Tønder i 1880erne

Det var en lille stillestående by. Toget standsede ved hver station, og var uhyggelig langsom. Bønderne kom i stakkevis til kvæg- og hestemarkeder. Det var vanskeligt at bane sig frem. Det vrimlede med beværtninger. Danske skilte var ikke velset. Slesvig-holstenerne kunne ikke lide preusserne. Så var der vælgermøde på Tonhalle. Vi kigger på Tønders aviser. Det var en talrig stab af embedsmænd, der følte sig meget fornemme. Så var det lige de stakkels tyske skuespillere. Nattevægterne var der også. Krammarkederne varede i tre dage. Så var der toetagers karrusel, salonkeglebane og stegte ål. Flere havde haver ned til Vidåen. Og så talte man sønderjysk, når man mødte hinanden på gaden.

 

 

En lille og stillestående by

Tønder var i begyndelsen af 1880erne en lille og stillestående by. Den lå dengang så ensom og afsides derude på vestkysten forbundet med Verden ved den lille jernbane Tønder-Tinglev. Her sneglede sig daglig nogle tog af sted med fænomenal langsommelighed.

 

Toget standsede ved hver lille station

Hvert øjeblik standsede de ved en lille station, hvis forstander havde beværterbevilling. De mange beværtninger skadede øjensynlig kørselshastigheden på banen. Med toget kom kun få fremmede til Tønder, der dengang mindst af alt drømte om at blive turistby.

Heller ikke banens transport af varer var overvældende. Varetransporten blev besørget for en stor del af fragtvogne. Gennem de stille gader rumlede en sådan gennem de stille veje til og fra Flensborg.

 

Banens glanstid

Månederne juni, juli og august var banens glanstid. Da kom togene ind med en mængde gadegæster sydfra. De var på vej til Sild. Fra Tønder blev disse fragtet videre til Højer. Og på de store dage blev alt mobiliseret, hvad byen ejede af køretøjer. Mange gange var det de mest mærkelige oldsager af karosser.

Den lille dampe, der førte de rejsende til Sild, kunne kun sejle ved flodtid over Vadehavet. Når toget ankom til Tønder flere timer før flodtid, måtte de rejsende tage ind på byens hoteller. Så kunne man da få en lille fortjeneste. Men som regel tjente byen kun på leje af vogne.

Mod nord, vest og syd besørgedes forbindelsen af dagvogne og postvogne. Dette kunne da også bringe en fremmed til Tønder.

 

Bønderne kom i stakkevis

Omegnens befolkning kom naturligvis ”te Stajs” for at handle. Men det var sjældent i så store mængder at gadernes stille præg blev ændret.

Kun til fredagsmarkederne i forårs- og efterårstiden kom bønderne i flokkevis. Det var nu ikke fordi at de alle havde noget at sælge. Men det var gammel skik og vane, der krævede at enhver gårdmand skulle til marked for at holde sig a jour med priserne.

Fjedervognene rullede ind i byen fra alle kanter. På forreste stol sad fatter med tømme, pisk og merskumspibe. I den bagerste sad mutter i fuld puds. Det så standsmæssigt og højtideligt ud.

Hver bonde havde sin bestemte gæstgivergård eller købmandsgård, hvor han ”spændte fra”. Den almindelige middagsmad i gæstgivergårde var ”Kødsuppe med boller og kød med peberrodssovs”.

 

Vanskeligt at bane sig vej frem

På torvet og i de nærmeste gader stod dyr i hundredevis. Om foråret var det magert kvæg, der blev solgt til marsken. Om efteråret var det fedt kvæg, der for en stor dels vedkommende det blev købt af tyske handelsmænd.

Det var vanskeligt at bane sig vej gennem mylderet af dyr, handelsmænd og tilskuere. Gødningen lå højt over brobelægningen. Der var masser af beværtninger, når der var markedsdage. I så godt som hvert hus flød kaffepunchen.

Hen imod aften drog de fleste landboer hjem. Manden var ikke helt upåvirket af spiritus, men mutter havde dog fået ham væk fra byen i ordentlig tid. Var han alene gav han alt for let efter for vestslesvigsk svaghed for højt kortspil. Så blev han i byen ud til aftenen og tog ofte natten med.

 

Forårsmarked

I en sidegade ned mod skibsbroen, var der en enkelt gang forårsmarked, men det var uden betydning. Her kunne byens småmestre købe et fedt får til vinterslagtning. En mester tog engang sin lærling, der var fra landet med som sagkyndig rådgiver. Drengen undersøgte med omhu de forskellige dyrs ben. Da man spurgte ham, hvorfor, svarede han, at han søgte efter et dyr med noget kød på benene, for det var dem, han fik at gnave.

 

Det vrimlede med beværtninger

Tønder vrimlede også til hverdag af beværtninger. Der var gader, hvor man fik indtryk af, at næsten hvert andet hus var en kro. Tilsyneladende klarede indehaverne sig nogenlunde. De levede mest af markedsdagenes fortjeneste. Men nu har beboerne i Tønder aldrig haft ry for at være afholdsmænd.

Også indbyrdes undte gæstgiverne hinandens succes. Der findes følgende anekdote fra den tid.

Hver morgen tog værten i gadens vestligste kro 20 Pf. i lommen og gik til nærmeste gæstgiver mod øst for at få en passiar og en kaffepunch. Den betalte han med sine medbragte penge. Når det var overstået gik pengenes nye ejer hen og gjorde ligeså. I dagens løb vandrede de 20 Pf. øst på den ene side af gaden og vest på den anden side af gaden til de endelig om aftenen havnede hos den oprindelige ejer efter at have haft et kortvarigt ophold i hver eneste gæstgivers lomme i gaden. Når de rigtige folk kom til, kunne der skabes stor omsætning med en beskeden kapital.

Mon ikke anekdoten omhandler Vestergade, Storegade og Østergade?

Om aftenen samledes en del af byens borgere sig i krostuerne. Her skulle diskuteres over kaffepunch og øl. Byens anliggender og skandaler skulle diskuteres. Man diskuterede ikke politik. Flertallet var tysksindede. Ved festdage blev det slesvig-holstenske flag hejst. Tyske flag så man sjældent.

 

Danske skilte var ikke velset

Danske skilte var for tønderanerne, hvad korset er for fanden. Et par handlende som hængte et dansk skilt ud, fik dem tjæret ud ved nattetid. Samme skæbne ramte ”Vestslesvigsk Tidendes” skilt et par gange. De danske seminarister kunne også irritere med deres huer og sange. Men så klagede de tysksindede til direktionen på seminariet og fik deres vilje.

 

Slesvig-holstenerne kunne ikke lide preusserne

Men de vaskeægte Slesvig-holstenere havde imidlertid heller ikke noget til overs for Preusserne. De syntes, at disse var lidt for stramme. Preussiske flag så man næsten ikke i Tønder. Rigsflaget hejstes for det mest kun på offentlige bygninger.

Rigspolitisk stemte Tønder med de nationalliberale. I mange år var en Hr. Francke, kredsens rigsdagsmand. Men i begyndelsen af 1880erne opstilledes ved et valg Fremskridtspartiet en modkandidat. Man sendte en af de bedste talere, Eugen Richter selv, til Tønder for at agitere.

 

Vælgermøde på Tonhalle

I Tonhalle holdt man vælgermøde. Dette var en sjældenhed i Tønder. Lokalet var fyldt til sidste plads. Richter holdt en livlig og vittig tale mod regeringen og de nationalliberale. Han sluttede med det for lejligheden tilpassede citat:

• Wähle, wie du wenn du steuerst, wünschen wirst, gewählt zu haben.

Francke blev talt sønder og sammen og Richter hilstes med dundrende bifald. Enhver som ikke kendte forsamlingen måtte tro, at dens flertal var begejstrede frihedsmænd. Naturligvis blev Francke genvalgt på valgdagen.

 

Tønders aviser

Ellers var det byens to aviser, der varetog politikken. Vestslesvigs Tidende var ny og kæmpede tappert mod Flensborg Avis, der var blevet meget udbredt på vestkysten. Man sagde i Tønder at:

• Vestslesvigs Tidendes redaktør var den mand i byen, der sled hårdest dag efter dag.

”Tondernsche Zeitung” blev mest redigeret med saksen. Originaler var i dobbelt forstand de korrespondancer, bladet bragte fra omegnen. I den landsby, de stammede fra, har de sikkert været interessante ved at bringe den til offentlig kendskab. Men ufrivillig komisk kunne disse artikler godt blive. Men økonomisk sad bladet hvis godt i det.

 

Talrig stab af embedsmænd

Tønder havde en talrig stab af embedsmænd, en landråd, to til tre herredsfogeder, Jernbane-, told- og postmænd osv. Men de spillede absolut ikke nogen førende rolle. Landråden var nærmest ildeset på grund af hans fornemhed. Embedsmændene var i forskellige trin af rangstien, så de kunne ikke rigtig omgås hinanden.

Store forretninger var der heller ingen af. De mindre handlende og håndværkerne havde nok at gøre med at skaffe mad på bordet. Politiet bemærkede man ikke rigtig. Der var hvis kun en betjent. Han sås sjældent. De to gendarmer skulle nærmest overvåge landdistrikterne.

 

Nattevægterne

Natvægterne var jo også kommunale embedsmænd. Polititimen var fastsat til klokken 23. Befandt man sig på en ”Knejpe” ved den tid indfandt der sig altid en vægter og forkyndte ”Feuerabend”. Så havde man fred for ham en times tid, til han igen blev tørstig. Som regel grinede man af dette. Men vægterne kunne føle sig stødt af dette.

Der udviklede sig et anstrengt forhold mellem vægtere og seminarister. Og det resulterede i en demonstration. Men tre af seminaristerne blev anholdt og tilbragte en nat i Kachotten. Næste dag førtes de op på rådhuset for at få tildelt en ”Mulkt”.

Nu herskede der igen et gemytlig forhold mellem vægterne og seminaristerne.

 

De stakkels tyske skuespillere

Blandt borgerne var foreningslivet ringe. Om vinteren kom først en tysk og dernæst et dansk skuespillerselskab og gav forestillinger på byens eneste lille dårlige teater i Østergade. Den tyske trup kunne godt blive i byen en måneds tid. Det var stakkels mennesker, der led nød. I Tønder var man nu ikke så teaterinteresseret. Kunstinteressen var heller ikke stor.

Nogle aftener spillede man kun for en halv snes eller endnu færre. Blev det for slemt gjorde selskabet udflugter til Højer, Løgumkloster og Nibøl. Skuespillernes fattigdom gav dem ingen anseelse og deres ”kunst” heller ikke.

Det danske selskab klarede sig bedre. Folk strømmede til fra vest, nord og øst. Besøgsantallet var som regel stort. Der blev opført ”Gøngehøvdingen” og ”I Dynekilen” og lignende. De danske skuespillere havde derfor også råd til at bo på hotel eller i pæne gæstgivergårde.

De tyske skuespillere måtte leje sig ind i tarvelige småværelser.

Når frosten indfandt sig var der rig mulighed for at stå på skøjter i engene syd for byen. Man kunne også bruge boghandler Drøhses lejebibliotek.

 

Krammarkeder

Byens store dage var foruden kvægmarkederne også hestemarkederne også de to årlige krammarkeder: ”Pinsemarkedet” og ”Mikkelsmarkedet”. Nu så byens småhåndværkere og handlende sikkert dette som konkurrenter. Pludselig var der boder og telte i gaderne og på Torvet. Hvert af markederne varede tre fulde dage.

Største delen af bodeholderne var folk, der drev fra marked til marked. For det meste var det også de samme mennesker, der kom år efter år. På Torvet rejstes hvert år det samme skydetelt. Her var også teltet med den forstenede havfrue, verdens største kæmpefrue og dens mindste dværg.

 

Salonkeglebane og to etagers karrusel

Et smart bysbarn havde en ”Salonkeglebane”, der lå på høje træbukke. Ved siden af havde hans kone friluftsrestaurant med kaffepunch og stegte ål som specialiteter. Her stod ”Jyden” med sit kuglespil. Kuglen, der var ophængt i en snor, skulle ramme en lille kegle i bagslaget. Forunderligt lykkedes det så godt, når man prøvede i spøg. Men det lykkedes aldrig, når det var alvor.

På Lilletorv stod en toetagers karrusel. Den funklede af messingbeslag. Der var perlestiklinger på vejende gardiner. Og så var der de mest mærkelige ridedyr. Denne fordunklede jo helt Tønders egen karrusel, Claus, der hvirvlede rundt i en baggård uden for en dansesal.

På hjørnet ved apoteket stod ”Jacob von Amerika, en jøde i sind og skind, der havde fødselsdag hver eneste dag i året. I den anledning forærede han næsten sine varer bort. Ud for rådhuset fremviste Kasper og Rikke scener af deres familieliv for tilskuerne.

I alle byens danselokaler var der dans hver dag fra middag til langt ud på natten. De større gæstgivergårde bød på tingeltangel. Når de tre dages tummel og støj var til ende, sænkede stilheden sig dobbelt tyngende over den lille by.

 

Have ned til Vidåen

Mange familier havde større eller mindre haver. Nogle af disse lå ud mod Vidåen. Her tilbragte man mange sommeraftner. En del af haverne lå ved den smukke mølledam, men egentlig var der kun få både. Man kunne også bruge spadserestien langs dammen og åen med udsigt over engene.

Bu var færdslen i alleerne noget livligere. Og familierne kunne om søndagen også vandre ud til Schweitzerhalle og Altona. Her spillede mændene kegler, mens Madammerne nød deres kaffe og kaffesladder. Ungdommen legede imens.

 

Man talte sønderjysk

Når vejret var ekstra fint, blev turen udvidet til Møgeltønder. Men det måtte ikke blæse. Men denne var en hyppig gæst ved vestkysten.

• Vi Stajsfolk ka slet indes mæ den Blæst, den æ vi jo int vaan te ind i æ Staj

De fleste ville sikkert indrømme, at de talte tysk derhjemme. Men sådan var virkeligheden ikke. Man talte sønderjysk og tysk derhjemme. Mødte man hinanden på gaden dengang foregik det også hovedsageligt på sønderjysk.

 

Kilde:

• Se Litteratur Tønder
• Sønderjydske Årbøger

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 220 artikler om Det Gamle Tønder og omegn, herunder:

• Turen går til Tønder 1862
• Sprogkampen i Tønder 1851-1864
• Minder fra Tønder 1864-1920
• Ulrik-en fysikus fra Tønder
• Ulrik-en fysikus fra Tønder, endnu mere
• Tønders Politistyrke: 1 mand
• Købmandsslægten Olufsen fra Tønder
• Handel i Tønder indtil 1864
• Dagligliv i Tønder 1910-1920
• Kongeligt besøg i Tønder
• En avis i Tønder
• Tønders dansksindede
• Et jernstøberi i Tønder
• Humlekærren i Tønder
• En bane gennem Tønder
• Tog til Tønder
• Da kroen ”Altona” ved Tønder brændte
• Schweitzerhalle i Tønder