Derude – på Nørrebro
Vi er til Søren Kierkegaards begravelse. Når man blev begravet skulle man vise klasse. Og så herskede der en frygtelig uorden på Assistens Kirkegård. I fru Heibergs fødehjem flød gravøllet. Heegaard opkøbte masser af grunde. Men inden var luften forpestet af en fabrikation på hans fabrik – af dyretarme. Wroblevski havde nærmest et landbrug, og digteren Chr. Winther løb med den 17 – årige Marie Hansen. Et superskønt fruentimmer nede fra søen endte på Ladegaarden. Og livet ved søerne var idyllisk, men vandet blev brugt som drikkevand og kloak.

Idyllen ved søerne
Stod man en sommerdag på Stadsoberstens Bastion, med Gothergade i ryggen kunne det se sådan ud:
– Som et blinkende Sølvbaand, begrænset paa den indre Side af Stiernes Trætoppe, slyngede sig i en svag Bue inden for dette Prospekt de tre Søer, der glimtede i Solens Straaler, saa det kunde gøre ondt i Øinene.
– Deres Bredder vare ikke som nu afsatte i lige Linie med Bolværk; ud og ind bugtede de sig, medens Jordsmonnet skød sig fladt ud, ludende Piletræer, Siv og Rør, hvor Vilanden rugede, hvor Drossel og Stær Fløitende, og hvor der var Rørskjæring om Efteraaret, speilede sig i Søernes blanke Flade.
Det var idyllisk, ja det er det vel stadigvæk omkring søerne. Man kan også sige det lige som Bergsøe:
– Tæt uden for Byen strakte Søerne sig som et sidt, fugtigt Bælte, urenset og forgroede, skønt de vare Byens eneste Drikkevandsbeholdere, og uden for Voldene kom et nyt Bælte af mudrede Fæstningsgrave, som ganske vist havde deres idylliske Skønhed men vare i høj Grad sundhedsfarlige, saa meget mere som Vandrenderne fra Søerne førtes igennem dem.

Søerne som kloak og brønd
Søerne fungerede som storbyens brønd, men også ind imellem som kloak.
Her langs søerne, gik Søren Kierkegaard også, især da han boede på Østerbro. Han ville gerne have et glimt af sin elskede, Regine, der boede på Nørrebro. Men hun flyttede til Dansk Vestindien, sammen med hendes mand.

Kierkegaard elskede Ladegårdsåen
Kierkegaard kunne også lide at gå langs Ladegaardsåen. Her var der blevet plantet piletræer, efter at en karet var kørt ud i åen, og et par fine damer var druknet.
Man mente i mange år, at der var rejst en mindesten for disse, men det har så senere vist sig, at være en vandstandsmåler.
Nu var det ikke så let, at gå langs søerne som i dag. Når der var regnvejr kunne man godt synke i til knæerne. Og så var der forskellige aflåste låger, man skulle igennem. Man kunne mod betaling få udleveret en nøgle i Druknehuset. Her gik en ældre mand rundt og passede på diverse ting og sager. Den lå, der hvor Dronning Louises Bro i dag ligger.

Det skønne Fruentimmer
Jo og det er også velkendt efterhånden at her nede ved søerne i Druknehuset, da boede en skønhed:
– Eet ungt Fruentimmer, der var vidt og bredt bekjendt for sin usædvanlige Skjønhed, men hvis Moralitet nok lod en del tilbage at ønske; hun gik under Navnet ”Pigen ved Søen” eller mere poetisk Donna del Largo, hvilket i folkemunde blev til Donna de La’gaard, hvor hun da ogsaa for endda ikke saa mange Aar siden endte sit usselige Liv

En lang kø på Nørrebrogade
Og dengang var der en kæmpe kø, når bønderne drog ind til byen. Ved Nørreport skulle vogne undersøges. Der skulle selvfølgelig betales afgift. Og køen blev større og større. Den voksede på Nørrebrogade, langt forbi kirkgården. Det var aldeles forbudt at bryde rækken. Og her holdt bønderne så med deres hø, halm, tørv, brændsel, fedevarer, æg, grøntsager m.m.
De helt eller halvt sovende kuske lod hesten klare kørslen. Jo, det var lidt af en bedrift, hvis man kunne smugle noget forbi disse posekiggere.
Efterhånden bar det måske ikke altid lige idyllisk ved søerne, efterhånden som industrierne voksede og dampmaskinen holdt sit indtog. Ofte var søerne nu indhyllet røg og damp fra dampmaskinerne.

Luften var forpestet
Det hjalp heller ikke, da isenkræmmer M.A, Heegaard i 1836 anlagde en fabrik ved Blågård. Man forarbejdede musikstrenge af dyretarme. Den ulidelige stank fremkaldte tilbagevendende protester hos naboerne, som udtalte:
– Luften selv i større Afstande ligefrem blev forpestet
Stadslægen måtte kigge på sagen, og han var ikke tilfreds. I hans rapport stod der, at fabrikkens affald fik lov til at rådne op i åbne grave. Men det gik et par år, inden produktionen blev indstillet.
For mange gik den sidste rejse langs Nørrebrogade til Assistens Kirkegård. Følget kunne, hvis man var en velanset borger være temmelig langt. Men for beboerne var det altid spændende at følge med i.

Omkring Store Ravnsborg
Omkring Store Ravnsborg mødte øjet et langt grimt plankeværk, der omsluttede haven med talrige drivhuse og mistbænke. De tilhørte gartner Batzke og senere hans sønner. Vi har tidligere berettet om stedets historie. Det var Christian den Fjerde, der startede med at udlægge det som en skanse. Under Frederik den Sjette blev stedet brugt af en masse foreninger, som holdt af et fristed i det grønne.

Grams forlystelsessted
Et meget søgt traktørsted lå på hjørnet af Nørrebrogade og den nordre side af Fælledvej. Her havde skibskaptajn Gram etableret sig:
– Det var tarveligt, men yderst probert, og var aldrig Tumleplads for larmende Spetakler. Tiden var jo i sig selv baade tarvelig og stilfærdig, og Keglebanen var stærkt besøgt især af Studenter og Officerer. Passerede man de lune Sommeraftener forbi, saa hørte man da ogsaa de rullende Kegler og undertiden, naar en Kreds af afstadige Borgere havde samlet sig i Haven om en 4 – Marks – Bolle, tonede ogsaa gamle Rahbeske Drikkeviser eller Datidens Fædrelandssange ud i den stille Sommeraften.
– Husets Døtre var belevne, velopdragende og meget smukke, og skjønt de færdedes mellem Husets Gjæster og vistnok også hjalp til ved Opvartningen, vovede dog ingen af Gjæsterne at overskride det Sømmerliges Grændser liger overfor dem.

Duften af friske, fine vande
Blandt gæsterne var digteren Christian Winther. Han flyttede til Nørrebro i 1837, og havde lejet sig ind hos en gartnerenke. Huset lå lige over for Slotsgade, men blev revet ned i 1885. Jo og denne gartnerenke havde også to smukke døtre. Den ældste hed, Marie Hansen.
Christian Winther holdt meget af Nørrebro, og bydelens piger holdt meget af ham. Og de holdt også meget af den Duft af friske, fine Vande. Det holdt han meget af, at overstænke sig selv og sit røde silkelommetørklæde med.

Marie Hansen fik sin ridder
Det blev den 17 – årige Marie Hansen, der vandt digterens hjerte. Ja, digteren blev også kaldt Ridderen af Nørrebro. Og han skrev de flotte og kærlige ord om hende:
– Hun er sød/hun er blød
Hun er smal om sit Liv
Hun er bøjelig/og føjelig/ og rank som et Siv
Hendes Kind /er så lind
Og som Rosen saa varm.
Hun er nysselig/og kysselig paa Mund, Haand og Arm.

Et landbrug ved Nørrebrogade
Nørrebrogade havde dengang et spredt bebyggelse. Her lå store gartnerier. Mange embedsmænd begyndte at købe grundstykker i området. En af disse var boghandler Wroblewski´s far. Han købte et areal, der blev afgrænset af de nuværende gader, Korsgade, Griffenfeldsgade, Åboulevarden og Gartnergade. Dertil kom en tønde land ved Peblingesøen.
Her var både udhuse og stalde. Familien havde to køer og en hest. Om vinteren opfedede man en eller to grise, og man holdt også fjerkræ og duer. En fiskepark havde man også på grunden.
Der var et helt lille landbrug, som forsynede familien med mælk, æg, frugt og grøntsager. Ofte var det nok til, at slægt og venner også kunne få noget. Foder til køer og hest producerede man også selv.

Masser af vilde dyr
Det store terræn ud mod Peblingesøen lå hen som uopdyrket. Det stod næsten hele tiden under vand om vinteren. I frostvejr var det en god tumleplads for dem, der skulle begive sig ind i skøjtekunsten.
Her var også en del damme, der efterhånden var blevet overgroet af siv og rør. Her kom ikke så mange mennesker. Til gengæld var her masser af dyr, vildænder, harer, væsel, mår og ræve. Sidstnævnte var ofte på besøg i hønsegården.
Efterhånden rejste der sig i nabolaget kedelige grå kaserner.

Fabrikken blev for lille
I 1855 blev hele ejendommen solgt til fabrikant Heegaard. Der var ikke meget tilbage af Blaagaardens storhedstid. Måske navnene, ja også skal vi da også nævne Slotsgade.
Heegaard have i 1827 efterhånden samlet sig 5 tønder land, som tidligere havde hørt under Blaagaarden. Han bad kongen om lov til at anlægge en Kuppelovn for at drive et Jernstøberi. Allerede året efter var produktionen i gang. Heegaard byggede en lang række bygninger. I 1898 blev det hele revet ned. Flere år senere blev der her anlagt en plads – Blågårds Plads.
Ved Heegaards død i 1837 var der ansat 50 mand i virksomheden. Under Anker Heegaard voksede fabrikken til 75 medarbejdere. Men efterhånden blev fabrikken for lille. I 1857 blev et jernstøberi købt i Frederiksværk.

Heegaard opkøbte jord
Heegaard havde forudset, at København snart ville sprænge sine rammer. Han opkøbte ejendomme i nabolaget og i demarkationsterrænet. I slutningen af 1860´erne blev den jord, som Heegaard havde sikret sig, bebygget. Området blev begrænset af Baggesensgade, Stengade, Korsgade og Blågårdsgade.

Her blev dyrket rabarber
Vi har her tidligere på siden beskæftiget os med Solitude. Denne herskabelige lystgård lå mellem Blågård og Assistent Kirkegård. Hovedgården blev først revet ned omkring år 1900. Ejendommen blev overtaget af erhvervsgartnere, og så blev der dyrket rabarber på grunden. De højhusene så rykkede ind, blev rabarberne hængene, og deraf navnet Rabarberkvarteret.

I Fru Heibergs fødehjem blev der drukket gravøl
Og vi skal da også lige nævne Johanne Louise Heibergs fødehjem, Lille Ravnsborg. Og det var jo her, at
– Salige Afdødes Gravøl drukken efter Jordefærden af de sørgende Efterladte, iført høj, sort Hat og den lange sorte Klædes Ligkappe med et lille Slag. Naar billigt Hensyn tages til den alvorlige Anledning, kunde det dog gaa ret livligt til. Billardet, Keglebanen og de vaade Varer dannedes saaledes en træffende Illustration til det gamle Ord, at ”Sorrig og Glæde, da vandre tilhobe”.

Folk ligger imellem gaverne
Og så er det jo Assistens Kirkegården, som vi allerede har skrevet så flittigt om. Her skete så mange ting. Allerede i 1803 beklagede folk sig i Rahbeks ugeskrift Den danske Tilskuer. Man var ikke tilfreds med at se:
– Folk ligge imellem Gravene med Mad og Drikke for sig, mens de rundt om fordelte Musikantere spille den ene Drikkevise efter den anden.

Det blev meget værre
Forholdene blev ikke bedre, snarere tværtimod. Nu kunne graverne heller ikke udholde det mere:
– Det er næppe tænkeligt, at der nogensinde har hersket større og flere Uordener paa Kirkegaarden end for Øjeblikket, da Graverne eller deres Folk næsten dagligen attraperer Individder, som gør sig skyldige i enten denne eller hin Forseelse. For ikke at omtale utallige Tilfælde, hvor Folk gribes, berøvende de forskellige Gravsteder deres Prydelser eller sidde spisende og drikkende paa de skønneste Steder paa Kirkegaardene, henkastende Levninger hist og her.
Ja og sådan fortsatte, og tænk, hvad der så skete i 1858:
– En anden Uorden, som finder Sted paa Kirkegaarden, kan heller ikke lades upaatalt, den nemlig, at Kirkegaarden kun på en Trediedel er omgivet med Mur, medens den øvrige Del saa at sige ligger aaben for alle og enhver. Dette foranlediger, at en mængde Individer af den laveste Klasse (f. Eks. Ladegaardslemmer) , saavel Mænd som Kvinder, Søn – og Festdage indfinde sig paa Kirkegaarden, hvor de nedtræde alt, hvad de møder paa deres vandring til de mest bevoksede Steder, hvor de mere uforstyrret kunne tilfredsstille deres sanselige Tilbøjeligheder, der ofte udarte til Skandale og til dyb Bekymring for den Nedbøjede, der ogsaa søger Didhen i Haabet om der at kunne være ene med sin Kummer.

En svensker opdagede ikke uorden
Også den svenske digter, Nicander besøgte kirkegården. Han bemærkede dog ikke den uorden, der fandt sted:
– For at nyde en tavs og rolig Fest, vandrede jeg en Aften ud af Nørreport til den saa kaldede Assistence – Kirkegaard, som sikkert er en af de skønneste Kirkegaarde i Europa. Løvfulde Træer, skyggefulde Gange, aabne og lyse Steder, Monumenter, som beskygges af lovfulde Træer, Popler og Taarepile, Urner og Kors, som omslynges af Rosenranker, Vellugt, Fuglesang, gøre Dødens Bolig til et lidet Paradis. Nogle kunne maaske sige, at Stedet er mere en Have end en Kirkegaard.

Det handlede om at vise klasse
Der var stor forskel på, hvad det kostede, at blive begravet. Det handlede om at vise klasse. De otte bedemænd dengang havde delt byen mellem sig i otte dele. Det var ligvognen, der satte standarden. Skulle den være med fløjl eller bare almindelig?
Det høje aristokrati blev begravet om formiddagen eller om middagen. Og de rige så som rige borgere, bryggere, bagere og købmænd, ja de blev begravet om eftermiddagen. Begravelsen foregik fra hjemmet. Alle møbler i værelset blev fjernet og vinduerne blev dækket med tætte hvide gardiner. Her samledes på begravelsesdagen familiens mandelige medlemmer. Gode venner og bekendte deltog også. I stedet for den solide frokost, blev der budt på et glas sherry og et stykke kransekage. Hvis der ikke mere skulle holdes tale, og hvis ingen mere efter bedemandens opfordring ville at se den salig Afdøde blev låget skruet på. Der blev lagt en eller to kranse på kisten, der derefter blev bragt til fløjls – eller Klædes – ligvogn.
De indbudte familiemedlemmer og præsten blev af bedemanden rangeret og råbte op. De skulle så følges ad til de bestilte kareter. Derefter måtte de øvrige gæster finde deres vogne. Derefter satte hele toget sig i bevægelse til Assistens Kirkegård.
Kirkens kordrenge sang her en salme. Præsten holdt en gravtale og forrettede jordpåkastelsen, hvorpå følget blev opløst.

Kierkegaards begravelse
Det var også herude, Kierkegaard blev begravet. Han udåndede den 11. november 1855 på Frederiks Hospital kun 42 år gammel. Han var den næstsidste af en søskendeflok på syv.
Han var ret stejl og ofte viste han uvilje over for statskirken og dens præster. Hvordan mon man så lige greb dette an?
Ja man besluttede sig for, at begravelsen skulle foregå den følgende søndag fra Frue Kirke. Både stedet og dagen forekom for mange provokerende. Onklen, Peter Kierkegaard mødte op fra Pedersborg Præstegaard. Stadens gejstlige mente, at han som kirkens mand burde lave om på tid og sted.
Der var sort af mennesker på Nørrebro. Langs gitre og grave var der mennesker på kirkegården.
Pludselig kom en meget høj, sortklædt, bleg yngre mand frem. Han tog hatten af, så sig om og råbte ud til mængden:
– Maa jeg bede om Ordet?
Det var en slægtning, læge Henrik Lund. Det var ham, der havde tilset Søren Kierkegaard på Frederiks Hospital.
– Den Mand, som i dag bliver begravet med fuld musik, som om han tilhørte kirken, var i levende live, kirkens ivrigste modstander. Kun ved et bedrag har kirken nu tilegnet sig ham og søgt at rane ham efter døden. Men det skal vidnes ved hans grav.
Lund fortsatte et stykke tid, og holdt næsten en afhandling om modsætningerne mellem den bortgangene og kirken. Da talen var færdig, var der mange der havde regnet med optøjer eller oprør, men intet skete. Enkelte klapsalver hørtes, men de fleste stod bare tavs tilbage.
Jo, Assistens Kirkegård er bestemt ikke kedelig.

Kilde: Se
– Litteratur Nørrebro
– O.B. Wroblewski: Nørrebro i Trediverne (1895)
– Harald Langberg: Uden for voldene (1952)
– Poul Strømstad: Søerne (1966)
– Nicolaj Bøgh: Christian Winther (1900)
– Knud Lyne Rahbek: Erindringer fra mit Liv (1824)
– København Før og Nu
– Hans Edward Nørregård – Nielsen: Kongens København – en guldaldermosaik (2000)

Hvis du vil vide mere: Læs
– Søerne foran Nørrebro
– Nørrebro – fra Fælled til Lejekaserne
– En vandretur på Nørrebro
– Dronning Louises Bro
– Blaagaarden – på en anden måde
– Blågårds Plads på Nørrebro
– Solitude – en lystgård på Nørrebro
– Ladegården – dengang
– Fattiglemmer på Nørrebro
– Byggespekulation på Nørrebro
– Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
– Blaagaards – kvarteret gennem næsten 400 år
– Johanne fra Lille Ravnsborg
– Sagn og historier fra Brokvarterne
– Da Gertrud rejste fra kisten
– Genforenet på Assistens Kirkegård
– Assistens Kirkegård – en oase
– Assistens Kirkegård – 250 år
– Under jorden på Assistens Kirkegård
– Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
– Livet på Assistens Kirkegård og mange flere