Agga – en sønderjysk pige

Af Kirsten Bjerrum
Til sin mors 90 – års fødselsdag skrev Kirsten denne skønne fortælling om sin slægt. Men det er faktisk også et stykke Sønderjyllands historie. Udgangspunktet er Ballum. Fra denne landsby døde 30 unge mennesker i Første Verdenskrig. Og man tror det næppe, men engang var der mange butikker i Ballum. Ikke mange piger i Ballum fik mellemskole – eksamen. For at få den skulle man helt til Tønder. Kirsten havde en enestående bedstemor, der tog sig af mange af slægtens fester, men også begravelse. Læs denne flotte skildring af livet ved Vadehavet – dengang

Til Aggas 90 års fødselsdag på Klæager den 30. maj 2012

I november 2001 tog Birthe og jeg til Ballum for at lave et interview med mor om alt det, hun kunne huske fra sin slægt og fra sin barndom.

Fra 1864 til 1920 var Sønderjylland under tysk herredømme, og vi snakkede en del om, hvordan det havde påvirket vores familie, og hvad hun huskede af det, de gamle i familien havde fortalt om den tid. Det viste sig, at mor havde en fantastisk hukommelse, og det blev en stor oplevelse for os alle tre.
Her er så en kort udgave af en lang historie sammen med nogle af mine erindringsbilleder, som jeg har malet 2009 – 2011 (grundet tekniske problemer har vi ikke i første omgang kunne få dem med, men vi arbejder på det).

Min mormor og morfar blev født på to nabogårde på hjørnet i Bodsbøl – Ballum. Den ene gård, en typisk vestslesvigsk gård, ligger der endnu, om end moderniseret, mens den anden gård, hvor min morfar, mor og vi børn voksede op, blev revet ned i 2007.

Bedstemors brødre Andreas og Jakob samt søsterens mand Peter deltog i første verdenskrig som tyske soldater. Andreas var den heldigste, idet han kom til at arbejde i Rumænien som hesteoppasser hos en højtstående militærmand, der satte pris på ham. Efter krigen talte han om Rumænien med stor begejstring. Men Jakob kom i rigtig krig og endte i fransk krigsfangenskab og kom aldrig rigtig over det.

På nabogården boede oldemor Agathe, som var blevet enke i en ung alder, med sine 4 sønner, hvoraf Ullerup og Marius deltog i krigen. Bedstefar var på session flere gange, men var så heldig at blive kasseret hver gang pga. en hjertefejl. Både Marius og Ullerup overlevede, men Marius blev aldrig sig selv igen og døde af hjertestop i 1922.

Krigen havde præget hver eneste landsby i Sønderjylland. På Ballum Kirkegård står der en mindesten for 30 unge mænd, som faldt i krigen. Det var et stort tab for sådan en lille landsby, og mange unge piger blev aldrig gift.

I Ballum var der en del krigsfanger fra Rusland og Polen. De arbejde rundt omkring på gårdene og med at bygge diget.
Bedstefar havde en russisk krigsfange, som blev kaldt Gigo. De kunne tale tysk sammen og de blev gode venner. Bedstefar hjalp Gigo med at flygte over grænsen til Danmark, idet han ikke ønskede at komme tilbage til Rusland. Gigo kom til Ribe, fik job, og blev gift med en dansk pige fra byen. Senere flyttede familien til København, og de to familier holdt kontakt i form af julekort i mange år.
Efter interviewet med mor fik jeg kontakt med Gigos datter, Olga i København. Mor og jeg besøgte Olga oppe i Birkerød, og hun fortalte meget om sin familie, og var meget interesseret i hendes fars tid i Ballum.
Olga har sidenhen været i Ballum for at se det sted, hvor hendes far var krigsfange. Og dengang var gården heldigvis ikke revet ned endnu. Men laden, hvor Gigo havde snittet billeder i bjælkerne, var faldet sammen i den store storm i 1999.

I årene under 1. verdenskrig havde kvinderne travlt med at passe arbejdet uden de unge mænd, som var i krig. Bedstemor styrede gården derhjemme og det var hende, der gik ud og så til dyrene og malkede køerne.
Lige efter krigen blev bedstefar og bedstemor forelskede i hinanden. De havde altid kendt hinanden, og de var fætter og kusine fra to nabogårde, men pludselig slog lynet ned. Den 11. november 1920 blev de gift, på våbenstilstandsdagen for 1. verdenskrig.
I 1922 blev mor så født, og hun skulle selvfølgelig opkaldes efter bedstemor Agathe. Det samme skulle de andre brødres første døtre. Så det blev til 4 gange Agathe i familien. Mor insisterer på at blive kaldt Agga.
Oldemor Agathe byggede i 1925 et lille aftægtshus ved siden af gården – og det ligger der endnu. Her boede hun sammen med en tjenestepige, som lavede al arbejdet, mens Agate sad stor og tyk på en stol og kun rejste sig for at gå ind til spisebordet. En kone i hendes position lavede ingenting dengang, og hun havde råd til tjenestepige.
Agathe døde som 78 – årig i 1931, da mor var 9 år.

Mor voksede op i 20`erne og 30`erne og hun mindes ikke, at der var en økonomisk fordel for sønderjyderne at komme tilbage til Danmark. Der var bedre priser på landbrugsvarer i Tyskland. Men folk var glade for at være blevet danskere og kunne tale deres sprog i fred og få lov til at hejse flaget. Folk havde det daglige brød men ingen penge. Men ellers blev Sønderjylland lidt forkælet. En røvet datter dybt begrædt er kommet tilbage. Sådan blev der set på det. Det var en glæde at være kommet tilbage til Danmark, og det blev i mors barndom fejret hvert år på Afstemningsdagen den 10. februar med flag, taler og masser af sange i forsamlingshuset.

I mors skole var der knap så meget kæft, trit og retning, som i tyskertiden, selvom nogle af de ældre lærere havde det siddende i sig. Vores bedsteforældre snakkede aldrig dårligt om deres skoletid, bortset fra at de ikke kunne lide at være tvunget til at fejre kejser Wilhelms fødselsdag iført deres stiveste puds.
Før genforeningen var undervisningen på nær en religionstime på ren tysk. Men nu havde forældrene fået nok af tysk, og det blev helt afskaffet. Men der var en dygtig førstelærer, som syntes, at det var en skam, at børnene ikke skulle have en chance for at lære lidt fremmedsprog, så han tilbød en time tysk efter skoletid.
Ud over fagene dansk, regning og religion havde de historie, naturhistorie, geografi og gymnastik. Eleverne marcherede hen til et koldt forsamlingshus og lavede gymnastik der. Mor husker med gru, hvordan de klædte om i et koldt rum, og at der ikke var mulighed for bad.
Det var megen udenadslære, og mange sad hjemme og sled med lektierne, og deres mødre græd. Hvis de ikke kunne stoffet udenad, måtte de sidde efter, eller de fik tæsk og blev erklæret for dumme. Lussinger og rap over nakken var meget normalt, og ind imellem kom spanskrøret også frem. Det værste man kunne gøre, var at være trodsig og ikke gøre, hvad læreren forlangte. Nogle elever var gode til at få læreren hidset op, og så fik de af spanskrøret. Men jo mere han slog, desto trodsigere blev de. Mor fik ingen tæsk, og hun var også dygtig i skolen.

Først midt i 30´erne blev vejene i Ballum asfalterede. Indtil da havde det været grusveje med grøfter i begge sider. Der sad en mand og knuste stenene til vejen fint. Han sad som en anden jens Vejmand bag en skærm af sækkelærred.

Dengang var der i modsætning til nu en masse forretninger i Ballum, hvor man kunne få næsten alt, hvad man havde brug for i hverdagen.
Der var flere købmandsforretninger, blandt andet mors onkel Ullerups, som lå lige på hjørnet over for gården. Det var et ismejeri, som i dag er butik med antikke ting fra Ballum og omegn.
Omme i bygaden var der en lille Tatol forretning, lige som Matas i dag. Og der var en lille trikotagebutik med undertøj og børnetøj m.m. Længere omme lå frisør Ravns butik. Konen var en dygtig syerske. Så kom Johannes Jefsens isenkræmmer – og landbrugsmaskine – forretning. Her var også en sparekasse, der havde åbent et par gange om ugen.
Over for lå smedjen, som også var mødested for byens mænd, der hyggede sig, når de skulle have skoet heste.
Så kom bageren, hvor folk købte rugbrød og rundstykker om søndagen og kager til festlige lejligheder. Der var en saddelmager, som lavede seletøj til heste og polstrede møbler. Og i bygaden var der smukke vejtræer, som desværre blev fældet af emsige politikere i 60`erne.
Så kom Luthers missionshus, hvor der var en livlig aktivitet med ungdomsforeninger med orkester, søndagsskole og mange arrangementer. I Ballum var der både Indre Mission og Luthers Mission. Luthers Mission tiltrak især småkårsfolk, og dem var der mange af på det tidspunkt. De gik ikke så meget i kirke, men foretrak at komme til møder i deres missionshus.
I den tidligere skole længere omme boede Aja Lindholm, som havde et håndkøbsudsalg fra Højer Apotek. Her boede også nogle psykisk syge kvinder fra Ribe Statshospital. Inde ved siden af havde Ajas far et ligkisteværksted.
Så kom alderdomshjemmet, et stort flot hus, bygget i 30`erne. Overfor lå forsamlingshuset, kaldet Ballumhus, som blev bygget i 1911 i tyskertiden. Her var der meget livlig aktivitet med ungdomsforening med gymnastikundervisning for karle og piger flere gange om ugen. Og der var folkedans, møder, foredrag og fester med bal og biografaften en gang om måneden. Forsamlingshuset blev også brugt til private fester, hvor bestyrelsen lavede god gammeldags mad med suppe, steg og dessert samt kaffebord.
Ved siden af Ballumhus lå Brugsforeningen, som den dag i dag stadig er butik. Efter Brugsen boede Anders Skomager med sine 4 kvikke sønner. Og så kom endelig mors skole med 2 lærere.
Gik man ad vejen til Harknak kom man til damefrisøren, som var selvlærd, men vældig dygtig. En permanent tog det meste af en dag. Og så kom Benny Cykelsmed, hvor man kunne købe nye cykler og få de gamle repareret.
På Nørrevej lå der en slagter med et lille udsalg. Slagteren kørte rundt med hestevogn og solgte kød, især oksekød. Svin slagtede man selv.
På Kystvej lå møllen, hvor bønderne fik malet deres korn.
Omme på Strandvejen var der et lille posthus med telefoncentral, der var åben hver dag. Dengang var der kun få familier, der havde privattelefon.
Ved siden af havde Klaus et snedkerværksted, hvor man kunne få lavet møbler. Længst omme lå den gamle færgekro, hvor der tidligere havde været færgeforbindelse til Rømø. Her holdt ringridderforeningen til med fester og baller. Der var også almindelig krostue, men den blev ikke særlig meget brugt.
Der var ingen gadebelysning, og man skulle huske lommelygter og passe på ikke at falde i grøfterne.
Skulle man købe noget større, tog man rutebilen til Tønder.
Dengang boede der mange mennesker i Ballum. Familierne var store og der var mange karle og piger på gårdene. Men om aftenen var der ingen steder at gå hen for de unge mennesker, og det var lidt trist især om vinteren.

Mor blev konfirmeret i 7. klasse, og så var der slut med at gå i skole. Så var det hjem og være pige hos bedstemor. I begyndelsen havde bedstemor en ung pige, men da hun holdt op, måtte mor til at malke to gange om dagen og fyre op i kakkelovnen samt hjælpe til på marken. Og det var ikke spor sjovt.
Desuden skulle der laves håndarbejde om eftermiddagen, hvis det ikke var andet arbejde. Der skulle repareres tøj og strikkes uldent undertøj og uldsokker. Dengang havde folk uldent tøj på fra nederst til øverst. Mor var ikke vild med håndarbejde og har sidenhen ikke gidet at strikke.
Mor ville gerne ud at arbejde, men bedstefar og bedstemor syntes, at hun skulle blive lidt ældre først. Mor ville meget gerne have fortsat i skolen, men det kom slet ikke på tale dengang. Hvis man skulle fortsætte i skolen, skulle man til Tønder allerede efter 5. klasse, og det var besværligt med bus og tog. Men sådan er det også i dag. Dengang var det slet ingen piger fra Ballum, der kom i mellemskolen og kun få drenge. Til gengæld skulle piger have en huslig uddannelse og lære at blive dygtige husmødre.

Mor fik sin første plads i huset hos en manufakturhandler i Bredebro, da hun var 17 år. Det næste job blev hos en bankdirektør i Tønder. Og her var hun den 9. april 1940. Tidligt om morgen blev hun vækket af støj og brummen, og da hun kiggede ud af vinduet så hun en masse motorcykler komme kørende gennem gaden og hun så også en masse fly. Hun blev selvfølgelig bange, men hun turde ikke gå ned til det arrogante herskab og spørge om situationen, så hun ventede til normal arbejdstid. Fruen gad ikke snakke med hende og forlangte, at hun skulle gøre hovedrent i spisestuen den dag.
Hun ville selvfølgelig gerne have været ud for et se, hvad der skete. I starten troede hun, at det kun var Sønderjylland, der havde været besat, indtil hun hørte i radioen, at tyskerne havde besat hele Danmark.

Lige som så mange unge piger dengang, kom mor på husholdningsskole. Men desværre på et dumt tidspunkt, nemlig i 1942 under besættelsen, hvor der var rationering og knaphed på alting.
Mor valgte Skårup Husholdningsskole, fordi de havde komponisten Oluf Ring ansat som sanglærer. Oluf Ring og hans sange kom til at betyde meget for hende, og folk undrer sig tit over, hvor hun kender alle disse sange fra. Oluf Ring har komponeret melodier til en lang række kendte sange. Blandt andet skrev han melodi til Danmark nu blunder den lyse nat i 1922, det år mor blev født.
Efter denne dejlige periode kom mor 1 1/2 år i huset hos kusine Valborg i Sønderborg.

Mor var i Ballum, da kapitulationen kom. Men hun havde efterhånden fået nok af livet på landet og drømte om at komme til København. Hun var 24 år, ugift, og ville gerne opleve en storby. Min mor var arving til mine bedsteforældres gård, men hun havde nu ikke tænkt sig at gifte sig med en bonde af den grund. Ikke fordi hun havde noget imod at blive bondekone, men hun havde ikke mødt den rigtige endnu, bonde eller ej.

Hun tog først til København i januar 1946, fordi mine bedsteforældre havde sølvbryllup den 11. november 1945. Men mors bror, Hans havde astma og astmaeksem og han havde det dårligt op til festen. Om natten mellem den 9. og 10. november blev lægen tilkaldt, og han gav Hans en indsprøjtning at sove på, og den vågnede han aldrig op af igen.
Bedstemor var en stærk, troende kvinde og hun takkede Gud for at hendes stakkels søn ikke skulle mere. Hun sagde, at det var godt, at det ikke var bedstefar. Det samme sagde hun, da hendes anden søn, som også var meget syg, døde nogle år senere. For hvis bedstefar var død, ville hun ikke kunne klare det. Det bekymrede hende meget, hvordan det ville gå hendes sønner, når hun og bedstefar ikke var der længere.
Og så blev sølvbrylluppet, der var forberedt, til en begravelse. Folk kom med kranse og gaver til sølvbrudeparret, og det var en mærkelig blanding.

Den 20. november skulle mors kusine Anne på nabogården giftes med sin Svend. Bedstemor havde for længst lovet, at de måtte bruge hendes hus, hvor der var mere plads. Bedstemor kunne selvfølgelig have sagt fra, men det gjorde hun ikke, så Anne fik sit bryllup.
Alle møbler blev ryddet ud, og det blev dækket op til 50 personer. Og så blev der holdt fest for 50 personer, 3 dage i træk, og det blev tre gode aftener med suppe med kødboller og melboller, oksesteg med grøntsager og til sidst fromage. Og så blev der serveret vin til maden.
Bedstemors bror, Jacob, der normalt aldrig holdt tale, slog på glasset, rejste sig, ønskede brudeparret tillykke, og så holdt han ellers en smuk tale til sin søster, hvor han roste hende for hendes styrke, og at hun midt i sorgen var i stand til at holde et stort bryllup.

Grunden til, at Annes bryllup skulle holdes hos bedstemor var, at kroen, forsamlingshuset og missionshuset i efteråret 1945 var fyldt med tyske flygtninge. Det var simpelthen ingen steder at holde fest. Flygtningene kom tidligt 1945 og blev der omkring et år. Det var især østtyskere, som var flygtet fra den sovjetiske hær. De kom gående med små vogne og barnevogne, og de prægede bybilledet. Nogle kom hjem til bedstemor og spurgte, om de ikke kunne hjælpe med noget. Og bedstemor satte dem til at lappe tøj og stoppe strømper, og som løn fik de æg, smør og sæbe.

I slutningen af 1945 søgte mor en stilling i København. Hun fik en god stilling hos en familie i nærheden af Svanemøllen i Hellerup. Her havde hun fri hver aften, hvilket hun aldrig havde haft før, og hun havde også fri nogle eftermiddage, så hun kunne komme ud i byen, før hun skulle lave aftensmad.
Den 11. november 1947 tog mor ind til Sønderjysk Forening i Studiestræde, hvor våbenstilstandsdagen for første verdenskrig blev fejret. Da hun kom ind i lokalet, kunne hun mærke, at der var nogle øjne, der fulgte hende. Da lærer Hummeluhre fra Rens var færdig med sin tale om krigen og våbenstilstanden, kom ham, der havde kigget over for at danse.
Han hed Olav, og de snakkede om, at de hvis nok havde set hinanden før. Det viste sig, at de havde set hinanden for seks år siden til et bal på Færgekroen i Ballum i 1941. Olav kom ikke fra Ballum, men hele hans slægt stammede fra Ballum, og han havde ofte været på ferie hos sin elskede bedste, Vise.
Mor og Olav blev forelskede og ønskede at blive gift. På det tidspunkt havde Olav, som blev min far, et anlægsgartneri sammen med en kammerat oppe i Harreskoven. Mor skrev til sine forældre, at hun ønskede at blive ringforlovet, og min bedstemor tilbød at holde festen. Mine bedsteforældre kunne godt lide far fra starten, og de kendte hans slægt. Bedstefar havde gået i skole med bedste, Vise.

Forlovelsesfesten blev holdt i juli 1948 i Ballum med folkemusik og dans. Bedstemor sørgede for god mad og vin.

En af dagene gik mor og far en tur ned til havet, og far spurgte mor, hvad hun sagde til, at han prøvede at overtage gården i Ballum. På det tidspunkt var bedstefar over 70 år. Han havde forpagtet det meste af jorden ud og havde kun lidt landbrug.
Fars anlægsgartneri gik ikke alt for godt, da folk lige efter krigen ikke havde så mange penge til at bruge på deres haver.
Min mor svarede, at det var hendes største ønske, hvis det kunne lade sig gøre. Så far tog tilbage til København og afviklede sin andel i firmaet, og den 1. august flyttede han ind hos bedstefar og bedstemor. Her hjalp han med at lægge om i haven og rydde op. For at tjene penge og lære noget om landbrug fik han stilling på en gård i Mjolden. Her startede han 1. november 1948 og var der et år. Samtidig sluttede mor sin stilling i København og tog hjem til Ballum. Mor husker det som en dejlig periode, hvor far kom cyklende hver søndag, hvor han havde fri samt et par aftener om ugen.

Første november 1949 sluttede far sin landbrugslære i Mjolden, og så blev far og mor gift den 11. november på bedstemor og bedstefars bryllupsdag og toårsdagen for deres møde på våbenstilstandsdagen i Sønderjysk Forening i København. De havde ikke sigtet efter den specielle dato, men dengang var det sådan, at man skiftede stilling 1. november. Og da et bryllup altid skulle foregå på en fredag, og huset skulle gøres klar, ja så kunne det kun blive den 11. november.

Og så blev de gift og levede lykkeligt sammen til deres dages ende. Det blev 47 år.
Tak til Kirsten for denne dejlige fortælling. Vi håber, at det senere vil være teknisk muligt at få Kirstens flotte illustrationer lagt ind. Læg os lige mærke til den dato, hvor vi lægger denne artikel ind.

Hvis du vil vide mere om Ballum og Omegn: Læs:
– Mellem Højer og Ballum
– Ballum – dengang
– Ude mod Vest

Disse artikler fortæller også lidt om Ballum og Omegn:
– Sønderjysk Kaffebord – for Sønderjyder
– Tønder Kniplinger – endnu mere
– Rømø – den tredje tur
– Indre Mission, baptister og andre
– Emmerlev Skole
– Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
– Fræ Hæwer te Affenraa (fra Højer til Aabenraa)
– Ballade i Sønderjylland
– Et kloster – 15 km fra Tønder
– Apotekeren fra Højer
– Rømø – endnu engang
– At plukke sut ved Højer
– Tønder – egnen 1848 – 1852 (2)