Emil Nolde og Tøndermarsken

Emil Nolde var blandt kritikkerne af afvandingsplanerne for Tøndermarsken. Engang var det sydvestligste hjørne 17 meter højere end nu. Det er ”Verdens ende” sagde en græker 325 år f.Kr. Der har været store stormfloder. Det var kun et held, at det ikke gik helt galt i 1999. Der har været masser af oversvømmelser i og omkring Tønder. Mange fantasifulde planer fremkom. Kommissionen tænkte mere på landbrugets forbedring. Hele fem forslag dukkede op. De blev diskuteret på et ”Hjemstavnskursus” i Tønder. Emil Nolde fremkom med sit forslag. Det blev bakket op af Danmarks Naturfredningsforening. Nolde gik via H.P. Hanssen. Men forslaget blev skidt modtaget. Man mente, at Nolde havde et ben i begge nationale lejre. Man kaldte det for ”blakkede nationale sindelag”. Man skød forslaget ned, og Nolde forlod Danmark. Men nogle af hans ideer blev alligevel realiseret.

Emil Nolde var blandt kritikkerne

Det sker en masse i Tøndermarsken i øjeblikket. Man vil gerne have flere besøgende. Og så laver man udstillinger og informationer i massevis. Der bliver oprettet stier, hvor man så samtidig kan læse om Tøndermarskens historie. Men er det nu den rigtige historie, som man får.

Og denne artikel handler ikke så meget om Emil Noldes liv i Tøndermarsken men mere om hans forslag til afvanding af Tøndermarsken, som måske kunne have sparet beboere og myndigheder for en masse problemer.

Det var et kæmpe ingeniør-projekt, da Tøndermarsken blev afvandet i årene 1925 – 1933. Det hele var ikke så ligetil. Og egentlig skulle det have været tale om grundforbedring, men kritiske røster mente nu, at det hele gik op i at skaffe mere landsbrugsjord. Blandt kritikerne var maleren Emil Nolde, der blev bakket op af Danmarks Naturfredningsforening.

Dengang var området 17 meter højere

Så længe der har boet mennesker i området, har livsbetingelserne i Tøndermarsken omfattet risikoen for pludselig død og ødelæggelse forårsaget af stormfloder og oversvømmelser. I disse lavtliggende marskegne har livsvilkårene været anderledes ekstreme end i de højere beliggende områder i Danmark.

Under den sidste istid eksisterede Nordsøen ikke, som vi kender den i dag. Det var blot en mindre sø på det sted, hvor Nordsøen var dybest. Det skyldes, at havniveauet overalt var meget lavere end i dag. Det skyldes, at enorme mængder vand var bundet i de store ismasser rundt omkring på kloden.

Hele Skandinavien – med undtagelse af det sydvestligste Jylland – var isdækket. Da isen smeltede væk omkring 11.500 f.Kr. begyndte det nordøstlige Danmark at hæve sig. Og det sydvestligste Danmark sænkede sig. Godt nok er det gennemsnitlig kun 1 ¼ millimeter pr. år.

Men hvis du lige får gang i regnemaskinen så kan du regne ud, at Tønder-området for 13.500 år siden lå knap 17 meter højere end i dag. I sagens natur har denne landsænkning forøget risikoen for oversvømmelse.

Tidevandet

Hertil kommer tidevandet. Det forklarede vores Opa os meget tidligt ude i Ny Frederikskog, når vi om sommeren legede ude på forlandet. Tidevand er som bekendt sol og månes tiltrækningskraft på oceanernes vandmasser. I Nordsøen kommer der to gange i døgnet en tidevandsbølge op mod Danmark fra sydvest.

Højvandstidspunktet forskyder sig over tid, idet der er 12 timer og 25 minutter mellem to højvandstidspunkter. Forskellen mellem høj – og lavvande er ved Vidåslusen under normale forhold på 1,8 meter.

Det er disse naturkræfter befolkningen er oppe imod. Hyppige storme fra sydvestlig retning og sammenfaldet med højvande er noget som man har kæmpet imod siden sidste istid.

Verdens ende

Grækeren Pytheas var på gennemrejse i 325 f.Kr. Han beskrev tidevandsområderne i den sydlige Nordsø:

• Verdens ende, hvor vand, is og luft blev til et

Romeren Plinius den ældre beskriver området på et felttog i år 47, hvor han bl.a. bemærker værftsbebyggelse i området. De første danske beskrivelser, findes hos Saxo, der detaljeret skildrer marskområdernes livsvilkår og karaktertræk.

Udviklingen set gennem kort

De første gode kort fra området er fra omkring 1240. De kendes i kopi af kartografen Johannes Mejer fra omkring 1650. Gennem disse kort kan man se udviklingen de sidste 700 – 800 år. Udviklingen i kortene viser, at der gennem århundrede er tabt meget store, tidligere beboede områder længere mod vest. Det er områder, der er overtaget af havet. Det er et resultat af de kraftige stormfloders katastrofale hærgen.

Store stormfloder

Vi har tidligere her på siden berettet om mange rædselsvækkende katastrofer. Her skal næves nogle af dem. I 1362 var den anden ”grote Mandrack”, den første var i 1162. Man sagde, at der omkom 200.000. Men det var nok lidt overdrevet.

I 1634 omkom der omkring 15.000 mennesker langs kysten. I 1825 var der en storm, der var medvirkende til, at marker i årevis var vandlidende. Gentagende gange opstod der lokale udbrud af malaria. Rejsby – katastrofen kostede den 19. august 1923 19 mennesker livet. De omkommende arbejdere var ved at anlægge Rejsby – diget.

Nævnes skal også stormfloden den 3. januar 1976, hvor vandstanden nåede op på 4,92 m over D.N.N. (Dansk Normal Nul). Det var dengang min far og mor i Tønder måtte evakueres.

Denne stormflod førte til, at Folketinget i 1977 vedtog loven om Det Fremskudte Dige, hvis byggeri startede sidst i 1970’erne.

Et stort held, at det ikke gik galt

Den 3. december 1999 ramte den stærkeste registrerede orkan nogensinde Danmark i området mellem Mandø og Rømø. I Ribe nåede vandstanden op til 5,12m over D.N.N., da den holdt op med at virke.

Orkanen kulminerede ved 18 – tiden, da der var ebbe. Havde stormen ramt seks timer senere ved midnatstid, så ville dette have medført omfattende digebrud overalt på den sønderjyske vestkyst, fordi vandstanden i dette tilfælde havde nået omkring 1,5 meter højere op. Men heldet var med befolkningen. Kun Juvre-diget på Rømø blev gennembrudt.

Ja selv med et fremskudt dige er intet 100 pct. sikkert.

Digebyggeri gennem tiden

Netop digebyggeri har gennem tiden været den bedste mulighed for at reducere skaderne for de mange stormfloder. De første diger, der blev bygget, kaldes for sommerdiger. De kunne nemlig kun forhindre de normalt mindre sommer-oversvømmelser. Det var for at redde afgrøderne.

I Tønderområdet opførtes i 1436 digerne omkring Vidding Herreds Gamle Kog. Møgeltønder og Højer Koge blev tillige inddiget ved opførelsen af Højer-Rudbøl – Lægan – Grelsbøldiget i 1556. Senere kom også Gammel Frederiks Kog og Rudbøl Kog til i perioden 1692 – 1715.

Det tidligere havdige med Højer Sluse er opført i 1861. Under Første Verdenskrig opførte russiske og franske krigsfangerskab diget fra Ballum til Astrup Banke. Det Fremskudte Dige blev indviet i 1982. Det strækker sig fra Emmerlev Klev og sydpå til Hindenburg-dæmningen ved Sild.

Masser af oversvømmelse ved Tønder

Fra slutningen af 1800-tallet kendes mange smukke sort/hvide fotos af oversvømmende enge tæt på Tønder by. Fælles for dem er, at de er optaget i vinterhalvåret. Det var her de vandrende lavtryk fra vest altid har sendt store nedbørsmængder ned over det sønderjyske område. Herfra løber nedbøren og vinterens smeltevand via de store vestvendte vandløb ud mod Vesterhavet for at ende i Nordsøen.

Markerne stod under vand

Når stormene blev for voldsomme, lukkede Højer Sluse i 1861-diget for at undgå indtrængende havvand. Men derved blev de lavest beliggende engstrækninger i det flade marsklandskab ofte oversvømmet af det såkaldte bagvand, der nu ikke længere havde frit udløb.

Jeg kan huske, når Opa besøgte os i Tønder. En gang imellem gik han ud og kiggede på skyerne, og så tog han ellers knallerten tilbage til Højer, for bl.a. at lukke slusen dengang. Han var i en periode fungerende slusemester eller afløser.

Det var ikke blot et problem for landbruget, at markerne stod under vand. Og datidens samfærdsel blev stærkt hæmmet, fordi hverken Vidåen eller de andre vandløb var beskyttet af sammenhængende ådiger.

Teknologien var først parat – langt senere

Problemet havde været kendt så langt tilbage som nogen kunne huske. Men først i begyndelsen af det 20. århundrede var det muligt grundet teknologien at få styr på afvandingen.

I den tyske tid foretog man enkelte mindre tilløb til at løse oversvømmelsesproblemerne i Tøndermarsken. Men udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 satte en stopper for dette arbejde.

Mange fantasifulde planer

Det var ikke, fordi der manglede fantasifulde planer. Man ville anlægge en nordlig ”Kielerkanal” fra bunden af Flensborg Fjord og mod vest via de nuværende grænsevandløb til udløb i Vadehavet ved Højer.

I 1920 så en anden plan dagens lys, da en P.I. Diedrichsen foreslog, at anlægge en arealinddæmning, der indebar en stor dokhavn ud for Højer med en søfartskanal helt ind til Tønder by. Planen omfattede et nyt dige fra det gamle Højer Dige til Havneby på Rømø. Søfartskanalen skulle løbe gennem en ny kæmpesluse ud i Højer Dyb og videre ud i Nordsøen gennem Lister Dyb.

Endelig skulle området mellem Rømø og fastlandet tørlægges ved anlæggelse af endnu et nyt dige fra Rømøs nordkyst over til Astrup Banke. På kortet med planen var der ikke tænkt særlige tanker med hensyn til, hvordan vandet fra Brede Å skulle komme videre ud i Nordsøen.

Ja selv i dag ville sådan et projekt beløbe sig i en kæmpe sum. Det ville koste flere Storebælts-broer.

Man ville gøre noget for de ”hjemvendte landsdele”

Ved Genforeningen i 1920 gav den nye politiske situation fornyet fokus og energi til de sønderjyske landsdele, der nu var en del af Danmark. Velviljen fra den danske stat var stor for at gøre noget for de ”hjemvendte landsdele”. Det skulle være et tak for sønderjydernes loyalitet over for Danmark. Det var vel også for at bevare loyaliteten i fremtiden.

Man skal vel også lige forstå 1920’ernes Danmark, hvor beslutningen om afvandingen af Tøndermarsken blev truffet:

• National eufori efter afstemningen i 1920. Der var svulstige retorik på valgplakaterne ”En røvet Datter, dybt begrædt er kommet frelst tilbage”

• Det sønderjyske samfund var stærkt polariseret. Befolkningen havde måttet vælge side ved at bekende sig enten dansksindet eller tysksindet. Der var ingen vej midt imellem.

• Grænsedragningen gav anledning til en mærkbar administrationsændring. Alle tidligere tyske embedsmænd blev udskiftet med nye danske. Heraf var en del akademikere, som kom fra stillinger overalt i Danmark eller direkte fra landets eneste universitet.

• Tønder bys tidligere opland blev stærkt reduceret. Tønder var med sin gamle status som købstad fra 1243 en oplandsby i det vestlige Slesvig med mange administrative funktioner. Den havde et handelsopland, der i syd grænsede op til oplandet for Husum. Nu blev hele Tønders sydlige opland skåret væk med den nye grænsedragning

• Landbruget var dengang det klart dominerende erhverv ikke bare i det nye Tønder Amt, men i hele kongeriget. Det betød, at de store frugtbare marskarealer var politisk betydningsfulde for udviklingen af egnens erhvervsliv

• Efter afslutningen på Første Verdenskrig var det over det meste af Europa en stærk tro på fremtiden, da krigens ragnarok endelig ophørte. Det førte til oprettelsen af Folkeforbundet i 1919, som gav tro på, at staten indbyrdes uenigheder for fremtiden kunne bilægges ved forhandlinger og ikke ved krig.

• I begyndelsen af det 20. århundrede fremkom der et helt nyt natursyn. Naturen kunne tøjles ved hjælp af teknik og snilde og udnyttes til gavn for mennesket

Vi kan i dag ikke ændre historiens gang

Tiden og dens levevilkår var dengang helt anderledes end i dag. Det er nyttesløs at kritisere den tids beslutninger med ens bedreviden. Det ændrer alligevel ikke historiens gang. Derimod kan man lære af fortidens fejltagelser.

Grænsedragningen i 1920 ændrede Tøndermarskens statsretslige tilhørsforhold. Men naturforholdene kender ingen grænser. Det var derfor nødvendigt med et dansk-tysk samarbejde. Der blev indgået en traktat den 10. april 1922 vedrørende ”Ordningen af Vandløbs- og Digeforhold ved den dansk-tyske Grænse.

Kommissionen ville forbedre landbrugsarealerne

Samtidig nedsatte den danske stat en særlig ”Afvandings – og Grundforbedringskommission for Tønder Amt vedrørende Ordningen af Afvandingsforholdene i Marsken ved Tønder samt i tilstødende Omraader”

Det var ingen tvivl om at kommissionens medlemmer betragtede ”Grundforbedringen” (dvs. forbedringen af landbrugsforholdene) som sit primære formål.

Nedsættelsen af oversvømmelsesrisikoen for Tønder by kom i anden række. Det ses bl.a. af den store indflydelse på kommissionsarbejdet, som landbruget fik gennem digelagene.

Fantasifuld projekt for Fyn

Formanden for Kommissionen blev Poul Chr. Stemann. Allerede den 29. marts 1922 barslede man med fire forslag til ”Afvandingsprojekter for Vidådalen”.

Den idemæssige ophavsmand var en yngre ingeniør fra Varde, Ulrik Petersen. Han stod bl.a. for inddæmningen af Kalvebod Strand på Amager.

Et af hans storstilede projekter var en gigantisk dæmning mellem Ærø, Tåsinge og Langeland. Dette projekt ville have udtørret størstedelen af det sydfynske øhav. Det blev heldigvis aldrig til noget.

Hele fem forslag

Da Afvandingskommissionen og digelagene ikke kunne enes om et af de fire projekter, fremkom ingeniør Ulrik Petersen med et femte forslag. Forslaget er dateret den 26. april 1924.

Landbruget var meget usikker på, hvilket af de fem projektforslag man skulle gå ind for. De ville gerne have forbedret deres markdrift. 

Projektet ivrig diskuteret på ”Hjemstavnskursus” i Tønder

I Tønder Bogen fra 1926 er der referater fra ”Det tredje Danske Hjemstavnskursus, der blev afholdt i Tønder fra den 2. til 8. august 1925. Her var afvanding af Tønder marsken det store hovedpunkt.

På kurset blev der advaret om, at man skulle passe på med for mange indgreb i naturen. Men naturforkæmperne talte for døve øren. Hverken landbruget, politikerne eller planlæggerne tog notits af bekymringerne.

Emil Nolde fremkom med sit forslag

Endnu en kritisk kommentar af afvandingsplanerne kom på banen i 1925. Det var tilmed, der kunne tale med en vægt. Det var en spirende kunstnerisk berømmelse. Det var maleren Emil Nolde. Han skrev en række breve med et alternativ afvandingsprojekt. Det var sandsynligvis mindre naturødelæggende end det projekt, som endte med at blive vedtaget og gennemført.

I Danmark var Emil Nolde endnu ikke kendt dengang. Han var vokset op i naturlandskabet i Tøndermarsken. Han havde svært ved at forlige sig med det store afvandingsprojekts totale ændring langs Vidåen.

Opbakning fra Danmarks Naturfredningsforening

Han udarbejde derfor et alternativt forslag, hvori de ydre marskområder stort set kunne bevares urørte, idet risikoen for bagvandsoversvømmelse ville blive mindre ved at etablere et fremskudt dige uden for den daværende havsluse ved Højer. Her foreslog han at etablere et reservoir til oplagring af åvand i perioder, hvor en ny ydre sluse var lukket.

Noldes projektforslag fik stærk opbakning fra Danmarks Naturfredningsforenings daværende formand, malerkollegaen Erik Struckmann.

Henvendelse til H.P. Hanssen

Emil Nolde henvendte sig til de danske sønderjyders store gamle fører fra udlændighedstiden, H.P. Hanssen. På daværende tidspunkt var denne folketingsmand for partiet Venstre. Han har efter alt at dømme opsøgt ham hjemme og forelagt ham sit forslag. I et brev fra den 8. juni 1925 fulgte han skriftligt op på sin tidligere mundtlige fremlæggelse. Brevet var vedlagt kortbilag i kunsternes egen streg, hvorpå han med akvarelfarve har fremtrukket kystlinjerne.

Ideen med Noldes projekt var et ”afvandings-projekt”:

• Uden for Højer Sluse skal et stykke forland inddiges tillige med et stykke vadeland, heraf skal vadelandet danne et bassin.

• Der hvor vandet fra dette nye bassin løber ud i havet, må der bygges en sluse noget større end den ved Højer, og der kan anlægges et pumpeværk, som i enkelte tilfælde træder slusen til hjælp.

• Den nye tekniske opfindelse til udnyttelse af vindkraften kan måske her anvendes, så derved vinden som i stormtid forårsager vandets stigning tillige bliver drivkraften ved udpumpningen.

Sammen med projektet havde Nolde nedfældet en masse argumenter og kommentarer. Han tænkte også i forslaget på landmændenes økonomi. Også tørkeperioder havde Nolde gennemtænkt i sit forslag.

Forslaget vakte irritation i Landbrugsministeriet

H, P. Hanssen lod Noldes henvendelse gå videre til Landbrugsministeriet, hvor det vakte en del irritation. Men H.P. Hanssen havde understreget, at Noldes henvendelse ikke bare skulle ignoreres.

H, P. Hanssen havde anført, at Nolde var uddannet som kunstner i Tyskland, men dansk statsborger. Han var gift med en dansk dame (søster til politimester Vilstrup i Gråsten). Han stod ifølge H. P. Hanssen med et ben i hver lejr. Men han slog fast, at han skulle behandles med et vist hensyn.

Noldes angivelige blakkede nationale sindelag!

Departementschefens personlige bemærkninger er sigende. Noldes angiveligt blakkede nationale sindelag diskvalificerede ham på forhånd i departementschefens øjne. Det var desuden heller ikke hensigten at afvandingsprojektet skulle ændres. Og selv om Noldes indvendinger viser teknisk indsigt, så var han kunstmaler og ikke ingeniør. Dette har heller ikke fremmet hans anseelse i departementschefens øjne. Kunstmalere forventedes heller ikke dengang, at kunne udvikle unikke tekniske ideer.

Stiftsamtmanden sendte den 10. juli 1925 Noldes projektforslag videre til formanden for Afvandingskommissionens Tekniske Udvalg, Th. Claudi Westh. Man ville ikke bare ligge forslaget til side. Der skulle bruges krudt til at skyde det ned.

Danmarks Naturfredningsforening bakkede Emil Nolde op. Man havde bedt en rådgivende ingeniør til at kigge på hans forslag.

Forslaget blev skudt ned

Men som planlagt blev Noldes forslag en for en skudt ned. Skæbnen for Noldes ellers spændende forslag er, at det fremkom på et tidspunkt, hvor tiden slet ikke var moden til naturbevarende eller –beskyttende tiltag. Sådanne tanker blev først almindeligt accepteret i samfundet mere end et halvt århundrede senere. Men endnu består interessemodsætningen mellem på den ene side dansk landbrug, der ønsker råderet over al deres jord til dyrkningsformål. På den anden sideefterspørger folk i stigende grad natur til rekreative formål. Naturforskere og naturforeninger kræver naturområderne bedre beskyttet.

Den endelige afvisning af Noldes forslag blev meddelt Foreningen for Naturfredning i et brev dateret den 13. oktober 1925.

Noldes alternative projekt ville have beskyttet naturen mod mange af de store indgreb, der blev resultatet af beslutningen om afvanding af Tøndermarsken.

Nolde forlod Danmark

I 1925 boede Emil Nolde på ejendommen ”Uttenwart” cirka tre kilometer syd for Møgeltønder. En vidunderlig ensomt beliggende sted ud mod Magisterkogens nordlige dige fra 1556. Stedet kaldes i dag ”Keldspold”

Emil Nolde blev dog allerede i 1927 så træt af de store naturødelæggende indgreb fra etableringen af det endelige projekt og den nonchalante måde, hans forslag var blevet afvist på, at han permanent flyttede til marsken ved Seebüll umiddelbart syd for grænsen.

Først anerkendt lang tid efter hans død i Danmark

Her boede han resten af sit liv og her ligger det fantastiske museum med hans unikke kunst. Først længe efter sin død i 1956 blev han anerkendt i Danmark som den fremragende kunstner, han var. Hvis Noldes projekt var blevet gennemført, ville Danmark ikke blot have haft en kunstner, men også et naturområde i verdensklasse. Ja godt nok er det nu blevet udnævnt til dette, men alligevel!

Noldes ide var godt nok nyskabende, men det har alligevel ikke kunne løse alle problemer.

Man mindes ikke Emil Nolde

Men at Noldes tanker var de helt rigtige, viser historien. Efter stormfloden i 1976 gik man i gang med at bygge Det Fremskudte Dige med et bagvandsreservoir (Saltvandssøen)og en ny havsluse (Vidåslusen). Projektet blev indviet i 1982 af Dronning Magrethe. Men Emil Nolde er aldrig blevet hædret for hans plan. Og i diverse informationer om Tøndermarsken dukker hans navn ikke op.

Dige – bestyrelser var utilfredse

I den endelige udformning kom der ingen vandkraftværker, fordi man allerede i 1925 havde indledt forhandlinger med Sønderjyllands Højspændingsværk om at levere strøm til pumpestationerne. Og arkitekt på disse var den senere godsinspektør på Schackenborg, H.C. Davidsen.

I de forskellige dige-bestyrelser blev der indvalgt folk, der var modstandere af hele projektet. Man var utilfreds med forhandlingerne med Kommissionen.

Ingen gode tider for landbruget

I Tøndermarskens koge var der oprettet et tæt kanalnet, der både kunne anvendes til afvanding og bevanding. De gode tider for landbruget blev dog ikke indfriet. Tværtimod mødte man krise i 1930erne og stor arbejdsløshed.

I 1941 blev et nyt vandløbsregulativ indført. Det handlede om, hvordan alle forhold i og omkring vandløbene skulle efterleves. For dem, der havde jord i Tøndermarsken blev projektet meget dyrt.

Lokalt kom der gang i byudviklingsprojekter. Uden den gennemførte Tøndermarsk-afvanding ville firmaer som Brdr. Hartmann og B&W Energi vel næppe være flyttet til Tønder.

Hensynet til landbruget havde vejet tungere

Efter mange år, hvor hensynet til landbruget havde vejet tungest, kom der i 1970’erne fokus på naturbeskyttelse. I 1983 kom der en ny vandløbslov, hvor naturhensyn helt usædvanligt fik første prioritet.

Men i lovbekendtgørelsen blev det udtrykkeligt nævnt, at denne lov ikke gjaldt for Tøndermarsken. Men dette blev der lavet om på. Der kom en ny lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken. Den stammer fra den 3. december 1988. Heri blev der for første gang taget særlige hensyn til naturens vilkår og udvikling i området. Fra dette tidspunkt kom der fokus på muligheden for at få fuglelivet tilbage i marskområderne.

Nationalpark Vadehavet

Fuglebestanden var nemlig gået voldsomt tilbage i 1970’erne. Det skyldtes landbruget, der var gået fra kvægbrug til mere intensivt agerbrug.

Men det hele skulle ske gennem såkaldte frivillige ordninger. Men nu ser det ud til at EU – love tager over. Men der er stadig et godt stykke vej til at fuglene i Tøndermarsken har optimale forhold.

Hele det danske vadehavsområde blev i 2010 indviet som Nationalpark Vadehavet. Her indgår Tøndermarskens ydre koge. I byerne Varde, Esbjerg og Ribe roser man sig af, at befolkningen og turisterne kan gå fra bygrænsen og lige ud i nationalparken. Anderledes er det desværre i Tønder by. Her ophører nationalparken ved broen over Vidå ved Lægan ca. 3 km sydvest for byen.

Måske er ”Den Gamle Redaktør’ s oplysninger i denne forbindelse ikke helt opdateret. I 2009 blev der i forbindelse med det EU – støttede Projekt Snæbel genetableret en tidligere sø, Nørresø, umiddelbart sydvest for Tønder.

Fra Tønders bymidte ud i Nationalparken?

Man flyttede simpelthen Vidås nordlige dige nogle hundrede meter mod nord, så det blev plads til et vidunderligt naturområde, som Vidå slynger sig igennem om sommeren, mens det om vinteren oversvømmes i vinterhalvåret.

Hele området fra Lægan Pumpestation og øst på til landevejen mellem Tønder og Sæd indgår i projektområdet, som er købt af Staten gennem Naturstyrelsen. Hele dette område indgår i Nationalpark Vadehavet.

Hvis man også inddrager området mellem digerne og sammenløbet mellem Vidå/Grønå og op til Backmanns Vandmølle og Mølledammen i Tønder i Nationalparken, så vil også Tønders befolkning og turister kunne gå fra bymidten og lige ud i Nationalparken.

Slut med at lege på forlandet

Men i dag er det slut med at lege på forlandet i Ny Frederikskog. Det var dengang, vi byggede tømmerfloder og sejlede rundt i Prilerne. Her var det også udmærket at bade. Det var en herlig tid.

Vi har i artikler beskrevet ret så meget om Tøndermarsken og Vidåen. Vi vil forsøge her i tilslutning til denne artikel, at henvise til nogle af artiklerne.

Kilde:

• Div. Artikler fra www.dengang.dk
• Sønderjydske Årbøger (Søren Eller)
• Elsemarie Dam-Jensen m.fl.: Det grænseløse landskab
• Kjeld Hansen: Det tabte land. Den store fortælling om magten over det danske landskab
• H. Lausten-Thomsen: Tønder-Bogen 1926
• Niels Kingo Jacobsen: Træk af Tønder-marskens naturgeografi
• Niels Kingo Jacobsen: Rejsbymarsken, Miljø, stormfloder og digebyggeri (De Danske Vade og Marskundersøgelser, Rapport nr. 9)
• Kaj Petersen: Det tabte land i vest
• Jesper Theilgård: Det danske vejr

Hvis du vil vide mere? På www.dengang.dk kan du finde 240 artikler om Det Gamle Tønder, herunder:

• Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
• Askersodde ved Vidåen
• Syd for Tønder
• Omkring Vidåen og Havnen i Tønder
• Det Frisiske Salt
• En vandmølle i Tønder
• Tønder, Marsken og Afvandingen
• Tønder, Marskens Hovedstad
• Vikinger i vadehavet
• Tøndermarsken – under vand
• Aventoft – byen ved grænsen
• Drømmen om en havn i Tønder
• Digebyggeri i Tøndermarsken
• Hertugen af Tønder
• Kanal gennem Tønder
• Tøndermarsken
• Emil Noldes liv – vestpå
• Vadehavets maler – Emil Nolde og mange flere

Hvis du vil vide endnu mere? På www.dengang.dk kan du finde 70 artikler om Det Gamle Højer, herunder:

• Saltvandssøen ved Højer
• Landet bag Digerne
• Højer – Bondeby i marsken
• Den Hvide Fabrik – som oplevelsescenter
• En arbejder fra Rudbøl fortæller
• Gammel Frederikskog – dengang
• Mellem Højer og Ballum
• At plukke Sut ved Højer
• Landet bag digerne
• Syd for Højer
• Stormflod ved Vestkysten
• Rudbøls historie
• Fiskeri ved Højer
• Heltene i Vadehavet
• Øerne – syd for Højer
• Vadehavet ved Højer
• Travlhed ved Højer Sluse
• Bådfolket i Rudbøl
• Soldater på Jordsand
• Øen Jordsand – engang ud for Højer
• Søslaget ved Højer
• Højer – stormflod og Diger
• Højer – som havneby og mange flere

Hvis du vil vide meget mere? På www.dengang.dk kan du finde 168 artikler om Sønderjylland herunder:

• Mandø – endnu en historie
• Da Ballum – næsten fik en havn
• Rungholt – manddrukning et og to
• Langs Vadehavet
• Anekdoter fra Rømø 1- 3
• Hertugræve og Køkkenharer
• Borrebjeg på Rømø
• Færge fra Rømø til Ballum
• Nordstrand syd for grænsen
• Rømø endnu engang
• Mandø – en ø i Vadehavet
• Føhr – en ø i vadehavet
• Johannes Meyer – en korttegner fra Husum
• Rømø – en ø i vadehavet og mange flere