København var prøveklud for fattiglovgivningen. De uværdige måtte ikke tigge, det var strafbart. Skt. Hans Hospital flyttede hertil. Frygtlige forhold, de løb halvnøgne rundt. Der blev indrettet arbejderanstalt og senere tvangsarbejderanstalt. Lemmernes antal steg. Det blev nærmest et industrivirksomhed, men kvaliteten var dårlig. Lemmerne stak ild til bygningerne. Ladegårdslemmer var uønsket på andre hospitaler, derfor blev man nødt til at indrette en selv. Og de havde sandelig et dårligt ry – Ladegårdslemmerne.

 

København var prøveklud

København fungerede som en slags prøveklud, når det gjaldt initiativ til at forbedre vilkårene for de fattige og arbejdsløse. Mange af de initiativer man startede i hovedstaden, forsøgte man senere at gennemføre ude i provinsen. Allerede omkring år 1600 prøvede man med tvangsarbejde. Det var i hovedstaden, at de landskendte fattiginstitutioner opstod. Det var Opfostringshuset, Tugt -, Rasp, og Forbedringshuset og Ladegården.

Borgerne skulle moralsk og åndeligt oprustes. Et universalmiddel mod dette blev arbejde og arbejdertvang. Det gavnede staten, og så lærte man også de fattige at bestille noget.

 

Skulle levere landbrugsprodukter til kongen

Ladegården blev hurtig opgivet som det, bygningerne var bleregnet til. De oprindelige bygninger blev ødelagt under belejringen i 1658. Men helt til 1930 holdt der her institutioner til.

Ladegården blev oprindelig opført i 1620erne i skansen ved dæmningen mellem Peblingesøen og Skt. Jørgens Sø. Området svarer i dag til et område afgrænset af gaderne, Åboulevarden, Rosenørns Allé, Worsaavej, og Jakob Dannefærds vej. Og det var efter, at have nedlagt landsbyen Solbjerg, at Christian den Fjerde opførte det store ladegård. Tanken var, at ladegården skulle forsyne Københavns – og Rosenborg Slot med landbrugsprodukter.

Det var fangere, der blev sat til at hjælpe. Det var trods alt bedre end, at ende i Bremerholms Lænker. Men det var svært at finde rigtige bønder til hoveri – arbejdet.

 

Gårdens økonomi var dårlig

Selve bygningen var en lav længe, som kunne rumme 500 stykker kvæg. Et stormvejr i 1628 ødelagde bygningen. Kongen lod rejse en ny bygning. Denne gang var den i grundmur og tre etager. Den blev omgivet af bastioner og voldgrave. Vandet blev hentet fra Ladegårdsåen samt en gren af den, Rosenåen, som løb ud i Kalvebodstrand.

Gårdens økonomi blev dog aldrig god. Kongen havde stor underskud, hvorefter den til sidst blev bortforpagtet.

 

Ny – Hollænderbyen

Derefter begyndte en udstykning af jorderne. Det meste gik til hollændere, og deraf navnet Ny Hollænderbyen. Disse bønder hade det bedre end almindelige fæstebønder. De blev fritaget for andre kongelige afgifter, tiende til bisp, provst og degn samt hoveri. Og så fik de også deres eget byting.

Hollænderne lagde deres gårde på hver side af det nuværende Allégade. Men de havde svært ved at levere de pligtige varer til Kronen. I et forsøg på at rejse penge solgte de grunden til velhavende københavnere. Men denne handel var ulovlig, da de ikke selv ejede grunden.

Da svenskerne belejrede København i 1658 – 59 blev bygningerne skudt i grus. I begyndelsen af 1660erne købte Christoffer Gabel ruinerne.

I 1697 nedbrændte det meste af Ny Hollænderbyen. Da bønderne i forvejen var meget bag ud med at levere varer, gik det hele tilbage til kongen. Markerne blev udlagt til hø marker til Livgardens heste.

 

Kvæsthus for landetaten

I 1710 skænkede kongens bygningerne til Krigshospitalskassen. Der blev indrettet et Kvæsthus for landetaten.

 Under pestepidemien 1711 blev bygningerne brugt som pesthospital. Det samme gjorde den nærliggende gård Vodroffgård. Begge steder havde en barber (kirurg) som chef.  Efter den store brand i 1728 blev bygningerne anvendt som husvilde – bolig.

 

Tilladelse til spinderi

I 1733 oprettedes en stiftelse kaldet Krigshospitalet, beregnet for både civile og militære fattige. De militære fonde for land – og søetaten skulle forsørge alle mænd, kvinder og børn som ikke, siden de var tilknyttet forsvaret havde ernæret sig i to år ved en eller anden borgerlig næring. En kapital på 1.200 Rdl. Som kongen havde betalt til Pesthuset for fattige garders og grenaderens enker overførtes til Krigshospitalskassen.

Man fik tilladelse til at oprette et spinderi af blår og hør samt et væveri på Ladegården. Arbejdsstuerne skulle opvarmes fra Mortensdag til Påske. Hertil var der seks favne bøgebrænde til rådighed. Som belysning anvendtes tranlamper, mens der på sovesalene kun måtte være en fast lygte. Der skulle hver dag pålægges to kvinder at rengøre spinde – og sovesalene, hvilket omfattede gulvvask, fejning og rygning (med enebær)

 

Skt. Hans Hospital til Ladegården

Fra 1765 fungerede Ladegården dels som hospital for frivillige og dels som tugthus for betlere, der opbragtes af byens fattigfogeder. Ligeledes samme år stiftedes Frederiks Plejehus, der skulle erstatte Krigshospitalet på Ladegården.

I 1769 var Sankt Hans Hospital flyttet til Ladegården. Stedet skulle de Afsindige og Tosserne dele med fattiglemmerne. Dem var der mere end 500 af på daværende tidspunkt på Ladegården.

Der blev indrettet en bygning med 20 dårekister, opført af solide planker. Standardudstyret var en briks og et lokum. Men som noget nyt kunne disse dårekister opvarmes. I 1770 led 88 af Ladegårdens beboere af sindslidelser. 14 af dem var så hårdt angrebet, at de blev anbragt i disse dårekister. De øvrige boede i lemmestuer, som var ret små kamre. Fik de et anfald blev de anbragt i dårekisterne. Ødelagde lemmerne deres sengetøj, fik de ikke noget nyt, så måtte de nøjes med halm. Det samme gjaldt for tøjet. Adskillige af de sindssyge gik nøgne rundt eller kun iført pjalter.

 

Ulægelige og gyselige sygdomme

Under et tag samlede man patienterne fra det gamle Sankt Hans Hospital. Så Afsindige og de Tossede gik side om side med Almisselemmerne med ulægelige og gyselige sygdomme. Kort efter fulgte en tredje kategori, De veneriske patienter. Man ville ikke have disse på de almindelige hospitaler. Nu var de ikke længere væk, end at en Medicus i godt vejr lovede at aflægge hospitalet et besøg. Ellers var der tre opsynsmænd til 500 indespærrede stakler.

 

Ladegårds elendige tilstand

I årene 1787 – 1805 blev der klaget over Ladegårdens elendige tilstand. Det blev ikke bedre efter 1807, hvor englænderne havde et batteri stående. Bygningerne var så ødelagte, at Fattigvæsnet flyttede i 1808 til Bidstrup Gård ved Roskilde.

Man var allerede i gang med at bygge et decideret sindssygehospital på en grund, man kaldte Fuglevænget lige i nærheden af Ladegården. Men efter krigen i 1807 blev dette byggeri aldrig genoptaget. Ja man kaldte det nu Hospital for Gale og Afsindige.

 

En rapport til Kronprinsen

Under englændernes beskydning af København i 1807 rapporterede Generalmajor H.E. Peymann til kronprins Frederik vedrørende forsvaret af København. Han skrev blandt andet:

Jeg har ladet parlementere med Lord Cathcart om en Vaabentilstand paa 36 timer, blot paa Kant mod Pesthuset og Ladegaarden, for at faa de derværende 500 elendige Mennesker indbragte i Byen; men da han ej vilde tilstaa mere end 4 Timer, og denne Tid var for kort til Hensigtens Udførelse, saa jeg ikke antaget Tilbud, men maattet overlade disse Elendige til hans Menneskelighed.

I Dag, den 29de hujus, har Lord Cathart med en Parlementær ladet mig skriftligt vide, at han var i Begreb med af flytte de Syge og Afsindige i Sct. Hans Hospital, og forlangt Ilden fra Fæstningen indstillet paa den Kant, indtil Flytningen var fuldført, ligesom jeg ogsaa paa han Begjæring har ladet ham udlevere det 28de Infanterriregiments Regnskabs – og Lønningsbøger, som fandtes mellem den Bagage, som blev indbragt den 16de hujus.

 

Skt. Hans Hospital flytter

Som et resultat af det engekse bombardement, var man ikke alene blevet et arbejderhus for fattige færre (Pustervig). Også en række af byens mindre velstillede familier blev nødstedte på grund af bombardementet. Fattigdommen steg voldsomt, og statsbankrotten i 1813 gjorde det heller ikke lettere.

I 1814 blev Skt. Hans Hospital overført til Roskilde.

 

Arbejderanstalt indrettet

I 1822 blev Arbejderanstalten på Ladegården indrettet. Man havde besluttet, at der skulle indrettes et Fabriksanlæg af det mindre kostbare slags.

Kancelliet forespurgte i 1824 de lokale myndigheder om tallet på rejsende svende og tallet på arbejdsløse. Og svaret fra provinsbyerne var, at der ingen arbejdsløse var. Derimod bliver der i København efter forespørgsel oplyst, at der er cirka 500 arbejdsløse. Men det tal kan langt fra passe. Det var kun tallene på svendene.

 

Arbejdsgiverne foretrak ”slaverne”

Rundt om på torvene stod de arbejdsledige og ventede på, at nogle havde brug for deres arbejde. Men det skete, at arbejdsgivere foretrak at henvende sig til Fattigvæsnets anstalter. Herfra blev lemmerne udlejet. Men ofte var det Slaverne (straffefanger), som arbejdsgiverne foretrak. Disse slaver blev også anvendt som håndlangere ved masser af byggeri i København.

 

Betleri var forbudt

Betleri var forbudt. Men hvad skulle man gøre? Man skulle jo have noget at leve af. Fattigvæsnet skulle først og fremmest skaffe arbejde med betaling til gangbar pris. På landet var det ofte præsten, der var formand for Fattigkommissionen.

Fattigloven af 1799 og den senere forordning af 1803 om Købstædernes Fattigvæsen stræbte efter at den fattige ikke skulle blive forfordelt, men ved Fattigvæsens aftale med fabrikant opnå en passende løn, så varer, der er fabrikeret på denne måde ikke skulle komme på markedet til særlig billige priser og således virke prisdykkende.

I forskellige københavnske sogne blev det i slutningen af det 18. århundrede oprettet arbejdshuse med det formål at skaffe arbejdsløse et fornuftigt arbejde. Man kunne både gå hjem og gå hen i arbejdshuse, men man kunne også risikere, at blive indlagt i arbejdshuse.

 

Lemmernes antal voksede

I 1821 nævnes det, at de fattige gerne arbejder i Arbejdshusene, fordi de får lys, varme og en bekvem arbejdsplads. I slutingen af 1830’erne udtaler Københavns Fattigvæsen, således at man tilbød familiefædre arbejde som håndværkere eller daglejere i Fattigvæsnets stiftelser, samtidig med at de bevarede deres bolig.

I november 1833 blev Københavns Tvangs – og Arbejderanstalt indlemmet i komplekset. Efter en beskeden begyndelse voksede lemmernes antal.

 

Befordrer den enkeltes rigdom

I 1839 havde Fattigvæsnet beskæftiget 123 kvinder i deres hjem og udlånt 102 rokke.

Thi Spind er den eneste Syssel som den ringe Classe har lært.

Arbejdshuse skulle skaffe arbejde til indlagte lemmer såvel som ikke – indlagte. Spørgsmålet rejste sig, om Fattigvæsnet ikke tog arbejde fra private. Fattigvæsnet såvel som straffeanstalter antog fabrikssvende til at lede arbejdet. Det var ikke alle, der var lige begejstrede for systemet:

Fabriker befordre derfore som oftest enkeltes Rigdom, men Manges Fattigdom

Der var efterhånden i de mange bygninger indrettet hele afdelinger til indkvarteringer af tiggere, vagabonder, krøblinger, drukkenbolte og det sædvanlige batteri af byens løsagtige kvindfolk.

 

Industri – indretning

I 1816 blev der oprettet en Industri – indretning til beskæftigelse af arbejdsføre på Ladegården. Her blev der indrettet en uldfabrik, et farveri, en linnedfabrik, et lysstøberi og et rebslageri. Produktionen skulle først og fremmest dække Fattigvæsnets eget forbrug. Desuden skulle der leveres lærred til hæren, Negerklæder (Bambo) til Negrene i Vestindien, dækkener til de kongelige stalde, ligesom man også solgte varer til de handlende. På fabrikken skulle de mest arbejdsdygtige arbejde, mens man på arbejdshusene fortsatte med at lade de øvrige arbejde med spinding af hør og hamp.

Det startede med succes. Man begyndte med Uldfabrikken i 1822. Til at lede denne antog man en tidligere klædefabrikant, der fik hjælp af et par dugmagersvende. De andre virksomheder blev også ledet af faglærte.

 

Størst var uldfabrikken

Størst på Ladegården var Uldfabrikken. Den beskæftigede i 1825, 224 personer. Man rådede over hele 18 arbejdsstuer. Inden udgangen af 1825 blev der forfærdiget 60.000 alen tøj, 4.500 alen gulvtæpper, senge – og dækketøj.

Linnedfabrikken havde vævet 24.000 alen, heraf 17.000 alen hørlærred.

Men ak og ved. I 1825 var underskuddet for anstalten som helhed omtrent 8 skilling pr. dag pr. mand. Uldfabrikken var oppe på et underskud på 12 skilling, og Linnedfabrikken var oppe på et underskud på 28 skilling pr. dag pr. mand. Underskuddet blev betalt af Fattigvæsnet. I løbet af tre år havde man noget et underskud på 25.000 Rdl.

 

Ladegårdens rygte var afskrækkende

I 1826 siges det, at mængden af arbejdere på Ladegården var

Afkræftede, løsagtige fruentimmer, afskedigede, halvfede matroser og soldater, frigivne forbrydere fra slaveriet og tugthuse.

Man mente, at de først skulle tillæres, hvorfor man også debatterede, hvorvidt tillæringstiden ikke burdes lønnes lavere.

Man overvejede, at nedlægge Rebslageriet, Lysstøberiet og Linnedfabrikken.

Ladegårdens rygte var så afskrækkende, at ofte en fattig Borger hellere vil friste alt, end begive sig derhen, og han udsætter sig, ved at tage Arbejde der, for at blive miskendt af sine Medborgere, som erfare, at han har været paa et Sted, hvor Forbrydelser og Laster ere de almindelige Egenskaber hos Arbeiderne

 

Skulle indrettes som tvangsarbejderanstalt

Kvaliteten af det man producerede var uhyre ringe. Dog var gulvtæpperne af en rimelig kvalitet.

I 1833 syntes det som om, man havde accepteret, at Ladegården blev noget helt andet end hvad man havde forstillet sig i 1822. Kongen befalede at Ladegården skulle overgå til Det Københavnske Fattigvæsen. Kongen befalede også, at der skulle træffes foranstaltninger, så Ladegården fra 1.november 1833 kunne indrettes som Tvangsarbejderanstalt. Den skulle ligge afsondret fra de andre arbejdsafdelinger. Der skulle være særlig arbejdsrum for tvangsfangere og der skulle indrettes isolationsceller.

I Pustervig var meningen med isolationscellerne, et ønske om at opdrage og forbedre de indsatte. Men sådan var det ikke på Ladegården. Her var det udelukkende en straf for de genstridige. Her var det afskrækkelsen, der var i højsæde.

 

Lemmerne stak ild til bygningerne

I 1839 stak lemmerne ild på bygningerne i protest mod planer om at adskille anstaltens mænd og kvinder ved at opføre et plankværk tværs over gården. Skaderne blev udbedret, og i 1848 deltes gården ved opførelsen af en ny tværbygning i tre etager samt tagetage.

En decideret fattiggård opførtes som en firlænget gård på et areal øst for arbejdsanstalten.

 

Ikke velset på byens hospitaler

Ladegårdslemmerne var ikke en særlig velset patientgruppe på Kommunehospitalet. Det var ingen, der ville dele stue med dem. Man betragtede nærmest Ladegården som en tvangsarbejderanstalt for betlere og uordentlige fattige, herunder alkoholikere. Stedet var nærmest at betragte som Københavns Fattiggård. 700 – 800 af Københavns over 6.000 fattige fik her varig hjælp.

 

Koleraen ramte Ladegården hårdt

Koleraepidemien i 1853 ramte Ladegården ekstra hårdt. Kolera er en vandbåren infektionssygdom og den havde gode kår, hvor mange folk var sammenstuvet. Efter to døgns inkubationstid bryder symptomerne ud med diarré, smertefulde opkastninger, stærk tørst, øresusen, svimmelhed og krampe. Så falder temperaturen, og pulsen bliver mærkbar. I sidste ende dør man af dehydrering. I forvejen var der på Ladegården ophobet snavs og sygdomme. Ledelsen foretog sig absolut intet for at forhindre en forværelse. Det vil sige, man købte en masse kister på forhånd.

 

Minihospital på Ladegården

I 1870 ændredes forholdene sådan at Ladegården selv kunne forestå behandlingen af en lang række sygdomme, herunder benbrud, sår, visse urinrørssygdomme og andet. Mistro og modvilje skabte denne ændring. Ladegårdslemmerne blev af mange anset for at ligge samfundet til last og for på alle måder at udnytte systemet.

Ja man sagde endda, at Ladegårdslemmerne ikke undslog sig med at benytte Lægen som Skærmbrædt ved ulyst til at arbejde.

 

Ulyst til arbejde

I 1865 var der 916 lemmer på Ladegården. Komplekset måtte udvides flere gange for at kunne rumme alle.

De personer, der blev optaget i Arbejdshuset hørte til den gruppe fattige, som var i stand til at arbejde. De der ikke kunne klare arbejdet, enten på grund af fysiske eller psykiske problemer, blev henvist til Ladegården eller Almindeligt Hospital.

 

Beboerne levede deres eget liv

Beboerne levede stort set deres eget liv. Borgerskabet var glade for at slippe af med disse mærkelige individer. Men om søndagen bemærkede borgerskabet disse Ladegårds – lemmer. Da havde lemmerne ret til at tage ind til byen. Her var der ofte råben og slagsmål i gaderne. Og mange lemmer fik trods forbud anskaffet sig et par flasker brændevin.

 

Med koste over skulderen

Til hverdag var der også mulighed for at møde lemmerne. Det var det, når de nærmest som soldater i militærkolonner iført kasserede uniformer og med koste over skulderen tog ind til byen for at feje Københavns gader.

 

Erstatning overdraget til Almindelig Hospital

Sidst i 1880erne fremsattes planer om at opføre en ny anstalt. Et byggearbejde blev indledt på en grund mellem Guldbergsgade og Nørre Allé. Men inden færdiggørelsen blev der truffet beslutning om, at overdrage komplekset til Almindelig Hospital.  Magistraten erhvervede i stedet et areal på Amagerfælled, hvor arbejderanstalten Sundholm blev opført.

Det gamle domicil ved Ladegården blev definitivt forladt den 1. juni 1908. Og efter, at det var blevet udlejet til diverse formål, blev bygningerne nedrevet i 1930.

 

Kilde: Se

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: Om Ladegården:

• Fattiglemmer på Ladegården
• Ladegården, dengang
• Solbjerg, Nyby og Ny Amager

 

Hvis du vil vide mere: Om Fattigdom:

• Det Gamle Nørrebro – og de fattige
• Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
• Martha Hjemmet – dengang
• Moral, Etik, Horeunger og Fattighjælp
• Aabenraas fattige
• Husvild i Aabenraa
• Jordemødre, Hekse og Kloge Koner
• Fattige i Tønder
• Lov og ret i Tønder

 

Hvis du vil vide mere: Om afstraffelse og dom:

• Den lovbeskyttede usædelighed
• I en lovløs tid
• Børne – og Tugthuset
• Ribe – hekseafbrænding (2)
• Lov og ret i Aabenraa
• Urnehoved – et tingsted ved Aabenraa
• Henrettet i Aabenraa
• Henrettet på Østerbro
• Henrettet i Tønder
• Lov og ret i Tønder
• Æ Kachman (Kagmand) i Tynne (Tønder)

 

Hvis du vil vide mere: Om Sygdom:

• De Kellerske anstalter på Nørrebro
• Et Hospital på Nørrebro
• En stiftelse på Østerbro
• Pest på Nørrebro
• Pest i København
• Skt. Jørgen – Helgen, Hospital og Sø
• Et Apotek i Haderslev
• Syge mennesker i Aabenraa
• Sygehuse, apoteker og læger i Aabenraa
• Den mærkelige læge fra Højer
• Sygdom og andre lidelser i Tønder