Frits som sprællemand og med trillebør

De mest yndede motiver af Frits Clausen er ham som sprællemand eller med trillebør i Faarhuslejren. Han blev valgt i juli 1933 som fører. Og Aabenraa kunne ikke måle sig med Nürnberg. Og så måtte man ikke bruge uniformer. Det krævede mere af den enkelte. Nationaldragter blev brugt i agitationen. Og lurer, uniform, støvler og skrårem var en del af det. Det var et politisk teater og misbrug af den nordiske historie. Systempressen kunne ikke se det store fremmøde. DNSAP ville have magten i staten, men tyskerne ville det ikke. Der har været masser af satire over DNSAP. Men magtforholdet mellem satirikere og DNSAP forskubbede sig den 9. april 1940. Men det var Wilfred Petersen ligeglad med. Her var det næsten tale om ondsindet satire. Men det elskede danskerne. DNSAP forsøgte at komme af med den onde ånd, men løb ind i deres egen fælde. Efter besættelsen var det et ”juridisk galehus”, sagde en af top-juristerne. Og modstandsfolkene var skuffet over, at de ledende nazister ikke blev hårdere straffet.

 

En trillebør i Faarhuslejren

Hvem husker ikke fotoet af Frits Clausen med trillebør i Fårhuslejren? Han er med tiden blevet latterliggjort i den grad. Men på et tidspunkt tog man ham alvorlig. Og tyskerne truede en kort overgang at bruge ham i en regering. Men det har nok altid kun været brugt som en trussel.

Trods latterliggørelsen af DNSAP og Frits Clausen forlangte modstandsbevægelsen, at han skulle dømmes til døden. Og kigger på andre artikler, som vi har skrevet om DNSAP, så gik de unge DNSAP’ er til den ved østfronten.

 

Kongen hilste på Frits i Bovrup

Man glemmer også at nævne, at inden DNSAP og Frits Clausen blev smedet sammen, var manden jo meget afholdt i Bovrup og omegn. Ja selv kongen stoppede op engang for at hilse på ham. Hvis du i dag nævner hans navn blandt de lidt ældre i byen, så vender de blikket en anden vej.

 

Lembcke efterlignede storbror syd på

DNSAP blev stiftet på ritmester Cay Lembckes initiativ i 1930. Han havde en længere fortid på den politiske højrefløj og følte sig i 1930 tilskyndet til at grundlægge en nazistisk bevægelse i Danmark.

Han gik ud fra, at når nazismen havde succes i Tyskland, så havde den også gode muligheder i Danmark.

DNSAP havde ikke eksisteret i mere end et par måneder, før ritmesteren udsendte en pjece med partiets program. Programmet bestod af 25 punkter og var næsten en oversættelse af NSDAP’ s 25-punkts program fra 1920. Det kunne tyde på hastværk, dels på politisk dilettanteri. Lembcke var mest optaget af at efterligne bevægelsen mod syd.

DNSAP var kun en lille gruppe blandt de mange højregrupper, som havde set dagens lys fra 1920’erne.

Det passede jo meget fint med at få indlemmet Danmarks oldtid og nordisk mytologi.

 

DNSAP ville erobre gaderne

I Tyskland havde arbejderbevægelsen mistet ”monopolet” på gaderne i Tyskland. De årlige partidage i Nürnberg blev kæmpemanifestationer over nazismens magt og viljestyrke.

Herhjemme overlod de borgerlige partier til 1930’ernes begyndelse stort set gaderne til arbejderbevægelsen og deres organisationer. Derefter blev det anderledes. DNSAP og i nogen grad Konservativ Ungdom gjorde nu krav på gaderne og den politiske offentlighedsform, som masseiscenesættelsen åbnede for.

Det kneb med tilslutningen, men for dem, der udelukkende orienterede sig igennem den nazistiske ugepresse, var antallet af møder nærmest overvældene.

 

Et skuffende valg i 1932

Folketingsvalget i november 1932 satte nazismens tilslutning i relief. DNSAP fik 756 stemmer i Haderslev Amtskreds og 269 stemmer i resten af landet. Lembcke fik skyld for det dårlige valgresultat, mens lægen Frits Clausen havde reddet partiets ære med sine 576 personlige stemmer.

 

En ny Fører

Frits Clausen blev ny fører for DNSAP i juli 1933. Han var blevet smidt ud af De Konservative i Aabenraa antagelig for druk. Han gik straks i gang med en reorganisering af partiet. Dernæst satte han ind med en gennemgribende organisatorisk efterligning af NSDAP i Tyskland. I 1934 var dette arbejde så fremskredent, at partiet kunne mobiliseres til den største partidag for nazismen i Danmark. Det blev kaldt et landsstævne, og det blev afholdt i Aabenraa. Men det vakte nu ikke nogen større interesse i offentligheden.

Stævnet skulle gøres til en begivenhed for både tilhængere og for den større offentlighed, ja som Frits Clausen så beskedent udtrykte det:

• En national Samlingsdag for hele vort danske Folk.

 

Aabenraa kunne ikke måle sig med Nürnberg

Af den grund blev Aabenraa fravalgt som Danmarks svar på Nürnberg. Man havde ikke penge til at opbygge faste kulisser. Man vedtog at kulisserne fremover skulle være historiske steder. Endnu var stævnerne i 1935 og 1936 i henholdsvis Fredericia og Odense en begrænset affære med faneindvielse og march.

De tyske nazister optrådte og marcherede i uniform. De første danske nazister overtog uniformsanvendelsen og i det hele taget militariseringen af politikken, partistrukturen og kommandovejene. Men i 1933 havde folketinget indført forbud mod brug af uniformer i politik.

 

Det krævede mere af de optrædende

Der blev også overvejet på Christiansborg om at forbyde anvendelsen af hagekorsflag ved politiske møder og demonstrationer. Det blev betragtet som en fremmed magts symbol, men det blev opgivet at gennemføre et sådant indgreb. Derfor fortsatte DNSAP med at bruge vajende hagekorsbannere side om side med Dannebrog.

For DNSAP virkede uniformsforbuddet, som når en skuespiltrup får forbud mod at iklæde sig kostumerne til en bestemt forestilling. Resultatet var også det samme. Det krævede mere af de optrædende.

 

Nationaldragter med i agitationen

Man greb ind i den nationale historie og forsøgte at overbevise offentligheden om deres danske identitet. Således i 1937 i Grenå, hvor det fjerde landsmøde viste nationalsocialistiske kvinder i smukke folkedragter. Og det gjorde de sandelig også i Slagelse i 1938. Her blev der påpeget, at:

• Disse smukke og farverige Dragter viser at danske Kvinder atter kan frigøre sig for Dragter, der er bestemt af internationale Modeherrer.

Dette byggede man videre på til Landsstævnet på Koldinghus i 1939:

• Også i år vil der komme mange nationalsocialistiske kvinder til landsstævnet i danske dragter, enten som hjemstavnens smukke folkedragt eller dog i dragter, der nok er tilpasset tiden, men dog kopieret efter hjemstavnens smukke dragter, som danske kvinder engang selv skabte dem – uden påvirkning af ”de fremmede”.

Man påpegede mange gange, at Koldinghus udgjorde de perfekte historiske rammer.

 

Tre mandater i Folketinget

Folketingsvalget i april havde givet DNSAP 31.032 stemmer og tre mandater i Folketinget. Der samlede sig desuden hen ved 5.000 medlemmer bag DNSAP’ s hagekorsbannere. I januar 1939 havde man fået sin egen avis Fædrelandet. Og hovedredaktionen lå netop i Kolding.

 

Lurerne på Nationalmuseet

En aktiv nazist var Søren Telling. Han koblede sine interesser til Danmarks oldtid og havde en jævnlig gang på Nationalmuseet. Ligeledes var han leder af SA’ s musikkorps. Han forespurgte, om han måtte spille på lurerne. Og fordi han kom der så ofte, gav man ham lov. Men efterhånden tog han andre med og oplærte dem i at spille på et sådant instrument. På nationalmuseet undrede man sig godt nok.

Af partiet fik han lov til den 6. maj 1939 at indkøbe nogle lurkopier, hvis prisen ikke oversteg 1.000 kr. Dette skulle så være det helt store tilløbsstykke til landsstævnet:

• Det er nu der skal minde os om vore Forfædres Storhedstid og høje kulturelle Stade.

 

De store blev væk

Det var skuffende for DNSAP, at ingen af de kendte tyske naziledere kom. Det var kun præsidenten for Akademiet for Folkenes Ret, Dr. Hans Keller. Men så kunne man glæde sig over at norske Vidkun Quisling var kommet.

DNSAP ønskede, at der skulle være radiotransmission fra Statsradiofonien. Men herfra sagde man dog nej.

Da Fører Frits Clausen ankom til Kolding, var der små Kolding-piger, der overrakte ham blomster.

 

Fremmedartet skuespil

Debat førte man ikke i et førerparti på sådan et landsstævne. Efter åbningen gennemførtes der adskillige parader igennem byens gader. Kolding Folkeblad kaldte det for:

• Fremmedartet Skuespil

Der var folkedans omkring en opstillet majstang. Undervejs var der SA i strækmarch gennem Jernbanegade. Det fik hjertelige latterkaskader til at skylle langs husfacaderne. Kolding Folkeblad skrev:

• Det Nummer kunne Koldingenserne ikke tage.

Og det hele fandt sted under politibeskyttelse og politiovervågning. Søndag morgen var det kl. 7.00 en SA-parade for partføreren i Koldinghus Slotsgård. Kl. 9 var der kransenedlæggelse ved krigergrave og mindesmærker i byen.

 

Frits klagede over politiregime

Der var ikke politik over Frits Clausens tale. Ja det var måske lige glæden ved det genoptagene samarbejde med L.S (Landbrugernes Sammenslutning). Så fik det nationale klenodie, lurerne også plads i talen.

Partiføreren rasede mod det demokratiske systems beskæmmende politiregime. Både gæster og partimedlemmer var blevet generet af politiet i løbet af stævnet. Især måtte han undskylde over for gæsterne, at politiet sendte civilklædte opdagere efter dem, når de gik til frokost. Det var en uværdig optræden fra politiets side, mente partføreren.

Men ak så viste det sig at æresgæsten fra Tyskland, Hans Keller slet ikke ville tale.

 

Systempressen kunne ikke se det store fremmøde

Lurer og lurblæsere i fuld uniform med skrårem, spidsbukser og langskaftede støvler kom i de følgende år lige til 1945 til at udgøre en del af DNSAP’ s standardrekvisitter.

Fædrelandet gjorde i sagens natur landsstævnet til en stor succes. Ifølge avisen skulle der have været 25.000 deltagere.  ”Systempressen” repræsenteret ved Kolding Avis mente ikke, at der havde været flere end knap 3.000 fremmødte om lørdagen. Næste dag var deltagerantallet dog fordoblet.

 

Et politisk teater

De danske nazister gjorde det politiske møde til en spejderbegivenhed, men da det er tale om voksne mænd, kan vi vel kalde det for politisk teater. Vi man omgærde en person med en autoritet, som gør hans ord til lov, kræver det en stærk og karismatisk personlighed, gerne kombineret med et myndigt eller tiltrækkende ydre. Frits Clausen besad ingen af disse egenskaber. Nogen særlig glimrende intelligens kompenserede heller ikke herfor. Derfor kom det til at virke komisk, når han alligevel blev tillagt disse egenskaber og behandlet derefter i en snæver kreds i eget politisk miljø.

 

En erstatning for Hitler

Han behøver ikke, at have været en dårlig leder, som han er blevet udlagt som. Når han blev svoret troskab af kampfællerne var det ikke hans person, det handlede om. Det var ikke ham fællerne så. Tilhængerne fik en rolle under den højeste autoritet. Frits Clausen var en erstatning i den sammenhæng for Hitler. DNSAP var en imitation for NSDAP.

 

Det grænsede sig til det absurde

Partiet betonede og spillede på historien. Men i deres politiske kultur var de så historieløse, at det grænsede til det absurde. DNSAP fabrikerede rask væk ”nationaldragter”, en borgerlig romantisk opfindelse fra 1800-tallets første halvdel og satte dem sammen med ”moderne” SA-partisoldater i lange støvler med skrårem for i fællesskab at lade dem marchere og lytte til bronzealder-lurer.

 

DNSAP ville have magten i staten

I sommeren 1940 var nazismen kommet til Danmark i den originale tyske udgave. Nu var partistævner blevet forbudt. Hitler havde også indstillet sine partidage i Nürnberg.

For DNSAP gjaldt det nu for alvor at få magten i staten, gerne med hjælp fra tyske bajonetter. Det fik de danske nazister ikke. Man kan sige, at DNSAP imiterede på en klodset og dilettantisk måde. Det politiske teater fascinerede ikke, næppe engang inden for egne rækker.

 

Lembcke gjort til grin i 1927

Udenrigsminister P. Munch havde allerede fra foråret 1933 opfordret dansk presse til at vise mådehold i forhold til det fascistiske udland.

Men herhjemme havde man vel i begyndelsen kun smil til overs for DNSAP. Og det havde man også i de satiriske blade. Allerede i 1927 blev den monokelbærende spejderfører Cay Lembcke portrætteret med teksten:

• Giv Agt! Paa Vagt! Hold Takt! Brug Magt! Nok Sagt!

Blæksprutten hæftede sig i 1932 ved at et dansk nazistparti ville stille op til folketingsvalget. Bladet mente ikke, at Cay Lembcke var ”ved de fulde fem”.

 

Masser af satire

Både i ”Vi Gymnasiaster”, i ”Plan” og i ”Arbejderbladet” blev nazismen portrætteret. Scherfig har således leveret nogle af sine bedste antinazistiske karikaturtegninger i ”Vi Gymnasiaster” Man ser Lembcke komme heilende med hagekorsbind, heilende med monokel, som en del af det reaktionære sammenrend med bl.a. Konservativ Ungdom og spejderbevægelsen.

Blæksprutten bragte i 1933 en hel side på Hitlers magtovertagelse. I sommeren 1933, da Frits Clausen afløste Lembcke fik satirikerne et brugbart offer. Men i første omgang var det nok Lembcke, som man kastede sig over. Denne havde nemlig ikke uden videre tænkt sig at opgive magten.

I sommeren 1935 inviterede KU til ”sagligt diskussionsmøde under lige vilkår” med Christmas Møller og Frits Clausen som talere. Dette blev afslået uden motivering af DNSAP, hvorpå kampbladet lod sin tegner forestille sig Koncertpalæ-mødet, som det i givet fald ville have taget sig ud. Fyldt med KU’ er og foruden den korpulente Frits kun en enkelt anden nazist.

 

Forhandlinger med L.S. var nyttesløse

I de år førte Frits Clausen forhandlinger med Landbrugernes Sammenslutning og det var magtpålæggende for de politiske modstandere på venstre fløj at få disse forbindelser peget ud. Det blev bl.a. gjort gennem den satire Rød Ungdom bragte med en behandling af bondetoget med regningen ”Berlingske baner vej for nazisme og kronenedskæring”, hvor Tante Berlinger med hagekorsprydret kjole går foran bondetoget bestående af de på en ko ridende godsejere Sehested, Juncker og Knuth. Alle tre i uniform og hagekorsbind. De heiler alle med højre hånd. Grev Knuth slutter effektfuldt toget ved med venstre hånd at holde koens hale op, hvorfra der lyder et Heil.

Forhandlingerne med L.S. førte dog ikke til noget gunstigt resultat for DNSAP. Og det gjorde folketingsvalget i 1935 heller ikke.

 

En ”blindgænger” på Christiansborg

En af de bedste tegninger kom Svikmøllen med i 1940. Den hed ”Blindgængeren”. Frits Clausens hoved er tegnet som en bombe, der lander ueksploderet på Christiansborg Slotsplads. En ældre mand peger og spørger en betjent: ”Er den mon tidsindstillet eller er det en blindgænger”.

På ny var pennen ført af Bidstrup. Og netop det spørgsmål var der mange, der stillede sig.

 

Nogle nye ”venner”

Det var ikke fremgangen ved folketingsvalget i 1939, der bragte DNSAP frem i satirikernes søgelys. Det var heller ikke landsmødet i Kolding. Nej det var noget helt andet. Frits Clausen og hans venner fik i august 1939 uventet helt nye venner. Ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen slog ned i dansk politik som et lyn.

Tegnerne kom i arbejde. De erklærede politiske dødsfjender kommunisme og nazisme, have indgået en ikke-angrebspagt. Rød Ungdom gjorde Frits Clausen og Aksel Larsen til ”en slags partifæller”. Det kom der en del sjove tegninger ud af.

Ja Blæksprutten viste en tandem, som de to ”nye venner” kørte på. Måske ville DNSAP være gledet ud i det politiske mørke, hvis ikke en verdenskrig var brudt ud. Endnu engang fik man hjælp udefra.

 

Magtforholdet ændrede sig

Med den tyske besættelse af Danmark i april 1940 ændredes magtforholdet mellem DNSAP og dets satirikere i teorien. DNSAP kunne nu gå til besættelsesmagten, hvis partiet følte sig forulempet af pressen eller andre. Pressen og tegnerne skulle på deres side undgå at overskride denne grænse. Enkelte tegnere blev formentlig forhindret i at videreføre deres arbejde. Det var enkelte af dem, der især havde markeret sig mod nazismen.

Herluf Bidstrup fortsatte i hvert fald uhindret som tegner, selv om han havde leveret adskillige krasse antinazistiske satirer før krigen. Men måske havde han endnu ikke markeret sig nok.

 

Humoren – et godt våben

Ja DNSAP blev ved med at levere stof til lattermusklerne. Humoren var danskernes bedste våben mod overmagten. I 1941 kunne man i Blæksprutten opleve en enkelt helside om Frits Clausen, ”Davids Harpespil spreder kong Savls tungsind”. Dette var udsprunget af, at digteren Valdemar Rørdam var begyndt at publicere i den nazistiske presse.

 

Frits Clausens onde ånd – Wilfred Petersen

Frits Clausen fik også udgivet sin ”Blå Bog”. Her blev han fremstillet, som rakkeren, der tilbød tjenester til tyskerne. Satiren var hårdere og langt mere personlig. Den kom fra en mand og en personkreds, der udfordrede Frits Clausen. Wilfred Petersen og Dansk socialistisk Parti ønskede med alle midler at undergrave Frits Clausens autoritet.

Selv udsprunget af den yderste højre fløj, bl.a. med medlemskab af DNSAP til november 1932 havde Wilfred Petersen rivaliseret sig med Frits Clausen det meste af 1930’erne.

Han var blevet hængt ud i sine skrifter, specielt tidsskriftet Stormen ofte i stærkt injurierende vendinger. Det endte med at blive et dagblad. Og særlig efter besættelsen blev Stormen en stor succes. Det var nu ikke altid satirisk. Flere gange blev Wilfred Petersen kaldt i Krigsretten men slap gang på gang for videre tiltale.

 

Tyskerne lagde pres på den danske regering

Besættelsesmagten lagde i løbet af september stigende pres på den danske regering i at få stoppet Stormen. Men angrebene mod DNSAP var ikke nok. I stedet brugte man det påskud, at Stormen den 4. oktober havde omtalt et engelsk bombeangreb og beskrevet, hvor bomberne faldt. Derved kunne Stormen have vejledt fjenden. Så den 10. oktober 1940 forbød Justitsministeriet Stormen.

Men Wilfred Petersen kunne udvide sin bladaktivitet i anden halvdel af 1940 takket være solid økonomisk støtte fra ministeren for offentlige arbejde, Gunnar Larsen. Ministeren ønskede på den måde at miskreditere Clausen og hans kumpaner.

 

Ondsindet satire

I december udsendte Dansk socialistisk Parti pjecen ”Rene Folk med rene Hænder. Blade af Fritz Clausens blå Bog. Men der var måde med galskaben. Tyskerne forlangte øjeblikkelig Wilfred Petersen anholdt. Han blev dog også anholdt men igen frigivet.

Nu truede tyskerne dog selv med at anholde ham. Wilfred Petersen indvilligede derfor frivilligt at lade sig internere. Det varede til 1. februar 1941. Frits Clausens ”Blå Bog” var den mest ondartede skandalisering af DNSAP og Frits Clausen, der nogensinde er blevet trykt.

Wilfred Petersen havde gennem justitsminister Harald Petersen modtaget en række udskrifter af rigsregistraturen vedrørende forskellige nazisters kriminelle fortid. De var så gået videre til Wilfred Petersen, der så viderebragte dette i en mindre pæn indpakning.

 

To nazister sprang fra

Og denne aktive Wilfred Petersen udkom også med nytårsheftet Raketten, hvor angrebene mod Frits Clausen og DNSAP fortsatte. Man så blandt andet Frits Clausen spise Houlberg Pølser. Årsagen var, at Aksel Larsen i Folketinget kunne oplyse, at pølsefabrikant Houlberg var blandt DNSAP’ s finansielle støtter.

To ud af tre nazistiske folketingskandidater forlod DNSAP for at gå i forbund med Wilfred Petersen og danne Dansk Folkeparti. Det havde kølnet interessen for DNSAP, da de så denne vifte med 200.000 kr. Gunnar Larsen havde stillet disse penge til rådighed. Ja Wilfred Petersen havde pralet med, at dette var partikassen. Man kan så undre sig over Gunnar Larsen, der ellers blev beskyldt for at være særdeles tyskervenlig.

 

Et mislykket spion – forsøg

Hvordan kom man nu af med en så irriterende type som Wilfred Petersen? Ja nu beskyldte man ham så for engelsk spionage. Både det danske politi og de tyske myndigheder fik en anmeldelse herom. På et toilet over for hans kontor var anbragt angiveligt et kompromitterende dokument.

Det hele viste sig at være sat i scene af DNSAP med Børge Bryld som instruktør, hvilket det danske politi hurtigt gennemskuede. Bryld blev anholdt, men måtte løslade det ”tyske” bud.

 

Kun en gang på cykel

Efter 1941 forsvinder Frits Clausen og DNSAP ud af de satiriske hefter med en undtagelse, Raketten. I 1942 kunne man således læse om Trafikproblemer på cykel:

• Frits Clausen er kun set paa Cykle én eneste Gang i sit daadrige Liv. Han blev nemlig straks standset af Politiet, da det ifølge Færdselsloven er forbudt at transportere noget paa Cykle, der er bredere end Styret.

 

Frits Clausen som sprællemand

I 1942 udkom Dansk Socialistisk Forlag med et farvelagt klippeark med Fritz Frelsermand Clausen som sprællemand. De entusiastiske kunne klippe figuren ud og få sprællemanden til at vinke med en Houlberg pølse i den ene hånd. Til detaljerne hørte, at frelsermanden ved sit bælte havde en pakke ”Jaba-kaffe”, på siden med påskriften Rich’ s. Det var en erstatning for manden selv var det for den rigtige nazisme.

 

Postkort med ”samarbejdsfolk”

Ti ”samarbejdsfolk” blev foreviget på en illegal postkortserie under devisen ”Mænd, der skal afregnes med”. Her var bl.a. statsminister Erik Scavenius, minister for offentlige arbejder Gunnar Larsen, generaldirektør P. Knutzen, højesteretssagfører Troels G. Jørgensen og justitsminister E. Thune Jacobsen.

De danske nazister blev repræsenteret med et par åndelige overløbere. Det var den tidligere socialdemokratiske forfatter Harald Bergstedt, der blev portrætteret med lyren i hånden ridende på Frits Clausen:

• Den er måske lidt uren i travet, min nye Pegasus, men til gengæld sidder man jo dejligt blødt.

Jo det var Bidstrup, der var mester for dette. Der blev afsat adskillige oplag på 20.000 sæt.

 

Et juridisk galehus 

I et par illegale bogudgivelser optrådte DNSAP også. Efter besættelsen fulgte så undersøgelsesretter, særdomstole, kommissioner, tjenestemandssager og andet, der skulle søge at afklare eller dække over, hvad politikkerne og deres topembedsmænd egentlig foretog sig.

Dertil kom en både fremad- og en bagudrettet særlovgivning til sikring af udrensning og opgør mod de nationalt uværdige, der dog ikke skulle omfatte de øverste politisk ansvarlige og ej heller den erhvervsmæssige samfundselite.

En førende jurist, C.B. Henriques vovede i debattens hede, at tale om et ”juridisk galehus”. Det var i hvert fald en mildest talt forvirret tid.

I det nu legale ”Land og Folk” og i ”Frit Danmark” kunne man opleve ”Ugens Bidstrup”. Han leverede en bidende strøm over udrensningen og retsopgøret.

 

Skuffende modstandsfolk

En række kendte nazister, hvis væsentligste brøde var, at de på iøjnefaldende vis havde støttet Frits Clausen og DNSAP, men i øvrigt ikke havde udøvet landsforræderisk eller kriminel aktivitet, kunne retssystemet ikke dømme så hårdt, som mange forstillede sig. Og det var til modstandsbevægelsens store fortrydelse.

Lensgreve H.C. Schimmelmann, der bl.a. var ejer af godset Lindenborg var en af de mere kendte nazister. Han havde stillet pengemidler til rådighed for nazibevægelsen og dens presse. Alligevel slap han ved byretten med to års fængsel. Han fik hverken formue eller gods konfiskeret.

I ”Grevens Lebensraum” lader Bidstrup ham med udsigt til godset udbryde:

• Ach, det skulde der Führer se, hvor stolz jeg endnu holder det erobrede Gebiet besat

Ja i ”Frydenholm” lader Hans Scherfig blandt talrige andre nationalsocialistiske folkefæller herremanden til Lindenborg optræde som gæst hos greve Rosenkop-Frydenskjold.

 

Den sidste tegning med Frits Clausen

Hvis nok sidste tegning med Frits Clausen er i Svikmøllen i 1946. Her ser vi en festklædt Clausen deklamerer digte for Jørgen Sehestedt. Under en afhøring havde sidstnævnte udtalt, at Frits Clausen læste digte op for ham under et besøg i Bovrup.

 

Det mest yndede motiv

Men mon ikke billedet af Frits Clausen med trillebøren i Faarhuslejren i 1945 er den mest yndede gengivelse af partiføreren.

Frits Clausen og hans medarbejdere blev udstillet til spot og hån i tekst og billeder i dags- og ugepressen.

Og egentlig når det kom til stykket så havde NSDAP-N i Sønderjylland meget mere magt end DNSAP. Således stod Jens Møller på særdeles god fod med Werner Best.

 

 

Kilde:

• Se Litteratur Besættelsestiden (under udarbejdelse)
• Diverse artikler på dengang.dk
• Fortid og Nutid (december 1994) (John T. Lauridsen)
• Fortid og Nutid (oktober 1996) (John T. Lauridsen)
• Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister
• Dansk biografisk leksikon (3)
• Richard Andersen: Danmark i 30’erne
• Viggo Sjøqvist: Danmarks udenrigspolitik 1933-1940
• Herluf Bidstrup: Bid og vid
• Povl Sabroe: Mit gyldenblonde liv
• Jesper Vang Hansen: Højreekstremister i Danmark 1922-1945
• Niels Gyrsting m.fl.: Mærkatpropaganda i Danmark, Antifascistisk & Fascistisk 1930-1945
• Eilstrup, Lindeberg: De så det ske under besættelsen
• Albert Fabricius: Besættelsestidens illegale bøger
• Erik Kjersgaard: Besættelsen 1940-1945

 

 

Hvis du vil vide mere: Læs mere her på www.norrebro.dk . Vi har 215 artikler om Besættelsestiden, før, under og efter herunder:

• Varulve-angreb eller drengestreger
• Revision – en avis og dens redaktør
• Et mindretal under besættelsen
• Petri – en skole med fortid
• Den Sønderjyske efterretningstjeneste
• Det tyske mindretal
• Frits, nazister og et kartotek
• Bloddrenge og unge nazister
• Frits Clausen – Lægen fra Aabenraa
• Tilfældet – Søren Kam
• De danske nazister
• Danskere i tysk terrors tjeneste
• Danskere i Hitlers tjeneste
• Danske agenter skyld i gendarmers død
• En sønderjyde krydser sine spor
• Sommerkorpset
• Martisen – portræt af en forræder
• Da Frits Clausen kom til middag
• Flugt gennem Danmark
• Politiet – under besættelsen
• Bovrup – kartoteket
• Niels Bukh og hans sympatier for Hitler
• Hagekorset i Parken
• Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
• Frits Clausen – den tredje historie
• Søren Kam – og hans erindringer
• Kryssing og Frikorps Danmark
• De dødsdømte fra Tønder
• Nazister i Tønder
• Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder
• Overvågning i Sønderjylland
• Jens Møller, folkeforfører eller folkefører
• Mindretal i brændpunktet og mange flere