Dengang på Nørrebro – Sjællandsgade

Haverne forsvandt efterhånden. Her var papegøjer og undulater. Og så havde mænd også natpotter. Man gik til bager i pyjamas og natkjoler. Man fik Nørrebro – mad ved luftalarm. Kakkelovnen var et hyggeligt monstrum. Her skete dramatiske ting under besættelsen. Og så kom man en tur på Fælledvejens Politistation. Chokolade og andre godbidder. Og så var citroner en sur fortjeneste. Man kunne finde slik og osteskorper i butikkerne. For 10 øre kunne man få tre minutters telefonsamtale. Og så var det lige Hr. Jessen og hans musik. Man havde også et plankeværk og en legetøjsbutik. Ja så var det lige værtshusene Eldorado og Belvedere.

 

Haverne forsvandt efterhånden

Dengang og indtil midt i 40erne var der små haver uden for stuelejlighederne. De blev godt udnyttet – og plyndret af folk udefra – under krigen.

Haverne blev først fjernet på den lange side af alléen og senere i ”den fine ende”. Ja der var skam forskel. Hvorfor der blev kaldt den fine ende er svært at forstå. Der var absolut ingen forskel på boligerne. Men det kunne have noget at gøre med sollyset.

På gamle billeder kan man se at der endnu i 1935 – 40 lå haverne der endnu i hele Sidealléen. Men i 1945 – 46 var haverne fjernet i en stor del af alleen.

Vi befinder os i området omkring Sjællandsgade og Sjællandsgades Sideallé i 1940erne og 1950erne. ”Den Gamle Redaktør” har fundet et herligt manuskript uden navn og kildeangivelse, som vi redigerer i.

Det var slet ingen sol på den lange side af Sidealléen. Men der var en masse i den tværgående bygning.

 

Papegøjer og undulater

Mens haverne endnu fandtes, havde Hr. Petersen i stueetagen en papegøje. Den kunne snakke til stor fryd for børnene. Men mødrene fik røde kinder, når de hørte, hvad den sagde. Papegøjen var en rigtig sømand, der havde sejlet i østen og den var særdeles bramfri i dens tale.

Dengang havde man i Konfektionshuset på Nørrebrogade i mange året meget stort inde/udebur med undulater. De kunne høres nogle steder her i området. Legekammerater kom op for at høre dem. Ikke alle børn fik lov til selv at gå alene over på Nørrebrogade og selv se dem.

 

Mænd havde også natpotter

Lige bag ved lå der en fabriksbygning med bølgebliktag, hvor der var en masse katte. Et stort tilløbsstykke for børnene. Men et plankeværk hindrede, at de kunne komme i nærheden af dem.

Det var gode, hjælpsomme og flittige mennesker, der boede i sidealleen. Tiderne var svære, men der var arbejdsvillighed. Midt i al fattigdom var trods alt renlighed overalt, hvor utroligt det end lyder med gamle toiletter i gården.

Alle kvinder tog deres tørn med at vaske dem. Der var i ventetiden, så ofte som muligt, varme i små gasbrændere. De fleste børn havde naturligvis en natpotte. Det havde nogle af de voksne såmænd også, men det snakkede man ikke om. Det var ikke ”pænt” at lægge mærke til.

 

Til bager i pyjamas eller natkjole

Det var ikke noget så dejligt som en søndag med godt vejr, hvor alle kvinderne havde vinduerne åbne og var i fuld gang med rengøringen. Børnene blev sendt ud at lege. Den musik, der var tilladt og muligt at lytte til, blev hørt uden for gennem de åbentstående vinduer af børnene.

Det var også sjovt at se naboerne, der ilede til bageren. Det foregik oftest i pyjamas eller natkjole med frakken over og enten sutsko eller støvler alt efter vejret. Det var hvis kun noget der foregik i de fattige kvarterer. Man skyndte sig hjem med morgenbrødet. Og så i seng med det hele. Så kunne det spares på fyringen, hvis det var om vinteren. Det var en hvis form for hygge og samvær.

 

En Nørrebro – mad ved luftalarm

Beboerne støttede hinanden, selvom der naturligvis også forekom en del sladder fra vindue til vindue. Børnene vidste, at når de var ”ude at lege” og der blev luftalarm, så skulle man ikke nødvendigvis skynde sig hjem, men blot gå ind til nærmeste nabo, som sikkert var mor til en af børnene. Hvis det varede længe så fik man også mad hos naboen. Nogle gange var det bare en ”Nørrebro – mad”. Det var et tykt stykke rugbrød med fedt.

 

Kakkelovnen – et hyggeligt monstrum

Lejlighederne var små og med bare en enkelt sort høj kakkelovn i hver lejlighed. Der var hjemmelavede skærme med asbest og sølvpapir stillet op til at reflektere varmen ud i stuen, men også på grund af brandfaren. Der blev jo fyret med alt muligt.

Der var avisknuder, som man selv lavede. De kunne knyttes meget stramt, så de kunne brænde i længere tid. Kakkelovnen blev et godt bekendtskab. Først naturligvis under krigen til at varme op med, men også ofte til at varme vand eller mad, hvis der i perioder var lukket for gassen.

Efter krigen var kakkelovnen stadig en nødvendighed, men også et hyggeligt monstrum, altid med en svagt fløjtende kedel på pladen. Mange kan sikkert stadig lugte den første appelsin, der kom fra Sverige. Skrællen blev lagt ind på kakkelovnens varmeplade, hvorfra den duftede noget så vidunderligt.

 

Dramatiske ting under besættelsen

Børnene i Sjællandsgades Sideallé oplevede også dramatiske ting under besættelsen. Åbenbart befandt der sig her modstandsfolk. Flere gange blev der skudt her. Man kunne også høre brag fra fabrikker, der blev sprunget i luften.

Fra aviskiosken på hjørnet af Guldbergsgade og Møllegade blev der afleveret illegale blade til bestemte personer. Ja selv i en rullestol blev der fragtet illegale blade.

 

En tur på Fællevejens politistation

Da et barn sad under postkassen på hjørnet af Sjællandsgade og Nørrebrogade og kiggede på sporvogn kom en dame løbende og råbte op, at hun var blevet væk. Men det var barnet ikke. Hun kunne sagtens finde tilbage til Sjællandsgades Sidealle. Hun havde prøvet turen adskillige gange.

Men nu blev hun nærmest trukket med hen til Fælledvejens politistation. Men her blev barnet nu fint behandlet. Hun blev taget med ud bagved og kunne se på både politibiler og brandbiler. Og så fik hun en hel sandkassespand med småkager, og det midt under en krig. Hun forklarede betjentene, at hun sagtens selv kunne finde vej hjem.

 

Chokolade og andre godbidder

Lige rundt om hjørnet fra Sjællandsgade på Nørrebrogade lå et bageriudsalg. Selve bageriet lå i gården ved Sjællandsgade 1. Men man skulle over gaden for at komme til forretningen. Og hver gang man kom forbi, ja så havde bager Jacobsen en godbid.

På hjørnet af Prinsesse Charlottesgade og Sjællandsgade lå et ismejeri. Senere kom det hvis nok til at hedde Irma. Der kunne man komme med rationeringsmærker og få lækkert smør taget med en rillet træske direkte ud fra smørdrittelen. Og så var der et rationeringsmærke, hvormed man kunne købe et stykke chokolade, der hed Store Klaus. Himmelsk!

 

Citroner – en sur fortjeneste

I tiden indtil ca. 1948, var der flere ting, som gjorde indtryk. Ved Sidealleens begyndelse var der et par garager, som blev brugt til opbevaring af en frugtstand om natten. Det var disse sjove tohjulede ladvogne med to ben i hver ende. Det var ingen eksotiske frugter, men der var citroner. Hver dag kunne børnene tjene gratis citroner ved at åbne garagedøren. Men for mange af dem var det dog en sur fortjeneste.

 

Slik og osteskorpe

Når børnene for en sjælden gangs skyld fik 10 – 25 øre til at snolde for, gik det over til ”chokolademutter” i Prinsesse Charlottesgade i kælderen lige over for skolen. Men man kunne også gå hen til osteforretningen i Sjællandsgade 4 – 6, hvor man kunne købe en osteskorpe for 25 øre.

I Sjællandsgade 2 lå en grønthandler og et ishus. Børnenes behov kunne dækkes med de butikker, der var lige i området.

 

10 øre for tre minutters telefonsamtale

Telefon var der ingen, der havde i Sidealleen. Men kiosken i Sjællandsgade ved siden af osteforretningen havde telefonbokse inde i forretningen. I dørene var der runde ruder, så man kunne banke på ruden, når personen derinde havde snakket mere end de tre minutter, der var tilladt for 10 øre.

Ved siden af kiosken lå Schous Sæbehus og senere kom fru Rasmussens Isbar og Chokoladeforretning.

 

Hr. Jessen og hans musik

I Sidealleen boede en hel del sjove og særegne mennesker. Blandt dem var Hr. Jessen. Han spillede sammen med en ven under navnet Bing og Bang. Først var det i en restaurant i Jernbanegade siden i Nyhavn 17.

Da han spillede meget om natten sov han meget i dagtimerne. Så kunne de mere vakse børn tjene en skilling ved at handle for ham. Det var ikke usædvanligt dengang, at børn gik til købmand, ismejeri og lignende efter dagligvarer for ældre naboer eller andre med behov derfor.

Lidt hårdere var det at hente koks. Det foregik i Kokskælderen i Prinsesse Charlottesgade. Og det foregik med en kæmpetaske, der var lidt tung. Nogle gange kunne Jessen ikke lide kulet. Så måtte man helt ned til Peter Fabersgade og hente brændsel. Men så kunne børnene tjene en hel krone. Og det var en hel formue dengang.

 

Plankeværket og legetøjsbutikken

Plankeværket ind til baggårdene i Prinsesse Charlottesgade var helt rigtige til at spille bold opad eller danne væg for alverdens sjove lege. Efter at de tyske flygtninge havde forladt skolen, var dette stedet, hvor man kunne regne hinkeruder og løbe på rulleskøjter.

Petersen, der havde tobaksforretning havde en voksen søn, der satte skuespil op i deres lille gård. Så tog han entré fra børnene.

Det var en legetøjsforretning ved siden af tobaksforretningen. Det nærmeste de fleste af børnene kom, var at kigge vinduer.

 

Eldorado og Belvedere

Og så var det værtshuset Eldorado i Sjællandsgade. Lige over for lå også værtshuset Belvedere.

Børn var der masser af i kvarteret. Hvis de lidt støre børn ville tjene en skilling kunne de altid blive babysitter.

Dette var et lille øjebliksbillede fra Sjællandsgade, Sjællandsgades Sidealle, Prinsesse Charlottes gade og lidt Guldbergsgade.

 

 

• På dengang.dk kan du læse 237 artikler om ”Det Gamle Nørrebro” herunder:

 

• Barn på Nørrebro
• Barn på Nørrebro i 1950erne
• Den sidste Badeanstalt
• Omkring Skt. Hans Plads
• Fælledvejens Politistation
• Kirker og mennesker på Nørrebro
• Spiritusprøve på Fællevejens Politistation og meget mere