På flugt fra Wallenstein

Christian den Fjerde troede, at han kunne få oprejsning syd på. Men han havde ikke penge til at føre krig. Han soldater fik ingen løn. Og de tabte slaget ved ”Luther am Barenberge”. Derefter flygtede de Kongelige ryttere. På deres vej op gennem Sønderjylland spredte de død, plyndringer og nedbrændte landsbyer. I Aabenraa slap man for nedbrænding, men kunne ikke undgå plyndringer. Aabenraas borgere blev brandbeskattet. Halvdelen af Haderslev nedbrændte. Selv kongelig gods blev stjålet, og kongen selv flygtede til Fyn. Og nu startede det hele forfra – Wallenstein og Tully førte fjenden ind i Sønderjylland.

 

Kongen troede, at han kunne få oprejsning sydpå

I 1625 havde Christian den Fjerde kastet sig ind i Den Tyske Krig. Det var nu ikke med Rigsrådets gode vilje. Han havde måttet opgive herredømmet mod nord mod Sverige efter Kalmarkrigen. Nu håbede han så på succes syd på.

Men det gik nu heller ikke så godt. I august 1626 led kongen det store nederlag ved Luther am Barenberge. Fjenden nærmede sig nu landets grænse

 

Soldater havde ikke fået deres sold.

Stemningen i kongens hær var ikke særlig god. Hæren bestod af hvervede tropper, og de havde grundet kongens manglende penge, ikke fået deres sold i lange tider.

I 1627 opholdt Tage Thott sig i lejren i Tyskland. I hans indberetning til kansleren, var det det samme, der hele tiden gik igen:

• Penge fejler
• Her er tvende Regimenter til Hest, som endnu ingen Penge haver bekommet.
• Her nyankommet en stor Hob Skotte, mens der ingen Middel er til Gevær og Mønstermaaned.
• Al vores Mangel er Penge. Her er endnu tre Regimenter til Hest.

Og sådan blev indberetninger ved.

 

Dårlige forhold i Haderslev Len

Forholdene i Haderslev Len var heller ikke gode. Her lå calenbergske ryttere, og de nærmest jagtede bønderne. Jo, der var kamp mellem Kongens Ryttere og Kronens Bønder.

 

Det kneb med moral og disciplin

Det kneb gevaldig med orden og disciplin blandt kongens ryttere. De ubetalte ryttere ville sandsynlig ikke mere lystre den øverste krigsherre. Et mytteri var lige på trapperne.

Men det som var endnu værre, ja det var at fjenden gik over Elben lidt syd for Lauenburg. Grænsen var truet. Tilly og Wallenstein nærmede sig fra sydøst.

I omtrent 60 år havde der ikke været krig. Der herskede en sorgløs stemning i befolkningen trods de alvorlige begivenheder i Tyskland. Men nu tilspidsede situationen sig.

 

Kongen var rodløs

Kongen havde i den senere tid opholdt sig i Glückstadt. Men den 13. september sejlede han derfra, og den 14. kom han i land i Ditmarsken. Derfra red han mod Husum. Kongen var rodløs og det var tydeligt, at Danmark ikke havde et stabilt forsvar. Han forsøgte at samle jyske og slesvigske styrker.

Men han så katastrofen i Flensborg. I byen var det kaos. Man kunne ikke se, hvem der var fjende og hvem der var venner. Soldater var på vej nordpå. Kongen havde helt mistet herredømmet over sine tropper.

 

Kongens ryttere plyndrede i Aabenraa

En del ryttere havde slået kvarter i Aabenraa. En del borgere var på det tidspunkt allerede flygtet. Og kongens ryttere begyndte nu at plyndre købmandshuse.

Andre borgere drog til Borgmesterens Hus. Døre og vinduer slog de ind. Skabe og kister brød de op med økser og tog hvad de kunne bruge. De gennemsøgte hele huset fra kælder til loft. De stjal penge og sølv. Derefter gik det ud over de andre borgerhuse i byen.

 

Bring dit gods i sikkerhed

Hertugen havde givet befaling om, at man skulle bringe sit gods i sikkerhed. Men borgerne havde ikke nået det. Man havde gemt noget på skibe og inden i skovene. Men det havde kongens ryttere fået kendskab til.

En nat kom en løjtnant med en trop ryttere og forlangte kvarter. Borgmesteren turde ikke andet end at føje dem. En nye skare ryttere kom gennem byen. De red straks hen til Amtsskriverens Hus, og slog vinduerne ind. Men udbyttet var ringe. Amtsskriveren havde bragt sit gods i sikkerhed på et skib.

Og atter engang gik det ud over Borgmesterens Hus. Men han nåede at få ringet med stormklokkerne. Nu mødte Aabenraa’s borgere op, og forsvarede borgmesteren og byen. Rytterne måtte stikke af, ja en af dem blev endda skudt.

 

Borgerne betalte brandskat

Den næste dag, den 16. september kom en ritmester sammen med 150 ryttere til byen. De havde afbrændt de omliggende landbyer ved Hærvejen og to kirker. Ritmesteren beordrede, slagbommene åbnet, så de kunne ride gennem byen. Men borgerne troede ikke på dem. De var bange for, at de ville sætte byen i brand.

Aabenraa’s borgere samlede sig med våben og sagde nej til at åbne. Ritmesteren forlangte da, at de viste ham en anden vej uden om byen. Det skete også, og borgerne sendte også to tønder øl og nogle skinker ud til nærmeste landsby. Men Ritmesteren truede nu borgerne med, at han næste morgen ville komme tilbage og brænde byen af.

Borgerne følte sig i den grad truet, så de betalte en kæmpe brandskat. Hestene som rytterne dagen før måtte løbe fra, måtte borgene sende til Ritmesteren. Rytterne stjal i mellemtiden borgernes heste, der græssede uden for byen.

En fortegnelse, der kort efter blev sendt til hertugen angiver, at der i Aabenraa Amt blev brændt 45 gårde, tre præstegårde og to kirker.

 

Halvdelen af Haderslev nedbrændt

Da rytterne kom til Haderslev plyndrede de byen. Dagen efter stak de byen i brand. Halvdelen af Haderslev nedbrændte.

Kongen havde bestemt, at grænsen til kongeriget skulle forsvares. Med Koldinghus i øst og Riberhus i vest. Men der var ingen, der kunne forsvare kongeriget.

 

Fra Limfjorden var Jylland åben for fjenden

Han tog så den beslutning, at lade hele Jylland syd for Limfjorden var åben for fjenden. Befolkningen skulle nu advares, men det var så lige sin sag. Lensmanden på Koldinghus, Gunder Lange blev sendt afsted, for at advare befolkningen. Rådet var, at befolkningen skulle flytte. Men hvor skulle de flygte hen? Det var kun adelen og de rige bønder, der kunne flygte.

Den 18. september tog kongen med Kirstine Munk og de bedst disciplinerede ryttere over til Fyn.

 

Plyndrings – og ødelæggelsestrang fra de Kongelige ryttere

Det var i første omgang sønderjyderne, der gik ud over. Men grunden til den dårlige moral hos kongens ryttere var jo, at de ikke fik deres hyre. De klæder og våben som de havde blev slidt. Og de skulle jo også have mad. De tog alt, hvad de kunne få, og huggede dem ned, der gjorde modstand.

Rytterne røvede også under kongens tilstedeværelse i Kolding. Intet var dem helligt. Ja selv kongens gods røvede de. Alle hæmninger var borte. En sand plyndrings – og ødelæggelseslyst overgik dem.

 

De Kongelige Ryttere gjorde mytteri

Og da den genetlige fjende, Wallenstein endelig kom, gjorde kongens ryttere mytteri. De ville overhovedet ikke forsvare kongeriget. Den 8. oktober kapitulere rytterne officielt ved Aalborg.

Bønderne, der havde samlet sig og kæmpet mod kongens tropper, foretog sig intet mod kejserens tropper. I halvanden år var Jylland herefter besat af kejserens tropper. De led under besættelsesmagtens tryk.

 

Det hele startede forfra

Og da kongens ryttere var flygtet ud af Jylland kom Wallenstein og Tilly med svenske og andre landets styrker, og så kunne nedbrændinger og plyndringer starte forfra.

 

 

Kilde: Se

• Litteratur Sønderjylland (under forberedelse)
• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjyske Årbøger
• Litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere: Om svenskernes hærgen:

• Svenske tropper i Tønder
• Svenske tropper på Nørrebro
• Er det historieforfalskning på Fælledvej
• I andre artikler på dengang.dk indgår svenskernes hærgen også.