Anklaget for Højforræderi

Alle ledere fra det tyske mindretal stod anklaget. Nogle af disse for Højforræderi. Vi følger et par af retsdagene. Hvad var det nu med disse ”beretninger”? Der var et særdeles dårlig forhold mellem Jens Møller og politimester Brix. Den 20. april 1948 var der åben for tilhørere. Skarp kritik fra Møller. Der blev ikke talt om grænserevision, påstod Møller. Gråsten-brevet af 21. oktober 1940. Møller benægter at være forfatteren. Et brev fra NSDAP-N i Tinglev. Møller havde aldrig opfordret til vold. Sekretær Reimann som vidne. Møller angriber igen Brix. Den 27. april 1948 er det Peter Larsens tur. Han mente at både Brix og dommeren var alt for mistroisk. Nu fortæller Møller og Larsen ikke ret meget. Vi får sandheden om Zeitfreiwilligen. Lindemann lovede at korpset fik våben.

Alle ledere fra det tyske mindretal stod anklaget

I årene efter besættelsestiden stod alle ledere af Det Tyske Mindretal anklaget. Anklagerne mod Jens Møller og Peter Larsen var de mest alvorlige. Her drejede det sig om bl.a. højforræderi. Modstandsbevægelsen havde krævet, at jens Møller blev dømt til døden. Men efter mange retsdage blev både Jens Møller og Peter Larsen dømt 15 års fængsel. Begge blev dog løsladt i begyndelsen af 1950’erne.

Vi følger et par retsdage

Jens Møller fortsatte som dyrlæge. En tidlig morgenstund kørte han ind i et træ med døden til følge, efter at have arbejdet hos en bonde hele natten.

Vi følger i denne artikel to retsdage ved retten i Aabenraa. Her drejer det sig det væsentlige og finde ud af, hvem der havde skrevet et bestemt brev afsendt fra Gråsten den 21. oktober 1940.

Hvad var det for ”Beretninger”

Endvidere ville de danske myndigheder gerne vide, hvad de såkaldte ”Beretninger” skulle bruges til, og hvem der havde modtaget disse. Disse ”Beretninger” indeholder informationer om dansksindedes overgreb, boykot og aktioner mod medlemmer af det tyske mindretals medlemmer. De danske myndigheder mener desuden, at det i den grad er blevet manipuleret med disse ”beretninger”.

De danske myndigheder mente, at disse blev brugt som et argument for, at flytte grænsen. De blev sendt til Berlin, og meningen var, at overbevise de tyske ledere om, at det tyske mindretal blev så dårlig behandlet, at tyskerne blev nødt til, at flytte grænsen op til Kongeåen.

Dårligt forhold mellem Jens Møller og politimester Brix

Det er ganske tydeligt, at forholdet mellem lederen af NSDAP-N og Det Tyske Mindretal, Jens Møller og anklageren, politimester Brix er mere end dårligt. Der er mange personlige angreb fra Jens Møllers side.

Vi skal lige understrege, at vi heller ikke i denne artikel specielt går efter det tyske mindretal, som vi tidligere mange gange er blevet beskyldt for. Kilderne til denne artikel har vi fra Der Nordschleswiger.

20. april 1948 – åben for tilhørere

Den 20. april 1948 var første gang, at der var publikum og tilhører med i retssalen mod lederne af det tyske mindretal. Anklageren, politimester Brix fremkom denne dag med en ny anklage mod Jens Møller – anklage for højforræderi.

Men det ville Møller ikke finde sig i. Han protesterede mod, at Brix i denne anklage optrådte som anklager. Han har jo selv arbejde for grænseflytning gennem den sydslesvigske vælgerforening. I en artikel i Flensborg Avis kunne man se, at politimesteren optrådte til SSW’ s oprettelsesfest.

Brix svarede, at det overhovedet ikke havde noget med politik at gøre. Møller mente, at Brix burde have taget afstand fra SSW’ s grænsekrav. Men denne svarede, at han deltog efter anmodning fra Justitsministeriet.

Dommeren mente ikke, at Møllers protest ville føre til noget. Møller’ s forsvarer mente heller ikke, at det førte til noget. Men Møller fastholdt sit krav. Han ville gerne have en retslig afgørelse.

Brix fortalte til referatet, at han deltog som æresgæst sammen med ministerpræsident Dr. Steltzer og den engelske guvernør i Slesvig Holsten.  Brix pointerede, at han samarbejde med det dansk – engelske paskontor igen på opfordring af Justitsministeriet.

Da forhandlingerne igen blev optaget forkyndte dommeren, at Møllers protest efter rettens afgørelse var blevet afvist.

Skarp kritik fra Jens Møller

Møller rettede nu en række angreb mod anklageren, politimester Brix. Han blev beskyldt for, at han i 1947 havde vanskeliggjort indrejse af 200 sydslesvigske børn, der skulle på ferieopholde hos tysksindede i Sønderjylland.

Forsvareren måtte nu fortælle Møller, at dette slet ikke havde noget med sagen at gøre.

Møller fortsatte nu sine angreb. Han kunne ikke forstå, at en mand, der var interesseret i at få flyttet grænsen kunne være anklager i denne sag. Om min sag skal ankes til Landsretten vil jeg være op til sin forsvarer, sagde han. Men det ville hans forsvarer ikke.

Man måtte ikke tale om grænserevision

Anklageren fremlagde nu to breve, dateret april 1940 fra ”Volksdeutscher Mittelstelle”. Disse omhandlede retningslinjer omkring tyskernes politik over for Danmark under besættelsen.

Det ene var fra chefen, SS-Obergruppenführer Lorenz. Det andet var fra sekretær Dr. Garder til Gauleiter i Slesvig Holsten, Sieh.

I begge breve bliver der anført, at der af hensyn til den amerikanske presse, at man ikke må kommentere grænsespørgsmålet.

Den tyske politik i Danmark ville blive ført så gnidningsløst som mulig. Derfor måtte det tyske mindretal indrette sig efter dette.

I den forbindelse spurgte anklageren om Riemanns besøg i Aabenraa. Men dette førte ikke til noget nyt.

Der var ikke blevet talt om grænserevision

Møller forklarede, at han under et besøg i 1938 fik forklaret af Stabslederen hos Volksdeuscher Mittelställe, Dr. Behrens havde fortalt ham, at der ikke kunne blive tale om nogen form for grænserevision. Så for ham var meldingerne i april 1940 ikke overraskende.

Anklageren ville nu vide, om Reimann’ s besøg havde noget at gøre med den ”gule parti-befaling” at gøre? I denne blev der opfordret til at anmelde alle former for dansk chikane af det tyske mindretal.

Dette svarede Møller benægtende på. Han mente, at denne befaling først var blevet udsendt, hvis nok i 1943.

Nu ville Brix vide, hvad disse beretninger/indberetninger skulle bruges til. Og Møller svarede, at de udelukkende skulle bruges til at bedømme den generelle situation.

Møller tilføjede, at han brugte disse, i sit hverv som folketingsmedlem. Så kunne han bl.a. diskutere situationen med Stauning. Desuden var det rart at vide, hvad modstanderne foretog sig, mente Møller. Og disse beretninger/indberetninger blev allerede anvendt, da Møller blev folketingsmedlem.

Gråsten – Brevet af 21. oktober 1940

Nu fremviste Brix et brev der nogenlunde havde følgende ordlyd. (Uddrag):

• Gråsten den 21. okt. 1940

Den 5. række af situationsberetninger viser, at spændingerne i vores grænseland vokser. I kædebreve bliver der opfordret til systematisk boykot fra dansk side. Denne udvikling sker selv om det tyske mindretal viser tilbageholdenhed.

Jeg må fastslå, at mindretallet følger mine anvisninger og ikke indlader sig i nogen form for provokationer. Man reagerer heller ikke på angreb.

Først sidst på sommeren er Nordschleswigsche Zeitung overgået til at bringe nogle kradse bemærkninger til de provokationer, som vi oplever.

Dette er nødvendig for at bevare vores ære og eksistens. Ellers ville vi fremstå som svag og ligeglade.

Danskheden bruger alle midler til at undertrykke os. Vejen til Norden går gennem at løse det slesvigske spørgsmål. Et helt Slesvig under tysk herredømme ville være det helt rigtige.

Men situationen for det tyske mindretal bliver mere og mere uholdbar. Partikammerater kommer hele tiden og beder om selvhjælp. Men jeg har afvist og i den svære situation er det vigtigt at udvise disciplin.

Men jeg føler, at det er min pligt gennem disse beretninger at gøre opmærksom på situationen.

Brevet var underskrevet ”Heil Hitler” uden underskrift.

Møller benægtede at være forfatteren

Anklageren hæftede sig også ved den manglende underskrift. Derfor blev Møller spurgt, om han kendte brevet. Men han svarede benægtende. Brix ville derefter gerne vide, hvem der havde skrevet det. Møller kunne fortælle, at han allerede havde skrevet et brev på skrivemaskine.

Møller benægtede også, at han var forfatter til det. Og så spurgte Brix, om det var Møllers underskrift på originalen. Der svarede han, at det vidste han ikke, for det var første gang, at han havde set brevet.

Og så ville Brix vide, om det kunne være afsendt uden Møllers viden. Det kunne måske godt være, men det ville være meget usandsynligt, mente Møller.

Møller mente ikke, at det var Politimesteren

Møller mente dog, at han havde en formodning. Det var en mand, der beskæftigede sig meget med dette spørgsmål.

• Men det er ikke Dem, Hr. Politimester
•  

Dommeren lo og bemærkede, at det kunne det nok ikke have været.

• Nej, men han har meget mere på samvittigheden Hr. Dommer.
•  

Brix forklarede, at Berlin havde taget 110.000 fotokopier, og man afventede også en masse fra London.

Et brev fra NSDAP – N i Tinglev

Møller fordrede nu en masse dokumenter fra de danske ministerier. Dommeren henviste ham til sin forsvarer.

Anklageren fremviste nu et dokument med overskriften ”Heim ins Reich fra den 22. oktober. Det var underskrevet af forskellige ”By kommandører under NSDAP-N. Afsender var NSDAP – N i Tinglev og modtageren var det tyske konsulat i Aabenraa.

I dette brev tales der atter engang om en ophævelse af grænsen.

Brix ville vide om Møller over for konsul Lanwer havde talt om ophævelse af grænsen. Det svarede Møller nej til. Det kunne måske være Peter Larsen, der stod bag dette brev.

Møller fortalte, at han aldrig ville have anerkendt disse brev, hvis de var blevet forelagt ham.

Møller havde aldrig opfordret til vold

Forsvareren spurgte Møller, om han nogensinde havde opfordret til vold. Møller svarede, at det havde han ikke selv om han havde haft lyst til dette. Han havde modtaget talrige trusselsbreve. Det danske politi havde sørget for, at han fik en pistol stillet til rådighed.

Brix ville vide, om det var Møller, der havde arrangeret overfaldet på Rossent (lærer på Statsskolen i Aabenraa).

Dette nægtede Møller, at svare på. Han havde allerede svaret på, at han aldrig havde opfordret til vold.

Sekretær Riemann som vidne

Om eftermiddagen den 20. april blev sekretæren fra Volksdeutscher Mittelstelle, Riemann afhørt som vidne ved hjælp af en tolk. Afhøringen trak i langdrag og måtte afbryde af en pause.

Han fortalte, at han opfordrede til ikke at dramatisere beretningerne om de danske overfald og boykot. Han forklarede at Volksdeutscher Mittelstelle havde modtaget beretningerne. Men man havde ikke gjort brug af dem. De var ikke blevet brugt til at udøve politisk tryk på Danmark.

Han havde ikke udarbejdet et ”Skrift om Grænserevision”. Men han kunne fortælle, at byen Flensborg havde lavet en sådan en. Det havde de gjort, fordi byen ”ikke kunne leve uden”.

Vidnet vidste ikke, om den anklagede Møller havde set dette ”skrift”. Og det var selv om Møller personligt modtog al post.

Møller havde aldrig talt om grænserevision!

Den 21. april blev retssagen mod Jens Møller og Peter Larsen fortsat. Reimann fortalte, at han ikke havde sendt beretningerne videre til Sikkerhedspolitiet.

Møller spurgte Reimann om stabslederen Behrens fra Volksdeutscher Mittelstelle havde betragtet beretningerne som andet end information. Man havde samme opfattelse, at det blot var en information. Han benægtede igen, at disse beretninger var blevet videresendt.

Møller spurgte også Reimann, om han nogensinde havde bedt om en grænserevision. Dette mente Reimann ikke. Nu var han færdig som vidne og kunne igen tage tilbage til Tyskland.

Friherre von Loew som vidne

Det næste vidne var Friherre von Loew. Han var jurist og SS-Fører. Han befandt sig i fangenskab. Brix spurgte ham, om han havde set noget omkring grænserevision fra Møller, men det havde han ikke. Han havde heller ikke Møller tale om det.

Vidnet forklarede, at man i Kiel og Berlin så forskelligt på grænserevision. Gauleiter Lohse i Flensborg ville gerne love det tyske mindretal en grænserevision. Berlin ville ikke høre tale om det.

Von Loew synes selv, at en grænserevision var uvæsentlig. Måske havde han tidligere fortalt noget andet, sagde han så.

Møller angriber Brix

Brix fremlagde en del dokumenter fra Nürnberg-processen med eksempler på, hvad en grænserevision kunne føre til. Eksempler blev fremlagt fra Luxemburg og Elsas-Lothringen.

Det blev for meget for Møller. Han kom nu med en masse personlige angreb mod Brix. Måske kunne noget af voldsomheden have noget med hans fængselsophold at gøre. Han spurgte nu, hvad disse sammenligninger skulle gøre godt for.

Dommeren svarede, at politimesteren ville vise, hvilke konsekvenser, det ville have givet for Nordslesvig, hvis en grænserevision var trådt i kraft.

Møller mente ikke, at politimesteren havde skam i livet

Møller spurgte nu retten om man var klar over, at den engelske hovedanklager, Shawcross havde erklæret, at han var fuld af skam:

Men det kan vi vel ikke forlange af denne anklager. Han har antagelig ingen skamfølelse.

Brix havde efterhånden fået nok af Møllers vedvarende personlige angreb:

• Jeg vil meget energisk protestere mod disse former for ytringer.

Men Møller kunne ikke dy sig, og fortsatte med at fortælle, at der ville komme meget mere.

Dommeren beder Møller dæmpe sig

Det fik så dommeren på banen. Han henvendte sig til Møller:

• De bliver her i retten behandlet høfligt. Nu må de også optræde høfligt og ordentlig.

Møller svarede, javel, men fortalte så, at han havde erfaret, at politimesteren havde sagt til sin kone, at man skulle sende ham til ”Tosseanstalten” i Augustenborg.

Men det passede ikke, svarede Brix. Fru Møller havde til ham sagt, at hun næsten ikke kunne genkende hendes mand. Han havde svaret, at hvis hun mente, at hendes mand psykisk og fysisk ikke var rask, så skulle anklagemyndighederne nok sørge for, at han ville komme i behandling af de rigtige læger.

Til dette svarede Møller, at det overhovedet ikke passede. Man havde i stedet sendt en læge, der skulle undersøge ham for syfilis.

Dommeren forsøgte at forsvare Brix. Han sagde, at dette ikke havde noget med politimesteren at gøre. Det hørte til lægens pligt.

Nu ville Møller have, at hans kone mødte op i retten som vidne.

Dommeren svarede, at dette ikke kunne lade sig gøre. Han anmodede nu Møller om at styre sit temperament. På den måde kunne han bevise, at han havde det godt.

Men Møller fortsatte:

• Bare vent Hr. politimester, der kommer flere angreb

Den 27. april 1948 – Peter Larsens tur

Den 27. april var det så Peter Larsens tur.  Han var ligeledes anklaget for højforræderi. Han var anklaget for at være medforfatter til brevet af 21. oktober 1940. Her blev der som allerede nævnt, at hele Slesvig Holsten skulle underlægges Tyskland inklusive Nordslesvig. Han havde også været til samtale med Riemann i april 1940.

Brix spurgte ham om samtalen drejede sig om grænserevision. Men det svarede Peter Larsen benægtende på. Brix spurgte om dette ikke var skuffende. Og dette svarede Peter Larsen bekræftende på.

Riemann ville ikke høre på, at situationen var uholdbar. Det handlede dog ikke om beretningerne. Allerede fra 1935 havde partiet fået disse beretninger, sagde Larsen. Disse havde slet ikke noget med Danmarks besættelse at gøre. Tværtimod havde nogle kredsledere bebrejdet Larsen ikke havde udnyttet situationen den 9. april.

Larsen mente, at Brix var for mistroisk

Brix viste nu Larsen en række beretninger om dansk chikane og boykot. De var fundet i ”Auswärtigen Amt” i Berlin. Men Larsen mente, at disse beretninger kun var arkiveret lokalt.

Men sagde Brix. Her kunne man se, at beretninger var sendt videre. Larsen erkendte nu, at konsul Landwer havde modtaget nogle af beretningerne på opfordring. Han ville bruge dem i sine samtaler med Refslund-Thomsen (Politiadjudant).

Brix ville vide, om Møller vidste noget om dette. Larsen svarede, at mellem ham og Møller bestod et fortrolighedsforhold. Han havde derfor næsten ubetinget fuldmagt. Derfor blev Møller ikke orienteret om det hele.

Hvem fik ellers beretningerne ville Brix gerne vide. Nu mente Larsen, at Brix var blevet lidt for mistroisk. Han fastslog, at beretningerne blev i organisationen.

Dommeren var forundret

På spørgsmålet om overborgmester Kracht i Flensborg fik beretningerne tilsendt, svarede Larsen, at det ikke var ham, der havde sendt ham.

Dommeren var forundret over, at Møller havde sagt, at disse beretninger blev brugt i forbindelse med hans folketingsarbejde. Og hvordan var disse beretninger så også landet i Auswärtiges Amt i Berlin, ville dommeren gerne vide.

Larsen kommenterede, at det også for ham var en gåde.

Dommeren mente, at det var Mr. Nobody

Brix mente helt bestemt, at Larsen burde vide, hvem der havde haft beretningerne i hænderne. Indtil nu havde man fået seks sendinger fra Berlin, og der kom sikkert flere. Det vidste Larsen ingenting om.

Dommeren mente, at det var Mr. Nobody.

Nu mente Peter Larsen at dommeren heller ikke skulle være så mistroisk:

•  Jeg var kun lærling af H.P. Hanssen. Jeg har lært af hans arbejdsmetoder!

Nu lagde Brix en rapport frem af Overborgmester Krachts. Han forklarede, at han havde fået beretninger tilsendt fra Aabenraa. Larsen benægtede nogensinde at have sendt disse til Flensborgs overborgmester.

Larsen mente, at konsulen havde en livlig fantasi

Men sagde Larsen, Det Lille Politiske Råd havde til enhver tid lov til at kigge i disse beretninger. Larsen påstod, at Det Lille Politiske Råd aldrig havde diskuteret grænserevision. Han ville aldrig den 9. april 1940 havde opsøgt politimester Agersted i Aabenraa for at afgive sin loyalitet, når han tænkte på en grænserevision.

Han kendte også Møllers holdning til dette. Vi ville aldrig bruge magt for at få en grænserevision, sagde Larsen. Og da slet ikke, når Danmark var besat. Det har hele tiden været vores politik.

Politimester Brix lagde nu konsul Lanwer’ s beretning foran den anklagede. Det var en plan for et forsvar af Nordslesvig. Larsen mente, at det var en fantasiprodukt fra konsulentens side. Larsen mente også, at konsulens havde en meget livlig fantasi.

I en af beretningerne bliver der talt om en Kongeås – tale, om Jens Møller i Kjelstrup. Både Møller selv, Larsen og Rudolf Stehr afviste dette. De kaldte det for tankespind.

Dommeren undrede sig over alle de uklarheder, der fremkom med hensyn til beretningerne og ”Gråsten – brevet”.

Larsen og Møller kendte ikke til ret meget

Om eftermiddagen den 27. april blev retssagen fortsat. Nu var både Jens Møller og Peter Larsen til stede. Om en Nordslesvigsk SS – afdeling kendte Larsen ingenting til.

Til Kongeå – talen bemærkede Møller, at det er umuligt, at han nogensinde havde kommenteret dette. Omkring Gråsten brevet ville Møller heller ikke udtale sig, men han havde sine formodninger, om hvem det kunne være.

Peter Larsen mente, at hvis Møller havde en formodning om, at det var ham skulle han sige det. Men Møller ville ikke udtale sig. Til mødet var forsvareren i stedet for Højesteretssagfører Hasle nu Landsretssagfører Krüger. Denne spurgte, om forfatteren kunne være den afdøde Peter Kragh. Heller ikke på dette spørgsmål ville Peter Møller svare.

Forsvareren kom nærmere ind på brevet og Peter Larsen mente, at der var noget mystisk over dette brev. Alle beretninger var med kopi og underskrift bare ikke dette brev, Møller mente også, at det var mystisk, at Riemann ikke vidste noget.

Flere nægter kendskab til Gråsten – brevet

Forsvareren antydede, at det måske kunne være Wilhelm Jürgensen (Asmus von der Heide) og Rudolf Stehr som mulige forfattere af brevet af 21 oktober 1940. Jürgensen mente ikke, at han havde forfattet det. Men han kunne da godt have ment det, sagde han. Han mente heller ikke, at det var skrevet af Stehr. Beretningerne var heller ikke blevet redigeret af ham.

Larsen mente, at Jürgensen skulle fortælle ham, hvis han mente, at det var ham. Han ville ikke have, at nogen uskyldige blev dømt. Jürgensen vidste virkelig ikke, hvem der havde skrevet brevet.

Overborgmester Kracht var af den mening, at det var Rudolf Stehr. Det var nøjagtig hans måde at skrive på. Men Stehr svarede, at der har han taget fejl. Og så gentog dommeren, at det måtte være Mr. Nobody.

Hvad var sandheden om ”Zeitfreieilligen”?

Brix meddelte, at de næste dokumenter fra Berlin ville foreligge den 1. maj. Efterforskningen afsluttede i disse dage deres arbejde.

Efter en kort pause fortsatte man omkring ”Frivillige-korpset” (Zeitfreiwilligen). General von Hanneken fortalte, at korpset var opstået efter ønske fra mindretallet. Peter Larsen benægtede denne melding. Von Hanneken havde udtrykkeligt beordret dannelse af dette korps. Hvervningen var gennemført med Peter Larsen som hovedmand. Men han fortalte, at ingen var blevet tvunget eller presset!

Mod korpsets indsats den 29. august 1943 havde Møller protesteret i Silkeborg. Men kun 30 medlemmer havde deltaget, påstod Peter Larsen.

Zeitfreiwilligen skulle have haft våben

Til slut blev der fremlagt en samtale, der havde fundet sted den 17. marts 1945 hos lærer Bergfeld. Heri blev refereret en samtale, der havde fundet sted mellem Dr. Møller og general Lindemann i Silkeborg. For fremtiden skulle korpset være et beskyttelseskorps for mindretallet. Det skulle hjælpe men dog stadig være en del af besættelsesmagtens tropper.

De 750 medlemmer skulle også snart få et våben. Der blev foreslået et gevær med ti skud. Det skulle opbevares derhjemme, så man hurtigt kunne rykke ud i tilfælde af alarm. Der var forskellige forslag til de fremtidige navn – Volkssturm Nordschleswig, Heimwehr eller Schützengruppe. Korpset skulle overtage ”Selbstschutz” funktioner.

Men få uger efter blev korpset nedlagt.

Hermed slutter vores gennemgang af den store retssag i Aabenraa.

Kilde:

• Der Nordschleswiger 24. april 1948
• Der Nordschleswiger 1. maj 1948

Hvis du vil vide mere:

• På www.dengang.dk har vi 169 artikler fra Sønderjylland herunder:

• Sønderjylland under pres-syd fra
• Da Nazismen kom til Sønderjylland
• Den Sønderjyske politiadjudant
• Overvågning i Sønderjylland
• Folketingsvalget 1939
• Jens Møller-folkefører og folkeforfører
• Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
• De fem lange år i Sønderjylland
• Mindretal i brændepunktet
• Den sønderjyske efterretningstjeneste
• Opgøret efter 1945
• Det tyske mindretal
• Fremmedflag i Sønderjylland
• Tyske flygtninge i Nordslesvig
• Sønderjylland-maj 1945
• Sønderjylland – efter Genforeningen
• Holocaust-aldrig igen
• Jordkamp, Vogelgesang og domænegårde

• På www.dengang.dk har vi 272 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) herunder:

• Gerningsmænd eller ofre
• Fra krig til Internering
• Et mindretal under besættelsen
• Dibbernhaus i Aabenraa
• Besættelsestiden og det tyske mindretal
• Efter besættelsestiden
• Nazistisk ungdomsarbejde i Sønderjylland
• Vidste de frivillige, hvad de gik ind til
• Slemme folk fra Sønderjylland
• Retssikkerheden før og under besættelsestiden
• Bloddrenge og unge nazister
• Waffen SS-engang en elitehær
• Retsopgøret i Sønderjylland
• Danskerpak og tyskerpak

• På www.dengang.dk har vi 240 artikler fra det gamle Tønder, herunder:

• Da Hagekorsflaget blev rejst i Tønder
• Obersten fra Tønder
• Tønder under besættelsestiden
• Da gadeskiltene blev skiftet i Tønder
• Heimatfest i Tønder 1921
• Tønder – omkring 1920
• Da Tønder igen blev dansk
• Socialdemokratiet i Tønder – dengang
• Tønder – efter krigen
• Tønder – mellem dansk og tysk
• Tønders tyske sportsforeninger

• På www.dengang.dk har vi 144 artikler fra det gamle Aabenraa, herunder:

• Knivsbjerg – nord for Aabenraa /vers. 2018)
• Aabenraa under besættelsen
• Sorgen ramte Aabenraa 1-2
• Frits, nazister og et kartotek
• Løjt mellem dansk og tysk
• Aabenraa – mellem de to krige
• Aabenraa – maj 1945

• På www.dengang.dk har vi 57 artikler fra det gamle Padborg/Kruså/Kollund herunder:

• Frøslevlejren i den sidste tid
• Straffelejren
• Dagligliv i Frøslevlejren
• Bov Sogn – mellem dansk og tysk
• Fårhuslejren
• Frøslevlejren
• Bov kommune – under Besættelsen
• En sønderjyde krydser sine spor
• Harreslev – dengang og mange flere