Bernhard eneboer
Af Lise Hildegardt
Ved Himmelbjerget ned mod Julsø ligger Sletten – en gammel bondeskov, der i dag ejes af FDF. Her boede i mange år eneboeren, Bernhard Sørensen. Faderen var eftersigende velhavende. Bernhard begyndte da også med en uddannelse. Men han blev smidt ud, fordi han rapsede. Han var meget filosofisk og læste tykke værjer derude i skoven. Men ofte satte han ild til sit ”hul” eller hytte på grund af piberygning. Man fandt ham en gang meget syg i skoven. Han blev sat ind på et aflastningshjem. Men han flygtede. Man fandt godt nok en gammel mand. Men om det var Bernhard, kan man være i tvivl om. På kirkegården ved Gl. Rye Kirke er der sat en beskeden sten – ligesom Bernhards liv.
Vest for Himmelbjerget ned mod Julsø, ligger Sletten – en gammel bondeskov, der i dag ejes af FDF og benyttes til de store landlejre – Julsølejrene. Men skoven er også interessant af en helt anden grund.
Her boede nemlig i mange år en eneboer. Bernhard Sørensen var hans navn. Han blev født 21. oktober 1890 i landsbyen Gammel Rye i Østjylland. Her voksede han op sammen med seks søskende og med en fader der efter sigende skulle have været temmelig velhavende. Om hans moder melder historien intet om. Faderens velstand betød, at Bernhard, da han blev voksen, fik mulighed for at påbegynde en uddannelse på seminariet. Uddannelsen blev imidlertid aldrig gjort færdig, da Bernhard, ifølge historien om ham, blev bortvist fordi han rapsede. Og fra den dag, trak han sig tilbage og levede sit liv uden særlig kontakt til andre mennesker.
Bernhard var en særling: Han var meget filosofisk anlagt, og læste tykke videnskabelige værker her midt ude i skoven, hvor han boede i de mest primitive huler, han selv havde bygget.
I begyndelsen gravede han et hul i jorden og ind i skrænten og forede hullet med halm. Åbningen stoppede han ud med en sæk fyldt med lyng, og det fortælles ofte, hvordan hulerne brændte for ham, fordi han kom til at sætte ild til halmen med sin uundværlige pibe. Gennem hele sit liv var Bernhard plaget af ildebrande, der gjorde det af med flere af hans hytter og huler. Selv mente Bernhard, at det skyldes nogle stærke naturkræfter og ikke hans eget piberygeri. En gang var han skyld i en større brand som løb op i mod Himmelbjerget.
En bonde på Himmelbjerggården spurgte da Bernhard:
– “Hvorfor tænder du ild, når det er så tørt?”
– “Ja, det kan jo ikke brænde, når det er vådt!” havde Bernhard da svaret.
Beboerne på gårdene i området mærkede ikke meget til Bernhard, udover at han engang imellem sneg sig til at stjæle mælk fra mælkejungerne og et par æg fra hønsehusene – og en sjælden gang en høne eller to. Naboerne accepterede det, og meldte ham aldrig til myndighederne. Af og til var han selvforsynende, da han dyrkede grønsager, holdt høns og kaniner – og engang havde han også en ged.
Kun sommerhusejerne meldte ham engang imellem til politiet, når han havde begået hærværk. Han var således fængslet flere gange, men blev som regel løsladt inden der var gået ret lang tid.
Sognerådet i Gammel Rye var i mange år ked af, at have Bernhard gående, så selv om han ikke var gammel nok tilbød de ham en plads på et alderdomshjem. Men Bernhard afslog tilbuddet med det samme.
I de sidste år blev han syg, og efter at han en dag blev fundet stærkt forkommen, blev han bragt på Gjern hvilehjem. Her kom han langsomt til hægterne igen og genvandt noget af sin tidligere styrke. Men det indendørs liv var ikke noget for Bernhard. Han lagde flere planer om at flygte fra hvilehjemmet, men han holdt sine ideer for sig selv.
Pludselig en dag, da personalet kom for at se til ham, var hans værelse tomt. Der blev ledt overalt på hvilehjemmet, i byen, på markerne, i de store skove og i nabosognene. Men Bernhard var som forsvundet fra jordens overflade. De fleste troede han var faldet om og lå et sted ude i skoven. Men flere uger efter så flere ham sidde og varme sig ved et bål i Slettens skove.
De nærmeste naboer sagde ikke noget til myndighederne, da de vidste, at Bernhard for en hver pris ville undgå at blive spærret inde på et alderdomshjem. I stedet stillede de mælk frem og lagde æg og høns i hulen til Bernhard. Et godt stykke tid efter forsvandt Bernhard, og ingen har set ham siden. Man fandt godt nok en død mand under en bro i skoven nogle uger efter han sidst var blevet set. Men ingen var helt sikker på at det var Bernhard. Flere der havde kendt ham godt, sagde, det ikke var ham. Alligevel begravede man manden på Gammel Rye kirkegård, som om det var eneboer Bernhard.
Det sidste spor af Bernhard Sørensen, der i dag er at finde efter ham, er en natursten, opstillet på kirkegården ved Gammel Rye Kirke. På stenen fremgår alene Bernhard Sørensens navn samt årstallene for hans fødsel og død. En sten der er ligeså beskeden som det liv Bernhard levede.
Stenen bærer en kort inskription
BERNHARD SØRENSEN
f. 21.10.1890 – d.1945