Er Genforeningen – det rette ord?

Fortæller man skolebørnene den rigtige historie? ”Indlemmet” eller ”forenet” er vel mere rigtig. Slesvig har ikke været i det danske kongerige siden 1200. Nu skulle Mellemslesvig fordanskes. Dat var ”nationalpolitisk galskab”. Kun tre mand forstod problematikken om Slesvig-Holsten og Danmark. På få år blev tilnærmelse forvandlet til fjendskab. Det er en historie fuld af myter. Vi viser eksempler på fordrejninger. Grænsen blev aftalt i 811. Men der var nogle i landsdelen inden år 200, da Danerne kom. Fortyskning kan skyldes mange ting. Knud Lavard var den første hertug. Det var et fromt valgløfte med Ribebrevet. Slesvig er et mangfoldigt område. Kunne en fornuftig politik i 1848 have forhindret to blodige krige? Det var en tikkende bombe. De ”historiske” rettigheder måtte opgives. Var valget 1920 retfærdigt? Kongen var hertug af Holsten helt frem til 1973.

 

Indlemmet eller forenet er vel mere rigtig

Er det som skolebørnene lære i skolen det rigtige? Lad os prøve at kigge på Genforeningen. Den opfattelse, at Danmark i 1920 generhvervede dele af ”det tabte land” fra 1864, er ethvert barn opflasket med. Landet over er det også indmejslet i så mange en sten.

Hvis man strøg ”gen” og nøjedes med ”foreningen” ville det passe. Man kunne også bruge ordet ”indlemmet”.

 

Slesvig har ikke været i det danske kongerige siden 1200

Slesvig havde reelt ikke indgået i det danske kongerige siden 1200-tallet. Forestillingen om ”det tabte land” skyldtes en nationalistisk forestilling om, at Slesvig burde høre uddelt til Danmark.

Siden 1720 havde den danske konge også været hele Slesvigs hertug og havde respekteret landets særlige stilling.

 

Nu skulle Mellemslesvig gøres dansk

Men med den besindige Christian den Ottende ’ s død i 1848 lod kongemagten i skikkelse af den ret uduelige Frederik den Syvende sig rende over ende af de nationalliberale, hvis kup i 1848 udløste borgerkrigen.

Nu skulle Slesvig absolut gøres dansk. I 1850erne forsøgte de med tvang at styrke dansk i Mellemslesvig, hvilket hos menigmand skabte tyskheden.

 

Nationalpolitisk galskab

Nationalister mobiliserede på en forestilling om ”historisk ret” til et landområde. De kaster typisk deres brutale kærlighed på områder, hvor de selv er i mindretal.

Det dansknationale krav på Slesvig udløste krigen mod Slesvig – Holstenerne 1848 – 1850 og danskernes krig mod Prøjsen og Østrig i 1864. Dette førte til ”Tabet”. De danske nationalister var – imod egen forhåbning – ikke i stand til at slå to europæiske stormagter.

Den nationalpolitiske galskab er i grunden meget morsomt fremstillet i Herman Bangs ”Tine”.

 

Kun tre mand forstod problematikken om Slesvig Holsten og Danmark

Nu er det vel også lige sin sag at holde styr på Sønderjyllands historie for en skoleelev. Men man kan vel holde sig inden for sandheden. En lang række myter, forvirring og antipartier har lagt sig som en dyne over denne del af vores historie.

Set med stormagternes øjne er det nok mest udtrykt ved den engelske politiker, Lord Palmerstone. På et spørgsmål fra dronning Victoria om hvad det egentlig var for noget med Slesvig – Holsten og Danmark skulle denne have svaret, at der kun var tre personer, der forstod problematikken.

Den første var dronningens prinsgemal, Albert. Men han var død. Den anden var en tysk professor. Han var imidlertid blevet sindssyg. Endelig var det Lord Palmerstone selv. Men han havde rent faktisk glemt det.

 

På få år blev tilnærmelse forvandlet til fjendskab

Slesvig er blevet så cementeret en del af den nationale historieopfattelse, at Holsten er gledet helt i baggrunden. Holstenerne var splittede i deres orientering mod både nord og syd. Mange løsninger var fremme for at få styr på problematikken, men alt gik som bekendt galt.

På få år var fredelig sameksistens om en udbredt overbevisning om stedse større tilnærmelse mellem naboerne afløst af et indædt fjendskab.

 

En historie fuld af myter

Historien om Slesvig – Holsten er som al anden historie fuld af myter. Det handler om en langvarig politisk kamp mellem to nationalistiske bevægelser. Myterne bruges og vedligeholdes i de stridende partiers politiske partiers propaganda. Men myter farver historien og fordrejer kendsgerningerne.

 

 Eksempel på myter og fordrejninger

• Fra historiens gry hørte Slesvig til Danmark. Vor grænse var Ejderen, vort værn mod syd Danevirke. Hertugdømmet Slesvigs skæbnesvangre sammenknytning med Hertugdømmet Holsten, saksisk indvandring og Holstensovervægt sammen med dynastiske forviklinger og stridigheder samt forfejlet dansk politik overhovedet førte i århundredernes løb til fortyskning af betydelige dele af Slesvig, først og fremmest de sydlige egne.

 

• Prøjsen røvede med støtte af Østrig in 1864 Slesvig, og en systematisk håndhævet fortyskning satte ind over landsdelen. Alligevel holdt danskheden i vidt omfang stand særligt i den nordlige del, således at Nordslesvig efter Tysklands nederlag i første verdenskrig i kraft af en folkeafstemning, kunne vende tilbage til Danmark i 1920.

 

Grænser aftales i 811

Ja sådan gengives historien, men er det sandt? Man skulle tro, at Slesvig altid havde været en del af Danmark, når man benævner det ”Historiens gry”. Grænsen ved Ejderen aftales mellem Karl den Store og Hemming i år 811.

 

Der var nogle der, inden år 200

Danevirkes første voldestammer fra omkring 650. Danerne og deres ”mark” optræder først efter år 500 i de skriftlige kilder. Og Danerne selv indvandrede tidligst omkring år 200. Slesvig har dog været beboet længe før. Men det behøver nu ikke kun at have været dansk!

 

Fortyskning kan skyldes mange ting

”Fortyskning af betydelige dele af Slesvig” forstås som en ondsindet plan. Det er noget i retning af at stjæle dansk land. Men som vi har været inde på så kan fortyskning skyldes mange ting. Ikke alle ting, kan man lægge tyskerne til last.

Fortyskningen tog i den grad til fra 1864 – 1920 under preussisk styre. Og så var det jo også lige opkøb af ejendomme af Vogelgesang.

 

Knud Lavard var den første hertug

Siden slutningen af det 11. århundrede begyndte danske konger at indsætte slægtninge som grænsejarler i den sydlige del af Jylland. En af disse var Knud Lavard. Han udnyttede sin situation og erobrede dele af det nuværende Holsten fra Venderne. Derefter blev han udnævnt til hertug i dette tyske område. Denne titel antog han også for Slesvig. Med andre ord Knud Lavard var den første hertug, der både havde et tysk og et dansk len.

 

Et fromt valgløfte

Slesvigs nationale stilling blev ganske broget, fordi Slesvig flere gange blev delt mellem kongens slægtninge. Ganske broget blev det i 1460, da Christian den Første efter Hertug Abels død i 1460 gerne ville vælges til hertug af Slesvig og greve af Holsten. For at blive valgt af det Slesvig – Holstenske ridderskab lovede Christian den Første i Riberbrevet at Slesvig og Holsten skulle være ”ewich tosamende ungedelt”.

Ja det betød dengang, at selv om Slesvig godt nok var et dansk len, så skulle det i al fremtid være knyttet til Holsten og ligestillet med det tyske Holsten. Men se dette valgløfte har vi skrevet en hel artikel om.

 

Slesvig – et mangfoldigt område

I den omtalte henvisning nævner vi ”Saksisk indvandring” og ”forfejlet dansk politik” som årsag til ”Fortyskning”. Nu er Slesvig et blandet område med indvandring både syd og nord fra. Slesvig fik lov til at udvikle sig til et multikulturel samfund, hvor befolkningen både talte frisisk, højtysk, plattysk, rigsdansk og synnejysk. Men denne sproglige udvikling kan vel ikke betegnes som forfejlet?

 

”En røvet datter – dybt begrædt”

At ”Prøjsen røvede med støtte fra Østrig i 1864, Slesvig. Myten kendes i en mere poetisk form ”en røvet datter, dybt begrædt”.

Men dette som man vil belære danske skolebørn, at krigene i 1848 og 1864 var tyske forsøg på at røve Slesvig fra Danmark er en kæmpe misforståelse.

 

Danmark ville ”indlemme eller røve” både i 1848 og 1864

Begge krige startede med, at kongeriget Danmark forsøgte at ”indlemme eller røve” Slesvig uden på noget tidspunkt at spørge slesvigerne via en fredelig folkeafstemning, hvad de foretrak.

I 1848 foreslog den provisoriske regering for hertugdømmerne en sådan afstemning. Og i 1864 foreslog Preussen og Østrig ved forhandlingsbordene i London en afstemning i Nordslesvig. Men Danmarks konge og regering afviste disse tilbud og valgte at føre krig for at annektere hele Slesvig.

 

Kunne en fornuftig politik i 1848 have forhindret to krige?

Måske kunne en mere fornuftig politik i 1848 have sparet os for to krige. Man kunne have fået en selvstændig stat, Slesvig – Holsten med egen forfatning. I områderne i Nordslesvig kunne der være fortaget en afstemning, hvor befolkningen kunne være kommet hjem til Danmark. Måske kunne det have holdt Prøjsen og Østrig helt tilbage.

 

En tikkende bombe

Med løftet om fri forfatning får man i den danske regering slået Ejderpolitikken fast som det bærende princip.

Helstatskonstruktionen var blevet akilleshælen. Frederik den Syvende ville ikke – underlagt opinionen som han var – være med til deling. Med hans død opstod der en helt ny situation.

I København opstod der næsten eufori efter sejr i den første krig. Men krigen havde ikke løst problemet. Situationen var en tikkende bombe. En ny krig syntes uundgåelig.

 

Undergangsangst

Nu var de ledende danske politikere ikke krigsliderlig. Men man forberedte sig heller ikke på en kommende krig med nye våben. Den politiske uenighed var stor, kongens indflydelse var betragtelig og den nationalliberale presse pustede til ilden.

Der var stærke nationalliberalistiske strømninger hos vore sydlige naboer. De europæiske stormagter havde også deres dagsordner. Men krigen i 1864 var selvforskyldt takket være inkompetente nationalliberale politikere.

Allerede efter tabet af Norge opstod der en undergangsangst i Danmark. Den blev forstærket efter 1864. Hvad skulle Danmark nu gøre for at overleve?

 

Den dansk-tyske helstat revet fra hinanden

Tusinder faldt, drømmen om Danmark til Ejderen brast. Staten blev en nationalstat. Den dansk – tyske helstat blev revet fra hinanden af nationalisme, liberalisme og radikalisme. Men vi skulle først igennem to blodige krige.

Historien handler er ikke kun formet af store ideologiske strømninger, men også af tilfældigheder, uheld og enkeltpersoners handlinger, der til sammen skabte netop den skæbne, som vi i dag kender som danmarkshistorien og den selvopfattelse, vi kender danskheden. Men derfor bliver også nød til at fortælle skoleeleverne sandheden.

 

Kongen ville ind i det tyske forbund

I dag kender mange til Christian den Niendes planer om Danmarks indtræden i det tyske forbund. Men den danske regering havde planer om en skandinavisk stat, De svensk – danske konger havde planer om at blive danske konger. I årene omkring 1864 var der revolutionære planer.

Det var barsk, at være sønderjyde under prøjsisk styre. Alt skulle fortyskes. Men Danmark gjorde som allerede skrevet det samme med fordanskning.

 

Fortæller man skolebørnene det rigtige?

Nu var det jo ikke selvsagt, at Nordslesvig bare kunne forenes med Danmark i 1920. Det var langt fra en selvfølge, som man fortæller skolebørnene. De danske konger havde gennem århundreder behandlet Slesvig som et separat hertugdømme med egen forfatning, statsforvaltning og lovgivning.

Disse var for længst blevet et selvstændigt folk. Derfor kan det heller ikke være tale om en genforening. Den danske lovgivning fra 1920 omtaler det derfor helt korrekt som en ”indlemmelse”.

 

De ”historiske” rettigheder måtte opgives

Efter nederlaget i 1864 erkendte et flertal af nationalister i Slesvig og Danmark, at en afstemning baseret på princippet om folkenes selvbestemmelse ville være at foretrække. Kravene baseret på ”historiske” rettigheder måtte opgives.

 

Var valget retfærdigt?

Fra dansk side var man meget skuffet over, at Det Tyske Mindretal var ret længe om at anerkende grænsen i 1920, men de glemte lige at sætte sig ind i, hvorfor man forholdt sig kritisk.

Man mente, at den for ensidigt fulgte Den nordslesvigske Vælgerforenings ønsker. Alle andre gruppers og organisationers, dansk- såvel som tysksindedes ønsker blev tilsidesat. Der var forskellige principper for afstemninger i Nordslesvig og i Mellemslesvig. I Nordslesvig skulle der stemmes i en samlet blok. I Mellemslesvig skulle der derimod stemmes kommunevis.

Det blev sikkert med fordel for danske interesser og gik som forudseeligt. Højer, Tønder, Tinglev, Aabenraa og Sønderborg blev indlemmet i Danmark trods tysk flertal. Hvis det havde været kommune-afstemning så var i hvert fald Højer, Tønder og Tinglev blevet indlemmet.

Ja og egentlig var de grupper, der mente, at der skulle være et valg til et selvstændigt Slesvig eller Slesvig – Holsten afskåret fra at give deres mening til kende.

Men nu var det vel rimligt, at de dansksindede i Nordslesvig fik lov til at blive indlemmet, og at de tysksindede fik lov til at blive indlemmet i Tyskland.

 

Danmark går altid ind for ”frie skoler”

Allerede den 6. marts 1919 havde den danske regering i Versailles ret sejrssikkert fremsat følgende erklæring:

 

• De delegerede er enige om, at genforeningen af de danske Slesvig med kongeriget bør foregå således, at alle den danske stats fremtidige borgere behandles efter samme liberale og demokratiske grundsætning og nyder samme rettigheder. Heraf følger for eksempel, at det tyske mindretals naturlige ret til at bruge sit eget sprog vil blive respekteret. De delegerede konstaterede navnlig, at den frie skole er et princip, som altid er blevet fulgt i den danske lovgivning.

 

Mindretal ”ikke så betydelig” at det skader Danmark

H.P. Hanssen skitserede en sindelagsgrænse som tog økonomisk og geografisk hensyn, men sindelagsgrænsen skulle sikre det hensyn:

–  at der bag denne grænse ville være et tysk mindretal, men ikke så betydeligt, at det kunne true Danmark.

Og det er især sproget man har kørt på, og brugt som våben i den nationale kamp i Sønderjylland og Slesvig.

 

Man talte dansk med hunden

Sproget i rokokotiden, dvs. midt i 1700-tallet var i højere kredse ikke mindst ved hoffet i København hovedsagelig tysk og fransk. Man sagde om den danske adelsmand, at han talte fransk med konen, tysk med tjenestefolkene og dansk med hunden.

Frem mod de nationale modsætninger i midten af 1800-tallet lå der et tysk og dansk kancelli i København, som folk kunne opsøge, alt efter hvilket sprog, de ønskede at blive betjent på.

 

Dansk var et tabersprog

Tysk var blevet det fine sprog, dansk et tabersprog. Dansk blev opfattet som bondsk. I begyndelsen af 1800-tallet forsøgte man fra dansk side, at forbedre det danske sprogs stilling gennem et kongeligt reskript, hvori det hedder:

 

• Det er vor allerhøieste Villie, at i de Egne af Sønderjylland, hvor det danske Sprog er Almeenmands Sprog….skulde det tydske Sprogs Brug ved Gudstjeneste, Skoleundervisning og Rettergang….ophøre, og det Danske Sprogs Brug træde i samme Sted.

 

Dansk blev forbudt

Tysk indførtes som administrations – og retssprog i hele Slesvig, og fra 1888 blev dansk forbudt som skolesprog – undtagen i religionsundervisningen, der på landet godt måtte foregå på dansk. Samtidig blev danske privatskoler og dansk privat- og hjemmeundervisning forbudt.

Som en protest mod denne ensidige tyske sprogpolitik opstod der bl.a. i 1880 ”Foreningen til det danske Sprogs bevarelse i Nordslesvig.

 

Situationen vendte efter 1945

Ja denne sprogkamp fik så en modsat tendens fra 1945 til 1955. Da gik det ud over Det Tyske Mindretal. Men se det er en anden historie.

 

Forening eller indlemmelse

Vi fik hermed forklaret, at det ikke hedder genforening men forening eller indlemmelse.

 

Hertug af Holsten helt til 1973

Til og med Frederik den Niende var den danske konge hertug af Holsten – og det var først i 1973, at Holsten forsvandt af vores rigsvåben.

 

 

Kilde:

• Steen Bo Frandsen: Holsten i Helstaten
• Poul Meldgaard: 100 år i grænselandets tjeneste. Hovedstadens Grænseforening 1879 – 1979
• Johan Peter Noack: Da Danmark blev Danmark
• Rasmus Glenthøj: 1864 – sønner af de slagne
• Diverse artikler på dengang.dk
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet

 

Hvis du vil vide mere: Hvis du vil vide mere om emnet, så se her på www.dengang.dk

• Da Sønderjylland blev dansk
• Lov og ret i Sønderjylland dengang
• Ribe – brevet
• Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
• Haderslev – under første verdenskrig
• Haderslev 1917 – 1918
• Sønderjylland efter Genforeningen
• Ned med de dansksindede
• Kongens hvide hest
• Mere om Kongens hvide hest
• De sidste hertuger på Augustenborg
• Flugten over Grænsen 1914 – 1918
• Begik kongen højforræderi
• Rendsborg 1848
• Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
• Sønderjylland til Ejderen
• Sønderjyllands historie indtil 1200
• Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864
• Tønder Station
• Heimatfest i Tønder 1921
• Tønder – egnen 1814 – 1848
• Tønder – egnen 1848 – 1858
• Tønder mellem dansk og tysk
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
• Hvorfor var Tønder tysk?
• Tønder før og efter Genforeningen
• Aabenraa 1848 – 1851
• Første Verdenskrig i Bov
• Genforeningen i Bov Sogn
• Se også kategori 1864 og de slesvigske krige