Tønder-Erindringer 2018 – forsøg på anmeldelse

Denne gang skal vi læse om seks meget forskellige historier. Og dette giver heftet en dejlig variation om historier fra Tønder og enkelt fra Møgeltønder. Altid skønt hvis man kan genkende eller huske nogle. Birgitte fortæller om nogle underfundigheder, da hun ankom til byen. Optiker Gonde Hansen fortæller om familieforetagenet. Og så var det Møgeltønder Skole, hvor der sandelig var problemer i begyndelse. Erindringer fra en tosproget barndom er festlig fortalt. Og min gamle heppe-kammerat fra Aabenraa stadion, Flemming Henningsen fortæller om genkendelige personer fra min ungdom i Tønder. Og begejstringen for Tønder amatørscene er forståelig i Uwe Petersens beretning.

 

En fremmed kom til byen

Af Birgitte Bargfeldt

 

Så var den der igen – Tønder erindringer for 19. gang. Vi skal forsøge at anmelde heftet. Der er både kendte og ukendte med i heftet. Men sådan må det vel være, hvis det er 51 år siden, at man forlod Tønder.

Den første som man ser, er Birgitte Bargfeldt. Hende jeg den store ære af, at hilse på, da jeg for en del år siden holdt foredrag på Schweizerhalle om Tønders historie og det at være Tynne-knajt i København.

Birgittes svigermor mente ikke, at man kunne flytte til Tønder. Det var sådan en tysk by. Men Birgitte og hendes mand fandt hurtig ud af, at en solnedgang i Tønder kunne tage sig ud som et maleri af Emil Nolde. Hurtig fandt Birgitte ud af, at hvis betyder når. Og den person, som hun mente hed Ove i virkeligheden hed Uwe. Og i tandlægeklinikken var det første uforståelige, som manden Christian stødte på var:

• Ska æ taj min Mantel af

Det var et drama på biblioteket, da Birgitte havde valgt læge. Hun valgte den første på listen, og det var Doktor Brenner. Men han var jo tysk.

Sådan var det også med butikkerne. Der var masser at vælge imellem. Men slagter Marcussen og Andersen & Nissens Boghandel var tysk.

Kontorer og butikker lukkede i middagspausen så alle kunne komme hjem og spise. Der var ingen lyskryds, ingen trafikpropper og ingen bakker, men alligevel lykkedes det for Birgitte at dumpe til den praktiske prøve til kørekortet.

Jo året var 1965 og det er skønt refereret i hendes beretning. Hende og hendes mand var ivrige biografgængere. I biografen i Højer fandt de ud af, at der altid var pause midt i forestillingen, fordi der skulle skiftes spoler.

Sjov nok kan man huske en af Birgittes kollegaer Lis Reinau, hvis smukke datter Lisbeth, som jeg gik i klasse med.

Og Birgitte og Christian skulle kun have været her i et kort stykke tid. Men efterhånden er de med tiden blevet ”en slags sønderjyder”. Således godt opmuntret går vi til næste artikel.

Familiefirmaet Jacob Nikolaj Hansen – Guld – Sølv – Optik

Af tidligere urmager og optiker Gonde Hansen           

Vi starter med at høre om familieforholdene. Bedstefar startede butik i Møgeltønder. Efter 1920 flyttede man butikken til Tønder. Det var først i Storegade 24. Men allerede i 1923 flyttede man butikken til mere rummelige lokaler i Storegade 2. Familien blev boende i Møgeltønder. Tyren frem og tilbage foregik med tog.

En gammel HGF (Høj Gammel Ford T) blev anskaffet men den var for dyr i reparation. En ny blev anskaffet. Ofte måtte man sove på værkstedet. Bedstemor havde fået koldbrand og måtte have amputeret det ene ben op til knæet. Da de holdt guldbryllup, var det med en køretur i karet, hvor der var lys i vinduerne i Tønder.

Forfatteren til artiklen tilbragte det meste af barndommen i Leosallé 22. Efter at firmaet havde købt ejendommen Storegade 23 flyttede familien i 1950 op i anden sal.

Gonde blev indkaldt til Jydske Telegrafregiment på Langelandsgades Kaserne i Århus. Jo den kender undertegnede godt. Her lå han også i 12 måneder. Men han blev så modsat undertegnede genindkaldt i tre uger.

En dag var faderen faldet om inde i boksen i forretningen Han døde uden at være kommet til bevidsthed kun 63 år gammel. Farbroderen blev købt ud af butikken og startede sammen med sønnen en optikerforretning i Fredericia.

I Tønder trak moderen sig tilbage efter et par år. I 1970 overtog forfatteren til artiklen firmaet som den 4. marts 1976 blev til et anpartsselskab. 1. maj 1984 fejrede firmaet 90 års jubilæum.

Efter lang tid med fremgang kom der en vanskelig tid. Dengang var der 8 mand i firmaet. Der blev taget en beslutning om, at det skulle være en ren optikker-forretning og en mand-kone butik. Med andre ord, hele personalet skulle opsiges. I sommeren 1985 blev der holdt udsalg, og der blev ryddet godt op.

Navnet på butikken blev ”Gågadens Specialoptik”. I Billund var Gonde med til at starte en sammenslutning af selvstændige optikforretninger ”Nyt Syn”. Der fulgte nu syv gode år.

Den 1. september 1992 blev forretningen overdraget til en anden. Dermed var det slut for ”familiefirmaet Jacob Nicolaj Hansen”. En udmærket virksomhedshistorie fra et firma, som jeg husker fra min lærertid.

Møgeltønder Skole

Af pensioneret lærer Povl Clausen, Møgeltønder

Først i 1960erne havde lærestaben på Møgeltønder Skole været ustabil. Grunden hertil var en retssag mellem to lærere på skolen. Da dommen blev afsagt, mente størsteparten at dommen var forkert og søgte væk fra skolen.

Dette var meget uheldigt for børnene, der skulle nøjes med forskellige vikarer. Da Clausen kom til skolen, fortalte de ældste elever, at de havde haft 7 – 8 forskellige klasselærere. Retssagen fik også den uheldige virkning, at forældrene til eleverne blev delt op i to grupper.

Fra 1967 og fem år frem var der stor udskiftning af lærere. I begyndelsen af 1970erne skulle der vælges en ny leder på skolen. Clausen søgte i den periode 1972 – 1973 et årskursus, da han havde på fornemmelsen, at der ville opstå ny uro på skolen.

Den 1. februar 1972 blev der valgt en ny leder, men det blev ikke den lærer fra skolen, som også havde søgt. Som følge deraf forlod alle lærere skolen. Det var mærkeligt at vende tilbage til helt nye kollegaer. Men de nye blev der stort set i 25 år.

Som lærer blev man tiltalt med efternavn, men efterhånden gled det over i at være fornavn. Clausen mener ikke, at tiltaleformen har noget med respekten at gøre. En som har stor indflydelse på en skole er pedellen.

Vi får i artiklen en gennemgang af aktivitetsdage, praktikundervisning, skolefest med teater, oplevelser med elever og forældre og oplevelser som gårdvagt. Et lille indblik i pædagogik får vi også.

Fredag den 18. juni 1999 var det Per Clausens sidste skoledag.

Erindringer fra en tosproget barndom

Af tidligere inspektør i Told og Skat, Uwe Petersen, Tønder

I det meste af sin barndom og indtil sit 18. år boede Uwe Petersen i huset hos sine bedsteforældre, Kirkepladsen 1.

Ved Genforeningen vælger bedstefar at blive ansat hos De Danske Statsbaner. Det var en stor omvæltning for bedstefar og bedstemor på 64 og 57 år, at få en 3 ½ års knægt i huset. Heldigvis fik de meget hjælp hos naboen, Pastor Magle og Anna Magles datter, Grethe.

Til præstegården hørte en stor have, der strakte sig fra baghuset på den anden side af Nørregade og helt ned til alléen ud for Liebestempel. Her var der masser af mulighed for leg.

Ingen kendte til, hvad Uwe’ s fremtid skulle bringe. Faderen befandt sig i Tyskland. Bedstefar besluttede fra første dag at tale dansk til ham. Med bedstemor og faster Annemarie talte Uwe tysk.

I august 1943 rejste Uwe med bedsteforældrene til Gentofte. Anledningen var at hans far og hans kommende stedmor skulle giftes. Efter en tryg tid kom nu en helt ny verden i Gentofte med en stedmor, han slet ikke kendte.

Hurtig blev det kendt, at han var tysk statsborger. Det sikreste sted i frikvartererne var bag en aflåst toiletdør.

Carit Etlar havde boet i det hus, han nu boede.

Men far og stedmor blev skilt, så var det atter tilbage til Tønder i april 1944. Den 17. september 1945 blev Uwe indskrevet på Tønder Øvelsesskole i 3. b. Den brogede skolestart bevirkede, at skolekundskaberne var lidt mangelfulde. Men bedstefar sørgede for, at lærer Gläser gav ekstra undervisning.

Uwe fortsatte i 1. mellem på Tønder Kommuneskole. Der spændende beretninger fra banen og fra Vidåen. På sin fødselsdag fik Uwe lov til at invitere sine klassekammerater til en tur på Vidåen til anløbsbroen ved Lægan.

Uwe stod og kiggede, da de tyske soldater gik hjemad i Søndergade i 1945. På et tidspunkt kastede en af de tyske soldater en pakke viklet ind i noget stof. På vej hjem opdagede Uwe, at det var pengesedler. Og han mente det godt kunne berige hans bedsteforældres tilværelse. Men reaktionen fra bedstefar var ikke sådan, som Uwe havde forestillet sig det.

Bedstefar tog ham med på politistationen, hvor Uwe måtte aflevere pengene til en meget bøs udseende herre bag et stort skrivebord. Bedstefar forklarede, at de penge de tyske soldater havde med sig beholdt man ikke selv.

Det sjove er, at Uwe har haft Olaf Knudsen som lærer. Den fornøjelse havde jeg også de første år på Tønder Kommuneskole. Og så tjente Uwe nogle ekstra lommepenge ved at ringe med kirkeklokkerne.

Efter bedstefaderens død blev der talt tysk i hjemmet. Uwe startede på Tønder Lærerseminarium. Men efter det første år, havde han ikke bestået. Nu søgte Uwe så i stedet ind hos toldvæsnet. Og i 1955 startede han om toldelev i Lemvig.

I år 2000 vendte han sammen med sin kone Jytte tilbage til Tønder. Det var den samme by, hvor de mødte hinanden for mere end 60 år siden. Ja det sjove er, at de flyttede ind i det hus, hvor hans tosprogede barndom startede for 80 år siden.

God og interessant artikel.

Mit Tønder gennem 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne

Af tidligere Quality Control Inspector Flemming Henningsen, Lemvig

Her har vi så en, som jeg kender. Flemming og jeg er skyld i, at Aabenraa (Aabk) ofte har banket B1909 på Aabenraa Stadion. Vi har simpelthen skreget os hæse dengang. Og det har sikkert hjulpet på præstationerne på banen.

Flemming er født i Vejle og boede i Klovtoft. I 1963 kom han til Tønder sammen med sin mor og storesøster. De boede på Kastanieallé på 56 m2. De handlede i begyndelsen hos købmanden på Kastanieallé 10. Men da købmand Meyer i Carstensgade gav ”bom”, når man betalte regningen, så skiftede man selvfølgelig til ham.

Det var en kæmpe omvæltning at komme fra en lille landsbyskole med to klasseværelser til Øvelsesskolen med 29 elever i en klasse. Flemming kunne hellere ikke i begyndelsen vænne sig til, at når læreren spurgt, så skulle man rejse sig op, træde et skridt til siden væk fra bordet, inden man svarede. Sådan var det i hvert fald i Klovtoft men ikke på Øvelsesskolen.

Flemming fortæller, at han i begyndelsen var sky og genert. Ja sådan kender man ham nu ikke. Han sad helt inde i et skur og gemte sig i frikvarterne. Men det havde Olaf Knudsen opdaget og opfordrede klassekammeraterne til at inddrage Flemming.

Blandt legekammeraterne var det også kendte personer, som undertegnede kendte. Og vi får da også nogle herlige historier fra dengang, også da fru Horst inddrog bolden, fordi boldbanen stødte op til hendes have. Politiet måtte tilkaldes for at få den udleveret. Hun sagde ofte:

• Æ vee gåt te børn ska lech, men it i min hau – blywer I ve mæ det, hinte æ æ fitzevært.

Og så er jeg glad for, at Flemming nævner, at Lærkevej var de dygtigste til gadefodbold. Vi havde også en professionel træner.

I 1968 flyttede Flemming til Strucksalle 19. Faderen kom i 1969 tilbage til familien og Elmegade 5 blev købt af familien.

Så kom Flemming i erhvervspraktik hos Andersen & Nissens Boghandel, hvor undertegnede som de skarpe læsere sikkert ved, hvor jeg havde været i lære. Ja og så var der praktik hos Jydske Tidende, hvor Flemming så sin egen filmanmeldelse trykt i avisen.

Ude på Handelsskolen havde Flemming også de lærere, som man kender. Winther-Johannsen mente, at eleverne havde lært amerikansk på Øvelsesskolen. Og det var jo engelsk, man havde brug for. Og forstander Thiim mente ikke, at eleverne var gode til tysk, men det mente censoren fra Aarhus:

• Der var De vel nok heldig, det blev til et …tal.

Dengang var det åbenbart på efternavn og De ude på handelsskolen.

Flemming fik lærerplads ude hos Nissen Sølsted. Og kørerkortet blev taget ved fru Jordt på Ludvig Andresens Vej. Det faldt ikke i god jord hos bedstefaderen. En kvinde kunne ikke lære nogen at køre bil.

I 1975 blev Flemming ansat hos TØMA i kontrolafdelingen. Her var han helt til 1988. Et år var Flemming hos Brdr. Hartmann. Så blev han kontaktet af Vølund i Esbjerg og solgte sit hus på Ved Slotsbanken.

Nu har Flemming altid interesseret sig for sport, både håndbold, fodbold og atletik. Og sandelig om han ikke også i fem år var formand for Lokalhistorisk Forening. Og 13 koncerter med Rolling Stones er det blevet til.

Ja og den helt store lidenskab er tændstiketikker og – æsker. Flemming har ca. 145.000 fra 174 lande. I dag bor Flemming i Rom uden for Lemvig.

Skønne historier, godt fortalt Flemming. Jeg ved, at du vil læse denne anmeldelse.

Erindringer fra Tønder Amatørscenes barndom og ungdom

Af pensionist Henry Madsen, Tønder.

Det første møde med Tønder Amatørscene (TAS) var en Tønder Revy på Tønderhus i marts 1977. Og Henry kom til at skrive tekster. Den første tekst hed ”Det er mig og Egon Nielsen”. Det handlede om borgmester Børsting Andersen, kommunaldirektøren og det nye rådhusbyggeri.

Næsten alle prøver blev overværet og henry var dybt imponeret af skuespillerne. Ja og helt euforiske blev de alle sammen ved at læse anmeldelserne. De fleste aftener blev afsluttet med en tur på værtshus, dog ikke for Henry.

Man blev instrueret i ikke at benytte toilettet under forestillingen. Trappen knirkede gudsjammerligt. Og så var det altid koldt i Tønderhus’ sal. En børnescene blev også etableret.

Efter tre vellykkede revyer blev det besluttet at opføre et rigtigt teaterstykker. Der var ros af pressen, men meget få tilskuere. I 1987 blev et brændende ønske opfyldt – et egt spillested. Det blev det gamle missionshotel i Spikergade.

Der er også blevet spillet 50’er og 60’er kaberet.

I 2003 genopstod revyen i Tønder. Hvert år bliver det spillet fem forestillinger for stort set fulde huse.

Da undertegnede forlod Tønder havde vi ikke dette. Og da jeg boede i Padborg skrev jeg et par tekster til Kruså-revyen. Flot artikel af Henry Madsen. Begejstringen var ikke til at tage fejl af.

Det var en flot Tønder-Erindringer, som kan varmt anbefales. Man behøver ikke at være medlem af Lokalhistorisk Forening. Jeg er sikker på, at Jefsens Bog & Ide sælger den i løssalg. Grunden til at det er en fornøjelse at læse heftet er det varierede udbud af erindringer. For en gammel Tynne-kanjt er det selvfølgelig altid sjovt, at læse om folk, som man kender.

Kilde: Tønder-Erindringer 19 (Lokalhistorisk Forening for Gl.-Tønder Kommune)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 236 artikler om Det Gamle Tønder, heriblandt:

• Tønder-Erindringer 17 – en anmeldelse
• Nye erindringer fra Det Gamle Tønder (16)
• Erindringer fra Tønder