Valby – dengang

Det var bøndernes, hønsekræmmernes og slagternes by. Der har boet folk her, siden oldtiden. Svenskerne brændte byen af. Vi besøger Valbys gamle kro. Kroejer fik sandelig erstatning, da landevejen blev lagt op. Og så var det lige Rytterskolen og Tingstedet. Der var sommergæster hos hollænderne. Frederik den Sjette fik smør fra Valby. Bønderne fik først deres frihed i 1788. Vi kigger på de gamle gårde, og det var netop de store gårde, der gav Valby karakter. Slagterne kom til byen fra vesterbro. Her var også gartnerier og Fastelavn blev markeret på en speciel måde. På et tidspunkt var Valby kendt for ”slem brolægning og mangel på renlighed”. De fine kom i Korups Have og Gammel Bakkehus. Den røde hane galede for alvor i Valby. Et mundheld havde noget på sig: ”Når det brænder, brænder det i Valby”. Valby mistede sin gamle idyl. Og så var det lige Valby Mose, men mosen groede til og industrien kom til byen. Det gjorde Dansk Film også. Så blev Valby indlemmet i København. Valby Gasværk sprang i luften.

 

Hønsekræmmernes og slagternes by

I middelalderen hørte Valby landsby til hovedgården Utterslev.

Valby var hønsekræmmernes og slagternes by. Det var en udpræget bondeby. Det kan nu også skyldes, at afstanden ind til byen føltes længere end den egentlig var i virkeligheden. Og det var på grund af Søndermarken og Valby Bakke. Dette isolerede byen lidt fra omverdenen. Og så var det også lige det at vejene her ud var meget dårlige.

Først fra 1901 hvor byen blev indlemmet i København gik det lidt bedre. Nu begyndte den gradvise udvikling af Københavns forstad.

Men se dette handler mere om byens fortid som landsby. Ja Tingstedet har endnu sin oprindelige plads i bydelens centrum, og mange af de gamle gadenavne er bevaret fra den tid. Gennem århundreder var det ”byen bag bakken”.

 

Folk her-siden Oldtiden

Valby Bakke der er egnens højeste punkt var engang på alle sider omgivet af damme og moser. I århundreders løb groede de fleste af disse til. Andre blev opfyldt. Men den sidste del af mosen forsvandt dog først i vor egen tid.

Men Valbys overdrev, de flade strandenge ved Kalvebod Strand har været beboet siden oldtiden. Bopladser fra Ertebølletiden og den yngre stenalder er fundet ved Frederiksholm i Kongens Enghave.

På toppen af Valby Bakke var der indtil Frederiksberg Slots opførsel i 1696 fem gravhøje fra bronzealderen.

 

Byen Valby er opstået ca. 900

Byen Valby er dog først opstået i vikingetiden ca. 900. Det er sandsynligvis omkring en udflyttergård fra den nærliggende landsby Solbjerg, der lå på Frederiksbergs nuværende grund. Den nævnes i 1193 som Walbi, der egentlig betyder ”gården på græsmarken”.

 

Svenskerne ødelagde byen

Under hovedstadens belejring 1523 – 24 og 1535 – 36 blev gårde og huse plyndret og brændt i omegnen. Valbys 13 gårde og 26 huse blev således alle lagt øde. I en indberetning fra 1660 hedder det, at da:

 

• Den ganske by blev afbrændt og ruineret, de (bønderne) havde derfor på andre steder sig i armod opholdt. De planter nu hytter, men endnu plages de daglig af ryttere, som deres enge nedtramper til skade. Intet til byen udi dette år er blevet sendt. Heller ikke her, såvel som i nogen anden by i herredet fandtes nogen byg sået til, der er stor misvækst overalt.

 

Valbys gamle kro

Men gårdene blev med kongens støtte atter genrejst. Samtidig byggede Hans Pedersen Bladt 1661 Valbys gamle krobygning på hjørnet af Langgade og Skolegade. I hans bevilling siges der at han:

 

• Har opført et krohus med stald til 16 heste til de rejsendes tjeneste på det sted, hvor tilforn et krohus stod og sig endnu mere har erbydet flere stuer og staldrum på egen bekostning at lade forfærdige til de rejsendes bekvemmeligheder – for fremmede og vejfarende, som ej andet steds om nattetide formedelst Københavns forstads ødelæggelse og portens tillukkelse logere kan.

 

Bladt var en af Københavns mest fremtrædende borgere. I 1662 blev han udnævnt som meddirektør i Det Islandske Kompagni, og som leder af stadens 32 mænd (datidens borgerrepræsentation) blev han 1667 rådmand og ni år senere borgmester.

I København ejede han forskellige ejendomme. Da kronen under svenskernes belejring af byen var kommet i gæld til ham, fik han efter krigens afslutning overladt nogle gårde i Valby. Blandt disse var kroen, som han åbenbart havde interesseret sig særlig for, idet han ikke blot genopbyggede den på sin gamle plads, man han udvidede den også.

Uden tvivl har det været en god pengeanbringelse, for hans enke solgte den først tre år efter hans død, 1677.

 

Mange kroejere i tidens løb

Hvis det virkelig som påstået, er rigtigt, at Bladts krobygning først forsvandt ved Valbys brand 1865, må den i hvert fald i tidens løb være blevet stærkt ombygget.

Den var opført af bindingsværk og af en brandtaktion fra 1793 fremgår det tydeligt, at den endnu på dette tidspunkt kun var en etage høj. Men på fotos indeholder den to etager. Denne forhøjelse må være sket i 1820/1830. I udseende kom den til at minde om Peter Lieps oprindelige skovløberhus i Dyrehaven.

Gennem det 18. århundrede skiftede den hyppigt ejere. Da tiderne var dårlige forfaldt den mere og mere. På grund af de mange løse eksistenser, der holdt til i Valby, fik den efterhånden også et dårligt ry.

Kroejer fik erstatning

Anlægget af den ny Roskilde Landevej over Valby Bakke 1776 gavnede den heller ikke, idet de vejfarende nu ikke længere fulgte den gamle landevej gennem Valby, men den nye vej forbi Frederiksberg Slot. Kromanden ansøgte derfor kongen om erstatning, da den skadede ham i hans næring. For de 2.000 Rigsdaler, der tildeltes ham udvidede han kroen. Så helt dårligt kunne det nok ikke have gået ham.

 

Tingstedet

Kroen lå som nævnt ved Tingstedet eller Bystævnet, som det rettere burde kaldes. Hvornår dette er opstået, vides ikke, man sandsynligvis kan det dateres tilbage til middelalderen. På de tolv kampsten – en for hver af årets måneder – der stadig ligger omkring et lindetræ, skal bønderne have siddet, mens de afgjorde deres indbyrdes tvister.

Her aftalte de også, hvornår høsten skulle finde sted og høsten begynde. De enkelte marker var delt mellembønderne som smalle strimler, for at ingen skulle føle sig forfordelt. Når det var sådan var det mest praktisk, at al markarbejde blev gjort i fællesskab.

Når Oldermanden kaldte bymændene til samling, ringede han med den klokke, som nu findes i Københavns Bymuseum, men i sin tid var ophængt i en stabel ved siden af tingstenene, således som det ses på ældre billeder fra Valby.

 

Den gamle Rytterskole

I Skolegade ikke langt fra Tingstedet ligger den gamle Rytterskole, som er Valbys ældste bygning. Den er opbygget fra 1722 – 25. På facadens indskrifttavle berettes på latin under Frederik den Fjerdes kronede mongram:

 

• Denne skole og 240 andre lignende skoler har jeg (Frederik den Fjerde) grundlagt i de distrikter, der af mig er oprettet for til stadighed at underholde 12 rytterregimenter.

 

Og derunder kan læses på dansk:

 

• Halvtredsindetyve Aar, Gud, har du mig opholdet, at Sygdom, Kriig og Pest mig intet ondt har voldet. Th yder jeg min Tack og breeder ud dit Navn og bygger Skoler op de fattige til Gavn, Gud lad i dette Værck din Naades Fylde kiende, lad denne min Fundatz bestaa til Verdens Ende, lad altiid paa min Stoel en findes af min Æst, som meener dig min Gud og disse Skoler rätt

 

Lærerne fik en dårlig løn. Den bestod mest af naturalier. Der blev undervist i dansk, regning og religion. I lange tider fandtes der ikke flere børn i Valby, end at det kunne klares med en lærer. Men elevantallet voksede til 150, så der blev ansat en andenlærer.

 

Kun tre bøger til de små

I 1866 blev der desuden indrettet en ”pige-klasse” med en særlig lærerinde. Foruden denne indeholdt skolen nu to klasser. De store børn kom om formiddagen og de små om eftermiddagen, piger og drenge hver for sig.

Børnene havde kun tre bøger. En salmebog, en katekismus og en bibelhistorie. I den store klasse havde de dog endnu tre, nemlig en regnebog, en geografi – og en danmarkshistorie.

 

Rytterskole som brandstation og bibliotek

En forbedring skete der, da den ”Graa Skole” blev bygget i 1876 på den modsatte side af gaden og indrettet til pigeskole. ”Den Røde Skole” blev opført i 1898. Men Rytterskolen blev brugt helt til 1904.

I 25 år blev den brugt som brandstation. Men i 1929 fik Kommunebiblioteket til huse her.

 

Sommergæster hos hollænderne

Tilstandene i Valby har nok ikke adskilt sig så meget fra andre sjællandske landsbyer. Men de tyve hollændere som Frederik den Tredje lod indkalde i 1651 fra Amager satte alligevel deres præg. Da slottet blev opført tiltrak det mange københavnere og de lejede sig ind hos hollænderne. Ja de byggede skam også landsteder. Måske havde landsbyen på den anden side af bakken forekommet københavnerne lidt bondsk.

 

Frederik den Sjette fik dagligt leveret smør

Om det daglige liv på en gård herude, fortæller digteren Meir Goldschmidt. Hans far havde erhvervet en gård herude i 1827. Han havde hidtil været købmand i Vordingborg. Og det var ikke normalt, at købstadsfamilier bosatte sig her. Så lokalbefolkningen så lidt skævt til dem. Men sønnen mindes dog opholdet med glæde:

 

• At færdes på de store strækninger, vor ejendom at kende hver jordlod som noget særegent, næsten noget levende, at hvis vilje og dygtighed man ventede noget bestemt, at se det ventede komme under det brede solskin eller føle bekymring for det i uvejrs, at gå imellem det, når det svulmede og bugnede og var som en skov, højere end En selv, og tog vejret fra En, at høre leerne klinge, at køre ud med øl og mad til høstfolkene, køre sæden hjem osv.

 

Med gården fulgte det privilegium at levere smør til den kongelige familie. Hver morgen, fortæller Goldschmidt fik Frederik den Sjette et halvt pund aldeles friskt, nyskæret smør, dronningen et halvt pund og hver af prinserne et fjerdingspund.

Fandt kongen den ringeste sorte plet i smørret – og han var meget nøjeseende – så truedes vi med at miste leverancen, skrev Goldschmidt.

Kun i kort tid ejede Goldschmidt ”Madam Bechs Gaard” som gården blev kaldt efter den forrige ejerinde. Den var beliggende i Skolegade over for kroen. Den var som de andre Valbygårde firefløjet men i modsætning til disse var den ene længe ”bekvemt indrettet til beboelse for en familie uden for bondestanden”.

Under Valbys brand i 1865 gik den op i luer og blev derefter flyttet ud til markerne ved Køge Landevej. Det var på dens jorder, at Grøntorvet blev anlagt.

 

Bøndernes frihed i 1788

Skønt bønderne ved ryttergodsets ophævelse i Københavns Amt 1766 fik skøde på deres gårde, opnåede de dog først deres fulde frihed ved Stavnsbåndets ophævelse i 1788. Skønt jorden i Valby blev udskiftet 1781 – 83 var endnu ved byens brand i 1865 kun fem af dens 17 gårde blevet udflyttet.

Mens disse var beliggende på markerne ved Langgade ved Søndermarken, grupperede de øvrige 12 sig stadig omkring Tingstedet og det nu forsvundne gadekær, som vejen, der bærer dets navn, minder om.

 

Gammel Bakkegård og andre gårde

For enden af Skolegade lå den først udflyttede gård, Gammel Bakkegård, som den blev kaldt på sin ny plads på hjørnet af Pilealle og Valby Langgade. Brygger Carl Jacobsen, der senere erhvervede den, benyttede den i nogle år som bolig. Men da han mente den på grund af fugt var sundhedsfarlig for hans børn, lod han i dens sted arkitekten Hans Kaufmann opføre den store røde villa, Valby Langgade 1.

Gamle Bakkegårds nærmeste nabo var Bjerregården, der blev liggende ved gadekærret til 1795, da den blev flyttet til markerne ved den nuværende Bjerregårdsvej. Dens hovedbygning eksisterer endnu dom en hyggelig villa ligesom ”Lykkens Minde” på Søndermarksvej, der oprindelig lå ved Tingstedet.

Skovbogård brændte den 1. juni 1912. Den var beliggende ved den vej, der bærer dens navn. Valbygård havde også oprindelig ligget ved gadekærret. Hvor Jesukirken siden blev opført lå gården derefter fra 1795 til den brændte i 1877.

Ved Valbygårdsvej på den modsatte side jernbanen blev den genopbygget, indtil Det Allerske Etablissement overtog og nedrev den. Kjeldsgården blev også erhvervet. Og den lå, hvor Kjeldsgårdsvej i dag ligger.

En af de mest kendte gårde, som ikke blev udflyttet, var sognefoged Peder Bechs gård ved gadekæret ved den nuværende Blankavej ud for Lauravej. I 1881 overlod han den til sin søn. Da den to år efter gik op i luer, blev den genopbygget ved Herman Bangs Plads, hvor Valby Langgades S-station nu er beliggende.

 

De store gårde gav Valby karakter

Det var de store gårde, der gav Valby karakter. Men det var hønsekræmmerne og senere slagterene, der skabte byens særstilling blandt omegnens landsbyer.

Der fortælles i 1835:

 

• Foruden agerbrug og mælkehandel, der er indbyggernes almindelige næringsveje, har Valbyerne også en vigtig indtægtskilde i deres handel med småkreaturer, såsom kalkuner, høns, kyllinger, gæs og ænder samt med æg, fjeder og smør
• Næsten alle byens inderster og husmænd beskæftigede sig med denne handel. De mere formuende af disse holde heste og vogn, hvormed de køre om i landet og opkøbe hos bønderne de nævnte artikler.
• Som oftest fedes småkreaturerne først, inden de bringes til torvs i hovedstaden. De sælges der, dels levende, dels slagtede og plukkede. Skønt denne handel ikke er så indbringende som førhen, findes dog endnu mange familier deres udkomme ved dem.

 

120 personer beskæftiget med høns i 1820

Mange af hønsekræmmerne blev med årene velhavende folk. Da høns fra Valby var stærkt efterspurgte i København måtte de ofte have folk i deres tjeneste, som opkøbte dem rundt om på Sjælland.

I 1820 skal ikke mindre end 120 personer have været beskæftiget hermed. Kvinderne, som besørgede videresalget til de københavnske husmødre, havde deres faste stade ved springvandet ved Gammeltorv. Foruden fjerkræ handlede de også som nævnt med æg og smør.

 

Slagterne flyttede til Valby

Fra gammel tid var slagtning forbudt inden for voldene. Slagterne havde derfor bosat sig på Vesterbro. Her blev byens første kvægtorv indrettet allerede 1671.

Mange af Vesterbros slagtergårde blev ejet af slagtere. Og det nogle af disse, som politikerne ikke mente, skulle bevares, så de er fornyelig blevet revet ned. Efter voldenes fald i 1856 valgte mange af slagterne at flytte til Valby.  Og til andre omegnsbyer.

Her erhvervede de også gårde til kvægopdræt. Skønt de blev holdne mænd, kunne man hver dag finde dem i deres boder i ”Maven” ved Nikolaj Kirke, hvor de havde deres udsalg. På torvedagene mødtes de ofte på Nytorv. Det brogede liv er skildret i historikeren Troels-Lunds erindringer ”Et Liv”:

 

Markedet i København

En familie boede på Gammeltorv, og fra deres vinduer kunne de se, hvad der foregik på de to torve (Nytorv og Gammeltorv):

 

• Dagligdags og dog hver dag var myldren af bøndervogne, der i tætte rækker kom, holdt og kørte igen, et tætpresset virvar, hvor en usynlig hånd holdt orden, så hver tom plads straks fyldtes.
• Alle vognene var læssede med kornsække og ovenpå lå gerne svinekroppe.
• Mange af bønderne var, da jeg var barn, klædte i lang gulladen frakke og vest med sølvknapper, knæbenklæder og grå uldstrømper. På hovedet bar de en spids hue, der hang ned med en dusk på siden. Huen var vist af skind og lys. Dog synes jeg også at kunne huske røde.
• Alle bar de langt hår, der hang ned over skuldrene
• Først efter krigen 1848-50 skete der forandring heri, og det fællesindtryk, man fik se ned på vognene var, at sækkene var grå som før, men bønderne var nu blevne mørkeblå med lange benklæder og langskaftede støvler.
• Omkring springvandet sad Valbykoner i flere rækker med deres fjerkræ og æg. Var det en rigtig torvedag, kunne ofte Nytorv være fyldt af bøndervogne og slagtervogne, hvilket sidste her havde deres egentlige stade. Så langt øjet rakte, var da begge torve et myldrende virvar af handel og liv.

 

Gartnerier

Foruden bøndernes, hønsekræmmernes og slagternes gårde og huse fandtes der i Valby en række småejendomme, som tilhørte håndværkere, handelsmænd og arbejdere. Desuden var der – i hvert fald senere – et par større gartnerier.

De mest kendte var Christinedal og Valdal, der først blev nedlagt omkring 1930. Samtidig blev Valdals gamle hovedbygning nedrevet. På de to gartneriers grunde rejstes de store ejendomme på Kirstinedalsvej og Bag Søndermarken.

 

Fastelavn i Valby

Arbejdet med jorden gav bønderne deres daglige brød, men hverdagens slid og ensformighed blev afbrudt af de årlige tilbagevendende højtider, jul, fastelavn, påske og pinse. Ja så var det også de store fester, når familiebegivenheder skulle fejres. Så var hele familien indbudt til fest.

Fra sin barndom i Valby erindrer Goldschmidt bøndernes fastelavnsfest, hvor de stak til stråmanden:

 

• Det er en forlystelse som er bleven sjælden, fordi den er overmåde kostbar, og man tillader sig den kun i et godt høstår. Dengang deltog kun de yngre gårdmænd og gårdmandssønner i festen.
• Mellem kroen og det modstående hus var på et fundament anbragt en med grene tildækket tønde, og derfra ragede en stråmand op, pyntet som tyrk, i blå og hvide klæder med rød turban og besat med guldbrokade og glasperler.
• Deltagerne i festen var til hest, udklædte i eventyrlige dragter.
• Ved festen spillede et stort ridende musikkorps, især trompetere og basunblæsere. De spillede hele tiden, medens man en efter en, red og stak til stråmanden. Man skulle sørge for at løfte ham op på lansespidsen. Musikken var en særegen, simpel og ensformig melodi.
• Derefter sluttede deltagerne op i et stort tog, og i hver gård, de red ind i, blev de beværtet. Det ”så dejligt, gammelriderligt ud”, når det således i de spraglede dragter med de vajende lansevimpler drog hen ad den brede, snedækte gade.

Begivenheden trak mange københavnere til. De morede sig over Valbykarlenes fest.

 

Slem brolægning og mangel på renlighed

Valby var dengang og længe efter endnu en forholdsvis lille landsby. Helt op til branden i 1865 var byen, som det fortælles i Illustreret Tidende:

 

• Bekendt for sine sammenstuvede bygninger, sin slette brolægning, sin mangel på renlighed

 

Da fødder og næse berøres i lige høj grad ved forholdene på hovedgaden, søgte kun få vejfarende at stifte bekendtskab med byen selv, end der kunne erhverves ved ad den tidligere banestrækning at passere Valby-bakkens gennemskæring.

 

”Man fattede godhed” for stedet

Men enkelte mennesker ”fattede godhed” for stedet, så de valgte at ”ligge på landet” her i Valby.

I et brev fra begyndelsen af det 18 århundrede prises Valbys landlighed og dens velegnethed som ferieby:

 

• Det er virkeligt dejligt – så fredfyldt og smukt – og du aner ikke, hvor hyggelige, hjælpsomme og søde de indfødte Valbyere er. Og så skal du vide, hvor vi får noget dejligt smør og noget brød, som en Valbykone bager til os – det er ganske simpelt fortryllende.
• Vi går nogle dejlige ture både ud til Damhussøen og ned til Kongens Enghave, begge steder gennem bølgende kornmarker og græsgange, hvor både heste står og græsser.

 

I et andet brev står der:

 

• Jo, kære elskede mand, du kunne ikke have fundet et bedre sted at anbringe os end her hos de brave Valbyfolk. Vi kender snart alle mennesker i Valby. Konen her på gården er, tror jer, i familie med dem alle sammen, og vi har været på visit på snart alle de store gårde og har set, hvordan sådan en gård drives.

 

Man lejede sommerboliger hos Valby-borgere

Og så var det jo Frederiksberg Slot, hvor kongefamilien yndede at ligge på landet. Slotshaven og Søndermarken tiltrak også mange københavnere. År efter år lejede de sig ind på gårdene, der ofte indeholdt en ekstra lejlighed, beregnet til udlejning til sommergæster.

Andre som havde bedre råd, byggede landsteder eller erhvervede sig et lille bondehus, hvor de kunne tilbringe den varme årstid.

Skønt slottet var bygget af Frederik den Fjerde, var det dog først Frederik den Sjette, der sommer efter sommer boede herude, som skabte den store popularitet. Både Frederiksberg Have og Søndermarken, som længe var lukket land for det almindelige borgerskab var nu blevet åbnet.

 

Funktionærboliger for slots-personale

I Skovbrynet på hjørnet af Pilealle og Valby Langgade lå til omkring 1890 de sidste rester af nogle småhuse, der var kendt under navnet ”Snap op”. Det var oprindelig funktionærboliger for slotsbetjente og gartnere ligesom de endnu eksisterende ”små haver” i Pilealleen.

 

De fine kom i Korups Have

Til sidst sluttede sig Korups Have i Valby Langgade også en gammel slotsbetjentbolig som i 1852 tilligemed det stykke af Søndermarken, hvorpå huset lå, ved aktion blev solgt til enkedronning Marie Sophie Frederikkes løber, Jens Rasmussen Korup. Jo det blev et populært traktørsted.

Om haven har hans datter fortalt:

 

• Den lå lige ud til landevejen og her i et hjørne var der et stort lysthus, hvor mange af datidens store mænd og kvinder har siddet. Her kom den husmoderlige Julie Sødring, den store skuespiller Chr. Niemann Rosenkildes datter, selv skuespillerinde. Hun kom i sin aparte klædedragt med det uundgåelige langshawl, dækkede bord, pakkede madkurven ud og lavede kaffe på maskine.
• Fru Heiberg med hendes tre plejedøtre var også gæst der. Chr. Winther kom der, gammel og svag med den store sletsiddende paryk og den mægtige kikkert, foruden datidens berømtheder, der holdt af den gamle idylliske have.

 

Senere blev der bygget en lille teaterbygning, men i 1934 var dens dage talte og det hele måtte rives ned.

En datter af Korup var i mange år Valbys postekspeditrice. Oprindelig havde Valby kun et brevsamlingssted, der havde til huse i den første jernbanestation, der lå ved Gammel Jernbanevej. Det blev opført samtidig med den første jernbane til Roskilde i 1847.

Da linjen gennem Valby blev nedlagt i 1864, blev ”posthuset” flyttet til villaen, Valby Langgade 2, ved siden af Korups Have, der også for længst er nedrevet.

 

Gamle Bakkehus

Det ældste landsted i Valby er Gamle Bakkehus en bygning under Københavns Ladegård, der leverede landbrugsprodukter til Københavns Slot. Ja vi skal helt tilbage til 1620.

Det har også været traktørsted og landevejskro. Landevejen fra Roskilde til København løb dengang gennem Valby og lige forbi Bakkehuset.

I midten af 1700-tallet blev huset ejet af landets statsminister greve Johan Ludvig Holstein. Det var ham, der fik ideen til at flytte landevejen op forbi Frederiksberg Slot på Valby Bakke med fortsættelse i Vesterbrogade ind mod byen. Det betød så, at der ikke mere kunne drives kro i Bakkehuset.

Af dets fire fløje, der opførtes 1763 af arkitekten I.C. Conradi, står nu kun syd- og østfløjen i hvis lavloftede værelser i stueetagen Kamma og Knud Lyne Rahbek havde deres hjem fra 1798 til Rahbeks død 1830.

 

Asyl for idiotiske og svagtsindige

Efter Rahbeks død fortsatte ejerne med at leje huset ud til sommergæster. Her har skam boet Johan Ludvig Heiberg og Johanne Louise Heiberg og N.F.S. Grundtvig og mange flere.

Masser af digtere og forfattere samlede sig om ægteparret. Bakkehuset var deres andet hjem. I deres lejlighed er det derfor indrettet en række mindestuer for guldaldertidens litterære berømtheder.

I 1855 blev Bakkehuset omdannet til et asyl for idiotiske, svagtsindige og epileptiske børn. Og i den forbindelse blev Rahbeks Alle nr. 21 opført.

 

Ny Bakkegård

Overfor dette ligger på Bakkegårds Alle, Ny Bakkegård. Den fine empirebygning er bygget ¨år 1800 af dispachør Knud Engelbreth Langberg. Dens mest kendte ejer var den national – liberale politiker C.C. Hall, som ejede den fra 1840 til sin død i 1888. Hans statue af Vilhelm Bissen står nu ved indgangen til Søndermarken over for Kammasvej, mens hans hustru Marie Hall, der var kendt for sit store velgørenhedsarbejde blandt Valbys fattige, har sat sig selv et varigt minde som medstifter af Valby Børneasyl, Valby Tingsted 3.

 

Valhøj, Valdal og Landlyst

Valhøj, der lå ved Gammel Jernbanegade var kun beboet om sommeren. Det blev nedrevet 1895. På flere billeder af dette landsted ses op til højre for bygningen en mølle. Det er den tidligere Store Kongens Mølle fra Vestervold, som lå ved den nuværende Mølle Alle fra dens udflytning 1872, indtil den blev nedrevet 1896.

Over for Valhøj på den modsatte side langgade lå et par andre af Valbys kendte landssteder, Landlyst og Valdal.

Landlyst eller som det oprindelig hed ”Sorte Hest” blev i 1779 erhvervet af danser ved Det Kongelige Teater Isac Jacobsen Borup, der ejede det frem til 1798. År 1800 blev det købt af brændevinsbrænder Peder Spendrup i Vingårdsstræde. Men der var masser andre småhuse i Valby, der var landssteder.

 

Den røde hane galede i Valby

Den 23. juli 1865 galede den røde hane over det gamle Valby. Mange af indbyggerne var ikke hjemme. Man havde benyttet det gode vejr til at tage på udflugt. I lang tid var der ikke faldet regn. Gadekæret var nærmest kun en vandpyt.

Kl. 10 om aftenen opstod der brand hos svinehandler Mortensen i Langgade tæt ved kroen. Snart blev kroen også antændt. Ilden bredte sig til andre gårde. Vinden skiftede hele tiden retning, som spredte gnister til alle sider.

De tørre stråtage blev hurtig antændt. Forgæves søgte man at bekæmpe ildens rasen. Der var sprøjter fra København, Frederiksberg, de omkringliggende landsbyer og fra Carlsberg.

I alt blev 4 gårde og 35 huse foruden kroen blev ildens bytte, medens 150 familier blev hjemløse.

 

Dagbladets beskrivelse af tragedien

I Dagbladet fra den 25. juli 1865 findes en meget malende beskrivelse af den sørgelige begivenhed:

 

• Man gør sig næppe nogen forestilling om – siges det – hvilken uorden og rådvildhed, der herskede i den brændende by. På den ene side søgte Valbyerne ud af deres huse at redde deres ejendele, men det skete på den uforstandigste måde. Mens en mand løb med et svin i halen for at bringe denne kostbare ejendom ud af forvirringen, lod han sin gode møbler brænde.
• Sofaer, ure, porcelæn, borde og stole kastedes hulter til bulter ud af vinduer og døre for kort efter at brænde under de nedstyrtende tage eller kun reddes i sønderlemmet og aldeles ubrugelig tilstand.

 

Når det brænder, brænder det i Valby

En indsamling til hjælp for de nødstedte blev sat i gang. Christian den Niende ydede 600 Rigsdaler. Genopbygningen skred forholdsvis hurtig frem. Det første hus, der blev opført var snedkermester Jens Christensen på Mosedalsvej 4.

Året efter brændte flere af de gamle Valby-gårde. Og snart blev det almindeligt mundheld at:

 

• Når det brænder, så brænder det i Valby

 

Desværre kan det have sin rigtighed for natten mellem den 1. og 2. juli 1883 brændte fire af de gamle gårde ved gadekæret.

 

Valby mistede sit gamle idyl

Med undtagelse af et enkelt hus her og der og den klump huse, der indtil 50 – 60 år siden lå mellem Anneksstræde og Bomuldsspinderiet mistede Valby ved de to store brande sin gamle skikkelse, for de bygninger, der rejste sig i stedet for de nedbrændte, fik et helt andet udseende end de forsvundne.

Med dem mistede Valby ikke blot meget af sin gamle idyl, men de ny grågule grundmurede teglstenshuse med deres skifer- og tegltage gav desuden byen et helt købstadsagtigt præg.

Dertil bidrog også de fabrikker, der i slutningen af forrige århundrede så småt begyndte at blive bygget på de Valby-gårdes jorder, som mange af bønderne fandt det fordelagtigt at afhænde til de nye industrivirksomheder, der opstod i disse år.

 

Carlsbergs bygninger

Allerede i 1847 havde brygger I.C. Jacobsen med H.C. Stilling som arkitekt påbegyndt opførelsen af byggeriet Carlsbergs første bygninger på tre tønder land sort areal, som han havde købt af Bjerregården.

1871 oprettedes man hans søn Carl Jacobsen som leder Ny Carlsberg, hvis ældste bygninger opførtes efter tegning af arkitekt N.S. Nebolong.

 

Jesuskirken

Jesuskirkens opførelse skyldes Carl Jacobsen. Valbyerne, der hidtil havde været henvist til at benytte Hvidovre Kirke hilste naturligvis dens indvielse den 15. november 1891 med stor begejstring. Det var ikke blot den første kirke, der blev bygget i Valby, men det var også en bygning, man kunne være stolt af.

Det fritstående klokketårn blev føjet til i 1894-95. Og bygningen er ikke kun et bedehus, idet den også er en værdig ramme omkring familien Jacobsens smukke gravkrypt under koret.

 

Valby Mose

Valbys forvandling til et moderne fortidskvarter har medført, at mosen helt er forvundet. Men omkring år 1900 var den en fristende legeplads for byens ungdom.

Ellen Duurloo fortæller:

 

• Den var stor og vidtstrakt og lå mellem Langgades huse, Søndermarken og Roskilde Landevej. Det var en veritabel mose, Sønder Fasanvej kunne ikke føres igennem til Langgade, fordi der lå mosehuller og hængedynd, ellepur og andet krat der. Mosejorden svuppede dyndet, og vandhullerne lå i solen og glimtede som dybt brune røgtopaser, når lyset falder i dem. I mosens iskolde vand badede de Valbyunger – og druknede.

 

Valby Mose var resterne af en bugt. Mosen strakte sig for længe siden fra Søndermarken til skellet og fra Valby Langgade helt over til Peter Bangsvej. Det var en farlig legeplads. Mange druknede fordi de ikke kendte mosen og vidste, hvor de kunne gå. Trådte man ved siden af, ja så sank man i.

Det var fristende for børn men forældrenes skræk. Mosehullerne var bundløse og vandet var iskold. Hvor mange der er druknet her vides ikke. Jorden var som kviksand.

Som ældre billeder af mosen viser, lå her i sin tid også et teglværk, men dets virksomhed ophørte allerede omkring år 1900.

 

Dansk film i Valby

Sin største berømmelse vandt den dog, da Ole Olsen i filmens barndom indrettede sit atelier i Valby Mose, og herude skabte en lang række film, som gik deres sejrsgang over hele verden. Om disse minder os endnu Nordisk Film på Mosedalsvej.

 

Mosen groede til

Gradvis groede mosen til, og samtidig tog udstykningen til. Over for Søndermarken kom der et smukt villakvarter. Men i selve det gamle Valby rejste sig det ene etagehus efter det andet, kroen blev nedrevet, og mange gamle huse forsvandt eller blev indrettet til forretningsbrug.

 

Valby blev indlemmet i København

Længe inde Valby blev indlemmet i København havde Valbyerne diskuteret, hvornår mon de blev indlemmet i København. Borgmester Borup kunne i 1899 fortælle, at der underhånden var blevet ført forhandlinger mellem formanden for Hvidovre Sogneråd og ham om en eventuel indlemmelse:

 

• Af nogle dele af Hvidovre sogn, nemlig Valby, Vigerslev Og Kongens Enghave med Harrestrupåen som grænse.

 

Men først efter halvanden års forløb afsluttedes forhandlingerne med indlemmelse den 1. januar 1901. Men for mange københavnere blev Valby stadig betragtet som en fjernliggende landsby. Dette skyldtes nok de forholdsvis dårlige trafikforbindelser – den første sporvogn til Valby kom først 1896 – og den landelige beliggenhed i læ af Søndermarkens gamle træer og ikke mindst de store gartnerier og gårde, der endnu satte deres præg på flere kvarterer.

Valby øvede stor tiltrækning på digtere og kunstnere i begyndelse af 1900-tallet.

 

Da Valby gasværk eksploderede

Mange kan endnu huske det kæmpe store brag lørdag den 26. september 1964 kl. 9.36 om morgenen. Braget blev efterfulgt af en gigantisk paddehattesky. Man troede at e var blevet kastet.

To smede havde fået besked på at smøre den store ventil 604 i målehuset på Valby Gasværk. Arbejdet gik trægt. De to smede gik ned i målehusets kælder, hvor de fjernede ventildækslerne for at komme til at smøre ventilens spindel og styr. De lod ventilerne stå åbne, for at ventilhuset kunne blive udluftet, og gik så til kaffepause.

Imens sivede gassen ud gennem de åbne ventilhuller i kælderetagen. Gassen gik i forbindelse med luften og dannede knaldgas, der kunne antændes ved en enkelt gnist. Al udpumpning af gas fra værkets to store gasbeholdere til hele byens ledningsnet gik via måler – og pumpehuset.

Hvordan knaldgassen blev antændt kan ikke siges med sikkerhed. Men det lød et øresønderrivende brag. Brændende bygningsdele fra målerhuset antændte gassen i de to store beholdere. Tårnhøje ildsøjler strakte sig mod himlen.

I de omkringliggende boligområder blev der skabt massive ødelæggelser. Vinduer og døre blev blæst ind, og det regnede med nedfaldne tagsten og knust vinduesglas.

Intet hus i Valby havde et helt vindue. Hoveddøre blev suget af deres hængsler. Vinduer helt op til fem kilometer fra eksplosionsstedet blev knust af trykbølgen. Vigerslev kirke havde mistet hele taget.

Folk blev væltet omkuld, fik forbrændinger, blev ramt af tagsten og andre bygningsdele. Redningsmandskabet fik de sårede væk. Man fandt 40 mennesker liggende kvæstet i deres lejligheder.

Fem blev dræbt ved eksplosionen og 180 blev såret. De materielle skader løb op i 11 millioner kroner. Det svarer til 110 millioner kroner i nutidens mønt.

Valby Gasværk blev aldrig genopbygget.

 

 

Kilde:

• Se Litteratur København (under udarbejdelse)
• Artikler på www.dengang.dk
• altomhistorie.dk
• Titler er også nævnt i teksten (Meier Goldschmidt – Troels Troels-Lund – Ellen Duurloo)
• Steffen Linvald: Valby – Bøndernes, Hønsekræmmernes og Slagternes By

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 152 artikler om København og Omegn herunder:

 

• Frederiksberg/Valby fra A til Å
• Det gamle Frederiksberg
• Frederiksbergs lystigheder og folkeliv
• Frederiksberg – dengang
• Gader og veje på Frederiksberg (A-J)
• Flere gader og veje på Frederiksberg (K-Å)
• Frederiksberg Slot
• Solbjerg, Nyby og Ny Amager
• Det var på Frederiksberg
• Torvehandelens glade Dage