog i Slesvig. For første gang forsøgte den danske regering at indføre dansk kirke- skole- og retssprog i de egne, hvor dansk endnu var menigmandssprog. Nu fik man endelig dansktalende præster, dommere og skolelærere.

Men for store områders vedkommende var det allerede alt for sent. Og disse kongelige forordninger blev ikke ført ud i livet af grunde, som man ikke er helt klar over. Den senere danske politik i 30erne og 4oerne var svag og vaklende.

De danske regeringer, der kom efter 1848 manglede realistisk sans og de skadede i den grad danskheden i Sydslesvig. Vi havde sikkert nogle gode nationalliberale førere, der som ministre fik ledelsen i det sønderjyske spørgsmål, Monrad, Krieger, Hall, Lehmann o.l. De var velmenende og på specielle områder dygtige mænd.

 

Kunne man ikke have forhandlet med Bismarck inden?

De var dog teoretiske og følelsesbetonede i deres sønderjyske politik og forstod navnlig ikke de magtpolitiske forhold og intriger mellem stormagterne på den tid. Hvis man nu i regeringen havde haft nogle fremragende praktikere i regeringen kunne man have slået en handel af med Bismarck om Kieler – havn og Holsten, som særlig interesserede ham.

Den tysk nationale begejstring for Slesvig-Holsten som tysk forbundsstat interesserede ikke Bismarck det ringeste. Den tyske nationale begejstring Kaldte Bismarck for foragtelig. Han kaldte det for ”Bierhaus – entusiasmus”. Det kunne måske imponere Paris og London men ikke ham.

 

Læs engang – Bismarcks tanker?

Det som interesserede ham var at Preussen fik Kieler-havn til flådehavn og en kanal gennem Holsten. En praktisk statsminister kunne måske have ofret Holsten og Lauenburg for så at kunne beholde Slesvig. Prøv engang at læse Bismarck: Gedanken und Erinnerungen (2)

Politikerne var heller ikke opmærksomme på, at Preussen fik stor fordel af tvangsfortyskningen af Slesvig mellem 1864 og 1918. Samtidig udvandrede 60.000 sønderjyder.

 

Den franske hovedforhandler undrede sig over danskernes beskedenhed

Grænsen burde ikke have været nordligere end den grænse der var dansk flertal i 1867. På den måde kunne Mellemslesvig og Flensborg været blevet dansk. Og mon ikke dette ønske var blevet accepteret af de allierede magter.

Således skulle statsmændene og afstemningsteknikkerne have været meget forbavset, da de hørte danskernes ønsker. Direktøren i det franske udenrigsministerium Jules Laroche udtalte således om den danske regerings holdning:

 

• Vi står over for en regering, som i modsætning til, hvad tilfældet plejer at være, forlanger mindre, end den ville have ret til at kræve.

 

Grunden til den danske indstilling skyldtes de ledende nordslesvigere med H.P. Hanssen i spidsen. Og han var stærk påvirket af de to historikere H.V. Clausen og Aage Friis. Disse to var ukyndige i juridisk afstemningsteknik og tog ikke hensyn til tvangsfortyskningen.

Andre nationer som Tjekkoslovakiet, Polen, Serbien og andre var ikke så gavmilde som den danske regering.

På Socialistkongressen i Bern den 7. februar 1919 gjorde de svenske socialdemokrater også gældende, at Tyskland ikke måtte beholde nogen del af det Sønderjylland (Slesvig – Holsten), der havde været dansk flertal i 1867, for de kunne kun kræve det med den ret, at de havde udnyttet deres magt.

 

Man opdagede ikke en graverende fejl i afstemningen

Og så opdagede man fra dansk side ikke en graverende fejl i afstemningen. Det er uforståelig, at der ikke blev protesteret fra dansk side. Ordet ”bopælskrav” var røget ud af traktaten. Denne fejl var til en stor fordel for tyskerne.

Der blev givet stemmeret til ca. 40.000, som ikke skulle have haft det. De var godt nok født i området, men de var ikke bosat der.

 

Tusinder af menneskeliv kunne være sparet

Set ud fra selve befolkningssammensætningen i 1920 kan man vel godt betragte grænsen for retfærdig, selv om tyskerne var længe om at anerkende den. Men man må da vel godt stille spørgsmålstegn ved om en lidt mere smart måde, at løse det på, kunne have sparet os for tusinder af menneskeliv.

 

 

 

Kilde:

• danmarkshistorien.dk
• wikipedia.dk
• tidsskrift.dk/fortidognutid
• tidsskrift.dk/historisktidsskrift
• genforeningen2020.dk
• nomos-dk.dk
• pol.dk
• Inge Adriansen m.fl.: Sønderjylland A-Å
• Hans Schultz Hansen m.fl.: Sønderjyllands Historie 1-2
• Hans Schultz Hansen: Danskheden i Sydslesvig 1840 – 1918
• Lorens Rerup: Slesvig og Holsten efter 1830
• Bjørn Svensson: Tyskerkursen
• Bjørn Svensson: Bataljer- med Bid og Baggrund
• Viggo Sjøqvist: Erik Scavenius, Danmarks udenrigsminister under to verdenskrige. Statsminister 1942-1945.
• Henrik Becker-Christensen: Grænsen i 75 år
• Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1-3
• Markus Hedemann: Danmark, Slesvig og Holsten 1404 – 1448
• Bismarck: Gedanken und Erinnerungen
• Olaf Olsen m.fl. Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie 10 og 11

 

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.422 artikler inklusive disse artikler, der berører emner, der er omfattet i artiklen:

• Grænsedragning, Sønderjyllands Historie, 1864 – og de Slesvigske Krige, De dansk – tyske forhold.

Under Tønder

• Da Hagekorsflaget blev rejst i Tønder
• Slogs Herred mellem dansk og tysk
• Heimatfest i Tønder 1921
• Tønder – omkring 1930
• Da Tønder igen blev dansk
• Tønder – efter krigen
• Tønder-mellem dansk og tysk
• Hvorfor var Tønder tysk
• Tønders tyske sportsforeninger
• Sprogkampen i Tønder 1851-1854
• Socialdemokrat i Tønder – dengang
• Tønder – før og efter Genforeningen
• Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder
• Lærer i Burkal
• Tondern Station
• Tønder Bibliotek – i begyndelsen
• Militæret i Tønder 1920 – 1923
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
• Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
• Dagbog fra Møgeltønder
• Ulrich – en fysikus fra Tønder 1-2
• Soldat i Tønder 1851
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
• Klosterbrødrene i Tønder
• Man talte da dansk i Tønder i 1600-tallet

Under Højer

• Den sure præst fra Højer
• Pigen fra Højer
• Apotekeren fra Højer
• Heltene i Vadehavet

Under Sønderjylland

• Sønderjylland under pres syd fra
• Da Nazismen kom til Sønderjylland
• Den Sønderjyske politiadjudant
• Overvågning i Sønderjylland
• Folketingsvalget 1939
• Jens Møller – Folkefører eller folkeforfører
• Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
• Mindretal i brændpunktet
• Den sønderjyske efterretningstjeneste
• Opgøret efter 1945
• Det tyske mindretal
• Fremmedflag i Sønderjylland
• Tyske flygtninge i Nordslesvig
• Sønderjylland-maj 1945
• Sønderjylland – efter Genforeningen
• Jordkamp, Vogelgesang og domænegårde
• Kan man egentlig tale om en Genforening?
• Er genforening det rette ord?
• Var Sønderjylland en del af Danmarks rige i middelalderen?
• Da Sønderjylland blev dansk
• Lov og ret i Sønderjylland – dengang
• Sønderjylland i knibe
• Kongens hvide hest 1-2
• Slaget om Als
• Sønderjylland til Ejderen
• Genforening – Forening eller indlemmelse
• Ribe – brevet
• Var det virkelig tale om en genforening?
• Dansk-tyske brydninger i et grænseland
• Var afstemningen 1920 retfærdig?
• Rendsborg 1848 – 1851
• Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
• De Sønderjyske Piger
• Sønderjyder i Første verdenskrig
• Ved krigsfronten
• De kongerigske enklaver 1-2
• Slottet Duborg i Flensborg
• Sikringsstilling Nord
• En adelsborg ved Tørning
• Ned med de dansksindede
• Sproget i Sønderjylland
• Flugten over grænsen 1914-1918
• Margrethe den Første i Sønderjylland
• Abel og hans sønner
• Sønderjyllands historie indtil 1200
• I Sønderjylland siger vi mojn

Under Aabenraa

• Knivsbjerg – nord for Aabenraa (vers. 2018)
• Aabenraa- under besættelsen
• Sorgen ramte Aabenraa 1- 2
• Frits, Nazister og et kartotek
• Løjt – mellem dansk og tysk
• Aabenraa – mellem to krige
• Aabenraa – maj 1945
• Aabenraa 1848 – 1851
• Aabenraa – før Prøjserne
• Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
• Aabenraa 1864

Under Padborg/Kruså/Bov

• Frøslevlejren i den sidste tid
• Straffelejren
• Dagligliv i Frøslevlejren
• Bov Sogn – mellem dansk og tysk
• Fårhuslejren
• Frøslevlejren
• Bov Kommune – under besættelsen
• En sønderjyde krydser sine spor
• Harrelslev – dengang
• Genforeningen i Bov Sogn
• Sejren ved Bov
• Kampen ved Bov – og de Slesvigske krige

Under 1864 og de Slesvigske Krige

• Statskup og enevælde
• Unødvendige krige
• Slaget ved Brøns – set med tyske øjne
• Slaget ved Brøns (1)
• Monrad 1-2
• Lundtoft Herred 1848
• Sønderborg 1864
• Sandheden om Hermann Bangs Tine
• Hvad skete der egentlig efter 1864?
• 1864 – en ulykkelig kærlighedshistorie
• Soldatergraven i haven

Under Besættelsen (før/nu/efter)

• Gerningsmænd eller ofre
• Fra krig til internering
• Et mindretal under besættelsen
• Dibbernhaus i Aabenraa
• Besættelsestiden og det tyske mindretal
• Efter besættelsestiden
• Nazistisk ungdomsarbejde i Sønderjylland
• Vidste de danske frivillige, hvad de gik ind til?
• Slemme folk fra Sønderjylland
• Retssikkerheden før og under besættelsestiden
• Waffen SS – engang en elitehær
• Retsopgøret i Sønderjylland
• Danskerpak og Tyskerpak
• Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig

Under København

• Istedløven brøler stadig
• Begik Kongen højforræderi?
• Sønderjyder i København OG MANGE FLERE