Foredrag den 10. december i Stefanskirken. Foruden juletræer skal vi interessere os for to af de største jule – hitmagere, som ligger på Assistens Kirkegård. Men vi kigger også på dagliglivet på Nørrebro. Alt var ikke lysegrønt. De fattige var bange for at ende på Ladegården. Og så kigger vi også på moral, etik og horeunger. Børnene havde mange pligter. I skolen blev de placeret efter, hvor “dumme” de var. Og så var der masser af gadekampe på Nørrebro. Det gik ikke stille af sig. Mange var kreative, når der skulle samles ind til jul. Vi skal bl.a. møde et lig. Måske var Ladegårdsåen slet ikke så idyllisk, som man vil gøre den til.

 

Julens største hits

Forfatterne til to af julens største hits ligger på Assistens Kirkegård. Ja vi taler om Højt fra Træets grønne top og Peters Jul Og de to personer bag disse er Peter Faber og Jacob Krohn.

 

Peter Faber

Peter Faber var både digter, amatørfotograf og telegrafdirektør. Og blandt hans andre hits var Sikke en voldsom trængsel og alarm. Og Dengang jeg drog afsted.

Højt fra Træets grønne top er skrevet til familien Faber’s jul i 1847. Og næsten alle sangens personer har eksisteret i virkeligheden. Den eneste der mangler er Henrik, der skulle være fændrik. Måske har det noget, at gøre med de Slesvigske krige. Den første var udbrudt, da sangen udkom året efter.

Det sjove er, at Faber havde en anden kendt melodi i tankerne, nemlig I en kælder sort som kul.

 

Det var Horneman, der skrev melodien, og det gjorde han også til det andet hit, Dengang jeg drog afsted.

 

Johan Krohn

Og så er det jo Peters Jul af Johan Krohn, og tegnet af broderen, Piotro Krohn og deres fælles ven, Otto Haslund. Bogen er en klassiker, og fortæller om, hvordan man fejrer jul i borgerskabets København. Bogen, der udkom den 15. december 1866 beskriver den gode gamle jul.

Krohn var student fra Metropolitanskolen. Han bestyrede den meget ansete privatskole Krebs Skole.

Borgerskabets julemenu var Risengrød og gås.

 

Julen blev kommercielt

Tænk, det var først i slutningen af 1800 – tallet, at man begyndte at pakke gaverne ind. Skikken med julekort startede omkring 1880.

Omkring 1930 var julen ved at blive kommerciel. Børnene skrev deres ønskeseddel via et varehuskatalog.

 

Så var det lige det med adventskransen. Den første blev tændt i Sønderjylland i 1910. Men først under anden verdenskrig spredte den sig herhjemme. Julebukken, der indvandrede fra Sverige for 200 år siden, er efterhånden forsvundet ud af traditionerne.

 

Det første juletræ

Karsten har fortalt historien om Grantræet. Det første juletræ blev tændt på et det sydsjællandske gods Hosteinsborg i 1808. Det første københavnske juletræ blev tændt i 1811 i Ny Kongensgade 221. Det var hos den unge doktor, Martin Lehmann, der stammede fra Holsten.

Traditionen stammer helt tilbage fra 1400 – 1500 årene, hvor tyske håndværkerlav holdt en slags juletræsfest.

 

Folk troede, at det var ildebrand

I Kolding blev det første juletræ tændt i 1822. Da troede folk, at der var ildebrand, da lysene blev tændt.

Men først omkring 1. verdenskrig bliver juletræet udbredt blandt almindelige mennesker. Før denne tid var det nærmest borgerskabet, der havde privilegium for juletræet. Der var langt fra alle der havde råd til dette træ. Men man fandt på alternativer. Blandt andet brugte man kosteskafter som juletræ.

 

En and fra søerne

Ugen før juleaften blev der pyntet op i stuerne. Der blev lavet stjerner af pap. Lim og glimmer blev lagt på. Og så blev det hængt op i loftet. Der var mange, fra hjørne til hjørne. Fra side til side, blev der hængt guirlander op. Kulørte papirstrimler udgjorde også en del af udsmykningen. Det var svært at skulle i skole. Det var så hyggeligt derhjemme.

 

Det var hårdt for mange på Nørrebro, at skulle skaffe sig julemaden. Når der ikke var råd til flæskestegen, så kunne man altid fange en and fra søerne. Den smagte nu ikke ret meget, nærmest af mudder.

Dem, der havde råd til flæskestegen, fik den stegt hos bageren. Og igen andre måtte nøjes med haresteg.

 

Pakker fra Jylland

Alt afhang af om man havde arbejde. Nogle var heldige, og fik tilsendt pakker fra Jylland. I disse kunne der være hjemmelavet leverpostej, sylte og konfekt. Disse pakker var fra familier, hvor børnene havde været om sommeren.

 

Man glædede sig til at få lidt anderledes ting at spise. Ellers startede man dagen med øllebrød, spegesild eller rugbrødsklumper med fedt på.

 

Prisen for et juletræ

I løbet af december begyndte det at komme juletræer på Blågårds Plads. Det var juletræs – handlende, der havde deres forskellige stader.

De folk, der boede omkring pladsen fik altid til den billigste pris. Dem, der så lidt finere ud i tøjet, måtte betale væsentlig mere.

 

Det samme skete, når træerne skulle bæres ud til kunderne. Boede man nede ved søerne eller på Frederiksberg, måtte man betale det dobbelte.

Mange ventede til sidste øjeblik med at købe, så kunne man selv bestemme prisen.

 

Legetøjsforretninger havde gang i den

Gaver blev delt ud juleaften. Det var ikke så mange som i dag. Men der var masser af knas. Selskabslege blev afviklet. Og der blev afsluttet med kaffe og julekager.

Møllers Legetøjsforretning i Fredensgade havde en god omsætning til jul. man kunne købe ark med billeder for 4 øre pr. ark. Dem kunne man bruge til billedlotteri.

For to øre kunne man købe ark med huse, kirker og møller. de var lige til at klippe ud og klistre sammen.

 

Imod juletræer eller?

Og i Den Indre Missionske Gruppe inde på Indre Nørrebro var man ikke særlig begejstret for den nye præst, der var kommet i Stefans Kirken. Han var grundtvigianer, uha, uha. Ja faktisk var Grundtvig imod juletræer, eller var han?

 

Nytårsaften på Blågårds Plads

Nytårsaften var speciel på Blågårds Plads. De brugte juletræer blev smidt ned i Grøften der lå på pladsenparat til et stort bål. Altid var der her masser af mennesker nytårsaften. Snart blev der tændt ild i træerne, men næsten inden det hele begyndte kunne man høre sirenerne fra Fælledvejen. Politi – og brandbiler var på vej.

Traditionen var også at vandstrålen fra brandvæsnet blev rettet mod publikum.

 

Den næste dag lignede Blågårds Plads ikke sig selv. Her lå masser af knuste flasker, brugt fyrværkeri, nytårshatte og avispapir. På pladsen lå resterne af bålet. Man mødte berusede personer, der endnu ikke var nået hjem.

 

Nu var der også en del, der brugte juletræet til at varme op derhjemme. Det gav en dejlig varme og i særdeleshed en dejlig duft. Man følte sig nærmest hensat til en granskov.

 

Butikker skød op overalt

Det var virkelighed muligheder for at købe gaver i Nørrebros butikker dengang, hvis man ellers havde penge. Butikkerne skød op over det hele. Først i ynkelige kælderrum, senere erobrede man stueetagen.

De forretningsdrivende havde alle åben til klokken 21 om lørdagen, og til kl. 22 om søndagen. Det vil sige, at man selvfølgelig havde lukket i kirketiden. Man havde åben fra klokken 7 til 9, og så igen fra 16 til 22.

Udvalgsbutikker med ting til hjemmet og beklædning opstod i slutningen af 1870erne. Og disse tøjbutikker lå der masser af på Nørrebrogade.

Urtekræmmere og spækhøkere kunne næppe klare fødevarekontrollen i dag. Ja, der var masser af spækhøkere både i Blågårdsgade og på Nørrebrogade.

 

Pølse fra Pølsevogn

Mens man var på juleindkøb på Nørrebrogade fra 1920erne kunne man prøve noget nyt. Man kunne få sig en pølse i pølsevognen. Nørrebro Handelsforening havde ellers advaret mod dette. Således sagde formanden for foreningen til et medlemsmøde:

 Jeg ser i forskellige Blade, at der vil blive givet Tilladelse til at forhandle Pølser fra Vogne på aaben Gade. Og at vedkommende, der sælger disse Pølser, skal levere gratis Sennep til disse. Naar saa et lille Vindpust vil levere en gang tørrede Hestepærer paa samme Tallerken, som Pølser og Sennep, saa bliver der en delikat Ret.

 

Offentlige pladser blev udlejet af selskaber, der drev julestader på Nørrebrogade. Dette betragtede Nørrebro Handelsforening som illoyal konkurrence.

Masser af foreninger ville have rabat, når man handlede i butikkerne, blandt andet afholdsforeningerne og studenterne. Men det kom ikke på tale, selv om det var jul.

 

Et kæmpe handels – center

I begyndelsen af 1900 – tallet vedtog man, at lukke butikkerne om søndagen. Det blev afgjort af ikke mindre end 1.800 stemmer. Det viser, hvor mange butikker, der var på Nørrebro dengang. Jo, man skulle ikke tro det i dag. Nørrebrogade var landets største handelscentrum og Nørrebro Handelsforening var absolut landets største handelsforening. Ja sådan er det langt fra i dag.

 

Fattigdom og dårlig helbred

Fattigdommen var uhyggelig stor på Nørrebro. I Gatnergade var der gratis suppe og kød i sporvognsremissen, og de mest blege i skolen fik vinterbespisning på skolerne.

 

Når vinteren var kold, var der is i vinduet. Så samledes man omkring kakkelovnen i stuen. Moderen sørgede for, at dynerne hang ved kakkelovnen, så det ikke var for koldt når poderne skulle i seng.

Om vinteren dampede hestepærerne på de brostenbelagte gader på Nørrebro. Børnene var dengang halvsultne, når de gik i seng. De frøs og havde et skrantende helbred. Hver tredje barn arbejdede ud for at tjene til familien.

 

Nørrebro Bespisningsforening

Mange fattige blev bespist af Nørrebro Bespisningsforening. Om de fik juleand vides ikke. Men på et tidspunkt fik 100 familier leveret 250 portioner mad af jomfru Olsen på Solitudevej. Midlerne til dette fik man dels ved medlemskontingent og fra kredse, der med bidrag hjalp de fattige.

 

Det var selvforskyldt

For de indsatte lemmer på Ladegården var julen ikke så sjov. De fattige var bange for et ende her. Når de ikke kunne betale deres husleje, ja så blev alt deres bohave slæbt på gaden med kort varsel. En betjent med topmave passede så på møblerne. Var det ikke anden udvej, så blev familien anbragt på Ladegården, og møblerne beslaglagt af fattigvæsnet.

De frelste anså det at blive fattig som selvforskyldt. Og sådan så myndighederne også på det.

 

I 1870 havde 4.000 lemmer på et år besøgt Ladegården.

Var man først kommet i Fattigvæsnets søgelys måtte man ikke indgå ægteskab uden tilladelse fra dem. Og i Grundloven af 5. juni 1849 fremgik det, at dem der havde nydt understøttelse af Fattigvæsnet og ikke havde betalt deres understøttelse ikke havde del i den almindelige valgret.

Efterhånden anså befolkningen, at man måtte skelne mellem værdige og uværdige trængende. Men først omkring 1890 fik man ændret de største uretfærdigheder ved den eksisterende fattighjælp.

 

Flasken var en trøst

Blandt de fattige var flasken en trøst. Omkring århundredeskiftet blev der nedsat en ædrueligheds – kommission. Den fandt frem til at en fjerdedel af samtlige dødfald skyldtes flasken enten som hoved – eller bi – årsag.

Afholdsforeningerne havde storhedstider på Nørrebro. Og bydelens talrige værtshuse var symbolet på arbejderklassens elendighed.

 

De sociale vilkår førte til sult og sygdom. Vi så det på Ladegården. Begrebet Hattedamer opstod. Det var borgerlige damer, der ville yde en social indsats. Men de blev negativ modtaget af socialisterne. De kaldte dem for

Selvgode, Konservative og moraliserende Fruentimmere.

 

Sprit flød i Ladegårdsåen

Hver dag kørte Ladegårdens vogn op foran Politikammeret, for at hente dagens høst. De kørte aldrig tom tilbage. Og det første, de nye oplevede var en renselsesproces i baderummet. Klæderne fik en tur gennem desinfektions – ovnen.

Og de indsatte blev overvåget. Således var brændevin bandlyst. Men man kunne sagtens få en ven til at fylde en svineblære med sprit, og så lade denne flyde i Ladegårdsåen. Blæren blev så fisket op af vedkommende inde på Ladegården.

Man opdagede også engang, at den indsatte havde et særdeles stort brokbind. Den viste sig at indeholde sprit.

 

Velbekomme

Nu spørger I sikkert om man fik Juleand på Ladegården? Vi kender ellers spiseplanen.

Søndag: Kødsuppe samt oksekød med kartofler

Mandag: Sulevælling

Tirsdag: Ærter og flæsk

Onsdag: Bygvandgrød, klipfisk med kartofler

Torsdag: Grynsuppe samt ragout med kartofler

Fredag: Bygvælling samt sild med kartofler og løgsauce

Lørdag: Øllebrød og plukfisk

 

Men om aftenen hele ugen, blev der skam serveret Bygvandgrød med sødt øl.

 

Da Liget åbnede døren

Når der skulle spares op til jul, blev man nødt til at være kreativ. Når der var en, der var død i Rabarberlandet, ja så kom en af de hellige fra Martha – hjemmet og besøgte lejligheden. Så fik man begravelseshjælp på 10 kr.

En dag blev det så meddelt, at en mand oppe på tredje sal på hjørnet af Nordvestvej og Skyttegade var død.

Liget lå på et bord med et lagen over. Efter at søsteren havde snakket Vor Herre med konen, lovede hun at begravelseshjælpen snart kom.

Nede i gården opdagede søsteren, at hun havde glemt paraplyen. Så hun måtte op på tredje sal. Hvem der blev mest chokeret, da liget åbnede døren vides ikke.

 

Horebørn

Det var nu ikke alle, der havde en god jul dengang. Samfundet var præget af uægte børn, mænd der flygtede fra deres faderskab, barnemord, fosterdrab og lignende. 10 pct. af samtlige fødsler var såkaldte horebørn.

 

Ude på landet betragtede gårdmændene det som deres ret, at forlyste sig med tjenestepigerne. Og det kom der horeunger ud af.

 

I den danske Familieret fra 1881 hedder det sig, at uægte børn, som en gift eller ugift mand eller kvinde, der begge er gift med andre, har avlet en frille.

Horeunger, avlet af en mand og en kvinde, der begge er gift med andre, samt bigami – børn, blodskams – børn og voldtægtsbørn, alle juridisk sidestilles med horeunger.

Uægte børn blev ikke anset for at være i familie med faderen. Moderen havde automatisk forældremyndigheden og forsørgerpligten.

Horeunger var helt og aldeles familieløse. Det skete ikke så sjældent, at optegnelserne i skudsmålsbogen ophørte. Grunden var horeunger.

 

Kvindens krop var ukendt og mystisk

Dengang blev mandens krop opfattet som bærer af kultur, ånd og orden. Kvindens krop var en del af naturen, det stærke, ukendte og mystiske.

En gravid kvinde skulle så vidt mulig holde sig inden døre. Hun skulle i hvert fald ikke deltage i selskabelighed.

Kvindens adelsmærke var kyskhed. Hun skulle helst være jomfru, gerne uvidende om samlejet ind til ægteskabet.

Men samfundet accepterede, at manden dyrkede uægteskabelig sex. Han havde 30 legale og en masse ulegale muligheder for dette.

 

Prævention

Prævention var usikker og dyr. Fra 1880 kunne man købe kondomer af fiskeblærer og gummipessarer. Lægerne var dog ikke indstillet på, at oplyse piger, om disse muligheder.

Men så i 1911 dukkede en bog op. Den hed Arbejderne og Børneflokken. Den blev en bestseller.

 

Ja unge piger blev i brevkasser opfordret til at passere unge herrer med nedslagene øjne ellers kunne det få katastrofale følger. Ak ja, der var mange skæbner dengang.

 

En af skæbnerne

En af skæbnerne var Marie Winther. Hun er født i Sverige. I 1866 blev hun dømt for fem års straffearbejde for barnedrab. I 1871 flyttede hun til København. I sommeren 1873 arbejde hun i Nakskov, og blev besvangret. Hun druknede barnet i Stadsgraven.

I 1875 blev hun besvangret af en karl. Natten mellem den 21. og 22. januar kunne hun mærke fødslen nærme sig. Hun vandrede mod Ladegårdsåen. Liggende på jorden fødte hun et drengebarn. Hun druknede barnet i åen, svøbte det i et klæde og kastede det ud fra Langebro. Det samme gentog sig i 1878. Hun havde da kvalt barnet i et kar med vand.

Atter engang i 1881 fødte hun en pige ved Ladegårdsåen, og druknede det.

 

Til sidst blev hun pågrebet og indrømmede alle mord. Hun blev dømt til døden, men dommen blev omstødt til 16 års tugthus.

 

Halvdelen døde af barselsfeber

Fra 1757 til 1938 kunne kvinder føde anonymt på Fødselsstiftelsen. Den blev senere flyttet til Rigshospitalet. Men mere end halvdelen af de indlagte kvinder døde af barselsfeber.

En markant bedring indtraf i 1870erne og 1880erne. Da havde man fundet ud af, at der var noget, der hed bakterier. Lægerne og jordemødrene havde også begyndt at vaske hænder.

 

Prober, sædelig og skikkelig

Man havde et begreb dengang, der blev kaldt enepiger. Det var dem, der gjorde tjeneste hos de herskabelige familier i København og på Nørrebrogade. Det dækkede over en blanding af kogekone, stuepige, rengøringskone og børnepasser. Det var arbejdsdag fra klokken 6 til langt ud på aftenen. Fritiden begrænsede sig til hver anden søndag eftermiddag. Men netop om søndagen spillede masser af Nørrebros restaurant op til dans. Disse piger sov ofte på sofaen i stuen. Det var trods alt bedre end et uopvarmet kammer.

 

Det var en katastrofe for borgerskabet, at Københavns Tjenestepigeforening i 1899 pludselig begyndte at stille krav om en hel times pause dagligt plus ekstra betaling for natarbejde. En hel fri aften efter syv, skulle det også til hver uge.

Skudsmålsbogen eksisterede stadig. Den skulle helst være god, og ord som proper, sædelig og skikkelig skulle helst stå i bogen. Ellers var der ingen arbejde.

 

To til en støvsuger

Ilden på komfuret skulle holdes ved lige. Der skulle hentes brændsel og varmes vand. Indkøb sammen med husfruen skulle der også være plads til.

Den daglige rengøring i køkkenet, spisestuen, salonen, soveværelset og børnenes værelser skulle ordnes. Gulvene skulle vaskes, de tilsodede lampeglas skulle gøres i stand og inventaret støves af. Tæpperne ordnede man ved hjælp af fint snittede hvidkålsblade, som omhyggeligt blev fejet op.

 

Og da støvsugeren kom, skulle den betjenes af to piger. Den ene skulle holde slangen. Den enden dannede undertryk i bælgen ved at træde på den. Den var dyr, men man kunne altid leje den hos rullekonen for 25 øre i timen.

 

Fyringsgrund

Vi hører hele tiden om den gode Carl Schepler, der i en kælderbutik her på Nørrebro solgte æg og margarine. Det var starten på Irma – butikkerne.

Men vi hører aldrig om, at kontordamerne ikke måtte snakke sammen. Og hvis en af dem, blev afhentet af en mand, så blev de afskediget sagen efter. De måtte heller ikke have børn. Men hør blot var der stod i Privatbankens regulativ § 3:

Kontorassistenter, der indgår ægteskab, må fratræde deres stilling senest den 1. i den efter ægteskabets indgåelse følgende måned.

 

Men se alt dette, ville de stærke telefondamer ikke finde sig i. Efter seks ugers strejke, måtte de beholde deres arbejde, selv om de giftede sig.

 

Magistratens 3. afdeling

Var man fraskilt gik turen hvert halve år op til Magistratens 3. afdeling. Så var der udbetaling af børnepenge. På en lang gang ude foran sad mødre med børn. De blev kaldt ind efter tur for at få udbetalt penge. Men man skulle hver gang have skilsmissepapirerne med. Men så kunne man også risikere, at den tilsynsførende kom hjem uanmeldt. Han skulle se om børnene var i god stand og ordentlig klædt på.

 

Mange lig i Ladegårdsåen

Vi talte for lidt siden om Ladegårdsåen. Det var et yndet tilholdssted for ungdommen på Nørrebro. Her badede man, og om vinteren var der is på åen. Og visse steder kunne man kælke fra bredden ud på isen via en slæde. Man kunne også bruge et sildekasselåg eller ens skoletaske.

Her i åen druknede tre fine damer, efter at en karet var væltet ud i åen. En bankrøver begik også selvmord ude i åen.

 

Allerede i 1600 – tallet tales om forurening af åen. Kongen påbød bønderne at rense den. Det samme gentog sig i 1620. En masse heste -, hunde -, og kattelig havde mange gang bevirket at åens løb er blevet tilstoppet.

Vandet i åen er også blevet brugt som drikkevand. Og engang døde en hel husstand af, at have drukket af åens vand. Man mente, at der var vand fra Assistens Kirkegård, der var sivet ned, og havde forurenet åen.

 

De faldefærdige broer

Først i 1820 blev den første bro, Büllovs – broen bygget over åen. Det var dog en privatbro, der kunne føre byggematadoren fra det mindre pæne Nørrebro til det meget pæne Frederiksberg. Og også Bangert byggede en bro ved Brohusgade. Og selvfølgelig forlangte de bropenge. De var ikke forretningsfolk for ingenting.

Den tredje bro, Parcelbroen var i 1892 var i 1892 så faldefærdig, at den blev revet ned. Den blev erstattet af en jorddæmning. Ladegårdsåens skæbne var dermed afgjort.

 

Tobak i lokumspapir

Mere uskyldigt var det, når knægtene samlede cigaretter op, og tog resten af tobakken ud af dem. Når de så havde nok tobak, rullede de cigaretter af lokumspapir. En ny pakke cigaretter kostede trods alt 1,05 kr. – dengang.

 

Et digt fra skoletiden

De stakkels børn blev i skolen placeret efter hvor kloge, de var. Således blev de klogeste, placeret forrest, og de dumme placeret bagerst. De ordblinde var placeret i samme kategori. Skoleeleverne længtes efter juleferie. En af hjemmesidens læser, Erik, var elev på Havremarkens Skole. Han har skrevet et digt om sin skolegang:

Vores klasselærer Hr. Lomborg var en tyran

Han har sikkert ikke haft det godt som barn,

Han tilløb tog

Når han med spanskrøret slog

Så han troede det ville svirpe,

Han stoppede op, og slog,

Men da der var faldet ro,

Over den aldrende herre

Om det første slag ku’ værke

Men de to andre ku’ man slet ikke mærke

 

Vore regnelærer Frk. Jensen var lidt original

Men hun kunne svinge sin lineal

Hvis vi ikke havde regnet vores stykker hjemme

Så kan det nok være vi kom i klemme,

Frem med fingrene, og af linealen vi fik

Den somme tider i stykker gik,

Og så fik hun brug for den næste,

Men hun havde et lager, at linealer, det er klart,

For hun ødelagde dem i en gevaldig fart.

 

Renselsesbad

På Hillerødgades Skole var der renselsesbad hver 14. dag. Nu var der gennemsnitlig 35 børn i hver klasse. Lugten må have været forfærdelig, for undertøjet blev ikke skiftet hver dag – nej det skulle gerne holde til en uge.

 

Skoletandlæge – en sand rædsel

To gange om året oplevede børnene en sand rædsel. De skulle til skoletandlæge. Det var en aldeles frygtelig oplevelse. Derfor tog man som regel sin mor med.

Hele klassen skulle møde op på en gang. Man sad i et stort lokale, hvor der sad en tavle med numre på.

Når der var ledigt hos en tandlægerne faldt der en klap ned. Eleverne var udmærket klar over under hvilke numre, sadisterne befandt sig. Var man så uheldig, at komme ind hos en af dem, var det lige før man næsten var på vej ned af trapperne igen.

Der hjalp ingen kære mor. Hun måtte pænt vente i venteværelset.

 

Der var ti båse med hver deres tandlæge. Man kunne se de andre børn blive behandlet, også når de stod ved håndvasken og spyttede blod, når de havde fået trukket tænder ud. Man kunne også se børn øve sig i, at tage gebis på. Alt dette virkede frygtelig, inden man selv skulle under behandling.

 

Boret ramte forkert

En tandlæge var i gang med at bore i en tand hos en pige. Samtidig pjattede han med en af sine kollegaer. Resultatet blev, at boret røg ind i munden på pigen.

Hun skreg selvfølgelig. Men det var der råd for. Hun fik en på skrinet med besked på at holde kæft. Der var ingen, der blev bedøvet under plombering, eller når der skulle trækkes tænder ud. Selv da en af pigerne blev udsat for rodbehandling, var der ingen bedøvelse.

 

Stefans Biografteater

Og børnene havde masser af biografer at vælge imellem. En af disse var Stefans Biografteater. Særlig til søndagsforestillingerne var der her stor søgning. Men inden da skulle man lige forbi slikmutter i Skodsborggade. Her kunne man købe æble på pind. Det var æbler, der var dyppet i en varm glasurmasse, og derefter afkølet.

 

Der hvor Hillerødgade og Nordbanegade mødes lå den lille biograf, Stefans Biografteater.

Børnene måtte pænt vente, indtil døren gik op. Inden da havde man betalt 40 øre. Og så gik det meget hurtig. Det var med at finde de bedste pladser. Børnepladserne var bænke anbragt foran i biograferne. Bagved sad de voksne på klapstole.

To store kakkelovne sørgede for opvarmningen. Det var stumfilm, der blev vist indtil biografen blev lukket i august 1928. En klaverspiller og en violinist forsøgte at dramatisere forestillingen.

Luften i biografen var ikke særlig god. Det mærkede børnene ikke. De var alt for optaget af filmen. Men under forestillingen kom en kontrollør og sprøjtede med en håndsprøjte ud i salen.

 

Rengøring efter tur

Men de stakkels børn havde masser af pligter. Der var rengøring efter tur. Den ene uge var der opvask, rengøring af køkkenet, en uge var det stuen, en uge sovekammeret og en uge korridor og wc. Men det værste var dog strømpestopning.

 

Den populære præst

Ak ja, man havde da også en ungdomsforening kaldet U 17. Her kunne man spille bob, dam, skak og bordtennis. Aftenen sluttede med the og brød. Klubben gjaldt for alle, der blev konfirmeret i Stefanskirken. Den var oprettet af den meget populære præst Rosendahl, der senere blev biskop i Roskilde.

 

De mange gadekampe

Ellers kunne knægtene more sig med gadekampe. Dem var der masser af på Nørrebro. Ryerne var knægtene fra Ryesgade, Rakkerne var dem, der boede i de små arbejderboligerne på hjørnet af Jagtvej og Tagensvej.

På vej til kamppladsen på Fælleden forsynede man sig med våben, ved at ødelægge stakitter m.m. Det var Rabarberdrengene eksperter i.

Så mangen er knægt blev sendt hylende hjem til mor.

Eneste afbrydelse i kamphandlingerne var, da politiet dukkede op med en patrulje. Så blev de hære vendt til en hær. Der blev sendt tusinder af sten mod politiet. Rigtig sjov blev det, da det ridende politi kom. Så fik rødderne fat i seletøjet og fik det skåret af. Hestene fik så et klap i numsen, og så kunne betjentene ikke mere styre deres hest.

 

De blegfisede fra villa – vejene

En anden fjende var de blegfisede villa – drenge på den anden side af Ladegårdsåen. Gang på gang blev villavejene ryddet, når Rabarberdrengene gik i aktion. De blegfisede søgte tilflugt i villahaverne. Men der kunne de ikke føle sig sikker.

Et par voksne truede med spadserestokken, men de blev drevet på flugt. Da en betjent blandede sig, blev han overfaldet. Næsten alt hans tøj, ting og sager blev kastet i Ladegårdsåen. Det var et kosteligt syn, at se en betjent med bar røv flygte ned ad villavejene.

 

Afstraffelse og regler

Der var talrige afstraffelses metoder, når man blev snuppet i gadekrigen – buksevand, binding til tørrestativ – eller almindelig røvfuld. Blodtude var der mange af efter sådan en kamphandling.

Ja gadekampe hørte til dagens orden. Når kampråbet lød, skete der en mærkbar ændring i gadebilledet.

Der var faste regler ved en kamps begyndelse. En kurer blev sendt hen i fjendens område med meldingen: Vi erklærer krig. Så spænede alt hvad han havde lært tilbage til sine venner.

Man brugte farlige våben som kosteskafter, naturgrene, læderremme og halstørklæde bundet op med store knuder. Onde tunger påstod dog, at de var forsynet med søm, så de kunne gøre mere skade.

 

Klunserne byttede koner

Klunserne var særdeles aktive på Nørrebro. Deres faste værtshus var Det grønne Hjørne på hjørnet af Jægersborggade og Stefansgade. Stedet var en værre bule, hvor klunserne også byttede koner. De sloges såmænd også om dem.

Det var bestemt ikke kedeligt.

 

Også i Todesgade holdt klunserne til. Her lå et væld af kælderbutikker, som købte genbrugsting af dem. De penge, som de tjente blev omsat i kogesprit. Det smagte bedre, hvis det blev blandet med kirsebærvin. Det var ganske billigt dengang. Som regel blev det indtaget på Blågårds Plads. Disse klunsere var en naturlig del af kvarteret. Og de blev også brugt som børnepassere. For dette fik de som regel 10 eller 25 øre, som også straks blev omsat i flydende kost.

Disse klunsere var de nederste på den sociale rangstie og rester af Lersø – bøllerne.

 

Haren blev slagtet, når den var fed nok

Dengang var værelserne i Nørrebrogade 225 meget små. Men her fejrede man også jul. Køkkenet var ude på gangen, og måtte deles med naboen. Så skulle man nok lige lave aftaler omkring juleanden eller flæskestegen, juleaften.

Soveværelset var så lille, at sengene ikke kunne stå ved siden af hinanden. Der var kabidlampe i stuen og gasblus til oplysning i køkkenet. Jo vi er tilbage i 1917.

 

Der var ingen lys i opgangen, og gammeldags lokum i gården. Det var ikke sjovt midt om natten, at skulle ned fra femte sal med et stearinlys i hånden for at besøge retiraderne. Natmændene kom med deres ladvogn med to heste spændt for, og hentede de fulde tønder, Sikke en hørm.

Ja prisen for hele herligheden var, hvad man på en uge kunne tjene i papirfabrikken i Skyttegade.

 

Storvask foregik her i køkkenet. Nogle var heldige til at have en mørk kælder til rådighed. Her foregik det med et vaskebræt. Gården var belagt med brosten. Men her var også jord, hvor beboerne havde kaninbure stående. Når dyrene var fede nok, blev de slagtet, og så blev der serveret kaninsteg. Og det kunne sagtens ske, juleaften.

 

Problem med sovepladserne

Vi kan også besøge en anden bolig fra dengang. Lad os besøge en i Humlebækgade. Prisen for en 2 – værelses var 42 kroner. Der var ikke meget plads til fem børn.

I soveværelset var en dobbeltseng, et toiletmøbel og mor’s symaskine. I sengen lå mor og to børn, far var skredet for længst.

Et barn lå på sofaen i stuen. Og så var det et barn, der lå i en feltseng i køkkenet. Det sidste barn havde sin egen seng, der kunne slås sammen om dagen.

 

Alt dette krævede en hvis orden og en speciel pakketeknik. Det hele foregik i god ro og orden. Men en dag tog moderen en herre med hjem, og han blev der i mange år. Det skabte en del forvirring med hensyn til sovepladserne.

Nu måtte en af knægtene sove i korridoren. Derfor var der indkøbt en ekstra feltseng. Men den fyldte så meget, at når nogen skulle på toilet om natten, måtte den yngste ud af sengen, ellers kunne døren til toilettet ikke åbnes.

Det hele gik op i en højere enhed, da den ældste af knægtene kom i lære som smed og fik logi på lærlingehjemmet i Rantzausgade.

 

Masser af aktivitet på Jagtvej 69

Så var det på Jagtvej 69, der foregik en masse. Her kunne Nørrebro Handelsforening samle 300 mennesker til et foredrag om Dansk Vestindien. Her var boksestævner og juletræsfest. Jo gennem årene foregik her tusinder af foreningsfester.

Da man talte om at rive herligheden ned, mente Nørrebro Handelsforening at stedet var bevaringsværdig. Men det sagde de kun, fordi Irma var interesseret i grunden. Og Irma var en alvorlig konkurrent til den eksisterende detailhandel.

 

Senere fik handelsforeningen så tilbudt bygningen for en krone af overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. For sjov skyld forespurgte foreningen så de unge mennesker, om de ville leje bygningen af Nørrebro Handelsforening under bestemte vilkår. Det kom et rungende nej. Senere har de unge erklæret, at sådan en henvendelse har de aldrig fået.

 

Hr. Gundeman havde danseskole

Men inden da, havde Hr. Gundeman danseskole her i 30erne og 40erne. Undervisningen foregik om aftenen og søndag var der dansant med en særlig entré. Ja det kostede 2 kr., men det var stuvende fuldt.

 

Hr. Gundeman sad på en stol i højre side af salen og råbte 1 – 2 – 3. Der var akkompagneret af et klaver. Når man havde lært at danse, kunne man kaste sig ud i alle de fester, der foregik i huset.

Man købte gerne en billet i forvejen hos en af foreningsmedlemmerne for 75 øre. Det gav så først adgang til en teaterforestilling. Til jul kunne det være Jul i Nøddebo Præstegård.

Et baltegn kostede 1 – 2 kr. Musikken bestod så af et 6 – mands orkester. Ja og så spillede man tidens store hits, som Stakkels Gigolo, Ti små snavsede fingre eller Det var på Capri.

 

Nybegyndere blev kaldt turister

Til venstre i salen holdt stampublikum til. Deres påklædning var dengang en nydelig habit og altid nypressede benklæder. Jakken var kort med store revser og lidt vat i skuldrene. Benklæderne var vide for neden.

Et sådan sæt tøj kunne man købe skræddersyet hos en af Nørrebros mange skrædderforretninger for 5 kroner om ugen, hvis man ikke lige havde råd til at købe det kontant.

Skjorten var gerne stribet, et smart slips og et lille lommetørklæde i brystlommen, samt sorte sko. Ja sådan var swinger – påklædningen dengang.

 

De unge nybegyndere kaldte man Turister. De kunne ikke rigtig begå sig på dansegulvet, og det var tydelig i deres påklædning, at de ikke var erfaren ud i denne sport. De blev også mødt med forargelige blikke af de garvede.

 

Swinger – moden

Tøj – butikkerne på Nørrebrogade sørgede for, at få det store julehit hjem. Det var en hvid skjorte med sorte prikker. Meget populært dengang var også slips, pyntelommetørklæder samt tørklæde i en slags silkekvalitet. En noget billigere løsning var poloskjorten. Denne kunne fås i forskellige farver. Men det mest svingeragtige var en rød poloskjorte med hvid slips.

 

Stauning på jagtvej 69

Vi skal vel også lige have med, at den 13. januar 1933 så fejrede Socialdemokratiets 12. kreds 40 års jubilæum. Og det skete med festtale af selveste statsminister Thorvald Stauning. Og bagefter var der teater med Povl Vendelbos teaterselskab. De opførte Tante Jutta fra Kalkutta. Og så underholdt Emil Løftgrens orkester til klokken to. Om statsministeren optrådte i dansen, vides ikke.

 

Rantzau fik sit eget toilet

Fælledvejens Politistation havde nok at se til. Men det varede dog en del år, inden betjentene fik toiletter indendørs. De måtte ud i gården og stå i kø ved retiraderne. Det var kun den tykmavede betjent Rantzau, der fik sit eget kloset.

Og det var også her på stationen, at man afviklede verdens første spiritusprøve.

 

De humoristiske betjente

Nu var de ikke helt uden humor, disse betjente.

I 1930 brugte man store skrivepulte. I en af dem havde man opbevaret en sixpence og et kranium. Da en anmelder engang dukkede op, blev han bag skrivepulten mødt af et kranium iført sixpence, der med mørk stemme spurgte:

 Hvad kan jeg så gøre for dem.

 

Værre gik det for to unge mennesker, der havde opholdt sig foran kirkegårdsmuren på Jagtvejen. De havde hvis kysset lidt på hinanden. To betjente havde observeret dette. Den ene betjent bevægede sig ind over kirkegårdsmuren, iført hvide handsker og havde bundet et hvidt lommetørklæde om det ene håndled. Derefter kravlede han op på et gravgelænder. Umiddelbart ud for det unge par, stak han den hvide arm ud over muren og sagde med hul ryst:

Kan vi så få ro til at sove vores sidste søvn?

 

Det fortælles, at det unge par brølede af rædsel og spænede væk i panik til stor morskab for betjentene og et postbud, der havde overværet morskaben.

 

Og således sænkede julefreden sig atter over Nørrebro. Nok engang blev det jul på Nørrebro. Tak fordi I kom. Og tak til de to andre arrangører, Stefanskirken og Nørrebro lokalhistoriske forening og arkiv for et godt samarbejde – Glædelig Jul til jer alle sammen, håber at julemanden tænker på jer.

 

Kilde:

• Diverse artikler på www.dengang.dk