Aabenraa for meget længe siden

Vilhelm Marstrand blev bedt om, at skrive en bog om Aabenraa med undertitlen ”en egnsplan og byhistorisk undersøgelse”. Men der er da hvis lidt for meget roman over denne. Vi vil her forsøge at give den rigtige fremstilling af Aabenraas første historie. Opnør var en landsby, der lå ud til ”den åbne strand”. Aabenraahus blev anlagt længere mod nord, og her blev også anlagt en dyb stadsgrav. I 1247 blev Opnør lagt i aske i Erik Plovfennings kamp mod Abel. Beboerne flyttede ind til Aabenraa eller til Kolstrup. Den såkaldte Skraa kendes fra 1335. En overenskomst underskrevet i 1340 i Aabenraa bestemte, at de holstenske grever fik magten. Men dronning Margrethe var smart. Hun fik efterhånden magten. Hendes efterfølger, Erik af Pommern fik mange fjender. I 1460 blev grundloven for Slesvig – Holsten underskrevet. Foran Aabenraa opstod der et slumkvarter – Ramsherred.

 

En historikere tog fejl

I 1933 udkom Vilhelm Marstrands bog om Aabenraa. Det står anført i bogen, at det er en egnsplan og byhistorisk undersøgelse. Men det er noget i bogen, der ikke kan stemme. Skal man undersøge sandheden, ja så bliver det svært. For hvilke kilder, skal man nu følge? Hvilke er korrekte? På vores side har vi da heldigvis også kvalificerede kræfter, der har skrevet om Aabenraa’ s tidlige historie.

 

Byen Opnør

Det er ingen tvivl om, at byen tidlig hed Opnør. Og særlig med Opnør var der naturlige grænser. Mod nord var det Nørreskov. Mod syd havde vi Sønderskov. Mod øst var der Jørgensgård Skov, som dengang i Middelalderen hed Østerskov. Ja og navnet Vesterskov overlevede heller ikke. Det blev i stedet Hjelm Skov.

 

Var der et gadekær på Vægterpladsen?

Kunne der måske have været et gadekær på vægterpladsen? Nogle af beboerne har i tidens løb klaget over fugt i kælderen. Antagelig har grundvandstanden været høj. Andre igen peger på, at der her har været en voldgrav.

Men herfra var der ikke langt til Opnørs beskedne trækirke. Der gik veje til Kolstrup. Den sidste del af navnet tyder på, at det var udflytterby.

 

Den åbne strand

Vi har tidligere filosoferet over navnet Opn – ør. Det betyder noget i retning af Bebyggelsen ud mod ”den åbne strand”. Ja ør (eller –er) kender vi fra andre byer. Det oversættes vel bedst med Strandbred.

Opnør må have kunne ses fra fjorden. Men de jordløse har søgt ned mod vandet, hvor fiskeriet var deres hovederhverv. Vi ser det i byvåbnet De tre makreller. Mange af datidens gader gik direkte ned til vandet eller til åen. Her bosatte fiskerne sig og trak deres både op.

Man sejlede ind ad åen. Så sent som i 1680 er en af Slotsgades skippere således indblandet i en smuglerhistorie. Også ved udgravninger kan der konstateres at åen fortsatte hertil.

 

Handelslivet voksede

Handelslivet udviklede sig langs Østersøen. Det skete efter sejren over venderne. En af disse strandkøbinger var Aabenraa. Ifølge gammel ret tilhørte stranden kongen. Derfor havde han ret til at opkræve told. Til gengæld værnede han om købstæderne.

 

Aabenraahus

Aabenraa fik borgen Aabenraahus. Denne blev lagt for enden af det snorlige strøg, der skabte forbindelsen til havnen. Midt på dette strøg blev Storetorv anlagt. Her skulle man udveksle varer med folk fra oplandet. Gaderne til hver side fik navnet Vestergade og Østergade (nu Skibbrogade). Søndergade førte sydpå ud af byen.

 

Den dybe stadsgrav

Nord for Storetorv gennemskar en dyb stadsgrav den sydligste del af Bybakken. Udgravninger har vist, at denne var usædvanlig dyb. Til de andre sider var engstrækningerne nok beskyttelse.

 

Den såkaldte Skraa

Aabenraa fik som andre købstæder også deres egen bylovgivning, den såkaldte Skraa. Den kendes først fra 1335. Men den har tydelige træk fra Valdemar Sejrs tid (1202 – 41). Kong Valdemar nævnes flere gange ved navn.

Borgerne drev dengang landbrug ved siden af deres købstadserhverv, handel, håndværk og fiskeri. Derfor støttede kongen dem ved at tildele dem græsningsarealer i syv omkringliggende landsbyers marker.

Skraaen omtaler også Skåne. Det vidner om, at allerede dengang havde fiskeriet stor betydning. Det var selvfølgelig Middelalderens store silde – fiskeri, som aabenraaerne også havde deltaget i.

 

Sankt Knuds gilde

Endelig er også omtalen af Sankt Knuds gilde et vidnesbyrd om handelens store betydning for byen. Gildet i Aabenraa havde deres egen kirke, Sankt Knuds Kirke, der lå på hjørnet af Skibbrogade og Gildegade.

Ved Valdemar Sejrs død i 1241 var købstaden i god trivsel og byens borgere kunne gå en lys fremtid i møde.

 

Et skæbneår 1247

Men ak og ve. Det skulle gå helt anderledes. Skæbneåret i Aabenraa’ s ældste historie er 1247. I Danmarks Riges Krønike fra år 1600 skriver Arild Huitfeld, at Kolding, Haderslev, Aabenraa og ”mange bondebyer” blev afbrændt under Erik Plovpennings kamp mod Abel.

Denne måske meget sene oplysning kan måske forklare ny kirkebyggeri i de nævnte byer omkring 1250.

Det vides med sikkerhed, at kirken på hjørnet af Gildegade/Skibbrogade gik til. Og det samme er sikkert sket for borgernes stråtækte træhuse.

 

Opnør blev ikke genopført

Opnør blev ikke genopført. De overlevende var enten flyttet til Kolstrup eller ind til Aabenraa. Der var ikke kræfter til at genopføre Sankt Knuds Kirke. Man valgte i stedet at bygge en teglstenskirke på Bybakkens top. Den blev antagelig bygget på trækirkens tomt. Denne kirke blev indviet til de søfarendes helgen Sankt Nikolai.

Det var lidt enestående, at byens kirke kom til at ligge uden for det egentlige byområde, cirka 100 meter nord for Stadsgraven.

Kongen havde retten til Opnør’ s jord. Da byen ikke blev genopført forærede han nu dette til Aabenraa.

 

En overenskomst fra 1330

En overenskomst blev undertegnet i Aabenraa i 1330. Den betød, at Gerhardt den Tredje (grev Gerhardt eller Den kullede greve), der i 1325 havde kaldt sig Danmarks Riges administrator, formelt overdrog hertug Valdemar regeringsmagten over den nordlige del af Sønderjylland.

Efter attentatet i Randers i 1340 bevarede Gert’ s sønner herredømmet over Sydslesvig. Som nordligt værn anlagde de Niehuus.

Det var hertug Valdemar, der bekræftede og fornyede den gamle stadsret fra Kong Valdemars tid. Denne og hans søn, Henrik var de sidste hertuger af Abel’ s slægt.

 

De holstenske grever tager magten

Da denne døde i 1375, samme år som Valdemar Atterdag satte de holstenske grever sig i besiddelse af den nordlige del af Sønderjylland og dermed også Aabenraa.

I 1386 godkendte Dronning Magrethe dette. Hun var optaget at få samlet hele Norden. Da den daværende holstenske greve, Gerhard den Sjette faldt i kampen mod ditmarskerne, påtog dronningen sig, at være formynder for afdødes børn.

Dronningen var meget kløgtig, for hun benyttede lejligheden til at besætte borgene i den nordlige del af Sønderjylland. Hun fik også fodfæste i Flensborg og opførte Duborg.

Et slot i Aabenraa

I Aabenraa mente hun ikke, at Aabenraahus var egnet, og opførte Brundlund i 1411. Det vil sige, slottet blev først færdig efter hendes død. Og egentlig blev slottet ikke så stort, som hun kunne have forstillet sig.

Til slottet hører jo også en mølle. Og Slotsmøllen er der endnu.

 

De mange fjender

Hun var smart, Dronning Margrethe. Men hertugerne i Holsten ville ikke findes sig i hendes politik. Det førte til en 30 år lang krig fra 1409/10 – 1435/40. Efter hendes død i 1412 i Flensborg Fjord var det hendes efterfølger Erik af Pommern, der skulle forsvare kongemagtens herredømme over Sønderjylland. På grund af Øresunds – tolden fik han hanseaterne som fjender. Og det blev farligt for ham.

 

Aabenraa plyndret i 1429

I 1429 blev Aabenraa plyndret af en hanseatisk lejehær. Også omegnens beboere led overlast. Bønderfolk fra Løjt flygtede nordpå. Mod vest nedbrændte kirken i Ønlev, samt landbyerne i Årslev og Søst. Det lille bondesamfund i Hessel forsvandt for altid. Det lå omkring det nuværende Tøndervej – kvarter.

I 1431 måtte de danske tropper rømme Flensborg. Det betød, at Sydslesvig fortsat var under tysk administration. Ja det havde det været siden 1325.

Men det betød også, at hele området fra Kongeåen blev styret på tysk, det vil sige, at det var på plattysk.

Dette betød, at Aabenraa’ s gamle Skraa måtte oversættes til plattysk.

 

Grundlov for de to hertugdømmer

Og det hele endte med en Slesvig – Holstensk territorialstat. Denne statsdannelse blev i 1460 anerkendt af Danmarks Rigsråd, da den danske konge af oldenborgsk herkomst Christian den Første blev valgt til Herre over landene Slesvig og Holsten. Dette foregik i Ribe.

Ja man kan sige, at aftalen i Ribe var en slags grundlov for de to hertugdømmer. Og den holdt helt til 1848.

 

Et flygtningeproblem

Den store krig havde skabt et flygtningeproblem. Men lige så snart faren var over vendte de fleste tilbage og genopbyggede deres ødelagte landsbyer.

Men mange andre søgte mod Sønderjyllands østkyst, fordi de havde trange kår. Også mange søgte til Aabenraa. Men her ville borgerne ikke dele deres brød med de nye. De måtte blive uden for byvolden. På den måde opstod Ramsherred.

 

Skarnsknægte og tyve i Ramsherred

På plattysk hedder Ramsch noget i retning af Slum. Ramsherred var således et slumkvarter, beliggende nord for Aabenraa’ s vold og grav.

Borgerskabet så ikke med milde øjne på de mange elendig stillede mennesker. Dette fremgår ganske tydeligt af Aabenraa Bykrønike. Ifølge denne var Ramsherred oprindelig et sted, hvor

• Skarnsknægte og tyve opholdt sig og tilføjede de rejsende stor skade.

Det vandløb, der i Skråen kaldes Bækken norden by, fik nu navnet Tyvkærbæk.

 

Kirker tog sig af sociale problemer

Ja og i Middelalderen var kirken eneste instans, der tog sig af de socialt usselt stillede. I Haderslev og Flensborgs slumkvarterer oprettedes Sankt Gertuds stiftelser og gilder med tilhørende kirkerum. Sankt Gertrud var nemlig skytshelgeninde for de elendige.

Noget tilsvarende kendes ikke i Aabenraa. Måske var det fordi Ramsherred lå tæt ved den lokale Skt. Nikolaj kirke. Her kunne beboerne søge hen, hvor marianer – præsteskabet kunne tage sig af dem.

Den lille smøge mellem to af de nordligste ejendomme på Storegades vestside er i dag et minde om Ramsherred – folkets adgang til Skt. Nikolaj kirke.

 

Aabenraa atter udplyndret

For Aabenraa’ s vedkommende var afslutningen på middelalderen ret så voldsom. Det hang sammen med Christian den Andens fordrivelse som konge i 1523.

Danmarks Rigsråd havde opfordret kongens farbroder, Frederik den Første til at blive ny konge. Han lod derfor sine tropper rykke nordpå ad Hærvejen.

Undervejs slog de lejr ved Rise. Herfra måtte aabenraaerne finde sig i, at deres by blev plyndret for alt af værdi.

Aabenraa var nemlig ved Sønderjyllands første deling i 1490 blevet tillagt kongens andel af hertugdømmet. Derfor var byen på den forkerte side i kampen.

 

Desværre, Marstrand

Ja, kære Wilhelm Marstrand, det er sådan at Den Gamle Redaktør tolker historien om Aabenraa’ s historie i begyndelsen. Det er en skam, at vi ikke er helt enige.

 

Kilde:

• Se Litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• Dengang på Sønderborg Slot (Christian den Anden)
• Margrethe den Første og Sønderjylland
• Abel og hans sønner
• Sønderjyllands historie indtil 1200
• Slottet Duborg i Flensborg
• Aabenraas oprindelse (2)
• Aabenraas oprindelse (1)
• Brundlund Slot