Hans Muldbjerg i Albæk Bakker
af Lisa Hildegardt
Igen en herlig men også tragisk historie om de laveste i samfundet. Vi er oppe i Albæk Bakker oppe i Frederikshavn Provsti. I den lokale befolkning flød blodet, når fuldskaben steg til hovedet. Hans Muldbjerg var den sidste huleboer. Han blev aldrig gift, men fik dog alligevel 12 børn. Det fik han med kvinder, som han levede sammen med i en kort tid. Da den sidste af kvinderne døde, flytte han sammen med en af hans døtre Trine. Hun havde en uægte søn, Mads. Læreren slog ofte de fattigste børn, og det gik ud over Mads. Men en dag havde Trine fået nok. Hun tog til skolen og gennembankede læreren. Og dette fejrede Hans Muldbjerg sammen med vennerne. Men ak, en dag brændte den hule, hvor Hans stadig boede. Det var den 17. november 1908. I sengen lå den forkullede lig af den 70 – årige.
“Vide slugter, hvor vinden tuder, og smalle langdale hvor den piber og hvisler, når de vilde fugle driver for blæsten og uvejret går over lyngbjergene, hvor ræv og fattigmand har gravet sig ind. Det er et parti af Jyske Aas. Et indviklet højland med herlige gemmesteder for det, der er vildt og hjemløst af dyr og mennesker, det, der synes bedst om at fjæle sig, at leve afsides og alene. Ude fra ses næsten ingen boliger, kun lyng op ad bakkesiderne. Alle vegne lyng. Hist og her er bævreasp og buske af ege- og bøgepur. Men de spredte småbuske kryber sammen hver for sig over skyggerne i deres filtrede væv og strækker de nøgne, forvredne grene frem som en dyregruppe, der vender hornene udad. Og på åseryggene ligger oldtidens gravhøje som store muldskud, urørte som for tusinder af år siden”
Sådan beskriver forfatteren Johan Skjoldborg (1861-1936) det vendsysselske bakkelandskab i “Almue – Billeder afsides fra”, der udkom i år 1900. Skildringen har titlen “Kallerup Bakker”, der vel skal forstås som Allerup Bakker, men lige så godt kunne være Hammer Bakker eller Albæk Bakker – tre alen ud af et stykke, når det gælder natur og mennesker.
Oldtidshøjene siger, at de tre områder har været bosted for mennesker gennem årtusinder. Jordens bonitet har dog efter alt at dømme begrænset folketallet. Enkeltgårdenes antal siger noget om dette. Og uden gårde heller ingen huse. De mange lerklinede rønner- eller jordhuler i bakkelandet, som har sat sit præg på den vendsysselske folklore og givet anledning til mytedannelser, stammer næsten alle fra mytedannelser og var en direkte følge af befolkningseksplosion, der sprængte de bestående landsbysamfunds rammer. I Albæk Sogn (dengang sogn i Frederikshavn Provsti) steg befolkningstallet således fra 1501 i 1801 til 2476 i 1901 uden at der var tale om nogen væsentlig udvidelse af det dyrkede areal. Hvor mange, der valgte at flytte ud i Albæk Bakker, ved vi intet om, ej heller hvor stort et antal bosteder i form af lerklinede rønner, hytter og jordhuler man nåede op på, før århundredskiftet takket være fattigloven af 1892 og en begyndende opdyrkning og tilplantning af bakkelandet vendte. Lokale folk skønner, at der siden da er forsvundet omkring en halv snes huse, og at et lignende antal er gjort menneskeværdige.
Fælles for de små huses folk var, at de var fattige – ufattelig fattige, og at klukflasken for de fleste spillede en væsentlig rolle. Fælles var også, at næsten alle havde øgenavne eller tilnavne, der sagde noget om den pågældende, men ikke uden videre svarede til indførelsen af kirkebogen. Øge- og tilnavne var oftest inspireret af den enkeltes små eller store særheder eller bostedet. Det modsatte kunne dog også være tilfældet. Hopskrædderen havde således træben og boede i Kurvehuset, hvor der tidligere havde boet en kurvemager. Anne og Else Rævbak boede i Rævebakkehuset. Hvem der gav navn til hvem skal være usagt. Tyske Hejn boede i Hejns Villa, og Krøl-Haane i Krøl-Huset. Nogle havde flere øgenavne. Mosi-Mand blev således også kaldt Julle-Far og Mose-Mine kaldtes også Dose-Mine. Af andre kan nævnes Hans Præst, Bak-Peter, Den Firkantede, Spille-Jørgen, Røde Anders, Sibben-Sok, Bødker-Las, Svensker-August og Svensker-Johannes, Maren Sloth og Niels Murermester, der levede som agtværdige ægtefolk, og Lyng-Hanne.
Om folkene i Albæk Bakkers små huse fortælles mange historier. Deres moral var anderledes. I fuldskab foretog de sig mange ting, som forargede det etablerede samfund; slagsmål, hvor blodet flød, var almindelige, de bankede deres kvindfolk og tvang børnene til tiggeri. Overleveringerne vil også vide, at det kunne ske, at de byttede deres kvindfolk væk for brændevin. De levede i det hele taget et hårdt liv.
De mangeartede øge- og tilnavne gør det vanskeligt at efterspore bakkefolkenes vandring fra vugge til grav. Hans Mulbjerg, der vistnok var den sidste huleboer i Albæk Bakker, er et eksempel i så henseende. Han blev født 22. okt. 1838 i Flade sogn i Frederikshavn, som søn af Mads Hansen og hustru Marie Poulsdatter. Han var opvokset i Aarkesløs, der lå, og stadig ligger ganske få hundrede meter inde i Volstrup sogn nord for Albæk sogn. Men efter han i nogle år havde været bosat i Kjærskovholt – også kaldt Muldbjerg Hus, fik han uundgåeligt tilnavnet, Hans Mulbjerg.
Som yngre tjente han på forskellige gårde på egnen, bl.a. var han i en længere periode på Dybvad Hovedgård i Skæve sogn. Han var i øvrigt efter sigende dygtig som skovarbejder, men umådelig tørstig og utrolig glad for kvindfolk, hvilket senere skulle vise sig at blive hans skæbne.
Hans blev aldrig gift, men fik alligevel 12 børn med forskellige ugifte kvinder, som han boede sammen med i kortere eller længere perioder.
Med en ugift kvinde havde han otte børn. Så forlod han hende og levede sammen med en anden ugift kvinde. Med hende havde han fire børn, og da hun døde, tog Hans sin første kærlighed igen.
Efter hendes død flyttede han sammen med datteren Trine, født 21. juni 1862 og hendes uægte søn, Hans Christian med tilnavnet Moses, født i april 1893. Stedet, hvor de boede, kaldes den dag i dag for Muldbjergs Ager.
Moses var anderledes end drenge i almindelighed. Af en eller anden årsag havde H. Pedersen, der var lærer ved Albæk Skole set sig gal på drengen. Han brugte som så mange af datidens lærere den korporlige afstraffelse – og han slog hårdt, navnlig når det gjaldt børn fra fattige hjem. Almindeligvis reagerede forældrene ikke. Det var jo lærernes ret at tugte. Men en dag kom Moses hjem fra skole i en tilstand, der fik Trine til at reagere, Hun begav sig til Albæk Skole, hvor hun gennembankede læreren med en stok. Episoden medførte, at Trine blev afhentet af herredsfogeden og måtte tilbringe fem dage på vand og brød i Sæby Arrest.
Hans Muldbjerg benyttede lejligheden til at feste sammen med gamle venner, mens gårdejer Ole Peter, Højen med en vognstjært gjorde rønnen ubeboelig. Han havde længe været ked af lejerne, og huset var alligevel ikke bedre værd.
Da Trine vendte hjem stod hun og Hans følgelig uden bolig. Der blev vist nok talt om, at de kunne komme på Agersted Fattiggård. Men tanken herom stødte deres æresfølelse og ville også betyde en indskrænkning i deres frihed, som de begge satte så højt. Hjælpen kom fra gårdejer J.P. Sørensen, Fejborg, der gav dem tilladelse til at indrette sig i et udhjørne af hans hedelod i Albæk Bakker.
Her gravede Trine og Hans sig ned ved en gammel skydevold, som Albæk-Mølholt Skytteforening i sin tid havde benyttet og indrettede sig der deres bolig. Imod nord og øst gik hytten ind i bakken. Den vestlige væg var dannet af jord og tørv. Indgangen var fra syd, og ved siden af døren var husets eneste vindue. Hytten var tækket med rafter og ris, halm og lyng. Indenfor var der lavt til loftet og snævert mellem væggene. Ved vestre langvæg stod sengen og to kister. Mod syd et primitivt fyrretræsbord, ved vinduet og mod øst et skab og hylder. Skorstenspiben var et jernrør, og ildstedet med murede kogehuller vendte mod nord. Herfra kom indfyringen til en gammel bilæggerovn, som hurtigt gjorde det lunt inden døre. Af besætning holdt de en ged, en hund, en kat, tre høns og en hane. Hønsene og geden boede i en lille hule ved siden af hytten.
Når helbredet tillod det, gik både far og datter på arbejde. Men Trines helbred var det dog mindre godt, men hun havde også lidt megen frost og kulde i sine dage. Mange gange, når den gamle kom hjem i omtåget tilstand, og der vankede knubbede ord, så det gnistrede i hytten, måtte hun søge ud i natten, hvad vejr det end var. Hun døde 26. marts 1908 – 45 år gammel, formentlig af brystsyge.
Natten til den 17. nov. 1908 nedbrændte Hans Muldbjerg hytte. I sengen lå det forkullede lig af den 70-årige huleboer. Hvordan ilden var opstået, kan ingen sige. Han havde dagen før haft besøg af en søn, og han lå da i sengen og klagede over, at han var utilpas og havde været det i nogle dage. Sønnen hjalp ham op i tøjet, hvorefter han forlod ham, men senere på dagen kom han igen, og da befandt faderen sig noget bedre. Om aftenen havde en nabokone været inde hos ham og havde hjulpet ham i seng med klæderne på, da sengeklæderne var våde, fordi det havde regnet ned i sengen. Han klagede til hende over, at han frøs og bad hende lægge i kakkelovnen, hvilket hun også gjorde, og før hun gik, satte hun olielampen og tændstikkerne hen foran sengen, for at han kunne tænde om natten, når han ønskede det.
Det kneb svært for sognefogeden at få liget af Hans Muldbjerg ud af jordhulen. Ingen havde lyst til at give en hånd med. Følgen var, at han måtte lade sin søn hjælpe til. Som båre blev brugt en dør, og på en stiv vogn blev den gamle huleboer kørt til Albæk Præstegård og lagt på strå i dennes lade.
Hans Muldbjergs livsløb siger os, at de “gode gamle dage” nok ikke var så gode endda, og slet ikke for folkene i bakkerne, der følte fattigdommen på sjæl og krop. Hans Muldbjergs og hans gravtue på Albæk Kirkegård er for længst borte. Men navnet vil blive husket, bl.a. fordi den ager på Højens jord, hvor han og Trine i en årrække boede i en lerklinet rønne, den dag i dag benævnes som Muldbjergs Ager.
Hans døde ca. syv en halv måned efter sin datter.
Hans og Trine Muldbjerg er her fotograferet i 1907 foran deres hytte i Albæk Bakker.