Gerningsmænd eller Ofre

Et forsøg på at anmelde en bog af samme navn af Henrik Skov Kristensen. Bagerst i artiklen er en lang liste over artikler her på siden, hvor du kan få mere at vide om det dansk/tyske forhold. Artiklen er lang. Bogen beskriver en vigtig del af Sønderjyllands historie. Og forfatteren lægger ikke fingrene imellem. Den ældre generation i det tyske mindretal, vil måske forkaste bogen og dens argumenter. Ja mindretallet bliver indtil 1990’erne betragtet som et parallelsamfund med aftagende tendens. Vi kigger også på udviklingen i Forbundsrepublikken. Men man kan ikke helt sammenligne situationen, mener forfatteren. Der ikke mange formidlende omstændigheder i artiklen over for mindretallet, der dog efterhånden har erkendt, at ting er blevet fortrængt. Ja man erkender også, at for mange ”brune” fik magten i mindretallet. Den såkaldte Fårhusmentalitet er ved at lægge sig. Ja det handler om, at Danmark efter besættelsen blev gjort til gerningsmænd. Mindretallet forlangte undskyldning og kompensation.

Det blev en ”kæmpe” anmeldelse

Dette er blevet til en af de større artikler/anmeldelser. Og hvorfor nu det. Ja som opvokset i Sønderjylland, og med forældre der skippede mindretallet har det også været en del af undertegnedes liv. Bogen har ikke mange formidlende omstændigheder over for mindretallet. Det er lige på og hårdt. Mange vil sikkert kalde det uretfærdigt.

Problemet er stadig aktuelt

Vi har efter artiklen samlet en oversigt over artikler om det dansk/tyske forhold i Sønderjylland, som vi har samlet her på siden.  Måske er læsere uden for Sønderjylland ikke klar over det, men i Sønderjylland var det sådan, at hver by havde sin tyske slagter, købmand m.m.

Et sted konkluderer forfatteren, at det tyske mindretal i en periode op til 1990’erne har levet i et slags parallelsamfund med aftagende tendens.

Man kunne da godt være medlem af en tysk idrætsforening uden at tilhøre det tyske mindretal. Således var det i hvert fald med SG West i Tønder. En del af de lidt mere pudsige ting i forholdet til det tyske mindretal kan du også læse i min bog ”Grænsen er overskredet”.

Men problemet er stadig aktuelt. Det kan vi se ud fra de henvendelser, vi får til de artikler, som vi skriver om det tyske mindretal her på siden. Det er et kæmpe arbejde, som Henrik Skov Kristensen har udført. Der henvises til omfangsrig kildefortegnelse og notefortegnelse.

En bestemt generation vil måske forkaste bogen

Selv om det er en afhandling, så er der et omfangsrig personregister med, så de knap så historiekyndige kan følge med. Men også de mere filosofiske afsnit kan anbefales. Her får vi en forklaring på, hvorfor vi tolker historien forskellig.

Der er sikkert en generation inden for det tyske mindretal, der vil forkaste bogen. Undertegnede er spændt på at se reaktionen. Foreløbig har en anmeldelse i Jyllands Posten givet seks stjerne. Desværre var det en betalingsartikel, så undertegnede har ikke læst den.

Mindretallet har også støttet bogen

Bogen sammenligner udviklingen i Tyskland sammen med udviklingen i Sønderjylland og hos det tyske mindretal. Også i det tyske mindretal har man i de sidste år gjort op med fortiden. Her må man nok sige, at den yngre generation er mere åben. Måske kan bogen føre til, at der også i det tyske mindretal kan befordre den diskussion, der er i gang. Fra mindretallets side har man da også støttet bogen.

Mindretallets erindring skal ses på baggrund af den erindring, der skete i Tyskland.

Der sættes i høj grad fokus på mindretallets opfattelse af nazitiden. Også retsopgøret er i kritisk belysning. Vi har her på redaktionen haft talrige henvendelser, der har opfordret til, at vi holdt op med at skrive om den tid i Sønderjylland. Men vi mener, at vi skal have gjort op med historien.

”Straffelejren” var en øjenåbner

Straffelejren, som Henrik Skov Kristensen var hård over for det tyske mindretal. Bogen kan dog ikke bare affærdiges. Den såkaldte Fårhusmentalitet har hersket i mange år. Ideen var at man blev forført af Hitler og uskyldig dømt af Danmark. Mentaliteten har været belastende. Selvfølgelig var der mange fra det tyske mindretal, der blev uskyldig dømt. Men der var også mange danskere, der oplevede dette.

Filosofisk doktorgrad

Bogen er en afhandling. Den er antaget til forsvar i den filosofiske doktorgrad ved Syddansk Universitet. Men man skal sandelig ikke springe de afsnit over, hvor forfatteren forklarer sin filosofiske tilgang. Det er meget interessant at følge med i den historiske tilgang.

I Straffelejren har Henrik Skov Kristensen forsøgt at skildre, hvordan det tyske mindretal hvordan de selv forholder sig til historien. I den nye bog bliver dette yderligere forstærket. En af hovedtemaerne er skyld og ansvar, både juridisk og moralsk. Der er mange paralleller til det, hvad der skete i Forbundsrepublikken. I begyndelsen var der kun en lille kreds, der fik skylden.

Ikke alle synes, at det er en god ide

Langt om længe fandt man også i det tyske mindretal ud af, at der ikke kun var ofre men også gerningsmænd. Bogen er et godt grundlag for mindretallet til at komme videre. Men det er nu ikke alle steder i mindretallet man synes, at det var en god ide, at man fra mindretallet gav tilskud til bogen. Men det er vigtigt, at vi bliver ved med at diskutere historien også i Sønderjylland.

Forfatteren forsøger med bogen, at stille nogle spørgsmål, som det tyske mindretal i Sønderjylland nok har stillet sig selv mange gange i årene efter besættelsen. Hvordan har begreberne ”skyld” og ”ansvar” været juridisk og moralsk?

Erindring handler også om ”Fortrængning og glemsel”

Erindring handler også om ”fortrængning og glemsel”. Og hvordan var mindretallets forhold og brug af erindringssteder, primært Fårhuslejren og Knivsbjerg? I efterkrigsårene har disse været centrale for det tyske mindretals selvforståelse og identitetsdannelse.

Man kan sige, at Henrik Skov Kristensens bog ”Straffelejren” har fået mindretallet til at tage deres fortid op til revision, selv om denne bog nok ikke blev lige vel modtaget alle steder.

Hvordan opleves historien i en given periode, hvordan erindres den, hvordan gemmes den, og hvordan rekonstrueres den – og af hvem? Hvor længe har bestemte er faringer og tolkningen af dem gyldighed i samfunds-diskussionen? Hvad er forholdet mellem identitet og virkelighed? Man tilpasser og korrigerer fortiden.

Identitetsfortælling

Identitetsfortællingen frembringer en ny fortolkning af verden med henblik på at ændre denne. Man kan opretholde og omdanne erindringsfællesskaber. Henrik Skov Kristensen filosofere i begyndelsen af bogen på en meget interessant måde, som fortæller, hvad historie egentlig er. Ja måske også, hvorfor vi tolker den forskellig. Ja man kan dele erindring sammen. Det kan være nationalt, religiøst eller etnisk.

Amerikanerne gik hårdt til værks

200.000 personer fra SS, SD, Gestapo og NSDAP blev spærret inde i særlige interneringslejre, ja de var i mange tilfælde identiske med tidligere KZ – lejre. Særlig i den amerikanske zone gik man hårdt til værks. I de britiske og franske zoner gik man mere afslappet til værks.

Ved hjælp af den såkaldte Befreungsgesetz blev borgere undersøgt efter fem kategorier. Men dette udviklede sig farceagtigt. I stedet for straf blev der tale om en politisk renvaskning.

Efter den 1. januar 1951 forsøgte Forbundsdagen at afslutte afnazificeringen. Nu skulle der kun rejses sag mod ”hovedskyldige” og ”belastede”.

Kun 17 pct. af tyskerne bakkede op i 1949

I 1946 bakkede mellem 50 og 57 pct. af den tyske befolkning op om den hårde kurs. Men kun 17 pct. gjorde det i 1949. Amerikanerne og briterne forsøgte at ”genopdrage” tyskerne. Dette var dog ikke særlig populært blandt den ældre del af befolkningen.

Nürnberg – processen mod den nazistiske elite var heller ikke særlig populær. Den tyske befolkning kaldte den for ”Sieger – Justitz”. Men filmoptagelser af krigens forbrydelser gjorde indtryk på befolkningen.

Var det tyske folk kollektiv skyldig?

De store processer fra 1946 til 1949 mod læger, jurister, embedsmænd, diplomater, generaler, fabrikanter og virksomhedsledere fusede ud på grund af Den Kolde Krig. Hovedparten af disse var hurtig igen på fri fod. De kunne nu genoptage deres karriere.

Men en sag fra KZ – lejren Bergen-Belsen rejste et spørgsmål:

• Var det tyske folk kollektiv skyldig i nazi-forbrydelserne?

Forbundspræsident Theodor Heuss afviste i 1949, at tyskerne havde en kollektiv skyld, men man havde en kollektiv skam. Helt frem til 1990’erne var opfattelsen i den tyske befolkning, at det var en begrænset gruppe af mennesker, der havde ansvaret. Den almindelige tysker kunne ikke bebrejdes.

Krigsforbrydere blev benådet

I 1948 var antallet af domsfældelse 1.819. I 1955 var der kun 21 domsfældelser. Fra 1952 behandlede man kun sager, hvor tyskere havde begået forbrydelser mod tyskere. Talrige krigsforbrydere, der var fængslet og dømt af de allierede blev benådet og løsladt. Personer, der var ramt af afnazificeringen vendte tilbage til deres offentlige embeder.

Dem, der blev dømt for at have været med i de såkaldte ”Einsatzgruppen” blev ikke dømt som ”Täter” (Gerningsmænd) men kun for ”Beihilfe” (meddelagtighed).

I 1994 kom dog loven om Holocaust-benægtelse og i 2005 fulgte en paragraf, som ulovliggjorde positiv omtale af nazisme.

Tidligere Gestapo-folk kom igen i arbejde

Adenauers uformelle rådgivere var tidligere værnemagtsofficerer, som trods deres nazistiske fortid skulle lægge kimen til det nye ”Bundeswehr”. Så sent som i 1982 blev det forbudt med en forordning, at Bundeswehr overtog traditioner fra Wehrmacht.

Gestapo-folk og nazistiske dommere fik ret hurtig deres arbejde igen. I løbet af 1960’erne blev der rejst enkelte sager mod tidligere nazi-dommere. Men alle sager førte til frifindelse fordi de fik energisk juridisk assistance fra gamle kollegaer fra nazi-tiden. 

Hellere ikke i den kunstneriske verden tog man i 50’erne alvorlig livtag på den nazistiske fortid. Jo Anne Franks Dagbog udkom. Men de mest belastende scener blev skåret væk.

En film gjorde indtryk

Men en film med titlen Nacht und Nebel skulle blive skelsættende og udløse chok og debat i flere generationer. Den viste KZ – lejrenes rædsler. De tyske myndigheder forsøgte at forhindre at filmen blev vist på Cannes – festivallen.

Eichmann-processen i Jerusalem i 1961 og Auschwitz-processen i Frankfurt fra december 1963 til august 1965 udgjorde milepæle i Forbundsrepublikkens offentlige erindringshistorie. Uhyrlighederne blev rullet op for offentligheden.

Masser af debat

I bogen følger vi forskellige bogudgivelser, film, tv-udsendelser m.m. som var øjenåbner, for hvad der skete dengang. En enkelt bog fra mindretallets egne rækker vakte i dengang en debat i diverse aviser.

68-genertionen stillede forældrene til ansvar

Tidligere KZ – lejre blev ikke opfattet som erindringssteder. Først i midten af 1960’erne lykkedes det for tidligere indsatte på trods af lokale protester at sætte sig igennem nogle få steder. Nu havde man jo også brugt stederne til at indsætte nazister efter krigen.

68-generationen i Tyskland stillede ligefrem deres forældre til ansvar. Og de stillede også regimet til ansvar for de lidelser havde påført både egne og andre borgere.

Beate Klarsfeld tog sagen i egen hånd

Ja så var det lige Beate Klarsfeld. Hun gav forbundskansler Kurt Georg Kiesinger en lussing og kaldte ham for Nazi-svin. Han havde fra 1933 været medlem af NSDAP. Men Beate og hendes mand Serge gjorde det til en livsopgave at opspore tidligere topnazister. De opsporede bl.a. de tidligere Gestapo – chefer, Kurt Lischka og Klaus Barbie. Begge blev stillet for retten og dømt.

Forældelsesfristen for drab blev afskaffet i 1979. Det var dog først med et snævert flertal 255 mod 222. I 1986 – 1987 blev sager genoptaget. Nu var der ingen, der blev fritaget.

Holocaust og Heimat skabte røre

Den amerikanske TV – serie Holocaust skabte fornyet debat i Tyskland. En strid mellem Israel og Tyskland vedrørende nazi – tiden opstod også.

En TV – serie bestående af 11 afsnit med titlen Heimat gjorde også et kæmpe indtryk og øjenåbner. Ja så var det jo også lige Schindlers Liste fra 1994. Jo vi får en hel række eksempler på TV – udsendelser, film og bøger som i den grad påvirkede tyskerne og det tyske samfund.

I 1995 blev offentligheden klar over, at ganske almindelige tyskere havde været med i krigsforbrydelserne. I 1996 stemte alle partier for, at afholde ”Holocaust – Gedenktag” Kun gennem erindring kunne man ”overvinde det onde”.

Mellem 1998 og 2000 var der debat om erstatning til 10 mio. udenlandske tvangsarbejdere i Tyskland. Efter langvarige forhandlinger blev 12 virksomheder i Tyskland enige om at oprette en fond.

Mange tjenestegørende i Auschwitz er gået fri

Endnu er dog kun 49 af 6.500 tjenestegørende i Auschwitz blevet dømt ligesom Oscar Gröning. Victor Klemperers dagbøger, som undertegnede også har læst udkom mellem 1995 og 1999 vakte også røre.

Ja så udkom Günther Grass med bogen Im Krebsgang. Det var de tysk østflygtninges hårde skæbne og den sovjetrussiske bombning af flygtningeskibet ”Wilhelm Gustloff”.

Begreberne ”Skyld og ansvar”

I 1998 kom der frem at mange tyske faghistorikere rent faktisk var med til at understøtte den nazistiske ideologi. Så kom det frem, at Auswärtiges Amt havde deltaget i nazi – forbrydelser og at det højt ansete Max Planck Institut havde været med til menneskeforsøg i KZ – lejre.

Et chok var det for tyskerne, at få at vide, at forfatteren Günther Grass i de sidste måneder af krigen havde været Waffen – SS soldat. Og tidligere nazistiske kripo – folk var gået direkte med over i Bundeskriminalamt.

Begreberne skyld og ansvar har været et underliggende tema i omgangen med den nazistiske fortid i Forbundsrepublikken. Joachim Fest’ s biografi om Hitler antydede at de fleste tyskere kun var delvis skyldige, da de blev vilsledt af deres fører, Hitler. Tyskerne handlede under tvang.

”Unsere Mütter, unsere Väter”

En ny genration af tyskere blevet tilskyndet til at placere skyld hos de oprindelige gerningsmænd og medskyldige. I de første efterkrigsår blev der fokuseret på den tyske katastrofe. Men i 80’erne og 90’erne blev dette til den jødiske katastrofe.

Unsere Mütter, unsere Väter var en tv – serie i tre dele i 2013 afspejler en dobbelthed, hvor tyskerne er gerningsmænd men også ofre for et diktatur. Mange valgte at forholde sig passive. Andre valgte at gøre modstand ved at hjælpe jøderne.

Opa war kein Nazist

I mange familier i Tyskland og sikkert også i mindretallet i Sønderjylland er det blevet sagt, at Opa var kritisk over for nazismen. Og den skildring af nazismen, der blev skildret i hjemmene var helt anderledes end den, man hørte om i skolen. Gerningsmændene blev i hjemmet skildret som gode hæderlige mænd. Familiemedlemmer bliver skildret som offer for nazismen.

Hvis den barske sandhed går op for efterkommerne, forsøger de at gøre familiemedlemmet til medløber eller tilskuer. Han er i hvert fald ikke gerningsmand. Når det så tales om krigsforbrydelser, ja så bundfælder det sig slet ikke hos børn og børnebørn.

Den familiemæssige loyalitet bliver udfordret. Man skal forene de to kategorier ”nazisternes eller tyskernes forbrydelser” og ”deres forældres og bedsteforældrenes integritet”.

Ja det er så endnu et spændende afsnit i Henrik Skov Kristensens bog. Han prøver på at beskrive, hvordan familiemedlemmers deltagelse i eventuelle krigsforbrydelser påvirker os psykisk. Meget tankevækkende så hedder det afsnit:

• Opa war kein Nazi

Hvis man var nazist, var det tvang!

I erindringerne er tyskere og nazister to forskellige grupper. Hvis et familiemedlem havde været nazist eller medlem af Gestapo så havde det været tale om et tvangsforhold. Der var stort set ingen skyldsfølelse i relation til krigen eller de lidelser, denne medførte. Man var ofre i forhold til nazi-regimet.

Efterfølgende generationer har behov for at konstruere en fortid i hvilken pårørende optræder i roller, som intet har med forbrydelserne at gøre.

Man var loyal over for Tyskland

Nu kunne man tro, at historieundervisning i Tyskland havde været forgæves, men nej. Det var kun, når det drejede sig om at bekrive familiemedlemmers deltagelse, at det hele blev konstrueret. Og erindringerne om de ”faktiske” forhold havde man fra film og udstillinger.

Der er også blevet undersøgt, hvordan erindringerne var i andre lande. Det kan konkluderes at fortrængningerne var langt større i Tyskland end i andre lande.

I forhold til opgøret med nazismen og nazisterne i andre dele af Europa er Nordslesvigs tyske mindretal et særligt tilfælde. Modsat de tyske mindretal i Belgien og Frankrig blev deres hjemland ikke annekteret af Hitler – Tyskland under krigen.

Som forfatteren gør opmærksom på, kan man ikke uden videre overføre holdningen fra Forbudsrepublikken til det tyske mindretal.

Skønt mindretallet bestod næsten udelukkende af danske statsborgere, så opfattede man sig som en del af det tyske folk. Loyaliteten var deponeret hos Nazi-Tyskland og føreren Adolf Hitler.

I 1942 blev der fremstillet en halvanden time lang propagandafilm om mindretallets indre liv i Sønderjylland. Ikke et eneste sted var der en reference til, at mindretallet overvejende var danske statsborgere.

Alle var loyale over for ”Mutterland”

Især fra 1938 var mindretallets indre liv under føreren blevet nazificeret. Også mindretallets kirkesamfund og kulturelle foreninger var loyale over for Tyskland og nazismen. I mindretallets skoler og gennem ungdomsforeningerne blev ungdommen tillige indoktrineret med den nazistiske ”Weltanschauung”.

I 1940 etablerede mindretallet erhvervsorganisationen Deutsche Berufgruppen Nordschleswig. Det var et såkaldt ”Liefergemeinschaft”, som skulle sørge for favorable leverancer til den tyske værnemagt.

I løbet af krigen etablerede mindretallet uniformerede og bevæbnede korps, som til forveksling lignede egne politi – og hærstyrker i form af henholdsvis ”Selbstschutz”

”Heim ins Reich”

Netop omgørelsen af ”Versailles-diktatet” som man yndede at kalde Versailles-traktaten var en hovedforklaring på, hvorfor den nazistiske ideologi så hurtig vandt indpas i det tyske mindretal. Man ville ”Heim ins Reich”. Men deres ønske forblev uforløst.

Stor bitterhed til Danmark

Mere end 3.000 fra mindretallet blev dømt i retsopgøret. Det svarer til 25 pct. af samtlige dømte i Danmark. Hovedparten blev dømt for tysk krigstjeneste, på udefronten eller hjemmefronten. Mindretalsmedlemmer blev dømt efter samme lovgivning som andre danske statsborgere.

Mindretallet opfattede opgøret som dybt uretfærdigt, som en politisk proces. Man mente, at det var det nationale sindelag, der blev straffet. 3.500 fra mindretallet blev i kortere eller længere tidspærret inde.

Indespærringen skabte stor bitterhed til Danmark. Eftertænksomhed og selvransagelse tænkte man ikke på. Få menige mindretalsmedlemmer stillede den nazistiske ledelse til regnskab for deres handlinger.

Dobbelt offerrolle

Først inde for de allerseneste år har man foretaget et klart og utvetydigt selvopgør. Det havde til følge, at fremtrædende nazistiske ledere problemløst har kunnet gøre politisk comeback på samme niveau efter krig og retsopgør.

Ganske vist har Mindretallet i efterkrigstiden distanceret sig fra den nazistiske ideologi, men man har ikke forholdt sig til, at de selv var en del af nazismen og det ikke blot var Mutterland Tyskland.

Henrik Skov Kristensen mener, at mindretallet har søgt tilflugt i en dobbelt offerrolle, først forført og snydt af Hitler –Tyskland og siden under retsopgøret, svigtet og kriminaliseret af Danmark.

I moderlandet tog man mere eller mindre livtag med den nazistiske fortid. Men det var som om, at denne bearbejdning ikke skete i mindretallet. Det gjorde det heller ikke, da Fårhuslejren lukkede i 1949.

I 1955 fik vi København-Bonn erklæringen, der betød at mindretallet nu var statsborgere med mindretalsbeskyttelse i en stat, der ikke længere betragtede Tyskland som fjende eller trussel, men som en allieret.

Der var ikke enighed i BDN

Allerede i 1943 havde den såkaldte Haderslev – kreds nedfældet et program, der erklærede sig loyal over for den danske stat og den danske konge. De anerkendte den demokratiske styreform og den eksisterende dansk – tyske grænse.

Denne tese var stort set identisk med BDN’ s stiftelseserklæring og arbejdsgrundlag. Organisationen blev stiftet den 1. december 1945. Men der var langt fra enighed i BDN.

Talerøret var skeptisk over for Nürnberg-processen

Også blandt almindelige medlemmer i Det Tyske Mindretal var der frustrationer. Henrik Skov Kristensen gengiver forskellige indslag i Der Nordschleswiger.

Det var kun lejlighedsvis indslag fra Nürnberg-processen. Men der var en leder, hvor man berettede om at den tyske Hitlerjugend – fører Baldur v. Schirach under processen havde bedt om tilgivelse, fordi han stolede blindt på Hitler. Dette argument overførte lederartiklen på det tyske mindretals ungdom – og formentlig mindretallet som sådan. Man var blevet forført af Hitler.

De allieredes politik var umenneskelig

Mindretallets talerør var meget skeptisk over for Nürnberg processen. Man afviste ”kollektiv skyld”. Ja man skrev, at de allieredes politik var så umenneskelig, at det burde diskvalificere dem fra at føre retssager i Nürnberg.

Også processen mod mindretallets ledelse blev fulgt intens. Avisen kaldte den for ”den lille Nürnberg-proces”. Den blev også kaldt for ”en politisk proces”. Man udtrykte ikke direkte sympati for den tidligere ledelse, så dog forståelse for deres motiver.

Mere barsk var man i ordforrådet omkring ankesagerne i Sønderborg.

• Hele retssagen var uden legitimitet, den var politisk og udtryk for magt og had, ikke retfærdighed. De anklagede var mandfolk, som til sidst havde stået ved deres kærlighed til Tyskland og hjemstavnen, og som havde taget konsekvensen af denne kærlighed. De kunne ikke gøre andet. Særlove (Sondergesetze)med tilbagevirkende kraft var ikke en retsstat værdig.

Forblændet og forført af Hitler og nazismen

Men avisen havde dog også en leder, hvor redaktøren Ernst Siegfried Hansen tog sit eget personlige opgør med nazismen. Han analyserede også nazismens fejltagelser. Men grundholdningen i artikelserien var, at han selv, mindretallet og hele det tyske folk var blevet forblændet og forført af Hitler og nazismen.

Men åbenbart har dette været for stærk kost for avisens læsere. Efterfølgende modtog man hele 2.000 abonnements-opsigelser.

De frontfrivillige have fulgt et nationalt kald

Fra mindretallets side pegede man på, at der egentlig ikke var nogen egentlig krigstilstand mellem Tyskland og Danmark. Man mente også, at det var helt i orden at de leverede frontfrivillige til moderlandet. De frontfrivillige havde kun fulgt et nationalt kald.

Den danske stats indgriben over for mindretallets skoler og kirkeliv samt det omfattende hærværk mod hjemmetysk ejendom og tyske mindesmærker forstærkede blot mindretallets opfattelse at være forfulgt på grund af dets nationale sindelag.

Mindretallet stillede krav

Men helt central for mindretallets selvforståelse var Fårhuslejren og til dels Sønderborg Slot. Indespærringen, afsavnet og de ret så barske forhold bag pigtråden skabte stor bitterhed mod Danmark. En decideret strategi blev udarbejdet i Fårhuslejren. Dette indgik i forhandlingerne om dannelsen af BDN:

1. Ingen vedgåelse af skyld under nazismen
2. Ingen undskyldning til Danmark
3. Indre og ydre modstandere skulle bekæmpes
4. Rehabilitering af fangerne i Fårhuslejren

Mindretallet anerkendte lige fra starten ikke retsopgøret.

Formentlig for at undgå splittelse formulerede BDN og Der Norschleswiger sig kritisk til retsopgøret. Dette varede helt frem til midten af 1960’erne.

Ledende nazister var på vej tilbage

Allerede fra 1947 vandt tidligere ledende nazister de ledende poster i BDN. Det var efterhånden de blev løsladt. Og det gjaldt også for Rudolph Stehr, som fik den magtfulde stilling som generalsekretær i BDN.

Kun for føreren Jens Møller og højrehånden Peter Larsen synes dette ikke at have været muligt. Dog syntes det som om, at Jens Møller var på vej tilbage, da han omkom.

6 år for racisme – men på vej tilbage

I mindretallet var man overbevist om, at Rostock – mødet havde fundet sted, og at det var en aftale at tyskerne skulle besætte Danmark. Lorenz Christensen, der var meget aktiv i mindretallet rejste rundt med et foredrag om mødet. Denne Lorenz Christensen var blevet idømt seks års fængsel på grund af racisme.

Han var i 1941 ansat af det tyske gesandtskab i København, hvor han skulle afdække, kortlægge og registrere jødedommen og dennes indflydelse i Danmark. Det indsamlede materiale blev i 1943 omsat til bogen ”Det tredje Ting”. Bogen anses som hovedværket i dansk antisemitisme.

Han kom kun til at sidde et år i fængsel, og var derefter blevet ansat på Der Nordschleswiger. Da han døde i 1965 blev han omtalt med stor hæder i avisen.

Tre mand udgjorde en slags ”Trojka”

I 1953 blev redaktørposten af Der Nordschleswiger indtaget af Jes Schmidt, der under krigen havde været krigskorrespondent i Norge for det nazistiske presseagentur. Sammen med generalsekretær Rudolf Stehr og tidligere SS – officer Poul Koopmann udgjorde de tre en slags trojka i slaget om mindretallets interesser.

Den tidligere nazist Schmidt-Oxbüll repræsenterede mindretallet i Folketinget fra 1953 til 1964. Hans jomfrutale var et langt angreb på den danske stat og blottet for selvransagelse.

Det tyske mindretal havde forsøgt at gøre retsopgøret til en del af København – Bonn Erklæringerne.

Tysk TV fik skyld for Slesvigsk Partis tilbagegang

Der Nordschleswiger haglede Troels Finks bog om mindretallet ned i 1958. Og selv udkom der en bog i 1963 i nærmest anonym udgivelse. Den viste tydelig, at man endnu ikke var kommet til en selverkendelse i mindretallet.

I 1960 mente man i mindretallet at grunden til Slesvigsk Partis tilbagegang var tysk tv’ s alt for dystre tilbageblik.

Ungdommen forsøgte at komme til orde

I 1961 gjorde en lille snæver kreds af unge fra mindretallet oprør mod forestillingen om, at ungdommen slet ikke måtte beskæftige sig med politik. Man skrev et indlæg om den ”historieløse generation”. Dette blev bestemt ikke godt modtaget i Der Nordschleswiger. Der kom kun en ”flabet” replik fra Jes Schmidt.

En studiekreds blev dog nedsat af de unge, men den samlede kun 15 unge mennesker og eksisterede ikke længe. Også forældregenerationen forholdt sig tavs.

Ikke imponeret over den redaktionelle linje

Henrik Skov Kristensen går dybt ned i Der Nordschleswigers beskrivelse af nazi – tiden, og han er ikke særlig imponeret af avisens redaktionelle linje, når det gælder information om den tid. Han nævner også en leder fra den 4. maj 1965. Her går avisen 20 år tilbage i spredte tilbageblik. Det er en gentagelse af mindretallets selvforståelse, opgøret havde været uretfærdigt og drevet af blindt dansk had og dumhed. Men fastlog lederen, så havde mindretallet trods alt undgået at dele skæbner med andre tyske folkegrupper, som blev udsat for fordrivelser og folkedrab.

Mente at trække frontfrivillige til

I 1964 var det glæde i BDN, fordi den tidligere SS-officer og fører for Deutsche Jungenschaft, Jef Bluhme opstillede som kandidat for Slesvigsk Parti til Folketingsvalget. Man mente, at mange frontfrivillige ville blive trukket tilbage til at støtte mindretallet.

Op til den 4. maj 1970 konstaterede mindretallets avis, at nu ville danskerne igen sætte lys i vinduet. Man fastslog også, at det tyske mindretal hverken var værre eller bedre end andre tyske mindretal- som alle blev ramt af hårde foranstaltninger efter krigen. Lederen pegede på, at antallet af mindretalsmedlemmer fra Nordslesvig, som blev dømt efter love med tilbagevirkende kraft faktisk var større end det antal tyskere, som blev dømt i den britiske besættelseszone under afnazificeringen.

Mindretallet var blevet prûgelknabe i Danmark for det had mod Tyskland, som var vokset frem under krigen og følgerne heraf var slet ikke overvundet endnu. ”Hadet og dårskaben fejrer triumfer i majdagene” sluttede lederen.

Troels Fink’ s argumenter blev bundfældet

I 1972 interviewede Siegfried Matlok, der er i 1964 var blevet ansat som journalist den tidligere nævnte Troels Fink. Denne mente, at det var på høje tid, at mindretallet kom i gang med den ”Vergangenheitsbewältigung” som man havde foretaget i Forbundsrepublikken i årene 1955 – 1965. Hvad angår retsopgøret, mente han, at en del ikke burde have været i Fårhuslejren, men i betragtning af, hvordan mindretallet kom gennem opgøret, burde mindretallet måske anskue det mere afbalanceret.

Fra 1979 blev Matlok chefredaktør for Der Nordschleswiger. Meget tyder på, at nogle af Troels Fink’ s argumenter havde bundfældet sig hos Matlok.

En bog skabte masser af røre

I det tidlige forår 1975 udgav journalisten Manfred Spliedt, der var opvokset i det tyske mindretal i Haderslev bogen ”Sådan en dum knægt”. Han kritiserer i den grad lederskabet i det tyske mindretal. Han gør den nazistiske ledelse direkte ansvarlig for hundredvis af faldne frontfrivillige. I første omgang undlod Der Nordschleswiger at anmelde bogen.

Men den 21. marts 1975 gengav avisen ord for ord, den anmeldelse som chefen for DR Syd, Bjørn Svensson havde bragt i sin regionalradio.

I bogen blev især Rudolf Stehr angrebet. Men denne forsvarede sig i Der Nordschleswigers spalter.

Mindretallet havde anerkendt et problem

I november 1976 afholdte mindretallet en ”Tagung”, et seminar på Grenzakademie Sankelmark, hvor emnet var tiden fra 1933 til 1945. Nu havde mindretallet officielt anerkendt problemet.

En heftig debat fulgte, hvor også Aktuelt og Jydske Tidende deltog. Ja og Bjørn Svensson så sandelig også kom med sin bredside.

Volkskalender var uberørt

Volkskalender syntes dog uberørt af de nye toner. Man hyldede stadig tidligere nazister for deres utrættelige virke. Således også i 1977, da den tidligere nazistiske ungdomsfører og højdekorerede SS-officer Johan Thorius var genstand for en decideret hyldestomtale. I samme nummer var der en 15 siders lang krigsberetning fra en præst i mindretallet. I indledningen stod der:

• Dette er ikke et bidrag til det meget omtalte opgør med fortiden. Vi gjorde dengang i Det Tredje Rige, hvad vi opfattede som rigtigt. Det var bestemt ikke rigtigt alt sammen, men jeg har ikke tænkt mig at stå til ansvar for det over for personer, der ikke selv var med.

Dette førte til en ny debat i flere måneder hovedsagelig i Der Nordschleswiger og i Flensborg Avis. Tidligere frontfrivillige, tidligere nazi-funktionærer, lærere og dansksindede deltog i debatten.

Arne Melchior afbrød valgteknisk samarbejde

I 1979 ville Arne Melchior fra partiet CD ikke mere være i valgteknisk samarbejde med SP’ s Peter Wilhelmsen som folketingskandidat på grund af dennes fortid som SS – frivillig. I Der Nordschleswiger blev der spurgt, om Arne Melchior forsøgte at skabe en personlig profilering. Igen engang var Bjørn Svensson inde og forklare, hvorfor dette emne vakte så voldsom en reaktion.

Radio Syd: Var Fårhus – en KZ – lejr?

Debatten var overhovedet ikke forstummet. Nu blev Fårhuslejren sammenlignet med KZ – lejre. Det var heller ikke et højskoleophold, blev der efterhånden konkluderet. Men intet var glemt. Vi var nu nået frem til 1982. Radio Syd lavede lige frem en udsendelse der hed:

• Var Fårhus en KZ – lejr.

Atter engang fik man at vide, at besættelsen var aftalt

I 1983 fortalte den tidligere formand for BDN, Harro Marquardsen, at han ikke som frivillig i Zeitfreiwillig var sig nogen skyld bevidst. Mindretallet havde jo kun gjort sin nationale pligt over for Tyskland. Retsopgøret var urimeligt og straffede kollektivt tysk sindelag. Dette afstedkom kraftige reaktioner fra dansksindet side.

Atter engang fik man så at vide, at den tyske besættelse var sket efter aftale med Danmark.

For mange med ”brun” fortid fik magt

Den 4. maj 1985 på 40-årsdagen for befrielsen af Danmark skrev Siegfried Matlok en ret bemærkelsesværdig leder i Der Nordschleswiger. Den handlede om, at tyskerne ikke skal glemme nazi-fortiden, og at alle skal lære af de frygtelige forbrydelser, der skete.

Ved den traditionelle Knivsbjerg-dag i 1987 udtalte Wernich, at mindretallets ungdom havde ret til at kende historien. Han mente også, at det var for mange med en ”brun” fortid, der havde genindtaget ledende positioner i mindretallet. I Der Nordschleswiger bragte man kun talen i uddrag, men kom ikke ind på de kradse udtalelser. Dette heftede Jydske Tidende sig dog ved.

Trusler fra egne rækker

Men Wernichs tale blev dog gengivet i sin fulde længde i Der Nordschleswiger. Men det indbragte ham kritik fra egne rækker og endda telefontrusler. En tidligere dømt i retsopgøret mente, at hvis mindretallet skulle skamme sig over sin fortid, så skulle danskerne gøre det samme over vikingetiden. Briterne skulle hvert år bede om tilgivelse for ”folkedrabet i Dresden”.

Thies Christophersen og ”Die Auschwitz-Lüge”

Gennem hele 1988 markerede Der Nordschleswiger med Siegfried Matlok i spidsen som den avis i kongeriget, der mest ihærdigt overvågede den gamle nazist Thies Christophersen. Simon Wiesenthal havde sporet ham til Kollund, hvorfra han spredte nazistisk litteratur.

I den bedst kendte af sine skrifter, Die Auschwitz-Lüge hævder Christophersen, der havde gjort tjeneste i tilknytning til Auschwitz, at gaskamrene aldrig havde eksisteret og at fangerne i øvrigt havde det udmærket. Det endte med, at Danmark gerne ville udlevere ham til retsforfølgelse i Tyskland, men det blev underkendt af retten i Gråsten.

En masse demonstrationer fulgte. Og så valgte Thies Christophersen at flytte. Han flyttede til forskellige steder i udlandet. Syg og uegnet til afsoning rejste han tilbage til Molfsee i Slesvig-Holsten, tæt på sit fødehjem, hvor han døde i 1997.

Siegfried Matlok var hård over for ham. Men i ikke alle var enig i avisens hårde linje over for den gamle nazist. Han blev således tilbudt medlemskab af BDN.

En tale i Dybbøl

Hans Heinrich Hansen var inviteret til at holde tale ved Dybbøl-dagen i 1994. i BDN var man dog lidt betænkelig. Men man var dog glade for forløbet og talen blev godt modtaget. BDN – formanden var ikke kommet ind på retsopgøret. Men det gjorde han senere i sin tale på Knivsbjerg og senere på dagen i Tinglev i anledning af 50 års dagen for afslutningen af Anden Verdenskrig:

• Vor selvfølelse byder os til gengæld også om forståelse for vore følelser. Vi må klart umisforståelig gøre vore danske medborgere opmærksomme på at mange mindretalsmedlemmer blev alt for hårdt og uretfærdigt straffet under retsopgøret. Det gælder især de frontfrivillige. Men selv retsopgørets uretfærdighed taget i betragtning må vi erkende, at vi blev sparet for fordrivelse. Året 1945 betød for mindretallet også en chance for en ny demokratisk fornyelse.

Formanden fastlog, at der ikke kunne blive tale om en kollektiv skyld fra mindretallet.

Et arrangement i 2007

Et arrangement i Sønderborg vakte i 2007 stor opsigt. Her blev bl.a. retsopgøret diskuteret. I Der Nordschleswiger blev arrangementet tolket som et efterhånden harmonisk forhold mellem dansk og tysk i grænselandet. Man heftede sig ved Matloks udtalelse om, at mindretallet ikke følte en kollektiv skyld men en kollektiv skam. Men Fårhus – mentaliteten som også blev diskuteret ved arrangementet blev ikke videre omtalt i Der Nordschleswiger. I Sønderjyske Årbøger er hele arrangementet omtalt.

Ny retspraksis i Forbundsrepublikken

En ny retspraksis var blevet indført i Forbundsrepublikken. Man kunne blive dømt for medvirken til mord blot ved ens tilstedeværelse i en KZ – lejr. Men linjen var klar fra BDN – formands side. Kun hvis der forelå beviser for en krigsforbrydelse ville navnet på bronzetavlerne på Knivsbjerg blive fjernet.

Erindringen præget af fortrængninger og heroiseringer

Hans Skov Kristensen fastslår, at mindretallet efterhånden har indset, at der også var gerningsmænd i mindretallet og at de var en integreret del af nazismen. Forestillingen og fortællingen om, at man ikke var en del af nazismens forbrydelser har ikke kunnet opretholdes forklarer forfatteren. Resultatet af folkeafstemningen i 1920 har radikaliseret en generation’ s tysk nationalisme.

Ja forfatteren mener, at mindretallet helt op til omkring 1990 (men gradvist aftagende) i mange henseender har udgjort et parallelsamfund i forholdet til den danske flertalsstat og – befolkning.

Offerrollen

Erindringen om nazi-tiden har i mindretallet været præget af fortrængninger, heroiseringer og indforståede sproglige koder. Offerrollen har været knyttet til den uret, man følte, man led i efterkrigstiden, i form af ydmygende og i visse tilfælde traumatiserende afhentninger af bevæbnede modstandsfolk, interneringerne under primitive forhold og den efterfølgende afstraffelse af de ca. 3.000 mand fra mindretallet primært i Fårhuslejren.

En del har måttet forlade driften af gården eller virksomheden, fordi der var tyske kreditforeningslån i ejendommen. Kulturelt blev man også ramt med de mange midlertidige lukninger.

Man mente også, at de frontfrivillige i Waffen-SS blev udsat for en hård straf. Jes Schmidt hævdede, at de gik ”med en synlig jødestjerne”.

Det tyske mindretal forlangte kompensation af den danske stat for overgreb efter krigen. Man har omtalt den tid for ”den svære tid”.

Man kendte til KZ – lejre

Allerede i 1942 længe før aktionen mod de danske jøder udtalte den fremtrædende medlem af det tyske mindretal:

• Ønsker Danmark at udvikle sig til en semitisk naturbeskyttelsespark eller vil Danmark selv hjælpe med at fjerne disse sygdomskim fra det danske folkelegeme.

Vi hører ofte om, at man ikke kendte til KZ – lejrene. Men den ledende hjemmetysker og SS – officer i Division Totenkopf, Wilhelm Deichgreber, der var en drivende skikkelse i hvervningen af SS-frivillige har skrevet følgende giftige omtale af KZ – lejrene i Nordschleswigsche Zeitung:

• Til det nye Europa hører også et nyt Danmark, og vi tvivler ikke om, at det vil lykkes for det, som for så mange andre lande, at blive herre over den engelske syge. De små midler herimod har sikkert allerede gjort sig bemærket. I særligt alvorlige tilfælde skal hensigtsmæssigt indrettede kursteder have vist sig helsebringende.

Manfred Spliedt skriver i sin bog, at i skolen kunne lærerne finde på at sige:

• Du bist ja reif fürs KZ

De kendte sikkert uhyggen bag. Men de vidste, at man kunne forsvinde fra arenaen og vidste, at der var nogle ting, som man ikke talte om i Das Dritte Reich.

Ja ca. 50 mindretals – tyskere blev dømt for tjeneste i en KZ-lejr. Disse sager var også omtalt i dagspressen. Så det lyder utroligt, at man i mindretallet ikke kendte til disse lejre.

Og det at have handlet under økonomisk og socialt pres og at man ikke har sympatiseret med nazismen synes at have været et gennemgående træk.

Der var ikke opposition mod nazismen

Haderslev – kredsen tillægges nok større betydning under besættelsen end de egentlig havde. De fik det først senere. Efter alt at dømme var der ingen betydende opposition i mindretallet mod nazismen.

Vi får også i bogen nogle reaktioner på forfatterens seneste bogudgivelse Straffelejren.

En slags ”bytteøkonomi”

Henrik Skov Kristensen konkluderer, at i mindretallet i Sønderjylland var det de gamle nazister som langt op i tid forvaltede mindretallets historie over for et stigende pres fra både tysk og dansk side. I mindretallet var ”Vergangenheitsbewältigung” en slags ”bytteøkonomi” i den forstand, at man bytter soning for anerkendelse.

Handlemuligheder og råderum har været langt større i det tyske mindretal end i Forbundsrepublikken. Mindretallet iscenesættelse af sig selv som en del af det tyske folk, den tyske nation og det rigstyske parti. Man hyldede i høj grad førerprincippet.

Mindretal andre steder var i en tvangssituation

Forfatteren sammenligner også forholdene i Sønderjylland sammen med mindretallene andre steder. Fratagelse af de borgerlige rettigheder var stort set ens alle steder. Modsat den franske og belgiske stat forholdt den danske stat sig stort set kun iagttagende til, hvordan det tyske mindretal ordnede sine interne forhold efter krigen, herunder også, hvordan mindretallet valgte at omgås sin nazistiske fortid.

Den store forskel er vel nok, at det tyske mindretal i Sønderjylland principielt overtog den nazistiske ideologi og meldte sig frivillig til Waffen SS, dog under massivt socialt pres. De andre steder var de facto annekteret og dermed principielt i en tvangssituation.

Der bliver brugt hårde ord

Fårhus har været et centralt erindringssted for det tyske mindretal. Knivsbjerg er et fysisk erindringssted. Forfatteren påpeger, at Fårhus hjalp mindretallet til at forvandle sig fra gerningsmænd til ”ofre”. Derved blev danskerne til gerningsmænd. Medansvaret for nazismens handlinger blev skudt i baggrunden.

Ja det er stærke ord, som forfatteren bruger.

Straffelejren var på en hvis måde med til at skille myte fra virkelighed. Men denne bog går en tak videre.

Henrik Skov Kristensen: Gerningsmænd eller ofre? – Erindringen i det tyske mindretal i Sønderjylland om nazismen, verdenskrigen og retsopgøret i komparativ belysning – Historisk Samfund for Sønderjylland

Hvis du vil vide mere:

www.dengang.dk indeholder 168 historier fra Sønderjylland herunder:

• Sønderjylland under pres – syd fra
• Da nazismen kom til Sønderjylland
• Den sønderjyske politiadjudant
• Overvågning i Sønderjylland
• Folketingsvalget 1939
• Jens Møller – Folkefører og folkeforfører
• Den dansk-tyske sameksistens i Sønderjylland
• De fem lange år i Sønderjylland
• Mindretal i brændpunktet
• Den sønderjyske efterretningstjeneste
• Opgøret efter 1945
• Det tyske mindretal
• Den sønderjyske politiadjudant
• Fremmedflag i Sønderjylland
• Tyske flygtninge i Nordslesvig
• Sønderjylland – maj 1945
• Sønderjylland – efter genforeningen
• Holocaust – aldrig igen
• Jordkamp, Vogelgesang og domænegårde

www.dengang.dk indeholder 252 historier fra Besættelsestiden (før/nu/efter)

herunder:

• Fra krig til internering
• Et mindretal under besættelsen
• Dibbernhaus i Aabenraa
• Besættelsestiden og det tyske mindretal
• Efter besættelsestiden
• Nazistisk ungdomsarbejde i Sønderjylland
• Vidste de danske frivillige, hvad de gik ind til
• Slemme folk fra Sønderjylland
• Retssikkerheden før og under besættelsestiden
• Bloddrenge og unge nazister
• Waffen SS – engang en elitehær
• Retsopgøret i Sønderjylland

www.dengang.dk indeholder 240 artikler om det gamle Tønder herunder:

• Danskerpak og tyskerpak
• Da Hagekorsflaget blev rejst i Tønder
• De dødsdømte fra Tønder
• Nazister i Tønder
• Da tyskerne kom til Tønder
• Obersten fra Tønder
• Tønder under besættelsen
• Da gadeskiltene blev skiftet i Tønder
• Heimatfest i Tønder 1921
• Tønder – omkring 1930
• Da Tønder igen blev dansk
• Socialdemokrat i Tønder – dengang
• Tønder – efter krigen
• Tønder – mellem dansk og tysk
• Hvorfor var Tønder tysk
• Tønders tyske sportsforeninger

www.dengang.dk indeholder 143 artikler om det gamle Aabenraa herunder:

• Knivsbjerg – nord for Aabenraa (vers. 2018)
• Aabenraa under besættelsen
• Sorgen ramte Aabenraa 1- 2
• Frits, nazister og et kartotek
• Løjt – mellem dansk og tysk
• Aabenraa – mellem de to krige
• Aabenraa – maj 1945

www.dengang.dk indeholder 57 artikler om det gamle Padborg/Kruså/Bov herunder:

• Frøslevlejren i den sidste tid
• Straffelejren
• Dagligliv i Frøslevlejren
• Bov sogn – mellem dansk og tysk
• Fårhuslejren
• Frøslevlejren
• Bov Kommune – under Besættelsen
• En sønderjyde krydser sine spor
• Harreslev – dengang og mange flere.