Politiet – under besættelsen        

Københavns Politi havde allerede fra 1933 et samarbejde med tysk politi. Det blev udbygget gennem 1930erne. Afdeling D i Københavns Politi afleverede oplysninger til tyskerne. Der var alvorlige kampe i Esbjerg, Frederikshavn og Odense og helt andre problemer i Tønder. Von Hanneken gik bag Werner Best’ s ryg. Efterhånden som sabotagen voksede frygtede tyskerne en invasion på vestkysten. I historiske kilder påstås det, at politiet droslede ned i begyndelsen af 1943. Det er ikke korrekt. Justitsministeren opfordrede i februar 1943 til mere intensiv opklaringsarbejde, og i juli 1943 forlangte han en million kroner til indkøb af maskinpistoler til sabotagebekæmpelser. Der var masser af arrestationer og opklaringsarbejder op til 29. august 1943. Efter anholdelse af 2.000 af 9.000 betjente håbede tyskerne på samarbejde men de tog alvorlig fejl

 

Uden klare kompetencefordelinger

Det var ikke let at skulle samarbejde med en fremmed magt under uklart definerede betingelser. Den særlige besættelsessituation forblev på det politimæssige område uden klare kompetencefordelinger.

 

De tyske aktørers beføjelser

Heller ikkefor den tyske værnemagt var rollen som fredsbesætter entydig. Besættelsens karakter vanskeliggjorde en klar afgrænsning af de tyske aktørers beføjelser. Der herskede flere niveauer usikkerhed over for håndteringen af situationen.

 

Afgørende for jurisdiktionen

Det danske politis indsats i bekæmpelsen af spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed (Zersetzung) blev afgørende for spørgsmålet om bevarelse af jurisdiktionen på danske hænder og dermed for opretholdelsen af fiktionen om landets suverænitet.

 

De lokale politimestre havde stort ansvar

Ansvarlig for opretholdelse af de fredlige forhold på lokalt plan var den stedlige politimester, der som embedsmand var pålagt at arbejde sammen med besættelsesmagten. Han skulle fortsat administrere sit ansvarsområde under de nye betingelser.

 

Samarbejde med tyskerne

Allerede den 25. marts 1933 skrev Københavns Politidirektør til sin kollega i Berlin og tilbyder et samarbejde om bekæmpelse af kommunisterne. Op gennem 1930erne blev dette samarbejde udvidet. Afdeling D som nærmest kunne betegnes som et efterretningsvæsen samarbejdede meget med Gestapo.

Tusinder og atter tusinder af danskere blev overvåget af Dansk Politi. Fer var 60 – 70.000 i politiets kartotek. Allerede i 1933 har man registreret 13.000. Man har aldrig fundet det fulde kartotek, og der er gisninger om, at afdeling D overlod det til tyskerne.

 

De danske betjentes beføjelser

Den 8. februar 1941 udsendte justitsminister Harald Petersen retningslinjer til politimestrene angående det danske politis beføjelser over for værnemagten, hvorefter der under visse omstændigheder indrømmedes politiets ret til at arrestere og afkræve legimitation af værnemagtsmedlemmer.

Tyskerne blev dog mere og mere frustreret over politimestrenes manglende og henholdende reaktioner.

 

Skulle gribe ind over for SOE – agenter

I sommeren 1941 forlangte tyskerne også, at dansk politi greb ind over for sabotageforsøg fra fremmede magter. Her tænkte man på SOE – agenter, engelske faldskærmssoldater. Og det tog dansk politi sig også af. Således har vi tidligere i et par artikler berettet om drabet på en dansk SOE – agent.

 

Anholdte flere kommunister end nødvendigt

Politiet anholdt flere kommunister, end tyskerne forlangte. Men længe før havde kommunisterne været under overvågning. Kommunistloven fra 1941 var en direkte efterkommer af uroloven fra 1934, der forbød:

• Sammenslutninger og korps, som har til hensigt ved ulovlig magtanvendelse at øve indflydelse på politiske eller offentlige anliggender.

Nu var det højesteretssagfører Troels Jørgensen, der pressede på, at kommunistloven blev gennemført.

Allerede den 14. februar 1940 havde politiet en plan om, at der skulle arresteres kommunister. Men der kan ikke føres beviser for denne påstand. Dokumenterne er fosvundet i Rigsarkivet.

 

Den mest berygtede betjent

En af de mest berygtede betjente var nok Robert Sustmann Ment. Han var gået over i det tyske sikkerhedspolitis tjeneste. Han blev likvideret i en linje 16 på Nørrebro.

Dette betød, at Bonvensiepen efter likvideringen gav ordre til at 11 modstandsfolk skulle dræbes, og det skete under et fingeret flugtforsøg ved Osted.

 

Var det antityske motiver?

Men ellers kom der ekstra gang i restaurationslivet mange steder efter at tyskerne var kommet. Det var et åndehul for de tyske soldater. Men det gav nu også sine problemer. For danskerne ville ikke finde sig i at de løb med de danske piger.

Man blev fortørnet over tyskernes samkvem med de danske unge piger.

Den tyske besættelsesmagt var meget på vagt over for, om hvordan de danske myndigheder reagerede på dette. Man var på vagt over for, om der lå antityske motiver bag dette.

Sammenstød mellem tyske soldater og danskere i forbindelse med restaurationsbesøg og fuldskab var en af de hyppigste beskæftigelser.

I nogle byer nedlagde de tyske kommandanter ligefrem forbud mod, at de tyske soldater måtte besøge bestemte danserestauranter.

 

Politimestrenes henvendelser blev ignoreret

Forældre blev opfordret til at påse, at deres børn ikke generede de tyske soldater med påtrængende henvendelser som for eksempel at forlange autografer.

Politimestre rundt om i byen udsendte henstillinger om, at man skulle vise en værdig holdning over for besættelsesmagten, men især ungdommen ignorerede politimestrenes opfordring.

 

Alvorlige kampe i Esbjerg

Men for eksempel i Esbjerg opstod der tre aftner i træk sammenstød mellem tyske soldater og danske civile. På den anden aften angreb 50 fiskere tyske matroser. Til sidst angreb tyske matroser tilfældige borgere rundt om i Esbjerg.

Lignende situationer kunne berettes fra andre byer, bl.a. Frederikshavn.

Ofte beklagede tyskerne, at de danske politimyndigheder ikke var deres opgave voksen, hverken mht. forebyggelse eller indgriben.

 

Antitysk retning

Befolkningens engelskvenlighed generede tyskerne. Det var især den mandlige ungdom var afvisende og udfordrende over for værnemagten. Tyskerne mente, at det var skolerne, der var medskyldige i at påvirke børnene i antitysk retning. Tyskerne forsøgte med:

• Forbud mod og straf for at lytte til engelsk radio samt oprettelse af støjsendere
• Lærer og præster skulle påvirkes i en mere ønskelig retning

Overfald på medlemmer af Frikorps Danmark var et stigende problem. Justitsministeriet indskærpede, at det danske politi skulle gribe ind. Frikorpsfolkene bar tysk uniform og blev forulempet. Værnemagten betragtede deres anseelse som krænket.

Fra dansk side klagede man over, at de tyske soldater solgte tobak til danskerne.

 

Ny Justitsminister

Tyskerne ønskede ikke justitsminister Harald Petersen. Det blev så Thune Jacobsen. Men denne brød sig hverken om Renthe – Fink eller Werner Best.

 

To sabotageeksperter på besøg

I juli 1942 var to sabotageeksperter sendt til København fra Berlin. En af disse skrev 1. september til det tyske udenrigsministerium, at situationen krævede en skarpere kurs over for den danske regering, bl.a. skulle politi og domstole afkræves en mere effektiv bekæmpelse af tyskfjendtlige grupper, og der skulle indføres dødsstraf.

 

Man ville foreslå tysk forvaltning

Under sit besøg havde den ene SS – gruppenführer ladet Renthe – Fink forstå, at han over for Hitler agtede at foreslå indsættelser af en tysk forvaltning i Danmark.

Efter besøget sendte Renthe – Fink det tyske udenrigsministerium en længere redegørelse for situationen i Danmark.

Det hed blandt andet, at danskerne på grund af mindreværdskomplekser var afvisende over for tyskerne, men det skyldtes ”deres langsomme omstillingsevne” Endvidere blev det pointeret, at det danske politi ikke ville fortsætte deres loyale arbejde, hvis de ikke fik lov til at arbejde selvstændigt.

Renthe – Fink lagde pres på sine danske forhandlingspartnere og den 2. september 1942 holdt statsminister Buhl sin berømte radiotale, hvor han bl.a. opfordrede til at angive stikkere.

 

Personaleudskiftning

Den såkaldte telegramkrise endte med personaleudskiftning. Lüdke blev den 1. oktober 1942 erstattet af general Hermann von Hanneken. Denne havde angiveligt fra Hitler ordrer om at behandle Danmark som fjendeland.

Han havde over for generalløjtnant Gørtz ikke lagt skjul på, at der på baggrund af danskernes afvisende holdning ville ske en ændring i forholdet.

Werner Best, der 4. november afløste Renthe – Fink som rigsbefuldmægtiget, skulle lede denne kursændring på det civile område.

 

Stridigheder med von Hanneken

Den 27. november og 6. december beskrev Best i et telegram kompetencestridigheder med von Hanneken. Denne ønskede danskerne stillet for en tysk krigsret, hvilket af Best opfattedes som en forholdsregel med vidtrækkende politiske følger og derfor hørende under den rigsbefuldmægtigedes kompetence.

I begyndelsen af december 1942 sad 80 danskere i tysk undersøgelsesarrest, og der krævedes nu overførsel af yderligere 13 personer til undersøgelse og pådømmelse ved tysk krigsret.

 

Den danske jurisdiktion

Stadsadvokaten mente ikke at kunne forsvare at give efter for de tyske krav, som han anså i strid med Grundloven. Han advarede Justitsministeriet om, at han og hans stab ikke længere kunne bære ansvaret for samarbejdet med tyskerne, hvis der ikke skete ændringer i situationen.

Det var her i november/december man kunne konstatere den danske jurisdiktions sammenbrud. Og i diverse historiske kilder tales der om, at her begyndte der et holdningsskifte i politiet. Men sådan var det nu ikke alle steder i landet.

 

Tyskerne frygtede invasion

De første ødelæggende anslag mod værnemagten, der bedst kan karakteriseres som hærværk blev udført af ganske unge mænd. I oktober 1942 blev kommunisterne rundt om i landet opfordret til at få gang i sabotagen.

Det tyske efterretningsvæsen havde fundet ud af, hvad der var gang i. Den stigende sabotage medførte at tyskerne var banke for en engelsk invasion.

 

Speciel problem i Tønder

I 1943 nåede ud – og indsmugling af varer blandt soldater i Tønder til i en grad, der var aldeles uacceptabelt. Og politiet henvendte sig derfor til justitsministeriet. På Tønder Banegård var der stationeret tysk feltgendarmeri. Men det viste sig, at de var fuldstændig ligeglad med smuglingen. De tjekkede kun, at de soldater, der rejste syd på havde orlov.

Og soldaterne rejste til den lille grænseby Süderlügum. Det viste sig, at det hele var organiseret. Og tysk politi, grænsevagter og civilister fra Tønder var indblandet.

 

Justitsministeriet sender opfordring

Den 18. februar 1943 sendte justitsministeriet et cirkulære ud til landets politimestre om at indskærpe politipersonalet, at der var mere påkrævet end nogen sinde:

• At der fra politiets side ydes alt, hvad der er muligt, for at bekæmpe sabotage

 

Historiske ukorrektheder

I historiske skrifter står der anført, at politiet omkring 1942/1943 var mere tilbøjelig til at betragte sabotørerne som ”patrioter” end som ”egentlige forbrydere”. Men det er nu ikke korrekt.

Faktum er, at i foråret og ind i sommeren 1943 blev der af politiet efterforsket og foretaget anholdelser også på egen foranstaltning, anholdelser der også ramte ind i det kommunistiske sabotagearbejde.

 

De gik til den i København

I 1943 var det først og fremmest kommunister, der stod for sabotagen og det illegale bladarbejde. Den første Holger Danske aktion var den 6. maj 1943.

I København gjorde politiet den 1. marts og 16. maj indhug i BOPA efter tysk foranstaltning. Endvidere foretog politiet arrestationer den 4. maj i forbindelse med en sabotageaktion mod Emdrup Dampvaskeri, og den 23 juni ved en aktion mod fabrikken Alliance.

 

Anholdelser i flere byer

I Århus blev der i forlængelse af en aktion natten til den 28. maj, hvor en sabotør blev dræbt og en anden blev såret, foretaget efterforskning efter den sårede på hospitalet, dog uden resultat, eftersom han blev indkvarteret hos en læge.

I marts 1943 forekom der et voldsomt slagsmål i Odense mellem danskere og tyske soldater. Men dette skyldtes den nye tyske kommandant Weiss, der blev beskrevet som kantet og usmidig.

I Horsens blev der efter tysk anmodning foretaget anholdelse 7. juni. I Aalborg blev der foretaget anholdelser den 31. juli og 18. august. Denne sag førte tæt ind på livet af en sabotagegruppe og SOE – agenter.

 

Masser af dokumentation

Man kan også i ”Den Parlamentariske Kommission” bind 7 se masser af anholdende aktivitet i 1943 også efter den 1. maj og i de sidste tre måneder før den 29. august. Vel og mærke ikke udelukkende på tysk foranstaltning.

Indimellem kom opklaringen ganske tæt ind på livet af de få sabotagegrupper, der virkelig betød noget på dette tispunkt.

Både i Århus og Odense syntes befolkningen, at det lokale politi var alt for usmidig

 

Justitsministeren forlangte millioner

Så sent som i juli 1943 forlange justitsminister Thune Jacobsen en million kroner til indkøb af maskinpistoler. Begrundelsen var, at så kunne politiet bedre bekæmpe sabotageaktionerne.

 

Dømt for små forseelser

Efter den militære undtagelsestilstand blev man dømt selv efter små forseelser. Man blev stillet for en tysk standret bare fordi, man havde taget tyske bekendtgørelser ned. Og straffen skulle afsones i tyske straffeanstalter.

Modstandsbevægelsen havde ikke altid godt med dansk politi. Nogle gange mente de, at de gik lige lovlig meget op i deres arbejde. Aftalen var, at man ikke skulle skyde på dem, men problemet var at det modsatte skete.

 

Skal de løslades

Aftalen var at kommunisterne i Horserød – lejren skulle løslades, hvis de ikke selv forsøgte at flygte. Den 28. august skulle Thune Jacobsen på et ministermøde have forespurgt om dette. Men da ingen svarede, foretog han sig intet. At nogle af kommunisterne så selv fandt ud af det, er en anden sag.

 

Efter 29. august

Efter 29. august anholdt dansk politi skam også modstandsfolk. Det modsatte er så nævnt i nogle bøger, men det passer nu ikke helt. Man kan vel hævde, at dansk politi efter denne dato var knap så emsige.

 

Forundring over fjendtlig indstilling

Problemet med mishagsytringer under ugerevyerne i biograferne i Sønderborg blev forhindret ved, at der var politivagter under alle forestillinger.

I dele af værnemagten herskede der tydelig forundring over befolkningens fjendtlige indstilling. Værnemagten synes, at det var mærkværdigt og fornærmende at blive mødt af afvisning og udtalt sympati for besættelsesmagtens fjender.

Også kommandovejene i værnemagten gav anledning til konflikter. Werner Best blev konstant modarbejdet af von Hanneken.

 

Gestapo blev indsat

Fra september 1943 blev Gestapo aktivt sat ind i bekæmpelsen af sabotagevirksomhed. Man forlod dermed den praksis, at dansk politi i princippet alene greb ind over for danske statsborgere, der krænkede værnemagtens interesser.

Trods radikalisering af Gestapos metoder og en stærk eskalering af mod terroren fra årsskiftet 1943/44 var der tale om en meget moderat fremfærd sammenlignet med andre lande.

 

Forskellige overvejelser

Den 19. september 1944 blev politiet taget. Tyskerne havde overvejet forskellige løsninger. Skulle man nøjes med at afvæbne politiet eller opløse politikorpset? Men man besluttede at internere betjentene.

 

Bag Werner Best’ s ryg

Det var General von Hanneken og politifører Pancke, der havde planlagt ”Aktion Möwe” bag om ryggen på den rigsfuldmægtige Werner Best.

De to planlæggere var trætte af politiets ageren. De mente ikke, at politiet i tilstrækkelig grad bekæmpede sabotagen. Man var også bange for at det velbevæbnede ordenspoliti ville hjælpe englænderne, når de gik i land ved vestkysten.

Det gjorde fransk politi ved invasionen i Normandiet i juni 1944.

 

Tyskerne havde forventet samarbejde

Men det var kun 2.000 af de i alt 10.000, men internerede. Man havde så forventet at de resterende i højere grad ville samarbejde. Men ingen steder i landet fortsatte politiet med at arbejde, som tyskerne havde forventet.

I stedet gik de under jorden som et illegalt politi og forberedte retsopgøret efter krigen.

 

Politiet samarbejde nogle steder

Nu var en del af betjentene nazister, og her igennem havde tyskerne fået at vide, at politiet en del steder samarbejdede med modstandsbevægelsen.

Alle politistationer, politikaserner og politiskoler blev omringet og samtlige politifolk blev arresteret.

Nu havde man i politiet godt været klar over, at tyskerne havde planer med en aktion mod politiet. I København havde tyskerne under dække af falsk politialarm omringet hele kvarteret omkring politigården.

 

Hård kamp ved Amalienborg

Efter afvæbning af hær og flåde i august 1943 havde dansk politi overtaget vagtopgaverne ved de kongelige slotte. Men på grund af misforståelser kom det til kamp den 19. september mellem ca. 50 danske politifolk og 40 soldater fra Kriegsmarine.

 

70 politifolk døde

Selv om politifolkene blev bedre behandlet end de fleste i KZ – lejrene, var det en meget ubehagelig oplevelse og cirka 70 politifolk døde. Kort før jul i 1944 blev en gruppe alvorlig syge hentet hjem.

Men nu var det sådan, at tyskerne visse steder tilbageholdt Røde Kors pakkerne til de danske betjente.

 

De asociale

Betjentene i Buchenwald oplevede blandt andet, at der ankom en ny gruppe ”asociale” deponeret for ”sortbørshandel” og anden lyssky virksomhed. Men egentlig var disse kun harmløse småforbrydere. Ja mange var blevet sendt hertil bare fordi de var arbejdsløse.

 

Kilder:

• Frank Bøgh: 19. september, da politiet blev taget
• Anton Guldbæk: Det må aldrig ske igen
• Tim Panduro, Maya Schuster: De asociale, KZ – lejrens glemte danskere
• Henning Poulsen: Dansk Modstand og tysk politik (Den jyske historiker 71)
• Henrik Lundtofte: Gestapo, tysk politi og terror i Danmark 1940 – 45
• Harald Petersen: Retsvæsen og politik under besættelsen
• Anette Warring: Tyskerpiger under besættelse og retsopgør
• Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister
• Henrik Stevnsborg: Politiet 1938 – 47. Bekæmpelse af spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed
• Jørgen Hæstrup: Krig og besættelse. Odense 1940 – 1945
• Henrik Skov Kristensen, Inge Adriansen: Als og Sundved 1940 – 45
• Palle Roslung – Jensen: Værnenes politik – politikkernes værn
• Tage Kaarsted: Krise og krig 1925 – 1950(Pol og Gyld. Danmarkshistorie 13)
• Vang Hansen, Kjeldbæk, Maurer: Industrispionagen i tal og kommentarer (Årsskrift for Frihedsmuseets Venner 1984)
• Hans Kirchhoff: Augustoprøret
• Hans Edvard Tegler: Kæmp for alt, hvad du har lært.
• Thune Jacobsen: På en uria post
• John T. Lauridsen: Over Stregen
• Gads Leksikon om Dansk Besættelsestid
• Henning Kock. Demokrati slå til

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 178 artikler om, efter og før Besættelsestiden herunder:

• Egentlig er der mange artikler på vores side, der indeholder politiets gøren og laden under besættelsestiden. Her er udvalg af artikler, der både viser politiets gode og dårlige sider, når vi efterrationaliserer:

 

 

• Kunne man stole på centralkartoteket?

Bovrup Kartoteket

Statsminister Buhl og hans stikkertale

Udleveret til tyskerne

Retsopgøret i Sønderjylland

Historien om Overvågning 1- 2

En justitsminister i unode

I en lovløs tid

Werner Best

Stikkerdrab

Den Sønderjyske Politiadjudant

Overvågning i Sønderjylland

De mystiske mord ved grænsen

Den sønderjyske efterretningstjeneste

Modstand i Kolding

En stikker i Sønderjylland

Sabotage på Nørrebro

Nørrebro – flere sabotager

Besættelse på Nørrebro 1 – 5

Modstand og sabotage i Sønderjylland

Modstand i Tinglev

Sheriffen fra Tinglev

En frihedskæmper fra Tønder

De dødsdømte fra Tønder

Nazister i Tønder

Besættelsestiden i Tønder

Sabotage i Aabenraa

Modstandsbevægelsen i Aabenraa

Skud i Vordingborggade

Drama i Vordingborggade (Øresundsgade)

Besættelse på Østerbro 1 – 4

Sabotage og stikkere på Østerbro

To skæbner i Kiskelund

Mord i Padborg 1 – 4

Bov Kommune under Besættelsen og mange flere