De fattiges Fabrik på Ladegården

København var prøveklud for lovgivning for fattige og arbejdsløse. På ladegården var der masser af institutioner. Gårdens økonomi var elendig. Her var lige fra krigshospital til hospital for afsindige. 20 dårekister blev indrettet. Her var også Arbejderanstalt. Arbejdsgivere foretrak slaverne (straffearbejdere). Arbejdsløse skulle hurtigt i arbejde. Nu fik arbejderne lys og varme. 102 rokke blev udlånt. En masse fabrikker opstod på Ladegården. Det startede med succes. Men ak, det gav underskud. Ladegårdens rygte var i den grad afskrækkende. Kvaliteten var uhyre ringe. Ladegårdslemmer var heller ikke velset på byens sygehuse. Derfor måtte man selv indrette et sygehus til lemmerne. Ladegården blev nedrevet i 1930.

København var prøveklud

København fungerede som en slags prøveklud, når det gjaldt initiativ til at forbedre vilkårene for de fattige og arbejdsløse. Mange af de initiativer man startede i hovedstaden, forsøgte man senere at gennemføre ude i provinsen. Allerede omkring år 1600 prøvede man med tvangsarbejde. Det var i hovedstaden, at de landskendte fattiginstitutioner opstod. Det var Opfostringshuset, Tugt -, Rasp, og Forbedringshuset og Ladegården.

Borgerne skulle moralsk og åndeligt oprustes. Et universalmiddel mod dette blev arbejde og arbejdertvang. Det gavnede staten, og så lærte man også de fattige at bestille noget.

Masser af institutioner

Ladegården blev hurtig opgivet som det, bygningerne var bleregnet til. De oprindelige bygninger blev ødelagt under belejringen i 1658. Men helt til 1930 holdt der her institutioner til.

Gårdens økonomi var elendig

Ladegården blev oprindelig opført i 1620erne i skansen ved dæmningen mellem Peblingesøen og Skt. Jørgens Sø. Området svarer i dag til et område afgrænset af gaderne, Åboulevarden, Rosenørns Allé, Worsaavej, og Jakob Dannefærds vej.

Selve bygningen var en lav længe, som kunne rumme 500 stykker kvæg. Et stormvejr i 1628 ødelagde bygningen. Kongen lod rejse en ny bygning. Denne gang var den i grundmur og tre etager. Den blev omgivet af bastioner og voldgrave. Vandet blev hentet fra Ladegårdsåen samt en gren af den, Rosenåen, som løb ud i Kalvebodstrand.

Gårdens økonomi blev dog aldrig god. Kongen havde stor underskud, hvorefter den til sidst blev bortforpagtet. Derefter begyndte en udstykning.

Fra Krigshospital til hospital for afsindige

I 1710 skænkede kongens bygningerne til Krigshospitalskassen. Under pestepidemien 1711 blev bygningerne brugt som pesthospital.  Efter den store brand i 1728 blev bygningerne anvendt som husvilde – bolig.

I 1733 oprettedes en stiftelse kaldet Krigshospitalet, beregnet for både civile og militære fattige. De militære fonde for land – og søetaten skulle forsørge alle mænd, kvinder og børn som ikke, siden de var tilknyttet forsvaret havde ernæret sig i to år ved en eller anden borgerlig næring. En kapital på 1.200 rdl. Som kongen havde betalt til Pesthuset for fattige garders og grenaderes enker overførtes til Krigshospitalskassen.

Fra 1765 fungerede Ladegården dels som hospital for frivillige og dels som tugthus for betlere, der opbragtes af byens fattigfogeder. Ligeledes samme år stiftedes Frederiks Plejehus, der skulle erstatte Krigshospitalet på Ladegården.

I 1769 var Sankt Hans Hospital flyttet til Ladegården. Stedet skulle de Afsindige og Tosserne dele med fattiglemmerne. Dem var der mere end 500 af på daværende tidspunkt på Ladegården.

20 dårekister

Der blev indrettet en bygning med 20 dårekister, opført af solide planker. Standardudstyret var en briks og et lokum. Men som noget nyt kunne disse dårekister opvarmes. I 1770 led 88 af Ladegårdens beboere af sindslidelser. 14 af dem var så hårdt angrebet, at de blev anbragt i disse dårekister. De øvrige boede i lemmestuer, som var ret små kamre. Fik de et anfald blev de anbragt i dårekisterne. Ødelagde lemmerne deres sengetøj, fik de ikke noget nyt, så måtte de nøjes med halm. Det samme gjaldt for tøjet. Adskillige af de sindssyge gik nøgne rundt eller kun iført pjalter. I 1814 blev Sankt Hans Hospital overført til Roskilde.

I årene 1787 – 1805 blev der klaget over Ladegårdens elendige tilstand. Det blev ikke bedre efter 1807, hvor englænderne havde et batteri stående. Bygningerne var så ødelagte, at Fattigvæsnet flyttede i 1808 til Bidstrup Gård ved Roskilde.

Man var allerede i gang med at bygge et decideret sindssygehospital på en grund, man kaldte Fuglevænget lige i nærheden af Ladegården. Men efter krigen i 1807 blev dette byggeri aldrig genoptaget. Ja man kaldte det nu Hospital for Gale og Afsindige.

Arbejderanstalten

I 1822 blev Arbejderanstalten på Ladegården indrettet.

Kancelliet forespurgte i 1824 de lokale myndigheder om tallet på rejsende svende og tallet på arbejdsløse. Og svaret fra provinsbyerne var, at der ingen arbejdsløse var. Derimod bliver der i København efter forespørgsel oplyst, at der er cirka 500 arbejdsløse. Men det tal kan langt fra passe. Det var kun tallene på svendene.

Arbejdsgiverne foretrak Slaverne (straffefangerne)

Rundt om på torvene stod de arbejdsledige og ventede på, at nogle havde brug for deres arbejde. Men det skete, at arbejdsgivere foretrak at henvende sig til Fattigvæsnets anstalter. Herfra blev lemmerne udlejet. Men ofte var det Slaverne (straffefanger), som arbejdsgiverne foretrak. Disse slaver blev også anvendt som håndlangere ved masser af byggeri i København.

Betleri var forbudt. Men hvad skulle man gøre? Man skulle jo have noget at leve af. Fattigvæsnet skulle først og fremmest skaffe arbejde med betaling til gangbar pris. På landet var det ofte præsten, der var formand for Fattigkommissionen.

Arbejdsløse skulle hurtigt i arbejde

Fattigloven af 1799 og den senere forordning af 1803 om Købstædernes Fattigvæsen stræbte efter at den fattige ikke skulle blive forfordelt, men ved Fattigvæsens aftale med en fabrikant opnå en passende løn, så varer, der er fabrikeret på denne måde ikke skulle komme på markedet til særlig billige priser og således virke prisdykkende.

I forskellige københavnske sogne blev det i slutningen af det 18. århundrede oprettet arbejdshuse med det formål at skaffe arbejdsløse et fornuftigt arbejde. Man kunne både gå hjem og gå hen i arbejdshuse, men man kunne også risikere, at blive indlagt i arbejdshuse.

Lys og varme

I 1821 nævnes det, at de fattige gerne arbejder i Arbejdshusene, fordi de får lys, varme og en bekvem arbejdsplads. I slutingen af 1830’erne udtaler Københavns Fattigvæsen, således at man tilbød familiefædre arbejde som håndværkere eller daglejere i Fattigvæsnets stiftelser, samtidig med at de bevarede deres bolig.

I november 1833 blev Københavns Tvangs – og Arbejderanstalt indlemmet i komplekset. Efter en beskeden begyndelse voksede lemmernes antal.

Fattigvæsnet udlånte 102 rokke

I 1839 havde Fattigvæsnet beskæftiget 123 kvinder i deres hjem og udlånt 102 rokke.

• Thi Spind er den eneste Syssel som den ringe Classe har lært.

Arbejdshuse skulle skaffe arbejde til indlagte lemmer såvel som ikke – indlagte. Spørgsmålet rejste sig, om Fattigvæsnet ikke tog arbejde fra private. Fattigvæsnet såvel som straffeanstalter antog fabrikssvende til at lede arbejdet. Det var ikke alle, der var lige begejstrede for systemet:

• Fabriker befordre derfore som oftest enkeltes Rigdom, men Manges Fattigdom

En masse fabrikker på Ladegården

I 1816 blev der oprettet en Industri – indretning til beskæftigelse af arbejdsføre på Ladegården. Her blev der indrettet en uldfabrik, et farveri, en linnedfabrik, et lysstøberi og et rebslageri. Produktionen skulle først og fremmest dække Fattigvæsnets eget forbrug. Desuden skulle der leveres lærred til hæren, Negerklæder (Bambo) til Negrene i Vestindien, dækkener til de kongelige stalde, ligesom man også solgte varer til de handlende. På fabrikken skulle de mest arbejdsdygtige arbejde, mens man på arbejdshusene fortsatte med at lade de øvrige arbejde med spinding af hør og hamp.

Det startede med en succes

Det startede med succes. Man begyndte med Uldfabrikken i 1822. Til at lede denne antog man en tidligere klædefabrikant, der fik hjælp af et par dugmagersvende. De andre virksomheder blev også ledet af faglærte.

Størst på Ladegården var Uldfabrikken. Den beskæftigede i 1825, 224 personer. Man rådede over hele 18 arbejdsstuer. Inden udgangen af 1825 blev der forfærdiget 60.000 alen tøj, 4.500 alen gulvtæpper, senge – og dækketøj.

Linnedfabrikken havde vævet 24.000 alen, heraf 17.000 alen hørlærred.

Underskud

Men ak og ve. I 1825 var underskuddet for anstalten som helhed omtrent 8 skilling pr. dag pr. mand. Uldfabrikken var oppe på et underskud på 12 skilling, og Linnedfabrikken var oppe på et underskud på 28 skilling pr. dag pr. mand. Underskuddet blev betalt af Fattigvæsnet. I løbet af tre år havde man noget et underskud på 25.000 Rbd.

Ladegårdens rygte var afskrækkende  

I 1826 siges det, at mængden af arbejdere på Ladegården var

• Afkræftede, løsagtige fruentimmer, afskedigede, halvfede matroser og soldater, frigivne forbrydere fra slaveriet og tugthuse.

Man mente, at de først skulle tillæres, hvorfor man også debatterede, hvorvidt tillæringstiden ikke burdes lønnes lavere.

Man overvejede, at nedlægge Rebslageriet, Lysstøberiet og Linnedfabrikken.

• Ladegårdens rygte var så afskrækkende, at ofte en fattig Borger hellere vil friste alt, end begive sig derhen, og han udsætter sig, ved at tage Arbejde der, for at blive miskendt af sine Medborgere, som erfare, at han har været paa et Sted, hvor Forbrydelser og Laster ere de almindelige Egenskaber hos Arbeiderne

Kvaliteten var uhyre ring

Kvaliteten af det man producerede var uhyre ringe. Dog var gulvtæpperne af en rimelig kvalitet.

I 1833 syntes det som om, man havde accepteret, at Ladegården blev noget helt andet end hvad man havde forstillet sig i 1822.

I 1839 stak lemmerne ild på bygningerne i protest mod planer om at adskille anstaltens mænd og kvinder ved at opføre et plankværk tværs over gården. Skaderne blev udbedret, og i 1848 deltes gården ved opførelsen af en ny tværbygning i tre etager samt tagetage.

En decideret fattiggård opførtes som en firlænget gård på et areal øst for arbejdsanstalten.

Ladegårdslemmer var ikke særlig velset

Ladegårdslemmerne var ikke en særlig velset patientgruppe på Kommunehospitalet. Det var ingen, der ville dele stue med dem. Man betragtede nærmest Ladegården som en tvangsarbejderanstalt for betlere og uordentlige fattige, herunder alkoholikere. Stedet var nærmest at betragte som Københavns Fattiggård. 700 – 800 af Københavns over 6.000 fattige fik her varig hjælp.

Nogle af sygdommene behandlede man selv

I 1870 ændredes forholdene sådan at Ladegården selv kunne forestå behandlingen af en lang række sygdomme, herunder benbrud, sår, visse urinrørssygdomme og andet. Mistro og modvilje skabte denne ændring. Ladegårdslemmerne blev af mange anset for at ligge samfundet til last og for på alle måder at udnytte systemet.

Ja man sagde endda, at Ladegårdslemmerne ikke undslog sig med at benytte Lægen som Skærmbrædt ved ulyst til at arbejde.

I 1865 var der 916 lemmer på Ladegården. Komplekset måtte udvides flere gange for at kunne rumme alle.

Nedrevet i 1930

Sidst i 1880erne fremsattes planer om at opføre en ny anstalt. Et byggearbejde blev indledt på en grund mellem Guldbergsgade og Nørre Allé. Men inden færdiggørelsen blev der truffet beslutning om, at overdrage komplekset til Almindelig Hospital.  Magistraten erhvervede i stedet et areal på Amagerfælled, hvor arbejderanstalten Sundholm blev opført.

Det gamle domicil ved Ladegården blev definitivt forladt den 1. juni 1908. Og efter, at det var blevet udlejet til diverse formål, blev bygningerne nedrevet i 1930.

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 254 artikler om det gamle Nørrebro bl.a. følgende artikler om Ladegården og Ladegårdsåen:

• Ladegården og åen
• Den gale præst på Ladegården
• Livet på Ladegården
• Ladegården – dengang
• Fattiglemmer på Ladegården
• Ladegårdsåen (NørLIV 18)
• Skal Ladegårdsåen atter flyde?
• En tur langs Ladegårdsvejen