Manden – der ville købe Nørrebrogade (NørLIV 9)

Dette er vores 9. bidrag til Ugeavisen NørrebroLiv. Det handler om Alex Brask Thomsen som ikke gade, at være farvehandler lige som sin far. Men han havde arvet nogle af sin fars handelsegenskaber. Så var han stærk indblandet i Radio Merkur ude i Øresund.  Da han var kommet til penge tilbød han Københavns Kommune, at han ville købe Nørrebrogade. Med andre ord, så skulle de bare omdøbe Nørrebrogade til Alex Brask Thomsens Gade. Men det gik politikerne ikke med til. Og han ville ikke nøjes med en svømmehal eller et bibliotek opkaldt efter sig. Han ville heller ikke begraves på Assistens Kirkegård. Han var bange for, at drukne. Så han blev begravet på Bispebjerg Kirkegård. Men begravelsen foregik fra Stefans Kirke.

 

Faderen havde også handelstalent

Faderen hed Anders, og var født på Nørrebro i 1894. Han kom i lære i en farvehandel i Hillerød. I 1920 flyttede familien til Fensmark 20 på Nørrebro. De havde nu fået en lille knægt, som de kaldte, Alex. Senere fik han to søstre.

Far Anders besøgte skibsværfter. Men mor Jenny stolede ikke rigtig på ham. En aften vidste hun udmærket, at han sad og fuldede sig på en restaurant på Fælledvej. Fem årige Alex tog moderen i hånden og først fødte Kirsten blev lagt i barnevognen. Og så holdt mor ellers dundertale på restauranten.

Denne dundertale gjorde indtryk. Far Anders opgav karrieremulighederne og etablerede sin egen forretning på Nørrebrogade. Den 1. april 1927 blev en Farve – og Tapethandel på Nørrebrogade 228 overtaget. Året efter flyttede familien ind i en stor lejlighed oven over butikken.

Ja senere blev Anders Thomsen kasserer i Københavns Farverhandlerforening. Faderen havde særdeles gode forretningstalenter. Han havde eget limfabrikat og andre specialiteter. Sønnen skrev følgende:

• Mine forældre havde midt i deres stræben også overskud til at være glade, festlige og fornøjelige og vi havde meget selskabelighed. Om vinteren var der kortspilsaftener to gange om ugen. Far kunne spille kort til klokken fire om morgenen.

 

6 krav til, hvad han gad at beskæftige sig med

Han var Nørrebro – drengen de pæne ikke ville lege med. Egentlig skulle han bare have været almindelig farvehandler & Søn på Nørrebrogade. Han blev da også uddannet farvehandler, efter at være gået på Sjællandsgades skole, med realeksamen på efterslægten og farvehandler-uddannelse. Det kneb lidt med skolekundskaberne og vores hovedperson blev betegnet som en lidt mærkelig person.

Han fik en god ven i Henning. De gik lange ture langs Ladegårdsåen og diskuterede.

Ja vi taler om en herre ved navn Alex Brask Thomsen. Efter handelsskolen kom han til Sadolin & Holmblad. Pludselig havde han gang i kemikaliehandel. Hans ven blev vekseller. Det var måske mere spændende end farvehandler. Men først tog Brask til Paris. Han vendte hjem i 1946. Året efter startede han et A/S fra sin lejlighed i Lundtoftegade.

I Bredgade 37, hvor Land & Folk havde til stede, begyndte de to venner med diverse ting. Man havde ikke noget imod at leje ud til to kapitalister. Brask nedfældede nogle krav til det, som han gad at beskæftige sig med:

1. Noget, der ikke tog for megen plads op
2. Noget, hvor man ikke prutter om prisen
3. Noget, der ikke er udsat for voldsomme svingninger med hensyn til priser eller mode
4. Noget, der ikke lugter
5. Noget, der altid er en udbredt efterspørgsel på
6. Noget, der giver en social position

Og pludselig startede han Københavns Kreditbank sammen med en ven med Danmarks højeste rente. Men ak banken krakkede i 1955, men da var den for længst blevet solgt.

Bedre gik det med næste forsøg med Finansbanken. Den voksede og voksede, og blev Danmarks 6. største bank. Måske blev det en succes, fordi Brask fik kunder de andre banker ikke ville lege med.

Ja og så blev det til Kreditbanken. I forbindelse med salget af denne blev Brask anklaget. Men der blev aldrig rejst tiltale.

Som uofficiel bagmand bag Radio Mercur gjorde han sig upopulær i mange kredse. Men i andre kredse blev han yderst populær. Ude fra Øresund kunne man pludselig høre ordentlig musik. Radio Luxemburg havde fået en konkurrent. Og Danmarks Radio fik Jørgen De Mylius.

Brask solgte efter boringen af den populære station flere af piratradioens ”aktiviteter” bl.a. Radio Mercur City, som egentlig var Nørrebros Teater. Herfra blev mange udsendelser optaget og sendt ude fra Øresund.

 

Et tilbud på 250 millioner kroner

I slutningen af 1992 modtog overborgmester Jens Kramer Mikkelsen et brev med et udsædvanligt tilbud tit Københavns Kommune. Brask ville give 250 millioner kroner for at hans barndomsgade Nørrebrogade fik navneforandring til Alex Brask Thomsens Gade.

Per Bregengård fra Enhedslisten var positiv stemt:

• Det er fandeme mange penge. Personligt ville jeg sige ja tak. Så kan vi lave det om, når manden var død.

Hans Thustrup Hansen, konservativ boligborgmester var også fristet af udsigten til de mange millioner i kommunekassen:

• Det svarer jo til 2/3 skattepoint
• Men man kan ikke købe sig til udødelighed
• Måske kunne Eriksgade laves om til Alexgade

Et par dage efter mødtes Brask med overborgmesteren. Han foreslog, at Brask kunne donere til enten en park i nærheden af Nørrebrogade, en svømmehal eller et bibliotek, der så kunne bære hans navn. Dette afviste Brask.

Senere fastholdt han tilbuddet, og sagde at det ikke var for at komme i medierne. Han var dybt skuffet over afslaget.

Brask overtog kontrollen med tekstilvirksomheden Henriques & Løvgreen. Bl.a. har Klaus Riskær Petersen lånt penge hos ham. Sit otium tilbragte han i Monaco. Og ved sin død efterlod Brask en formue på 10 milliarder kroner.

Han ville ikke begraves på Assistens Kirkegård, fordi han var bange for at drukne i vand. Derfor blev han begravet på Bispebjerg Kirkegård. Men begravelsen foregik fra Stefanskirken.