Her opstod de kooperative virksomheder. Det var på Nørrebrogade de fine virksomheder var, men i sidegaderne blomstrede kælderbutikkerne. De artige og kloge børn sad forrest i klassen. De dumme og ordblinde sad bagerst. På 8 år byggede Københavns Kommune 14 skoler. Det var finest, at bo ud til gaden. Kunne man ikke betale sin husleje, kendte Kongens Foged ingen nåde. Man kunne så ende på Ladegården. Fattigvæsnet beslaglagde de få møbler.

 

Det lugtede i baggården

250.000 mennesker flyttede fra landet til København i løbet af få år. På landet var det ikke arbejde nok, og i storbyen håbede man på et arbejde på en fabrik.

Disse mennesker skulle have et sted at bo, så man byggede og byggede. De høje ejendomme lå meget tæt på hinanden. Også baghusene blev udnyttet til endnu billigere huse. Og resten af baggårdene blev legeplads til børnene, selv om det her lugtede meget dårligt. Før 1901 var der ingen kloaker, der kunne lede vandet væk.

 

Det var på Nørrebrogade, det skete

Små og mindre virksomheder opstod i baggårdene. i tiden før 1900 flyttede en række industrivirksomheder til Nørrebro. De er næsten alle flyttet fra Nørrebro i dag, kun enkelte er blevet tilbage.

 

Det var på Nørrebrogade, der skete. Engang var det Københavns bedste handelsstrøg. I sidegaderne var det mest kælderbutikkerne, der dominerede. Det var som tidligere nævnt også på Nørrebro at de fleste kooperative virksomheder opstod, som Arbejdernes Fællesbageri og Arbejdernes Kødforsyning.

 

Børnene måtte arbejde i syv timer

På Nørrebro og i resten af storbyen så familien ikke så meget til hinanden. På landet havde de været sammen på gården. Nu havde de solgt deres arbejdskraft til en fabrik. Det vil sige dem, der var så heldige, at finde arbejde. Hjemme på gården hade de været sammen om at passe dyrene og dyrke jorden.

 

Nu sled hele familien i det inklusive børnene. Men det var svært at få det hele til at slå til. Ferie var ikke noget man kendte til. Og legetøj til børnene, ja det måtte man selv lave.

 

Børnene måtte arbejde i syv timer. Det havde de godt af, mente man. Så lavede de ikke ballade i den tid. De yngste piger hjalp med at købe ind, skrælle kartofler, vaske op, passe deres mindre søskende og gøre rent.

De yngste drenge hjalp med at hente koks i kælderen og pudse sko.

 

Viceværten kommer

Ofte havde børnene en lillebror eller lillesøster på slæb. Og så skete det ofte, at de blev lånt ud for at passe andre folks børn.

 

Når de havde lidt tid til overs kunne de lege nede i gården, hovedsagelig om søndagen. Og her var der også restriktioner. De måtte ikke larme. Så kom viceværten og jagtede dem ud af gården. Boldspil var forbudt i mange gårde.

 

Kæft trit og retning

De unge mennesker lærte hurtig devisen, kæft trit og retning, når de fik fabriksarbejde eller skulle begå sig i skolen. Det betød, at de skulle holde deres mund, og kun tale, når de blev spurgt. De havde bare at gøre, hvad der blev sagt til dem. De skulle ikke spørge om hvorfor, de skulle gøre det. Alle skulle gøre det samme på samme tidspunkt. De var som små soldater. Og de voksne var flittige med at give lussinger, når de mente, at poderne ikke opførte sig ordentlig.

 

Som 6 – 7 årige begyndte man i skolen. Og her var der ofte over 35 i klassen. De artige og flittige børn blev placeret forrest. Og arbejderbørn nåede ikke altid at lave deres lektier. De havde så mange gøremål i det daglige, at det var det simpelthen ikke tid til. De sad bagerst, og ofte kunne de ikke høre, hvad læreren talte om. Det kunne være svært, at holde sig vågen, hvis man for eksempel var mælkedreng, og skulle alt for tidligt op om morgenen.

Lærerne behandlede disse mælkedrenge forskelligt. Nogen betragtede dem som dovne, andre syntes, at det var synd for dem.

 

Drenge og piger var i hver sin afdeling. Som regel var der midt i skolegården rt plankeværk. Jo her i skolen skulle man lære orden, renlighed og disciplin

 

14 skoler på 8 år

Sidst i 1800 – tallet byggede Københavns Kommune skoler som aldrig før eller siden. Alene i perioden 1886 – 1904 blev der bygget 14 skoler. Det var især i brokvarterne, de blev bygget skoler, heriblandt Nørrebro. Skolerne blev placeret på grunde, som kommunen ejede i forvejen. Derfor var koncentrationen af skoler tæt i bestemte områder af bydelen.

 

Den første skole på Nørrebro har vi tidligere berettet om. Det var Blegdamsskolen, der eksisterede fra 1761 til 1871. Det var en meget lille stråtækt landsbyskole ved den nuværende Trepkasgade.

 

Allerede i 1851 begyndte den første kommuneskole på Sankt Hans Torv 28. Ja kigger man godt efter, så står ejendommen der endnu. Seks år senere opførte man Nørre Allé Skole over for i Nørre Alle 7. Fælledvejen fik sin skole i 1874, og otte år senere stod Sankt Hans Gades Skole i nummer 25 klar til brug.

 

Kapelvejens Skole blev opført i 1897 på Kapelvej 42. Men den enorme befolkningstilvækst i området gjorde det nødvendigt at opføre hele to skoler i samme gade, nemlig Hans Tavsens Gade, Først kom i 1895, Hellig Kors Skole i 1903, Hans Tavsensgades Skole, den nuværende Blågårdsskole.

 

Allerede i 1875 var Prinsesse Charlotte Gades Skole blevet opført på hjørnet af Jagtvej. Godt 10 år senere kom i hurtig rækkefølge, Sjællandsgades Skole (1887), Jagtvejens Skole (1888), Rådmandsgades Skole (1889) og Husumgades Skole (1890), den senere Havremarkens Skole.

 

Så blev der pause en del år. Men i 1914 byggede man Stevnsgades Skole, og året efter stod Hillerødgades Skole parat.

 

Børn under 10 år ikke på fabrik

I 1873 blev det forbudt for børn under 10 år at arbejde på fabrik. Loven blev indført for at passe på børnene, men blev ikke overholdt. Når børnene blev 10 år måtte de højst arbejde 6 1/2 time om dagen efter skoletid. Familierne havde brug for pengene.

De skulle gå syv år i skole. De lærte at skrive, regne og læse. Når de var konfirmerede, var de allerede voksne. Nu skulle de så arbejde i lige så lang tid som deres forældre.

 

Ensformig eller for lidt mad

Familierne fik for ensformig eller for lidt mad. Det skulle helst være så billigt som muligt. Over halvdelen af budgettet gik til mad. Rugbrød var det man spiste mest. Jo mere penge man havde, jo mere kød, mælk, ost og æg kunne man købe. Men normalt var det, at spise rugbrød med fedt eller margarine. Hvis det var luksus, så blev det til en skive flæsk eller en sild. Som regel var det kun faderen, der fik lidt pålæg på brødet. Han skulle bruge lidt mere mad, fordi han brugte sin krop, når han arbejdede.

 

Om søndagen spiste hele familien varm mad. Så bestod menuen af kartofler med sild eller flæsk til. Det kunne så være, at man fik lidt søbemad.

Og var det lidt penge til overs, så bestod retten af hvidkålssuppe, grønlangkål eller gule ærter. Moderen forsøgte at lave en ekstra portion, og familiemedlemmerne måtte nøjes med en gang. Det skulle gerne række til flere dage.

 

Gammelt brød for 10 øre

Mange børn blev sendt meget tidligt om morgenen til bageren for at købe for 10 øre gammelt brød. Det var ofte om søndagen. Så kunne de hænde, at man fik et ekstra stykke landbrød.

 

Nede ved spækhøkeren kunne man for 25 øre få et kvart rugbrød og en fjerding madfedt. Denne potion kunne sådan nogenlunde holde sulten for døren. Christian Christensen sagde det også fra Rabarberlandet:

 Når mor var heldig – kunne vi med 35 øre om dagen klare fedtebrødet og lidt salt.

 

God tid for at lave mad

Vi skal også huske på, at maden dengang blev hurtig fordærvet. Man havde ikke køleskab dengang. Men spisekammeret vendte mod nord, hvor solen ikke kom i løbet af dagen. Ja mange boliger lå så tæt, at solen aldrig kom ind i lejligheden.

 

Det krævede god tid, at lave mad. I de fleste køkkener var der jernkomfurer. Her blev der fyret op med brænde og koks. Det kostede meget brænde, inden komfuret var varmt. Og når mor arbejdede 12 – 14 timer uden for hjemmet på fabrik eller andre steder, ja så var det ikke meget tid til at stå i køkkenet. Så var det lettere med koldt mad.

 

Stor hjælp – primus

Omkring 1910 kom der en primus i køkkenet. Så var det lidt hurtigere, at lave varm mad. Og petroleum var også billigere end brænde.

 

Tænk dengang (1897), da skulle far arbejde 1/2 time for at købe 1 kg. rugbrød. For at købe 1 kg kaffe skulle han arbejde i 8 1/2 time. Og for at købe 1 kg smør skulle han arbejde i seks timer.

 

Boede ikke sammen som mand og kone

Pæne unge mennesker på Nørrebro boede ikke sammen som mand og kone uden at være gift. Hvis de først var blevet gift, var det meget sjældent at de blev skilt igen. Det var som regel manden, der skulle forsørge kone og børn. Og det kostede at stifte bo. Møbler, køkkenting, håndklæder var ikke billig. Manden ventede, med at gifte sig til han havde råd.

 

Normal fik man 5 – 6 børn, andre kun 2 – 3 stykker og nogle endda 20. Hvorfor så mange. Jo børn var skam værdifulde dengang. Ved at arbejde kunne de tjene penge til familien. De begyndte allerede at arbejde som 6 – 7 årige. Og når så far og mor blev gamle kunne børnene forsørge dem.

Indtil børnene begyndte at arbejde skulle de have tøj, mad og en seng at sove i.

 

Et uægte barn forblev uægte

Men dengang var det langt fra sikkert, at et barn overlevede. Hver gang, der var født fire børn, ville en af dem dø inden det femte år.

Ja og så var det alle uægte børn. Det var jo, når man fik barn ud for ægteskab. Og det var ikke godt. Det var skamfuldt, for kvinden. Selv om mange skyndte sig at blive gift, efter at barnet var født, forblev barnet uægte.

 

Nogle kvinder ville ikke beholde barnet, og fik en abort. Det var ikke lige let.

 

De fleste boede i 1 – 2 værelses lejligheder

De fleste arbejdere boede i 1 – 2 værelses lejligheder med køkken og spisekammer. Det vil sige nogle gange måtte man dele køkkenet med naboen. Hvis man var heldig, var det indlagt koldt vand.

Køkkenet var vel ikke mere end 3 m2, og komfuret fyldte det meste. Og her blev familien også badet. Efter det ugentlige bad fik man rent tøj på. Men det tøj man så fik på, skulle gerne holde til næste storvask.

 

Toiletterne var lokummer nede i gården.

Indtil København i 1901 fik indlagt kloaker, kom natmanden hver nat og tømte lokummerne.

 

Finest at bo ud til gaden

Det var finest at bo ud til gaden. Her var også lys og luft. Inde i baggården kom der ikke lys ind i lejligheden. Når man startede tilværelsen i København var det som regel i en baggårdslejlighed.

 

Det var luksus, at have sin egen seng at sove i, hvis der var mange børn. Nogle sov på to stole, der var sat sammen, eller endda på et strygebræt.

 

Dengang arbejde far op til 12 timer om dagen. Var han ikke så heldig at have arbejde på Nørrebro, kunne han godt bruge en halv til en hel time for at komme på arbejde. Ofte gik turen heller ikke lige hjem fa arbejde. Man skulle da lige have en lille én på det lokale værtshus. Nå han endelig kom hjem lagde han sig på sofaen i stuen, og gik sammen med familien tidlig i seng. Sådan gik det seks dage i ugen.

 

Kongens foged kendte ikke til medlidenhed

Ja mange arbejdere gik også på arbejde om søndagen for at tjene lidt ekstra.

 

Men det hele kunne ramle sammen, hvis far blev arbejdsløs eller syg. Og når huslejen ikke blev betalt, så kendte kongens foged ikke til medlidenhed. Man blev i bogstaveligste forstand sat på gaden. Og ofte så man så en betjent, der stod og overvågede familiens sparsomme ejendele på gaden. I værste fald kunne man ende på Ladegården.

 

Kilde: Se

Litteratur Nørrebro

 

www.dengang.dk har masser af artikler om livet på Nørrebro – dengang. Hele 186 artikler.