En ny tur langs grænsen
Man bliver ofte spurgt om spørgsmål om Sønderjylland. Vi henviser også til 53 yderligere artikler. Prøjserne sløjfede §5. På et folkemøde på Folkehjem besluttede man at opstille fem krav. H.V. Clausen tegnede allerede grænsen i 1891. Men det var en skuffelse, at vi ikke fik Flensborg ikke kom med til Danmark. Vi starter i Siltoft og slutter ved Flensborg Fjord. Vi kigger på Vidåens udløb og Vadehavsmaleren Nolde. Vi tager til Aventoft, Ubjerg og Sæd. Her hør vi en meget trist historie. Hertugen gik på jagt og byggede et jagtslot. Og så blev kolonister lokket hertil. Vi kigger på Frøslev og Fårhuslejren. Så er det transportbyen Padborg, slaget ved Bov og den ældgamle by, Kruså. Og så går vi langs Gendarmhuset.
Altid spørgsmål om Sønderjylland
Vi har efterhånden taget nogle cykelture langs grænsen. Og det gør vi atter engang. Når man er ude, og holder foredrag om sønderjysk kultur, kaffebord m.m. så bliver der ofte stillet de samme spørgsmål. Ja det behøver ikke engang, at være sønderjyske ting, der er på programmet. For når publikum hører, at man er sønderjyde, så stilles, der ofte spørgsmål. Og disse har ”Den Gamle Redaktør” forsøgt at besvare i denne artikel.
Så vidt vides er den dansk-tyske grænse den eneste eksisterende grænse, der er fremkommet efter en folkeafstemning. Egentlig burde man fra sønderjysk side gøre mere for at udbrede den historiske og kulturelle viden om dette.
Du kan fordybe dig yderligere
Vi skal lige gøre læserne opmærksom på, at vi i slutningen af artiklen har en ret så omfattende henvisning til tidligere artikler om de emner, vi tager op. Så har man mulighed for yderligere at fordybe sig.
Vi har samlet en liste på 53 artikler. Og du kan bruge hjemmesidens søgefunktion. Vi kunne godt have fundet endnu flere.
Sønderjylland var den nordlige del af Slesvig er blev kaldet Nordslesvig. Ja det er der nu stadig mange, der gør. Således kaldes det tyske mindretals avis Der Nordschleswiger.
Egentlig burde vi have startet allerede i 1848 med vores historie, men det kan du læse om andre steder på vores side.
Afstemningen
Afstemningen i første zone blev afholdt den 10. februar 1920 og i anden zone den 14. marts 1920.
Under fredsforhandlingerne med Preussen og Østrig blev der indført en paragraf 5 i fredstraktaten. Denne paragraf sagde, at hvis den nordlige del af Slesvig ved en afstemning tilkendegav at de ville hjem til Danmark, ja men så måtte sejrherrerne give afkald på Nordslesvig til Danmark.
Prøjserne sløjfede §5
Man kan hvis rolig påstå, at denne paragraf efterlevede man ikke, og i 1878 sløjfede man den simpelthen. Det var den samme paragraf, man tog op igen den 11. november 1918 som afsluttede Første Verdenskrig.
Krav fra Folkemødet
Allerede den 23. oktober havde H.P. Hanssen rejst kravet i Rigsdagen i Berlin. Få dage efter våbenstilstanden blev der den 16. og 17. november 1918 afholdt et folkemøde på Folkehjem. Man vedtog en resolution på fem punkter.
- Nordslesvig skulle opfattes som en helhed, hvor afstemningen skulle foregå samlet.
- Nordslesvigs sydgrænse skulle markeres ved en linje, der stort set følger den nuværende grænse.
- Alle over 20 år, der var født og hjemmehørende i landsdelen eller som har boet der i mindst 10 år eller som var født i området, men var udvist af magthaverne, skulle have stemmeret.
- Der skulle være hemmelig afstemning
- Den mellemste del af Slesvig skulle stemme sognevis om deres nationale tilhørsforhold.
H.V. Clausen tegnede grænsen
Egentlig var det H.V. Clausen, der tegnede grænsen, ja det gjorde han allerede første gang i 1891. Han var dog lidt usikker på, om grænsen skulle gå nord eller syd om Flensborg. Han foretog mellem 1901 og Første Verdenskrig mange ture langs grænsen. Han foretog observationer af sprog og sindelag i området og blev mere og mere sikker på, at grænsen skulle forløbe nord om Flensborg.
H.V. Clausen blev udpeget som den danske regerings sagkyndige. Han deltog også i fredsforhandlingerne i Versailles, og hans studier blev retningsgivende for de efterfølgende afstemninger.
Mange tyske byer
Ved folkeafstemningen i første zone den 10. februar 1920 stemte ca. 75 pct. af befolkningen dansk, mens ca. 25 pct. stemte tysk.
Byerne Aabenraa, Sønderborg, Tinglev, Tønder og Højer havde tysk flertal. Og det havde Ubjerg syd for Tønder også. Det tyske flertal var særlig markant i Tønder og Højer. At grænsen skulle gå syd om disse to meget tyske byer skyldtes et dansk ønske om, at Vidåens udløb i Vadehavet skulle være dansk.
Tyske myndigheder måtte ikke udnytte en krigs- eller krisesituation til at kontrollere sluser og diger.
Stor skuffelse for danskerne – Flensborg blev tysk
Ved afstemningen i zone 2, der foregik sognevis, havde ingen sogne dansk flertal. Hovedbyen Flensborg havde kun 27 pct. danske stemmer. At denne by skulle tilfalde tyskerne var en stor skuffelse for mange danskere.
Pørksen måtte over grænsen til sine marker
Men lad os nu tage en cykel/vandretur langs grænsen. Lige inden havdiget har vi den meget lille by Siltoft. Her følger grænsen vejgrøften langs den ene side af vejen. Beboerne på den danske side kan ikke komme ud på vejen uden at skulle krydse landgrænsen. Da ”Den Gamle Redaktør” var ung, måtte Pørksen til Tyskland, hver gang han skulle ud på sine marker.
Et ben i hvert land
Et lignende og meget mere kendt fænomen har vi i landsbyen Rosenkrantz lige syd for Rudbøl. Her går grænsen midt ned gennem gaden. Dette er markeret med en grænsesten. Og talrige turister har stået med et ben i hvert land.
Landarbejderen, der blev udsat for stikkeri
Lige vest for Rudbøl ligger et lille husmandssted. Selve huset ligger i Tyskland, mens husets have ligger i Danmark. Her boede i 1930’erne landarbejder Carsten Atzen. Han var kommunist og havde af den grund kontakter til antinazister i Nordtyskland.
Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 hjalp han mange antinazister over grænsen ved at lade dem passere hans hus og have. De fik at vide, at de skulle gå en lille kilometer mod øst og derefter dreje mod nord, så kom de til Nørremølle. Der var det forholdsvis sikkert.
Carsten Atzen blev stukket i slutningen af 1930’erne. Han måtte tilbringe flere år i en KZ – lejr med overlevede. Han døde i midten af 1950’erne.
Her var Vidåens udløb
De mange inddigninger har flere gange ændret Vidåens udløb og stederne for læsning og losning af skibe til Tønder
Navnet på den lille landsby ”Ved Gaden” lige nord for Rudbøl tolkes af sprogforskere som en omskrivning af ”ved gattet” (ved udløbet). Dette tyder på, at Vidåens udløb har været her på et tidspunkt efter 1550’erne.
Det var på det tidspunkt, da Hertug Hans den Ældre byggede det dige, hvor vejen fra Højer til Tønder i dag ligger på.
Johannes Meyer korttegneren fra Husum benævnte på et kort stedet Ved Gaden som ”Gaate”, en betegnelse der støtter forestillingen om stedet som Vidåens udløb i middelalderen.
En kæmpe gård i Marsken
Et par kilometer øst for Rudbøl ligger en stor gård, bygget om til en haubarg af den markante frisiske storbonde Cornelius Petersen. Haubargen brændte desværre i 1950. Gården er kun en svag afglans af sin tidligere storhed, men stadig ret markant i landskabet.
Gården har navn efter Vester Anflod sogn, der gik til grunde under den store stormflod i 1436. Kirken mener mange har ligget ved hjørnet af landevejen østpå fra Rudbøl til Tønder og vejen fra Rudbøl til Højer, mens andre placerer stedet for kirken længere mod nordvest.
Kampsten fra Vester Anflod kirke blev under alle omstændigheder samlet sammen og brugt som synlige byggematerialer i begge korsarme på Højer kirke.
Emil Nolde var ikke tilfreds med afvandingen
Ved Magisterkog syd for Rudbøl-Tønder vejen, på det gamle dige nord for Vidåen/grænsen ligger et par små ejendomme. I en af ejendommene boede den berømte Vadehavs-maler Emil Nolde fra 1916-1927. Han kaldte stedet for Uttenwarf hvilket på plattysk betyder uden værft.
Han elskede sit hjem, især fordi stedet i store dele af året var omgivet af vand på alle sider, således at han og hans kone Ada måtte bruge båd til at komme til og fra huset.
Da den danske regering fremlagde planerne for marskens afvanding i 1926 protesterede Emil Nolde voldsomt og forsøgte at få myndighederne til at ændre afvandingsplanerne. Han fremlagde endog en skitse til en alternativ plan men forgæves.
Skuffet over ikke at blive hørt solgte Emil Nolde i 1927 Uttenwarf for at slå sig ned syd for grænsen få kilometer i luftlinje fra Uttenwarf, i Neukirchen sogn. Her ligger hans museum, som i dag hører til en af de fineste seværdigheder i Tyskland. Og det er virkelig også et besøg vær. Læs også vores artikler om maleren på vores side.
Uttenwarf ligger i dag stort set, som da Emil Nolde boede der. Haven som han og Ada anlagde i løbet af de 11 år, de boede der, fastholdes i store træk af de nuværende ejere.
Aventoft – var andet end grænsebutikker
Den lille by Aventoft er præget af grænsebutikker. Vi kom der meget i vores ungdom, og så var det at komme over grænsen inden den lukkede klokken 22. Det er en af de sogne, der blev stærkt minimeret ved grænsedragningen i 1920. Næsten 300 ha af sognets jord blev afstået til Danmark.
Aventoft er opbygget på små holme i det tidligere Vidådelta. Fra 1700-tallets midte var stedet leverandør af kartofler og grøntsager til Tønder. Befolkningen levede af fiskeri og høst af søkogleaks til tagrør og til fremstilling af måtter, tæpper og sivsko.
Fra Aventoft følger grænsen Sønderå, indtil den løber sammen med Gammelå lidt øst for landsbyen Sæd (ved Elhjem).
Ubjerg Præstegård
Vi besøger Ubjerg med dens mange polde og værfter. Her er den lille landsbykirke. Og ved siden af præstegården, der også er bygget på en værft (forhøjning) Ubjerg præstegård er opført 1674-75 og er en af Danmarks ældste præstegårde.
Kirken har et spændende loft udført i 1747 af brødrene Sönnichsen fra Tønder, der også har malet det meget mere kendte loft i Møgeltønder kirke.
Lige syd for Ubjerg ligger landsbyen Bremsbøl, der består af en række gårde bygget på værfter, sådan var skikken i hele marsken siden bebyggelsen af marsken begyndte omkring 1100.
Den triste historie om Karen Chrestens
Landsbyen Sæd Ligger få kilometer sydøst for Tønder og cirka en kilometer nord for den nuværende grænse. Hvis man fra landsbyen følger den gamle vej mod Husum, støder man i udkanten af byen på venstre side på en lav rektangulær sten, der står i et lille anlæg.
Indskriften på stenen er blevet eroderet bort af vejr og vind. Men historien om stenen kan stadig fortælles. Der stod følgende:
- På dette sted er af bødlen henslæbt og nedgravet legemet af Karen Chrestens fra Sæd, fordi hun i året 1712 ved gift har begået et forbandet mord på sig selv og sine fire børn.
Indskriften tyder på en hjerteløs kvindes grusomme udåd. Men sandheden er dog en helt anden.
Familien kunne ikke få nogen som helst hjælp hverken fra hendes mands slægtninges mangel på hjælp eller andre steder fra. Derfor fik hun fat i ”Rottekrudt” som hun blandede i en grød, som hun kogte til sine sultne børn.
De tre ældste, tre drenge på henholdsvis ti, otte og fem år spiste så meget af grøden, at de straks døde. Det mindste barn, en lille pige på et par år, kunne ikke lide maden og kun spiste lidt. Resten af grøden var ikke tilstrækkelig til straks at slå hende selv og pigen ihjel.
De to døde først næste dag efter at Karen Chrestens havde aflagt fuld tilståelse for sin fortvivlede handling.
Provsten lyttede ikke på de to lokale præster
Skønt to lokale præster gik i forbøn for Karen, besluttede Tønders provst, at kun de fire børn skulle have en kristen begravelse på Ubjerg kirkegård. Karen Christens lig blev derimod slæbt gennem byen af bødlen og kulet ned ved alfarvej.
Over hendes grav blev skamstøtten sat for at minde vejfarende om hendes skændselsgerning. I dag har vi nok mere ondt af kvinden, hvis håbsløse og fortvivlede situation fik hende til at dræbe sine børn og sig selv.
Hertugen gik på jagt
Vejen mellem Sæd og Rens løber nogle hundrede meter nord for grænsen gennem et område, der er meget tyndt befolket. Grænsen følger her Gammelå til Skelbækkens udløb i Gammelå, hvorefter Skelbækken danner grænsen til få kilometer vest for Sofiedal.
Det er i dag vanskeligt at forestille sig, at hele dette område i 1500-tallet var dækket af tætte skove. Hertug Hans den Yngre, der blandt andet havde Tønder som sit område, yndede at gå på jagt i de store skovområder.
Grøngård – et flot jagtslot
Han valgte i 1569 at opføre et jagtslot, Grøngård, et par kilometer nord for Lydersholm. Slottet, der stod færdigt i 1570, synes efter fund af bygningsrester at dømme, at have været et meget smukt renæssanceslot med fine sandstensdetaljer i det røde murværk. Dets bygmester formodes at være Hercules von Oberberg.
Slottet allerede nedrevet i 1648
Broderen Adolf, der i forvejen var hertug over Gottorp arvede slottet, men modsat sin bror, så opholdt han sig aldrig her. Så slottet forfaldt mere og mere. Allerede i 1648 rev man slottet ned igen. Slottets placering blev i 1946 fundet af en lokalskolelærer Leick. Dets fundament er siden blevet frilagt gennem flere udgravninger foretaget af Nationalmuseet.
Gendarmhuse
Da grænsen i 1920 var blevet fastlagt kom en ny gruppe tjenestemænd til grænseområdet. Det var grænsegendarmerne. Det var deres arbejde, at patruljere langs den nye grænse for at forhindre illegal transport over grænsen. Dengang foregik der masser af smuglerier.
For at kunne tiltrække mænd til dette arbejde, blev der langs grænsen opført dobbelthuse, de såkaldte gendarmboliger. Disse dobbelthuse var opført i nyklassicistisk stil. Et smukt eksempel på disse dobbelthuse kan ses et par kilometer vest for Lydersholm ved en lille vej, der løber få hundrede meter nord for grænsen. Andre gendarmhuse kan for eksempel ses i landbyen Rens.
Blev kolonisterne lokket hertil?
For at kunne få opdyrket jorden langs den midterste del af grænsen påbegyndte kong Frederik den Femte en koloniseringspolitik i 1761. Ved Lille Jyndevad oprettedes en koloni på fem gårde. Kolonisterne kom fra Würtenberg. Fra dansk side var der blev sat en agitation i gang.
Kolonisterne blev lokket til landet med løfte om 40 ha jord, et hus med løsøre samt en besætning på to heste, en ko, to får samt en plov og en harve. Kolonisterne skulle til gengæld binde sig til en fæstetid på 20 år.
I den tid skulle man være fritaget for skatter, militærtjeneste og militær indkvartering. Men man fortalte ikke, at de 40 ha land var nøgen hede, hvilket gjorde, at flere af kolonisterne snart rejste igen.
Kolonien ved Lille Jyndevad fik navnet Christianshåb efter Frederik den Femte’ s søn, den senere Christian den Syvende.
Lidt længere mod øst grundlagdes et par år senere kolonien Sofiedal, opkaldt efter Frederik den Femte’ s mor, dronning Sophie Magdalene med 20 kolonistfamilier. Kolonisthusene, der blev opført, eksisterer for en dels vedkommende endnu. Flere steder er de blevet ombygget. Men deres karakteristiske udseende er bevaret.
Frøslevlejren
I sommeren 1944 oprettede den tyske besættelsesmagt i Frøslev Plantage en lejr til internering af fængslende modstandsfolk og politisk uønskede personer. I august 1944 blev de første 700 danske fangere overført fra Horserødlejren. Egentlig var lejren beregnet til 1.500 mennesker, men tyskerne internerede op mod 5.000 fangere. 1.500 blev sendt videre til KZ-lejre syd på. Af dem vendte 600 ikke hjem.
Fårhuslejren
Efter maj 1945 indrettedes lejren til Fårhuslejren. Her blev medlemmer af Det Tyske Mindretal samlet sammen med landsforrædere. Men man skelnede ikke så meget mellem landsforrædere og medlemmer af det tyske mindretal.
En uheldig tilknytning til fortiden
I 1949 overgik lejren til forsvaret og fik navnet Padborglejren.
I 1969 blev der oprettet et museum for Frøslevlejren. Og senere under meget debat blev der også lavet en udstilling for Fårhuslejren. Ind imellem har der været lejrskole med lidt uheldig tilknytning til forhistorien.
Mystiske dødsfald i området
Lige efter krigen forekom mystiske dødsfald i området. Det har vi beskrevet i særskilte artikler. Det var også hernede, at der blev indrettet karantænestationer til indsatte fra KZ-lejre.
Frøslev – Sønderjyllands største landsby
Frøslev Kros ejer gennem mange år var Karsten Thomsen (1837-1885). Han er kendt som en af de mest betydelige sønderjyske digtere, der har skrevet på dialekt. Den mest kendte er vel nok:
- Det er så køhnt, det er så dejle
Ja og i Frøslev, der engang var Sønderjyllands største landsby, lå der også kolonisthuse.
Padborg og Bov
Siden 1920 voksede Padborg frem på en bar mark. Her voksede en moderne transport-by frem med masser af transport- og speditionsvirksomheder frem.
Næsten bygget sammen med Padborg ligger Bov. Det var her slaget stod den 9. april 1848. Her vandt danskerne en overvældende sejr. Men det skyldtes måske, at danskerne udgjorde 10.000 mand mod 6.000 mand fra fjendes side.
Og så var det lige Oldemorstoft, som indeholder mange spændende historier.
Kruså – en gammel by
Kruså er modsat Padborg en ældgammel by. I middelalderen bestod den af en større og to mindre gårde. Til Krusås største gård hørte ret store jordtilliggender. Det var her, at Christian den Fjerde anlagde en hammermølle, Kobbermølle.
Gendarmstien
Grænsen løber øst for Kruså gennem Flensborg Fjord, der danner en naturlig grænse. Langs den danske side af Flensborg Fjord er Gendarmstien blevet genskabt og markeret vandringssti fra Kollund til Egernsund. Stien udgør en smuk spadseremulighed, som man kan foretage i små bidder eller som en samlet vandring over flere dage.
Egentlig burde Gendarmstien genetableres i sin fulde længde helt til Siltoft i vest. Ja egentlig kunne vi have sagt meget mere. Og det har vi egentlig også gjort. Se engang under denne artikel. Her finder du meget mere.
Kilde:
- Se Litteratur Højer
- Se Litteratur Tønder
- Se Litteratur Padborg/Kruså/Bov
- Trap: Tønder Amt
- Trap: Aabenraa og Sønderborg Amter
- Henrik Becker Christensen: Grænsen i 75 år
- Lorenz Rerup: Slesvig Holsten efter 1830 (Pol. Danmarkshistorie)
- E. Sørensen: Langs Grænsen
- Kulturmiljørådet 2000
- Diverse artikler på dengang.dk (se oversigt nedenunder)
Hvis du vil vide mere: Vi har lavet en liste over artikler, der berører de emner og steder, der er omtalt i artiklen og som du kan finde mere om på www.dengang.dk
- Under Sønderjylland er der 138 artikler
- Under Højer er der 62 artikler
- Under Tønder er der 216 artikler
- Under Padborg/Kruså/Bov er der 54 artikler
- Under Aabenraa er der 124 artikler
- Grænsen
Pas på Grænsen (1)
Langs Grænsen
Grænsen-dengang
- De Slesvigske Krige
Kampen ved Bov og de slesvigske krige
Heltene i Vadehavet
Apotekeren i Højer
Tønderegnen 1814 – 1848
Tønderegnen 1848 – 1852 (2)
Istedløven brøler stadig
Rendsborg 1848
Sejren ved Bov
- Genforeningen
- Genforeningen i Bov Sogn
- Minder fra Tønder 1864 – 1920
- Militæret i Tønder 1920 – 1923
- Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
- Tønder før og efter Genforeningen
- Sønderjylland efter Genforeningen
- Ballade i Sønderjylland
- Sønderjylland til Ejderen
- Fra Siltoft til Rudbøl:
- En arbejder fra Rudbøl fortæller
Rudbøls Historie
Bådfolket i Rudbøl
Vadehavets maler-Emil Nolde
Emil Noldes liv – vest på
Landet bag digerne
Syd for Højer
Vadehavet ved Højer
Højer-Stormflod og Diger
Højer Kirke
En rebel og hans gård
Tønder, Marsken og afvandingen
Tøndermarsken 1 – 2
Tøndermarsken – under vand
Digebyggeri i Tøndermarsken
Hertugen af Tønder
- Fra Aventoft til Rens:
- Syd for Tønder
- Aventoft – en by ved grænsen
- Grøngård – et forsvundet Jagtslot
- Avlsgården Grøngård – endnu mere
- Fra Frøslev til Kruså:
De mystiske mord ved grænsen 1-2
Frøslevlejren i den seneste tid
Frøslevlejren
Dagligliv i Frøslevlejren
Straffelejren
Fårhuslejren
Frøslev og omegn dengang
Frøslev – dengang Sønderjyllands største landsby
Kolonisthusene ved Frøslev
Vognmænd og Speditører i Padborg
Oldemorstoft
Kobbermøllen ved Kruså
Hærvejen til Grænsen
Kruså for længe siden
- Fra Kollund til Egernsund:
- I Rinkenæs Sogn
- Og mange flere artikler