Da Dragør blev badeby

Vi følger Dragør fra 1880’erne til 1931. Og det er i særdeleshed sommerfesterne, som vi fokuserer på. Ja så var det også alle de mærkelige københavnere, der besøgte stedet. De blev kaldt landliggere eller tilløbere. Det var ellers meningen, at kongen skulle have Amager-punch ved 500 års jubilæet. Men i stedet fik han kold te. Sejlskisfarten gik tilbage, noget måtte gøres. Københavnerne mente, at det var primitivt men aldeles bedårende med lokum i gården. Så åndende beboerne lettet op. Da Livjægerne var her, livede især pigerne op. Ja, og så gik kaptajn Dinesen også i land her. Politiet måtte ofte afbryde festerne. Og så kom der en fremmed på Velocipede. Der var et ikke overkommeligt skel mellem de lokale og københavnerne. Skjoldborg var en meget populær gæst. Söderberg mente, at der var for mange gæs. Her var mere eller mindre officielle oaser. Så blev Elisenborg også et sted for landliggere. Det var festligt, når gæssene vendte hjem fra Saltholm. Orkesteret fortsatte med at spille, da der var slagsmål. Så fru Hansen sætte håret.  

 

Sejlskibsfarten var aftagende, der måtte gøres noget

De tænke da på det i 1880’erne. De skulle jo tænke på fremtiden. Ikke alle var lige begejstret. De gamle søulke snakkede om en ren prostitution. Men man havde hvis fået nok af deres snak.

Der skulle gøres noget. Sejlskibsfarten var aftagende. Og dermed også bjergning og lodseri. Fiskeriet gik over på fremmede hænder. Havde det ikke været for de gæve Dragør-kvinder, som udgjorde en væsentlig del af byens håndværkerstand. De bjergede føden til mange munde ved hjælp af væven.

 

Primitivt, aldeles bedårende med lokum i gården

Mon landliggerne nu kunne lide at bo omgivet af gåseenge og kålmarker? Og mon ikke tjære- og tanglugten fra havnen ville genere dem? Jo så var det jo også lige stanken fra møddingkasserne på strandlinjen.

Man kunne vel have sparet sig alle spekulationer. Da landliggerne endelig dukkede op, fandt se stedets primitivitet aldeles bedårende med lokum i gården. Og der var vand til posten på torvet. Der var hønsestige til sovepladsen under stråtaget.

Anderledes var det jo ikke i Tårbæk elle Humlebæk. Københavnerne syntes blot, at det var morsomt at vralte over Dragørs topstensbrolægning ligesom gæsterne. De lærte da også hurtigt at træde til tide, når køerne klattede i gaderne.

 

Dragør-borgerne åndede lettet op

Københavnerne satte jo ikke engang krav om forlystelser ud over de jævne beværtningssteder, der allerede fandtes. Dragør-borgerne åndede lettede op. Så var de fri for at indrette en øl-tunnel. Nej man skulle heller ikke have et parkanlæg med kanaler og broer.

Nu var københavnerne ikke uvant med at bruge Dragør som mål. Allerede fra Christian den Fjerdes tid havde hovedstadens jævne befolkning taget på søndagstur til Amager. Om ikke så tog man til fiskelejet på østligste hjørne, så til Dragør lund over byen, hvor et broget folkeliv rørte sig under de grønne trækroner sommeren lang.

 

Livjægerne livede op i Dragør

Gammel Kro (nuværende Strandhotellet) havde udskænkningstelte ved vognindkørslen i lundens sydvestlige ende. Der var hængt blåmalede joller som gynger op i egetræsgrenene. Og folkedansere stod parat til at give en opvisning. Mon ikke københavnerne nød det lige så godt herude som til Charlottenlund og Frederiksdal.

Fra krigsperioden 1807-1815, da det kongelige danske livjægerkorps lå indkvarteret i Amager-østkystens fiskelejer, fortælles om særlig løsslupne sommerfester i den lille lund. Flere af livjægerne var rekrutteret af Det Kongelige Teaters kunstnerskab. Deres humør virkede opmuntrende på fiskerbefolkningen og hollænderbønderne.

 

En rigtig charmetrold

En af de mest fremtrædende livjægere var koncertmesteren Edouard Dupuy. Han var et kendt navn i datidens København. Han var en uimodståelig kvindebedårer. Det var lige fra skuespillere til kronprinsesse Charlotte Frederikke, Frederik den Syvendes mor.

Jo, han arrangerede sommerfester og charmerede sig ind hos pigerne. Dragørfiskerne og hollænderbønderne skiftevis grinede imponeret og skulede skummelt. Ofte stod den på pandebrask og ørentæver. Det var minderige dage.

 

Da kaptajn Dinesen gik i land

I 80’erne kom en anden fremmed på besøg ude i Dragør. Det var Karen Blixens far, kaptajn Wilhelm Dinesen.

Han skriver i en af sine berømte ”Jagtbreve” om sin ungdom, da han med nogle venner er ombord i kutteren ”Pilen”, der ved Skt. Hans tid krydser gennem sundet og en aften sent lader ankeret gå ude for Dragør.

De unge mennesker tager i land og dumper midt ind i skærsommernats ballet i lunden.

• Grønne træer og dannebrogsflag og dansegulv og piger

Ja sådan skrev Dinesen. Han skrev sandelig også:

• Har Christian den Anden forbrudt sig mod det stockholmske blodbad, så har han da gjort det godt igen ved at indføre amagerpigerne

Selv falder Dinesen pladask for den sødeste lille, nationalklædte Marchen Crillsen. Han tog pænt farvel til hende ved Kongevejen. Da han stod ved havnepladsen var ”Pilen” for længst forsvundet. Dinesen måtte tage Jens Otto*s dagvogn hjem til København.

 

Politiet måtte afbryde festerne

Sommerfesterne blev aflyst. Der var alt for mange sammenstød mellem de lokale og hollænderbønderne. Og blandende københavnerne sig, ja så gik man sammen for at bekæmpe disse. Ja til sidst måtte politiet forbyde festerne.

 

Den fremmede på Velocipede

De første landliggere kom i Dragør i 1870 og det var på Velocipede. Det var de der væltepeter. Det var dem med stort forhjul og meget lille baghjul. Det var et besynderligt syn. Dragør-kvinderne skyndte sig hen til ruden. Rytteren forsvandt jo ligefrem i en støvsky. Nu vidste byen efter en halv time, at den fremmede var så godt som forlovet med blegerens Marchen. For sommeren havde den fremmede lejet sig ind i blegerens lysthus. Ja blegeren svarede bare:

• Han er ”cøkkelist”

Der var også kommet en fremmede, der udlejede synkefri småbåde. Og igen spurgte Dragør-damerne:

• Hva æ han?

Ja denne gang, blev det svaret:

• Han æ synkefri

Men Marchen Blegers velocipeder-rytter blev ikke sommeren ud. En morgen var han forduftet fra lysthuset.

 

Nu kom de kendte

Ingen kan huske, at Henrik Pontoppidan med familie besøgte Dragør med familie i 1889. Men det står på tryk i den lokale post i august 1889. Og det stod ved siden af en nyhed om, at en præmieret orne skulle bedækkes på Meilgården.

Og den næste berømte i Dragør, var jyden Johan Skjoldborg. Men så var det også gået et årti efter århundredeskiftet.

Amagerbanen var blevet belyst med strålende gasbelysning. Ved byens indkørsel var der placeret et springvandsanlæg.

 

Et ikke uoverstigeligt skel

Dragør-værtsfolkenes personlige forhold til landliggerne var præget af venlighed, men heller ikke af ret meget mere. Landliggerne begreb hurtigt, at der herskede et dybt om end ikke uoverstigeligt skel mellem ”vøre egne” og ”de fremmede, tilløberne”. Men man fandt, at det var kun en charme mere ved byen.

I det hele taget synes fortidens landliggere at have vist forståelse og sympati over for de indfødtes krav og gradvis tilnærmelse fra tilløbernes side. Større end den almindelige nysgerrighed var tilløbernes respekt for det særegne, det ualmindelige.

At de indfødte så deres folk an, opfattedes ikke som hovmod, men som et tiltagende karakterregnskab. Det er som bekendt ikke de ringeste mennesker, hvis venskab skal erhverves langsomt.

 

Skjoldborg-en populær gæst

Med årene voksede landliggertilstrømningen i Dragør støt. Skjoldborg befandt sig så godt her, at han slog sig ned her permanent i Smedebakken. Her havde han fået en helårsbolig.

Digteren viste sig på havnen i sølvknappet fløjlsjakke, nedfaldsflip og Drachmann-krøller ved ørerne. Hans store vandblå øjne gled med lige så stor velbehagelighed over de tykmavede fiskerskuder som over de attraktive Dragør-piger der, som han skrev i sit digt til byens pris, havde havets bølge i det høje bryst.

Til skipperforeningens baller svang han de rødmende søens døtre i hvid silke. Han jog dem gennem salen som en hvirvelvind godt med træ i sålerne, gående ned i knæ på de rigtige steder. Han var i øvelse fra Vester Hanherreds træskoballer.

 

Söderberg mente, at der var for mange gæs

I 1909 flyttede den svenske forfatter Hjalmar Söderberg ind på det nyoprettede Dragør Badehotel. Han tilbragte meget tid med at sidde på verandaen og betragte Sveriges kyst i overtjenerens søkikkert.

Söderberg blandede sig ikke sådan som Skjoldborg med befolkningen. Det skyldes en ren tilfældighed, at han kom til bys. Fra et hjørne af Wivels røde cafè var endt ude foran Amagerbanens stationsbygning på Amagerbrogade:

• Vart gå tåget hen?
• Till Dragør forstås
• Var så god, får jag en biljett

Den svenske forfatter mente, at der var 800 sjæle i Dragør men gæssenes mængde forekom at være 800.000:

• Man kan intet a et steg här utan att trampa på gäss, eller man bliver snarere själv trampad av dem.

Forfatteren gik af nordre mole på sin aftenpromenade, så kunne han betragte sundet. Hver nat hørte han nattevagten. Men han fandt aldrig ud af, hvad han sang. Og første gang Söderberg mødte nattevægtere, troede han, at han var skidefuld.

Den svenske forfatter erkendte, at han havde undervurderet antallet af beboere i Dragør. Det var faktisk 2.000.

 

Kroen fik navneforandring

Foruden det nyoprettede badehotel med udskårne, hvidmalede gæs på gavlen bestod landliggerbyens beværtningssteder af Dragør gamle kro på havnen. Den blev moderniseret til københavnerbehov. Og så fik den sandelig navneforandring til Strandhotellet.

Ved byens indkørsel rejstes en restaurant ”Sommerlyst” med keglebane, lysthuse og en sangerindepavillon, der bød på barmsvære varietekunstnerinder. De blev hver søndag importeret til etablissementet fra hovedstaden pr. dampskibet ”Langeland”.

 

Mere eller mindre officielle oaser

Dragør gamle Ny kro i Strandgade havde lykkeligt fra 1720 undgået turistmæssigt make up. Det var stadig det simple ufordærvede bedested for fiskeren og matrosen. Dertil kom, at der rundt i byens smøger og smutgange fandtes mere eller mindre officielle oaser, hvor den tørstige sjæl kunne få rakt et krus øl og en dram ud gennem et hul i hækken.

 

Man kunne da ikke drikke sig fuld

På Strandhotellet, i et særligt værelse i et særligt værelse i tilbørlig afstand fra verandaens diplomatfrakkeklædte og støjende københavnerpublikum, vedligeholdt byens gamle forhenværende skippere og lodser deres ugentlige l’hombre-parti. De gamle holdt streng justits inden for deres egne rækker. Intet fylderi, men nok en kaffepunch eller to.

De forrige tider, da kortene flød i romsjatter på bordet, var forbi. Derfor kom en fyr som gamle skipper S. snart i miskredit i kredsen. Svinet drak jo! Sad han ikke der og sølede 3-4 pilsnere i sig i træk på en aften. Ak ja, forargelsen hos de forhenværende gæve gamle bægersvingere skyldtes bare den rene misundersøgelse.

Lægbogen for søfarende fortalte, at hvis man drak mere end to genstande om dagen, må man betragtes som en al – ko – ho – list.

 

Elisenborg, traktørsted for landliggere

Et nyt traktørsted var kommet for landliggerne. Det var Elisenborg oppe ved byens nye anlæg. Ja egentlig var det bygget i 1780 og indrettet som væveri. Senere blev det købt af toldforvaltningen. I 1845 blev det købt af Dragør – kongen, skibsredderen N. Jeppesen. Det var svigersønnen, skipperen Carl J. Borg der i 1905 indrettede traktørstedet.

Ja stedet blev berømt for sin dragørske bommekaffe med høj brø` og tyk fløde fra gården.

 

Man brugte endnu væv

Endnu gik de gamle koner i byen i Amager-hollændernes smukke hverdagsdragt med det blå forklæde og den karakteristiske Dragør-sløjfekusse.

Og endnu stod i mange et hjem en væv og fyldte den halve stue ud og mindede om en tid, da ethvert hus i byen havde sin væv. Her fremstillede Dragør-pigen de særprægede og kunstfærdige udførte sengeophæng, som i dag er kostbare sjældenheder.

På byens strandenge lå lærred fra københavnske fabrikanter til blegning sommeren lang, akkurat som det havde gjort gennem århundreder.

 

Hjemmelavet slik

Sommersøndag-eftermiddage, når restaurant Sommerlyst ved byens indkørsel åbnede, dukkede samtidig to populære Dragør-koner op med deres slikkeboder. Det var Marchen Westers og hendes plejedatter Marie Westers. Marchen rejste hendes teltbod på vestsiden af etablissementet og Marie sin bod på østsiden. Begge havde de fristende herligheder at falbyde til Dragør- og landliggerungdommen. Jo her var bismarcksklumper, kanelstænger, granater og meget mere. Alt sammen vart hjemmelavet. Særlig Marchen Westers brystsukker havde sin egen aroma. Hun kogte det i samme gryde, som hun benyttede, når hun fodrede gæs!

 

Når gæssene kom hjem

En af landliggersommerens store begivenheder var, når Dragør-gæssene, som siden maj havde ferieret hos mågerne og svanerne og køerne på Saltholm, i august vendte tilbage til lillebyen, velernærede efter en sommer lang at have gjort kraftig indhug på holmens store saftigt grønne bord.

Gæssenes hjemkomst formede sig som et sandt triumftog. Med længsel og forventning havde man set hen til den dag, da duften af det høstmodne korn på Store Maglebys marker gav de fjedrede feriegæster signal til at vende næbbet hjemefter. Udkiggen i lodstårnet på havnen og i de mange små kikkeborge på tagene af Dragør-husene meldte gåseflotillen i sigte. Alt hvad der kunne krybe og gå af indfødte og landliggere til havnepladsen for at byde deres yndlinge velkommen hjem.

Længslen og forventningen var dog iblandet nogen ængstelse, for at gæssenes tilbagekomst ikke skulle foregå programmæssigt. Der havde været somre, hvor flokkevis af fredeligt hjemvendte Dragør-gæs foretog pludselig en skarp kursændring og hastigt søgte de mod andre havne, fjernt fra gåsebyen.

Måske kom de til at tænke på deres slægtninge. Dem behandlede amagerne ikke så godt. Gæssene blev hængt med hovedet nedad. Og så skulle man komme galopperende forbi til hest og med et rask tag søge at rive halsen af det arme dyr.

 

Da Dragør blev brugt som motiv

Tideligt var Dragør blevet søgt af kendte malere. I juni 1830 var Eckersberg i byen, hvor han påbegyndte et lille billede af et parti fra havnen set fra Magstræde. I august var han tilbage, hvor han fuldendte billedet. Begge besøg noterede han omhyggeligt i sin dagbog.

Maleren H.G.F. Holm, kendt som Fattig-Holm vandrede nogle årtier senere på sin fod til det lille fiskeleje, hvor han tegnede udsigten fra hollænderbyens kålmarker ned over Dragør by og havn.

Kunstens hyggespreder, professor Julius Exner fik i Dragør ideen til et billede, hvormed han slog igennem som Amagers maler, der bekendte ”Besøget hos Bedstefar”. Det var i stuehuset til skippergården ”Pedersminde” i Lodsstræde.

I landliggertiden hentede professor Viggo Johansen adskillige motiver til sine billeder i Dragør, blandt andet fra batteriet og batteribækken syd for badehotellet. Viggo Johansen var fast sommergæst. Han var en af sæsonens kendte skikkelser.

Han var i familiebånd med dattersøn af kaptajn og lodsbogholder Jepsen, der ejede en stor købmandsgård på Kongevejen. Gården var oprindelig en gammel skipperejendom, hvorfra Dragør-konen Grith Hansen i 1776 fik privilegium til at drive byens første købmandshandel.

 

Hvor var spionerne?

Under første verdenskrig fik Dragør en ekstra tiltrækningskraft som sommerby, idet det fortrød, at fiskerlejet var sæde for en vidtforgrenet tysk spionage. Adskillige indfødte og tilløbere havde-naturligvis uafhængig af hinanden-observeret natlige blinkesignaler mellem tyske torpedobåde i sundet og mystiske personer inde på kystens blegepladser.

Der var dog dem, der havde været skjulte vidner til, at der blev smuglet levnedsmidler fra havnen over i tyske undervandsbåde.

Men hvem var den tyske spionages leder i Dragør? Flere helt uskyldige forretningsfolk bland landliggerne kom i disse krigssomre ret generende i søgelyset, fordi de netop havde de romanansigter, man forventede af en sammenbevidst, målbevidst og dødsforagtende mesterspion.

Stor var skuffelsen, da det efter krigen viste sig, at mesterspionen havde været den pæne lille mand, man daglig havde set promenere på molen med sin silkepuddel. Han var en harmløs skomager fra Fyn.

 

Da grossereren tog med Amagerbanen 

Fra de glade og tossede 1920’ere huskes tilløberen, den kendte københavnske kaffegrosserer, der beboede en herskabelig villa på en af Dragørs mange nye villaveje. Han blev hver morgen ved grosserertid fulgt til Amagerbanken af sin unge blonde frue, en datter af byens populære konditor Buch. Jo hans Dragør-klemmer var meget berømte dengang.

Fra sin faste bænk på Amagerbanens perron fulgte kaffegrossereren, hvordan de mere anonyme mappebærende landliggere tilkæmpede sig plads i fællesklassevognene. Selv tog han først plads i prærieekspressens 2. klasses magelige, røde plyshynder.

 

Da skuespilleren holdt hof

På havnemolen holdt skuespiller William Bewer hver eftermiddag ved badetid hof for en kreds af sommergæster. Bewer var kendt for sine gode historier, han var uudtømmelig, og han skånede ingen.

Hen på eftersommeren mødtes man så i stiveste puds på Strandhotel. Men det var nu kun for de specielt indbudte. Ude på havnens stensætning gav Dragørs ungdom deres besyv med. Det vakte meget more og se de folk i stiveste puds.

 

Musik fra morgenstunden

Her kom den berømte optikerfamilie Cornelius-Knudsen, der boede til leje i villa Blå Hane. Og om morgenen kunne man ofte høre en fortolkning af Tannhäusers rasende elskov til fru Venus. Det var sangeren Lauritz Melchior, der boede til leje med sin familie i villa Rytterhøj ved Vestgrønningen. Men han tilbragte sine nætter i ”Blå Hane”, fordi sengene på Rytterhøj var alt for smalle til hans corpus.

 

En skattet gæst – ”Kære Ven”

En højt skattet landligger i 1920’erne var ”Kære Ven” også kaldet ”Trommekongen”, fordi han havde en glorværdig fortid som virtuos på 14 trommer. Mest kendt var han nu som juvelhandler, og egentlig hed han bare Hansen.

Han boede i villa ”Kære Ven” i sommerbebyggelsen mod nord. ”Kære Ven” og hans kone ”Kære Veninde” havde hjerter som guld og diamanter. De samlede ofte 30-40 Dragør-unger hjemme hos sig og beværtede dem med chokolade og flødeskumskager. Og ”Kære Ven” underholdt det unge selskab med sine 14 trommer.

Til daglig gik ”Kære Ven” i flade træsko hans prægtige skæg gjorde det ud for flip og slips. Han var festlig og fornøjelig. Da havnens populære bådudlejer Friis, kaldet ”Flådeadmiralen” fyldte 80, lod ”Kære Ven” ham afhente i en flot ekvipage, gav ham en admiralshat fra ”Spøg og Skæmt” på hovedet og førte ham til et festligt dækket frokostbord i villaen, hvor gæve gutter af den faste sommerkreds stod ret og præsenterede kosteskafter.

 

Orkesteret fortsatte med at spille

Strandhotellets vært i 1920’erne H.C. Jensen hørte også til dem, der satte præg på byen ”Især i elektrisk lys” var hans motto. Jo, det var ret anstrengende år i 1920’erne, da Dragør-ungdommen røg i totterne på landliggerungdommen. Der skulle ikke så meget til. Ufordrageligheden lå latent. Signalet var gerne, når en vipstjert af en landliggerpige vrippent sagde nej til dans med en Dragør-svend, så skulle hendes kavaler have på snuden. Og så var den ellers gående.

Slagsmålet forplantede sig hurtigt til hele salen, borde væltedes, glas, flasker og kopper gik i stykker. Men orkesteret spillede uanfægtet videre, indtil H.C. Jensen kom farende og råbte:

• Stop moseken, Stop moseken. Det er min mosek!

 

Fru Hansen fik ordnet hårnålene

Så tav musikken og fru Hansen ved klaveret benyttede pausen til at sætte et par hårnåle bedre fast i frisuren. Niels Olsen vendte skråen. Og Bliktud plirrede med øjnene og grinte lunt.

Slagsmålet fortsatte gerne, indtil den store kakkelovn i hjørnet var væltet med et øredøvende brag så var klimaks nået og blodet kølnet. Bliktud, Niels Olsen og fru Hansen kunne vende nodebladet og tage fat på:

• Any ice today lady

 

Kongen kunne ikke lide ”Amager-punch”

I 1920’ernes og 1930’ernes Dragør indledtes sommeren festligt og uforglemmeligt med byens berømte anlægsfester. Under anførsel af musikdirektør Petersen, kaldet Krudt-Peter eller Gimseren, truttede danseestradens hornorkester landeplager som ”En lille skat med pagehår” og den forrygende ”Valencia” op under de støvede bøgekroner.

Ved den store sommerfest i 1931 i anledning af Dragørs 500 års jubilæum syntes skellet mellem landliggere og indfødte for en tid udjævnet. Man samledes for at fejre Dragørs jubilæum. Festens populæreste gæst var dagens høje tilløber, Christian den Tiende. Han blev budt velkommen på rådhuset i et glas Amager-punch. Men han var ved at få det hele i gal hals. Ved en fejltagelse tog han et glas, der var tiltænkt kommunalbestyrelsens formand, kaptajn, kaptajn Agerlin. Og det indeholdt kold te. Majestæten udbrød:

• Kalder I det for Amager-punch. Never mind, I skal nu alligevel have held og lykke med jubilæet.

 

Kilde:

• Diverse artikler på dengang.dk
• Litteratur-København (under udarbejdelse)
• Litteratur-Amager (under udarbejdelse)
• Københavner-minder

 

 

Hvis du vil vide mere: Om Amager – læs her på www.dengang.dk:

• Lodsen fra Dragør
• Dragør og Store Magleby-dengang
• Amager fra A til Å
• Amager-for længe siden
• Christianshavn fra A til Å
• Christianshavn-for længe siden
• Gamle huse på Christianshavn
• Anekdoter fra det gamle Christianshavn
• Christianshavn-dengang