To interessante bøger anmeldes – Landsmænd af Bo Lidegaard og Min Fars Flugt af  Bent Blüdnikow. Ofte tegnes der et for rosenrødt billede af danskernes sammenhold og heroiske indsats. En ensidig fordømmelse af politikerne er nok forkert. Men var det politikerne der reddede landet. Det mener Lidegaard.
Blüdnikow mener, at den danske samarbejdspolitik skadede jøder i andre lande. Han går i rette med nutidens historikere. Men kommunister blev ikke betragtet som landsmænd. Duckwitz og Best reddede deres egen skalp i forbindelse med jødernes flugt.

 

Goodwill i banken

Den evige strøm af bøger fra besættelsestiden fortsætter. Blandt de allernyeste (ja, det var det dengang vi skrev artiklen) er:

• Bo Lidegaard: Landsmænd – de danske jøders flugt i oktober 1943, Politikens Forlag.
• Bent Blüdnikow: Min Fars Flugt – Jødiske skæbner i oktober 1943, Berlingske/PeoplesPress.

Det er to meget interessante og spændende bøger, som bestemt er værd at læse, men som sædvanlig har denne gamle redaktør nogle kommentarer til disse bøger.

Ingen af de to bøger har nyt med hensyn til, hvorfor Werner Best og Duckwitz lod planerne for en jødeaktion sive. Den bedste forklaring er jo nok den, at de ville redde deres gode skind. Måske var det for at sætte goodwill i banken. De kunne begge se, at krigslykken var ved at vinde.

 

Naboer og medborgere

Men den forklaring køber, Bo Lidegaard åbenbart ikke. Han mener, at det var samarbejdspolitikken, der bevirkede, at tyskerne røbede deres planer. Bo
Lidegaard forstår, at fortælle historien, og sætter sig ind i tingene. Forventningerne til denne bog var derfor store. Og hvorfor lige denne titel. Jo, de (jøderne) var naboer og medborgere.

 

Mange ridser i lakken

I Lidegaards bog er det dagbogs-materiale, der er baggrunden. Det er den primære kilde. De er fundet frem fra historiske kilder, og kan måske være et problem. For hele jødeflugten har mange historier. Det gav dybe ridser i lakken, da man i en anden bog kunne fortælle at mange danske fiskere lod sig temmelig godt betale i transporten over sundet.

Det sande billede kommer nok frem Nogle gange er det lidt svært at bevæge sig fra dagbogen til fakta. Det kan virke lidt forvirrende.

I bogen oplever vi også fotos af Scavenius. Han er blevet udråbt som landsforræder. Men mon ikke bare, han er blevet en slags “Prügelknabe”. Men diverse arkivlovgivninger er det svært at få den rigtige sandhed frem. Om 100 år når det ikke længere er mulighed for, at holde skjulte dokumenter tilbage, vil det nok vise sig et helt andet billede af tiden under besættelsen.

 

Kommunister var ikke landsmænd

Scavenius var helt sikker på, at gøre det rigtige. I tidligere bøger af Lidegaard bliver han hyldet som en sand patriot på linje med frihedskæmpere. Og
regeringen og dem der fulgte fortsatte med at forfølge kommunisterne. I 1941 kunne disse i hvert fald ikke betragtes som Landsmænd. De blev ladt i stikken, smidt i Horserødlejren og deporteret til død og elendighed.

 

Dramatiske, gribende med menneskelige omkostninger

De flugtberetninger vi hører om, er dramatiske. Og det var jo ikke alle tyskere, der holdt sig tilbage. Det kunne ikke skjules, hvad der foregik. Lokalbefolkningen vidste det godt. Og mon ikke også Gestapo vidste det. Men de mest rabiate greb ind. Således blev 100 jøder anholdt i Gilleleje.

Vi følger nogenlunde velhavende familiemedlemmer, der havde gode kontakter i Danmark og Sverige. Deres muligheder var klart bedre end de mindre velhavende.

Fortællingerne er gribende med mange menneskelige omkostninger. Bogen er bygget op som en dagbog, der begynder den 26. september 1943 og slutter den
9. oktober. Først og fremmest er det to beretninger fra Palle Marcus og hans fætter Paul Hannover, der danner grundlaget.

 

Best kom Hitler i forkøbet

Bogen giver udmærkede portrætter af Svenningsen, Scavenius, Best og Duckwitz. Best havde taget beslutningen om de 8.000 danske jøder. På et eller andet tidspunkt ville der være kommet en befaling fra Hitler. Nu tog Best initiativet og tog befalingen i forkøbet. Så kunne han dreje det hele derhen hvor han ville, for at redde sit eget skind. Og retten troede jo også på ham efter krigen.

Og hvad med hans tro hjælper, Duckwitz. Han havde tidligere vist sig i opposition til Hitler. Men hans dagbøger og biografier synes lige lovlig konstrueret.

 

To syn på historien

De to bøger repræsenterer to syn på historien. Lidegaard er dukket ned i private familie-arkiver mens Blüdnikow er dukket ned i sin fars erindringer.

 

I en robåd på Øresund

Bent Blüdnikows far flygtede i en robåd over Øresund den 7. oktober 1943. Han flygtede sammen med ni andre jøder. Båden kæntrede, tre druknede, syv overlevede deri blandt Blüdnikows far. De blev bragt med skib til Helsingør, hvor Gestapo var lige i hælene. Kaptajnen nægtede at sejle de overlevende til Sverige.

De var kæntret midt i Øresund. En af de druknede, var natten forinden undsluppet fra nazisterne, da de fangede 72 jøder på kirkeloftet i Snekkersten.

I over 90 minutter lå de i vandet. Da de kom til Helsingør Hospital stod den berygtede Hans Juhl fra Gestapo parat. Bent Blüdnikows far nåede i sikkerhed. Dagen efter blev han med en fiskekutter ført i sikkerhed i Sverige.

 

Går i rette med historikerne

Bogen er dramatisk, medrivende og højspændt. men egentlig er det ikke det, det er bogens force. Rædslerne er frygtelige. Vi hører stilfærdig om myterne med Christian den Tiende og Jødestjernen som gik verden rundt. Også  omstændighederne omkring flugten får vi. Forfatteren går i rette med historikkerne og deres glansbillede af besættelsestiden.

Blüdnikow er af den mening, at for mange historikere vandrer i takt, med få markante undtagelser. De fleste betragter samarbejdspolitikken som uundgåelig. De tager jøderne som gidsler for at forsvare denne politik og Scavenius. Blüdnikow er ret direkte i sin kritik af samarbejdspolitikken:

• Tyskerne er så ivrige efter at tækkes danskerne og samarbejdspolitikkerne, at de lader jødeaktionen mislykkes. Men det er ikke på grund af samarbejdspolitikken, men fordi de ville redde deres eget liv efter krigen. Derudover har frihedskæmperne og den folkelige uro skabt øget ballade, og det vil tyskerne lægge låg på. Bo Lidegaard og andre tager jøderne som gidsler for at rense samarbejdspolitikerne og Scavenius. Samarbejdspolitikken var
  rådden. Andre ofrede deres liv – amerikanere, englændere, canadiere m.m.

 

• Danmarks samarbejdspolitik var med til at forlænge krigen. Vi var spisekammer for tyskerne, mens de jagtede jøder i Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn. Det danske nationalprodukt steg under hele krigen. Vi eksporterede 10 – 14 pct. af tyskernes forbrug af mælk, smør, fisk og flæsk. Danske cementfabrikker producerede til tyskerne. Vi styrkede den tyske kampmoral. Det handlede om penge for både arbejdsgivere og fagforeninger. Bo Lidegaard siger, vi reddede jøder, men det skabte kæmpe ulykker for jøder andre steder i verden.

 

Adopteret i Grossdeutschland

Danmark led ikke så stor nød som andre af vore nabolade. Vi havde en kæmpe eksport til det krigsførende land, Tyskland. Derfor blev vi skånet. Danske
diplomater gjorde ikke noget for at redde jøder andre steder i Europa. De ville ikke underminerer samarbejdspolitikken for at ophidse nazisterne.

Danmark var adopteret i Grossdeutschland på grund af deres gode samarbejdsvilje.

 

Fiskerne tjente store penge

I en tidligere bog af Sofie Lene Bak, som vi også har omtalt her på siden kunne jøderne søge erstatning for flugtudgifterne. Og som vi tidligere har været
inde på, så tog fiskerne sig godt betalt. Men der var dog grænser for, hvor meget, man kunne få i erstatning – 5.000 kroner. I nutidskroner svarer det nok til, at man skal gange med 20.

Det siges, at en jødisk familie betalte 40.000 kr. for at komme i sikkerhed. Lidegaard mener ikke, at der blev taget ågerpriser. Det var ikke kun det nationale sammenhold, der frelste jøderne. Det har Sofie Lene Bak fastslået.

Det står ikke helt klart, om de tyske myndigheder holdt sig tilbage med hensyn til at angribe jøderne på flugt. Ifølge forfatteren skal man ikke glemme jødernes flugt. Det glansbillede som verden har fået af danskernes helteindsats var det ikke.

Man mærkede også antisemitisme i den svenske befolkning, da man endelig var kommet over sundet.

 

De tyske myndighederne ønskede flugten

Bent Blüdnikow mener i modsætning til Bo Lidegaard og de fleste andre politikere, at redningsaktionen blev brugt til at legitimere samarbejdspolitikken. Historikerne hævder mere eller mindre at tyskerne tog hensyn til danskerne. Det var derfor jøderne blev reddet.

Men Blüdnikow mener, at man ikke direkte kan tilskrive dette til samarbejdspolitikken. Det var også i høj grad tilfældighederne, der spillede ind. Den
tyske nazi-ledelse ønskede at flugten skulle lykkes.

Med rette mener Blüdnikow, at historikerne glemmer den mørke del. For den danske samarbejdspolitik medførte større ofre uden for landets grænser.

 

Samarbejdspolitikken havde mørke sider

Danskerne eksporterede vildt til Tyskland. 10 – 14 pct. af tysk import af landbrugsprodukter kom fra Danmark. Og dette fortsatte efter sammenbruddet den 29. august 1943. Dette var sandsynligvis med til at forlænge krigen, så flere døde i KZ – lejre og på dødsmarcher.

Danske diplomater gjorde ikke noget i Europa for at redde jøder. De ville ikke underminere den danske samarbejdspolitik og trodse nazisterne. Der er også mange eksempler på, at jøder blev udvist lige i armene på Gestapo og KZ – lejrene.

Samarbejdspolitikken betød også, at danske firmaer brugte KZ – fangere som slavearbejdere. Ja danske firmaer lavede et omfattende arbejde for nazisterne. Dette var godkendt af danske politikere og myndigheder. Er historikernes tilgang til den virkelige historie rigtig?

 

De valgte samarbejde

Erik Scavenius gik tyskerne i møde med et åbent forslag om samarbejde inden for områder som økonomi, handel og kultur. Målet med samarbejdet var at bibeholde landet som selvstændig stat og holde parlamentarismen, monarkiet og eget retsvæsen intakt.

Bo Lidegaard har tidligere udtalt om dette:

• Datidens politiker valgte at samarbejde, da de vurderede, at de kunne skåne landet og bevare mere af demokratiet uden at give besættelsesmagten
  mere, end vi tillod. Og det er det, vi må forholde os til i dag.

I bogen Landsmænd er det de danske politikere, der er de egentlige helte. I 1943 kom tyskerhadet, som hos mange familier havde eksisteret siden 1864 til udfoldelse.

 

Politikkerne reddede landet?

Bo Lidegaard mener, at politikerne reddede landet (undgik enorme ødelæggelser, bombninger og jødeforfølgelser), men efter 1943, da regeringen/politikerne gik af var det modstandsbevægelsen der via sabotage sørgede for at vi blev anerkendt som et land i krig mod Tyskland. Hvis modstandsbevægelsen ikke havde været der, ville vi have været blevet betragtet som et nazistisk land allieret med Hitler efter krigen.

Lidegaard mener, at samarbejdspolitikken reddede vores liv, men modstandsbevægelsen vores ære.

 

Befolkningen bakkede op

Og
flere end ni ud af ti danske vælgere støttede ved samtlige valg op
til, under og lige efter besættelsen samarbejdspolitikken.

Der var indrømmelser fra begge sider og tyskerne valgte at udskyde forfølgelsen af de danske jøder. Det skete fordi, Det tredje Rige havde tungtvejende interesser i, at fortsætte freds – besættelsen, mener Lidegaard.

Og han fortsætter med at anføre, at det er forkert at tale om, at politikere begik forræderi. Det var vanskelige vilkår, og man skulle træffe svære valg.

 

Kampen er international

Det var ikke kun Lidegaard, der synes godt om Scavenius. Også mange historikere har en positiv holdning til ham. De mener, at Scavenius gamblede med Danmark, og heldigvis gik det ikke galt. Det kunne have kostet flere mennesker livet. Men det gjorde det jo netop i det øvrige Europa, mener Blüdnikow.

Kampen mod nazismen og massemordet på jøderne var international. Samarbejdspolitikken forlængede lidelserne for jøderne og andre i andre lande. Nazisterne kunne spare folk i Danmark og bruge dem andre steder til blandt andet at jage jøder.

Vi er styret af vores egen moralske dagsorden, mener Blüdnikow.

 

Det kneb med at blive anerkendt

Det kneb da også gevaldigt med at blive anerkendt som allieret. Måske mere end det historikerne har givet udtryk for. Og endnu mere kneb det med, at blive anerkendt hos russerne. Hvad ville der være sket, hvis russerne var kommet ført efter besættelsen?

 

Barske ord fra tidligere statsminister

De to omtalte bøger rejser igen spørgsmålet om samarbejdspolitikken var rigtig. Og i den forbindelse har Anders Fogh Rasmussen udtalt:

• Vi skal være stolte over samarbejdspolitikkens forfald. Han sagde videre, mens han var statsminister, at han syntes, at det var forkasteligt, at Danmarks elite blandt politikere kunne være så naive. De førte ikke kun en neutralitetspolitik, men en aktiv samarbejdspolitik.

Selv bedømt på datidens præmisser forekommer den danske politik naiv, og det er stærkt forkasteligt, at den politiske elite i Danmark i den grad førte ikke blot neutralitets – men aktiv tilpasningspolitik. I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. man må tage stilling for demokratiet og mod
diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt.

Historikere kaldte dengang vores statsminister for en kæmpe egoist. Nu kan man ikke altid være enig med vores tidligere statsminister, men har han ikke ret, når han udtaler:

• Hvis alle gjorde lige som Danmark, så ville hele hele verden være nazistisk
• (Vi har efterfølgende skrevet en artikel, der hedder “Da Anders Fogh Rasmussen blandede sig”) Den tidligere statsministers egen parti var hverken værre eller bedre end så mange andre partier under besættelsen.

 

Politikere har ansvar for et land

Tydeligvis er historikere af en anden holdning. Bo Lidegaard har tidligere udtalt, at alle jo netop gjorde som Danmark. Han mener, at De Allierede deltog i krigen, fordi deres egen eksistens var i fare. Han pointerer, at USA først gik ind i krigen, da Japan bombede Pearl Harbor.

Pig Stig Møller, tidligere udenrigsminister, sagde det på den måde:

• Som politiker har man ansvaret for et land, og hvis man er modstandsmand, så har man ansvaret for sig selv.

Det kan vel omskrives som, hvis en enkelt modstandsmand går til angreb imod stormagten, så ville stormagten ikke se det som et kæmpe problem. Medmindre hele befolkningen går imod den, ligesom det skete i Augustoprøret 1943.

 

Overvejede interneringslejr for danske jøder

Departementscheferne overvejede i september 1943 at lade jøderne internere i en dansk lejr, for at forhindre, at de blev sendt til tyske KZ – lejre. Politikerne vendte dog tommelfingeren nedad. Planen kunne have udviklet sig til en katastrofe, hvis det var blevet en transitlejr på vej til Polen eller Tyskland.

På  dette tidspunkt var der ingen, der ingen, de havde tænkt sig, at 7.000 jøder kunne transporteres til Sverige. Og Werner Best kunne over for Eichmann proklamere, at Danmark var Judenfrei. Ved tidligere lejligheder havde han ikke været så tilbageholdende med at fange jøder.

 

Ensidig fordømmelse forkert

Som læsere af bøger om besættelsen, bliver vi nødt til at forholde os til romantiseringen og heroiseringen. Og typisk så bliver alle hjemmetyskere gjort til nazister af de fleste historikere, men sådan var det ikke. Mange ville have ro og fred, og tilsluttede sig ikke den nazistiske tankegang.

Måske var Anders Fogh Rasmussens kommentarer vedrørende politikerne for generaliserende, for ikke alle politikere var feje. Det er forkert ensidigt at fordømme alle besættelsestidens politikere.

 

Rosenrødt med det nationale sammenhold

Men når man om besættelsestiden mener, at danskerne havde et nationalt sammenhold, så er det nok lidt for rosenrødt. Mon ikke det danske samfund blev delt som aldrig før i disse fem år. Mange stedkendte og sprogkyndige hjalp Gestapo. Og fra det tyske mindretal blev ikke nazister smidt i Fårhuslejren. De sønderjyske politimestre så en ære i at forfølge folk fra Det Tyske Mindretal uanfægtet om de havde begået noget ulovligt eller ikke. ja så er det hele spørgsmålet om retsopgøret, som også delte befolkningen.

 

Et væsentligt bidrag

Og når Lidegaard glemmer antisemitismens rolle i den nazistiske ideologi, så må det være en fejl. De to bøger er et væsentligt bidrag til besættelseslitteraturen, og de har genoplivet diskussionen om samarbejdspolitikken. Emnet er den dag i dag følsomt. Under vores research til artikler om emnet i Sønderjylland har vi mødt den kolde mur. Denne mur mødte vi også da vi skrev vores bog i 2017 “Grænsen er overskredet”.

 

Læs flere artikler

Ja kære læsere vi kom langt omkring i vores anmeldelse af de to bøger. Du kan se en uddybning i de 362 artikler, vi efterhånden har begået her på siden om besættelsestiden (Før/Under/Efter)

 

Kilde:

• Bo Lidegaard: Landsmænd – De Danske Jøders Flugt i Oktober 1943 / Politikens Forlag.
• Bent Blüdnikow: Min Fars Flugt – Jødiske skæbner i oktober 1943/ Berlingske – People’ s Press
• Diverse bøger fra Besættelsestiden
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under København finder du 191 artikler 
• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 362 artikler

Redigeret 7.01. 2022